Startside ] Op ] Tidens udfordringer ] Kina på spring ] [ Fagbevægelsens fremtid ] Organisering(3) ] De "gule" kopier ] Organisering(2) ] Organisering(1) ] Metal-leder 2005 ] Livslang læring ] Metal-leder 2004 ] Globale selskaber ] LO Kongres ] Metal-leder 2003 ] Irak ] Metal-leder 2002 ] Østeuropæere ] Den danske Model ] Metal-leder 2001 ] A-kasser ] Arbejderpartierne ] Metal-leder 2000 ] Metal-leder 1999 ] Rejsemontører ] Metal-leder 1998 ] Dagpengereform ] Metal-leder 1997 ] Metal-leder 1996 ] Sæbecirkulære ] Arbejdsmarkedsreform ] Arbejdstid ] Sczcezin Skibsværft ] Løntilskudsjob ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Kammerater   

Agitatoren tilbage
Interview i bogen Kammerater af Thomas Flensburg og Michael Olsen
Politikens Forlag 2007


- Vil medlemmerne fortsætte med at flygte fra LO, og vil andelen af folk, som er organiserede i en faglig organisation, fortsætte nedad?

"Det er der en meget stor fare for, hvis LO-familien satser på at udvikle fagbevægelsen som en serviceforretning for individualiserede medlemmer i modsætning til at organisere medlemskabet omkring lokalt baserede fællesskaber med fokus på faget, overenskomsterne, uddannelsen m.m. En rigtig fagforening er en forening og ikke en servicebutik. Organisationsprocenten toppede for ti år siden med 81 procent, og er siden faldet til et sted midt i 70'erne, men læg mærke til at det er gennemsnitsprocenter. De reelle tal er i virkeligheden værre. Hos dem under 30 år er faldet i organisationsprocent på 14 procentpoint, mens procenten kun er faldet med et par procentpoint for dem over 50 år. Den faldende organisationsgrad er altså fire - fem gange større blandt de unge end hos de ældre. Det er skræmmende og en kæmpe udfordring. Tidligere var det sådan, at når far meldte sig i fagforening, så gjorde sønnen det også. Bare du var medlem af fagforeningen og a-kassen, så havde du din livsforsikring hjemme, men de begrundelser eksisterer ikke længere. Tidligere var den første mand du mødte, når du kom på en industriarbejdsplads, tillidsmanden, der bad om at se bogen. I dag skal de unge mennesker have argumenter for at melde sig ind - solide bæredygtige argumenter. Det ligger ikke længere i kulturen og omgangskredsen som noget naturligt at melde sig i fagforening. Der ligger et gammeldags agitationsarbejde foran os. Jeg hører ikke til dem, der vil udlægge medlemstilbagegangen i LO-familien alene som udtryk for en enestående uddannelsesmæssig succes, hvor medlemmerne så at sige har uddannet sig ud af LO."

"Det andet afgørende forhold er, at de tørre tal viser, at organisationsgraden og overenskomstdækningen er lav i de brancher, hvor der vil opstå nye arbejdspladser i de kommende ti år. Fagbevægelsen står stærkt i de brancher, der er stagnerende, men svagt i vækstsektorerne. I fremstillingsindustrien, er der næsten 100 procents organisering. Men går vi ud på medie- og it-området, så ligger vi  nærmere de 50 procent. Når LO-familien kigger ind i fortiden, er vi rigtigt godt organiseret, men når vi kigger ind i fremtiden og bare skriver de nuværende tendenser 10 til 15 år frem, så kan vi komme i en situation, hvor organisationsprocenten nærmer sig 50 procent."

- Det leder videre til næste spørgsmål om den danske model kan overleve. Hvor meget kan fagbevægelsen svækkes medlemsmæssigt, hvis fagbevægelsen skal indgå overenskomster på alles vegne og ikke mindst være en troværdig modpart overfor arbejdsgiverne?

"Vi må se i øjnene, at vi har et aftalebaseret arbejdsmarked, som hviler på en afgørende forudsætning for både arbejdstagere og arbejdsgivere; nemlig at vi er i stand til at organisere lønmodtagerne og arbejdsgivere. Organiseringen er en forudsætning for overenskomstdækning. I vækstbrancher har vi set at færre og færre virksomheder er dækket af overenskomster. Det er et internationalt fænomen, at færre og færre står i fagforening, så i dag har blot fem lande - Danmark, Norge, Sverige, Finland og Belgien - mere end 50 procent af lønmodtagerne organiseret. Kommer vi i en situation, hvor under 50 procent af arbejderne er organiseret, så skal vi til at arbejde på en helt anden måde. I Frankrig er blot 10 procent medlem af en fagforening, men den franske fagbevægelse er alligevel i stand til at sætte en dagsorden gennem demonstrationer. De kan få en million på gaden i Paris på de rigtige spørgsmål. Det er en anden type fagbevægelse baseret på nogle få bastioner på de store arbejdspladser. Det  karakteristiske ved vores høje organisationsgrad er, at det  er muligt for os at tegne overenskomster på rigtig mange – også små - arbejdspladser, og i LO-fagbevægelsen er vi ret alene om at lave overenskomster. Hvis jeg er ude for at lave en overenskomst for ti medlemmer på en lille arbejdsplads, så er jeg helt alene. Der er ingen, som bider mig i haserne og vil tegne overenskomst. Jeg møder aldrig nogen af de gule, som forsøger at tegne en bedre industri overenskomst på mit område, men jeg har konkurrence, hvis jeg stiller mig op på  Ullerup marked, og råber: 'Kunne du ikke tænke dig at være medlem her, og jeg har et gavekort til Fona på 150 kroner og en billig forsikring til dig osse'. Der møder jeg konkurrence fra de kristelige, det faglige hus og andre gule fagforeninger. For her er jeg jo på medlemshvervning blandt individualiserede lønmodtagere, der blot ønsker en billig forsikring i tilfælde af, at lokumet brænder. Det er i virkeligheden opmuntrende, fordi LO-fagbevægelsen blev født i kraft af organisering af overenskomstbaserede fællesskaber. Men  ryger vi ned på 50 procent eller derunder i organisationsgrad, så mister vi ikke vores legitimitet til at lave overenskomster, derimod vil den danske model have mistet sin legitimitet."

- Og det leder videre til endnu et spørgsmål. LO og fagbevægelsen på det private arbejdsmarked satsede ved de netop overståede overenskomstforhandlinger i '07 på særlige goder for LO-medlemmerne. Er det vejen frem?

"Nej, det er ikke vejen frem. Vores forhandlere var i foråret '07 under et massivt pres for at forhandle eksklusive rettigheder hjem, men jeg har hele tiden tænkt og sagt - pas nu på! Jeg kan godt forstå, at mange af mine medlemmer bliver vrede over, at de gule bare kan køre gratis med i bussen. Det er jo en forudsætning, at nogen løser billet , hvis bussen skal kunne køre. Derfor er det en hån ikke blot mod al solidaritet men også mod al anstændig borgerlighed, at nogen ikke   løser billet. Men når vi dykker helt ned til kernen i vores rødder, så får vi fat i en grundlæggende solidarisk tankegang. Det er en grundlæggende solidarisk tankegang, at hvis Per og Poul laver det samme arbejde, så har de samme og lige vilkår. Hvis Per er medlem hos os og har ret til seks ugers ferie, ret til efteruddannelse og pension, men Poul står uden og ikke har krav på ferie, efteruddannelse og pension, så giver vi os selv en ulempe på langt sigt. Det vil blive billigere at ansætte den uorganiserede, så det vil være at skyde os selv i foden, at droppe den solidariske tankegang. Dem, som ikke vil være med, må overtales af gode argumenter til at være en del af fællesskabet og helst af kollegaerne og ikke af en annonce i MetroXpress."

- Der har været sager om chikane, hvor folk for eksempel ikke ville sidde ved frokostbord med uorganiserede?

"Det har jeg ingen problemer med. Jeg har arbejdspladser, hvor mine medlemmer ikke vil sidde sammen med de gule. Det må de gule finde sig i, når de meldt sig ud af fællesskabet. De har lovgivningens ret til at melde sig ud, men mine medlemmer har også ret til at fryse et ikke-medlem ude. Hverken Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg eller beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) kan ændre på, at kollegaer, der melder sig ud, bliver betragtet som asociale."

- Der må vel være en kant på, hvor meget uorganiserede skal finde sig i at blive chikaneret?

"Der er naturligvis en lovgivning, men der er ingen kant for at blive frosset ude. Det er helt op til mig selv om, jeg kan lide dig og vil spise frokost med dig, eller om jeg syntes, at du er asocial. Det kan godt være, at jeg ikke kan skrive i avisen, at du er dumt svin eller hænge en plakat op, men  ingen kan forhindre mig i at syntes, at en kollega er et dumt svin."

- Er det vejen frem at fryse ansatte ude, som ikke vil være medlem af LO-fagbevægelsen?

"Nej, vejen frem er værdien af fællesskabet. Det er de arbejdspladsnære ting som faget, overenskomsten, uddannelsen og karrieren, der er værdien. Fagforeningen skal være en kollektiv ramme for den enkeltes mulighed for at udfolde sig. Problemet er, at de ting er forsvundet til fordel for det individualiserede medlemskab. Forbundshusene forsøger i stigende  grad at servicere medlemmerne individuelt. Jeg kan ringe til et LO-forbund klokken fire om natten, hvor jeg får fat et callcenter, som noterer mit spørgsmål og siger, at jeg bliver kontaktet i morgen. Jeg vil sætte spørgsmålstegn ved om det er et kontingent værd. Mere servicefagforening er ikke svaret på de udfordringer, som vi står med. Hele sproget er strid med det, som vi er rundet af; der bliver talt om 'kunder i butikken' og 'vare på hylderne'. Der vil naturligvis altid være en blanding af både  det servicerende og organiserende, men i de sidste 10 til 15 år er balancen rykket over til det servicerende. Men der er håb i de nye industrioverenskomster. Her er tillidsrepræsentantens rolle blevet styrket, så han eller hun  eksempelvis får et vederlag for at være tillidsrepræsentant. Tillidsmanden skal være en nøgleperson, som skal være med til at udvikle arbejdspladsen. Vi har i massevis af arbejdspladser, hvor der ikke er en tillidsrepræsentant, og andre hvor det er meget svært at vælge en. Problemet med at få valgt tillidsrepræsentanter er centralt og blevet alvorligt de sidste 10 til 15 år. Vi skal gøre en målrettet indsats for at få tillidsfolk valgt, ellers vil medlemmerne fortsætte med at sive ud.  Dem, som kører reklamekampagner for at hverve medlemmer, er også dem, der tænker, at et medlemskab udløser et kontingent, og så  kan vi køre endnu flere kampagner. Det er sådan, at de gule kører. Det er en maskine, som skal holdes i gang. Vi er historisk bygget op om at organisere medlemskabet, så vi kan sikre ordentlige kollektive vilkår for den enkelte. Vi er nødt til at genopfinde os selv og finde tilbage til rødderne på en moderne måde. Vi har nok hvilet på laurbærrene. Tænk bare på, at daværende formand for LO – Thomas Nielsen - i 1982 gik af med ordene: "Vi har sejret ad helvede til - godt."

- Er det for dyrt at være medlem af en traditionel fagforening i forhold til de alternative?

"Det er dybest set ikke et spørgsmål om økonomi, der får medlemmerne til at forlade os. De har rigeligt råd til at betale kontingentet. Inden for de sidste 15 år har de kollektive LO-overenskomster givet en københavnsk metalarbejder goder udover lønnen til en værdi af mere end 50.000 kroner, ja næsten 60.000 kroner om året. Det er retten til pension, fem feriedage med fuld løn, løn under sygdom, barsel og børns første sygedag, ret til efteruddannelse, frit valgs konto og så videre. Det er resultat af organisering. Organisering er magt. Vi kan ikke skabe resultater ved at servicere. Servicefagforeningen hviler på fordums magt. Den forbruger af de fossile brændstoffer. Fremtiden er organisering af vedvarende energi."

- Har LO udspillet sin rolle i stil med Dansk Arbejdsgiverforening (DA), der har måttet overlade sin indflydelse til de store branchearbejdsgiverorganisationer?

"LO har mistet megen magt, fordi forbundene er blevet så store og overtaget en del opgaver, men hvis vi ikke have LO, så var vi nødt til at opfinde et LO. Vi har brug for tværfaglighed, og LO er bindeledet til det internationale. Og det har vi i den grad brug for. Arbejdsgiverne har altid været den stærkeste part på arbejdsmarkedet, men de er med globaliseringen blevet endnu stærkere. Tag bare ISS, som i min ungdom var et dansk selskab i vækst, men som i dag er blandt verdens 5 største rengøringsselskaber.   Vi er stadig nationalt baserede fagforbund, og mangler at udvikle egentlige globale strategier for organisering og overenskomstdækning. Vi har brug for endnu mere LO. Vi kan ikke globalt overenskomstdække eksempelvis ISS uden en global strategi. Det skal foregå koordineret i Tyskland, England, USA og New Zealand."

- Hvad skal LO gøre for at overleve krisen?

"Der må ikke være flimmer på skærmen, Og det har der ved gud været. Det skal være et klart budskab fra hele LO-familien. De 17 medlemsforbund er slet ikke enige om, hvad der er vejen frem. Og det sælger ikke billetter. Der er megen kompetencestrid mellem LO og forbundene og mellem forbundene og afdelingerne, men slagsmålet om kompetence er i virkeligheden et slagsmål om økonomiske midler. De slås indbyrdes om pengene. Jo mindre enhederne slås om penge, jo større chance er der for, at vi for kanaliseret ressourcerne ind på den eneste berettigelse, som vi har, nemlig fagligt arbejde - at sikre kollektive rammer for individets udvikling. Vi kan også tage ved lære af erfaringer fra USA eller England, hvor fagbevægelsen var banket helt ned under den konservative Margaret Thatcher  Nu er for eksempel et forbund som T&G ved at vende udviklingen med helt klassisk organisationsarbejde.  På få år har dette forbund inden for nøje udvalgte brancher vundet betydelige sejre gennem organisering af medlemskabet, gennem opbygning af arbejdsplads- og brancherelaterede lokale netværk. Efter én bølge kommer en anden. Den skal nu rulles i gang, og inden nogen begynder at ringe med dødsklokkerne over LO-fagbevægelsen skal de passe på, at de ikke får våde fødder.”

Tilbage til top