Om at ha' ret og få ret
Tale på LO's 35. kongres
Oktober 2003
Denne
LO kongres har sat ”en europæisk arbejdsret” på dagsordenen. Det
vil givet få gamle modstandere af den danske Arbejdsret til at elske
denne, fordi den i det mindste er dansk. I takt med at verden trænger
sig på, er flere i det hele taget blevet mere bevidste om ”den danske
models” åbenlyse fortræffeligheder og samfundsmæssige overlegenhed
i forhold til mere tilbagestående ”monkey-systemer”.
Vi
lever i et retssamfund. Men selv i dette retssamfund er der forskel på
at ha’ ret og så få ret. Vi må aldrig glemme, at love og aftaler er
et, noget andet er den faktiske håndhævelse af de pågældende love og
aftaler. En lov eller en aftale, der ikke bliver håndhævet, er lige så
meget værd som en gudsbenådet profet uden disciple.
I
Danmark er vi forvente med, at håndhævelsens problematik er
uproblematisk. Et klart retsgrundlag sikrer aftalernes håndhævelse.
Siger vi! Men i virkeligheden hviler aftalesystemets succes på to søjler:
Et kollektivt retsgrundlag samt en høj organisationsgrad.
Denne
kongres har sat fokus på retsgrundlaget. Og jeg har ingen problemer med
opbygningen af et supplerende europæisk arbejdsretsligt system til håndhævelse
af europæiske aftaler.
I
pressen er det blevet kritiseret, at de danske arbejdsgivere ikke er med
i dette LO-forslag til dansk systemeksport. Jeg tror godt, de kan komme
med. De skal blot – også i denne sag – op i trillebøren og skubbes
med. Og så er det i pressen nævnt, at LO i denne sag i voldsom grad er
på forkant med udviklingen; at Hans Jensen har taget hatten af, før
der er nogle at hilse på. Men lidt høflighed er vel ikke af vejen.
Kritikken
i pressen bortleder imidlertid opmærksomheden fra det største problem.
Håndhævelsen af et aftalesystem har en høj organisationsgrad som
forudsætning. Og virkeligheden er her, at den europæiske lønmodtager
i hovedsagen er uorganiseret. Dette er i virkeligheden vor største
udfordring. EFS siges at repræsentere 60 mio. europæiske lønmodtagere.
Måske ja – men det dækker i mange lande over organisationsprocenter
på 15 til 20%.
Jeg
har flere gange siddet i DI’s lokaler på Rådhuspladsen og været med
til at indgå aftaler for østeuropæisk arbejdskraft i Danmark, hvor
jeg efterfølgende har opnået vished om, at aftalerne ikke er blevet håndhævet.
Vi gav dem en ret, men de fik ikke ret. Retsgrundlaget var i orden i København,
men hjemme i Polen, inde bag fabrikssporten blandt uorganiserede
polakker, der findes kun en ret, arbejdsgiverens ret. Vær venlig at
aflevere, hvad I fik i København.
LO er
ikke på forkant med udviklingen. Plaskende rundt i globaliseringens kølvand
er vi politisk langt bag ud i forhold til vores modpart. Men det at vi
er bagud i forhold til de transnationale selskaber, det skal vi forstå
at bruge som springbræt til at komme på omgangshøjde med
arbejdsgiverne igen. LO’s forslag ser jeg som et bidrag hertil.
Men
paletten rummer flere farver. Vi skal mere offensivt bruge Det europæiske
Samarbejdsudvalg til international organisering. Vi skal – når de første
Europæiske Selskaber ser dagens lys i 2005 - bruge direktivet om
medarbejderindflydelse i Det europæiske Selskab til opbygning af
transnationale netværk i tillidsmandshøjde. Vi skal bruge
ILO-konventionerne; vi skal bruge de mange certificeringsordninger på
arbejdsmiljøområdet, på det virksomhedsetiske og sociale område som
springbræt til opbygningen af internationale faglige netværk. Ja vi
skal bruge vores modparts organisering som springbræt for vores egen,
som springbræt til et transnationalt netværk i tillidsmandshøjde. Det
har vi brug for, hvis aftalerne skal håndhæves.
De
transnationale selskaber har sat en ny dagsorden. Vi er nødt til at
bruge dem til at sætte vores egen dagsorden. En dagsorden som rigtignok
skal rumme en social indignation over det, der sker. Arbejdspladser som
forsvinder i titusindvis.
Men
alternativet. At holde Danmark ude af den almindelige globale udvikling
i form af international arbejdsdeling og selskabernes globale
produktionsevne er og vil altid forblive et bagstræberisk forsøg på
at isolere os ud af problemerne, og det er dømt til at mislykkes ganske
uafhængig af om danskerne holder af EU eller ej.
I
selve sin samfundsmæssige natur er den igangværende politiske
integration i Europa et venstreorienteret projekt, og i selve sin
samfundsmæssige natur er smånational bagdørsforkyndelse som svar på
globaliseringen et borgerligt projekt, som ingen her alligevel kan sætte
bedre ord på end Pia Kjærsgaard.
Substansen
i ”den danske model” er følgende. Vi skal finde Danfoss løsninger
på Danfoss problemer. Vi skal finde danske løsninger på danske
problemer. Vi skal finde europæiske svar på europæiske problemer. Vi
skal finde globale løsninger på globale problemer. Dette er den
rationelle kerne i den såkaldte ”danske model” – vi tilskærer
skoen til den, der skal skoen bære.
Dem,
der vil finde danske svar på europæiske problemer, har i ”den danske
model” alene fattet hjemstavnens nostalgi og ikke sagens substans.
Budskabet
fra denne kongres i dette spørgsmål bør derfor lyde. Danske lønmodtagere
lader sig ikke begrænse af grænser. Vor kamp er uden grænser.
|