Startside ] Op ] Løntilskudsjob ] Tidens udfordringer ] Kina på spring ] Fagbevægelsens fremtid ] Organisering(3) ] De "gule" kopier ] Organisering(2) ] Organisering(1) ] [ Metal-leder 2006 ] Metal-leder 2005 ] Livslang læring ] Metal-leder 2004 ] Globale selskaber ] LO Kongres ] Metal-leder 2003 ] Irak ] Metal-leder 2002 ] Østeuropæere ] Den danske Model ] Metal-leder 2001 ] A-kasser ] Arbejderpartierne ] Metal-leder 2000 ] Metal-leder 1999 ] Rejsemontører ] Metal-leder 1998 ] Dagpengereform ] Metal-leder 1997 ] Metal-leder 1996 ] Sæbecirkulære ] Arbejdsmarkedsreform ] Arbejdstid ] Sczcezin Skibsværft ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Som præsten prædiker
Leder om fusion
Fagbladet 1'eren nr. 4, 2006


Vi klapper ikke!
Leder om efterlønsreform
Fagbladet 1'eren nr. 3, 2006


Da rygtet om en tændstik i Hillerød satte brand i Beirut
Leder om Muhammed-krisen
Fagbladet 1'eren nr. 2, 2006


2040
Leder om Velfærdskommissionen
Fagbladet 1'eren nr. 1, 2006


Som præsten prædiker

Da jeg i 70’erne blev medlem af Dansk Metalarbejderforbund, organiserede Metal København 30 % af samtlige medlemmer i Forbundet. Godt 30.000 organiserede smede fandtes der i Hovedstaden. Havde Metal København i dag samme procentvise andel af Forbundets medlemmer, ville Metal København omfatte 42.000 medlemmer.

Virkeligheden er dog milevidt herfra. Metal København organiserer i dag 18.500 af Forbundets medlemmer svarende til godt 13 %.

Forklaringen på denne udvikling skal findes inden for følgende tre samfundsudviklinger.

  • For det første er efterkrigstidens københavnske industri stille og roligt flyttet længere og længere bort fra det gamle København. Udflytningen er sket i flere bølger. Efter Murens fald har der stået Fjernøsten og Østeuropa på de nye industriadresser. Med andre ord er der i dag langt færre industriarbejdspladser i Storkøbenhavn end i fordums storhedstider.

  • For det andet spiller medlemmernes aldersfordeling ind. Antallet af medlemmer på vej på pension og efterløn er langt større end lærlingeindtaget. I afdeling 1 er antallet af 55-59-årige 3,5 gange større end antallet af 20-25-årige.

  • For det tredje har den såkaldte organisationsgrad i de senere år været vigende. I international sammenhæng er en organisationsgrad på ca. 80 % fortsat flot, men dog dårligere end de 90 %, vi tidligere kunne prale med.

Verden omkring Metal København har forandret sig. Men i alle disse år er grundstrukturen i smedenes københavnske organisation forblevet den samme. Især venstrefløjen har gennem årene kritiseret denne struktur voldsomt og vedvarende. Kritikken lød på, at afdelingerne godt nok var fagligt suveræne, men økonomisk var de langt fra suveræne, idet medlemmernes kontingentkroner gik til distriktet (Metal København) og ikke direkte til den faglige afdeling.

Men nu kan det være slut. Dette efterår vil ti københavnske smedefagforeninger (inklusive Metal Lyngby) stemme om i fællesskab at danne Metal Hovedstaden.

Forslaget til fusion er underskrevet af ti formænd med opbakning fra samtlige 10 afdelingsbestyrelser.

Når jeg tænker på det utal af gange, som lignende tiltag til samling af de splittede københavnske smede har været forsøgt, finder jeg det nuværende resultat bare en lille smule ”historisk”. 

Med Metal Hovedstaden bliver strukturen ”vendt på benene”. Metal Hovedstaden bliver en lokalafdeling lige som en hvilken som helst anden afdeling i Dansk Metal. Dvs., medlemmerne kan på en generalforsamling direkte forholde sig til alle spørgsmål – fra bestyrelsens sammensætning over et samlet regnskab til det fremtidige kontingent. Væk er repræsentantskabet og en bestyrelse af formænd i Metal København.

I forslaget til fusion er der lagt op til, at flertallet i den nye bestyrelse er tillidsmænd ude fra arbejdspladserne. Der lægges endvidere op til en fastfrysning af kontingentet på det nuværende niveau i foreløbig to år. Og sidst men ikke mindst lægges der op til en øget faglig fokusering på kerneaktiviterne – en brancherelateret nærhed omkring overenskomstdækningen, organiseringen og uddannelserne. Dette vil i hovedsagen ske gennem 5 branchesekretariater.

I denne omgang har processen været under vejs i et år. Personligt kan jeg tale med om, at det har været sejt. Mange kompromisser er blevet indgået undervejs. Mange gange har ”det muliges kunst” været løsningen. Men jeg finder anledning til her at skrive, at i det forslag til fusion, som nu foreligger, er målet ikke tabt af sigte. Og målet har hele tiden været – og er fortsat - én afdeling for alle medlemmer af Metal i hovedstaden. De to tele-afdelinger i hovedstaden samt afdeling 16 er der gjort plads til i Metal Hovedstaden. Og mere end det. Vi er rede til en fusion med andre faglærte forbund – ikke mindst Dansk El-forbund.  

Men intet et godt, uden at det er skidt for noget. Som formand for Metal afdeling 1 gennem ti år, er det for mig vemodigt, at denne leder i 1’eren, som jeg gennem alle årene har hygget mig meget med, bliver min sidste leder – hvis det går, som præsten prædiker!  

Tilbage til top


Vi klapper ikke!

Så endte regeringens forhandlinger om en ”velfærdsreform” med, at efterlønnen blev bevaret – men ikke uden skrammer.

Flere partier – ikke mindst de radikale – så gerne efterlønnen helt fjernet. Der findes imidlertid mange måder, hvorpå man i praksis kan ødelægge efterlønnen.

Den sikre metode er vedvarende politisk uro om retten til efterløn. Den metode er nu blevet brugt i mere end ti år og har medført, at mellem ¼ og 1/3 af dem under 40 år allerede har fravalgt efterlønnen. Desværre findes mange af disse personer blandt ufaglærte, og her kan man frygte, at mange af de personer, som om 20 år vil være nedslidte, i dag er blandt dem, der har fravalgt efterlønnen. Om der med den nuværende ”velfærdsreform” er lagt politisk ro omkring efterlønnen, kan vi håbe, men vide det, kan vi ikke.

Dernæst kan man øge efterlønsbidraget til et så tårnhøjt niveau, at den unge på 35 år fravælger ordningen ud fra kortsigtede økonomiske betragtninger.

Endelig kan man øge betalingsperiodens længde til så mange år, at efterlønsbidraget til sidst skal udredes ud af en lærlingeløn.

Metoderne til efterlønnens reelle begravelse er mangfoldige – og selv om mange politikere ikke er specielt begavede, så er de fleste jo heller ikke helt dumme!

I skrivende stund, hvor ”det historiske forlig” er få timer gammelt, synes de nye efterlønsregler at gå ud på følgende:

Ø      Efterlønnen er bevaret som en ret for alle, der tilmelder sig ordningen. Selv om efterlønnen måske især er tiltænkt de nedslidte, så er fakta, at efterlønnen er bevaret som en ”velfærdsreform” åben for alle, og ikke som en førtidspensionsordning, hvilket de radikale ønskede.

Ø      Efterlønnen er bevaret i en ydelsesperiode på 5 år og ikke på 4 år, som regeringen ønskede det.

Ø      For alle under 48 år er efterlønsalderen på 60 år fjernet, og hævet til 62 år og ikke til 63 år, som regeringen ønskede det. Samtidig hæves den nuværende pensionsalder fra 65 år til 67 år. Såvel SF og Enhedslisten som den Alternative Velfærdskommission har fremført, at de saglige samfundsbegrundelser for overhovedet at hæve efterlønsalderen fortsat mangler i debatten. Regeringen henviser bl.a. til, at ”vi” om 30 år ikke har ”råd” til efterlønnen i sin nuværende form. Samtidig kalkulerer Velfærdskommissionen over den samme periode med en stigning i det private forbrug på 120 %. Forbrugets armod er forestående - forstås!

Ø      Perioden for betaling af efterlønsbidraget, som aktuelt er på stort 389 kr. om måneden, hæves fra 25 år til 30 år. 

Ø      Som noget nyt åbnes der igen op for, at efterlønnen kan suppleres med arbejde uden den i dag gældende modregning time for time, og endelig indføres der en ”fortrydelsesret” for tilmelding til ordningen indtil 15 år før efterlønsalderen. Det sidste kan absolut hilses velkommen. 

  Uden for efterlønsspørgsmålet er der sket ændringer i dagpengereglerne i retning af en hurtigere aktivering, og den forlængede dagpengeret for de 55-59-årige er ændret til en jobgaranti (seniorjob til almindelig løn). Nærlæsning af forligets endelige lovtekst må afgøre, hvad ”jobgarantien” reelt indebærer. Jeg gætter på et eller andet kommunalt job.

Forliget indeholder en række andre spørgsmål, som en leders længde ikke giver plads til at kommentere.

Tilbage står dog en generel mistillid til Claus Hjort Frederiksens holdning til de ledige. Administrativt nedsatte ministeren boden til de arbejdsgivere, som brød loven ved at udarbejde mangelfulde ansættelseskontrakter. Samfundet må have forståelse for de arbejdsgivere, som udfylder disse ansættelseskontrakter forkert eller som helt ”glemmer” at udarbejde dem. Den arbejdsløse, som imidlertid glemmer et indkaldt møde i AF, skal have pisken at føle øjeblikkeligt. Her gælder ingen sødsuppe barmhjertighed. Arbejdsgiverne ”glemmer” jo at overholde loven, fordi de er travlt optaget med at arbejde. Den arbejdsløse ”glemmer” derimod loven, fordi han inderst inde er en ”doven skiderik”. Forliget indeholder nye skærpede rådighedskrav til de ledige.

En tankegang som denne bliver aldrig arnested for fremadrettede velfærdsreformer. Nu er der indgået forlig, og i de kommende dage må teksten nærlæses – men vi klapper ikke.  

Tilbage til top


Da rygtet om en tændstik i Hillerød satte brand i Beirut

Foran kameraerne i Mellemøsten brænder de Dannebrog af, og herhjemme går Pia frem i meningsmålingerne. Det er en overraskelse for mange. Som fagforeningsmand skal jeg dog ikke stikke fingeren dybt i jorden, før jeg kan mærke, hvor fru Kjærsgaards opbakning kommer fra.

I tidens globaliserede medieverden er der rigtig meget, som er vanskeligt at forstå. Stormuftien af Ægypten Ali Gomaa (æret være hans navn) forstår ikke, at danskerne ikke straks fattede det dybt krænkende i de 12 Mohammed-tegninger. Stormuftien spørger: ”Er i dumme?” Det sørgelige svar er. ”Ja, også i den grad.”

Jeg vil tro, at hovedparten af denne fagforenings medlemmer ikke forstår, hvordan nogle muslimer den ene dag kan bombesprænge shiamuslimernes hellige moské i Samara, og hvordan andre muslimer den næste dag som hævn kan angribe 27 sunnimuslimske moskéer, og så hvordan de alle i fællesskab den tredje dag i hjerteskærende sorg og gråd kan trampe løs på en rød klud påmalet et hvidt kors i vrede over et land, de aldrig har hørt om og i vrede over nogle tegninger, de aldrig har set.

Lad os spise brød til og ikke betingelsesløst falde på knæ for nogle uforståelige og yderliggående kræfter, som konstant bruger det gamle købmandskneb at pakke deres politiske standpunkter ind i religion. Sådan omtrent resoneres der i ”det danske folkedyb”, og Anders og Pia opleves som garanten for, at vi ikke kapitulerer.

Det paradoksale er, at en støtte til grøftegraverne Anders og Pia kun vil føre til endnu mere af det, som mange lønmodtagere ønsker sig fri for. 

Sandt er det, at ”den skyldige” for hele denne ulykkelige situation ikke er en tilfældig kulturredaktør på ”Jyde-Potten”; den skyldige er ikke den altid fejlfrie statsminister og hans ikke afholdte møde med 11 ambassadører; den skyldige er ikke Jacques Barrot, en tilfældig franskmand klædt ud som gris; den skyldige er heller ikke danske imamer, som gjorde samme grisetryne berømt i Mellemøsten; den skyldige er ikke imamen Laban og hans søn – ”den lille laban” – der blev smidt ud af Vester Borgerdyd, da han ønskede skolen omdannet til et bederum, og den skyldige er heller ikke ambassadør Hans Klingenberg i Saudi-Arabien, der, ugen før det hele bragede løs i Mellemøsten, sendte denne bulletin hjem til Per Stig: ”Tegningerne optager ikke sindene hernede. De betragtes som et dansk indenrigspolitisk emne.”

Den skyldige er ikke den ansvarlige for en enkeltstående begivenhed.

De skyldige er de millioner af mennesker, som nægter at forstå, at denne verden bevæger sig i retning af ét stort universelt samkvem, hvor vi alle bliver afhængige af hinanden, og hvor vi er dømt til at leve i sameksistens med hinanden – på tværs af religionerne og de etniske kulturforskelle. Islamisterne repræsenterer en mellemøstlig afmagt over for denne udvikling, lige som Pia Kjærsgaard kun udtrykker afmagt, når hun tror, at Danmark kan holde sig fri af den store verden, hvis blot en ”Laban” eller to bliver smidt ud af landet.

I denne sammenhæng er de skyldige herhjemme de mange danskere – kristne som muslimer – der gennem mange år har kastet benzin på intolerancens, fanatismens og fremmedhadets bål. Det har en pris på 5. år at basere sin magt på Pia Kjærsgaards stemmer.

I virkeligheden har såvel statsministeren som Pia Kjærsgaard fået en gevaldig lærestreg. Deres fælles krig i Irak og Afghanistan, hvor de i Jesus Kristi navn – undskyld i demokratiets navn – kæmper en stor kamp for Vestens interesser, ligger totalt i ruiner.

Endelig er deres måde at tale i øst og vest på så utroværdig som noget. Som udsending for ”Den hellige Profit” udtalte statsministeren på den arabiske TV-station Al Arabiya.

”Den danske regering fordømmer ethvert udtryk og enhver handling, som krænker folks religiøse følelser, og vi fordømmer alle udtryksmåder, der forsøger at dæmonisere folk på baggrund af deres religion eller etniske baggrund.”

”Vi ved, at den arabiske civilisation har ydet et meget vigtigt bidrag til verdenscivilisationen.” ”Medlemmer af det muslimske samfund såvel som andre etniske samfund i Danmark bidrager på en meget værdifuld måde til vores samfund…” ja statsministeren var glad for, at der i hans eget parti fandtes muslimske medlemmer.

Samtidig med at statsministeren udtalte dette i øst, skrev regeringens parlamentariske grundlag Pia Kjærsgaard i vest i sit ugebrev, at imamer generelt var lig med ”åndsformørkede muslimske koranprædikanter” og danske imamer, som Laban, var lig ”onde kræfter”, ”fjender indefra”, der spreder ”hadefuld propaganda mod det land, der har modtaget dem med åbne arme”. Disse imamer ”bør smides ud, gerne med Abu Laban som den første.” Og videre. Islam er ”en middelalderlig dogmatik”, der holder ”millioner af muslimer i et åndsfattigt jerngreb”.

Disse to løsgående hunde i et spil kegler har Helle Thorning-Schmidt lovet borgfred. Sådan ca. hver anden dag. Jo stormufti af Ægypten (æret være dit navn). Vi er snothamrende dumme.  

Tilbage til top


2040

Så har vi taget hul på et nyt år. Og jeg skal ønske alle fremgang og lykke i det nye år. Traditionen siger os, at den 1. januar lægger vi ét år til det gamle år, og så får vi år 2006. Det gamle år sluttede ellers med, at velfærdskommissionen afleverede en murstensrapport, hvori samfund og verden er fremskrevet til år 2040.

35 år er mange år. Men står det til velfærdskommissionen, vil det år 2040 for mange kun udgøre en tredjedel af et liv. Og til den tid vil samfundet tynges af en ”ældrebyrde”, som ikke vil være til at bære, hvis politikerne ikke handler nu – med ”rettidig omhu”, som man ville sige det på Esplanaden.

Nu er samfundsprognoser ”en meget svær ting”. I år 2003 udarbejdede regeringen en prognose, som sagde, at overskuddet på de offentlige budgetter i år 2005 ville være 25 mia. kr., men det blev 50 mia. kr. Det var et fejlskøn på 100% på 2 år. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget velfærdskommissionens fejlskøn kan løbe op i på 35 år.

Tænk engang den tanke, at kommissionen var blevet sat til at aflevere rapporten i år 1910, og at rapporten havde indeholdt ”saglighedens” bud på det danske samfund anno 1945. Gad vide om to ”småbegivenheder” som 1. og 2. Verdenskrig da ville have indgået i rapporten. Eller tænk på FN’s befolkningsprognoser tilbage i 70’erne. Dengang forudså ”sagligheden”, at vi ville være op til 25 mia. mennesker på jordkloden i dag.

Professor Jørgen Goul Andersen gav før jul velfærdskommissionen denne kommentar med på vejen. Kommissionens mange løsningsforslag kan meget vel vise sig at være forslag på et ikke eksisterende problem.

Så der er grund til at spise brød til. Velfærdskommissionen har givet et indspark til en debat om fremtidens velfærdssamfund, og det er OK. Men indsparket er ikke mere ”videnskabeligt” end en fristil i en 10. klasse på efterskole.

Det tog statsministeren 4 timer at sætte sig ind i ”murstenen”, hvorefter han afviste det meste. Det bør imidlertid ikke foranledige nogle til at sove trygt om natten. Et angreb på retten til efterløn kan fortsat forventes. Brugerbetaling på ”gratis” velfærdsordninger kan også forventes. Og som en fattigdomsrapport netop har vist, så er samfundets dårligst stillede blevet endnu dårlige stillet under den nuværende regering. Og med Eva Kjær som socialminister (hende der går ind for øget ulighed som vejen frem i et dynamisk samfund), så kan vi med sikkerhed forvente os mere af samme slags. Og sidst men ikke mindst. Den for tiden gode beskæftigelse vil blive brugt som begrundelse for overflødige stramninger i dagpengesystemet.

Velfærdskommissionen foreslår en nedsættelse af dagpengeperioden fra de nuværende 4 år til 2 ½ år. Den foreslår en afskaffelse af retten til forlænget dagpengeret for de over 55 årige. En ret som for mange har mere betydning end den indholdstomme snak om ”det grå guld”.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen er samtidig optaget af, at rådighedsreglerne skal strammes - endnu engang. Den lediges såkaldte CV på ”Job-nettet” skal besøges mindst én gang om ugen – ellers stopper dagpengene. For at imødekomme flaskehalse – forstås! I virkelighedens verden er det et stort ideologisk slag i luften. Mange ledige gør hver uge den erfaring, at deres CV kun besøges af den ledige selv og så af det bureaukratiske apparat, som Claus Hjort Frederiksen råder over til kontrol af den ledige.

De private aktører, som var en anden af beskæftigelsesministerens ideologiske påhit for nogle år siden, har vel til dato kostet skatteyderne omkring 1 mia. kr. i ekstra omkostninger, uden at disse aktører endnu har gjort nogen som helst forskel i forhold til formidling af job. De private aktører tager sig i virkeligheden ikke af jobformidling; derimod forklarer de den ledige på møde efter møde, at enhver er sin egen lykkes smed, og nu skal jeg vise dig, hvordan man slår op i en avis eller klikker ind på Google under jobsøgning. 

Endelig kan vi i integrationens hellige navn forvente os et fornyet pres på mindstelønnen. I stedet for at udstyre Hassan med de fornødne kvalifikationer, er tankegangen denne, at kan man nøjes med at aflønne Hassan med 50 kr. i timen, så opstår jobbene af sig selv. Samtidig skal de rige sættes ned i topskat. Ellers vil de ikke arbejde. Altså: Hassan skal sættes ned i løn for at få arbejde, og de rige skal sættes ned i skat for at ville arbejde. Har vi hørt det før? Det tog velfærdskommissionen 2 ½ år at genopfinde denne ældgamle ideologiske overklassetænkning.  

Tilbage til top