Den
dansktalende fællestillidsmand på Flensborg Skibsværft – Hans
Gerhard Leu – er en god kender af forholdene i Danmark. Hans advarsler
til danske arbejdere var ikke til at tage fejl af. Jeres
overenskomstsystem og dagpengesystem er unikt – pas nu godt på det.
Måske faldt Jeres flag ned fra himlen, men det gjorde Jeres
overenskomster ikke.
Hans
Gerhard Leu talte af bitter erfaring. I Tyskland har vikararbejdet
spredt sig som en steppebrand. På værftet i Flensborg arbejder vikarer
til 40 % under lønnen for fastansatte - uden opsigelsesvarsel, uden
feriepenge, uden sygeløn og uden de såkaldte "julepenge" (½
månedsløn). I hele Tyskland udgør vikarer i dag over 1 mio.
lønmodtagere. Det er typisk unge mennesker, og de er næsten altid
uorganiserede. Den faglige organisationsgrad i Tyskland ligger i dag på
21 %. Ordnede forhold med en god løn (20-25 euro), ferie og pension
begynder mere og mere at være øer i et hav af lavtlønsjob.
Tysk
LO kæmper i dag for en lovbestemt mindsteløn på 8.50 euro i timen (63
kr.). Baggrunden herfor er 1.4 mio. arbejdende fattige til en timeløn
mindre end 5 euro. Efter arbejde møder disse personer op til gratis
suppegryder hos velgørende organisationer eller til ansøgning af
offentlig hjælp i det sociale system. 4.1 mio. tyskere lønnes i dag
til mindre en 7 euro i timen og 8 mio. arbejder til mindre end 9,15
euro. Til sammenligning ligger max dagpenge i Danmark på ca. 14 euro.
Ifølge
de to IG Metal repræsentanter var det tyske arbejdsmarked i "frit
fald". I store virksomheder som Airbus arbejder der i dag 6.000
vikarer uden overenskomst. Hos Motorola i Flensborg blev 600 fastansatte
for nyligt fyret og erstattet med vikarer til en løn, der var 10 euro
lavere. Hos Danish Crown er slagterierne fyldt med polakker og rumæner.
Hos danske Fleggaard i Flensborg med 2.000 ansatte er varerne billige.
Det sammen er lønnen hos Fleggaard, for hvem det er lykkedes at holde
sig fri af fagforeninger.
Arbejdsugen
i Tyskland er på papiret 35 timer. Den reelle er nærmere 40 timer.
Efter
mange års medlemstilbagegang er det lykkedes Europas tidligere så
stærke fagforbund IG Metal at standse medlemstilbagegangen, som Leu og
Schmidt forklarede med genforeningen, globaliseringen og ungdommens
manglende forståelse for organiseringens betydning.