Anders Laubjergs hjemmeside

Om at ha' ret og få ret
Tale på LO's 35. kongres
Oktober 2003

Denne LO kongres har sat ”en europæisk arbejdsret” på dagsordenen. Det vil givet få gamle modstandere af den danske Arbejdsret til at elske denne, fordi den i det mindste er dansk. I takt med at verden trænger sig på, er flere i det hele taget blevet mere bevidste om ”den danske models” åbenlyse fortræffeligheder og samfundsmæssige overlegenhed i forhold til mere tilbagestående ”monkey-systemer”.

Vi lever i et retssamfund. Men selv i dette retssamfund er der forskel på at ha’ ret og så få ret. Vi må aldrig glemme, at love og aftaler er et, noget andet er den faktiske håndhævelse af de pågældende love og aftaler. En lov eller en aftale, der ikke bliver håndhævet, er lige så meget værd som en gudsbenådet profet uden disciple.

I Danmark er vi forvente med, at håndhævelsens problematik er uproblematisk. Et klart retsgrundlag sikrer aftalernes håndhævelse. Siger vi! Men i virkeligheden hviler aftalesystemets succes på to søjler: Et kollektivt retsgrundlag samt en høj organisationsgrad.

Denne kongres har sat fokus på retsgrundlaget. Og jeg har ingen problemer med opbygningen af et supplerende europæisk arbejdsretsligt system til håndhævelse af europæiske aftaler.

I pressen er det blevet kritiseret, at de danske arbejdsgivere ikke er med i dette LO-forslag til dansk systemeksport. Jeg tror godt, de kan komme med. De skal blot – også i denne sag – op i trillebøren og skubbes med. Og så er det i pressen nævnt, at LO i denne sag i voldsom grad er på forkant med udviklingen; at Hans Jensen har taget hatten af, før der er nogle at hilse på. Men lidt høflighed er vel ikke af vejen.

Kritikken i pressen bortleder imidlertid opmærksomheden fra det største problem. Håndhævelsen af et aftalesystem har en høj organisationsgrad som forudsætning. Og virkeligheden er her, at den europæiske lønmodtager i hovedsagen er uorganiseret. Dette er i virkeligheden vor største udfordring. EFS siges at repræsentere 60 mio. europæiske lønmodtagere. Måske ja – men det dækker i mange lande over organisationsprocenter på 15 til 20%.

Jeg har flere gange siddet i DI’s lokaler på Rådhuspladsen og været med til at indgå aftaler for østeuropæisk arbejdskraft i Danmark, hvor jeg efterfølgende har opnået vished om, at aftalerne ikke er blevet håndhævet. Vi gav dem en ret, men de fik ikke ret. Retsgrundlaget var i orden i København, men hjemme i Polen, inde bag fabrikssporten blandt uorganiserede polakker, der findes kun en ret, arbejdsgiverens ret. Vær venlig at aflevere, hvad I fik i København.

LO er ikke på forkant med udviklingen. Plaskende rundt i globaliseringens kølvand er vi politisk langt bag ud i forhold til vores modpart. Men det at vi er bagud i forhold til de transnationale selskaber, det skal vi forstå at bruge som springbræt til at komme på omgangshøjde med arbejdsgiverne igen. LO’s forslag ser jeg som et bidrag hertil.

Men paletten rummer flere farver. Vi skal mere offensivt bruge Det europæiske Samarbejdsudvalg til international organisering. Vi skal – når de første Europæiske Selskaber ser dagens lys i 2005 - bruge direktivet om medarbejderindflydelse i Det europæiske Selskab til opbygning af transnationale netværk i tillidsmandshøjde. Vi skal bruge ILO-konventionerne; vi skal bruge de mange certificeringsordninger på arbejdsmiljøområdet, på det virksomhedsetiske og sociale område som springbræt til opbygningen af internationale faglige netværk. Ja vi skal bruge vores modparts organisering som springbræt for vores egen, som springbræt til et transnationalt netværk i tillidsmandshøjde. Det har vi brug for, hvis aftalerne skal håndhæves.

De transnationale selskaber har sat en ny dagsorden. Vi er nødt til at bruge dem til at sætte vores egen dagsorden. En dagsorden som rigtignok skal rumme en social indignation over det, der sker. Arbejdspladser som forsvinder i titusindvis.

Men alternativet. At holde Danmark ude af den almindelige globale udvikling i form af international arbejdsdeling og selskabernes globale produktionsevne er og vil altid forblive et bagstræberisk forsøg på at isolere os ud af problemerne, og det er dømt til at mislykkes ganske uafhængig af om danskerne holder af EU eller ej.

I selve sin samfundsmæssige natur er den igangværende politiske integration i Europa et venstreorienteret projekt, og i selve sin samfundsmæssige natur er smånational bagdørsforkyndelse som svar på globaliseringen et borgerligt projekt, som ingen her alligevel kan sætte bedre ord på end Pia Kjærsgaard.

Substansen i ”den danske model” er følgende. Vi skal finde Danfoss løsninger på Danfoss problemer. Vi skal finde danske løsninger på danske problemer. Vi skal finde europæiske svar på europæiske problemer. Vi skal finde globale løsninger på globale problemer. Dette er den rationelle kerne i den såkaldte ”danske model” – vi tilskærer skoen til den, der skal skoen bære.

Dem, der vil finde danske svar på europæiske problemer, har i ”den danske model” alene fattet hjemstavnens nostalgi og ikke sagens substans.