Startside ] Op ] Tidens udfordringer ] Kina på spring ] Fagbevægelsens fremtid ] Organisering(3) ] De "gule" kopier ] Organisering(2) ] Organisering(1) ] Metal-leder 2005 ] Livslang læring ] Metal-leder 2004 ] Globale selskaber ] LO Kongres ] Metal-leder 2003 ] Irak ] [ Metal-leder 2002 ] Østeuropæere ] Den danske Model ] Metal-leder 2001 ] A-kasser ] Arbejderpartierne ] Metal-leder 2000 ] Metal-leder 1999 ] Rejsemontører ] Metal-leder 1998 ] Dagpengereform ] Metal-leder 1997 ] Metal-leder 1996 ] Sæbecirkulære ] Arbejdsmarkedsreform ] Arbejdstid ] Sczcezin Skibsværft ] Løntilskudsjob ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Navlestrengen
Leder om parti og fagbevægelse
Fagbladet 1'eren nr. 4, 2002


Bare det ikke holder min tid
Leder om fagbevægelsen
Fagbladet 1'eren nr. 3, 2002


"Den danske Model" under angreb
Leder om "Den danske Model"
Fagbladet 1'eren nr. 2, 2002


Statsministerens nytårstale
Leder om Anders Foghs nytårstale
Fagbladet 1'eren nr. 1, 2002


Navlestrengen

LO’s hovedbestyrelse har truffet en historisk beslutning. Til den ekstraordinære kongres i LO den 8. februar 2003 indstiller hovedbestyrelsen, at det årlige tilskud til Socialdemokratiet på ca. 11 mio. kr. afvikles. Ifølge Socialdemokratiets årsregnskab for 2000 modtog partiet i alt 16 mio. kr. fra faglige organisationer.

Såvel Poul Nyrup Rasmussen som Mogens Lykketoft beklager beslutningen. De mener, at det vil favorisere de store borgerlige partier, som fortsat har sugerøret nede i arbejdsgiverforeningernes kontingentkasser. Partistøtten til de borgerlige partier finansieres reelt af forbrugerne, når der handles ind i Netto, på Shell-stationen osv. Her er tale om bondefangeri i millionklassen.

At Socialdemokratiet beklager beslutningen er forståeligt. Men LO ser fuldkommen rigtigt, hvis man vil gøre sig håb om at være en moderne interesseorganisation for lønmodtagere i det 21. århundrede.

Skal fagbevægelsen tackle den nuværende medlemstilbagegang blandt især unge mennesker, så har fagbevægelsen brug for at forny sit image. Og hertil har vi ikke brug for tænketanke og studiekredse for at finde svaret på fornyelsen. Fornyelsens opskrift er kendt af alle i fagbevægelsen, som ikke er på lønningslisten som partisoldat.

I korthed går fornyelsen ud på, at fagbevægelsen udvikler sit eget værdigrundlag som en moderne faglig interesseorganisation, der professionelt over for alle politiske partier fremstår som en uafhængig interesseorganisation.

Ved sidste valg stemte 55% af Metals medlemmer borgerligt. Naturligvis er det et problem for Dansk Metal og fagbevægelsen som sådan. Naturligvis. Men ikke desto mindre må det fastholdes, at det i virkelighedens verden er et større problem for Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Hvis man i fagbevægelsen ikke forstår denne nuance; hvis netop denne måske hårfine nuance ikke klart fremgår af fagbevægelsens image, så evner man ikke at gøre fagbevægelsen til en moderne interesseorganisation for lønmodtagere i det 21. århundrede.

Når medlemmerne vælger en afdelingsformand eller i det repræsentative system en forbundsformand, så vælger de en faglig person. De vælger en fagforeningsmand. Man må gå ud fra, at Metals medlemmer i f.eks. Max Bæhring først og fremmest ser deres forbundsformand. Konflikten og imageproblemet opstår, hvis Max Bæhring i egen selvfortståelse først og fremmest ser en socialdemokrat, for hvem det er lykkedes at blive forbundsformand.

Tilsyneladende har Dansk Metal i LOs ledelse accepteret indstillingen om at droppe partistøtten. Det er i grunden overraskende, for selv om Dansk Metal ved sidste valg (i al hemmelighed) for første gang valgte også at støtte andre partier end Socialdemokratiet (SF modtog 100.000 kr.), så hører Metal i LO-familien til Socialdemokratiets mest trofaste venner. Max Bæhring har da også udtalt, at Metal forbeholder sin ret til fortsat at støtte Socialdemokratiet uafhængig af en LO-beslutning om det modsatte.

Ingen tvivl om, at Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten har brug for støtte i kroner og ører. Men spørgsmålet er, om fagbevægelsen ikke i endnu større grad har brug for at forny sit image blandt egne medlemmer. Navlestrengen skal klippes og professionelle relationer etableres.

Og så skal de medlemmer, som tror, at de støtter Socialdemokratiet med en bondegård hvert år, slå koldt vand i blodet. Pr. fagforeningsmedlem svarer støtten pr. år til mindre end prisen på 10 cigaretter.

Tilbage til top


Bare det ikke holder min tid

En tidligere informationschef i HK, Michael Valentin, har skrevet en hurtig læst bog om fagbevægelsen. Bogen fik på selve arbejdernes internationale solidaritetsdag – den 1. maj – en meget stor presseomtale i de elektroniske medier. Det skyldes nok, at bogen er kritisk over for fagbevægelsen og tillige skrevet i et provokerende sprog. Kongresser i fagbevægelsen omtales således som ”døvstummefestivaler”; ansatte faglige sekretærer omtales som ”Rockwool-laget” (i betydningen et lydisolerende lag mellem medlemmer og toppen i fagbevægelsen). Skær fedtet af og genopliv fagenes bevægelse – er kort fortalt Valentins seriøse budskab.

Valentin har valgt at skyde med spredehagl i sin kritik af fagbevægelsen, og når man gør det, er det selvklart, at man også rammer noget, ”som har noget på sig”.

Eksempelvis kritiserer Valentin mængden af blade og pjecer, som fagbevægelsen i en lind strøm vælter ud over medlemmerne – og andre i fagbevægelsen. Tonsvis af pjecer når ikke længere end til fjernlageret. Noget er der om snakken, og så er det alligevel ikke hele sandheden.

På afdelingskontoret modtager vi hver uge nye foldere, pjecer og håndbøger. Personligt har jeg ikke overblik over, hvad vi ligger inde med. ”Håndbøger” på 500-600 sider er også hverdagskost. Også jeg kan tvivle på, om det alt sammen bliver læst af målgrupperne. Omvendt siger min erfaring mig, at der blandt fagforeningens medlemmer eksisterer et stort og stigende informationsbehov. Antallet af personer, som eksempelvis ringer til fagforeningen for at få besked om ditten og datten, er i konstant vækst. Vedkommende og reel information har en stor læserskare. Et afdelingsblad som dette, der tilstræber at forene såvel vedkommende information som profilerende holdninger, er det også mit indtryk, har en pæn læserskare. Men indtrykket er måske forkert?

Men sikkert er det, at i disse år undergår informationssøgningen en forandring. Flere og flere går på Internettet for at finde information, råd og vejledning. Som det fremgår andetsteds i dette nr. af 1’eren, har afdeling 1 startet et elektronisk nyhedsbrev op, som alle fagforeningens medlemmer kan abonnere på. Vægten i nyhedsbrevet er de nære faglige forhold, dvs de faglige sager, som Metal afdeling 1 beskæftiger sig med. Fordelen ved et elektronisk nyhedsbrev er, at det er ressourcebesparende. Det er stort set gratis at fremstille og udsende, og ønsker et medlem ikke længere at modtage brevet, kræver det kun et par klik på skærmen.

Et andet hagl fra Valentins oversavede jagtgevær ryger ind i de mange ansatte i fagbevægelsen, som hellere vil sidde på deres flade og afholde møder med hinanden end opsøge medlemmerne på arbejdspladserne. Også her er der noget om snakken, og så er det alligevel ikke hele sandheden. Det er sandt, at der findes uorganiserede metalarbejdere, som aldrig på deres arbejdsplads er blevet opsøgt med et tilbud om medlemskab. Det er sandt, at der findes metalarbejdspladser, som meget, meget sjældent får besøg af ”fagforeningen” - som blot kom forbi for at hilse på.

Sidste år besøgte jeg en lille smedevirksomhed med 2 medlemmer organiseret i Metal. Da mester hørte, jeg kom fra Metal, udbrød han. ”Fantastisk. Sidste gang vi havde besøg af fagforeningen var i 1947”. Og han huskede det, som var det i går.

Det er givetvis sandt, at fagforeningernes medlemskontakt i disse år i større grad rykker ud på virksomhederne og bliver mere virksomhedsnære. Men det er forkert, hvis man vil påstå, at man i fagbevægelsen er uden medlemskontakt. Alt er relativt, men fagbevægelsen er reelt Danmarks største folkebevægelse. Vi kan nemt konkurrere med alverdens ”græsrodsbevægelser” hvad angår medlemskontakt. Formanden for Danmarks Naturfredningsforening – for blot at nævne en tilfældig ”græsrod” – har ikke halvt så meget kontakt til medlemmerne som en afdelingsformand i Dansk Metal.

Men én ting er at have kontakt til medlemmerne – noget andet er at lytte til, hvad medlemmerne siger og mener. Hvis jeg lytter til medlemmerne, hører jeg følgende budskaber: I skal gøre det bedre og billigere. I må gerne have (parti)politiske holdninger, men I skal først og fremmest være fagforeningsfolk. I skal være professionelle – men glem aldrig medlemsdemokratiet.

Når jeg hører disse budskaber, kan jeg kun svare. Jeg er helt enig. Eller hørte jeg blot mit eget ekko? Under alle omstændigheder ønsker jeg ikke, at kritisable forhold ved fagbevægelsen holder min tid ud.

Tilbage til top


"Den danske Model" under angreb

Nu er "den danske model" for alvor sat under angreb. Godt og grundigt tramper VC-regeringen på aftaletraditionerne på det danske arbejdsmarked.

Bestemmelser vedrørende arbejdstiden har traditionelt altid været forhandlet af arbejdsmarkedets parter og fastlagt ved overenskomst. Men det interesserer ikke landets nuværende regering. Venstres gamle partikommissær og nuværende såkaldte beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har netop i frihedens navn fremsat et lovforslag om deltid, som på sigt vil ulovliggøre mange overenskomsters bestemmelser omkring deltid.

§11 i Industriens Overenskomst vil således være ugyldig fra 1. marts 2004. Denne paragraf er med til at sikre industriens lønmodtagere en ret til 37 timers lønnet arbejde om ugen. I fagbevægelsen er vi tilhængere af frihed, men vi er modstandere af en frihed, som alene er forbeholdt arbejdsgiverne.

Ligeledes har der altid været tradition for, at bestemmelser om mindsteløn aftales mellem arbejdsmarkedets parter og fastlægges i overenskomsterne. Men det interesserer ikke landets nuværende regering som, under dække af at den ønsker landets indvandrere bedre integreret på arbejdsmarkedet, vil indføre indslusningsløn svarende til kontanthjælp.

Samtidig har ex-kommissæren Claus Hjort Frederiksen sendt sit forslag til oprettelse af en Statslig A-kasse til høring. Forslaget indebærer, at A-kasserne kan optage medlemmer fra alle erhverv. Målet er klart nok. De faglige A-kasser skal køres ud på et sidespor.

Endelig vil regeringen frem til 2005 beskære Arbejdstilsynets ressourcer med 20%. Retten til at vælge sikkerhedsrepræsentanter i virksomheder med under 10 ansatte ophæves. Hermed mister ca. 1.000 sikkerhedsrepræsentanter deres beskyttelse. En planlagt udbygning af BST stoppes. Små virksomheders pligt til på skrift at gennemgå virksomhedens arbejdsmiljø (APV) ønsker regeringen også fjernet, men det vil et EU-direktiv nok forhindre.

VC-partiernes første 100 dage ved magten er overstået. På et punkt har de holdt, hvad de lovede. Krigen mod fagbevægelsen er indledt.

Det er yderst tankevækkende, at det er Dansk Folkeparti, der skal levere de afgørende stemmer til dette angreb på "den danske model". Som det er enhver bekendt, fører Dansk Folkeparti sig frem som Folketingets eneste rigtige "danske" parti. Det er partiet, der vil værne om det "Danmark for folket", som blev opbygget af det gamle Socialdemokrati, før det efter sigende solgte sig til EU og globaliseringen.

Men sandheden er, at 30 års dansk deltagelse i det europæiske samarbejde ikke har affødt angreb på "den danske model", der kan måle sig med de angreb, som 3 måneder med Dansk Folkeparti ved magten nu lægger op til. Den danske aftalemodel kan godt komme under pres af direktiver fra Bruxelles alt afhængig af indhold og implementeringsform. Men danske lønmodtagere har dog aldrig leget så meget med "den danske model", som da de den 20. november 2002 var med til at stemme den nuværende danske Taleban-regering til magten. Den kan – som Brixtofte i Farum – grundlæggende set ikke lide et levende folkestyre med respekt for mindretal og opposition, kritik og eksperter.

Tillidsmænd på 100 større virksomheder har nu dannet et landsdækkende netværk mod regeringens overgreb på aftalefriheden på det danske arbejdsmarked. Med i initiativet er tillidsmænd fra afdeling 1. Afdeling 1 var også medindbyder til det store landsdækkende tillidsmandsmøde i Silkeborg den 1. marts, hvor mere end 800 tillidsmænd var med til at skubbe modstanden i gang. Regeringen skal få kamp til stregen.

Vi har forstået, hvad "tid til forandring" går ud på i en liberalistisk verden. Det går ud på, at en indvandrer i arbejde hos eksempelvis ABB ikke skal være mere værd end 50 kr. i timen, samtidig med at en Percy Barnevik – nu forhenværende direktør for ABB – er 900 millioner svenske kroner værd for at holde op med at arbejde. Barneviks gyldne håndtryk er naturligvis rent tyveri, som en selvbestaltet gruppe af erhvervsledere står bag. Det forfærdelige i sagen er ikke tyveriet. Det moralsk anfægtelige i sagen er, at tyveriet fuldt ud er lovligt og i god overensstemmelse med VC-regeringens liberale samfund, hvor "friheden" er forbeholdt arbejdsgiverne.

Tilbage til top


Statsministerens nytårstale

Det er en fast tradition, at hele familien kigger med, når dronningen og statsministeren holder nytårstale. Hele nationen kigger med, og det er vel egentlig det, der gør talerne til noget særligt. Dagen efter ved man, at talerne ikke blot analyseres og kommenteres i aviserne, men også af naboen og overboen. Lidt af samme status som TV-avisen fra Danmarks Radio havde i de gode gamle dage.

Lad det være sagt med det samme. Statsministerens nytårstale var i sit indhold lige så elendig, som den i formen og sprogbruget var elegant. Talen var en indføring i borgerlig ideologi. Det kom vel klarest til udtryk med disse ord. ”Vi har ingen ideologiske blokeringer. Vi er ikke bundet af snævre interesser eller hensyn til bestemte grupper”.

Anders Fogh Rasmussen anstrengte sig virkelig for at lægge afstand til landets tidligere borgerlige statsminister, der som bekend anså ideologi for at være noget bras. Jeg har statsministeren mistænkt for, at talen byggede på et gammelt 80’er manuskript fra et møde i den lokale vælgerforening i Farsø eller deromkring.

Talen indførte os i forskellige kapitler hentet fra liberalismens befrielsesprogram. Her har vi det enkelte individ. Og her har vi en verden fyldt med muligheder og tilbud. Og endelig har vi VK-regeringen, som vil sørge for at skabe ”frit valg for alle” på alle velfærdssamfundets hylder. ”Kollektivismens og systemernes århundrede” vil VK-regeringen erstatte med ”frihedens århundrede”. Og det lyder jo dejligt. Men virkeligheden er en anden.

For inden den første overhovedet får peget op på ”frit-valg-hylderne”, vil VK-regeringen ha’ fjernet mange af tilbudene.

Således skal unge ledige mellem 25 og 30 år ikke længere kunne vælge fulde dagpenge – men kun halve dagpenge. Det er VK-regeringens frie valg.

Således skal det almennyttige boligbyggeri smadres til gunst for de bedrestillede beboere og til stor ugunst for de dårligst stillede. Det er VK-regeringens frie valg.

Således skal den lediges rådighedsvurdering fjernes fra de faglige A-kasser til gunst for arbejdsgiverne, og til stor ugunst for den ledige. Det er VK-regeringens frie valg.

Således skal den særlige pensionsopsparing omlægges til gunst for de højestlønnede og til stor ugunst for de lavtlønnede. Det er VK-regeringens frie valg. Osv. Osv.

Anders Fogh Rasmussen vandt valget på et overbud af velfærdskrav. Men medens statsministeren talte sig varm under talen, slog den tanke ned i mig. Hvis statsministeren nu lod sin kraftige skægvækst vokse frit, ville han så ligne en julemand eller en hulemand. Talen overbeviste mig om, at det pæne jakkesæt dækker over en hulemand. Under valgkampen rev den ene Rasmussen flere sider ud af den anden Rasmussens bog om minimalstaten. Nyttesløst. Statsministeren kan bogen udenad!

Men statsministeren vandt også valget på indvandrerpolitikken. Her blev Socialdemokratiet valgkampen igennem skoset for at anerkende et problem uden at komme med konkrete løsningsforslag. I sin nytårstale omtalte statsministeren overhovedet ikke valgkampens hovedtema. Det var usselt og fejt.

Og så gjorde statsministeren naturligvis også honnør for den 11. september. ”Det gjorde ondt at se dette angreb på hjertet af den nation, som hele den frie verden skylder så meget”. Men Mr. President, vi er med dig. I ”kampen mod det onde, skal USA ikke stå alene”.

Og hvad er så realiteterne i denne underdanighed til USA, som er så vigtig for regeringen men ikke for befolkningen, som langt fra har tillid til USA’s evner som verdens ledernation.

Realiteterne er, at umiddelbart efter 11. september aflagde alle NATO’s europæiske statsledere alliancens musketered. Èn for alle og alle for én. NATO er i krig. Danmark er i krig. Højtlydt svarede USA: Tak Europa. Lavmælt – grænsende til det uhørlige – svarede USA: I er ubrugelige Europa – militært set ubrugelige. Vi fører krigen alene. NATO er reelt afgået ved døden.

Også denne udvikling stiller Europa over for kolossale udfordringer. Hvordan knytter vi lande som Rusland og Tyrkiet til Europa og det europæiske samarbejde? Hvad stiller vi op over for den tilvækst i antallet af fattigdomsflygtninge, som forudsigeligt vil komme? Og var der nogen, der sagde Euro!

Hvad sagde statsministeren til disse historiske udfordringer for Europa? Han sagde: – Tak USA, vi skylder Jer så meget. Og især skylder den ene milliard mennesker, der må leve for én dollar om dagen Jer ufatteligt meget. I er trods alt kun blevet verdens rigeste nation i kraft af Jeres evige hjælp til den øvrige verden. Fik jeg sagt tak!  

Tilbage til top