Startside ] Op ] Tidens udfordringer ] Kina på spring ] Fagbevægelsens fremtid ] Organisering(3) ] De "gule" kopier ] Organisering(2) ] Organisering(1) ] Metal-leder 2005 ] Livslang læring ] Metal-leder 2004 ] Globale selskaber ] LO Kongres ] [ Metal-leder 2003 ] Irak ] Metal-leder 2002 ] Østeuropæere ] Den danske Model ] Metal-leder 2001 ] A-kasser ] Arbejderpartierne ] Metal-leder 2000 ] Metal-leder 1999 ] Rejsemontører ] Metal-leder 1998 ] Dagpengereform ] Metal-leder 1997 ] Metal-leder 1996 ] Sæbecirkulære ] Arbejdsmarkedsreform ] Arbejdstid ] Sczcezin Skibsværft ] Løntilskudsjob ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Metalkongres 2003
Leder om Dansk Metals 52. kongres
Fagbladet 1'eren nr. 4, 2003


Bare et mindretal på 46 %
Leder om et ligeværdigt fællesskab
Fagbladet 1'eren nr. 3, 2003


Gør fagbevægelsen en forskel
Leder om fagbevægelsens rolle
Fagbladet 1'eren nr. 2, 2003


Kollegernes dom
Leder om stævning ved civile domstole
Fagbladet 1'eren nr. 1, 2003


Metalkongres 2003

På Københavns Bymuseum findes der en museumsinspektør – Niels Jul Nielsen – som denne vinter vil fremvise en særudstilling for afdelings 1’s studiekredsdeltagere. Udstillingen hedder ”Mellem uskyld og A-bomber” og omhandler koldkrigens København i 1950’erne på de københavnske arbejdspladser. Og inden længe vil Niels Jul Nielsen udgive en bog om samme emne.

Sidste år sendte samme museumsinspektør en ”mursten” på over 500 sider på gaden, der omhandlede dansk arbejderbevægelses vugge, som på mange måder er forbundet med en bestemt virksomhed: B&W arbejdspladserne på Christianshavn og Refshaleøen.

En initiativgruppe bestående af bl.a. Ivan Hansen, tidligere fællestillidsmand og tidligere borgmester i København samt Ib Arne Rahr (se bagsiden af dette nummer af 1’eren), har gennem mange år arbejdet for opførelsen af en skulptur på Christianshavn til minde om denne ”dansk arbejderbevægelses vugge”. Kongressen kvitterede med en flot hilsen i form af 100.000 kr. til støtte for dette initiativ.

Men tilbage til museumsinspektøren. I bogen om B&W beretter Niels Jul Nielsen om en vis mester Wivel, som i det Herrens år 1885 fyrer to maskinarbejdere, fordi de er medlemmer af og agiterer for medlemskab af deres fagforening: Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund.

Ti år senere er samme mester Wivel igen på banen. Nu fyrer han en maskinarbejder Skouby. Men denne gang er begrundelsen en ganske anden. Skouby fyres, fordi han nægter at stå i fagforening.

Kun ti år og så en verden til forskel. Dengang var det en bygning, vi rejser. På Metalkongressen i Ålborg gav jeg udtryk for, at opgaven i dag er anden. I dag er det en bygning, vi omformer. Og jeg tror ikke, at vi har 30 år til det – snarere de ti.

I den bygning, som vi omformer over de næste 10 år, skal målet for fornyelsen stå lysende klart.

Målet for fornyelsen skal ikke være en omdannelse af Dansk Metal til en serviceorganisation, hvor vi kan klare os med 3 lokalafdelinger, et kontingent på 100 kr. samt et medlemsblad, der på forsiden fortæller om ugens glade invalid, der takket været Dansk Metal har fået en millionerstatning.

Målet for fornyelsen skal ikke være, at vi rykker tættere sammen omkring gamle politiske venner og kontakter. Hvad man ellers ofte gør i modvind. Vel er det nemt og bekvemt og sågar billigt at abonnere på Socialdemokratiets politiske program, men medlemmerne forventer noget andet og mere af Dansk Metal som faglig organisation.

Målet for fornyelsen skal være en stærkere profilering af Dansk Metal som en ”selvstændig” men ”politisk engageret” faglig interesseorganisation. Den enkelte skal kunne identificere sig med Dansk Metal som interesseorganisation i kraft af sin uddannelse og arbejdets umiddelbare vilkår. Punktum. Færdig. Vel er den enkelte stærk, men fællesskabet kan gøre den enkelte endnu stærkere. Det er signalet.

Min hilsen til kongressen sluttede med, at jeg citerede Børsen. Avisen havde om Metals nye formand Thorkild Jensen skrevet, at han var ”en velovervejet person”; ”meget bredt informeret” og så ydermere. ”Det er ikke for ingen ting, at han er jyde”. Som jyde ”har han et roligt gemyt, men er også stædig”.

Over for denne karakteristik kunne jeg som ægte københavner – født og opvokset i Jylland kun glæde mig. Og stædigheden får Thorkild Jensen brug for. For den nye formand overtager roret på et tidspunkt, hvor blot 10 år kan gøre en stor forskel, lige som det gjorde i 1880’erne, da bygningen blev rejst.

Den første udfordring – og svendeprøve – bliver overenskomstfornyelsen i 2004. Men derefter følger den største udfordring: en modernisering af selve organisationen. Afdeling 1 ønsker den nye formand held og lykke med opgaven.

Tilbage til top


Bare et mindretal på 46 %

Tænk hvis Mogens Lykketoft og Socialdemokratiet ved næste folketingsvalg opnåede 46% af stemmerne. Så ville vi givetvis se Mogens Lykketoft gå på vandet.

Anderledes hvis man er 3 faglige afdelinger i Metal København, som organiserer 46% af samtlige metalmedlemmer i København. Så er tankegangen i den socialdemokratiske partifraktion i Metal København, at man bare er et skide mindretal, som flertallet kan behandle efter forgodtbefindende.

Og det gjorde man så efter forårets repræsentantskabsmøde i Metal København og den efterfølgende konstituering i Metal Københavns bestyrelse. Det såkaldte mindretal er ikke længere repræsenteret i Forretningsudvalget og afledte udvalg. Det fornyede Forretningsudvalg består nu af 4 socialdemokrater med stor livserfaring. Når sommeren er ovre kan 3 ud 4 sidde blødt og komfortabelt på deres efterlønsbevis. Yngste FU-medlem må vente lidt endnu, idet han kun er en grønskolling på 57 år.

På repræsentantskabsmødet havde ”flertal” og ”mindretal” været uenige om Metal Lyngbys optagelse i Metal København. En aftale var forhandlet på plads og allerede vedtaget på en generalforsamling i Lyngby. Men i København blev aftalen i sidste sekund skudt i sænk på et ”spøgelsesspørgsmål”, som handlede om kontrol med Metal Københavns store formue. At man i København skyder sig selv i foden er set før, men Metal Lyngby blev bragt i en yderst pinagtig situation, hvilket dybt bør beklages.

På selvsamme repræsentantskabsmøde, hvor ny formand for fællesskabet skulle vælges, efterlyste jeg en tiltrængt opstramning af ledelsen af Metal København. Men det var for stærk tobak. I den socialdemokratiske partifraktion rykkede man sammen, og forbrødringens opskrift lød på, at undertegnede skulle sparkes ud af Forretningsudvalget.

Bag denne tumult på et lidet interessant personligt plan gemmer sig en væsentlig uenighed. Skal det faglige fællesskab fungere og udvikles som et ligeværdigt fællesskab? Mit svar er et utvetydigt JA. I Dansk Metal findes der massevis af brandgode socialdemokratiske tillidsmænd, som gør et beundringsværdigt godt stykke fagligt arbejde. I afdeling 1’s bestyrelse har vi flere af dem siddende. Samarbejdet er godt, og den politiske bredde i bestyrelsen er kun en afspejlning af medlemmernes egen politiske bredde. Personligt har jeg ingen problemer med, at personen for bordenden er organiseret socialdemokrat. Men kravet må til enhver tid være, at vil man sidde for bordenden, så skal man også gøre arbejdet. Og gør man ikke arbejdet, så skal man vige pladsen. Ingen er nævnt, og ingen er glemt.

Fællesskabet i Metal København er nu sat på en alvorlig prøve. Som det fremgår af flere artikler i dette nummer af 1’eren, står den faglige struktur i Metal København dybest set på hovedet. Det er ikke ”normalt” for fagforeninger her i landet – og dansk fagbevægelse er på mange måder landets største folkebevægelse – at medlemmerne på en generalforsamling ikke engang har indflydelse på det fulde kontingent, som betales til den lokale afdeling. At indflydelsen på forbundsniveau er repræsentativ, genfindes i alle fagforbund. Men som det eneste distrikt i Dansk Metal, er medlemmernes indflydelse i Metal København allerede repræsentativ til størsteparten af afdelingskontingentet. Årsagen hertil skal søges i historiebøgerne, og forklaringen går helt tilbage til en bitter strid mellem syndikalister og socialdemokrater under og efter Første Verdenskrig. Jo, jeg skrev Første Verdenskrig. Men hvorfor skal medlemmerne lide under dette 85 år senere.

Problemet er ikke kun et ”københavnerproblem”. Strukturen i København er også et problem, når der skal fusioneres med andre fagforbund – og det skal der forhåbentligt igen i fremtiden. I dette spørgsmål har Forbundets ledelse ikke hidtil fremstået som ”den stærke smed”. I ”københavnerproblemet” har man gennem årene ladet stå til.

Den specielle struktur i København har i alle årene haft som forudsætning, at ”flertallet” udøvede sin magt i demokratisk respekt for det store mindretal. Og det har i alle årene været selve problemet. Et ægte demokrati skal kendes på, hvordan det behandler sit mindretal.

I Metal København står karakteren til dumpekarakter.

Tilbage til top


Gør fagbevægelsen en forskel

LO’s seneste opgørelse over antallet af fagligt organiserede er ikke opmuntrende læsning. Især de unge fravælger fagbevægelsen. I dag er kun 4 ud af 5 organiserede på LO-området.

Men gør den faglige organisering en forskel? Svaret er i den korte version - JA. En version på 383 sider er leveret af amerikaneren Eric Schlosser i bogen Fastfood Nationen. Bogen udkom i USA i 2001 og er nu udkommet på dansk.

Schlossers bog er uhyggelig læsning om fødevareindustrien i USA gennem de sidste 30-40 år.

I 1906 rystede Upton Sinclair den amerikanske nation med bogen The Jungle, der beskrev de umenneskelige forhold i Chicagos slagtehuse. Bogen fik Kongressen til at vedtage en ny fødevaresikkerhedslov. Og gennem utrættelige kampe lykkedes det efterhånden slagteriarbejdernes fagforening (UFWC) at få organiseret branchen. Da succesen toppede i 60’erne, kunne én af Chicagos 40.000 faglærte slagteriarbejdere leve et trygt amerikansk middelklasseliv med sygesikring, ferie og pension.

I dag er det hele slut. Chicago’s slagtehuse står tomme. Kødkapitalen er draget mod vest – til konservative præriestater som Colorado og Nebraska.

I gigantiske slagtehuse er nye produktionsprincipper indført – kendt fra McDonald’s. Knæk fagbevægelsen og brugen af faglært arbejdskraft. Ingen arbejdsfunktioner må kræve eller forudsætte uddannelse, oplæring, endsige kendskab til det nationale sprog. Illegal arbejdskraft, omrejsende sæsonarbejdere, analfabeter, daglejere, korttidsansatte, ”latinoer” hvervet i Mexico Citys slumkvarterer udgør i dag grundstammen i arbejdskraften. Siden 70’erne er reallønnen faldet med over 50%. En god timeløn ligger på 9 $ (svarende til en dansk købekraft på 50 kr.). Nattens rengøringsarbejdere må nøjes med 5 $ i timen.

I Chicago kunne man på en produktionslinie slagte 50 kvæg i timen. Nu er tallet oppe på 150 – tempoet er hæsblæsende og ulykkestallene ligeså. Under Reagon-administrationen blev fabriksinspektørerne fra det amerikanske arbejdstilsyn nedskåret med 1/3. Uanmeldte tilsyn blev forbudt sammen med adgangen til at udstede bøder. 

Ryger der en hel eller halv mexicaner i kødfarsen, betyder det intet for hamburgerens smag. Selve kødsmagen produceres nemlig på kemiske smagsfabrikker i New Jersey.

Slagteriarbejderne tilhører i dag ”de arbejdende fattige”. De behandles efter samme produktionsprincipper som kvæget, der slagtes.

Før slagtehusene opsamles kvæget i mega store opfodringsstalde. Her fodres kvæget med korn og andet foder iblandet affaldsprodukter fra slagterierne. Dette affald kunne frem til 1997 bestå af døde hunde og katte fra dyreinternater, fjerkrælort, selvdøde malkekøer fyldt med antibiotika. Hjulpet med af anabolske steroider, der er implanteret i ørerne på kvæget, kan en tyrekalv her på 2 måneder tage 200 kg. på i vægt. Den afleverer 25 kg pis og lort om dagen, som tusindvis af kalve vader rundt i. Slagtehusene og opfordringsstaldene er blevet bakteriebomber af hidtil ukendt omfang. Meget af arbejdskraften bor samtidig i barakker, hvor hygiejne er et ukendt begreb.

For den bilglade og overvægtige amerikanske fastfood-spiser, er det blevet et problem, at der ofte er colibakteriefyldt lort i bøffen. Flere hundrede amerikanere dør nu om året af madforgiftning, der kan føres tilbage til fastfood-industrien. Kødkapitalens svar herpå er bestråling af maden. Men brugerne kan ikke lide at se bestrålingsmærket kendt fra atomkraftværker på posen med dybtfrosne hakkebøffer. Så industrien arbejder på, at processen må kaldes ”koldpasteurisering”.

Schlossers bog er uhyggelig læsning. Et langt angreb på dén ultrakonservative liberalisme, som i dag har magten i USA. Et langt angreb på et samfund, hvor den politiske magt kan købes for penge og bliver det.  Et langt angreb på en rå kapitalmagt, der ikke ser fagforeningerne som en samarbejdspart, men som en fjende, der brutalt skal bekæmpes. Som Anders Fogh Rasmussen sagde om USA i sin nytårstale til danskerne i 2002. ”Den  nation - som hele den frie verden, skylder så meget”.

Jo – fagbevægelsen gør en forskel. Husk det nu i tide!  

Tilbage til top


Kollegernes dom

Aftenen før generalforsamlingen i afdeling 1 den 7. november 2002 ringede det på døren på min private adresse. Der var bud fra Københavns Byret. I en borgerlig sag bliver jeg stævnet for at have fremsat injurierende og ærekrænkende udtalelser over for to elevatormontører med arbejdslederfunktioner i Scan Elevator.

De to stævninger er principiel interessante derved, at selve sagen i bund og grund er en faglig sag, som der ikke her i landet er tradition for bringes frem som en borgerlig sag ved de civilretslige domstole.

Og selve sagen omhandler en fire ugers arbejdskonflikt i Scan Elevator i september måned 2002. Ti elevatormontører i klub 368 holder i fire uger ”fagligt møde”, hvor de diskuterer en overenskomststridig opsigelse af deres sikkerhedsrepræsentant/tillidsmand. Uden for klubben – men som medlemmer af Dansk Metal – står to elevatormontører med arbejdslederfunktioner. Under konflikten har de travlt med at udføre det arbejde, som klubbens medlemmer ellers normalt udfører. Det findes der et ord for i dansk arbejderbevægelse, som det er helt overflødigt at gøre læseren opmærksom på.

På et mæglingsmøde i LO den 19. september erkender direktør Kristian Ken det overenskomststridige i opsigelsen af sikkerhedsrepræsentanten. Direktøren skriver under på, at man nu vil ”undersøge muligheden for at lade (sikkerhedsrepræsentanten) arbejde i virksomheden og dermed kalde opsigelsen tilbage”.

Samme dag hjemme i virksomheden underskriver de to elevatormontører med arbejdslederfunktioner en erklæring, hvor de truer med ikke at ”møde på arbejde”, hvis det principielle forlig indgået på mødet i LO føres ud i livet.

Vel ikke helt uden grund opfattes denne aktion af klub 368’s medlemmer som et dolkestød mod deres tillidsmand.

Efter arbejdets genoptagelse den 26. september udsættes elevatormontørerne for et pres – herunder fra arbejdsledernes side - der går ud på, at de uden eftersyn blot skal opskrive de lovpligtige, månedlige elevatoreftersyn til dags dato. Mange elevatorer er måneder bag ud med eftersyn. Montørerne melder på skrift tilbage til ledelsen, at ”dette vil vi ikke være med til, da det er dokumentfalsk”. ”Det er firmaet, der leder og fordeler arbejdet, men vi har ansvaret, hvis vi skriver falsk i checklisterne”.

Tilliden mellem klubbens montører og de to montører med arbejdslederfunktioner – alle medlemmer af Dansk Metal – er nu væk. Situationen diskuteres i afdelings 1’s bestyrelse. Her beslutter en enig bestyrelse at indstille de to arbejdsledere til eksklusion af Dansk Metal på den kommende generalforsamling. Ifølge Forbundets love kan alene en generalforsamling ekskludere et medlem.

På bestyrelsens vegne tilskriver jeg som formand for bestyrelsen de to medlemmer, og meddeler dem, at bestyrelsen indstiller dem til eksklusion med den begrundelse, at  deres handlemåde findes ukollegial og uhæderlig, ja aktionen mod kollegernes tillidsmand findes direkte ondsindet.

På generalforsamlingen den 7. november bliver de to arbejdsledere ekskluderet af fagforeningen med stemmerne 243 mod 1.

Intet i denne sag er et borgerligt anliggende mellem mig og de to arbejdsledere, som jeg indtil dato har haft den glæde ikke personligt at kende endsige nogen sinde truffet. Her gemmer det principielt interessante sig i sagen. En faglig konflikt, hvor foreningsmedlemmernes styrke består i deres sammenhold, drejes over i en borgerlig sag ved de civile domstole.

Med al respekt for Københavns Byret står det imidlertid ikke til fornyet domsforhandling, at 243 foreningsmedlemmer ud af 244 den 7. november 2002 afsagde den dom, at man ikke vil være i forening med de to elevatormontører med arbejdslederfunktioner. Det vil man ikke med den begrundelse, at disse tidligere kolleger er fundet ukollegiale og uhæderlige. Ifølge Dansk Metals love forpligtiger det at være medlem af foreningen. Ifølge de samme love kan jeg som formand ikke dømme et medlem ud af foreningen. Heller ikke bestyrelsen kan dømme et medlem ud af foreningen. Som formand kan jeg heller ikke indstille et medlem til eksklusion. Det kan alene bestyrelsen. Og alene medlemmerne kan på en generalforsamling dømme et medlem ud af foreningen. Og kollegernes dom er afsagt.

Denne dom står ikke til domsforhandling, når jeg en gang til foråret i Københavns Byret for første gang skal møde to tidligere medlemmer af Dansk Metal:  Henning Dahl og Alex Jensen.  

Tilbage til top