Startside ] Op ] Tidens udfordringer ] Kina på spring ] Fagbevægelsens fremtid ] Organisering(3) ] De "gule" kopier ] Organisering(2) ] Organisering(1) ] Metal-leder 2005 ] Livslang læring ] [ Metal-leder 2004 ] Globale selskaber ] LO Kongres ] Metal-leder 2003 ] Irak ] Metal-leder 2002 ] Østeuropæere ] Den danske Model ] Metal-leder 2001 ] A-kasser ] Arbejderpartierne ] Metal-leder 2000 ] Metal-leder 1999 ] Rejsemontører ] Metal-leder 1998 ] Dagpengereform ] Metal-leder 1997 ] Metal-leder 1996 ] Sæbecirkulære ] Arbejdsmarkedsreform ] Arbejdstid ] Sczcezin Skibsværft ] Løntilskudsjob ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Blind høne finder guldkorn
Leder om "livslang uddannelse"
Fagbladet 1'eren nr. 4, 2004


Arme og ben
Leder om enkeltmandsfirmaer
Fagbladet 1'eren nr. 3, 2004


Sidste mand slukker og lukker
Leder om globalisering
Fagbladet 1'eren nr. 2, 2004


Opsvinget er lige om hjørnet!
Leder om statsministerens nytårstale
Fagbladet 1'eren nr. 1, 2004


Blind høne finder guldkorn

Hen over sommeren fandt statsministeren ud af, hvad svaret skal være på den kinesiske udfordring. Svaret er ”livslang uddannelse”. Tusindvis af industriarbejdspladser vil i årene fremover forsvinde til lavtlønslande, og skal disse arbejdspladser erstattes, så skal danskerne erkende, at ”færdige” er de først den dag, de anser sig selv for ”færdiguddannede”. Efteruddannelse bliver vi aldrig færdige med. ”Der er behov for et massivt løft i voksen- og videreuddannelserne. Vi er nødt til at være en højteknologisk højdespringer for at klare os”, udtaler statsministeren.

Selv om statsministeren er formand for Danmarks liberale Parti, er det svært at være uenig. Og spørgsmålet er vel, om det er os, der er enige med statsministeren, eller statsministeren der er enig med os. Det fik Politiken forleden en herlig satirisk tegning ud af, hvor Mogens Lykketoft i en cirkel træder i Anders Fogh Rasmussens fodspor - eller er det omvendt! Mogens Lykketoft, der har overtaget Venstres udlændingepolitik, siger: ”Hold dog op med hele tiden af gå i hælene på mig!” som en kommentar til, at Venstre på det seneste har overtaget en række socialdemokratiske velfærdspolitiker.

Når VK-regeringen i den nye finanslov som opfølgning på statsministerens nye visionære indsigt afsætter 25 mill. kr. til voksen- og efteruddannelser, er hykleriet dog til at gennemskue. De 25 mill. kr. skal ses på baggrund af, at regeringen i de foregående tre år har skåret 487 mill. kr. på selvsamme område. Meget rammende sammenlignede Metals formand Thorkild Jensen denne ”gavmildhed” fra regeringens side med den skoleledelse, som først fjerner alle computere fra klasseværelserne for efterfølgende at erstatte dem med elektriske skrivemaskiner og derpå stolt erklære: ”Så, nu har vi satset på uddannelse og dygtiggørelse til fremtiden”.

På grundlag af regeringens hykleri kan følgende lære drages: Selv en blind høne kan finde et guldkorn, men vi påfører os selv en stor risiko, hvis vi sætter alle de blinde høns i regeringen til at være guldgravere for os. Vi – dansk fagbevægelse – må selv realisere det uddannelsesmæssige svar på udfordringen fra lavtlønslandene. Vi – dansk fagbevægelse – må selv finde guldet. Anders Fogh gør det ikke.

Med andre ord skal vi i fagbevægelsen ikke lade os distrahere af, om opfordringen til at gøre ”livslang uddannelse” til overenskomststof har været udtalt af statsministeren eller ej. Allerede i dag er problemet, at den begrænsede ret til efteruddannelse, som findes i mange overenskomster, reelt er fastspændt i en spændetrøje dikteret af arbejdsgivernes kortsigtede interesser.

Da arbejdsmarkedspensionerne for mere end ti år siden kom ind i LO-overenskomsterne, fandt mange af fagbevægelsens medlemmer det beklageligt. I dag er kritikken forstummet. Men dengang var det rigtigt set. Det var rigtigt set af fagbevægelsen, at hverken borgerlige eller socialdemokratiske regeringer ville give danskerne en skattefinansieret folkepension - man kunne leve af!

Situationen i dag er ganske tilsvarende. Vi må selv i gang. I gang med at opbygge og overenskomstunderbygge uddannelsesfonde, hvor krone på krone stille hober sig op til medfinansiering af den enkeltes reelle ret til efteruddannelse. Vi skal ikke påtage os et finansielt medansvar for hverken folkeskolen, universiteterne eller de faglige grunduddannelser. Men overalt, hvor der foreligger et ansættelsesforhold til en arbejdsgiver, skal vi overenskomstforpligtige arbejdsgiverne til at afsætte en procentdel af lønnen til ”livslang uddannelse”.

Og så har pensionsmodellen det fortrin, at pengene er synlige for den enkelte – på samme måde som en vedligeholdelseskonto er det for en beboer i det almene boligbyggeri.

Bruger fagbevægelsen fem til ti år på denne sag, vil de færreste klappe i hænderne ved processens start. Men når systemet først er kørt ind, vil udenlandske økonomer og ”eksperter i alting” komme til Danmark og med beundring tale om livskraften i ”den danske model”. Og de ”store mænd”, som lagde grundstenen til et (også) overenskomstbaseret efteruddannelsessystem, vil blive betegnet som ”foregangsmænd”.  Det er ganske vist!  

Tilbage til top


Arme og ben

Forleden var jeg til mit første møde som formand for Ude- og rejseudvalget i Metal København. Sagsområdet, som dette udvalg beskæftiger sig med, anser jeg for yderst spændende og vedkommende for fagbevægelsen. For selv om det er begrænset, hvor mange af Metals medlemmer, der har med ude- og rejsearbejde at gøre, så fylder sagsområdet meget – faktisk udgør dette område 1/3 af samtlige fagretlige sager i Forbundet.

Jeg er ikke uenig i, at den polak, som gerne vil arbejde i Danmark for 30 kr. i timen, udgør en trussel mod det i love og overenskomster velregulerede danske arbejdsmarked. Men i pressen fylder denne polak som en ”ydre trussel” meget i forhold til en ”indre trussel”, der er langt større.

Denne ”indre trussel” mod det lov- og overenskomstregulerede danske arbejdsmarked består i en voldsom vækst af såkaldte ”arme og ben” – firmaer. Dette udtryk dækker over en ny type selvstændige, som ikke er en ”alene-mester” i gammeldags forstand. Ret beset er han en lønmodtager, som i ToldSkat for ingen penge har trukket et CVR-nummer og nu i skattemæssig forstand er blevet selvstændig men uden værktøj og materialer samt uden et ledelsesmæssigt ansvar. Som ”selvstændig” sælger han i virkeligheden kun sin arbejdskraft – akkurat som han tidligere gjorde det som lønarbejder.

Hvis disse ”arme og ben” – firmaer samtidig finder sammen i et netværk, hvor de i gode tider også leger vikarbureau, så nærmer vi os indkredsningen af den gråzone, som i 90’erne og i al ubemærkethed har vokset sig halvstor på det danske arbejdsmarked – især inden for bygge og anlæg samt håndværksmæssig service.

I et debatoplæg fra marts i år om emnet udgivet af BAT-kartellet anslås det, at der i dag findes 13.000 alene-mestre og ”arme og ben” – virksomheder inden for bygge og anlæg – en stigning på 56% på 10 år. I samme periode har BAT-forbundene netto afleveret over 5.000 medlemmer til de selvstændiges a-kasser ASE og DANA. Udviklingen i antal beskæftigede hos vikarbureauerne har i samme periode været intet mindre end eksplosivt. Vikarvirksomhed i Danmark beskæftigede i 1993 6.440 og i 2001 36.000. En stigning på 459%.

Sand iværksætterånd skal ikke her kritiseres, og handlede denne grå zone kun om driftige iværksættere, var der intet at skrive hjem om. Men gråzonens driftighed handler mest af alt om noget andet. Det handler om at undgå pensionsindbetaling, undgå en række arbejdsmiljøbestemmelser (som 11 timers-reglen), undgå lov- og overenskomstbestemt tryghed i ansættelsen, undgå snærende a-kasseregler (som reglen om ”overskydende timer”) og så samtidig skabe rum for lidt kreativitet på beskatningsområdet.

Når arme og ben bliver for korte, kan nøglen altid drejes om. Told og Skat er her den sikre taber. BAT-kartellet foreslår som et værn for de seriøse, at et CVR nr. kun kan erhverves, hvis der til dækning af ubetalte regninger hensættes 100.000 kr. på en spærret konto. Endvidere kræver BAT indførelse af et næringsbrev på området, hvor ”arme og ben” forinden selvstændigheden skal lære lidt om bogholderi, skatteforhold, arbejdsmiljø, aftaleforhold m.m.

Og på overenskomstområdet er der behov for, at de arbejdsgiverforeninger, som fagbevægelsen indgår overenskomster med, forpligtiger sig til, at beskæftigede ”arme og ben” -virksomheder lever op til overenskomstens bestemmelser. På akkurat samme måde som det i dag er gældende for vikarer på industriens område.

Dette hul i overenskomsterne skal stoppes ved OK-2007.

Tilbage til top


Sidste mand slukker og lukker

Verdens største fabrikshal hedder i dag Kina, og forkontoret hedder Indien. Globaliseringen er over os. Tyske Siemens meddelte for nylig, at de vil flytte ikke mindre end 10.000 højtuddannede jobs til Østeuropa. Det fik Flextronics i Pandrup til at gå i sort. Amerikanske IBM vil flytte 4.700 softvarejobs til Indien, britiske HSBC vil flytte 4.000 bankjobs til Bangalore, Cowi får tegnet digitale landkort i Delhi, telefonsælgere i SAS får valget mellem lønnedgang, eller at arbejdet rykker til Estland. Forklaringen på denne udvikling kan aflæses i f.eks. Bauhaus eller Silvan, hvor meget værktøj til gør-det-selv-manden er så ufatteligt billigt, at forklaringen alene gemmer sig i ordene ”Made in Peoples Republic of China”.

I Danmark findes der 420.000 industrijobs. Så der er selvfølgelig nogle at tage af. Og dog! Jørgen Mads Clausen, direktør for en af Danmarks største industrivirksomheder, Danfoss, anslår, at der i indeværende år vil forsvinde mellem 25.000 og 50.000 industriarbejdspladser ud af landet.

Og hvad gør vi så ved det? Står det til regeringen, de fleste politikere, de fleste erhvervsfolk og desværre også mange fagforeningsfolk, så er svaret INGENTING – eller i bedste fald FOR LIDT.

Forklaringen herpå er måske, at denne verden netop har oplevet et stort socialistisk verdenssystem bukke under på grund af sin egen økonomiske stagnation. Om man nu kan lide det eller ej, så tabte Berlin-muren til den grænseoverskridende frihandel. Afregulering og frihandel er tidens store mantra, som alle haver at bøje sig for. Økonomiens globalisering vil gøre alle rigere så ingen grund til jamren. Industrien forsvinder, arbejdspladserne forsvinder, fagforeningens medlemmer forsvinder, tju-hej hvor det går. Træf nye mennesker i Fields - vor tids tempelbyggeri. Vi er med på den store udviklings-vogn. Hold kæft og spring på. Sidste mand slukker og lukker.

Mit standpunkt er ikke, at svaret herpå er genopbygningen af Dannevirke i tredobbelt højde. En klog mand sagde engang. Der er kun et skilt, der er sværere at leve med end ”adgang forbudt”. Det er ”udgang forbudt”. Verden er åben og skal være åben – for varer, service og mennesker. Men den internationale arbejdsdeling udvikler sig langtfra på lige vilkår. Økonomiens globalisering er nok ”fri” - men ikke fair. Når danske, europæiske og amerikanske industrivirksomheder skaber millioner af jobs i Østeuropa, Kina og Indien, så er det i realiteten for at blive ”fri” for overenskomster og fagforeninger, ”fri” for arbejdsmiljøhensyn og ydre miljøhensyn, ”fri” for arbejdstagerrettigheder og sociale hensyn, arbejdsskade- og sygeforsikringer, uddannelsesfonde, barselsfonde osv. Globaliseringen af økonomien må ledsages af en globalisering af arbejdsvilkårene. Her ligger tidens største udfordring for den europæiske fagbevægelse. De globale virksomheder skal forpligtes på disse spørgsmål. Det er virksomhederne blevet i Danmark. Det skal de blive i Polen og Kina.

Det andet alternativ til INGENTING at gøre er på et helt andet ambitionsniveau at investere i en livslang opkvalificering af den danske arbejdskraft herunder at skabe de mest optimale betingelser for kreative forsknings- og udviklingsmiljøer. På dette spørgsmål burde der kunne skabes en ny progressiv alliance mellem lønmodtagere og erhvervsledere med henblik på, at denne prioriterede satsning i lønsomme arbejdspladser i Danmark opnår politisk prioritet.

Og det haster. Ikke mindst med en regering, der i sin ”forårspakke” er rede til at bruge milliarder på tilfældigt forbrug – i stedet for målrettet i forskning og uddannelse. Eksempelvis investerer regeringen i dag 6 ugers uddannelse  på en ledig maskinarbejder på 55 år, selvom behovet måske er 1/ 2 år. Det såkaldte ”grå guld” får i bogstaveligste forstand ikke en kinamands chance.

Det mest skræmmende ved udviklingen er tempoet. Udflytningen af arbejdspladser fra Danmark går hurtigere end nogen sinde før. I de kommende år vil tusindevis af smede ikke blot miste deres job. Er de over 50 år, vil mange af dem også miste deres uddannelse. Fra et liv i værdighed vil de blive gjort til klienter i et dagpengesystem, hvor de skal rende spidsrod mellem forskellige latterlige aktiveringstilbud og tåbelige jobsøgningskurser. De vil med rette kunne føle sig svigtet at et rigt samfund, som gjorde INGENTING.  

Tilbage til top


Opsvinget er lige om hjørnet!

- sagde manden. Han gik rundt om Rundetårn. Spøg til side. ”Jeg tør godt forudsige, at opsvinget kommer i 2004”. Dette løfte gav statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin nytårstale – og satte dermed sin lid til et skift i de internationale konjunkturer, for selv var statsministeren i sin tale helt uden bud på hjemlige tiltag til nedbringelse af ledigheden.

Måske er det udviklingen i Kina, som Danmarks liberale statsminister sætter sin lid til. I disse år er Kina hele verdensøkonomiens lokomotiv. Kina er eksempelvis umættelig på energi. Det har flere hårdt plagede ejere af danske skibsanparter mærket godt til i 2003. Som en dansk reder udtrykte det. ’Måske er det kombinationen af et benhårdt kommunistisk regime, der holder de sociale kræfter i ro og så et fuldkomment liberalt marked for den globale kapital, der er opskriften på Kinas økonomiske succes’.

Problemstillingen er ikke uinteressant, men fremstår dog eksotisk for os danskere, der under de hjemlige himmelstrøg først er i gang med at lære, at siden Claus Hjort Frederiksen valgte at omdøbe Arbejdsministeriet til Beskæftigelsesministeriet, er ledigheden lige siden steget med 1.592 personer pr. måned. Det viser, at Claus Hjort Frederiksen er en mand med humoristisk sans.

Beskæftigelsesministeren går også for at være den liberale strateg bag Anders Fogh Rasmussens vej til magten. Det moderne liberale korstog går efter velunderrettede kilder ud på at vække friheden i den i sindet underkuede dansker – ud over naturligvis at give skurken Saddam nogle tæsk.

Men som interviewet med den ”beskæftigelsesindsatsramte” Niels Frejby inde i bladet mere end antyder, så har kæden det med at springe af for den liberale strateg. Sagt på almindelig dansk. Niels Frejby er mangeårig håndværker, der søger job som gårdmand på sine ”halvgamle” dage. I ”de gode gamle dage” var der ingen videnskab i at søge job som gårdmand. Men anderledes i dag. I dag er det blevet en videnskab at søge arbejde. Det kræver en hærskare af velmenende konsulenter, der kan få hundrede år og en madpakke til at gå med, hvordan man nu udformer et CV til et 13-tal. I stedet for at kalde ”friheden” frem i den ledige, kører klientgørelsen af den ledige videre med flere og flere vejledende kontrolposter undervejs.

Ud over opsvinget kan vi i 2004 måske også forvente et stigende antal (il)legale arbejdere til Danmark. Alt tyder på, at denne trafik er organiseret. Det tog Politiken 5 minutter via en annonce i Den blå Avis at få kontakt til et ”vikarbureau” i Litauen, hvor en venlig dame straks spurgte: ”Søger de legal eller illegal arbejdskraft. De skal vide, at den illegale er billigst”.

Over for denne trafik har de danske myndigheder naturligvis nogle opgaver at løse af mere politimæssig karakter – og her som i andre tilfælde overlader vi jo gladeligt til politiet at løse sociale opgaver. Beskæftigelsesministeren har også - til den polske ambassadør Barbara Tuge-Ericinska store bedrøvelse - bestemt for en 5-årig periode, at ”østarbejdere” også efter den 1. maj, hvor de illegale bliver legale, skal have arbejdstilladelse i Danmark for at blive her i mere end 6 måneder. Og arbejdstilladelse gives kun, hvis man har et fuldtidsjob på ”danske vilkår”. Ambassadøren udtaler: Danskerne er fordomsfulde og ser spøgelser. Hvorfor tage til København, når vareudbuddet er større i Warszawa? Ja, vi får se!

Men danske lønmodtagere har også en opgave at løse, hvis de ikke på sigt vil dele livs- og arbejdsvilkår med de (il)legale. Opgaven består i at stå sammen om, at alle er fagligt organiserede. Stå sammen om, at hver eneste arbejdsplads er overenskomstdækket. For efter 1. maj 2004, hvor ”østarbejdere” legalt kan søge arbejde i Danmark, da hedder danske lønmodtageres værn mod social dumping i sidste instans en hærskare af velorganiserede arbejdere, som holder værn om overenskomsterne. Denne opgave kan Thorkild Jensen ikke løse alene. Denne opgave kan din tillidsmand ikke løse alene. Denne opgave kan du ikke løse alene. Opgaven kan vi kun løfte i fællesskab.

Og imens krydser vi så fingre for et godt resultat ved de overenskomstforhandlinger, som er startet op i disse dage, og som skal føre frem til et OK-2004, medlemmerne kan bifalde.

Tilbage til top