Startside ] Op ] Løntilskudsjob ] Tidens udfordringer ] Kina på spring ] Fagbevægelsens fremtid ] Organisering(3) ] De "gule" kopier ] Organisering(2) ] Organisering(1) ] Metal-leder 2006 ] [ Metal-leder 2005 ] Livslang læring ] Metal-leder 2004 ] Globale selskaber ] LO Kongres ] Metal-leder 2003 ] Irak ] Metal-leder 2002 ] Østeuropæere ] Den danske Model ] Metal-leder 2001 ] A-kasser ] Arbejderpartierne ] Metal-leder 2000 ] Metal-leder 1999 ] Rejsemontører ] Metal-leder 1998 ] Dagpengereform ] Metal-leder 1997 ] Metal-leder 1996 ] Sæbecirkulære ] Arbejdsmarkedsreform ] Arbejdstid ] Sczcezin Skibsværft ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Myter omkring efterlønnen
Leder om Socialdemokratiets efterlønsudspil
Fagbladet 1'eren nr. 4, 2005


EU uden (for)fatning
Leder om forfatningsafstemningen
Fagbladet 1'eren nr. 3, 2005


Så væk os dog!
Leder om formandsvalgene i S og SF
Fagbladet 1'eren nr. 2, 2005


Hvad skal vi leve af?
Leder om globalisering
Fagbladet 1'eren nr. 1, 2005


Myter omkring efterlønnen

Efterlønnen er for de nedslidte! Sådan har det lydt fra borgerlige politikere lige siden, SV-regeringen vedtog efterlønnen i 1978. Hos de radikale har man gentaget denne påstand så mange gange, at påstanden for dem har forvandlet sig til sandhed, og det har partiet nu taget konsekvensen af. ”Efter-lønnen” er hos de radikale blevet til et forslag om ”førtids-pension”.

Sandheden er imidlertid, at vel er der blandt efterlønsmodtagere mange nedslidte, men loven har som sådan aldrig taget sigte på de nedslidte. Forudsætningen for at gå på efterløn er tværtimod, at du på ansøgningstidspunktet er kærnesund. Du skal friskt og frejdigt stå til rådighed for arbejdsmarkedet 37 timer om ugen. Jeg er stolt over de gange, jeg som fagforeningsmand – i strid med lovens bogstav og borgerlige politikeres hykleri – er kommet godt af sted med at få lempet en nedslidt 59-årig smedesvend med flere blodpropper bag sig over i efterlønssystemet.

Sandheden er, at efterlønnen alle dage har været en klassisk socialdemokratisk velfærdsreform, som i en situation med stor arbejdsløshed skulle begrænse udbuddet af arbejdskraft gennem et tilbud til ældre personer om at trække sig lidt tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet. Og som sådan har danskerne taget reformen til sig. En velfærdsreform – en efter-løn – som gav enhver lønmodtager muligheden for at fravælge de sidste arbejdsår til fordel for nogle gode og aktive år med rejser og oplevelser – medens kræfterne og helbredet endnu tillod det.

Dagens argumentation for endnu engang at ændre i efterlønnen er den såkaldte ”ældrebyrde”, dvs., at vi lever længere, og dermed bliver der færre til at forsørge de ældre. Løsningen på dette problem er så at lade de ældre arbejde.

Det står ikke til debat, at vi lever længere, og at en senere tilbagetrækningsalder vil øge arbejdsstyrken. Men i den vedvarende efterlønsdebat savner jeg den politiske ærlighed, der klart melder ud, at svaret – lad de ældre arbejde – er udtryk for et politisk valg blandt flere valgmuligheder.

Arbejdsstyrken i Danmark kan øges på mange andre måder. Lad mig nævne tre områder: Bedre integration og bedre arbejdsmiljø. Bare på disse to områder kunne arbejdsstyrken øges med flere hundrede tusinde. Men det er naturligvis svært for en regering, der har valgt at dæmonisere ”de etniske” og forringe arbejdsmiljøet. Et tredje område ligger lige til højre fod og anvendes i mange lande, hvor der er mangel på arbejdskraft. Man åbner op for en reguleret indvandring af arbejdskraft. Nå, nej, det havde jeg næsten glemt! Det kan vi heller ikke i landet, hvor kartoflerne er hvide og sovsen brun. Så tilbage har vi kun den med de ældre selv. Lad dem arbejde! Det siges i øvrigt at være sundt. Så efterlønnen skal forringes!

Til december kommer Velfærdskommissionen med en rapport, der vil fortælle os, hvad ”sagligheden” mener. Regeringen har lagt sig i baghjul. Socialdemokratiet har derimod spillet ud med et forslag, som på sigt vil bevare 5 års efterløn - men for færre og fra en senere alder (62 år).

På et punkt indeholder Socialdemokratiets forslag en klar forbedring. Det tvungne efterlønsbidrag falder væk og gøres med forslaget frivilligt – mod en lavere ydelse. I dag har ¼ af Metals medlemmer allerede selv fravalgt efterlønnen, og jeg vil tro, at det primært skyldes efterlønsbidraget på 4.600 kr. om året. Med forslaget får alle disse mennesker en ny chance. Det har hele tiden været urimeligt, at en 35-årig uden fortrydelsesmuligheder skal tage stilling til, hvordan man tror, verden ser ud om 25 år.

Men samtidig ønsker Socialdemokratiet indført en ny regel om 38 års medlemskab af en A-kasse. Reglen vil forhindre personer med lidt længere uddannelse; personer med længere arbejdsperioder i udlandet og personer, der har ”fjollet lidt rundt” i nogle år i at opnå ret til efterløn. Denne del af forslaget har allerede skabt splittelse blandt ”almindelige” lønmodtagergrupper, og det forekommer mig underligt, at et uddannelsesforbund som Dansk Metal ikke går med i kritikken af 38-års reglen.

Efterlønnen skal fastholdes som en velfærdsreform – også for dem med længevarende uddannelse. Alt andet er et helt igennem forkert signal at sende i en tid, hvor livslang uddannelse er et hovedsvar på velfærdssamfundets udvikling. Jeg har altid troet, at studenterhuen strammede på Mogens Lykketoft. Men i dette tilfælde har den ikke strammet nok.  

Tilbage til top


EU uden (for)fatning

Med et ”Non” i Frankrig og et ”Nee” i Holland er Forfatningstraktaten en så vingeskudt fugl, at det ikke giver nogen mening at spørge danskerne, om de tror på, at den fugl fortsat kan flyve. Det kan den ikke!

Selv om jeg personligt beklager dette, og selv om jeg er af den overbevisning, at en godkendt EU-Forfatning er bedre end et EU i politisk krise, så gav jeg allerede i efteråret 2004 udtryk for, at forfatningen næppe kunne vedtages (Særnummer af Folkesocialisten om EU-traktaten).

Alene traktatens særskilte vedtagelse i 25 forskellige lande er i selve udgangspunktet et håbløst projekt. Skal der bygges et europæisk demokrati ind i det europæiske samarbejde, så kommer Europa ikke uden om, at der stemmes på samme tid og i samme pulje, og såfremt en nationalstat er uenig med stemmeresultatet, kan det melde sig ud af selskabet. Færdigt arbejde. Alt andet kommer aldrig til at fungere.

Når dette er sagt, er det på tide, at EU’s fransk-tyske lederskab kommer ud af osteklokken, og ser deres egen elitære tankegang dybt i øjnene. Tankesættet hos Chirac og Schröder er fyldt med lige dele arrogance og naivitet.

Det er ganske enkelt gået lidt for hurtigt i de senere år, og EU’s fransk-tyske elite kommer ikke uden om at trykke på stand-by knappen for nogle år eller mere. Pausen kunne så bruges på at gøre de allerede søsatte projekter til en succes.

  • Euroen er fortsat mere et politisk projekt, end det er et økonomisk projekt, der kaster arbejdspladser og velstand af sig.

  • ”Øst-udvidelsen” var af mange grunde rigtig men langt fra uden problemer. 15 år efter Tysklands genforening er de to tidligere adskilte tyske økonomier endnu ikke fuldt ud forenet. At ”fordøje” optagelsen af 10 nye EU-lande er mindst et femten-årigt projekt.

Men inde i osteklokken har de hastværk. Rumænien og Bulgarien er de næste lande på vej ind, og så kommer Tyrkiet og Ukraine og …..

Men stop en halv. Der kan være mange gode argumenter for Tyrkiets medlemskab af EU, men også dette er i virkelighedens verden et håbløst projekt. EU burde klart melde ud, at her og nu og en menneskealder frem, er Tyrkiets EU-fremtid alene et økonomisk samarbejde og ikke et politisk medlemskab.

De 2 x nej har umiddelbart skabt 2 tabere: Chirac og Schröder. Men desværre også to vindere, som forekommer mig at være Blair og Bush. Og det skal de europæiske lønmodtagere ikke glæde sig over.

Filminstruktøren Lars von Trier har sagt mange mærkelige ting. Bl.a. har han sagt, at europæerne er som en slags amerikanere. De har blot ikke stemmeret. Og det er der noget om.

På 4 år er der i USA nedlagt 3 millioner gode og velbetalte industrijobs. Mange af dem er genopstået i Kina som dårlige jobs, hvor fundamentale lønmodtagerrettigheder dagligt trædes under fode, jf. artiklen i dette nr. af 1’eren. I liberalismens hellige navn vil Bush (og hans europæiske skødehund i London) ikke gøre noget ved dette. De ønsker ikke ”en social retfærdig globalisering”.

Udviklingen i USA ser vi også i Europa. Sandheden er, at manglen på elementære lønmodtagerrettigheder i f.eks. Kina og manglen på elementære miljøhensyn hvert år koster i tusindvis af gode europæiske arbejdspladser. Et stærkt socialt Europa kunne bekæmpe denne udvikling med handelsrestriktioner mod de varer, der er fremstillet under slavelignende forhold. 

I Danmark får borgerne ydermere lov til over skatten at medfinansiere nedlæggelsen af deres egne jobs. Det sker gennem Industrialiseringsfonden for Udviklingslande, hvor 65% af ”hjælpen” i 2004 gik til Kina. De danske virksomheder, som havde brug for socialhjælp til deres kinesiske investeringer, var primært A. P. Møller, Carlsberg og FLS.

Men hvor står vi nu? To erklærede socialister og EU-tilhængere er vildt uenige om svaret. Susan George, talskvinde i Attac, ser det franske ”Non” som et hak i tuden til de neo-liberale kræfter bag Traktaten og som et nej til de rå markedskræfter. Hun er jublende glad. Det er Steen Gade ikke. Han ser nej’et som en krise for det Europa, som skulle forsøge at skabe en politisk overbygning til de samme rå markedskræfter og udgøre en modvægt til den Bush, der som bekendt er amerikaner med stemmeret.

Personligt ville jeg håbe, at Susan George fik ret. Men spørgsmålet er, om hendes tankesæt ikke også befinder sig i en ”fransk osteklokke”.  

Tilbage til top


Så væk os dog!

Så genvalgte danske lønmodtagere Anders Fogh Rasmussen som statsminister. Og dermed kunne Anders Fogh skrive danmarkshistorie, idet det er første gang, at en partileder fra Venstre formår at generobre statsministeriet.

Skyldes dette nu, at danske lønmodtagere er gået hen og blevet godt borgerlige? Det vil mange nok mene, og dog fortalte en fagforeningskollega mig forleden, at der i valgets udfald måske også gemmer sig en protest mod arbejderpartierne; at de ikke gør det godt nok; at visionerne har mistet deres oprindelige fortællekraft; at lederne er blevet for grå i toppen.

Med andre ord: Formår partierne at forny sig eller at genopfinde sig selv, som pressen har formuleret det, så kommer vælgerne tilbage. Det kan vi så håbe på, og samtidig konstatere, at muligheden herfor foreligger, idet såvel Mogens Lykketoft som Holger K. Nielsen først stemte med blyanten og derefter med fødderne – de gik som partiledere.

Og nu loves vi så fornyelse! Frank Jensen lover klassekamp fra det nordjyske; Helle  Thorning-Schmidt fortæller, at hendes hjerte sidder til venstre, men resultaterne vil hun skabe i midten; Villy Søvndal lover social indignation og Pia Olsen ligestilling til såvel mænd som kvinder.

Men undskyld jeg siger det. Har vi ikke hørt det hele mange gange før? I gårdsdagens avis (Politiken) skrev eksempelvis Helle Thorning-Schmidt, at hun vil ”en fremadrettet indsats for de svageste” (i modsætning til alle dem, der vil en bagudrettet indsats!); hun vil ”en stærk offentlig sektor” (i modsætning til alle dem, der vil en svag offentlig sektor!); hun vil ”en stærk, dansk stemme for en retfærdig verden” (i modsætning til alle dem, der vil en svag, dansk stemme for en uretfærdig verden!); hun vil som politiker ”tage ansvar” for Danmark (i modsætning til alle dem, der ikke vil tage ansvar!) og så videre, og så videre.

Nej jeg vågnede ikke for alvor op. Så mit mareridt fortsætter. Og i dette mareridt ser jeg for mig Mehmet, som nu i mere end 25 år har boet i Danmark, og som oprindeligt er kommet hertil fra den støvede by Konya inde på den Anatolske Højslette. Hver uge opsøger han AF og sin fagforening og spørger efter arbejde. Som 50 årig svejser med dårlige danskkundskaber bliver det til lidt småjobs her og der og ikke rigtig noget, der bider sig fast. Og det piner ham. Ved valget stemte han på Socialdemokratiet, men en bedre integration hørte han intet om.

Og i dette mareridt ser jeg for mig unge Christian fra Herlev. Hans faglærte far havde styr på det med hver dag at stå tidligt op og passe sit arbejde og svare enhver sit herunder at få betalt sit fagforeningskontingent. Men Christian selv kan så meget og skal så meget, men allerede tilbage i folkeskolen udviklede det sig til mere skæg og ballade end egentlig indlæring af fundamentale kundskaber. Fagforening er han ikke medlem af og lærepladsen hænger mere og mere i en tynd tråd, og inden vi har fået set os om, er Christian blevet 25 år og ringere uddannet end sin far. Valglokalet nåede han ikke frem til lige netop på valgdagen.

Og i dette mareridt ser jeg også for mig Christians far. Hele sit liv har han klaret sig selv. Aldrig har han lagt det offentlige til last, som det hedder på ”borgerligt”. Han har i 30 år pligtopfyldende passet sin maskine, og netop derfor bliver han en dag fyret. Produktionen flyttes til udlandet, og i virksomheden er der ikke længere plads til en person, hvis uddannelse ligger 30 år tilbage i tiden. Ved valget stemte han på Venstre, da det parti lovede så meget – bare ikke opkvalifikationer i tide.

Og i dette mareridt ser jeg for mig den muntre Kjeld, efterlønner og rundet af arbejderbevægelsen i tre generationer. Som nygift vandt han så at sige i lotteriet, da han fik en 3-værelses lejlighed i noget nyt, dejligt socialt boligbyggeri i grønne omgivelser. Men i dag er byggeriet i forfald, og ind imellem flyver der mærkelige insekter ud fra ventilationskanalen over komfuret, fordi der andre steder i byggeriet bor lejere, for hvem rengøring er en by i Rusland. Muntre Kjeld kom fra det gamle slum, og hans største skuffelse her i livet er, at han tilsyneladende er dømt til at dø i noget nyt slum. Ved valget stemte han på Dansk Folkeparti.

Skal disse mareridt omdanne sig til nye, smukke drømme, så skal vi ha bygget ny livskraft ind i det gamle velfærdsprojekt på dé centrale områder, hvor projektet reelt har mistet sin fortællekraft. Og denne fortællekraft er bl.a. forsvundet i forhold til integration og uddannelse.

Man skal rejse sig ved det træ, man styrtede ved, siger et gammelt mundheld. I dag har VK-regeringen erobret det politiske initiativ på såvel integrationens som uddannelsens områder. Kan nye partiledere for Socialdemokratiet og SF erobre dette initiativ tilbage, så er der gode chancer for, at vi vågner.

Tilbage til top


Hvad skal vi leve af?

Den økonomiske globalisering fortsætter med at trække store overskrifter i aviserne. Snart er globaliseringen identisk med det forjættende budskab om øget velstand og rigdom til alle. Og snart er globaliseringen skurken i enhver historie om endnu en ledig, der er sat på gaden. Hvad er rigtigt, og hvad skal vi mene?

I arbejdsgiverkredse høres tilbagevendende en logisk set ejendommelig argumentation, som vi må formode vil tiltage frem til marts måned, hvor mange overenskomster indeholder retten til én årlig lønforhandling.

Den paradoksale argumentation lyder: For at bevare vores velstand skal vi være rede til at sætte den over styr. For at bevare Danmark som et rigt land må lønmodtagerne se øget fattigdom i øjnene.

Argumentationen er faktisk gammelkendt og kendes i mange religioner som den periode, der går lige før gudsrigets komme, og som paradoksalt nok er en periode i fuldkommen modsætning til forestillingen om selve gudsriget. Ragnarok som gudsrigets forvarsel! Eller som de religiøse selvmordsbombere i Mellemøsten udtrykker det. ”Du skal være rede til at ofre dit liv, hvis du vil vinde det”. Du skal i kampen for demokratiet være rede til at begrænse det (Bush). ”For at slippe af med geværet er det nødvendigt at gribe til geværet” (Mao). Listen over åndshoveder i selvmodsigelsens frelserideologi er endeløs.

Landets slagteriarbejdere lyttede ikke til dette ideologiske vrøvl. De rettede ryggen og meldte hus forbi, da de blev bedt om med deres arbejdspladser som indsats at deltage i den globale konkurrence om de lavest mulige lønninger. Vel vidende at dette standpunkt kunne føre til lukning af Tulip i Ringsted, hvilket nu også sker. Men arbejdsgivernes ”alternativ” var intet reelt alternativ. De virksomheder i Danmark, som satser på at overleve i den globale konkurrence om de lavest mulige lønninger, er dømt til at lukke under alle omstændigheder. Havde arbejderne i Ringsted i sidste instans accepteret ”tilbuddet” om lønnedgang, så var de med stor sikkerhed endt med såvel lønnedgang som tabet af deres arbejdspladser.

Dansk fagbevægelse gør ret i ikke at medvirke som fødselshjælper for denne fejlslagne politik. Men faktisk findes der også i arbejdsgiverkredse personer og virksomheder, som tænker anderledes, og som fagbevægelsen gør ret i at indgå i dialog med.

Innovationsrådet har for nylig fremlagt en strategi for, hvad vi i Danmark skal leve af i fremtiden. Rådet er sammensat af arbejdsgivere, forskere, embedsmænd i stat og kommune samt et par enkelte forbundsformænd herunder Thorkild Jensen fra Dansk Metal.

Rådets overordnede svar lyder: I Danmark skal vi satse på at blive bedre til det, som vi i forvejen er gode til. Med andre ord skal vi ikke først og fremmest lære af andre – såsom at falde på røven for kineserne, som vi tidligere gjorde det for japanerne. Vi skal derimod falde på røven for os selv; lære af os selv; lære at videreudvikle det potentiale, der allerede ligger i det samfund og i den velstand, vi i forvejen har opbygget.

Midlerne hertil er mange, men Rådet peger bl.a. på skabelse af bedre rammevilkår for opbygning af ”vidensmiljøer”, hvor f.eks. erhvervsliv, forskerparker, offentlig sektor, fagbevægelse og erhvervsuddannelserne trækker i samme retning. Som en solstrålehistorie omtales Coloplast, der har fordoblet sin omsætning på fem år. Coloplast producerer bl.a. stomiposer og andet udstyr til kronisk syge. Succes’en er skabt i et samarbejde mellem virksomhedens designere og udviklingsfolk på den ene side og sygeplejersker på landets offentlige sygehuse på den anden side.

Innovationsrådets bud på, hvad danskerne skal leve af, er forfriskende på den måde, at udgangspunktet for Rådets overvejelser ikke er, at højtlønnede danske lønmodtagere med historisk oprindelse i andelsbevægelse, højskolebevægelse og fagbevægelse er selve problemet, nej omvendt  er det selve dette lands styrke.

Guldet gemmer sig bag højtkvalificerede og vellønnede lønmodtagere, som ser fremad. Hovedindtjeningen hos verdens førende IT-virksomheder kommer om 3 år fra produkter, som endnu ikke er produktudviklet.

Tilbage til top