Startside ] Op ] Tidens udfordringer ] Kina på spring ] Fagbevægelsens fremtid ] Organisering(3) ] De "gule" kopier ] Organisering(2) ] Organisering(1) ] Metal-leder 2005 ] Livslang læring ] Metal-leder 2004 ] Globale selskaber ] LO Kongres ] Metal-leder 2003 ] Irak ] Metal-leder 2002 ] Østeuropæere ] [ Den danske Model ] Metal-leder 2001 ] A-kasser ] Arbejderpartierne ] Metal-leder 2000 ] Metal-leder 1999 ] Rejsemontører ] Metal-leder 1998 ] Dagpengereform ] Metal-leder 1997 ] Metal-leder 1996 ] Sæbecirkulære ] Arbejdsmarkedsreform ] Arbejdstid ] Sczcezin Skibsværft ] Løntilskudsjob ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Hvem truer "den danske model"
Artikel til DR Undervisning. Website i forbindelse med en udsendelsesrække om EU og 30 års dansk medlemskab.Visioner om EU.  
DR Undervisning efteråret 2002


Lige siden Danmarks tilslutning til De europæiske Fællesskaber i 1972 har bekymrede samfundsdebattører dannet kø til avisernes debatsider for at udtrykke deres alvorlige betænkeligheder ved ”den danske models” overlevelseschancer. Betænkelighederne er blevet hægtet op på ”dem-der-dernede” i Bruxelles og deres visioner om en europæisk arbejdsmarkedspolitik. I 90’erne er de samme menneskers bekymrede betænkeligheder blevet suppleret med henvisninger til den økonomiske globalisering og de liberale frihandelstanker, som i stigende grad er slået igennem i internationale organisationer som f.eks. WTO.   

Men hvordan står det egentlig til med ”den danske model”, som utroligt mange bekymrer sig for, og som langt færre har et egentligt kendskab til? I den ultrakorte version kan tilstanden opsummeres således. Udgør EU per definition eller faktuelt en trussel mod den danske model? Svaret er nej. Udgør globaliseringen per definition eller faktuelt en trussel mod den danske model? Svaret er nej. Udgør danske lønmodtagere faktuelt en trussel mod den danske model? Svaret er ja.

”Den danske model” er betegnelse for et i europæiske sammenhænge unikt samfundssystem, hvor væsentlige arbejdsmarkedsforhold (som f.eks. mindsteløn, arbejdstid og tryghed i ansættelsen) i det væsentlige aftales mellem arbejdsmarkedets parter i modsætning til, at forholdene reguleres ved lovgivning. Eksempelvis findes der ikke i Danmark nogen lov, som definerer en normalarbejdsuge. Omvendt findes der lovgivning (f.eks. A-kasselovgivningen), som tager til efterretning, hvad arbejdsmarkedets parter i dette forhold har aftalt som værende gældende.

I ”den danske model” træder lovgivningen til side for aftaler. I ”den europæiske model” træder aftaler på arbejdsmarkedet til side for lovgivningen. Sådan kan tingene forenkles, men man skal gøre sig klart, at der er tale om en forenkling. I virkeligheden er ”den danske model” et historisk kludetæppe, hvor lovgivning og aftaler gennem tiderne har blandet sig i de samme spørgsmål, og hvor udviklingstendensen langt fra kan siges at være entydig.

Her følger en oversigt over udviklingstendenserne på de væsentligste  arbejdsmarkedsområder - i forhold til spørgsmålet om mere eller mindre politisk regulering.

Løndannelsen (uændret tendens)

Løndannelsen i Danmark er om noget aftalestof mellem arbejdsmarkedets parter – og dog reguleres rigtig manges løn ude på de enkelte arbejdspladser uden organisationernes indblanding. I perioder har politikerne blandet sig mere end i andre perioder. I 1963 gennemførte Krag-regeringen en helhedsløsning. I 70’erne var indkomstpolitik opskriften på al visdom. I andre perioder har regeringen ønsket trepartsforhandlinger for at afstikke rammer for løndannelsen.

Principielt er arbejdsmarkedets parter modstandere af politisk indblanding, men uofficielt accepterer de den ofte stiltiende. Der findes i Danmark ingen lovbestemt mindsteløn, selv om det politisk bestemte dagpengemaksimum på aktuelt godt 80 kr. i timen vanskeliggør en løndannelse under dette niveau.

Nogen klar udviklingstendens mod mere politisk indblanding i løndannelsen synes der ikke at være tale om. 

Arbejdstid (uændret tendens – med pil opad)

Som nævnt findes der ingen lovbestemt normalarbejdsuge i Danmark. Danske politikere har i det store og hele i dette spørgsmål ikke blandet sig mere end Vor Herre allerede gjorde det, da Moses kom ned fra Sinais bjerg med de ti bud, og hvor det 3. bud påbyder, at du holder den syvende dag hellig, dvs. du har fri. Retten til en ugentlig fridag er omtalt i den danske arbejdsmiljølovgivning. Ligeledes er den såkaldte 11-timersregel omtalt her. Reglen vedrører en beskyttelse af lønmodtageren mod, at denne kan arbejde døgnet rundt. Disse to arbejdstidsbestemmelser indgår også i EU’s relativt store arbejdstidsdirektiv. Men ellers er alle væsentlige arbejdstidsspørgsmål vedrørende arbejdstidens længde og placering samt betalingen herfor aftalestof.

Indtil den nuværende danske VK-regerings tiltrædelse, har danske politikere været meget tilbageholdende med at blande sig i arbejdstidsspørgsmål. EU har imidlertid i flere direktiver (direktivet om unge, direktivet om deltid, direktivet om arbejdstid, direktiv om vikarer) fastlagt en række beskyttende bestemmelser for, hvornår og fra hvilken alder eksempelvis unge må arbejde; hvor lang tid der i det hele taget må arbejdes (max. 48 timer om ugen inden for en bestemt referenceperiode) m.v. I en dansk sammenhæng har disse bestemmelser ikke haft den store reelle betydning, selv om forargelsen var stor, da EU stemplede 12-årige danske avisbude som børnearbejdere. Mange af EU’s direktiver vedrørende arbejdstid er implementeret i de danske overenskomster, hvorfor brud på bestemmelser kan behandles i det kollektive fagretlige system.

VK-regeringens lovgivning om deltid, som mere er et redskab for arbejdsgiverne end lønmodtagerne, signalerer helt nye toner på arbejdstidsområdet, hvorfor udviklingstendensen på dette område generelt set må anses for at være uændret – men med en lille pil opad i retning af mere politisk bestemt regulering.

Ferie (nyt aftaleområde)

Retten til 5 ugers ferie i Danmark er en lovbestemt ret. Ferieloven går tilbage til 30’erne efter at retten til et par feriedage var kommet med i de fleste overenskomster. I 90’erne fik mange danskere ret til en 6. ferieuge, men ikke som nogen lovbestemt ret. Retten er bundet op på overenskomsterne, og hermed er feriespørgsmålet for alvor blevet et aftaleområde. Betalingen er i endnu højere grad et aftalespørgsmål, hvilket også gælder for søgnehelligdage, barsel og evt. orlovsrettigheder.

Med ferierettens genindtog i overenskomsterne har aftaleforholdet her øget sit indflydelsesområde på bekostning af lovgivningen. Nye fleksible regler for opsparing af den 5. lovbestemte ferieuge til senere brug, peger i samme retning, idet denne muligheds praktiske gennemførelse skal aftales kollektivt.

Tryghed (uændret tendens)

Tryghed i ansættelsen har aldrig kendetegnet det danske arbejdsmarked. Arbejdsgivernes omkostninger ved at skaffe sig af med uønsket arbejdskraft, har altid været til discountpris i Danmark. Lønmodtagernes fordel ved denne ”ulempe” er, at man i Danmark ikke har fået en to-deling af arbejdsmarkedet, hvilket der er tendens til i de lande, hvor nogle har stor tryghed i ansættelsen.

De bedste tryghedsbestemmelser findes som lovgivning i form af Funktionærloven, som indeholder relativt lange varsler ved afskedigelser. Udviklingen på overenskomstområdet er dog gået i retning af, at flere og flere overenskomstansatte efterhånden har opnået de samme tryghedsbestemmelser, som findes i Funktionærloven. Udviklingen er sket helt uden politisk indblanding.

EU har med direktivet om ansættelseskontrakter bestemt at alle, der indgår i et lønforhold på arbejdsmarkedet, på skrift skal kende deres præcise ansættelsesvilkår. Direktivet om ansættelseskontrakter er implementeret i de fleste overenskomster, og i stedet for at erstatte disse, som de bekymrede frygtede, har ansættelseskontrakterne snarere vist sig at være et redskab, der i større omfang har været med til at sikre, at overenskomsterne faktisk også bliver overholdt. Et direktiv om massefyringer er også implementeret i de fleste overenskomster.

Pension (øget aftalestof)

I modsætning til mere kontinentale forhold har pensionsforhold i Danmark typisk været holdt uden for indflydelse fra arbejdsmarkedets parter. I dette spørgsmål har ”den europæiske model” og ”den danske model” været i ombyttede roller. Danskerne har haft deres elskede og lovbestemte folkepension for alle. Det var imidlertid ikke alle, der mente, at de også kunne leve af folkets pension. Offentlige tjenestemænd og mere velstillede danskere sikrede sig på anden vis. I takt med folkepensionens udhuling begyndte almindelige lønmodtagere at tegne kapitalpensioner i bankerne. Udviklingen tvang LO-fagforeningerne til i 90’erne at opbygge kollektive arbejdsmarkedspensioner, som man har kendt det ude i Europa i mange år.

I forhold til den traditionelle danske debat om udviklingstendenser på arbejdsmarkedet er situationen her helt bagvendt. Danmark har i pensionsforhold tilnærmet sig europæiske forhold – og hermed styrket ”den danske model” på endnu et samfundsområde.

Uddannelse (uændret tendens – med pil opad)

I Danmark findes der en lov om erhvervsuddannelser, som definerer rammerne for disse. I hovedsagen er det også skattekroner, som finansierer erhvervsuddannelserne. Men i en europæisk sammenhæng har arbejdsmarkedets parter i Danmark stor indflydelse på erhvervsuddannelsernes indhold og udvikling. Når mange danske lønmodtagere oplever, at de ved henvendelse til deres faglige organisation kan få råd og vejledning angående uddannelse og efteruddannelse, så har det noget på sig.

Området er reguleret af lovgivning, men arbejdsmarkedets parter har afgørende indflydelse på erhvervsuddannelserne - i råd, i udvalg og skolebestyrelser. Indflydelsen er intakt, men der er ingen tvivl om, at borgerlige politikere gerne så samme indflydelse afgørende beskåret.

Arbejdsformidling (stigende politisk regulering)

Den offentlige arbejdsformidling (AF) formidler ca. 20% af de flere hundrede tusinder af jobskift, som finder sted hvert år. AF anvender i dag først og fremmest sine ressourcer på aktivering af ledige. Aktørerne på arbejdsformidlingens område er mangfoldige. Fagbevægelsen er i dag en lille aktør på området. Men indirekte har arbejdsmarkedets parter i form af eksklusivaftaler kunne afstikke nogle rammer for, hvem bestemte jobs skal være forbeholdt. Disse aftaler mellem arbejdsmarkedets parter, vil VK-regeringen ulovliggøre, hvorfor udviklingstendensen på dette område går imod stigende politisk regulering.

A-kasser (stigende politisk regulering)

Reglerne for forsikring mod ledighed er i Danmark lovbestemt i en meget omfattende A-kasselovgivning, men selve administrationen af A-kasserne foregår i ikke-offentligt regi - i hovedsagen i fagligt afgrænsede A-kasser under administration af de faglige organisationer. Med undtagelse af ydelser ved langvarig sygdom behøver en erhvervsaktiv dansk lønmodtager aldrig at opsøge kommunale myndigheder for at anmode om én eller anden ydelse. Vedkommende vil i stort set alle situationer være henvist til sin A-kasse. Det gælder eksempelvis ydelser i form af dagpenge, feriedagpenge, aktiveringsydelse, efterløn, uddannelsesgodtgørelse m.v. Med den næste arbejdsmarkedsreform hedder alle disse ydelser noget andet, men det går ud på det samme.

For mange danske lønmodtagere er medlemskab af en fagforening og en a-kasse identiske medlemskaber. Udviklingstendensen på dette område er imidlertid, at man fra borgerlig politisk side vil have fjernet A-kasserne fra fagforeningernes indflydelse. Med loven om tværfaglige A-kasser og de liberales trussel om oprettelse af en statslig A-kasse, kan udviklingstendensen siges for tiden at gå i retning af afgørende mere politisk regulering. 

Sammendrages ovennævnte områder fremstår ”den danske model” som et fortsat kludetæppe vævet af såvel politikere som arbejdsmarkedets parter i større eller mindre uskøn forening.

På spørgsmål som ferie og pension har aftalemodellen øget sit omfangsområde.

På kernespørgsmål som løndannelse, arbejdstid og tryghed er balancegangen mellem lovgivning og aftalestof i det store og hele uændret.

På spørgsmål som ligger uden for selve det overenskomstmæssige aftaleområde; på spørgsmål som vedrører fagbevægelsens indflydelse på administrationen af de faglige A-kasser; på spørgsmål om arbejdsmarkedsparternes eksklusive aftaler til bestemte jobs samt fagbevægelsens indflydelse på erhvervsuddannelser går udviklingen for tiden i retning af stigende politisk indflydelse. På sidstnævnte områder svækkes ”den danske model”.

”Skurken” i dette spil kan dog dårligt udråbes til at være EU endsige den omsiggribende globalisering af økonomien. ”Skurken” skal findes på dansk jord. ”Skurken” er de danske politikere og de danske partier til højre for midten, som gerne ser de stærke faglige organisationer bag ”den danske model” hen hvor pebret gror. 30 ugers regering med Anders Fogh Rasmussen som statsminister har udgjort en større trussel mod ”den danske model” end 30 års medlemskab af EF/EU.

Så hvem truer i sidste led ”den danske model”? Anders Fogh Rasmussen har siddet i Folketinget i mange år – uden at have haft styrken til at true ”den danske model”. Men denne situation ændrede sig med valget i november 2001, hvor danske lønmodtagere gjorde Venstre til det største parti blandt LO-arbejdere. Den største trussel mod ”den danske model” udgår fra danske lønmodtagere. Og ikke blot i form af lønmodtagernes politiske valg, men også i den grad, at de vender de faglige organisationer ryggen.

En ny tendens er under udvikling blandt lønmodtagere mellem 20 og 30 år, idet flere i denne aldersgrupper i dag helt fravælger at være fagligt organiserede. Organisationsgraden blandt unge under 30 år er i dag faldet til under 70 %, hvor den for aldersgrupperne over 30 år fortsat ligger i underkanten af de 90%. En elementær forudsætning for et aftalesystem er den faktiske tilstedeværelse af legitime aftaleparter, dvs. tilstedeværelsen af et organiseret arbejdsmarked.

Og her gemmer det største problem sig, når der tales om fordele og ulemper ved de forskellige modeller for fremtidens regulering af det europæiske arbejdsmarked. Love er alle omfattede af. Det samme gælder for EU’s direktiver. ”Erga omnes”-princippet hedder det på Bruxelles’sk. Overenskomster er alle nødvendigvis ikke omfattede af, hvorfor ”den danske model” ikke lever op til erga omnes-princippet, hvilket i årevis har givet anledning til hævede øjenbryn i Bruxelles. På det private arbejdsmarked er omkring 3 ud af 4 lønmodtagere omfattet af en overenskomst. Uden overenskomst er du i ”den danske model” ikke sikret retten til eksempelvis løn på søgnehelligdage, retten til feriefridage, retten til pension og du kan fyres uden varsel.

Hidtil har Kommissionen været yderst betænkelig på ”den danske models” vegne i forhold til, at ikke alle er omfattede af aftaler. Spørgsmålet har dog en formel og en reel side. For selv om et direktiv eksempelvis formulerer en række ”formelle” rettigheder for lønmodtagerne, er det ikke givet, at rettighederne for den enkelte lønmodtager nogen sinde bliver reelle. I virkelighedens verden møder lønmodtageren måske aldrig andet end ”arbejdsgiverens lov”. Til spørgsmålet om erga omnes-princippet hører derfor også spørgsmålet om reglernes og rettighedernes faktiske overholdelse. Det kan ikke udelukkes, at flere lønmodtagere reelt får deres ret i det begrænsede danske aftalesystem end eksempelvis polske lønmodtagere får i det ubegrænsede polske lovsystem, hvor alle er omfattede. Enhver dansk fagforening, som har indgået overenskomst for eksempelvis polsk arbejdskraft i Danmark, kender til den frustration, det er at vide, at de formelle goder og rettigheder, som bliver skrevet ned i en aftale i Danmark, reelt intet er værd, når de af aftalen omfattede polakker igen møder op i virkelighedens verden på virksomheden hjemme i Polen, hvor det er ”arbejdsgiverens ret”, der er gældende. En ret som har magt til med tilbagevirkende kraft af annullere den opnåede løn i Danmark.

Blandt ”dem-der-dernede” i Bruxelles og de andre ”ude-i-Europa” er der – på trods af de bekymrede danskere – faktisk mange, der kan se betydelige fordele ved et aftalebaseret arbejdsmarked. Det er fleksibelt og dynamisk - og samtidig stabilt. Alligevel er der grund til at betvivle, at ”den danske model” vil gå sin sejrsgang i Europa. Den netop indgåede europæiske aftale om telearbejde – indgået mellem arbejdsmarkedets parter på europæisk plan og indgået som en rigtig europæisk overenskomst uden efterfølgende ophævelse til direktiv – bærer et stort problem med sig på trods af aftalens kærlighed til ”den danske model”. Med hvilken legitimitet kan EFS (det europæiske LO) og UNICE (det europæiske DA) overhovedet indgå aftaler, når den faglige organisering i lande som Frankrig og Italien i dag ikke overstiger 25%? Endnu værre ser det ud i mange af de østeuropæiske ansøgerlande. Ikke blot er organisationsgraden i Baktikum og i et land som Polen nede under 15. Det største problem i disse lande er dog – aftale versus lovgivning på trods – at der eksisterer en overordentlig ringe sandsynlighed for at reglerne reelt overholdes. Hvordan EFS og UNICE vil sikre, at fremtidens europæiske overenskomster skal overholdes i lande uden et fagretligt system og med organisationsprocenter på omkring de 10, fremstår langt fra overbevisende.

”Den danske model” er ingen ringe opfindelse. Men dens succes hviler på tilstedeværelsen af stærke organisationer med en høj organisationsgrad i ryggen. Så enkelt er det. Og så hviler den naturligvis også på politisk opbakning – dvs. politisk respekt for og accept af rollefordelingen mellem politisk og aftalebaseret regulering. På begge områder har danske lønmodtagere sat et angreb ind på ”den danske model”. Hvor stor prisen herfor bliver for de samme danske lønmodtagere, står indskrevet i fremtiden.

Tilbage til top