Startside ] Op ] Løntilskudsjob ] Tidens udfordringer ] Kina på spring ] Fagbevægelsens fremtid ] Organisering(3) ] De "gule" kopier ] Organisering(2) ] [ Organisering(1) ] Metal-leder 2006 ] Metal-leder 2005 ] Livslang læring ] Metal-leder 2004 ] Globale selskaber ] LO Kongres ] Metal-leder 2003 ] Irak ] Metal-leder 2002 ] Østeuropæere ] Den danske Model ] Metal-leder 2001 ] A-kasser ] Arbejderpartierne ] Metal-leder 2000 ] Metal-leder 1999 ] Rejsemontører ] Metal-leder 1998 ] Dagpengereform ] Metal-leder 1997 ] Metal-leder 1996 ] Sæbecirkulære ] Arbejdsmarkedsreform ] Arbejdstid ] Sczcezin Skibsværft ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Fagbevægelsens må genopfinde sig selv
Artikel - upubliceret
November 2006


Fagbevægelsen har forvandlet sig til et koldt servicekontor
Interview af Michael Olsen
Politiken den 18. februar 2007


Fagbevægelsens må genopfinde sig selv

Nu skal fedtet skæres af de faglige organisationer. Hoveder skal rulle. Konkurrencen fra ”de gule” gør ondt på pengepungen. Måske har medlemmerne ret. De faglige kontingenter er for høje!

Omtrent sådan resoneres der for tiden i mange faglige organisationer – og noget er der om snakken. Faglige kontingenter i Danmark er høje, men at det skulle være et problem, er først blevet en udbredt medlemsopfattelse inden for de sidste 10 – 15 år.  Hvorfor?

Det er også først inden for de sidste 10-15 år, at ”de gule” for alvor er begyndt medlemsmæssigt at vokse. I modsætning hertil må LO konstatere en medlemstilbagegang tæt på 1/4 million inden for de sidste ti år. Denne udvikling har mange forklaringer. Én af forklaringerne er, at medlemmerne har ”uddannet sig ud af LO”, og set i det lys, kan medlemstilbagegangen jo udlægges som en historisk sejr!

Til forklaringerne hører dog også, at den faglige organisationsgrad er faldet med 20-30 % i mange europæiske lande gennem de sidste ti år. I Danmark nøjes vi med et fald på små 10 %. Men tendensen er den samme. Der er tale om en helt ny udvikling af globale dimensioner.

Dybden i ovennævnte udviklingsskift kan illustreres på følgende måde. I samme år – 1982 - som LO-formand Thomas Nielsen underfundigt udtalte, at vi har ”sejret ad helvede til – godt”, udgav arbejdsmarkedsforsker Steen Scheuer en pjece med titlen ”Hvorfor stiger den faglige organisering” med forklarende svar på ”den danske models” unikt høje organisationsprocenter. Hvor Kristelig A-kasse i begyndelsen af 70’erne kæmpede for at nå et medlemstal på 1.000 for at opfylde nye krav til statsanerkendelse, der præsterede dansk fagbevægelse i perioden fra 1967 til 1985 at hæve organisationsgraden i den samlede danske arbejdsstyrke med 19 % point (fra 62 % til 81 %).

I virkelighedens verden har ”de gule” i Danmark været en enestående historisk fiasko. Lige indtil i dag! De fleste har vel i dag glemt, at LO-fagbevægelsen og Kristelig Fagbevægelse blev født af samme skød. Med septemberforliget i 1899 knæsatte danske lønmodtagere deres ret til at organisere sig fagligt samt at indgå landsdækkende overenskomster. Septemberforliget blev den danske arbejders svar på Harald Blåtands Jellingesten. Arbejdernes kongerige satte sig det mål, at samle alle danerne som ligeværdige borgere – ikke i Guds hellige navn men i lønmodtagernes verdslige navn forstået som en særlig privilegieløs interessegruppe i samfundet. 

Septemberforliget gav dog også liv til et andet ”projekt”. Den bitre konflikt mellem arbejdere og arbejdsgivere gav anledning til dannelsen af en strejkebryderorganisation med åndelig inspiration og oprindelse i Indre Mission. Pastor Vilh. Bech, daværende formand for Indre Mission, hilste organisationen velkommen som en forening, der kunne markere ”adskillelsen mellem Guds folk og Djævelens”. Foreningen fik navnet ”Kristeligt Dansk Fællesforbund” – eller ”Kristelig Fagbevægelse” med pastor Adolph Hansen fra Nørre Nissum som stifter. Det ideologiske tankegods var hentet fra de vindblæste missionshuse på den jyske vestkyst. Når lønmodtager og arbejdsgiver kunne have et fællesskab i Guds navn, så var det ”unaturligt, at de skulle være i strid med hinanden på arbejdsmarkedet”. Det nystiftede Fællesforbund af arbejdere og arbejdsgivere skulle være et ”alternativ til klassekampen”. (Kristelig Fagbevægelses hjemmeside).

Efter 70 års ideologisk kamp mod ”de socialistiske fagforeninger” i Danmark – dvs. i 1969 - udgjorde ”Guds folk” i Kristelig A-kasse 545 trofaste medlemmer. Samtidig overenskomstdækkede Kristelig Fagbevægelse mindre end ½ pct. af det danske arbejdsmarked. I forhold til det jordiske LO-projekt med ”plads for alle ved samfundets bord” udgjorde Kristelig Fagbevægelse en fiasko af himmelske dimensioner. Lige indtil udviklingen vendte i 1990’erne. I dag har Kristelig A-kasse ikke 545 medlemmer men 170.000 og DLA (Johnny Nims faglige hus i Esbjerg) har 45.000 medlemmer.  Hvad er forklaringen på dette skift i udviklingen, og hvad kan LO-fagbevægelsen stille op?

Er problemet kontingentets størrelse? Det vil mange LO-medlemmer svare bekræftende på. Med daglige helsides annoncer i gratisaviserne, hvor ”de gule” foreninger tilbyder det bedste og billigste til nærmest ingen pris, er der sat spotlight på kontingentet. Ydermere lokkes nye medlemmer med månedlige gevinstudtrækninger i form af kværne, salatsæt, menu skåle, wellness- og slotsophold og – ja kun fantasien sætter grænser på Kristelig Fagbevægelses hjemmeside. Fagbevægelsen går dog galt i byen, hvis den isolerer medlemstilbagegangen til et kontingentspørgsmål; at svaret isoleret set findes i besparelser, fusioner og lavere kontingenter.

I 16 år har danske lønmodtagere oplevet en uafbrudt reallønsfremgang (tæt på 25 %). I hovedparten af disse år er det faglige kontingent til min egen organisation (Dansk Metal) steget med 3/4 af medlemmernes lønudvikling. I år steg kontingentet slet ikke. I mands minde har medlemmerne ikke haft bedre råd til at betale deres fagforeningskontingent end i dag. Men det tæller alt sammen ikke. For det handler om noget andet. Det handler om selve det faglige fællesskab som et identitetsskabende projekt for den enkelte. Det handler om identitet og fællesskab – eller fraværet af samme!

Uden blusel køber unge i dag underbenklæder til 350 kr. og cowboybukser til 1.500 kr. – altså lige når det hele er med til at ”brande” den unges identitet i fællesskabet til de andre. Fagbevægelsens problem er, at den ikke ”brander” godt nok. I stigende grad oplever danske lønmodtagere ikke noget fællesskab ved et fagligt medlemskab, ikke nogen identitet, og på denne baggrund fylder kontingentet bevidsthedsmæssigt mere og mere. Denne udvikling har stået på siden begyndelsen af 90’erne.

Problemet vedrører heller ikke – dybest set - spørgsmålet om eksklusivitet. Det være sig såvel eksklusivbestemmelsernes ulovliggørelse som de aktuelle tanker om, at gøre bestemte goder eksklusive, dvs. forbeholdt LO-fagbevægelsens medlemmer. I dette spørgsmål gælder det for alvor om at træde varsomt. For naturligvis er ”de gule” ude i et aldeles amoralsk ærinde, når de kræver deres medlemmers gratis ret til de faglige resultater, som andre må betale dyrt for at tilkæmpe sig, bevare og udvikle. Det er og bliver amoralsk at kære gratis med bussen. Derfor er den tanke særdeles besnærende, at den overenskomstbærende fagbevægelse femover indarbejder goder i overenskomsterne, som kun er forbeholdt medlemmerne. Tankegangen er jo dybest set i god overensstemmelse med et liberalt samfund, hvor gratisydelser er en uting, og hvor der skal betales for det, man får.

Men fagbevægelsen vil få store problemer med at udvikle denne tankegang særlig vidt. For det strider mod et andet af fagbevægelsens fundamentale principper: Lige løn for lige arbejde. Dette princip har medvirket til, at de nuværende overenskomster ikke er medlemsoverenskomster men områdeoverenskomster. Hvis arbejdsgivernes pris for ”en gul” først bliver afgørende billigere end for et LO-medlem, så risikerer de eksklusive goder at vende tilbage i hovedet på LO-medlemmet som en boomerang.

De lette mirakelløsninger findes ikke. Der er ingen vej uden om. Medlemstilbagegangen i LO-fagbevægelsen har ikke rod endsige løsning i en (eksklusiv) serviceydelse mere eller mindre; i en kontingentkrone mere eller mindre; i en fusion mere eller mindre. Medlemstilbagegangen har rod i selve det faglige medlemskab som et identitetsskabende fællesskab.

Forholdet har to sider – en faglig og en politisk.

Den faglige forklaring består i, at fagforeningsfællesskabet tidligere var et fællesskab på den enkelte arbejdsplads, et fællesskab blandt ligestillede kolleger. I mine unge arbejdsdage på B&W var vi fagforeningen. Sendte vi undtagelsesvis en faglig sag ind til forbundene, var det fordi, vi betragtede sagen som tabt. Organisatorisk forankret i klubber og aftalemæssigt forankret i et væld af kollektive lokalaftaler var jeg og mine arbejdskolleger fagforeningen – et identitetsskabende fællesskab. Organisationen fyldte på den enkelte arbejdsplads. Den var en levende realitet.

Som en tendens i tiden ser vi det gamle fællesskab på arbejdspladserne erstattet med en håndfuld fagforeningshuse, som jeg ringer ind til for at spørge til råds om min situation eller som jeg opsøger med henblik på ekspertbistand, hvis lokummet brænder - hvad det trods alt sjældent gør. I takt med fællesskabets bortdøen på arbejdspladserne har fagforeningshusenes servicetilbud fået volumensyge; telefonerne er nu åbne 24 timer i døgnet; bag serviceskranken sidder faglige sekretærer parat til ”servicering” (af kunderne), alt imens de på pc-skærmen kalder cirkulærer, betænkninger og rapporter frem i én endeløs strøm - hvis de da ikke sidder til udvalgsmøde med hinanden for at diskutere ”større synlighed”.

Rækkefølgen for denne tendens i tiden må man ikke tage fejl af. Det er ikke ”de gule”, der har skærpet presset på at levere service ”bedst og billigst”. Rækkefølgen er den omvendte. Efter at den overenskomstbærende fagbevægelse i medlemmernes øje mere og mere tager sig ud som en perlekæde af servicerende fagforeningshuse, er der dukket nye aktører op på markedet, der har rendyrket forvandlingen af det faglige og identitetsskabende fællesskab til blot at være ”råd og vejledning”. Vi har fået ”fagforeningshuse”, der er leveringsdygtige i service uden overenskomster, service uden fagligt fællesskab og identitet. Det har intet med fagbevægelsens historiske rødder at gøre. Derfor er tiden inde til, at fagbevægelsen genopfinder sig selv som et fagligt fællesskab direkte i arbejdslivet. LO-fagbevægelsens skal tilbage til sine organisatoriske rødder.

Fagforeningsfusioner kan være nødvendige af mange grunde. Men fusioner vil aldrig i sig selv være et svar på ovennævnte udvikling. Tværtimod kan man frygte, at nogle af de nuværende fusioner rundt om i fagbevægelsen vil indebære en øget medlemstilbagegang, idet service aldrig kan erstatte fagligt fællesskab. 

For LO-fagbevægelsen består tidens udfordring i, at genopbygge et arbejdspladsbaseret fagligt fællesskab forankret i lokale foreninger og lokale aftaler. Mottoet er: Fællesskab frem for service. De landsdækkende overenskomster skal udvikles på en måde og i en form, således at medlemmerne på deres arbejdspladser oplever et levende ejerskab til overenskomsterne. Kollektive aftaler skal have nærhed, og da de netop ikke er vedtaget af hverken Folketinget eller den lokale kommunalbestyrelse er mulighederne herfor umiddelbart til stede. For nogle år siden opnåede slagteriarbejderne stor succes med, at den landsdækkende overenskomst indeholdt elementer, som den enkelte kunne vælge imellem. Et eksempel på nærhed.

For det andet kommer de nationale fagbevægelser ikke uden om at erkende, at modparten er blevet en global modpart. Også denne udvikling tog fart i 90’erne. Arbejdsmarkedets parter er i dag mere ulige parter, end de har været i mange årtier. Det er indbildt bedrag, at alverdens fagbevægelser er internationale. Det er de ikke. De er nationale ind til benet. Hvis den nuværende medlemskrise indebærer en øget national indadvendthed, så vil medlemskrisen blot forstærkes. Udfordringen består her i at påbegynde en reel global strategi for organisering og overenskomstdækning. En udvikling der kan indebære, at nationale overenskomster vil blive suppleret med koncernoverenskomster og transnationale aftaler.

For 100 år siden sejrede fagbevægelsen som organisation med bl.a. ”omgangsskruen” som kampmiddel, da man ikke kunne slås med alle på én gang. Fagbevægelsen må genopfinde sig selv – herunder de gamle aktionsformer – men nu som en global aktør, der forsøger at komme i øjenhøjde med de globale selskaber, hvoraf nogle er på størrelse med mellemstore nationalstater. Det europæiske samarbejde i EU er i denne sammenhæng ikke en del af problemet men en del af løsningen, idet den europæiske fagbevægelse har rige muligheder for netop i EU at øge lønmodtagernes politiske indflydelse.

Den tredje forklaring og udfordring er politisk og vedrører selve ”projektet” – den store samfundsforandrende fortælling, som i 100 år var det lim, der holdt sammen på tropperne. Også den store fortælling mistede meget af sin kraft i 90’erne. Det blev legitimt for en LO-arbejder at stemme hvor som helst. Når landets nuværende statsminister – selv iført kejserens nye klæder – i sin nytårstale med et forlorent smil citerer Oskar Hansens sang fra 30’erne om ”plads for os alle ved samfundets bord”, så er baggrunden jo denne, at ”Danmark for (hele) folket” er afgået ved døden som et samfundsforandrende projekt for danske lønmodtagere. Her er der brug for, at ”centrum-venstre” i dansk politik genopfinder sig selv omkring et samfundsforandrende projekt, der rækker videre end spin-betragtninger over, hvordan næste folketingsvalg vindes. Personligt har jeg stor sympati for, at ”vi” vil noget andet end Anders Fogh Rasmussen. Vi vil ”velfærd frem for skattelettelser”. Men fylder dette projekt nok til, at det kan indtage pladsen som en ny, stor fortælling med globale dimensioner? For hvis ”velfærd frem for skattelettelser” er den medicin, der er påkrævet for, at den nuværende statsminister kan fastholde magten, så er det en medicin, Anders Fogh er klar til selv at indtage.

Lykkes det ikke at tackle disse udfordringer gennem et nyt fagligt fællesskab i selve arbejdet bundet politisk sammen af en vision for en fremtidig samfundsorden, så vil organisationsgraden på det danske arbejdsmarked fortsætte med at falde, men i modsætning til det øvrige Europa står der måske mere på spil i Danmark. Den lovpriste danske model, hvor væsentlige samfundsspørgsmål forhandles af arbejdsmarkedets parter, har som en fundamental forudsætning unikt høje organisationsgrader. Modellens legitimitet står og falder med de høje organisationsgrader. Meget står på spil. I det mindste står der mere på spil, end at jeg kunne risikere at vinde et slotsophold for to, hvis jeg skiftede Dansk Metal ud med Kristelig Fagbevægelse.

Tilbage til top


Fagbevægelsen har forvandlet sig til et koldt servicekontor
Interview af Michael Olsen
Politiken den 18. februar 2007


Send de faglige sekretærer og forbundsbosser ud på arbejdspladserne, for det er dér, de skal redde fagbevægelsen. Og gør så de centrale forbund til globale spillere, der kan matche de multinationale selskaber. Fremtrædende fagforeningsmand leverer selvkritisk bud på fremtiden i et kriseramt LO.

Af Michael Olsen

Det giver bare ingen mening. At tro, at medlemmerne kommer løbende tilbage til den trætte gamle fagbevægelse, hvis blot kontingentet bliver sat ned.
Danske lønmodtagere årgang 2007 svømmer i friværdier, biler, sommerhuse og fladskærme. De lader gerne ungerne købe underbukser til 350 kroner stykket og jeans til 1.500. Men de vil ikke bruge en plovmand på et medlemskab af en fagforening.

Hvorfor? Fordi underbukserne har et stærkt mærke, der signalerer livsstil og dynamik - mens fagbevægelsen signalerer mangel på identitet og fællesskab.
»Så hellere bruge en hundredekroneseddel på en prisbillig, alternativ fagforening, hvor nye medlemmer oven i købet kan få en brødrister eller et salatsæt med i købet«, siger Anders Laubjerg.
Han er en garvet fagforeningsmand, brancheformand for Dansk Metal i København, og så er han medlem af en særlig tænketank, nedsat af LO med det klare mål at finde vejen ud af den dybe krise, der plager LO-fagbevægelsen i disse år, hvor medlemmerne flygter i flokke.
Det er på høje tid, at 'den rigtige' fagbevægelse genopfinder sig selv - og det kan kun ske et sted: ude på arbejdspladserne, ude i fællesklubberne, derude, hvor medlemmerne lever deres arbejdsliv, hvor fagforeningen kan vise sin berettigelse hver eneste dag, uanset om det gælder arbejdsmiljøet, lønnen eller maden i kantinen, mener Anders Laubjerg.
»Vi har mistet følelsen af fællesskab ude på arbejdspladserne, og fagforeningerne er blevet en samling servicekontorer, hvor telefonerne nu er åbne 24 timer i døgnet; hvor faglige sekretærer sidder parat bag serviceskranken, klar til at servicere kunderne, alt imens de på pc-skærme kalder cirkulærer, betænkninger og rapporter frem i én endeløs strøm; hvis de da ikke sidder til udvalgsmøder med hinanden for at diskutere større synlighed for fagbevægelsen«, siger Anders Laubjerg og tilføjer:
»Det er på tide, at vi dropper nogle af alle de møder, vi holder i forbundenes og afdelingernes huse, det er på tide, at vi drosler ned på kontorarbejde og servicekultur, så vi i stedet kan bruge kræfterne på at tage ud, ud, ud på arbejdspladserne, ud at kæmpe for medlemmernes opbakning«.
Hvis den gamle fagbevægelse reducerer sig selv til et servicekontor, giver det de kristne, gule og frie fagforeninger alle muligheder for at kapre endnu flere medlemmer, mener Anders Laubjerg.
»De nye aktører har med succes rendyrket forvandlingen af det faglige og identitetsskabende fællesskab. Vi har fået fagforeninger, der er leveringsdygtige i service uden overenskomster, service uden fagligt fællesskab og identitet. Det har intet med fagbevægelsens historiske rødder at gøre«, siger han.
»Derfor er tiden inde til, at fagbevægelsen genopfinder sig selv som et fagligt fællesskab direkte i arbejdslivet. LO-fagbevægelsen skal tilbage til sine organisatoriske rødder. Den skal genopbygge et arbejdspladsbaseret fagligt fællesskab forankret i lokale foreninger og lokale aftaler, og de landsdækkende overenskomster skal udvikles på en måde og i en form, så medlemmerne på deres arbejdspladser oplever et levende ejerskab til dem«.

Global og lokal 

Og det er kun den ene del af øvelsen, mener Anders Laubjerg.
For den centrale fagforening skal også vænne sig til at være en global spiller, der kigger ud over de danske grænser, og som effektivt og professionelt kan bide skeer med de stadig mere internationalt orienterede virksomheder.
»Det er indbildt bedrag, at alverdens fagbevægelser er internationale. Det er de ikke. De er nationale ind til benet. Hvis den nuværende medlemskrise indebærer en øget national indadvendthed, så vil det blot forstærke medlemskrisen. Udfordringen består i at begynde en reel global strategi for organisering og overenskomstdækning. En udvikling, der kan indebære, at nationale overenskomster vil blive suppleret med koncernoverenskomster og transnationale aftaler«.
»Fagbevægelsen skal være en global aktør, der forsøger at komme i øjenhøjde med de globale selskaber, hvoraf nogle jo er på størrelse med mellemstore nationalstater. Det europæiske samarbejde i EU er i denne sammenhæng ikke en del af problemet, men en del af løsningen, for den europæiske fagbevægelse har rige muligheder for netop i EU at øge lønmodtagernes politiske indflydelse«, siger Laubjerg.
Han forestiller sig et langt tættere samarbejde mellem fagforeningerne overalt på kloden.

Hvem vil være tillidsmand?

Står det til Anders Laubjerg, skal fagbevægelsen på samme tid være mere global og mere lokal.
Og det haster - især med det lokale:
»Du kender det sikkert fra din egen arbejdsplads; det er uhyggeligt svært overhovedet at få valgt en tillidsmand. Der var engang, hvor der var kamp om denne ærefulde post. Og jeg kan huske, da jeg selv arbejdede på B&W - det gamle skibsværft i København - jamen det var os, der var fagforeningen derude på værftet. Vi brugte kun det centrale forbundskontor til at ekspedere de sager, der alligevel var umulige at vinde«, siger Anders Laubjerg.
Mail:
Michael Olsen 

fakta faneflugt

Forbundene under LO har mistet omkring 230.000 kontingentbetalende medlemmer, siden krisen for alvor satte ind midt i 1990'erne. Alene HK mistede 16.000 medlemmer sidste år. Både HK og 3F har af samme årsag iværksat store sparerunder.

Tilbage til top