Startside ] Op ] Det største Håb ] [ Den store Bølge ] Skibssmede ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside

Den store Bølge
Erindringsbilleder fra københavnske industriarbejdspladser. Fortalt af 31 smede
Forlaget Sohn. 304 sider. København 2006.                           ISBN 87-91959-03-9
Links til billeder.


København som industriby - arbejdernes århundrede
Indledning 
Anders Laubjerg
 


Bidragsydere
Oversigt


Indholdsfortegnelse


Et udvalg af anmeldelser

 

København som industriby - arbejdernes århundrede
Indledning 
Anders Laubjerg
 

Det var ikke nogen tsunami i fysisk forstand, der skyllede ind over landet i sidste fjerdedel af 1800-tallet,og som først trak sig tilbage hundrede år senere. Alligevel var det “en stor bølge”, der efterlod sig et varigt forandret land. I såvel samfundslivets store sammenhænge som i tankesættet hos den enkelte blev tilværelsen en anden. Det moderne samfund sprængte sig i bogstaveligste forstand gennem byportene og voldene omkring det middelalderlige København. Det samfund, som vi kender i dag, og som i nutidens globaliserede tidsalder måske igen står over for at blive grundlæggende forandret, dette samfund blev i store træk grundlagt i sidste fjerdedel af 1800-tallet.

Nye tider og tanker er ikke for alvor nye, hvis de ikke udfordrer det etablerede samfund og oprigtigt vækker forargelse, ja, opstandelse inden for det finere åndsliv. Selv om opstandelsen i dag kan forekomme komisk, så var den i datiden dybtfølt og ægte nok. Eksempelvis da Et dukkehjem af Henrik Ibsen blev nyopført på Det kgl. Teater i 1879. At Nora til sidst forlader sit “dukkehjem” herunder mand og børn var på grænsen af, hvad teatercensuren dengang kunne acceptere.

På teatre i udlandet blev afslutningen da også flere steder ændret. På enkelte teatre i Tyskland blev der direkte tilføjet et fjerde aktstykke, hvor Nora efter en besindelses tid vender tilbage til den gudsvelsignede ægtestand og her anmoder husets herre om bod og bedring. Sådan!

At der var grænser for galskaben, erfarede Edvard Brandes i 1882, hvor teaterstykket Et besøg blev afvist til opførelse på Det kgl. Teater. Dette teaterstykke rejste spørgsmålet, om kvinder kunne have et seksualliv før ægteskabet.

Fritænkeren Edvard Brandes var af den opfattelse, at det vel kunne forekomme – men ifølge teatercensuren kunne det ikke forekomme på kongens teater. Men noget var i gærde. Forandringens vinde blæste fra nær og fjern. Ude i den vildtvoksende by blomstrede forlystelseslivet og lokkede pæne mennesker ud i den rene morskab – og fordærv! Landets store folkekære skjald, digteren Holger Drachmann forblev dog folkekær også efter sin “Edith”-periode, hvor han i romaner som Forskrevet lovpriste sin “Edith”, der i virkelighedens verden hed Amanda Nilsson, en tyve år yngre visesangerinde fra Eskildsgade, som den elskovssyge digter havde mødt på en varieté i Allégade på Frederiksberg i 1887. (Jf. Hans Hertel: Det stadig moderne gennembrud, København 2004.)

Det, der var i gærde, var ikke kun industriens indmarch i byen med dens store, beskidte og larmende fabrikshaller samt hurtigt opførte spekulationsejendomme med små overbefolkede korridorlejligheder. Det var mere end det. Det var et nyt samfund fra kælder til kvist – også selv om flere af husets kustoder, herunder kongehuset, overlevede denne omvæltningens tid.

Selve byen København forvandlede sig i årene efter byportenes nedrivning i 1857 i rekordtempo fra at være en dansk provinsby med kongehus og centraladministration til at være en by af europæisk tilsnit. I årene fra 1860 til 1900 tredoblede København sit indbyggertal – fra 168.000 til 490.000 indbyggere.

Omfanget af denne enorme invasion af tjenestepiger og bønderkarle til Kongens København samt omfanget af københavnernes egen almindelige forplantningsevne kan sammenholdes med, at udvandringen til USA i den samme periode “kun” omfattede 170.000 danskere svarende til 10 procent af befolkningen.

Året 1871 indvarslede med flere begivenheder den nye tid.

  • Det var året, hvor de parisiske arbejdere og borgere, som en reaktion på den fransk-tyske krig, prøvede at sætte en ny europæisk orden med deres nyopfundne “Pariserkommune” og dennes “direkte demokrati”. Og det var året, hvor samme kommune brutalt blev druknet i blod af den gamle europæiske orden.

  • Det var året, hvor Louis Pio stiftede en dansk sektion af Den socialistiske Internationale, og dermed indvarslede den politiske arbejderbevægelses entré i det danske samfund.

  • Det var året, hvor B&W’s skibsværftsarbejdere på Engelsmandens Plads på Christianshavn for første gang prøvede at “gå på gaden” og dermed kom til at lægge navn til landets første strejke.

  • Det var året, hvor forfatteren J. P. Jacobsen slap “den darwinistiske abeteori” løs i Danmark med oversættelsen af Arternes oprindelse. I tidens tankegang var denne teori en forfærdelig “videnskab”, for den postulerede jo mellem linierne og bag de formelle æresbevisninger til Gud, konge og øvrighed, at menneskets virkelige oprindelse var lige så æreløs, som den var gudløs.

  • Det var året, hvor kvinderne med grundlæggelsen af Dansk Kvindesamfund gjorde oprør mod det patriarkalske samfund, i hvilket kvinderne som fruentimmere rangerede på linie med hustyende, børn og andre umyndige.

  • Og endelig var det året, hvor Georg Brandes på Københavns Universitet indledte sin berømte forelæsningsrække om “Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur”, og dermed indvarslede dét radikale fritænkeri, som i alliance med arbejderbevægelsens socialistiske idéer skulle komme til at præge hele 1900-tallet.

I årene fra 1870 til 1900 blev alle de idéer grundlagt, som denne bogs arbejdere senere skulle vokse op med. Og i periodens sidste årti – 90’erne – grundlagdes hovedparten af de industrivirksomheder, som denne bog i særlig grad henviser til.

Således Valby Maskinfabrik – oprettet som en del af cementvirksomheden F. L. Smidth. Denne store maskinfabrik blev etableret i 1898 på Lyshøjgaards 50 tønder land store jorder uden for byen og endeligt nedlukket i 2002 med de samme jordbesiddelser som måske én af de store aktiver.

Og således Titan. Etableret som aktieselskab i 1897 på Tagensvej – der den gang også lå uden for byen – ved en sammenslutning af en række jernindustrielle og “elektrotekniske etablissementer”, som det hed i tidens sprogbrug. På Tagensvej sluttede selskabet – nu som Thrige-Titan – i 1965, om end en række aktiviteter blev videreført på andre lokaliteter af finske KONE og svenske Alfa Laval.

Endvidere Atlas. Etableret som aktieselskab i 1899 i nogle netop nedlagte hestesporvognsremiser i Baldersgade på Nørrebro. Ekspertisen i køleteknik af enhver art nåede i 50’erne et så folkeligt højdepunkt, at det at købe et “Atlas” på daværende tidspunkt var identisk med at købe et køleskab til husholdningsbrug.

Men ganske symptomatisk for industriens epoke i Danmark valgte man i 1999 hos Atlas i Ballerup ikke at fejre virksomhedens 100 års jubilæum, idet jubilæet faldt sammen med produktionens endegyldige nedlukning.

Nævnes skal også Dansk Industrisyndikat, som under navnet Dansk Rekyl-Riffel Syndikat blev etableret i 1896, og fire år senere rykkede ind på Dampfærgevej i Frihavnen under ledelse af en række brave mænd, som ønskede at sætte et af oberst Madsen konstrueret rekyl-maskingevær samt hærens gamle Remington-geværer i produktion. Under navnet DISA blev det gamle Industrisyndikat senere videreført, men som et varsel om en mulig fremtid finder dele af produktionen i dag sted i virksomheder i Østeuropa og Fjernøsten.

Andre – i denne bog mere periferisk omtalte virksomheder – falder ganske godt ind i det samme tidsbillede. Således virksomheden Lauritz Knudsen, etableret i 1893 af en uddannet urmager; telefonvirksomheden Automatic, etableret i 1903 af Morten Richter; vaskerimaskinfabrikken Vølund, etableret i 1898 og mange flere.

Det moderne samfund – industrisamfundet - har nu stået på i hundrede år, og tidsmæssigt er det i store træk sammenfaldende med 1900-tallet.Såfremt vi i dag står ved overgangen til et nyt og såkaldt postindustrielt videnssamfund, så repræsenterer industrisamfundet i virkeligheden en enestående kortvarig periode. København som industriby blev overstået på hundrede år. Historien vil ofte kunne sammenfattes i blot tre generationer, hvilket denne samling af erindringsbilleder indeholder flere eksempler på.

København som industriby er historien om opfindsomme industriherrer og driftige finansfyrster (C. C. Burmeister og C. F. Tietgen); det er historien om nye og billigere energiformer og -metoder (dampmaskinen, diesel- og elektromotoren); nye og billigere transportveje (jernbane og automobilveje), og ikke mindst er det historien om en endeløs række af teknologiske opfindelser. Skulle en enkelt (overset) opfindelse nævnes, der blev sat i produktion på flere af ovennævnte københavnske industrivirksomheder, og som fik vidtrækkende betydning for det danske samfunds udvikling, må det blive centrifugen. I 1890 var der på ganske få år skudt over 700 andelsmejerier op, der alle teknologisk byggede på centrifugen. Ved århundredeskiftet var centrifugen det store hit for virksomheder som Titan, B&W og Carl Gustaf de Lavals svenske AB Separator.

Men København som industriby er også historien om arbejdernes århundrede – herunder historien om maskinarbejderen og den sorte smeds århundrede.

Smeden havde allerede mange år på bagen, da Pariserkommunen gjorde et så dybt indtryk på Louis Pio, at denne tidligere lærer ved Borgerdydsskolen erklærede sig som glødende socialist. Smedens historie kan følges helt tilbage til før antikkens tid – til Hittitterriget i det nuværende Tyrkiet. Her blev udviklingen og bearbejdningen af jernet opfundet, og smeden er jernets betvinger.

Fortællingen om den københavnske smed kan også følges mange århundreder tilbage – til begyndelsen af middelalderen, hvor gadenavne som Smediegade og Smedebakken vidner om smedens tilstedeværelse. De første laugsregler for københavnske smede er nedskrevet i “Smedesvendenes Skraa” fra 1554.

Men knyttes fortællingen om den københavnske smed til industriens epoke, er tidsrummet centreret til 1900-tallet. Selv om en driftig holsteiner, mekanikus Hans Heinrich Baumgarten allerede i 1843 lod hammer og ambolt larme til naboernes udtalte irritation i sit værksted på 2. sal i et baghus til det nuværende Købmagergade 46 og hermed indledte historien om B&W, så indtog industrien først for alvor København i 1890’erne.

I Mogens Lebech’s jubilæumsbog om Titan fra 1947 fornemmes i beskrivelsen af beddingskranerne på Refshaleøen 1900-tallets stolthed over industriens formåen og dens formodede fantastiske fremtid: “Og yderst mod Sundet, på Burmeister & Wains Skibsværft, rager Beddingskranerne op imod Himlen paa deres høje Stilladser, et fantastisk Fletværk af Jern og Staal, et Symbol på vor Tid og dens tekniske Snille".

Men intet uden evigheden varer evigt. Blot 50 år senere er de samme og nu gamle beddingskraner på Refshaleøen revet ned, og de nærliggende højbanekraner på Dokøen er fredede som et symbol i jern og stål på en svunden industritid i hjertet af København. Hvad farfar var med til at grundlægge, er barnebarnet med til at lukke ned. Ved indgangen til det 21. århundrede begyndte byens store industrielle fremstillingsvirksomheder på stribe at blive lukket ned; produktionen flyttede til lavtlønslande i Østeuropa og Fjernøsten, og hvor der før lå store fabrikshaller og rygende skorstene, støvede støberier og snavsede maskinværksteder, sælges der nu luksuslejligheder for udenlandsdanskere med behov for en feriebolig med havneudsigt.

Et særkende for industrialiseringen er den udstrakte brug af maskiner, og fra begyndelsen gjorde smeden og maskinarbejderen hinanden følgeskab. Dansk Smede og Maskinarbejder Forbund blev stiftet i 1888. Det skete blot tre år efter den månedlange og nådesløse smedelockout, som den nystiftede Fabrikantforening i Jernindustrien iværksatte i København i 1885 med henblik på at udelukke de fagorganiserede arbejdere fra fabrikantforeningens medlemsvirksomheder.

Men det skulle gå anderledes!

Hvor jernets arbejdsgivere under smedelockouten i 1885 satsede på at sulte de organiserede københavnske smede til lydighed og underkuelse, da accepterede de samme arbejdsgivere i årene efter, at smeden var organiseret i et fagforbund og i faglige værkstedsklubber – om end vi skal helt frem til marts 1900,før sidstnævnte blev direkte indskrevet i overenskomsten som en ret til at vælge tillidsmand i alle værksteder med mindst 6 ansatte smede.

Ved århundredeskiftet bestod Smedeforbundet i København af seks afdelinger: afdeling 1 var den største og ældste af dem alle (stiftet 1873), og her var alle maskinarbejderne samlet. Smedeafdelingerne fulgte med i årene efter med afdeling 2 for klejnsmede, afdeling 3 for grovsmede, afdeling 4 for kedelsmede og som den sidste af dem alle afdeling 5 for skibssmede stiftet i 1895.

Den organiserede smed og maskinarbejders store århundrede blev knyttet til mange forskellige virksomheder, men med deres egen organisation skabte smedene en intern kontinuitet i den endeløse række af skiftende ejerforhold. Selv om virksomhederne undervejs skiftede beliggenhed fra Frihavnen til Herlev og fra Nørrebro til Gladsaxe, og selv om virksomhederne undervejs i århundredet skiftede ejere, navn eller kerneaktivitet adskillige gange, så er historien fra begyndelsen og til slutningen knyttet sammen af smedens og maskinarbejderens faglige organisering i værkstedsklubber.

Således kunne klub 66 på DISA i Herlev i oktober 2004 fejre 100 års jubilæum og fremdrage klubprotokollen fra det stiftende møde i Frihavnen hundrede år tidligere. Af protokollen fremgår det, at “klubbens Kontingent fastsattes til 5 øre om Ugen og fordeltes saaledes, at Kassereren tilkommer hver fjerdes uges Kontingent, de andre 3 Ugers Kontingent udbetales Medlemmerne på Klubmødet".

Det kunne nok være, at medlemmerne herefter lærte “værdien” af et klubmøde at kende! Tre ud af fire ugers kontingent retur og udbetalt som ekstra lommepenge til smeden selv og uden om husholdningspengene derhjemme. Det var værd at tage med i et slidsomt arbejdsliv, hvor 48 timer om ugen var forbeholdt arbejdsgiverens ledelsesret.

Et andet eksempel kunne være Smedenes klub 1 på Alfa Laval Copenhagen på Maskinvej i Gladsaxe. Ikke blot er denne faglige klub den ældste værkstedsklub i Dansk Metal, men også den i dag ældste eksisterende værkstedsklub overhovedet. Tillidsrepræsentanten hedder i dag Bjarne Jørgensen. Som medlem af Det europæiske Samarbejdsudvalg er Bjarne Jørgensens kolleger på tillidsmandsniveau spredt ud over hele jordkloden. De mødes en gang om året, og det uofficielle arbejdssprog er engelsk. I 60’erne var klubben beliggende på Tagensvej, virksomheden hed Titan, og tillidsmanden hed Max Bæhring. Han formåede ikke blot at spille på de faglige strenge, men var fra virksomhedens husorkester kendt som en habil klarinetspiller.

I november 1917 var der revolution i Rusland, samtidig kunne “Smedenes klub nr. 1”afholde 30 års jubilæum, og Jern og Metalarbejdernes fagblad fandt i dagens anledning grund til at omtale “den gode Forstaaelse, som hidtil har præget Samarbejdet mellem Arbejdere og Arbejdsgivere på Titan”.“Den gode forståelse” var dog på ingen måde fremherskende i 1887, hvor smedene hos A/S H.Rudolph Koefoed og Co.i Meinungsgade på Nørrebro (medstiftende virksomhed til Titan) med Jørgen Jensen i spidsen stiftede smedenes første værkstedsklub i en tid, hvor smedene og Jernets Arbejdsgivere i kølvandet på strejker og lockouter organiserede sig i benhård kamp mod hinanden og til kamp for anerkendelsen af egne organisationer. I smedenes faglige organisering er trådene knyttet sammen, og pludselig er et helt århundrede forvandlet til et øjebliks tidsbillede.

Fortællingen om den stolte og selvbevidste københavnske smed og maskinarbejder er dog mere end nogen anden arbejdsplads knyttet til navnet Burmeister & Wain.

På Burmeister & Wains Skibsbyggeri på Engelsmandens Plads på Christianshavn iværksattes som allerede nævnt landets første strejke i 1871. Som Socialisten skrev i den anledning: “Efter hvad vi erfare, er Arbejdet paa Burmeister & Wains Jernskibsbygningsværft i Løverdags blevet standset derved, at alle Skibsbygningsarbejdere have faaet deres Afsked".

Opsætsigheden fra de københavnske skibsbygningsarbejderes side gjorde et så bekymrende indtryk på den københavnske politidirektør Crone, at denne i sin årsrapport for 1871 skrev, at en “ny art forbrydelse” truer den offentlige orden: “socialismen er opdukket i vort samfund”.

Det var på Burmeister & Wains Skibsværft på Refshaleøen, at man i slutningen af 1800-tallet var med i forreste front i dannelsen af de første faglige klubber; med i forreste front i udviklingen af tillidsmandssystemet og i indgåelsen af de første overenskomster. En udvikling, der ledte frem til det ofte udskældte Septemberforlig i 1899, der i realiteten var Danmarks første landsdækkende overenskomst.

Det var først efter strejken i 1871, at den danske “arbejder”trådte i karakter og blev et begreb. Før 1871 eksisterede der også arbejdere i Danmark, men i det pænere borgerskab talte man ikke om dem. Arbejderne var der, men som en særlig gruppe i samfundet artikulerede de sig ikke. Men det gjorde de nu, og fra udlandet gik der rygter om, at de var farlige. Krævede de to øre mere i timen, krævede de i virkeligheden en omstyrtelse af samfundet. Socialismens spøgelse gik gennem Europa.

Carl Chr. Burmeisters mere reflekterende svar på strejken i 1871 var i grunden sympatisk og meget dansk – eller var det snarere tysk! Som patriark tænkte Burmeister, at disse arbejdere måtte kunne tales til fornuft. På samme måde som en myndig far med de rigtige ord taler børnene til rette. Burmeister hidkaldte en vis maskinarbejder ved navn Johan Holm til opgaven.

“Burmeister mente, at en fornuftig Mand kunne tilbageslaa hele denne Bevægelse – i mit stille Sind var jeg af en anden mening” – skrev Holm senere. (Jf. Niels Jul Nielsen: Virksomhed og arbejdsliv, 2002).

Ideen om arbejderne som en særlig gruppe i samfundet havde “allerede fæstet Rod”. Det borgerlige svar på arbejderbevægelsen krævede mere og andet end en fornuftig mand.

På B&W-arbejdspladserne afprøvedes nu mere radikale svar. I 1885 afskedigede en vis mester Wivel fra maskinværkstedet to mand, fordi de havde meldt sig ind i Smede- og Maskinarbejdernes Forbund. 12 år senere – i 1897 – måtte samme mester Wivel fyre en maskinarbejder ved navn Skouby, fordi han ikke var medlem af Smede- og Maskinarbejdernes Forbund. Disse to episoder kan i hele deres enkelthed og dog modsætningsfyldte enhed tegne den symbolske portal ind til det århundrede, som skulle blive arbejdernes århundrede.

Hvad mester Wivel i 1897 måtte forlige sig med ude på den vindblæste djævleø (Refshaleøen), måtte hele samfundet i det følgende århundrede forlige sig med. Allerede året efter – i foråret 1898 - kunne skibssmedenes formand I. A. Hansen levere sit “svendestykke”. En overenskomst omfattende alle ansatte på B&W – byens største virksomhed. Fra da af var kampen om de uorganiserede vundet af de arbejdere, som var på vej ind i det århundrede, der skulle blive deres århundrede. Svendestykket gjorde, at skibssmedenes lokale fagforeningsformand I. A. Hansen året efter kunne kalde sig forbundsformand for alle landets smede. Som formand for de samme københavnske skibssmede faldt det i mit lod 98 år senere at afholde den sidste beretning for de københavnske skibssmede, hvilket skete i Arbejdernes Kooperative Marketenderi på B&W-Øen den 14. marts 1996.

Da det unaturlige først var blevet naturligt; da “proletaren” først var blevet en respekteret arbejder, ja, da denne arbejder efterhånden var rykket op i middelklassen som en anden borger i det borgerlige samfund, kunne det selv i bakspejlet være vanskeligt at få øje på forskellen; at få øje på den dybtgående omvæltning i hele forløbet. Men arbejderens faglige og politiske organisering afstedkom et kolossalt løft både i den enkelte arbejders egen selvrespekt som i hele arbejderbefolkningens status i samfundet. Forskellen til tiden før 1871 kan fornemmes i følgende beskrivelse af den før-industrielle arbejder i B&W’s 100 års jubilæumsskrift fra 1943. Forfatteren til dette jubilæumsskrift, Johannes Lehmann skriver om den københavnske arbejder fra midten af 1800-tallet. “De laveste Befolkningslag dannede et rendyrket Proletariat, vi ikke havde kendt Mage til i vort Aarhundrede. Det var Folk, som ikke havde noget at tabe og som ikke havde Følelsen af at have et Fædreland. Derfor dannede de ogsaa et meget uroligt Element, som kun et stærkt Politi kunne holde i Ave. Og det skete ofte paa en saare haandfast Maade". Efter hundrede år var de tider forbi, hvor dette “proletariat (…) ikke havde noget at tabe”, og hvor følelsen for fædrelandet var en by i Rusland.

Med organiseringens sejr blev alt forandret. Det var Arbejderen (med stort A), der nu trådte i karakter. Arbejderen, som opbyggede sine egne organisationer og sine egne ledere. Det var Arbejderen, som gennemtvang en accept af, at han var organiseret; at han var kollektivt repræsenteret ved sin tillidsrepræsentant, som arbejdsgiveren måtte forhandle og indgå kollektive overenskomster med. Det var Arbejderen, der opbyggede sin egen kultur fra vugge til grav. Som én af bidragsyderne til denne bog skriver: “Vi opbyggede vor egen arbejderkultur med solidaritet og fællesskab. Fra vugge til grav organiserede vi os i egne foreninger. Vi oprettede egne børneinstitutioner. Vi meldte os ind i DUI, DSU eller DKU. Far var med i arbejdersangkoret ‘Vulkan’. Vi handlede i Brugsen, købte brændsel i Arbejdernes Brændselsforretning, kød og pålæg købte vi i Arbejdernes Kødforsyning. Ved middagsbordet eller i kolonihaven drak vi Stjernelager eller sødmælk fra ‘Enigheden’. Til det forestående bryllup på Rådhuset blev vi ekviperet hos ‘Tilskærerne’. Vi blev klippet i den kooperative salon ‘Figaro’".

Ja, arbejderen fik ferie og Dansk Folkeferie; han fik ikke blot bank men også Arbejdernes Landsbank; han fik sunde boliger og kooperative boligselskaber; han fik teater og ARTE; han fik oplysning med AOF og Arbejderhøjskolerne, og når det hele var slut, satte Arbejdernes Ligkistemagasin ild til kisten.

Hundrede år senere – i 1996 og nu næsten symbolsk for hele denne arbejderkultur – lukkedes og slukkedes der på Refshaleøen. I dag er den store sektionshal, S2 – Danmarks største fabrikshal ved indvielsen i 1959 og dobbelt så høj som Rundetårn – omdannet til Nordeuropas største indendørs golfbane med påskriften “Jubii-hallen”. Og i én af de gamle dokker på udrustningskajen, hvor snavsede rustbankere i deres ansigts sved gjorde havarerede skibe klar til pladesmedene, er der “Put and Take” for fritidsfolket.

Med alle sine mange midlertidige og ofte lidt skummelt udseende virksomheder tager Øen i dag sig mest ud som et klondike for lykkeriddere og andre kreative eksistenser med et anspændt forhold til skattevæsenet - i skærende modsætning til den gennemorganiserede virksomhed, der lå her i mere end hundrede år. Og for at komme salt i såret: Øens store kantine, Arbejdernes Korporative Marketenderi, et folkekøkken af dimensioner, hvor 2.000 mand som en anden armé kunne bespises på en halv time, og som B&W-arbejderne ironisk omtalte som “Danmarks flotteste kostald” – dette mindeværdige spisested nedbrændte i 2002. Og Arbejdernes Klubhus, hvor resolution efter resolution gennem tiderne udmeldte budskabet om “Hvad siger de på B&W”, dette klubhus danner i dag rammen om en frikirke.

Denne Arbejder selv, som i mere end hundrede år med stolthed i stemmen over for familie og venner titulerede sig som maskinarbejder, denne arbejder vil i dag ikke kendes ved ordet arbejder. Dagens maskinarbejder er blevet industritekniker, og kedelsmedenes, maskinarbejdernes og skibssmedenes gamle fagforeninger er blevet til “Fagforeningen for jernindustrielle teknikere”.

Som billedet i denne bog af naglevarmeren Esben Andersen på toppen af Rådhustårnets spir i København illustrerer, så nåede smeden og arbejderen i 1900-tallet “toppen”– om end kun for en flygtig stund og mest som en demonstration.

Mest som en understrøm i det borgerlige samfund, hvor enkelte bølgeskvulp til tider kunne rydde forsiderne i de borgerlige aviser, men hvor selve den store bølge forblev det borgerlige samfund selv – men nu med den forhenværende proletar som respekteret medborger og ofte i en lønklasse som en anden skolelærer eller præst.

I 1871 frygtede politidirektør Crone, at den organiserede arbejder, den store bølge, skulle skabe død og ødelæggelse over det land, som bølgen skyllede ind over. Godt hundrede år senere, hvor bølgen er ved at trække sig tilbage, kan vi se, at den store bølge i større grad efterlod ny næring og frugtbarhed til det gamle land, som bølgen ikke omstyrtede men berigede gennem fornyelse og udvikling.

Den københavnske smed vil som industri- og servicetekniker, rejsemontør, it-supporter m.m. leve videre i en postindustriel tid – men som “sort smed”, som jernets håndfaste betvinger og med arbejdsliv på store københavnske industriarbejdspladser, er hans tid en saga blot.

Dog lever smeden endnu, og i selskab med gamle kolleger mindes han den svundne tid. Han har “sejret ad helvede til – godt”, som den gamle LO-formand Thomas Nielsen underfundigt udtrykte det et par år efter, at LO i sejrens rus ikke desto mindre havde tabt kampen om at “flytte hegnspæle”, dvs. tabt kampen om den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Men tilbage står minderne. Minderne om 1900-tallets industrisamfund, minderne om arbejdernes århundrede på godt og ondt - minder fyldt med ægte ånd og sjæl; fyldt med stolthed og selvværd iblandet smedens bid og vid, alvor og morskab, grovheder og humor.

Hvis mangt og meget i erindringens lys tegner sig mere morsomt, end det i virkeligheden var, så er det jo såre menneskeligt. Som Storm P. har udtrykt det. “Det er mærkeligt at tænke på, at disse onde tider en gang skal blive de gode gamle dage".

Tilbage til top

 

Bidragsydere
Oversigt

B&W Skibsværft

  • Jørgen Gøtterup - Bent Andersen - Parvel Stencel - Reno Sandstrøm - Bjarne Jensen - Bent Fjellerad - Søren Søndergaard - Kaj Samuelsen.

B&W Motor

  • Ib Arne Rahr - Bjarne Gårdsvoll - Ivan Hansen - Bent Jensen - Johnny Laugesen - Werner Jørgensen - Otto Pedersen.

B&W Teglholmen

  • Jens Nielsen - Jørgen Sørensen.

Titan

  • Max Bæhring - Knud Johnsen - Berner Madsen.

Valby Maskinfabrik

  • Karl Nielsen - Bent Pedersen.

Riffelsyndikatet / DISA

  • John Hansen - Willy Sonne - Robert Larsen.

Atlas

  • Rudolf Michalski - Jørgen Johansen.

Valdemar Henriksen

  • Jørgen Frederiksen

Mührwold & Rasmussen

  • Niels Gottfredsen

Electrolux

  • Jan Wiebach

Sander Hansen

  • Bill Rister

Tilbage til top

 

Indholdsfortegnelse

Forord

Indledning

Anders Laubjerg: Den store bølge
– København som industriby – arbejdernes århundrede

Rødderne

Jørgen Gøtterup: Til fodboldkamp med 11 Gøtterup’er!
Ib Arne Rahr: Familien Rahr – over 100 år på B & W
Bent Andersen: Med rødt blod i årene
Jørgen Sørensen: Krigssejler i allieret tjeneste
Parvel Stencel: Det forjættede land

Værkstedsliv og sammenhold

Jens Nielsen: Hummerfritz og flæskesteg fra bageren
Otto Pedersen og Niels Gottfredsen: 160 år i Dansk Metal
Bjarne Gårdsvoll: Kulturmøde i København
Karl Nielsen: Overadministreret landsbysmedje
Bent Pedersen: Velfærden slår igennem
Rudolf Michalski: Hedning døbt i køkkenvask
Jørgen Johansen: Så kald mig ”maskinarbejderen!”
Jørgen Frederiksen: Sjov idræt til fagenes fest
Berner Madsen: Med arbejdsmiljøet i fokus
Willy Sonne: Med ”Holger Danske” til modstand
Robert Larsen: Fra tæsk i skolen til tillidsmand på DISA

Fagligt fællesskab og politisk engagement

Reno Sandstrøm: Da Gagarin fik pils af Gravballemanden
Bjarne Jensen: Byd autoriteterne trods
Bent Fjellerad: Vi rystede ”den stærke smed”
Søren Søndergaard: Jomfrutalen fra værftet husker jeg, men ikke den fra Folketinget
Kaj Samuelsen: Ballet er forbi!
Ivan Hansen: Fra kammerat til ”morder”
Johnny Laugesen: Med Carl Scharnberg i DDR
Bent Jensen: Socialdemokrat imod strømmen
John Hansen: Nok fræk, men ikke uforskammet
Max Bæhring: Da Hans Engell hørte om de ”de døde duer”
Knud Johnsen: I audiens hos ”den pavelige nuntius”

Fremtid og forandring

Werner Jørgensen: Med rødderne ind i fremtiden
Bill Rister: Den globale smed
Jan Wiebach: Ansigtet til kunderne

Tilbage til top

 

Et udvalg af anmeldelser

DR P1
TV2 Lorry
BogGuide
Weekendavisen
Politiken
Nordjyske Stifttidende
Ringkøbing Amts Dagblad (Berg'ske aviser)
Tidsskriftet Noter
Dagbladet Arbejderen
Undervisere.dk
BogInfo
Metal
Kommunist
Jyske Vestkysten
SI, Socialistisk Information
Arbejderhistorie

 

Danmarks Radio P1. "Ugen på spidsen" med Claus Hagen Petersen (16.2.07)

Farfar lagde grunden, far byggede op og sønnen lukkede og slukkede. Så kort og kontant beskriver brancheformand i Metal Hovedstaden, Anders Laubjerg, Danmarks industrialisering.
Han har samlet og udgivet 31 livsberetninger fra dengang, smedene i blåt arbejdstøj var rygraden på store københavnske industriarbejdspladser som B&W. Laubjerg fortæller om bogen og den særlige arbejderkultur, der nu er forsvundet.

http://www.dr.dk/P1/ugenpaaspidsen/Udsendelser/2007/0216140040.htm 


TV2 Lorry - Brunch 14. november 2007

"Den Store Bølge - Erindringsbilleder fra Københavnske Industriarbejdspladser", sådan lyder titlen på en ny bog af Anders Laubjerg. Sammen med ham er tidligere klejnsmed hos B&W Skibsværfts Bent Andersen i studiet og fortæller om arbejdsforholdene dengang, hvor tissepauser var udregnet i minutter, og hvor det ikke var usandsynligt, at de ansatte fik et spark bagi.

http://www.tv2lorry.dk/Programmer/Brunch/Brunch2006/800we.htm


BogGuide - af Jannik Lunn, 14. november 2006

Smedenes århundrede

En mesterlig og underholdende beretning om dansk industris storhedstid i 1900-tallet fortalt af 31 smede. Om opvækst, arbejdsliv, fagligt og politisk engagement. Fyldt med skægge anekdoter. Læs om alle de stolte arbejdspladser, der i dag enten er lukkede eller flyttet til Østeuropa eller Fjernøsten, hvor der er billig arbejdskraft.

http://www.bogguide.dk/meninger.asp?ID=31685


Weekendavisen 2. - 8. februar 2007 - af Pernille Stensgaard.

Ballet er forbi

Industri. Det tog kun tre generationer for den danske arbejder at indtage hovedstaden, forvandle den og forlade den igen.

Meget af Bjarne Jensens verden er forsvundet. Brogade ved Knippelsbro, hvor han blev født i 1922, eksisterer ikke længere. Og Danmarks Kommunistiske Parti, som han voksede op i, er en skygge af sig selv. Sit lange arbejdsliv har han tilbragt som skibsbygger på B&W. Det findes heller ikke i dag. Han rejste i Sovjetunionen og DDR, som værftet »udvekslede« venner med. De lande er også væk. De mest selvfølgelige ting findes ikke mere, ballet er forbi. Industriens epoke er i virkeligheden chokerende kort. Den varede omkring hundrede år. Eller tre generationer. Lige nok til far, sønner og sønnesønner. For eksempel Skovsøen, som en kraftig mand på værftet blev kaldt. Hans spinklere søn blev straks navngivet Vandhullet, da han blev ansat, og derefter fulgte Pytten og dennes søn Dråben. En anden værftsfamilie - Gøttrupperne - kunne stille et håndboldhold på syv mand, og familien Rahr arbejdede der i hundrede år. Så var det slut med industrien, der trak Danmark ud af forarmelsen og ind i moderne tider.
»Hvad farfar var med til at grundlægge, er barnebarnet med til at lukke ned,« som Anders Laubjerg skriver i sin bog Den store bølge om københavnske industriarbejdspladser. »Vi blev en munter og sorgløs arbejderkultur fattigere.« 2007 er udnævnt til industrikulturens år, og dermed er arbejderen museumsmoden.
Denne kulturs mænd, koner og børn indtog hovedstaden i det socialdemokratiske århundrede, satte deres kraftige præg på den og forsvandt igen nærmest uden at efterlade sig spor. Det er ikke den samme by i dag, den er beboet af nogle helt andre mennesker. Enorme arbejdspladser, hvor tusind mænd kunne bespises på en halv time, er jævnet med jorden. Dér bygger byens nye herskere. Stederne forvandler sig til lejligheder med altaner. Noget af det forladte er blevet til opera, andet til shoppingcenter, men Refshaleøen, som bare hed Øen blandt værftets folk, ligger hen som forurenet Klondike med tidsler og vandpytter og en håndfuld stilfulde tegnestuer, der gerne vil være rå og betale lav husleje i samme greb.
Gennem et langt liv stod Bjarne Jensen op klokken 5.30 hver dag for at møde 6.45 ude på Øen, hvor de kaldte ham Sølvræven. Nu sover han længe, og Weekendavisen banker først på klokken 13 i stuelejligheden på Nørrebro. I de første mange år boede han oppe på fjerde med udsigt over søerne, men stakåndethed har tvunget ham længere ned. Han overtog lejligheden efter DKPs store pro-sovjetiske ideolog Ib Nørlund. Det var før, Bjarne Jensen blev ekskluderet af partiet, før hans og de andres arbejde forsvandt til Østeuropa og Fjernøsten, og før hans omgivelser skiftede navn til det post-industrielle videnssamfund.

Den nye københavner

Nu er der ikke noget, der hedder en arbejder længere. Ikke engang i fagforeningerne vil de kendes ved ordet. Måske en industritekniker, en it-supporter eller en rejsemontør, men ikke bare en arbejder. Den forhenværende proletar får nu løn »som en anden skolelærer eller præst,« skriver Laubjerg vemodigt i Den store bølge, hvor en lang række gamle smede fortæller om den forsvundne storhedstid. Forfatteren er formand for de københavnske smedes afdeling 1 i Dansk Metal.
Engang blev deres egne børn passet i deres egne børnehaver og senere meldt ind i ungdomsafdelingerne hos socialdemokraterne eller kommunisterne. De sang i smedesangkoret Vulkan, handlede i Brugsen, hentede brændsel i Arbejdernes Brændselsforening, købte kød og pålæg i Arbejdernes Kødforsyning. På arbejde og hjemme drak de øl fra Stjernen eller mælk fra Enigheden. Inden bryllup på Rådhuset ekviperede de sig hos Tilskærerne og blev klippet i den kooperative salon Figaro. Man tog på ferie med Dansk Folkeferie, satte sparepengene i Arbejdernes Landsbank, så teater med Arte, gik på aftenskole hos AOF og skaffede sig en lejlighed i de nye forstæder sydpå gennem de kooperative boligselskaber. Og til sidst satte Arbejdernes Ligkistemagasin ild til kisten.
Der er næsten ikke noget tilbage, og den typiske københavner 2007 kan ikke være mere fremmed og anderledes.
Han er student og har ikke meget andet til fælles med fortidens arbejdere end at være imod regeringen. Til gengæld er han for metroen, cykelstier, en stormoske, miljøvenlige produkter og klassiske koncerter. Han har ikke børn, læser Politiken og/eller Weekendavisen, foretrækker DR for TV2, dyrker motion og ryger ikke. I forhold til de arbejdere, der sad på byen i det meste af 1900-tallet, da kvinder var gravide, når man giftede sig med dem, er han en tør pind.

Fire minutter og fire stykker toiletpapir

Bjarne Jensens mor kunne ikke finde ud af at tage sig af et barn, derfor boede han hos sin bedstemor på Nørrebro. Med en barnevogn uden kaleche kørte han på lossepladsen og fandt kønne konservesdåser med billeder af jordbær eller ærter eller tomater. De blev stillet på række på en hylde i lejligheden. »Det var vores billeder,« siger han. En sommer, da han som mange andre magre og snottede københavnerbørn var på feriekoloni i Jylland, kom en landmandsfamilie og så indgående på børnene. »Ham dér ser sød ud,« sagde de og pegede på Bjarne Jensen. »Ham vil vi gerne have.« Forstanderen svarede, at det kunne fint lade sig gøre, for hans bedstemor var alligevel døende. Det kom bag på drengen, han vidste ikke engang, at hun var syg, men han kom ikke tilbage til København, og hun døde ganske rigtigt, inden sommeren var ovre. Så boede han pludselig på en gård uden for Esbjerg og arbejdede i marken.
Det korte af det lange er, at sådan fortsatte hans liv. Da det viste sig, at konen i familien alligevel kunne få børn, blev Bjarne Jensen sendt af sted. Han flygtede fra det ene børnehjem efter det andet, skiftede værger, skiftede plejefamilier, skiftede lærlingehjem. I en periode logerede han hos en fornem kvinde på Østerbro, der altid præsenterede sig som »enkefrue efter afdøde overbetjent Fredsøe«. I 1938 fik han 16 år gammel en læreplads på B&W, der i forvejen havde mange børnehjemsbørn, og fandt stabilitet, hierarki og en slags familie i kammeratskabet der. Der så ikke ud som på en arbejdsplads i dag. Dengang var toiletbesøg gennemorganiserede. Folk klædte sig af udenfor i vinterkulden for at udnytte tiden. Der var ingen døre på toiletterne, så man sad og betragtede hinanden. Det var ikke andet end et langt bræt med en skrånende rende nedad. Nogle sjove mænd i den høje ende satte af og til ild til en avis og sendte den ned ad renden, så dem længere nede sprang bandende op fra sædet.
»På værftet gik man igennem en tæller, og en mand gav dig fire stykker hårdt lokumspapir og fire minutter. Havde man dårlig mave, skulle man først have mesters tilladelse til at sidde længere,« siger Bjarne Jensen. »Kampen gik for at få bedre toiletter. Først opnåede vi at få sat halvdøre på, men der gik længe inden, vi fik rigtige toiletter og den tid, vi ville.«

En anden lærling på samme tidspunkt fortæller i Den store bølge om en dag, da en af de 17 lærlinge i kedelsmedjen på B&W pjækkede. Næste dag blev alle 17 kaldt op på mesters kontor og fik en rungende skideballe. »På vej ud af kontoret fik vi alle en øretæve samt et spark i røven. Sådan var det,« siger Bent Andersen, født 1925. Der vankede også øretæver fra svendene, hvis man ikke sagde De og fik kasketten af, når der blev sagt godmorgen. Alle havde øgenavne, men lærlingene måtte ikke bruge dem. »En gang kom jeg uforvarende til at omtale en svend ved navn Esbjerg - lige som en anden hed Kolding og en tredje Stockholm. Så fik jeg en øretæve, så jeg røg i gulvet. Manden hed nemlig Jensen, men det havde jeg aldrig hørt.«

Klippet i arbejdstiden

De så på begrebet arbejde på en måde, der er utænkelig i dag. En af lærlingenes største opgaver var at hente øl til svendene (kun Stjerneøl, Hof og Tuborg var bandlyst), og naturligvis blev folk klippet i arbejdstiden, for håret groede jo i arbejdstiden (funktionærerne brugte frokostpausen af hensyn til deres arbejdsmoral, som var helt anderledes), og de røg smøger og besøgte hinanden en bajers tid under en eller anden skibsdel, hvor de kunne være i fred. Støberierne rundt omkring i byen var åbne haller, og det væltede ind med lirekassemænd, rejsende svende, sabelslugere og bogsælgere: »Køb nogle bøger, eller vil I dø uvidende?« sagde en af dem. Folk arbejdede samme sted i fyrre eller halvtreds år.
Med tiden blev Bjarne Jensen en stor mand på værftet og fællestillidsmand. Hvis han vidste, at nogle af hans folk kørte taxa i fritiden, bad han dem holde op med det samme. De havde allerede ét job og skulle ikke tage brødet ud af munden på andre. Når folk arbejdede over, bad han dem af samme grund om at tage fri i stedet for at få pengene udbetalt. Gå hjem med dig, måtte han sige.
»Vi har en regering, som fører en meget højreorienteret politik, men de forstår at give indtryk af at være socialt bevidste. Dér er de smarte, især arbejdsministeren. Så har vi privathospitaler og alt muligt ved siden af, og der er vi alle sammen mere eller mindre griset til. Det betaler sig at være sig selv nærmest, mere end nogensinde. Andelsbevægelsen er bygget op for, at man kan få billige lejligheder, men nu bliver det udhulet, fordi der kommer vurderingsmænd udefra og siger: »Den andelskrone er alt for lavt sat, få den dog i vejret.« Folk kan ikke få nok, de vil tjene på andelsboliger, som der ikke skal tjenes på. Så er der lægerne, der må drive deres private klinikker på offentlige hospitaler, og der er svimlende summer til erhvervslivets direktører. Det smitter da af, når Dyremose får 34 millioner. Folk bliver grådige.«
Han er fra en tid, da bademestrene på badeanstalterne skrubbede folk på ryggen med træuld, hvor konerne stod uden for fabrikkerne om torsdagen for at kradse mandens løn ind, og da der var ti butikker i Wesselsgade, hvor han bor. Nu er der ikke en. Først og fremmest var der mange flere mennesker på gaderne, meget mere liv, flere forretninger, flere børn. Byens indbyggertal toppede i 1950 med 768.000 mennesker og bundede i 1992 med 464.000. Det er gået lidt op igen, men der mangler stadig flere hundrede tusinde. Ikke alene har København ændret sig fysisk om ørerne på Bjarne Jensen, men også mentalt. Han sidder og venter på, at det hele ramler. »Og så er der en masse, der går på røven, men før bliver det ikke anderledes. Så kan det være, man igen begynder at tage hensyn til hinanden.«

I håndstand på rådhusspiret

Arbejdet kunne være monotont, beskidt og hårdt, men alligevel siger den 99 år gamle Otto Pedersen i Den store bølge, at hver dag var en festdag, fordi der var plads til skæve eksistenser og morsomme indslag og tid til at fortælle de samme lange, detaljerige historier om hinanden igen og igen. Med årene blev de slebet til - og faktisk bedre og bedre. Bjarne Jensen var selv til stede på Rådhuspladsen den sommerdag i 1937, da en stor historie blev født. Han så Bent Banans far stå i håndstand og lave akrobatiske øvelser øverst på rådhustårnets spir, og »han havde endda klumpfod«. Manden var tidligt om morgenen kravlet hele vejen op langs lynaflederen og ind ad en lem i tårnet, hvor han hvilede sig før det sidste stykke mod toppen. Han ville være sikker på, at der var et publikum til stede nede på pladsen. Helt oppe foldede han en rød klud ud, hvor han havde malet for arbejde, brød og frihed. Protesten var personlig og desperat. Esben Andersen havde været arbejdsløs siden 1931 og ville bare have et job. Som højtråbende kommunist var han sortlistet på B&W og byens andre store arbejdspladser. Aktionen lykkedes. En eller anden trak i trådene bagefter, og han kom ud på B&W igen, hvor mester modtog ham med et: »Ja, jeg skal jo tage dig, men nu ikke noget med politik!«
»Det sidste kan jeg ikke garantere dig,« sagde Esben Andersen.
»Dit frække svin,« lød svaret.
Danmarks første strejke fandt sted i 1871, selvfølgelig på B&W. Det år trådte den danske arbejder i karakter og blev derefter et begreb. Den københavnske politidirektør Crone skrev i sin årsrapport for 1871, at »en ny art forbrydelse« var dukket op på arenaen, socialismen. Mester Wivel på B&W fyrede i 1885 to mænd, fordi de meldte sig ind i Smede- og Maskinarbejdernes Forbund. Tolv år senere måtte han fyre én, fordi han ikke var medlem. Proletaren blev til arbejder med stort A, hvis store tid i byen begyndte at slutte i 1960erne og 70erne. Og hvorfor?
Fordi velstanden var en trussel mod alt dette. Et parcelhus i Herlev var et anslag mod arbejderkulturen i byen. Et tv var, en bil var. Charterferier var. Arbejderfamilierne forlod brokvartererne til fordel for rummelige lejligheder i de nye forstæder og efterlod byen til pensionister, tabere og nogle få af deres egne, der holdt stand. Som Sølvræven Bjarne Jensen.

Fra byen til Ballerup

Maskinarbejder Jørgen Johansen er et meget mere klassisk eksempel på, hvad der skete med den københavnske arbejder. Han forsvandt fra Vesterbro, fordi han ikke kunne finde et ordentligt sted at bo. Lejligheden lå oven på et værtshus med det passende navn Hos Jørgen, selv om det ikke var hans. Han og konen og deres tre små børn hørte den samme plade 48 gange om dagen op igennem loftet, og der stank af værtshus i alle rum. En dag i begyndelsen af 1960erne besøgte hun en spejderveninde i Ballerup, en ny socialdemokratisk by på en flad mark. »Gå dog op på kommunen og bliv skrevet op til en lejlighed!« sagde veninden. Få måneder senere flyttede de ind i den fire-værelses, han bor i i dag over fyrre år senere. Huslejen steg fra 100 til 400 kroner om måneden, og konen tog arbejde som morgenrengøring på den nye skole ved siden af, hvor de fleste andre koner også supplerede mandens løn. Nu er skolen blevet nedlagt, og husmødre er en uddød race. Siden er bebyggelsen renoveret og fikset op med nogle lyserøde plader, børnene er flyttet hjemmefra, Jørgen Johansen er blevet skilt og gift igen, og han har fået kolonihave ti minutter derfra.
De 300.000 mennesker, der forsvandt fra København mellem 1950 og 1990, bor i forstæderne lige som han. I dag kan han ikke genkende Absalonsgade, hvor han blev født i 1940 og boede de næste 23 år. »Der er ingen spor efter os hverken i gaden eller i byen,« siger Jørgen Johansen. »Alle gadedøre og porte er aflåste og gadens forretninger væk.«
Ismejeriet, de to bagere, grønthandleren, isenkræmmeren. Det virker også, som om børnene er væk. I årene efter krigen var der i gaden og baggårdene tonsvis af børn. Jørgen Johansens far havde en kammerat på B&W, der boede i stuelejligheden i en af de bageste baggårde i nummer 37. Der var så mørkt, at han måtte bruge elektrisk lys hele dagen. Prostituerede boede der også, »den ene af dem beundrede vi sgu. Selvom hun fik aldersrente, faldt der af og til en forretning af, når hun var ude at lufte hunden,« siger han.
Omkring ham boede folk som han selv. En skrædder nedenunder, en værktøjsmager, en murer, en elektriker. Om hjørnet i en af de store lejligheder på Halmtorvet boede en enkelt grosserer, dog kun i legetøj. Værtshusene hed Parkeringen, Cafe Centrum og tilsvarende navne lige ud ad landevejen. Alle var ens, alle var arbejdere. Man læste Socialdemokraten eller Land & Folk. Fædrene sad en del på værtshusene, børnene legede aldrig i lejlighederne, men på gaden, i gården, i Kødbyen om søndagen og i Skydebaneparken. Konerne lånte kaffe og æg af hinanden og stole, når der skulle være fest. Nørrebro og Vesterbro var røde bydele. Østerbro og Frederiksberg vorherrebevares. »De ville have, man brugte bagtrappen, når man gik med varer.«
Da den unge børnefamilie flyttede til Ballerup, græd den ældste søn i ugevis. Det var kedeligt! Ballerup var én stor jordbunke, men den tog langsomt form af en forstad, og i dag bor begge sønner lige om hjørnet. I begyndelsen arbejdede Jørgen Johansen på køleskabsfabrikken Atlas i Baldersgade på Nørrebro, men i 1966 flyttede produktionen ud til Ballerup (og byens andre fabrikker til Herlev, Gladsaxe, Bagsværd, Glostrup), og Jørgen Johansen fik ti minutter til arbejde. Det var den klassiske mellemstation for industrien, inden den flyttede til Fjernøsten eller Østeuropa eller krakkede helt. I dag er hans gamle arbejdsplads jævnet med jorden - ingen ville købe bygningerne.
»Der virker så kedeligt på arbejdspladserne i dag. Kedeligt og stresset. Man må hverken det ene eller det andet. Du må ikke drikke en bajer, ikke ryge. Jeg oplevede det de sidste par år. Vores chef undersøgte, hvor mange procenter der var i de lyse øl! Jeg synes absolut ikke, man skal stå og være beruset, men alligevel. Se min kone. Hun har fri i dag, alligevel sidder hun ved computeren og læser mails. Nogle arbejdsgivere tror sgu, det er en hobby man har. Det eneste, der mangler, er at man drikker te sammen om lørdagen.«


Politiken den 6. januar 2007 - af Jes Fabricius Møller

Fra dengang man blev klippet i arbejdstiden 

Stoltheden over veludført metalarbejde fylder til gengæld ikke meget i disse fortællinger. Faktisk ser det i erindringerne ud til, at en arbejdsplads som B&W nærmest gik ud på at undgå at arbejde.

Erindringsbilleder Denne bog består af 30 interview, især med ældre faglærte arbejdere, smede, nittere, formere, maskinarbejdere fra B&W og enkelte andre store industriarbejdspladser. Anders Laubjerg er selv formand for de københavnske smedes afdeling 1 inden for Dansk Metal.
Han har nedfældet folks fortællinger om hverdag, kammeratskab, arbejdsliv og konflikter. Det er en prisværdig indsats af en privatmand, for historikerne og især museumsverdenen er kommet sent i gang med at registrere og bevare minderne, fra dengang København var en industriby. Det var en epoke, der begyndte i 1870'erne og randt ud godt 100 år senere.
Bogen oser langt væk af den selvbevidsthed og patos, som arbejderbevægelsen tidligere kunne mobilisere.
Det var disse mænd, der skabte det moderne Danmark, hvis de selv skulle sige det, og det er ikke en følelse, der kaster megen selvironi af sig. Stoltheden over veludført metalarbejde fylder til gengæld ikke meget i fortællingerne. Faktisk ser det i erindringerne ud til, at en arbejdsplads som B&W nærmest gik ud på at undgå at arbejde. Hvis håret vokser i arbejdstiden, har man også krav på at få det klippet i arbejdstiden, var ræsonnementet.
Der krævedes heller ingen særlig lejlighed for at drikke en bajer andet end bajeren selv. Den var selvfølgelig helst fra arbejderbevægelsens eget bryggeri Stjernen. »Hvor mange arbejder på B&W« spurgte man, og københavnerviddet svarede: »Åh, omtrent halvdelen«.
B&W var i mange år både et særtilfælde og et kernestykke i de københavnske arbejdsmarkedskonflikter. Værftet var særligt, fordi det var en af kommunisternes få højborge i byens storindustri, og det var centralt, fordi arbejdspladsen var så stor og toneangivende. »Hvad siger man på B&W«, var standardspørgsmålet, når vindretningen skulle pejles ved overenskomstforhandlingerne.
Efter krigen leverede værftet skibe til Sovjetunionen, og det har ganske givet ikke svækket de kommunistiske fagforeningsfolk på Refshaleøen. De havde mange håndtag at rykke i, når de talte med ledelsen.
Erindringen om fagbevægelsen domineres af det ret markante modsætningsforhold mellem socialdemokrater og kommunister. Partierne sloges indbyrdes om magten i fagforeningerne. I praksis betød partibogen ikke altid helt så meget, fordi tillidsmændenes personlige kvaliteter var afgørende for, om de faktisk nød kollegernes tillid.
Der er vidnesbyrd om, at socialdemokrater har talt pænt om en kollega, »selv om han er kommunist«. Der gives på den anden side også tilfælde af medlemmer af DKP, der blev mobbet ud af en socialdemokratisk domineret arbejdsplads.
Efter splittelsen af DKP og dannelsen af Socialistisk Folkeparti i 1959 kom der også SF'ere ind i fagbevægelsen, og de fik senere selskab af maoister og andre stiklinger fra venstrefløjens botaniske mangfoldighed.
Søren Søndergaard fra Enhedslisten, der også har givet et interessant interview til bogen, repræsenterede i sin tid som skibsbygger på Refshaleøen de meget fåtallige trotskister.
Det måske vigtigste interview i bogen er med former Jens Nielsen. Det bliver for alvor interessant, når man erfarer, at Jens' bror hed Thomas (1917-92), den tidligere formand for LO. Her får man per stedfortræder historien bag denne samtidige til Anker Jørgensen, og man forstår, hvilket spring Thomas Nielsen måtte tage, da han i 1982 erkendte, at fagbevægelsen havde sejret ad h... til.
Man forstår også den bitterhed, der knytter sig til denne erkendelse, ikke så meget over tabet af prestige eller magt, men over, at verden har forandret sig så meget, at fagbevægelsen sejler uhjælpeligt ud af kurs, fordi dens bane blev udstukket under helt andre historiske betingelser. Det er en god bog om de faktiske forhold i jernindustrien, for så vidt Anders Laubjerg forekommer at være et samvittighedsfuldt menneske, der har ønsket at lade ellers uhørte røster komme til orde. Der er en god historie i alle mennesker. Det handler blot om at lytte.
Her vil mange fra generationen født 1920-40 genkende sig selv i en tid, der ikke er så lydhør over for netop dem. I sine egne kommentarer havde Laubjerg ikke behøvet at stryge sine meddelere så meget med hårene. Fagforeningsmanden savner lidt kritisk distance til stoffet.
Et navneregister ville have gjort underværker for strølæseren, der til gengæld kan fryde sig over en meget fin billedredaktion.


Nordjyske Stiftstidende den 6. februar 2007 - af Per Pilekjær

Den stærke smed. Det kunne være prototypen på enhver smed, men i Danmark i 1950'erne, 60'erne og 70'erne blev det betegnelsen på formanden for smedenes fagforbund, det der nu hedder "Dansk Metal". Hans Rasmussen, Paulus Andersen, Georg Poulsen var stærke. De spillede lige op - næsten - med "Jernet"s arbejdsgivere.
Formændene, der alle var socialdemokrater, var stærke, fordi smedene ude på arbejdspladserne var stærke, omend de fordelte sig på flere politiske partier. På de store københavnske virksomheder var der mange kommunister og, da Socialistisk Folkeparti kom til i 1958, også mange SFere. Fra dagspressen vil mange huske markante fagforeningsfolk som Bjarne Jensen, Bent Fjellerad og John Hansen, alle SFere, Ivan Hansen, Johnny Laugesen, DKPere. De havde deres basis på B&W og andre, f. eks. Valby Maskinfabrik inden for FLS-koncernen, Titan, Vølund, Dansk Riffel-Syndikat og Laurits Knudsen.
Anders Laubjerg er formand for en af Metals afdelinger, SFer og optaget af at bevare erindringen om industrikulturen. Han har derfor interviewet en lang række kolleger, dvs i den jargon: kammerater, og de fortæller med arbejderånd og -sjæl, med stolthed og selvværd, med grovheder og humor om familie- og arbejdsliv i industriens århundrede. Anders Laubjerg har bl. a. skrevet et indledende afsnit betitlet "Arbejdernes århundrede". Med andre ord hvad vi allerede ved: industrialderen er slut. Den beskidte arbejder er væk, den sorte skjorteflip er passé. Smeden er blevet servicemontør, afløst på fabrikken af robotter og CNC-maskiner. Tidligere var international (evt. med stort I og -e til slut) slagordet - nu er vi globale.
Kammeratskab og kampe er altid godt læsestof. Denne bog er ingen undtagelse. Kampene mellem de politiske fraktioner er naturligvis selve fundamentet, og kritik er en selvfølge. Derfor er det heller ikke overraskende, at der fortælles om f. eks. antisemitiske elementer i DKP og om en katolsk (og socialistisk) fagforeningsmands nærgående spørgsmål til den pavelige nuntius.
Industrikulturens døende minutter illustreres af B&Ws endeligt. Kaj Samuelsen var aller-allersidste mand på skansen. Han kom med på en afskedstur til Cuba, betalt af diverse kaffe- og lignende kasser. 40 mand drog af sted, men allerede under mellemlandingen i Madrid døde "Mumle". Han havde haft hjerteproblemer, men ville med på den sidste rejse med gutterne. "Neger" havde det også lidt dårligt, så på Trinidad gik han i koma for ikke siden at vågne. De tragiske historier fortælles med en humor, der udtrykker solidaritet og ikke skjuler alvoren. "Neger" var i øvrigt den ovenfor nævnte John Hansen.
Nogle dejlige historier, som Forlaget Sohns udgivelser plejer at være.


Ringkøbing Amts Dagblad den 9. november - af Annette Holm
(samt øvrige Berg'ske aviser)

"Den store Bølge" fik premiere i Lem

Anders Laubjerg præsenterede først sin bog "Den store bølge" på Lem Messen

LEM: Anders Laubjerg har kaldt sin bog med erindringsbilleder fra københavnske industriarbejdspladser for "Den store bølge". For det var en stor, men kort bølge.
Mange af de 31 smede, der fortæller deres ofte rørende historie, havde en farfar, der var med til at grundlægge en af de store virksomheder, deres far arbejdede der i dens storhedstid, og de selv er med til at nedlægge den.
- Jeg har brugt fem år på bogen, for den er lavet ved siden af mit arbejde. Jeg gik ud med mikrofonen, fik beretningerne renskrevet og sendt ud til hver enkelt til godkendelse, fortæller Anders Laubjerg.
Bogen er hans bidrag til at fastholde den arbejderkultur, der har rod i de store industriarbejdspladser, men også en skildring af arbejdernes sociale fremgang.

Studenten blev fanget ind af B&W  

Anders Laubjerg blev som ung student indfanget af B & W Skibsværft, og nu er han formand for de københavnske smede

LEM: - Jeg regnede med, at det skulle være noget midlertidigt, men jeg blev indfanget af B & W.
- Jeg har aldrig fortrudt den historie, siger Anders Laubjerg - den jyske student,. der blev formand for de københavnske smede.
Da han som ung skibsbygger fortalte, at han kom fra en by, der hed Lem, og i tre år rejste med tog til Tarm for at blive student, lå hans kolleger flade af grin. Større jysk bonderøv havde de ikke hørt om. Nu har han boet i København i 34 år, så når han kommer til møder rundt om i landet, bliver han betragtet som en københavnsk blærerøv, men han mener, det er en fordel, at han kender begge gruppers mentalitet.
- Københavnerne snakker ad helvede til hurtigt, og alt er fantastisk, uanset, hvordan tingene er. Jyden er driftig, sej og vedholdende. For mig er det absolut ikke en ulempe at have en jysk baggrund, siger Anders Laubjerg.
Han er i det vestjyske for at præsentere sin bog og se til sin mor, så et besøg i Ringkøbing vækker minder.
Begyndte som avisbud
- Som alle andre begyndte jeg min karriere som avisdreng. Jeg gik med Dagbladet, og jeg boede derovre, siger han og peger på Børnenes Hus, der i hans drengedage var Indre Missions og hed Borgen. Der var hans forældre bestyrerpar.
Siden flyttede familien til Lem, og efter studentereksamen arbejdede han en periode på Lem Pumpefabrik for at tjene penge til at rejse Øst- og Vesteuropa rund på tommeltotten.
Så kom tiden på B & W, som var en spændende arbejdsplads, og med de faglige aktiviteter fulgte både besøg hos Lec Valesa på Lenin-skibsværftet i de dage, da Solidaritet kæmpede, og udvekslinger af børn og familier før jerntæppets fald, så almindelige mennesker kunne møde hinanden.
Han forlod værftet, tre år, før det lukkede, men var som fagforeningsformand med til at afvikle det og mange af de andre store industriarbejdspladser, som er beskrevet i hans bog.
Anders Laubjerg har for længst gjort op med sig selv, at han har det bedst som lobbyist. Han fravalgte partipolitik, fordi han synes, at tolerancen er større i de faglige kredse, hvor han bedre kan sige sin mening, fordi han ikke har behov for at være populær hos alle.


Tidsskriftet Noter, Historielærerforeningens blad  nr. 172, april 2007 - af Poul Steiner Jensen

Erindringer fra København

ANDERS LAUBJERG: ”Den store bølge. Erindringsbilleder fra københavnske industriarbejdspladser”, Forlaget Sohn, København 2006, 300 sider, 249 kr. Undervisningen i 1900-tallets historie har en tendens til at fokusere på storpolitik. Aktørerne bliver herved præsidenter, generaler og diktatorer, og teksterne kredser om politiske forhold. Mennesker af kød og blod med humor og følelser forsvinder hurtigt ud af denne overordnede historiske fortælling. Den eneste historiske epoke, som vel for alvor appellerer til den personlige tekst, har været ungdoms- og kvindeoprørets tid. Med nærværende sympatiske erindringsbog gives en mulighed for at give den økonomiske historie en personlig vinkel eller bedrive mentalitetshistorie i det københavnske arbejdermiljø. Den rigt illustrerede bog er bygget op om et mangfoldigt udvalg af små personlige fortællinger, kaldet erindringsbilleder fra københavnske industriarbejdspladser. De små fortællinger er imidlertid så forskelligartede i indhold, at vi af og til kommer langt udenfor industrien og hjem i privaten, til fodbold eller med ind i modstandsbevægelsen. Nærværende er hele tiden arbejderkulturen, og både arbejderbevægelsens faglige og politiske gren er tæt på i mange af bogens fortællinger, som også indeholder et bidrag af skibsbyggeren og politikeren Søren Søndergaard. Ganske specielt er det at læse de sidste tre fortællinger, som er forbeholdt nutidens smede og maskinarbejdere. På dette tidspunkt i læsningen - om ikke før - står det lysende klart, at verden er blevet en anden, og at bogens hoveddel består af nulevende mennesker, som fortæller om en svunden tid, hvor arbejdsdagen var inddelt i ølpauser. "Så længe jeg kan tygge en Tuborg, er der ingen grund til at holde op," siger en aldrende arbejder under én af bogens mange billeder. Men holdt er de, og med dem er også en bestemt arbejderkultur forsvundet.

Bogen kan selvsagt umuligt udgøre grundstammen i et undervisningsforløb, dertil mangler den overordnede forståelsesramme - og det er da heller ikke bogens ambition. Men bogen kan sagtens - især i københavnsområdet - inddrages i undervisningen. Bogens kildetekster har en overkommelig længde, og flere af dem har umiddelbar appel og en herlig direkte henvendelsesform, som giver liv til ellers vanskelige økonomiske sider af den helt almindelige danske 1900-talshistorie.


Arbejderen den 23. november 2006 - af Johnny Laugesen

I kampen for ordentlige forhold

De fleste af Københavns store arbejdspladser eksisterer ikke mere, så det er godt for eftertiden, at der er kommet en bog, der kontant fortæller om den periode.

Ingen tvivl om at Anders Laubjerg med den nye bog Den store bølge har samlet et godt erindringsbillede af 1900-tallet udvikling på de store industriarbejdspladser hvor 31 interviews på en god måde fortæller om den faglige kamp, der blev ført for at skaffe ordentlige tilstande for arbejderne.

Naturligvis fylder B&W-arbejdspladserne meget i bogen, men også de andre store arbejdspladser i København er med i erindringsbilledet, så de faglige kampe er dækket godt ind.

De fleste af arbejdspladserne eksisterer ikke mere, så det er godt for eftertiden, at der er kommet en bog, der kontant fortæller om den periode.

Som en af de interviewede - der selv har været med gennem 55 år og som derfor har et godt kendskab til mange af de interviewede - er jeg nok lidt forudindtaget, men mere om dét lidt senere.

Indsats

Det kan være svært at fremhæve enkelte af de mange samtaler, for hver især repræsenterer de udviklingen godt. De mange tillidsmænd har på hver sin måde gjort en kæmpe indsats for deres medlemmer. Der er kampen for at få ordentlige forhold på toiletterne, hvor arbejderne rent ud sagt skulle skide på tid. Der er kampen for at få arbejde igen, når man var sortlistet for faglige eller politiske aktiviteter. Stille og roligt bliver der fortalt. Men man fornemmer ganske godt dramaet og viljen til at skabe forbedringer for arbejderne bag samtalerne.

Gøtterup`er, familien Rahr. Bent Andersen, ja mange af de gamle fortæller ganske godt og stærkt, hvorfor B&W ikke kun var en arbejdsplads men en vigtig del af deres liv. Vi hører også om øgenavnenes historie, der viser, at der var logik bag navnene. Det er de pæne øgenavne, der er fortalt. Andre kunne være ganske barske.

Splid

Bogen fortæller også om de politiske kampe, der stod mellem socialdemokraterne og Kommunisterne på arbejdspladserne. Der fortælles også om de meget hårde kampe, der efter 1957 opstod mellem SF`erne og Kommunisterne ikke mindst på B&Ws Skibsværft. Kampe, der helt klart svækkede den faglige kamp.

Pålideligheden i et interview er selvfølgelig op til den interviewede, og bogens forfatter siger da også, at der er tale om erindringsbilleder - billeder på en tid, fortalt kort og godt.

Nu skal du høre! Og det er ikke engang løgn!

Men det må være det politiske tilhørsforhold mellem forfatteren og Bjarne Jensen, der er årsag til at Bjarne Jensens interview bringes så ukritisk. Det er aldrig rart, når man bruger en række nu afdøde kommunisters udtalelser som begrundelse for sin egen stærke antikommunistiske udvikling.

Upålideligheden kommer tydelig frem. Har disse samtaler virkelig fundet sted. Påstanden er gratis, så det bliver aldrig opklaret. Men mit kendskab til de omtalte personer gør, at jeg ikke tror på samtalerne. Jeg kommer sådan til at tænke på historieforfalsker Bent Jensen, som er lige så upålidelig.

Men køb bogen. Den er værd at læse.


Undervisere.dk - af Ole Pedersen

Der er noget "Krøniken" over bogen, hvis tidsperspektiv er omkring 100 år fra 1880'erne og frem, og som består af 31 smedes og maskinarbejderes erindringsbilleder fra københavnske industriarbejdspladser. Store virksomheder i Københavns hjerte flytter i slutningen af 1900-tallet ud til forstæderne, flytter produktionen til udlandet eller lukker. Det drejer sig om virksomheder som B&W, Valby Maskinfabrik, Titan, Atlas, Lauritz Knudsen, Dansk Industrisyndikat og Vølund. Bogen er først og fremmest en beskrivelse af arbejderkulturen og dennes udvikling og afvikling. Solidariteten og fællesskabsfølelsen var stærk blandt arbejderne i 1900-tallets første fem årtier. En maskinarbejder (født 1926) udtrykker det således: "Vi oprettede Arbejdernes Læseselskab, Arbejdernes Oplysningsforbund, arbejderhøjskoler, kooperativer, andels- og socialt boligbyggeri. Vi handlede i Brugsen, Arbejdernes Brændselsforretning, Arbejdernes Kødforsyning. Og når det hele var slut, sørgede Arbejdernes Ligkistemagasin for den sidste færd".

Mange af erindringsbillederne bærer præg af den bitre og uforsonlige politiske broderstrid, hvor socialdemokrater og kommunister kæmpede mod hinanden om indflydelsen i arbejderbevægelsen. I slutningen af 1900-tallet var arbejdernes politiske stillingtagen en helt anden. En smed fortæller: "Sidste gang stemte jeg på hende, man ikke må stemme på, hvis man ifølge de gamle arbejderpartier skal være stueren". En anden kommenterer arbejdernes politiske tilhørsforhold således: "Det er ganske uforståeligt for mig, at folk, der hele deres liv har støttet Socialdemokratiet eller Socialistisk Folkeparti, kan gå over til de borgerlige partier, herunder Dansk Folkeparti".

Bogen er et stykke interessant socialhistorie og fortjener egentlig en mere omfattende anmeldelse. De 31 erindringsbilleder kan dog være lidt trættende at læse på grund af mange gentagelser og en vis fortælle-monotoni.

http://www.undervisere.dk/ObjectShow.aspx?ObjectId=45239


BogInfo 

Den store bølge. Erindringsbilleder fra københavnske industriarbejdspladser. Af Anders Laubjerg. 301 sider, 17,5 x 24,5 cm. Ill: 146 fotos. Pris kr 249,00 (ib.). [Udgivet 14/11 2006]

Den store bølge er en kulturhistorisk beskrivelse af arbejdslivet på de største københavnske industriarbejdspladser fortalt af 31 smede. Bogen handler om den arbejderkultur, som i 1900-tallet udfoldede sig på de store københavnske smedearbejdspladser. I korte erindringsbilleder berettes der om de familiemæssige rødder, om værkstedsliv og sammenhold, om fagligt fællesskab og politisk engagement samt om fremtid og forandring.
Industriens indtog i København fandt for alvor sted i 1890'erne. I dette årti grundlagdes hovedparten af de industrivirksomheder, som omtales i denne bog - Titan blev etableret som aktieselskab på Tagensvej, Valby Maskinfabrik blev oprettet som en del af cementvirksomheden F.L. Smidth, Atlas blev oprettet i en nedlagt hestesporvognsremeise i Baldersgade på Nørrebro, Dansk Rekyl-Riffel Syndikat satte det af oberst Madsen konstruerede rekyl-maskingevær i produktion i midlertidige lokaler på Dampfærgevej i Frihavnen. Lauritz Knudsen, telefonvirksomheden Automatic, vaskerimaskinfabrikken Vølund samt mange andre industrivirksomheder heriblandt den største og ældste af dem alle Burmeister & Wain forvandlede ved indgangen til 1900-tallet København til en moderne industriby.
Hundrede år senere begyndte denne store bølge - de københavnske industriarbejderes store århundrede - at trække sig tilbage. B&W's skibsværft uddokkede det sidste skib i 1996. Og få år senere lukkede som de sidste Atlas i Ballerup og Valby Maskinfabrik.
"I årene fra 1870 til 1900 blev alle de idéer grundlagt, som denne bogs arbejdere senere skulle vokse op med. Og i periodens sidste årti - 90'erne - grundlagdes hovedparten af de industrivirksomheder, som denne bog i særlig grad henviser til. [...] Det moderne samfund - industrisamfundet - har nu stået på i hundrede år, og tidsmæssigt er det i store træk sammenfaldende med 1900-tallet. Såfremt vi i dag står ved overgangen til et nyt og såkaldt postindustrielt videnssamfund, så repræsenterer industrisamfundet i virkeligheden en enestående kortvarig periode. København som industriby blev overstået på hundrede år. Historien vil ofte kunne sammenfattes i blot tre generationer, hvilket denne samling af erindringsbilleder indeholder flere eksempler på"(fra indledende kapitel).
København som industriby er historien om opfindsomme industriherrer og driftige finansfyrster; det er historien om nye og billigere energiformer og -metoder; nye og billigere transportveje, og ikke mindst er det historien om en endeløs række af teknologiske opfindelser. "Men København som industriby er også historien om arbejdernes århundrede - herunder historien om maskinarbejderen og den sorte smeds århundrede." Den organiserede smed og maskinarbejders store århundrede blev knyttet til mange forskellige virksomheder, men med deres egen organisation skabte smedene en intern kontinuitet i den endeløse række af skiftende ejerforhold. "Selv om virksomhederne undervejs i århundredet skiftede ejere, navn eller kerneaktivitet adskillige gange, så er historien fra begyndelsen og til slutningen knyttet sammen af smedens og maskinarbejderens faglige organisering i værkstedsklubber."
Den københavnske smed vil som industri- og servicetekniker, rejsemontør, it-supporter m.m. leve videre i en postindustriel tid - "men som 'sort smed', som jernets håndfaste betvinger og med arbejdsliv på store københavnske industriarbejdspladser, er hans tid en saga blot. [...] Tilbage står minderne. Minderne om 1900-tallets industrisamfund, minderne om arbejdernes århundrede på godt og ondt."
I en fortællestil - fyldt med smedens ånd og sjæl, stolthed og selvværd, grovheder og humor - leverer Den store bølge nyt kildemateriale til 1900-tallets København som industriarbejdernes store århundrede.
Den store bølge er rigt illustreret med billeder fra de nævnte virksomheder. Billedteksterne supplerer smedenes erindringer med industrihistoriske oplysninger om de pågældende virksomheder.
Bogens erindringsbilleder er gennem interviews indsamlet og redigeret af Anders Laubjerg, der er formand for de københavnske smedes afdeling 1 inden for Dansk Metal.

UDDRAG AF INDHOLD: Den store bølge - København som industriby - arbejdernes århundrede. Rødderne. Til fodboldkamp med 11 Gøtterup'er! Familien Rahr - over 100 år på B&W. Med rødt blod i årene. Krigssejler i allieret tjeneste. Det forjættede land. Værkstedsliv og kammeratskab. Hummerfritz og flæskesteg fra bageren. 160 år i Dansk Metal. Kulturmøde i København. Overadministreret landsbysmedje. Velfærden slår igennem. Hedning døbt i køkkenvask. Så kald mig bare 'maskinarbejderen'!. Sjov idræt til Fagenes Fest. Med arbejdsmiljøet i fokus. Med 'Holger Danske' til modstand. Fra tæsk i skolen til tillidsmand på DISA. Fagligt fællesskab og politisk engagement. Da Gagarin fik pils af Gravballemanden. Byd autoriteterne trods! Vi rystede 'den stærke smed'. Jomfrutalen fra værftet husker jeg - men ikke den fra Folketinget! Fra kammerat til 'morder'! Med Carl Scharnberg i DDR. Socialdemokrat imod strømmen. Nok fræk, men ikke uforskammet! Da Hans Engell hørte om 'de døde duer'. I audiens hos 'den pavelige nuntius'. Fremtid og forandring. Med rødderne ind i fremtiden. Den globale smed. Ansigtet til kunderne.

MED ERINDRINGER AF: Jørgen Gøtterup, Ib Arne Rahr, Bent Andersen, Jørgen Sørensen, Poul Stencel, Jens Nielsen, Otto Pedersen, Niels Gottfredsen, Bjarne Gårdsvoll, Karl Nielsen, Bent Pedersen, Rudolf Michalski, Jørgen Johansen, Jørgen Frederiksen, Berner Madsen, Willy Sonne, Robert Larsen, Reno Sandstrøm, Bjarne Jensen, Bent Fjellerad, Søren Søndergaard, Kaj Samuelsen, Ivan Hansen, Johnny Laugesen, Bent Jensen, John Hansen, Max Bæhring, Knud Johnsen, Werner Jørgensen, Bill Rister, Jan Wiebach.

 http://www.fagboginfo.dk/Genseks/gensekso.htm 


Metal - december 2006

Metal-medlemmer skriver bøger

Den første store bølge

Anders Laubjerg, formand for Metal København afd. 1, har netop udgivet bogen "Den store bølge - erindringsbilleder fra københavnske industriarbejdspladser", hvor en række Metal-medlemmer fortæller om, hvordan det var.

Anders Laubjerg flyttede selv fra Vestjylland for at arbejde på B&W. Ved præsentationen af bogen og erindringsbillederne sagde han:

"Engang spurgte man i hele Danmark "hvad siger de på B&W?" Men der er ikke nogen, der spørger, hvad de siger på Danfoss og Grundfos. Nu er det kun direktørerne, der siger noget.

Jeg har valgt at kalde bogen "Den store bølge", fordi en bølge trækker sig tilbage, men så kommer der en ny. Vi har nu behov for et globalt modsvar til kapitalen. Men ligesom vi på nationalt plan først måtte lære den styrke, der ligger i fællesskab og sammenhold, således må vi nu lære, hvori vores fællesskab med den polske håndværker og med den kinesiske arbejder, der laver de fladskærme, vi er så glade for, består".


Kommunist nr. 12 2006- af Bent W. Nielsen

Kald mig bare maskinarbejderen!

Erindringsbilleder fra københavnske industriarbejdspladser gennem efterkrigstiden og frem til i dag

I bogen “Den store bølge” om de større københavnske industriarbejdspladser, netop udkommet på forlaget Sohn, giver forfatteren, formand for Metal afdeling 1, Anders Laubjerg læserne et godt indblik i arbejdet og skildrer tilværelsen, som københavnske industriarbejdere fristede fra 30erne og frem til i dag.
Det slipper Anders Laubjerg ganske godt fra. Særligt med hans ide om at lade en stribe af personer selv fortælle om livet, som det udfoldede sig på de store arbejdspladser, Dansk Industri Syndikat, Titan, Atlas, Automatic, Vølund og ikke mindst de største af dem B&W motor- og maskinfabrik på Christianshavn og B&Ws skibsværft på Øen.

Faglige og politiske kampe

Gennem disse arbejderes fortællinger føres læserne ind i de enkeltes hverdag. Lidt om kammeratskabet, om solidaritetens betydning og lidt af den rigdom de gennem produktionen bibragte de enkelte virksomheder og samfundet, men som de selv fik alt for lidt ud af. Bevares! Gennemgående bedre boligforhold, små parcelhuse, køleskab, tv, vogn og vovse.
Bogen fortæller også gennem interviewene med de enkelte om den rigdom der blev skabt på disse virksomheder, helt frem til deres endelige lukning – enten selvforskyldt gennem dårligt lederskab, eller opslugt af spekulation (B&W), eller arbejdsgivernes evindelige klagesang om ikke at opnå nok profit, eller “sælge” virksomhederne i globaliseringens hellige navn.
Forfatteren får i bogen også godt fat i et af efterkrigstidens store spørgsmål, den faglige og politiske kamp mellem kommunister og socialdemokrater og de stadige krav om bedre løn- og arbejdsforhold.
Om end kun i glimt, så er der også blevet plads til en skildring af, hvad kommunisterne fagligt/politisk har betydet gennem hele efterkrigstiden for at sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold for landets arbejdere.

En krone mere

Et af efterkrigstidens krav ude på arbejdspladserne, der blev ført igennem med succes, inspireret og iværksat af kommunistiske tillidsmænd på B&W-arbejdspladserne i slutningen af 60erne var kravet om “en krone mere i timen”.
I bogen fortæller Ivan Hansen, den gang fællestillidsmand på B&Ws motorfabrik, senere valgt på kommunisternes stemmer til borgmester i København:
“På Christianshavn kørte vi nok dette krone-krav temmelig hårdt. Flere gange blev kollegerne kaldt på gaden...”
For arbejdsgiverne fandt man tillidsmændenes krone-krav for hårdt, og det fik B&W-ledelsen til i et brev at kræve af Ivan Hansen, at han skulle nedlægge sit hverv. Ellers blev han fyret...
“Fannemig nej. Er det dem (B&Ws ledelse) eller os, der vælger tillidsfolk,” sagde en af de socialdemokratiske tillidsmænd på motorfabrikken på et arbejdermøde, og så blev arbejdet nedlagt og først genoptaget fem dage efter, og Ivan Hansen var fortsat fællestillidsmand.
På B&Ws motorfabrik blev resultatet af arbejdernes aktion 3,25 kr. mere pr. time. Og læren, som Ivan Hansen siger det, og som går gennem bogen som en rød tråd, “at når sammenholdet er til stede, så kan arbejdspladserne selv beskytte og sikre sine tillidsmænd mod overgreb.”
Bogen fortæller i et flimmer en række episoder – sørgelige som muntre. Sørgelige som det opgør med Jan Bonde Nielsens sjakren med B&W, som ikke mindst Johnny Laugesen, den gang fællestillidsmand på B&Ws motorfabrik og senere formand for Metal afdeling 12, var impliceret i. Takket været Johnny så kunne Land og Folk afsløre Bonde Nielsens økonomiske forbrydelser, som han beklageligvis ikke fik nogen straf for.
Det sørgelige resultat og eftervirkningerne betød motorfabrikkens endeligt og senere værftets lukning, dog efter nogen tids huseren med værftets aktiecirkus.
At miste sin arbejdsplads illustreres i bogen af skibsbygger Kaj Samuelsen, efter 43 år på værftet blev præsenteret for fyresedlen af mesteren, der sagde til ham:
“Nå, er det sidste arbejdsdag i dag, – hvis du da ikke ønsker at forlænge min opsigelse for fjerde gang...” med det svar til Kaj Samuelsen:
“Har du endnu ikke forstået det! Ballet er forbi”.
Lad denne anmeldelse slutte med tillidsmand på Atlas og den gang arbejdernes bestyrelsesrepræsentant i Atlas-ledelsen, Jørgen Johansen, da han blev mildt irettesat efter et bestyrelsesmøde i Atlas, hvor han var blevet bebrejdet af storaktionæren Hr. Knud Lauritzen, der ikke ville tiltales med hr, men som “Rederen”, hvortil Jørgen Johansen svarede:
“Det er i orden for mig, så kald mig som “Maskinarbejderen.”


Jyske Vestkysten den 10. december 2006 - af Steen Rasmussen

Glimt fra arbejdertiden

16 børn i et fattigt arbejderhjem, op at gå med byærinder for mejeriudsalget klokken seks og så i skole og bagefter et job hos bageren. De fleste penge skulle afleveres derhjemme hos mor. Sådan var det bare. Siden blev meget anderledes.

I en ny bog har Anders Laubjerg samlet 31 københavnske industriarbejderes erindringer fra hele 1900-tallet. Det er historien om at klare sig i en hård verden, om at være nederst i hierarkiet som lærling, om utålelige værkførere, om tillidsmænd, om kampen mellem socialdemokraterne og kommunisterne, men også historien om at møde vanskeligheder med godt og stålsat humør og om at få det bedste ud af familielivet. Mere spræl i layoutet kunne have livet gevaldigt op på det ellers udmærkede værk.


SI, Socialistisk Information august 2007 - af Ebbe Rand Jørgensen

http://www.sap-fi.dk/si/SI-220.pdf 

Den store Bølge

Anders Laubjerg, brancheformand for Metal Hovedstaden, har lavet en interessant bog om en række københavnske metalarbejdspladser og de arbejdere, der havde deres dagligdag på disse gennem et århundrede.

»Den store bølge« er Forlaget Sohns bidrag til Industrikulturens år i 2007. København som industriby er fortid. De store velkendte virksomheder er væk: Valby Maskinfabrik, Titan, Atlas, B&W Skibsværft og mange flere. Virksomheder, som skabte en stor og stærk københavnsk industriarbejderklasse. En epoke, som startede i slutningen af 1800-tallet, er slut. »Det var ikke nogen tsunami i fysisk forstand, der skyllede ind over landet i sidste fjerdedel af 1800-tallet, og som først trak sig tilbage hundrede år senere. Alligevel var det »en stor bølge«, der efterlod sig et varigt forandret land,« skriver Anders Laubjerg i indledningen.

Som skibsbygger og tidligere formand for skibssmedene i afd. 5, nu brancheformand i den sammenlagte Metal Hovedstaden, er han selv en del af denne »bølge« sammen med de 31 interviewpersoner, der har bidraget til bogen.

Det er der kommet en interessant beretning ud af. Først og fremmest levende, fordi den bliver fortalt af dem, der var med. De fortæller lige ud af landevejen. Men de er også forskellige personer med meget forskellige udgangspunkter og interesser. Men med nogle fælles træk. Alle faglærte metalarbejdere, alle mænd og alle politisk og/eller fagligt aktive gennem en lang periode af deres arbejdsliv.

Anders Laubjerg har naturligt nok taget udgangspunkt i de aktive i Metalarbejderforbundet. Andre grupper, som f.eks. de ufaglærte mænd og kvinder, er dermed ikke repræsenterede. Den historie må andre tage sig af.

SAP’s vending mod industrien

Det er altså basal historieskrivning uden dybsindige analyser. Den dybere forståelse af, hvad der skete, da de lukkede og slukkede den ene virksomhed efter den anden, må vente til en anden gang.

Det er ikke mindst spændende læsning for de mange, som har været en del af historien. Det gælder alle dem, der har været en del af de politiske og faglige kampe på virksomhederne, eller som bare har haft deres daglige arbejde der.

Til dem hører også et par håndfulde revolutionære, som var medlemmer af SAP i en periode i årene efter 1980. Det er skæbnens ironi, at SAP’s beslutning om »vendingen mod industrien« betød, at vi lige netop nåede at blive en del af den »bølge«, der afsluttede Københavns industrielle periode.

Undertegnede gik selv ind gennem fabriksporten på motorfabrikken på Christianshavn i 18982 og var med til at lukke og slukke på værftet ude på Refshaleøen 14 år senere. Det forklarer en del af min umiddelbare begejstring for bogen. Den er et gensyn med flere gamle kolleger på de to arbejdspladser. Den rammer også flere steder meget præcist, når det drejer sig om stemningen og tonen.

Festkultur på maskinfabrikken

Jeg læste med stor fornøjelse den beskrivelse, som Bjarne Gårdsvoll giver af det sociale miljø på motorfabrikken. Vi arbejdede en kort periode i samme afdeling på MAN B&W-Diesel. Der var lidt af en festkultur: Når der var fødselsdag eller jubilæum, mødtes man om morgenen kl. 7 over en kop øl. Det var almindelig kutyme ved sådan en lejlighed, at maskinerne ikke blev rørt den første time. Ved 8-tiden begyndte mester at gå hvileløst op og ned ad gulvet, så var det tid at drikke ud og starte dagens arbejde. Men først skulle mester rundt og give hånd.

Det var ikke uproblematisk med det meget øldrikkeri i hverdagen, men der var i hvert fald et utroligt sammenhold, som jeg ikke har oplevet før eller siden. Det viste sig ved flere lejligheder, bl.a. da seks kolleger blev fyret i forbindelse med en konflikt med en mester. Da satte vi os i kantinen, og vi fik et delvist medhold, og de fem blev genantaget. En af de fester, vi holdt, var om morgenen på min sidste arbejdsdag. Vi var nogle stykker, der blev fyret på grund af nedskæringer. Den morgen trak det ekstra længe ud med at starte op, jeg skulle jo have min afskedsgave, tre flasker rødvin af den bedste.

50’ernes kampe

Flere af de interviewede havde virkelig fingeren på pulsen rent politisk og fagligt. Især halvtredserne er en turbulent tid både i de politiske miljøer og på arbejdspladserne. Storstrejkerne i 1956 står centralt i flere af beretningerne. Især DKP´erne spiller en central rolle, ikke mindst da Aksel Larsen træder ind på scenen og udnævner »situationens generalstab«. Socialdemokraterne, som også er aktivt til stede på arbejdspladserne, prøvede gennem AIC (Arbejdernes Informations Central) at dæmme op for DKP’s indflydelse. Men omkring 1956-strejkerne fik DKP-tillidsfolkene stor opbakning blandt socialdemokratiske medlemmer. Men det, der ikke lykkes for AIC og socialdemokraterne, sker alligevel delvist på grund af andre begivenheder. Krisen i Ungarn, da sovjetiske tropper invaderede landet, betyder et tilbageslag for DKP på arbejdspladserne. De har naturligvis svært ved at »forklare« Sovjetunionens adfærd. De forsøger med et vist held at vinde det tabte tilbage med »kronestrejkerne« (kravet var en krone mere i timen).

Da begivenhederne i Ungarn og DKP giver anledning til Aksel Larsens brud med partiet og dannelsen af SF, går mange af de aktive tillidsfolk med i SF. Blandt dem er »Sølvræven«, mangeårig arbejder og tillidsmand på B&W Skibsværft. Han fortæller om en delegationsrejse i Ungarn i 1955: »Tvivlen begyndte at nage. (…) Vi boede luksuriøst og spiste godt, men på mig virkede det som Potemkinkulisser. Når vi – eller partiets spidser som generalsekretær Rakosi – kørte gennem byens gader, skete det med rasende fart og ofte med hornet i bund i særlige midterspor i gaderne.« (Interview med Bjarne Jensen, s. 190)

Bogens personer beskriver levende, hvordan medlemmerne af de tre partier bekæmper hinanden ikke mindst i forbindelse med valg af tillidsfolk og fagforeningsbestyrelser. Men forholdet mellem partierne er også præget af samarbejde og venskaber på tværs, ikke mindst ude på arbejdspladserne.

Den yderste venstrefløj omtales kun nogle få steder i bogen, bl.a. som »kineserne« på B&W-Skibsværft. Dog har Søren Søndergård fået et afsnit, hvor han fortæller om sin tid på skibsværftet og sit medlemskab af RSF/SAP og af Enhedslisten.

Afvikling uden modstand

Det faglige opbygningsarbejde, der omtales i bogen kan kun aftvinge respekt. Trods indbyrdes stridigheder er de virkelig i stand til at skabe resultater. Derfor er det slående hvor smertefrit, det går med at afvikle størstedelen af den københavnske metalindustri. Det sker næsten uden sværdslag. Og – hvis vi skal være lidt selvkritiske – uden at det lykkes for den yderste venstrefløj, inklusive SAP, at skabe et effektivt modspil. Vi er åbenlyst oppe mod stærke kræfter. Nyliberal globalisering, hvis man skal sige det superkort. Alligevel kunne man have forestillet større og mere markante protester. I den situation er der jo næsten alt at vinde og intet at tabe.

I tilfældet med skibsværftet på Refshaleøen er der indtil sidste øjeblik en dagsorden, der hedder: Vi skal nok redde værftet. Den blev ikke støttet af ledelsen, der så det som sin opgave at afvikle værftet. Redningsplanen blev et perspektiv for tillidsmændene og de lavere funktionærer. Og de troede på den til det sidste minut. Den tog luften ud af de aktioner, der var den sidste tid: bundpropper, der blev væk og arbejd langsomt aktioner.

En januardag i 1996 går jeg ind i buret og afleverer mit værktøj til min kollega »Cykelstyret«. Det skal lægges til side, indtil krisen er overstået, og vi kan starte op på næste nybygning. Jeg vil give ordet til »Cykelstyret« der fortæller om sine overvejelser dengang: »Andre syntes nok, at vi var naive, men jeg troede på en redning lige til det sidste og lidt mere til. Jeg var selv personen, der som sidste mand i de store skibsbygningshaller den 23. februar 1996. Jeg nåede at blive fyret tre gange, det vil sige opsigelsesperioden blev forlænget to gange.« (interview med Kaj Samuelsen, s. 219).

Han kom aldrig til at udlevere mit værktøj igen, nu har det ligget i værktøjsburet og ventet på mig i 11 år.

Ebbe Rand Jørgensen er tidligere arbejdsmand på MAN B&W-Diesel og tidligere anhugger og svejser på B&W Skibsværft.


Arbejderhistorie nr. 1, april 2009 - af Iben Vyff

Ak! Hvor forandret!

...bogen er en læseoplevelse værd, og ikke mindst kan den bruges som et inspirationskatalog til områder, man ønsker at vide mere om...

Anmeldelsen findes ikke i tilgængelig elektronisk form.


Vita - P1 

Med baggrund i Bjarne Jensens bidrag i Den store Bølge fortæller den tidligere fællestillidsmand i tre Vita-programmer om sin barndom, tiden som tillidsmand på B&W og om den politiske kamp i forbindelse med splittelsen i DKP i 1958. Interviewet af Bente Kromann.

Bjarne Jensen om sin barndom og ungdom. Sendt 21.5.2007)

http://www.dr.dk/P1/Vita/Udsendelser/2007/05/21155103.htm 

Bjarne om sin tid på B&W. Sendt 25.5.2007

http://www.dr.dk/P1/Vita/Udsendelser/2007/05/29084606.htm

Bjarne Jensen om sit politiske liv. Sendt 29.5.2007.

http://www.dr.dk/P1/Vita/Udsendelser/2007/05/29125408.htm


Information

Interview med én af Den store Bølges bidragsydere, tillidsmand på MAN Diesel Werner Jørgensen i anledning af 1. maj 2009.
Information den 1. maj 2009

Af Lars Borking

Den sidste arbejder

Werner Jørgensen gik i sin fars fodspor. I tre generationer har familien arbejdet på motorfabrikken B&W. I dag er den gamle motorfabrik ejet af et tysk firma, og når Werner Jørgensen i år stopper på fabrikken uddør en tradition med ham. Datteren er blevet pædagog, og den gammeldags maskinarbejder er i dag enten robotoperatør eller kineser

Den gamle B&W motorfabrik, der i dag hedder MAN Diesel, skyder som et skib ud i vandet fra Teglholmen i Københavns Sydhavn. Facaden er bygget med en kommandobro, der højt hævet over vandet rager ud som en indhegnet vippe, hvorfra man kan se ud over hele København. Til den gamle sojakagefabrik på Bryggen, hvis kornsiloer i dag er fyldt med designermøbler og fladskærme. Til Carlsberg på Vesterbro, hvis produktion i byen er blevet af kuriøs karakter og til sektionshallen på det gamle B&W skibsværft, der har fungeret som Nordeuropas største indendørs golfbane.

Den industrialiseringsbølge, som forandrede Danmark, er for altid slut, og det arbejde, som ikke er flyttet til Østeuropa eller Fjernøsten er fuldstændig forandret fra, hvad det var. De store arbejdspladser er væk, og de få tilbageværende gamle maskinarbejdere er blevet industriteknikere omgivet af computerstyrede robotter. I løbet af tre generationer blev København indtaget, forvandlet og forladt som industriby. En udvikling der var overstået på blot hundrede år.

Werner Jørgensen har været med hele vejen. Hans far, farbror og bedstefar har alle arbejdet på B&W, og lillebror kører i dag testmotoren på MAN Diesel. Werner Jørgensen er 66 år, og selv om han holder 50 års jubilæum til august, så ønsker han ikke at modtage Dronningens belønningsmedalje: "Ikke på vilkår. Sådan et cirkus deltager jeg ikke i. Hvis jeg havde fået en medalje af firmaet, så havde det fae'me været noget andet," siger Werner Jørgensen med bred københavnerdialekt.

Danmarks første strejke

Werner Jørgensen har været tillidsmand i 44 år, hvis han tæller det hele med. Han repræsenterer det B&W, der som landets største arbejdsplads var med til at indgyde arbejderklassen stolthed over dens egen styrke og faglige organisering, eller - set med andre øjne - var en udklækningscentral for besværlige venstreorienterede ballademagere.

Det var herfra, at værftsarbejdere i 1871 gik på gaden, og dermed lagde navn til Danmarks første strejke. Det år hvor også Louis Pio stiftede en dansk sektion af Den socialistiske Internationale, og J.P. Jacobsen slap "den darwinistiske abeteori" løs i Danmark, sådan som det beskrives i Anders Laubjergs fantastiske bog Den store bølge om københavnske industriarbejdspladser.

På Werner Jørgensens glaskontor midt i motorfabrikken hænger billederne stadig fra en række faglige klubmøder i 20'erne og 30'erne.

"Forbindelsen bagud er vigtig, så du hele tiden husker, hvor det er, du er dukket op fra," siger Werner Jørgensen med stolthed.

I dag er det faglige sammenhold ikke så stærkt som tidligere, mener Werner Jørgensen, og han forklarer det blandt andet med de nye arbejdsbetingelser. Hvor man tidligere gik sammen i større grupper og havde anderledes mulighed for at snakke sammen, så sidder hver især i dag og passer sin egen maskine.

"Ham, de møder om morgenen i spejlet, det er ham, de siger farvel til, når de børster tænder om aftenen, og det er sgu også ham, de har holdt med hele dagen i mange tilfælde. Den der gammeldags solidaritet, som vi kendte, den er sgu ikke, hvad den har været".

Samtidig er det i dag nemmere at holde øje med, hvor meget den enkelte arbejder, fordi alle maskiner er computerstyret, og det registreres centralt, hvor meget de er i gang.

"Der var en anderledes type sammenhold tidligere. Det var ikke noget med, at ens kollegaer var ens konkurrenter. Men sådan bliver det nemt nu, fordi man kan måle og sammenligne alting".

Milliarder i overskud

Tilbage i 1979 var Werner Jørgensen i Jugoslavien på ferie med familien. I bogen Den store bølge er gengivet, hvordan han dengang fik en ubehagelig overraskelse, da datteren ville ned og se maskinrummet på Østersøfærgen.

"Hvorfor er I interesserede i det?", blev der spurgt. "Jo, det er fordi, jeg arbejder på B&W's motorfabrik," svarede Werner Jørgensen.

"Jamen, den er da ved at blive lukket. Det har stået i alle landets aviser," lød svaret, og så gjaldt det om at komme hjem og finde ud af, hvad der var gang i.

I første omgang blev næsten halvdelen af aktierne i virksomheden solgt til den tyske koncern MAN, og efter et år overtog de i 1980 hele B&W motorfabrikken, hvilket skulle vise sig at blive en god forretning. Den tyske koncern købte B&W motorfabrik for 256 millioner kroner, og i løbet af de første 25 år blev der fra produktionen alene i København afleveret 3,1 milliarder kroner til det tyske moderselskab, og siden da er det årlige overskud ikke faldet, fortæller Werner Jørgensen.

"Alene sidste år, havde vi mere end en milliard i overskud".

Den sidste motor

På MAN fabrikken i København laves ikke længere hele motorer. I dag laves udelukkende de højteknologiske komponenter og forskellige reservedele, mens selve motorerne primært produceres i Fjernøsten.

"Der er ingen, som kan tjene penge på motorer i dag i Europa uden statsstøtte. Du kan ikke konkurrere med dem ude i Fjernøsten. Jeg har set priser på skib og motor, der var 13-30 procent lavere end prisen på råstål. Det kan kun lade sig gøre med statsstøtte i ryggen, og det kan vi ikke hamle op med".

Udviklingen væk fra at lave den færdige motor i Danmark har betydet en kolossal nedgang i antallet af beskæftigede i produktionen. Fra 1974 var der 3.300 beskæftiget på motorfabrikken, mens 13 år senere var der kun 136 smede, der flyttede med fra Christianshavn til Teglholmen.

Den sidste motor blev samlet på Christianshavn i 1987. En æra i dansk industrihistorie var slut, og med vemod poserede maskinarbejderne med sorte sørgearmbånd på motoren foran en fotograf.

En ny art forbrydelse

Siden dengang er der kommet lidt flere ansatte igen. I dag er der 242 metalfolk og omkring 60 arbejdsmænd ansat. Godt nok er firmaet i gang med sin første fyringsrunde siden 1993, fordi finanskrisen har betydet en nedgang i ordrerne. Men Werner Jørgensen tror på, at firmaet har en fremtid, fordi produktionen er så effektiv, at den stadig kan matche konkurrencen med billig arbejdskraft fra udlandet.

MAN koncernen har købt et guldæg med motorfabrikken og licenserne til den dansk udviklede motor. MAN Diesel er i dag den absolut vigtigste spiller på markedet for totaktsmotorer, og koncernen sidder på over 85 procent af verdensmarkedet.

Den motor, som nu bruges overalt i verden og skønnes at sidde i omkring 7.000 skibe, blev oprindeligt udviklet på B&W. Det var her, at verdens første dieseldrevne motorskib Selandia blev bygget i 1912, og Selandias jomfrurejse til Fjernøsten blev det vendepunkt, hvor dieselmotoren sejrede over dampmotoren.

Det var i 1898 lykkedes B&W at købe licens- og udviklingsrettighederne til motoren af tyskeren Rudolf Diesel, der selv tvivlede på, at det kunne lade sig gøre at producere tilstrækkeligt kraftige motorer til den oceangående trafik. De første prøvemotorer havde 8-10 HK og efter 10 år lykkedes det at lave Selandias 2.500 HK. I dag har motorerne over 100.000 HK i motorydelse, og ejerskabet er vendt tilbage til MAN fabrikken i Tyskland, hvor Rudolf Diesel oprindeligt udviklede de første små motorer.

Men B&W værftet, hvor verdens oceangående dieselskibe blev udviklet, havde også sat et fagligt skib i søen. Med Danmarks første strejke i 1871 trådte den danske arbejder i karakter og blev et begreb. De rebelske skibsbygningsarbejderes aktion gjorde så stort et indtryk på den københavnske politidirektør Crone, at han i sin årsrapport for 1871 skrev, at en "ny art forbrydelse" truede den offentlige orden: "Socialismen er opdukket i vort samfund."

Shareholders value

Werner Jørgensen er stadig socialist, men han er samtidig blevet gladere for virksomhedens ledelse.

"Vi har tjent så mange penge til koncernen, at vi har fået lov at passe os selv. Og forholdet til ledelsen her i Danmark er blevet langt bedre," fortæller Werner Jørgensen.

Hvor man engang skulle kæmpe for at råbe ledelsen op, så er der i dag skabt en anderledes kultur for at tage medarbejderne med på råd. Samtidig er de egentlige ejere kommet langt væk.

"Førhen, der havde man sgu ejerne her, og det var et solidt borgerligt og reaktionært drevet selskab," siger Werner Jørgensen.

Han forklarer, hvordan investeringer godt måtte tage 20 år, før de kom ind igen.

"Men nu er det altså shareholders value, som det hedder med et af de her fine udtryk. I dag har du størst chance for at få lov til at købe en maskine, hvis du kan sige, at den tjener sig hjem på et år".

Meget har forandret sig siden Werner Jørgensen kom i lære og fik en filebænk og nogle file. De fleste store arbejdspladser, der satte deres præg på industrialiseringen i Danmark, er lukket. Atlas, der blandt andet producerede køleskabe, undlod at fejre det 100 års jubilæum i 1999, fordi virksomheden lukkede samme år.

Titan, Valby maskinfabrik, Rekyl-Riffel Syndikatet og mange andre virksomheder er væk. Men B&W motor eksisterer stadig, selvom navnet er ændret, og en mand som Werner Jørgensen, der startede som maskinarbejder, i dag kan kalde sig industriteknikker.

Tilbage til top