Startside ] Op ] Det største Håb ] Den store Bølge ] [ Skibssmede ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


De københavnske Skibssmede
Jubilæumsskrift. 1895 - 1995.
København 1995.                                                           
ISBN: 87-985401-0-6


Jubilæumsskrift   Ubrødeligt sammenhold være vort løsen. Jubilæumskage.   John Hansen, Anders Laubjerg og Max Bæhring   Jubilæumsbestyrelse - se billedarkiv

Forord
af Anders Laubjerg

Jubilæumshilsner
ved Max Bæhring og Bent Fjellerad

1890 - 1900.  Den svære begyndelse

1900 - 1910.  Den første overenskomst

1910 - 1920.  Bølgerne går højt

1920 - 1930.  "der opnåedes ikke enighed om noget"

1930 - 1940.  Brydningstider

1940 - 1950.  "Hvad siger man på B&W?"

1950 - 1960.  Storkonflikt og udskiftninger

1960 - 1970.  "gør gode tider bedre"

1970 - 1980.  "de vilde strejkers" årti

1980 - 1990.  "konstruktiv medspiller"

1990'erne.  Nye udfordringer til "den sorte smed"

Interviews:

Svend Bodal (20'erne).   "de hvide fingres æra"

Svend Hansen (30-erne).  "en rigtig bygger"

Bent Andersen (40'erne).  - altid god for en historie

Reno Sandstrøm  (50'erne).   - den første sikkerhedsrepræsentant

Helge Larsen (60'erne).   Velfærden opleves

Jens Stokbæk (70'erne).   - "en rigtig sønderjyde"

Luis Navarro (80'erne).  En sømand går i land

Helmer Kylbo (Københavns Havn).   Her er tillidsmanden også formand


Forord

Kun de færreste opnår at blive 100 år. Dem, som imidlertid opnår det, må være gjort af et særligt stof. Et stof med kraft og styrke i. Et stof med mod og vilje til livet. De københavnske skibssmedes faglige organisation er gjort af et sådant stof. Derfor kan Skibssmedeforeningen fejre 100 års jubilæum den 7. april 1995.

Dette jubilæumsskrift dækker langtfra hele historien om den københavnske skibssmed. Skriftet tager alene læseren på et strejftog gennem de 100 år. Et strejtog som tager form af nogle "ti-årskapitler" efterfulgt af et interview med én af foreningens medlemmer, som kom med i fagbevægelsen i det pågældende årti.

De københavnske skibssmedes historie er en flot historie. Det er historien om det, som en vis "Per Jørgen", en tidligere sømand, som blev skibssmedenes første visedigter og huspoet, skrev på afdelingens første fane:

  • "UBRØDELIGT SAMMENHOLD VÆRE VORT LØSEN".

  • Sammenhold og solidaritet! Den enkle lære om, at fællesskabets kræfter er større end summen af den enkeltes kræfter.

    De københavnske skibssmedes historie er også Danmarkshistorie. Det er historien om "folkestrejkerne" under krigen, hvor B&W-arbejderne i protest mod spærretiden gik tidligt hjem for at passe deres kolonihaver. Efter denne aktion opstod udtrykket: "Hvad siger man på B&W?"

    De københavnske skibssmedes historie er også historien om et hårdt arbejdsliv. Om barske arbejdsforhold, om vinterdage med bidende kulde, om alt for mange arbejdsulykker, om nedslidning og arbejdsbetingede sygdomme.

    De københavnske skibssmedes historie er også historien om benhårde politiske stridigheder. Socialdemokrater, syndikalister, kommunister, folkesocialister, maoister og trotskitser har fyldt mangen en generalforsamling med den endegyldige sandhed om verdens gang. For den københavnske skibssmed har "Øen" blot været udkigsposten, hvorfra hele verden blev beskuet, analyseret og debatteret.

    De københavnske skibssmedes historie er kort sagt en spændende historie - fyldt med liv og atmosfære. Dette jubilæumsskrift har kun opfyldt sin opgave, såfremt denne atmosfære kommer til udtryk i de følgende kapitler.

    Tillykke til den københavnske skibssmed og god læselyst.

    Tilbage til top


    Jubilæumshilsner

    af Max Bæhring

    Det er med en særlig glæde, at jeg som Dansk Metalarbejderforbunds formand sender en 100-års hilsen til de københavnske skibssmedes fagforening. Afdeling 5 i Køben­havn har alle dage indtaget en særstilling. Ikke bare i Dansk Metal, men på mange måder i fagbevægelsen som helhed. Dens historie er uløseligt forbundet med B&W's historie. Og i de store år for skibs-værftsindustrien sagde det næsten det hele. Jeg tror ikke jeg fornærmer nogen, når jeg antager, at de sagtens kunne have styret resten af verdenen fra Øen.

    Udover denne særlige bevidsthed, som ud­vikledes på B&W, har Skibssmedenes Fag­forening udmærket sig derved, at den har leveret hele to forbundsformænd. Nemlig for­bundets stifter I. A. Hansen og efter ham Jo­hannes Kjærbøl. Det siger en del om kvaliteten af det faglige arbejde, der er udført i Afd. 5 gennem årene.

    For mange vil Skibssmedenes Fagforening være "den  røde" Afd. 5.  Det  er  en  sandhed med visse modifikationer. Som det fremgår af Anders Laubjergs lille, veloplagte ju­bilæumsskrift, var det først efter storkonflik­ten i 1956, at der for alvor kom kommunister i afdelingens bestyrelse. Til gengæld holdt de godt fast, da de kom til. Som forbundsfor­mand må jeg så tilføje en vigtig fodnote, nemlig at afdelingen nogenlunde samtidig mistede sin repræsentation i forbundets hovedbestyrelse.

    Men hvadenten vi har været enige eller ueni­ge, har man aldrig kunnet betvivle skibs-smedenes engagement i samfundets udvikling og storpolitikkens betydning for vor hverdag. Det vil jeg gerne takke for. Og så vil jeg byde jer velkommen til den samme debat om morgendagens samfund, og om hvordan vi i fællesskab formår at forbedre vore medlemmers hverdag.

    Hjertelig tillykke.


    af Bent Fjellerad

    Ved skibssmedenes 100 års jubilæum skal der lyde et stort tillykke. Samtidigt vil det være naturligt, at gå tilbage i historien for at se betydningen af afdeling 5's indsats gennem de mange år.

    Afdeling 5 har til alle tider stået for en ven­streorienteret holdning, og har dermed været kritisk overfor de uretfærdigheder, der har været i det danske samfund. Dette har også ofte medført, at man har været i modsætning til Dansk Metalarbejderforbunds holdning, som må betragtes som klart højreorienteret.

    I afdeling 5 har vi været meget bevidste om, at skulle vi have resultater eller skabe debat omkring et spørgsmål, så måtte vi alliere os med andre på venstrefløjen indenfor fag­bevægelsen uanset fag.

    Af typiske aktiviteter, som afdeling 5 har del­taget aktivt i, kan nævnes: overenskomst­forhandlingerne; igangsættelse af lokale lønkampagner; det fagretslige system og den udemokratiske arbejdsret.

    Arbejdsløsheden har også tit været i forgrun­den, som et naturligt element i afdeling 5's ar­bejde. Endvidere har afdelingen været med i branchesamarbejdet med landets andre skibsværfter lige siden dette samarbejdes start for ca. 65 år siden.

    Det internationale arbejde har også engageret afdeling 5, som noget særdeles vigtigt - især i kampen om kapitalens udbytning af ar­bejderklassen med deraf ulighed i konkur­rencen landene imellem.

    En fagforenings arbejde vil naturligvis bære præg af ændringerne i samfundet, og man vil nok rette blikket lidt væk fra det lønmæssige for at fokusere mere på sociale goder og tryghed i ansættelsen, pension med mere.

    Klassekampen er måske nok udvisket, men der sker stadigvæk urimeligheder i samfundet, selv om det foregår mere skjult og fordækt. Der vil derfor stadigvæk være brug for en revsende og kritisk holdning fra de køben­havnske skibssmedes side. Vi må aldrig blive for "pæne".

    Tilbage til top


     

    1890 - 1900.  Den svære begyndelse

    De københavnske skibssmedes historie er - som jernskibs-bygningen i Danmark overhovedet - tæt knyttet til én bestemt virksomhed: Burmeister & Wain Skibsværft.

    På Engelskmandens Plads på Christianshavn (i dag Appelby Plads) indretter Baumgarten og Burmeister i 1851 Danmarks første jernskibsværft.

    Allerede i 1860'erne arbejder her over 500 mand, hvoraf mange er smede hentet fra Frankrig, Belgien og Tyskland. Navne som Bülow, Ziegler, Arentz, Saurbrey og van Acken er almindelige smedenavne. De københavnske skibssmede har således altid arbejdet sammen med et stort antal udenlandske kolleger - og gjort det i stor fordragelighed. En tradition, som vi kan se tilbage på med stolthed.

    Om det hårde arbejdsliv på Engelskmandens plads kan vi læse i ét af afdelingens gamle skrifter.

      "Skal man karakterisere Livet blandt Skibssmedene paa Engelskmandens Plads, maa det blive med Slid og Slæb og Drikkeri. De Kvanter, som en Skibssmed dengang kunne konsumere i Løbet af en Dag, varierede fra 1 til 2 Potter Brændevin. Også i Fritiden svirrede man, og ofte mødte man på Arbejde Mandag Morgen i Søndagstøjet, der bestod af Frakke, Plysvest, graastribede Benklæder og høj Hat, men uden en Skilling i Lommen".

    Arbejdsdagen lå dengang på 10 -11 timer, timelønnen på 15 -18 øre. Der blev arbejdet under åben himmel, uden kraner og uden elektrisk lys og kraft. Om vinteren var belysningen tællelys og petroleumslamper.

    De københavnske skibssmede boede dengang typisk på Christianshavn og i Indre By i usle gamle rønner - eller som politiet omtalte disse kvarterer: områder med "overbefolkede lejligheder". Sundhedsmyndighederne kunne dengang acceptere lejligheder med 3 kvadratmeter gulvplads til hver beboer. En 2 værelses lejlighed på 50 kvadratmeter kunne bebos af op til 15 personer. Så skibssmeden var ofte at finde på èn af byens utallige beværtninger.

    Begyndelsen på skibssmedenes historie - de såkaldte gode gamle dage - er kort fortalt ussel fattigdom og menneskelig fornedrelse. Og så er det ikke mere end 4-5 generationer siden.

    Under ledelse af C. F. Tietgen bliver B&W i 1872 et aktieselskab og samtidig flytter virksomheden til Refshaleøen.

    B&W var dengang byens største arbejdsplads med 1.100 ansatte. Ledelsen er på mange områder initiativrige foregangsmænd - dog ikke i forhold til at forstå arbejdernes krav og ønsker. En ændret holdning på dette område har krævet årtiers oplæring fra faglig side.

    Den første strejke på B&W, som er landets første, er ganske interessant. Strejken opstår i forbindelse med en stabelafløbning i 1871. Den er som sådan ikke vendt mod firmaet, men mod 4 kvartersmænd, som man vil have fjernet fra pladsen p.g.a. vold. Strejken og sammenholdet kommer så meget bag på Burmeister, at han umiddelbart imødekommer arbejdernes krav. Men lørdagen efter bliver alle mand fyret, for arbejdsgivernes ledelsesret skal ingen blande sig i.

    Socialisten skrev. "Efter hvad vi erfare, er Arbejdet paa Burmeister & Wains Jernskibsbygningsværft i Løverdags blevet standset derved, at alle Skibsbygningsarbejdere have faaet deres Afsked."

    Tidens løsning i sidste del af forrige århundrede er strejker efterfulgt af omfattende lockouter.

    Det er i disse år, at den organiserede arbejderbevægelse tager sin begyndelse. Alle de nydannede fagforeninger er medlemmer af "Internationalen", og vore dages opdeling mellem det faglige og det politiske kendes ikke.

    Rækken af nye fagforeninger bekymrer den emsige københavnske politidirektør Crone i en sådan grad, at han i sin årsrapport fra 1871 skriver, at en "ny art af forbrydelser" nu truer den offentlige orden: "socialismen er opdukket i vort samfund".

    Moderorganisationen for alle senere københavnske smedeafdelinger hedder "Smede- og Maskinarbejdernes Fagforening af 1873". Da det i 1888 lykkes at danne et landsdækkende smedeforbund (Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund), indgår ovennævnte fagforening i denne som Afdeling 1. Året før har kleinsmedene, (Afdeling 2) dannet deres egen københavnske smedeafdeling. Efter at grovsmedene og kedelsmedene også har dannet deres selvstændige fagforeninger, kommer turen til de københavnske skibssmede, som den 7. april 1895 danner den 5. selvstændige smedeafdeling i København.

    Den konstituerende generalforsamling afholdes i Læderstræde 26. Til mødet er der fremmødt 70 mand. Der vælges en bestyrelse på 11 mand med Frantz Petersen som formand. Et halvt år efter vælger skibssmedene I. A. Hansen som formand, en post han bestrider i 23 år. Fra 1899 er I. A. Hansen også formand for Smedeforbundet.

    Det er svære år for fagforeningen. Timelønnen er ca. 25 øre og selv med et ugentligt fagforeningskontingent på 30 øre, er det svært at få alle med. Agitatorerne bliver tilbagevendende mødt med spørgsmålet: "Hva' ka' det nytte?"

    Tilbage til top


     

    1900 - 1910. Den første overenskomst

    Fagforeningens svendeprøve består naturligvis i, om den kan indgå en overenskomst med arbejdsgiverne.

    En overenskomst vil være beviset på, at den faglige organisation er arbejdernes kollektive modpart; et praktisk bevis på organisationsretten, som dengang ingenlunde er anerkendt.

    Tre år efter sin stiftelse indgår Skibssmedeforeningen efter et halvt års forhandlinger sin første overenskomst med B&W. Alene aftalens indgåelse er en stor sejr. Men overenskomsten indeholder også flere gode landvindinger.

    Det mest interessante ved denne overenskomst er ikke bestemmelserne om timeløn og akkordpriser. Derimod får arbejderne med denne overenskomst indflydelse på arbejdsreglementet, som en enevældig direktion hidtil har fastlagt.

    Eksempelvis bliver de forhadte bødestraffe afskaffet, hvorefter mestrene helt enevældigt og ofte vilkårligt trak i lønnen for en hvilken som helst forseelse, som den enkelte arbejder måtte have begået.

    Til den 3-årige overenskomst følger et tilsagn om fredspligt og afgørelse af tvister ved en faglig voldgift.

    Efter den store lockout i 1899 bliver dette system videreudbygget i Septemberforliget, som er begyndelsen på det fagretlige system, som vi kender i dag.

    Ønsket om indflydelse på egne arbejdsforhold genfinder vi i denne tids kamp omkring de såkaldte Fælles Værkstedsregler.

    Det fælles i disse regler refererer til, at de er aftalt i fællesskab mellem fabrikanterne. Selv om B&W i disse år står uden for Jernets Arbejdsgivere, så følger man de fælles værkstedsregler. Vi gengiver her nogle af paragrafferne i værkstedreglerne, som de så ud før den anden store smedelockout i 1897.


    blebul1d.gif (1048 bytes)    Fælles Værkstedsregler

    § 1. Den normale Arbejdstid er fra kl. 6 Morgen til kl. 6 Aften med 2 Timers Spise- og Hviletid.

    § 2. Overarbejde beregnes saaledes for de paa Værkstederne arbejdende Svende:

    Fra Kl. 6 - 10 Aften betales med 1½ Gang Timeløn; fra Kl. 10 Aften til Kl. 6 Morgen betales med dobbelt Timeløn. (...)

    Ved Opgørelsen af Overarbejdet fradrages den til Spise og Hvile medgaaende Tid, ligesom ogsaa forsømt Tid af den normale, ugentlige Arbejdstid fradrages Overtidstiden (...)

    § 6. Naar en Svend, der staar i Enkeltakkord, forlader Værkstedet, fortaber han hele sin Ret til det eventuelle Overskud paa samtlige Akkorder, han måtte have paabegyndt (...)

    Naar en Svend, der staar i Fællesakkord, forlader Værkstedet, udbetales hans Andel i det mulige Overskud til de ved Akkordens Fuldførelse og Opgørelse tilbageværende Deltagere i Akkorden. (...)

    § 7. Ved Afgang fra Værkstedet erholder enhver Svend et Afskedsbevis med Angivelse af den Tid, han har arbejdet paa Værkstedet. En Svend (...) må ikke Antages uden at forevise Afskedsbevis.


    I dag kan det måske fremstå bagatelagtig. Men at arbejdsreglementet overhovedet bliver forhandlet viser, at de tider er forbi, hvor direktørens ord blot er lov. Der er især § 2 og 7, som vækker en særlig forbitrelse. Overarbejde bliver således kun beregnet som overarbejde, hvis man har arbejdet i alle ugens normale 63 arbejdstimer. Og bestemmelsen om arbejdssedler bliver af mange opfattet som en slags sortlistning af arbejderne. At man taber sin andel af akkorden ved frivillig afgang er heller ikke populært. Omkring århundredets begyndelse lykkes det kun at slippe af med de forhadte afskedsbeviser.

    Derimod sker der en organisatorisk fornyelse, som viser sig at have fremtiden med sig. Fagforeningsstrukturen bliver efterhånden suppleret med værksteds-klubber og tillidsmænd.

    På B&W opretter "de urolige nitter-drenge" den første klub allerede i 1889. Skibsbyggerne følger først med en del år senere. Efter år 1900 bliver B&W i udpræget grad en organiseret arbejdsplads. Medlemstallet i Skibssmedeforeningen når i 1905 692 medlemmer. I. A. Hansen skriver i Forbundets 25 års jubilæumsskrift, at med overenskomstdækningen af B&W begyndte "firmaet ligefrem at kræve, at arbejderne burde være organiserede", og dem, som hidtil havde følt, at de havde et ly som uorganiserede, de følte nu, at det ikke længere var i kurs at stå udenfor.

    I denne periode kommer der flere værfter til i afdelingens område. Københavns Flydedok, Hellerup og Strandmøllens Skibsværfter. Alligevel er arbejdsløsheden stor - på intet tidspunkt under 10 %. I 1905 indgår Forbundet aftale om at sende 100 skibssmede til Helsingfors. I 1908 bliver A-kasserne statsunderstøttede, og i 1910 indføres der i overenskomsterne ret til 3 dages ubetalt ferie. Før denne tid bestod en skibssmeds ferie i en årlig skovtur til eksempelvis Dyrehaven, placeret på en lørdag og med tilskud fra klubben. Efter sådan en ferie, var man klar til et år til.

    Tilbage til top

    I. A. Hansen
    Formand 1895 - 1918

    I. A. Hansen kommer til B&W i 1885 som udlært grovsmed fra Lolland. På Øen arbejder I. A. i mange år som nitter under navnet "den veltalende". Som organisationsmand udvikler I. A. sig til en "hård negl" med afgørende indflydelse på den samlede fagbevægelses udvikling. I. A. får mange ben at grave i. Han er formand for Smedeforbundet fra 1899 til 1926, medstifter og formand for CO-Metal fra 1912 til 1926, dommer i Den faste Voldgiftsret og medlem af Den københavnske Borgerrepræsentation.

    I. A. Hansen bliver i kraft af sin stærke position den syndikalistiske bevægelses yndlingsaversion nr. 1. Syndikalisternes blad Solidaritet omtaler altid I. A. som "Krokodillen" og karikerer ham som sådan. Den stærkeste smedeopposition findes i Afdeling 1, men også i Skibssmedeforeningen går bølgerne højt. Den senere redaktør af Metal, Preben Bengtsson, skriver. "Skibssmedeforeningens historie er lang og broget, og det har ikke altid været let for udenforstående at fatte baggrunden for skibssmedenes noget stridbare natur, der havde en sammenhæng med det hårde og barske arbejde på et skibsværft. Under de givne forhold er det ikke mærkeligt, at bølgerne undertiden er gået højt i Skibssmedeforeningen, og at begivenhederne i visse tilfælde har udløst sig i dramatiske spændingsforhold mellem forbund og medlemmer. Et er sikkert, der skulle stærke folk med vilje og lyst til at lede Skibssmedeforeningen". I 1918 bliver I. A. ikke væltet, men spændingsforskellen til medlemmerne bliver så stor, at I. A. efter 23 år som formand tager sit pæne tøj og går.  

    1910 - 1920.  Bølgerne går højt

    I dette årti opstår det larm blandt skibssmedene i mere end én henseende. Håndnitningen bliver efterhånden fortrængt af "luft-maskinerne, hvis larmende tempo runger over værftet", som der står i Nitter-klubbens 50-årige festskrift. I disse år kommer der for alvor decibel på de danske værfter. Det er også årtiet, hvor B&W bliver verdensberømt med søsætningen af Selandia i 1912; verdens første dieseldrevne motorskib. Men det er også årtiet, hvor skibssmedenes formand rejser til Tyskland, for om muligt at få hjælp af de tyske arbejdere til at få indført revolutionen i Danmark.

    1910 dannes Fagoppositionens Sammenslutning. Med blandt stifterne er en skibssmed ved navn Andreas Fritzner. Fagoppositionen er en syndikalistisk bevægelse, som ikke bryder sig om det efterhånden pæne og ordnede danske aftalesystem med 5-årige overenskomster, fredspligt, arbejdsret og voldgift. I stedet peger syndikalisterne på den direkte aktion med den altomfattende generalstrejke som det ultimative kampvåben.

    Syndikalisterne får i 1912 betydelig indflydelse i Afdeling 1, som er landets suverænt største smedeafdeling med over 1/3 af alle forbundets medlemmer. Én af syndikalisternes mærkesager hedder urafstemning ved overenskomstfornyelserne. Forbundet og I. A. Hansen er stærke modstandere af dette "direkte demokrati". Men på Smedekongressen i 1917 går det galt. Kongressen vedtager urafstemningsprincippet på trods af formandens stærke modvilje. I. A. Hansen er dog ikke herved en slagen mand. Han sender kongresvedtagelsen - ja gæt engang - til urafstemning med en opfordring til medlemmerne om at omstøde kongressens beslutning. De uregerlige medlemmer bekræfter imidlertid urafstemningsprincippet.

    I 1917 afholder man hos skibssmedene 4 generalforsamlinger på 6 måneder. Foranlediget af en 2 måneders lønstrejke på Flydedokken indkaldes der efter en underskriftsindsamling til en ekstraordinær generalforsamling, hvor Andreas Fritzner er oppositionens ledende figur og I. A. Hansen skydeskiven. Fritzner har ordet flere gange. I afdelingens protokol er de sidste indlæg refereret således: "Fritzner holdt paany et syndikalistisk Foredrag". I. A. Hansen ridder stormen af.

    Men i sommeren 1918 er den gal igen. Verdenskrigen med dens store prisstigninger har nu varet i 4 år - og på alle landets arbejdspladser er der voldsom røre for mere i løn og for en nedsættelse af arbejdstiden.

    På en ekstraordinær generalforsamling i juni 1918 stilles der et mistillidsvotum til formanden, som dog ikke opnår flertal. På en ny generalforsamling i august foreligger der en resolution, som omtaler I. A. Hansen som "udbytternes repræsentant"; en "demagog" med for mange "ben", hvorfor han bør "fjernes". Resolutionen vedtages med 35 stemmer mod 32 ud af afdelingens ca. 1.200 medlemmer.

    Vejen er nu banet for Andreas Fritzner. I 3 måneder er han afdelingens formand, så rejser han illegalt til Tyskland. Større ting står på dagsordenen. Revolutionen i Tyskland er brudt ud, Kielermatroserne har gjort oprør, og der dannes arbejder- og soldaterråd efter russisk forbillede.

    I dag kan det lyde fantastisk, men Fritzner rejser faktisk til Tyskland, for - med egne ord - "eventuelt at få hjælp af de tyske kammerater, spartakisterne, og vi håbede ved hjælp fra dem og fra de røde matroser i Kiel at få lavet revolution i Danmark".

    Fritzner møder Karl Liebknecht i Berlin, men får ingen hjælp. Skuffet vender Fritzner hjem, hvor politiet arresterer ham, og smider ham 14 måneder i spjældet for "Grøntorvsspetaklerne".

    Tilbage til top

    Andreas Fritzner

    Andreas Fritzner
    Formand 1918

    Andreas Fritzner var fattig Nørrebrodreng og kom til B&W i 1908. Året før havde AF siddet 3 måneder i fængsel for uddeling af antimilitaristiske blade til de nyindkaldte soldater. To måneders varetægtsarrest får Fritzner i 1908 for medviden om bombeattentatet mod et logiskib for skruebrækkere i Malmø havn. Igen i 1910, 1916 og 1917 kommer AF i spjældet for antimilitaristisk virke. For sin deltagelse i "Stormen på Børsen" i 1918 får Fritzner 1 måned. En brandtale på Grønttorvet samme år værdisætter myndighederne til 14 måneders arrest. Andreas Fritzner har på denne baggrund sat en kedelig Danmarksrekord; nemlig som den person, der oftest er blevet fængslet af politiske grunde. I 20'erne og 30'erne er Fritzner boykottet på de københavnske værfter. I 1925 søger Fritzner om genoptagelse i Smedeforbundet, men dette bliver ham nægtet, efter at ansøgningen har været til behandling i Skibssmedeafdelingen, "Metal København" og Forbundets forretningsudvalg. Som den sidste af de gamle syndikalistiske smede bliver Andreas Fritzner genoptaget i Smedeforbundet i 1939. Først i 1950'erne - og nu i en alder af godt 60 år - opnår Fritzner en "længere arbejdsperiode" på Refshaleøen. I sine sidste år bor Andreas Fritzner i Vinkelhusene på Amager, hvor han dør januar 1969.

     

    1920 - 1930.  "der opnåedes ikke enighed om noget"

    I kølvandet på Den første Verdenskrig indtræffer der også i det neutrale og fredelige Danmark store sociale og politiske omvæltninger. Verdenskrigen skærper på mange måder klassemodsætningerne. De rige bliver rigere og de fattige fattigere. Medens reallønnen fra 1914 til 1917 falder med 14 %, og arbejdsløsheden stiger til 18%, når børskurserne svimlende højder. Et nyt begreb opstår i folkemunde: Gul­laschbaroner. Dem og andre skal der efter krigen gøres op med.

    I Københavns gader kan man se politiske paroler, som kræver:

    blebul1d.gif (1048 bytes) "Knæk Sablen, Bryd Kronen, Styrt Kirken".

    Fra faglig side lyder parolen:

    blebul1d.gif (1048 bytes)  "8 timers arbejde, 8 timers hvile, 8 timers frihed".

    Men sablen bliver ikke knækket, kronen ikke brudt og kirken ikke styrtet. Derimod bliver 8-timers dagen indført i overenskomsterne fra den 1. januar 1920. Den ugentlige arbejdstid er herefter 48 timer.

    I dag huskes 30'erne, som en barsk tid, men 20'erne er heller ikke noget at råbe hurra for. Næppe er 8-timers dagen gennemført og de rimelige lønkrav i hus, før arbejdsgiverne indleder modoffensiv efter modoffensiv. 8-timers dagen bliver dog fastholdt. Derimod falder reallønnen igen allerede fra 1922, hvor arbejdsløsheden nærmer sig 30 %. Hvor vi i hele dette århundrede kun har haft ni år, hvor antallet af tabte arbejdsdage grundet konflikt skal tælles i millioner, der er de fire af årene faldet i første halvdel af 20'erne.

    På afdelingens største arbejdsplads B&W, hedder direktøren 20'erne igennem E. Bondegaard, og med det navn levede direktøren ganske godt op til sin egen forestillingsverden. Da tillidsmændene på Søndre Værft i 1927 krævede varmt vand at vaske sig i efter fyraften - for det havde man på Refshaleøen - beordrer Bondegaard straks det varme vand på Øen plomberet. Bådfarten over havnen er også et tilbagevendende konfliktemne. Da tillidsmændene krævede arbejderbådene overdækket om vinteren, svarer Bondegaard igen med helt at stoppe bådtransporten. Dette beskedne krav koster adskillige arbejdsnedlæggelser i 20'erne. Flere gange forsøger afdelingens formand Johannes Kjærbøl at mægle.

    Arbejdsulykker hører også til dagens uorden. Da tillidsmændene på Øen i 1928 kræver samaritervagt i hele arbejdstiden, svarer Bondegaard, at det vil direktionen overveje, hvis arbejderne vil gå 10 % ned i løn. Selv toiletforholdene har Bondegaard tid til at beskæftige sig med. Et særligt "lokumsreglement" bliver udarbejdet, som sætter en maksimumstid på stort og småt samt dårlig mave. Samtidig bliver brættet anbragt skråt, så enhver, der måtte falde i søvn, automatisk glider af. De "skrå brædder" får tillidsmændene forhandlet væk i midten af 20'erne.

    B&W-ledelsens helt urimelige indstilling til ordnede arbejdsforhold fremgår ganske godt af et protokolreferat fra 1923 omhandlende et møde om forskellige spørgsmål med direktør Bondegaard. "Direktøren var forstående overfor flere af vore spørgsmål, men var afvisende overfor andre. Der opnåedes ikke enighed om noget".

    Tilbage til top

    Johannes Kjærbøl
    Formand 1918-1931

    Johannes Kjærbøl, født Hansen i 1885, uddannet kleinsmed i Svendborg, får sit første tillidshverv i 1912 i nitterklubben på Københavns Flydedok. Kjærbøls faglige karriere går trægt i de første år, idet JK i 1915 bliver smidt ud af Afdeling 5's bestyrelse. Tre år efter bliver Kjærbøl dog valgt som formand, og dermed får afdelingen 20'erne igennem en yderst driftsikker slider, hvis politiske ståsted som "højresnoet Socialdemokrat" ingen kunne være i tvivl om. Kjærbøl er historien om nitterdrengen, der først bliver afdelingsformand, dernæst forbundsformand (1926-35) og til sidst minister. Det karakteriserer vel ganske godt Kjærbøl, når han om sig selv som bestyrer af de københavnske smedes anvisningskontor (1914-24) skriver, at "jeg var ingenlunde elsket af Anvisningskontorets faste Kunder, men maaske nok alligevel respekteret". I 1935 bliver Kjærbøl valgt til Folketinget og 13 dage senere udnævnt til handelsminister. Kun med nød og næppe overlever Kjærbøl krigen politisk, idet han også som arbejdsminister under Scaveniusregeringen demonstrerer sin altid store vilje til at gøre "det nødvendige arbejde". "Ingen kan være i tvivl om, at jeg ikke har hjertet med i de lovforslag, jeg her foreligger" - sagde Kjærbøl i 1942, da han indfører de forhadte arbejdskort - i folkemunde kaldet "hundetegn". Efter krigen er Kjærbøl først administrerende chef for den kvarte million tyske flygtninge i Danmark, dernæst boligminister, senere indenrigsminister for til sidst i 1955 at blive udnævnt til Grønlandsminister. Jo, Kjærbøl var smeden, som kunne det hele. I 1973 dør Kjærbøl i en alder af 88 år.

     

    1930 - 1940.  Brydningstider

    Børskrakket i Wall Street i 1929 når for alvor Danmark i 1931-32. Arbejdsløshedsprocenten blandt københavnske smede topper i 1932 med 37 %. Hos de københavnske skibssmede går det helt galt, idet afdelingens største arbejdsplads B&W, dagen før juleaften i 1932 må reddes fra konkurs med "Lov om betalingshenstand for A/S Burmeister & Wains Maskin- og Skibsbyggeri".

    B&W krisen fører direkte til, at Søndre Værft samt Strandgadeværftet (det tidligere Københavns Flydedok), som er ejet af B&W, skæres fra og lukkes. Med lukningen af Københavns Flydedok må afdelingen sige farvel til én af den københavnske fagbevægelses mest aktive arbejdspladser.

    Med den store arbejdsløshed bliver der også flere langtidsledige. Frem til den store socialreform i 1933 er understøttelsesperioden i A-kasserne 115 dage. Med socialreformen ændres de statslige tilskudsprincipper, og A-kasserne begynder i større grad at oprette fortsættelseskasser, hvor den ledige i yderligere 70 dage kan opnå understøttelse.

    Smedenes A-kasse i København må fra 1931 opkræve ekstrakontingent samt optage et lån i Arbejdernes Landsbank på 150.000 kr. for fortsat at kunne yde brændselshjælp til de ledige.

    For dem der ryger ud af A-kassen går vejen over de offentlige hjælpekasser til den kommunale fattighjælp, hvor den arbejdsløse risikerer at få frataget stemmeretten. 30'erne er brydningsår. Det er såvel kriseår, som det er årene, hvor velfærdspolitikken grundlægges. Det er årene, hvor Socialdemokratiet opnår over 46 % af stemmerne (1935), og hvor valget hedder Stauning eller kaos. Danskerne skulle - inden længe - få begge dele. 30'erne er også årene, hvor lovgivningen for alvor begynder at blande sig i arbejdsmarkedets aftalestof.

    I 1938 får vi landets første ferielov. Overenskomstens 6 feriedage fordobles til 12. Samtidig sættes feriepengesatsen til 4% af lønnen. Ferie med en beskeden løndækning indføres i 1931-overenskomsten. På B&W kommer dette nymodens pjat ledelsen så meget på tværs, at den dikterer de 4 feriedage placeret i september måned. Men diktatet får ingen virkning. Fællesklubben placerer feriedagene i juli, hvorved Fællesklubben får en organisationssag på nakken, men arbejderne kan holde ferie, medens badevandet endnu kan lokke folk til strandene. I 1937 vedtages der også en lov til begrænsning af overarbejde. Mærkeligt nok arbejdes der i 30'erne over som aldrig før. Det er et fast diskussionspunkt på alle afdelingens generalforsamlinger. Næppe har et udvalg med bl.a. Kjærbøl færdiggjort en rekonstruktionsplan for det kriseramte B&W, (vedtages i Folketinget i februar '33), før ledelsen kræver friere adgang til overarbejde.

    Ofte nægter tillidsmændene at give dispensation til overarbejde, og det fører 30'erne igennem til mange konflikter herunder fyring af såvel flere tillidsmænd som af Øens Fællestillidsmand Aksel Osbeck i 1935.

    Fyringen af Osbeck bliver kendt klokkeklar ulovlig, men Osbeck bliver ikke genansat. Derimod får han 5.000 kr. i erstatning, hvilket med datidens målestok er et betydeligt beløb.

    Det er dog fyringen af nittertillidsmanden Valfred Andersen, som kaster en skygge ind over afdelingens videre virke 30'erne igennem. Fyringen i august 1934 af Valfred Andersen samt af hele det sjak, hvori han arbejder, er officielt begrundet i, at sjakkets arbejdspræstation er for ringe. Fyringerne får nitterne til endnu engang at lægge ryg til en nitterstrejke, som kører over to omgange, og som resulterer i, at nitterne to gange bliver idømt en bod - henholdsvis på 50 og 75 kr. Efter en faglig voldgiftssag bliver tillidsmanden til sidst genansat, og arbejdet genoptages den 10. oktober. Umiddelbart efter tager Valfred Andersen dog sin afsked for at tage arbejde på Storstrømsbroen.

    Under strejken - som Forbundet i sit jubilæumsskrift fra '38 kalder såvel "ondartet som hårdnakket" - opstår der et modsætningsforhold til afdelingens formand Thorvald Nielsen, som efter et arbejde i Metalarbejdernes A-kasse overtager formandsposten efter Kjærbøl i 1931. Hans efterfølger på posten Malta Hass skriver i 1944 i Smede og Maskinarbejdere i København, at Thorvald Nielsen udførte "et paaskønnelsesværdigt Arbejde til Gavn for Afdelingen i de 9 Aar, han fungerede som Formand, dog har den ulyksalige Nitterstrejke i 1934 været medvirkende til, at der herskede en vis spænding mellem Th. Nielsen og en Del af Medlemmerne". Nitterne følte ikke, at de i en vanskelig situation fik den tilstrækkelige opbakning fra deres egen afdelingsformand, og den slags går ikke upåagtet hen i De københavnske Skibssmedes Forening.

    Tilbage til top


    1940 - 1950.  "Hvad siger man på B&W?"

    Klokken er kun blevet 6.30 den 9. april 1940, da den danske regering træffer beslutningen om at kapitulere. I gentagne udtalelser opfordrer regeringen til at undlade enhver modstand mod tyskerne; at udvise "ro og orden" samt "korrekt og værdig optræden". Hvad der starter som en "forhandlingspolitik" udvikler sig snart til en egentlig "samarbejdspolitik". Eftertiden husker endnu de helt unødigt underdanige udtalelser fra udenrigsminister Erik Scavenius: "Ved de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa."(8. juli 1940).

    For danske arbejdere består den nye tid bl.a. i ophævelse af pristalsreguleringen, tvungen voldgift, indførelse af en særlig lønskat, arbejdskort, tvangsarbejde for unge m.m.

    På afdelingens arbejdspladser mærkes krigen i første omgang i form af et krav om mørkelægning, hvilket fører til en indskrænkning af arbejdstiden med løntab til følge. B&W besættes direkte med et fast vagthold af værnemagtssoldater ude i "Sibirien". Senere under krigen opstår der mange problemer med betalingen for forvarsel ved luftangreb og varsel til arbejderne, når ledelsen får meddelelse om "telefonbomber". Lokale konflikter, som ikke blot involverer organisationerne, men flere gange regering og ministre.

    1943 er året, hvor modstandsaktiviteterne for alvor vokser frem. Det er året, hvor englænderne bomber B&W-Motor, og hvor fællestillidsmændene på de 4 B&W-arbejdspladser finder sammen i et tættere samarbejde. Det er året med de store folkestrejker i provinsen (auguststrejkerne), som direkte fører til samarbejdspolitikkens fald den 29. august.

    Flere af afdelingens medlemmer går aktivt ind i modstandskampen. Andre, som Janus Jensen, pålægges at blive på deres poster. Det er i særlig grad en bestemt skibsbygger på B&W, som får en helt afgørende indflydelse på opbygningen af den organiserede sabotage: Eigil Peter Theodor Larsen - kendt i modstandskampen som "Hesten".

    Sammen med flere hundrede andre kommunister bliver Eigil Larsen taget af det danske politi den 22. juni 1941. Ud på efteråret overføres Eigil til Horserød-lejren. Her lykkes det Eigil i fællesskab med andre af de internerede at grave en tunnel ud under lejrens pigtråd. Den 10. juni 1942 flygter Eigil fra lejren gennem tunnellen - og på trods af en intensiv jagt på denne mere end grandvoksne skibsbygger, lykkes det Eigil at være på fri fod krigen igennem. I politiets akter omtales Eigil Larsen som "meget aggressiv og hensynsløs", men også som "en fremragende taler". På et tidspunkt er der udlovet en dusør på 50.000 kr. for oplysninger, der kan føre til Eigil Larsens anholdelse.

    Undsluppet fra Horserød begynder Eigil Larsen straks at opbygge en effektiv sabotageorganisation (BOPA) med bl.a. tidligere spaniensfrivillige, og allerede i november 1942 afsporer BOPA et tysk ammunitionstog ved Espergærde. Krigen gør også Eigil Larsen til forfatter, idet han udarbejder en lærebog i fremstilling af hjemmelavede bomber med tidsindstilling - populært kaldet "Kogebogen".

    Eigil Larsens organisatoriske talenter var ubestridelige og efter krigen er han tilbage på B&W, hvor han er primus motor bag at gøre denne arbejdsplads til én af kommunisternes højborge. Eigil Larsen er også en aktiv debattør på afdelingens generalforsamlinger.

    Men inden befrielsen i sommeren 1944 udbryder der en folkestrejke i København, hvor det for Fællesklubben på B&W lykkes - som der står i Øens folk - at hitte på en "opfindelse", som "var lige så spontan, som den var genial". Som svar på et udgangsforbud fra kl. 20.00 fra tysk side, sender Fællesklubben Dr. Best et brev, hvori det meddeles, at hensynet til 8 timers fritid under de givne forhold nødvendiggør, at arbejderne går hjem hver dag kl. 12.00 "for at kunne passe sine kolonihaver".

    Pudsigt nok bliver denne "spontane" aktion omhyggeligt planlagt i B&W-tillidsmanden Gilbert Carstensens kolonihavehus på Amager sammen med en række andre ikke helt tilfældige personer. Bl.a. B&W-tillidsmanden Henry Nebelong (senere Fællestillidsmand), skibsbygger Harry Svensson, medlem af afdelingsbestyrelsen og ledende i DKP's illegale arbejde på værftet, Hans Hansen (Stammehans), efter krigen mangeårig formand for Metal afdeling 4, Svend Nielsen, leder af DKP's illegale arbejde, leder af BOPA, senere MF'er.

    Politisk bevirker folkestrejkerne, at Frihedsrådets autoritet bliver styrket, hvilket er med til at redde Danmarks ære ved befrielsen. Men bag det folkelige oprør gemte der sig en organisatorisk kraft og en politisk modstandsvilje med rødder på landets arbejdspladser. Det er i disse år, at der på landets arbejdspladser opstår et nyt begreb, som de københavn­ske skibssmede kan være stolte af: "Hvad siger man på B&W?"

    Afdelingens formand under krigen, den tidligere stemmer på B&W Malta Hass, skriver mod krigens afslutning. "Når det nuværende opgør mellem alverdens folkeslag er blevet historie (...), så vil der blive brug for mange skibssmede, om end der vil ske nogle forandringer med arbejdsmetoden, hvor sagkundskaben formentlig vil arbejde hen mod, at elektrosvejsning skal støde det gamle hæderkronede nitterarbejde fra tronen; dog synes det, selv om det ønskes af nogle eksperter, ikke at være rådeligt at anvende 100 procents svejsning ved fremstilling af nye skibe eller at lade dette arbejde udføre af ufaglærte". Det er jo især svært at spå om fremtiden, og Malta Hass skulle ikke få ret i sine profetier.

    Tilbage til top

    1950 - 1960.  Storkonflikt og udskiftninger

    Ved indgangen til 50'erne har afdelingen faglige klubber på fem arbejdspladser: B&W, Orlogsværftet, Nordhavnsværftet, Svanemølleværftet og Københavns Havnevæsen. Ud fra de enkelte punkter på dagsordenen til afdelingens månedlige bestyrelsesmøder træder der en tydelig forskel frem, hvad angår de fem arbejdspladser.

    Københavns Havnevæsen er arbejdspladsen, hvor problemerne løses lokalt. Derfor er Havnen i reglen kun på dagsordenen, når der skal forhandles en ny to-årig overenskomst. Orlogsværftet kommer også ind under denne "pæne" kategori. Nordhavnsværftet og det fra juli 1949 ejede Svanemølleværft er tilbagevendende på dagsordenen på grund af dårlige lønforhold, som afstedkommer mange mæglingsmøder.

    Klubberne på B&W er en klar topscorer, når det gælder om at komme på afdelingsbestyrelsens dagsorden. Problemerne er mangeartede.

    I 1950 indføres der for første gang opsigelsesvarsler i overenskomsten. 2 års anciennitet giver 7 dages varsel. Traditionen tro tager det ledelsen på B&W flere år at vende sig til denne nyordning. Derfor forekommer der mange klager grundet afskedigelser uden overenskomstmæssig varsel.

    Det er dog ikke kun ledelsen, der laver brud på overenskomsten, men også de faglige klubber. Således afholder klub 6, værktøjssmedene i november 1950 klubmøde i arbejdstiden. Det lykkes dog Forbundet at "snakke sig" fra ledelsens krav om bod og erstatning. Andre B&W-sager er krav om udlevering af arbejdstøj, afskaffelse af karakterløn til lærlinge, bedre smudsreglement, organisationsproblemer i forhold til Specialarbejderforbundet.

    Afdelingens daglige virke er således optaget af de nære faglige problemer. Et forhold som imidlertid ikke i udpræget grad afspejler sig i diskussionerne på de tre årlige generalforsamlinger. I protokollen fra generalforsamlingen i april '49 kan man læse. "Sarup kaldte det for sørgeligt, at det faglige optog få minutter af generalforsamlingens tid, medens resten gik med politiske diskussioner".

    Afdelingens formand er 50'erne igennem Janus Jensen. Som så mange andre fagligt aktive personer bliver Janus Jensen kommunist under krigen. Men i 1947 udmelder Janus Jensen sig af Det kommunistiske Parti og indmelder sig i Socialdemokratiet. Det afføder en del bitterhed blandt afdelingens kommunistiske medlemmer, som på generalforsamlingerne nu begynder at gå efter personen og ikke blot sagen. Janus Jensen kritiseres for ikke at have nedlagt sit hverv som vurderingsmand efter sin udtræden af Borgerrepræsentationen. Fra bl.a. Eigil Larsens side sættes der tal på det betydelige beløb, som dette erhverv skulle have indbragt Janus Jensen. Tal som Janus Jensen på et efterfølgende bestyrelsesmøde kan dokumentere som værende urigtige.

    Men Janus kritiseres også for at sætte hensynet til Forbundsledelsen højere end hensynet til medlemmernes faktiske meninger. Et elendigt mæglingsforslag i 1950 får således Janus' anbefaling med denne noget anstrengte argumentation. "Formanden gennemgik forslaget (fra forligsmanden) punkt for punkt (...) og sluttede med at anbefale at stemme for forslaget ud fra den forudsætning, at det ville få politiske konsekvenser, da der, såfremt der udbrød strejke, på Rigsdagen sikkert ville blive stillet forslag om tvungen voldgift, der måske ville have til følge, at der ville blive udskrevet folketingsvalg, hvad ingen i øjeblikket er interesseret i".

    På bestyrelsens vegne anbefaler Janus Jensen forslaget på den ekstraordinære generalforsamling i marts 1950, selv om "det er noget skidt, vi er blevet stillet overfor". Men over for den kommunistisk anførte opposition lider bestyrelsens anbefaling nederlag. I lidt kryptiske vendinger står der i protokollen, at den af oppositionen stillede udtalelse blev "sat under afstemning og af den ringe forsamling vedtaget med alle stemmer mod 3". Dagen efter skriver Land og Folk på forsiden, at bestyrelsen har fået et "mistillidsvotum", hvilket dog ikke anfægter bestyrelsen, da de fleste var gået hjem, da afstemningen fandt sted. Ved den efterfølgende urafstemning er der i afdelingen et klart nej-flertal (341 nej-stemmer mod 149 ja-stemmer). Det samme er tilfældet i Forbundet som sådan, men ved de kompetente forsamlingers hjælp lykkes det at forvandle flertallet imod til et flertal for.

    På de efterfølgende generalforsamlinger fører Eigil Larsen an i et stormløb mod Janus Jensen. Sammen med bestyrelsen ridder Janus stormen af helt frem til storkonflikten i 1956. For første gang nogen sinde vinder oppositionen i dette år for alvor fodfæste i skibssmedenes bestyrelse. Fem socialdemokrater udskiftes med fem kommunister, hvilket baner vejen for, at kommunisten Svend Nielsen kan blive afdelingsformand fem år senere.

    Tilbage til top

     

    Janus Jensen
    Formand 1945 - 1961

    Janus Jensen, født 1909 og uddannet kleinsmed får sit første tillidshverv i 30'erne som tillidsmand for kleinsmedene på B&W. I 1937 bliver JJ næstformand i Afdeling 5. Fra februar 1941 bestrider JJ det svære hverv som fællestillidsmand på Øen under krigen. Efter krigen er JJ en tur rundt om Det kommunistiske Parti. Efter 16 år som afdelingsformand bliver JJ i 1961 sekretær i Forbundet (forhandlingssekretariatet). I Spydspidsen skriver P. Bengtson: "Næppe nogen havde et større praktisk erfaringsmateriale at bygge på end han, der af alle anerkendtes som en af de største mæglingsmænd, Forbundet har haft". Janus Jensen forbliver sekretær i Dansk Metal frem til 1974. Janus dør i august 1986.

     

    1960 - 1970.  "gør gode tider bedre"

    Efter storkonflikten i 1956 kommer der igen kommunister i Afdelings 5's bestyrelse. Fællestillidsmand Svend Nielsen bliver dette år konstitueret som næstformand. Tillidsmand for værktøjssmedene Palle Andersen bliver sekretær - frem til 1960, hvor Palle Andersen flytter til Moskva og bliver Land & Folks mangeårige korrespondent her. At venstrefløjen endelig bliver repræsenteret i bestyrelsen fører ikke til nye konflikter - tværtimod. Hvor generalforsamlinger i 50'erne kunne byde på kampafstemninger på op til 6 forskellige udtalelser; kampafstemninger omkring enhver bestyrelsespost, der sænker den politiske borgfred sig over generalforsamlingerne efter 1956. Socialdemokrater og kommunister opstiller på enhedslister til bestyrelsen. For første gang nogen sinde kan Janus Jensen aflægge beretning uden at en eneste tager ordet hertil. Udtalelseskrigen stilles for en periode i bero.

    Dette faglige enhedsarbejde får dog allerede fra 1959, hvor Socialistisk Folkeparti stiftes, nye udfordringer. På generalforsamlingen i oktober 1959 vender tillidsmanden Palle Andersen "sig mod de kræfter i afdelingen, der forsøger med forskellige midler, at ødelægge det gode enhedsarbejde, der er en realitet i dag". Bemærkningen er bl.a. vendt mod B&W-borerklubbens tillidsmand, Arne Jørgensen, der som den første erklærede SF'er stiller op til bestyrelsen.

    Med valget af Svend Nielsen til afdelingsformand i april 1961 får afdelingen endelig en politisk sammensætning, som afspejler forholdene på landets "røde arbejdsplads" - B&W. Men med dette valg ophører afdelingen også med at være repræsenteret i Forbundets hovedbestyrelse.

    Indgangen til "de glade 60'ere" er præget af den gode beskæftigelsessituation. På generalforsamlingen i oktober 1960 kan Janus Jensen konstatere: "Vi har indenfor smedeforbundet lokalt opnået gode resultater; årsagen hertil er vel den gode beskæftigelse og mangelen på arbejdskraft, samt i høj grad arbejdsgivernes skræk for strejker". I sandhed nye toner.

    I 1965 er den registrerede arbejdsløshed blandt de københavnske smede 0.9%. I denne gunstige situation og som et resultat af det første arbejderflertal sker der i 1967 en stor revision af A-kasseloven. Man overgår fra understøttelsesprincippet, som udover understøttelsen for ledighed også omfatter brændselshjælp, børnetillæg m.m., til princippet om tabt arbejdsfortjeneste. Denne reform bringer erstatningsprocenten op på 52 % i 1969. De tilsvarende procenter for 1955, 1960 og 1965 er henholdsvis 36%, 43% og 39%.

    Samtidig er det staten, som betaler broderparten af udgifterne til dagpenge. I 1969 "koster" et års A-kassekontingent kun 2 dages dagpenge. Det tilsvarende beløb er i 1995 steget til 2 ugers dagpenge.

    Afdelingens generalforsamlinger er i 60'erne relativt rolige. Selv afdelingens 60 års stiftelsesfest i 1965 bliver afviklet i større ro end ønsket var. Protokollen omtaler, at festen blev "hæmmet af ølstrejken". På generalforsamlingerne er første mand på talerstolen fra denne tid altid den rabiate Mads Madsen fra Nordhavnsværftet. Som talsmand for den direkte aktion efterlyser han i indlæg efter indlæg, at "vi skal tage magten på arbejdspladserne". Men generalforsamlingerne vælger dog altid at slutte op omkring den politisk bredt sammensatte bestyrelse med kommunisten Svend Nielsen som formand, socialdemokraten Leo Larsen (Orlogsværftet) som næstformand, socialdemokraten Kai Vinge Petersen som kasserer, som bestyrelsesmedlemmer bl.a. tillidsmanden for klub 214 i Københavns Havn Olaf Ytting (Ytting når at sidde 25 år som tillidsmand), tillidsmand for den store skibsbyggerklub på B&W, Reno Sandstrøm, tillidsmand for kleinsmedene på B&W, Bent Fjellerad.

    I 1967 er det faglige arbejde koncentreret om B&W-krisen. I april måned meddeler ledelsen, at man ønsker at lukke nybygningsafdelingen. Helt frem til årets afslutning går alle ansatte på B&W med usikkerheden om arbejdspladsens fortsatte eksistens. Aprilgeneralforsamlingen udtaler: "Vi vil ikke lægge skjul på, at vor erindring går tilbage til virksomhedens krise i 30'erne, hvor en uduelig ledelse kørte virksomheden i sænk, hvorefter en ny og driftig ledelse genrejste virksomheden".

    På trods af de ledelsesmæssige problemer bliver den faglige struktur også trukket frem som et problem. Der fremkommer krav om at reducere klubantallet fra 37 til 4. Efter meget besvær bliver tillidsmændene enige om at reducere klubantallet til 12, hvilket vedtages med 70 % af stemmerne for. Først omkring årsskiftet, dvs efter 9-10 måneders lukningstrussel - står det klart, at værftet vil blive ført videre.

    Efter nyvalget af tillidsmænd opstår der et nyt organisatorisk problem. For klubberne 1 og 2 vælges som tillidsmænd svejserne Sv. Åge Jacobsen og Olaf Kruse. Begge er medlemmer af Afdeling 4. Tre Metal­afdelinger har medlemmer på B&W. Efter langvarige forhandlinger bliver de tre afdelinger (4, 5 og 12) enige om, at følge princippet "én arbejdsplads - én afdeling". Ved en urafstemning stemmer et stort flertal for afdeling 5, hvorefter afdeling 4 overflytter deres kedelsmede og svejsere (i alt 290 medlemmer). Klubberne i afdeling 12 springer i målet, og forbliver i afdeling 12. Ved samme lejlighed overflyttes afdeling 5's medlemmer på Holmen til afdeling 10.

    Tilbage til top

     

    Svend Nielsen 
    Formand 1961 - 1972

    Svend Nielsen er født i 1905, og står i lære som skibsbygger på Holmen. Sidst i 30'erne kommer SN til B&W, hvor han er under krigen. Svend får Kai Vinge Petersen som tillidsmand i den store skibsbyggerklub (klub 10). SN bliver i 1951 selv tillidsmand for denne klub og allerede året efter vælges SN til fællestillidsmand i kampvalg mod Børge Olsen. Først efter storkonflikten i 1956 opnår SN valg til afdelingsbestyrelsen, hvor han straks bliver næstformand. Fra 1961 til 1972 er SN afdelingens formand. Svend Nielsen er en blændende taler og en stærk personlighed, som ofte går sine egne vegne. Dette fører til, at SN ofte må stå "skoleret" over for "partiet" på Øen samt i Dronningens Tværgade - dog tilsyneladende uden de store resultater til følge. Som pensionist dyrker SN sejlerlivet. Svend Nielsen dør i Emdrup i 1985.

     

    1970 - 1980.  "de vilde strejkers" årti

    Socialdemokratiets valgparole fra 60'ernes begyndelse hed Gør gode tider bedre. Ved indgangen til 70'erne skal tiderne også gøres anderledes. Det er årtiet, hvor LO's politiske hovedkrav er økonomisk demokrati. LO-formanden Thomas Nielsen vil "flytte hegnspæle". 60'ernes "gode tider" skaber dog også råderum for andre kræfter i fagbevægelsen. Kræfter, som vil radikalisere den faglige kamp med bl.a. nye aktionsformer og nye kampmål. I 70'erne kulminerer denne radikalisering. Det er "de vilde strejkers" årti.

    Igen er de 4 B&W-arbejdspladser med til at slå tonen an. Et lønkrav om "1 krone mere i timen" udvikler sig efterhånden til en politisk bevægelse vendt mod den borgerlige regering og det fagretlige system med Arbejdsretten, som den centrale skydeskive. Den 22. januar 1970 nedlægger 3.000 mand på B&W's Skibsværft arbejdet. Dagen efter går man i samlet flok til Jernssammenslutningen i Nørrevold - og måske meget kendetegnende for Øens folk går man videre til Smedeforbundet, hvor demonstrationen forsøger at afæske Hans Rasmussen forbundets stilling til kronekravet.

    I slutningen af januar ruller "kronestrejkerne" ud over hele landet. Arbejdsgiverne svarer igen med at fyre en række tillidsfolk på værfterne. I midten af februar falder der igen ro over gemytterne. Tillidsmandsfyringerne trækkes tilbage, og på B&W opnås et resultat på 60-70 øre mere i timen samt en skærpet bod i den af afdeling 5 boykottede Arbejdsret.

    I 1972 skal afdelingens medlemmer stemme om en ny formand og kasserer - samt om Danmarks evt. indmeldelse i De europæiske Fællesskaber. Det sidste volder ikke den store uenighed, idet EF's eneste fortalere i afdelingen - overraskende nok - er repræsenteret ved nogle få medlemmer af den lille maoistiske organisation KAK. Større uenighed volder det at finde en ny formand efter Svend Nielsen, som afgår p.g.a. alder.

    Blandt de kedelsmede, som Afdeling 4 i 1968 overflytter til Afdeling 5, er den fremtrædende SF'er Bjarne Jensen. På Øen har Bjarne Jensen opbygget landets største SF-arbejdspladsklub, men i formandsafstemningen taber Bjarne Jensen alligevel til SF'eren Bent Fjellerad med stemmerne 85 mod 97. Denne kampafstemning afspejler, at Afdeling 5 efterhånden er blevet domineret af SF'ere, men at kommunisterne fortsat kan afgøre, hvilken SF'er, som skal være formand. Ny kasserer bliver formanden for Øens Marketenderi, Helmer Hansen som afløser Kai Vinge Petersen, der på det tidspunkt har været afdelingens kasserer i 33 år.

    I 1975 får afdelingen så sin egen "vilde strejke". Forhandlingerne om timetallet på en ny bonusaftale i Bent Fjellerads gamle klub på Øen, klub 4, går i en hårdknude, som det er næsten umuligt at få løsnet op for. Under denne konflikt bliver alle klaviaturets tangenter taget i brug. Klubben laver blokade af værftet; hundredvis af kolleger hjemsendes; der nedsættes et "strejkeudvalg" med deltagelse af fremtrædende såkaldte "kinesere"; afdelingen idømmes en bod på 75.000 kr. for medansvar (hvilket var flere penge, end afdelingen havde); B&W-ledelsen truer med fritstilling af arbejdet; Metalarbejderforbundet truer de strejkende med eksklusion af Forbundet, og endelig oplever Paulus Andersen den tort på et møde med de strejkende at blive "frosset ud" af lokalet, idet ingen af klub 4's medlemmer siger et eneste ord på mødet.

    Konflikten ender med, at klub 4 får tilbudt et tilfredsstillende timetal. Strejkens værdi var ikke den konkrete "10-øre", men den frygt og respekt, som konflikten efterlod hos B&W-ledelsen.

    Resultatet af den store aktivitet på lønkampens område i 70'erne kan ses af, at Afdeling 5 blandt alle de københavnske metalafdelinger konstant ligger på en 1. eller 2. plads helt frem til 1977. Dette resultat er vel ekstra flot, når det tages i betragtning, at afdelingen efterhånden har mange tillærte medlemmer (op imod 30 %) samt mange udenlandske medlemmer (ca. 20 %).

    Den lønførende position opbremses i 1977, hvor ledigheden "eksploderer" i afdelingen. Fra en arbejdsløshedsprocent på 9.5% i 1976 topper ledigheden i september 1977, hvor 41.3% af afdelingens medlemmer går ledige. Værftskrisen har gjort sit indtog. Lønmæssigt sender denne krise afdelingen ned på en næstsidsteplads i lønstatistikken i 1980.

    Under Jan Bonde Nielsens ledelse af B&W kæmper værftet i slutningen af 70'erne en overlevelseskamp, som med små afbrudte lyspunkter står på frem til pinsen 1981. Her skriver tillidsmændene på B&W under på en langtidsaftale omfattende 13 skibe. Bonusaftalen omfatter lønforholdene for afviklingen af næsten 3 millioner arbejdstimer, og "Pinseaftalen" er dermed den største bonusaftale, der nogen sinde er indgået i Danmark. Aftalen bliver en succes og bringer på 2 år afdelingen tilbage på 1. pladsen blandt de københavnske smede.

    Tilbage til top


    1980 - 1990.  "konstruktiv medspiller"

    I 1982 kaster Anker Jørgensen håndklædet i ringen og overlader regeringsmagten til Poul Schlüter. For en kort parentes - troede de fleste. Men Schlüter bliver siddende på statsministerposten i over ti år.

    Allerede i begyndelsen af 1983 kastes afdelingens medlemmer på B&W ud i en bitter konflikt som en direkte følge af den borgerlige regerings politik. Ét af regeringens første initiativer på arbejdsmarkedsområdet er en forringelse af understøttelsesreglerne ved vejrlig. Havnearbejderne tager kampen op og laver bl.a. blokade på B&W ved losning af stålplader. Det fører til, at B&W's ledelse sender politi ind på arbejdspladsen, hvilket for B&W-arbejderne rejser det principielle spørgsmål, om man vil arbejde "under politibeskyttelse". Det vil man ikke, og derefter opstår der gentagne gange den situation, at hver gang politiet går ind gennem porten til arbejdspladsen, så går B&W-arbejderne ud. Det får direktør Sverdrup til at mene, at arbejdspladsen er blevet forvandlet til "et schweizisk kukur" - så en dag, hvor arbejderne er ude, bliver porten ikke åbnet igen. I en uge er B&W-arbejderne lockoutet, men Arbejdsretten fastslår senere, at de har strejket i sympati med havnearbejderne. Boden kan betales ved kasse 1. Havnearbejderne bliver isoleret og taber kampen.

    Det store stormløb mod Schlüter-regeringen finder sted i påsken 1985, hvor regeringen efter 4 dages "lovlig" overenskomstkonflikt ophæver forligsmandens mæglingsskitse til lov. Det fører til stribevis af arbejdsnedlæggelser rundt om i landet - naturligvis også på B&W. Den 10. april oplever vi den største demonstration på Slotspladsen siden storkonflik­ten i 1956. Over 200.000 demonstrerer.

    Men Schlüter overlever stormangrebet, og i de efterfølgende år får demonstrationerne på Slotspladsen ved Folketingets åbning færre og færre deltagere.

    Meget stor vrede i afdeling 5's medlemsskare vækker det, at Metals cheføkonom i 1984 i stort opsatte avisartikler udtaler sig rosende om Schlüter-regeringen. Mange protesterer, men på én eller anden måde kommer afdelingens formand, Bent Fjellerad til at stå som hovedeksponent for kritikken. Hårdt presset må Georg Poulsen i december 1984 skille sig af med cheføkonomen.

    Blandt afdelingens aktiviteter fra dette årti skal nævnes oplysningsarbejdet. Af protokollen fremgår det, at afdelingens studiekreds i løbet af 60'erne fører en mere og mere hensygnende tilværelse. Denne udvikling får afdelingens oplysningssekretær, Bjarne Jensen vendt i 70'erne og 80'erne. Studiekredsen udvikler sig efterhånden til et tilløbsstykke, som hver vinter samler 60-70 deltagere til ugentlige debatmøder. Det kammeratlige højdepunkt er afslutningsturen, som i disse år går til "den virkeliggjorte socialisme" hinsides Jerntæppet.

    Fra midten af 80'erne begynder de københavnske skibssmede at udvikle et nyt image. De faglige kræfter bliver mere virksomhedsnære. På klub- og tillidsmandsniveau begynder det faglige apparat at være en konstruktiv medspiller til virksomhedens udvikling, til arbejdets udvikling. Nye samarbejdsformer opstår; varetagelsen af medlemmernes faglige og almene uddannelse fylder mere i det faglige arbejde. De medarbejdervalgtes arbejde i A/S-bestyrelserne bliver mere aktivt. Det gode arbejde bliver en ny parole. Kort sagt begynder den faglige kamp at fylde mere i hverdagen - i den enkeltes hverdag på virksomheden.

    På B&W føres denne udvikling frem under John Hansens nu 18 årige ledelse af Fællesklubben. I tæt parløb med John Hansen finder vi afdelingens næstformand Helge Larsen. Og på den modsatte side, på arbejdsgiversiden bidrager også "Mister B&W", direktør Cato Sverdrup til denne udvikling. På trods af et uforståeligt norsk formår denne nordmand alligevel at tale et sprog, som B&W-tillidsmændene forstår.

    Med denne udvikling af det faglige arbejde har de københavnske skibssmede ikke "stukket piben ind". De har blot endnu engang vist, at de aktivt forholder sig til morgendagens dagsorden og ikke til gårdsdagens.

    Tilbage til top

    Bent Fjellerad
    Formand 1972 - 1993

    Bent Fjellerad er født på Amager i 1933 og kommer efter endt skolegang i lære som maskinarbejder ved Postvæsenets Værksted på Amager. Efter endt soldatertid får Bent imidlertid arbejde på B&W som skibsbygger i klub 10. Året er 1954. Da klub 37 oprettes som en særlig udrustningsklub, overflyttes BF hertil og bliver klubbens tillidsmand i 1962. Året efter indvælges BF i afdelingsbestyrelsen. Efter den nye klubstruktur i 1968 bliver Bent Fjellerad tillidsmand for klub 4 og vælges samtidig til fællestillidsmand i en kampafstemning mod Erik Hansen. I 1972 bliver BF formand for afdeling 5. I 70'erne er Bent én af de aktive i Formandsinitiativet. Som afdelingsformand er Bent Fjellerad flittig deltager i den offentlige debat. Ofte er det personer inden for egne rækker i fagbevægelsen, som må stå for skud, hvis holdningerne er for højredrejede. Det får bl.a. Metals cheføkonom Steffen Møller at føle i 1984, men også en københavnsk præst får Fjellerads skarpe pen at føle, da præsten flipper ud over tilstedeværelsen af afdelingens røde fane ved et medlems begravelse. Bent Fjellerad går på efterløn i 1993, og nyder i dag sit otium på Ærø.

     

    1990'erne.  Nye udfordringer til "den sorte smed"

    De københavnske skibssmedes historie vil naturligvis bære præg af en bestemt arbejdsplads - B&W Skibsværft. Således også i dette jubilæumsskrift. Men med i afdelingen har altid været et få antal andre arbejdspladser. I jubilæumsåret har afdelingen to klubber inden for Københavns Havnevæsen samt en række sejlmagere og bådebyggere i små virksomheder fra Skovshoved i nord til Kastrup i syd. Samtidig har afdelingen haft medlemmer på en række virksomheder, som i dag er lukkede. Sidst gik det ud over Nordhavnsværftet i 1976.

    Men skibssmedene har også i årenes løb fået selskab af andre fag samt af mange tillærte. I 1957 optages det daværende Specialarbejderforbundet i DS&MF (navlevarmere, boremænd m.fl.). Den 1. april 1976 sammenlægges Dansk Skibstømrer-, Rigger- og Sejlmagerforbund med Metalarbejderforbundet. Herved får afdelingen omkring 300 nye medlemmer. I 1992 retter de tre specialarbejderklubber på B&W henvendelse til afdelingen med henblik på optagelse. I dette tilfælde bliver der dog ikke tale om nogen sammenlægning, idet det møder modstand på topplan i SiD.

    I jubilæumsårtiet har afdelingen også fået ny formand. Efter 21 år på posten går Bent Fjellerad i april 1993 på efterløn. Uden modkandidater - men ikke uden en vis kritik - vælges næstformanden for klub 1 på B&W Anders Laubjerg til ny formand. Valget foregår et par uger før den danske EF-afstemning om Edinburghaftalen. Den SF-dominerede afdelingsbestyrelse er splittet på spørgsmålet - med formandskandidaten som tilhænger af en ny linie i Europapolitikken. På generalforsamlingen afviser et stort flertal Edinburghaftalen, men Anders Laubjerg vælges alligevel som ny formand med 115 stemmer for og 38 imod.

    I jubilæumsårtiet står afdelingen - sammen med de andre københavnske smedeafdelinger - med det strukturproblem, at antallet af "sorte smede" i Hovedstaden falder år efter år. De nuværende ca. 20.000 smede i Metal København reduceres med næsten 300 om året. En sammenlægning af metalafdelinger eller en helt ny struktur synes derfor uomgængelig. Men i fagbevægelsen har man aldrig været verdensmestre i at ændre på den eksisterende struktur. Der tegner sig to udviklingsmuligheder. At de københavnske smedeafdelinger bliver enige om en ny struktur og derefter handler, medens de endnu kan handle. Eller at den nødvendige strukturtilpasning overlades til "den blinde udvikling". Der vil i så fald ske afdelingssammenlægninger, når økonomien i de enkelte afdelinger ikke længere kan hænge sammen.

    Afdeling 5 finder ikke sidstnævnte udviklingsperspektiv ønskelig. Medlemsmæssigt repræsenterer afdelingen "den sorte smed" inden for kategorien af store arbejdspladser. Det er der imidlertid også andre smedeafdelinger, der gør, så selv om antallet af københavnske smedeafdelinger i dette årti vil blive reduceret, så vil der stadigvæk i år 2000 være plads til en afdeling for "sorte smede" - omfattende smede- og maskinarbejdere på større københavnske arbejdspladser.

    Pessimister og grædekoner er der nok af. Som advokater for "den blinde udvikling" har disse folk utallige gange dømt den københavnske skibssmed til en fremtid på Arbejdermuseet i Rømersgade. Men det er ikke gået som pessimisterne har spået. Den københavnske skibssmed holder fortsat mellem to og tre tusinde arbejdspladser i gang i Hovedstaden. Og selv om nye arbejdspladser ikke netop opstår inden for "den sorte smeds" traditionelle arbejdsområde, så vil skibssmedene gøre deres til at bevare og udvikle de eksisterende smedearbejdspladser.

    Også i denne udvikling vil der være brug for en stærk fagbevægelse. En fagbevægelse der vedkender sig de rødder, som bevægelsen er rundet af og som bl.a. kommer til udtryk i parolen på skibssmedenes første fane fra 1895. Ubrødeligt sammenhold være vort løsen. Men der vil også være brug for en fagbevægelse, som klart erkender, at sammenholdet i fremtiden skal bruges til at skabe fælllesskabsformer, hvor den enkelte i større grad kan udvikle sig, stille krav og blive serviceret af sin faglige organisation.

    Tilbage til top

    Anders Laubjerg 1995

    Anders Laubjerg
    Formand 1993 >

    Anders Laubjerg er født i Thy i 1952. Senere flyttede familien til smedenes by i Lem (Vestas hjemby).  I sin gymnasietid gik AL i skole i Tarm, hvilket bevirkede, at AL i tre år rejste mellem Lem og Tarm. Det  morede kollegerne på B&W nogle år senere sig meget over. AL startede som tillært skibsbygger på B&W i 1974, blev først bonusfører, senere næstformand i klub 1. Fra 1983 blev  AL medlem af Fællesklubbens Internationale Udvalg (formand fra 1988). Året efter blev han formand for Den socialistiske Klub, som var SF's partifraktion på værftet. Efter et kort visit på fem uger som medlem af Folketinget for SF afgik Anders Laubjerg fra B&W i maj 1993, og var herefter formand for afdeling 5 i tre år indtil afd. 5 fusionerede med afdeling 4 og 12 til afdeling 1 i 1996.

     

    Interviews


    Svend Bodal (20'erne).   "de hvide fingres æra"

    Svend Bodal er født den 1. januar 1904 i Næstved. Faderen ejede et smedeværksted, og her får Svend arbejde efter endt skolegang. Som 20-årig rejser SB til København og får arbejde på B&W, hvor han er med til at grundlægge "Bodal-dynastiet". I 1969 og 45 år senere holder SB op på B&W. Fingrene kan ikke mere. De sidste 8 år har Svend Bodal boet på Peder Lykkecentrets plejehjem på Amager.

    Svend Bodal, sidste år kunne Dansk Metalarbejderforbund fejre dit 70 års jubilæum som fagforeningsmedlem. Arbejdsmarkedet - og det vil sige B&W - forlod du for 26 år siden. Hvornår startede du?

    Ja, det var den 22. januar 1924, at jeg startede ude på Refshaleøen som boremand. Og jeg sluttede 45 år senere - ikke som boremand, men som skibsbygger, hvor jeg efter 1958 var med til at samle de store sektioner, før de blev kørt til byggedokken. Med undtagelse af nogle arbejdsløshedsperioder, så har jeg været på B&W i alle årene.

    Hvorfor netop B&W i 1924?

    Jeg havde en bror på B&W. Så på et tidspunkt, da jeg var blevet træt af Næstved, så skrev jeg til ham: Nu må du skaffe mig noget arbejde i København! Nå, ja, svarede han. Du kan komme ind på B&W. I en periode var vi 4 brødre på værftet samt en nevø. William hed min ældste bror. Han var tillidsmand for borerne. Så jeg blev boremand. Til 62 kr. om ugen. Det var meget. En tier mere end ude i byen.

    I 20'erne var der perioder med megen arbejdsløshed. Ramte den dig?

    Ja, den ramte også mig. Dog værst i 30'erne, hvor jeg havde en periode på 4 år stort set uden arbejde. Min kone arbejdede ikke. Det vil dog sige, at i mine arbejdsløshedsperioder så måtte hun ud og vaske tøj, stryge eller skrubbe trapper. Det var måden, man klarede sig på. I 20'erne, når man mødte på arbejde, så kunne man godt risikere om morgenen at få den besked, at der ikke var noget arbejde den dag. Så havde man 2 timer til at nå over og blive stemplet arbejdsløs, så man kunne få understøttelse. Næste morgen mødte man så igen, og så var det om at være én af de første i køen. "Dig og dig og dig kan jeg bruge", blev der så sagt. Ja, sådan var det dengang. Hvis man så var blandt de heldige og man kom inden for porten, så var tillidsmandens første spørgsmål: "Må jeg se din bog!". Hvis der så manglede nogle mærker, så kunne man godt gå igen og først komme tilbage, når det var bragt i orden.

    Jeg kan se, at du har "hvide fingre"?

    I 1969, da jeg måtte holde op og lade mig pensionere, kom jeg på hospitalet. Jeg ville have lavet de fingre. Jeg kunne efterhånden slet ikke rette dem ud. Men det kunne de ikke gøre noget ved - ikke dengang. På det tidspunkt var "hvide fingre" heller ikke anerkendt som en arbejdsbetinget sygdom. Jeg fik at vide, at det bare var ærgerligt. Nu sidder jeg i rullestol, som du kan se, og har slidgigt over hele kroppen. Så nu kan det snart være lige meget.

    De "hvide fingre" har du selvfølgelig fået som boremand - men slidgigten?

    I dag har I jo kraner til at transportere alting med. Men dengang trak vi jernpladerne på tohjulede trækvogne hen til stedet, hvor pladen skulle sidde. Hvis pladen f.eks. skulle sættes på under bunden, så løftede en halv snes mand med hænder og skuldre den ene ende af pladen op, indtil der var sat så mange bolte i, at den kunne holde sig selv. Bagefter kom så turen til den anden ende af pladen. På vinterdage kunne jernpladerne jo godt være kolde, men der var ikke så meget pjank dengang.

    Men i dag har du så slidgigt!

    Også over hele kadaveret.

    Selv om der ikke var tid til pjank dengang, så havde I dog ét par feriedage!

    Ferie, jeg vil ikke kalde det ferie. Vi havde - som du sagde - ét par feriedage om året, men det var uden betaling. Den ferie vi havde, blev i reglen arrangeret af klubberne som en lørdagstur i skoven med kone og børn. Så vandrede vi ud ad Strandvejen og op til Dyrehaven. Det var vores ferie dengang. Men kan man kalde det ferie?

    Tilbage til top


    Svend Hansen (30-erne).  "en rigtig bygger"

    Svend Hansen er født 1913 i Nykøbing Falster. Her vokser Svend op i en børneflok på 8, går de obligatoriske 7 år i skole og bliver efterfølgende udlært smed. Men provinsen er ikke noget for Svend, han vil til København, og her dukker han op på B&W i 1932, hvor han får arbejde som skibsbygger, og hurtigt udvikler sig til - med Svends egne ord - "en rigtig bygger". Og som rigtig bygger opnår Svend stor anerkendelse som en dygtig håndværker, der "kunne sit kram" og som altid sagde "på med vanten". Svend er på B&W uafbrudt indtil 1980, og er efter krigen i en lang periode medlem af skibsbyggernes klubbestyrelse. I dag er Svend 82 år, og bor på Valmuevej på Amager.

    Svend Hansen, du har i dine 47 år på B&W arbejdet mange steder, men hvor startede du henne?

     Ja, hvor startede jeg henne, det kan jeg dårligt huske. Dengang var det bare på med vanten. Man blev ikke spurgt om noget, men bare sat ind overalt, hvor der var brug for én. De udså de folk, de kunne bruge, og dem førte de så frem hele vejen igennem. Men bortset fra det, gav det ikke mange kegler. Jeg var fra provinsen, og kom så på B&W. Så var det bare med at få lukket op for gassen og komme igang.

    Så 30'ernes arbejdsløshed oplevede du aldrig på egen krop?

    Nej fyret, det blev jeg aldrig. Gode folk smider man ikke på gaden. De er der bare. De skal være der. Man skal blot kunne sit kram. Så kan man begå sig alle vegne.

    I 30'erne kæmpede klubberne meget med overarbejdsproblemer!

    "Ja, det var nemlig det. Overarbejde! Jeg var fantastisk modstander af overarbejde. Men der var mange, der arbejdede over. Pengene var små. Nitterne arbejdede meget over. Også om søndagen.

    Men var værftet ikke lukket om søndagen?

    Jo, men det var heller ikke altid almindeligt overarbejde. Om søndagen plankede nitterne den, så de kunne spænde an (lave forarbejdet til selve nitningen), således at de straks mandag morgen kunne gå igang med at nitte. Jo, de plankede den, og arbejdede altså ganske gratis om søndagen, men tjente så alligevel på det, da de havde faste priser på arbejdet. Havde firmaet kendskab til dette "frivillige søndagsarbejde"?

    Nej, ikke officielt, men uofficielt vidste mestrene selvfølgelig, at det fandt sted.

    Hvad med sikkerheden sådan en søndag?

    Sikkerhed, det var der ikke noget af. Det galt bare om at klemme på.

    Plankede du den også?

    Nej, som rigtige byggere var vi et privilegeret folkefærd. Os kunne de ikke løbe om hjørner med. Vi lavede ikke den slags. Og så var jeg modstander af overarbejde. Der var også hensynet til Esther og vore to piger. I 30'erne fik vi en uges ferie. Jeg byggede selv et sommerhus i vores have ude i Kongelunden. Der var vi om sommeren.

    Stauning eller Kaos hed valgparolen i 30'erne. Hvad stemte du?

    Jeg kan dårligt huske det. Men Stauning har jeg aldrig stemt på.

    Tilbage til top


    Bent Andersen (40'erne).  - altid god for en historie

    Bent Andersen, født 1925 på Amager i en toværelses med lokum i gården, kommer i lære som kedelsmed på B&W i 1940. Faderen er uddannet skomager med lejlighedsvis fast arbejde på B&W som navlevarmer. Efter endt læretid er Bent Andersen aktiv i modstandsbevægelsen. I 1945/46 er BA soldat, derefter afprøves lykken et par år i Sverige; er igen tilbage på B&W, senere igen Nordhavnsværftet samt andre københavnske arbejdspladser. Bent, bedre kendt som Bananen, slutter dog med 26 år på B&W, hvor han som bestyrelsesmedlem i klub 1 gør en stor indsats for arbejdsmiljøet. Bent går på efterløn i 1988 og nyder i dag i en alder af 70 år sit otium med en række aktive gøremål - heriblandt renoveringen af det gamle kulfyrede passagerdamper "S/S Skjelskør".

    Rygtet siger, at du er ud af en "rød" familie!

    Ja, meget rød. Far var skomager, godt nok, men han har aldrig arbejdet som skomager. I 1919 kom han ud på B&W og arbejdede som navlevarmer. I 1931 bliver han fyret efter en del politisk aktivitet. Så går han arbejdsløs helt frem til 1937. Det var hårdt. I '37 bliver han dømt som arbejdsmodvillig, idet han nægter at tage arbejde på Odense Stålskibsværft. Det var en uskreven regel, at man til provinsen kun sendte ugifte. Men de ville af med ham. Han agiterede jo blandt de arbejdsløse. Det var efter den episode, at far kravler helt op i Rådhustårnet og hejser det røde flag. Ja, det var vel for at skabe lidt opmærksomhed omkring de arbejdsløses kår. Faktisk bevirkede aktionen, at far igen fik arbejde på B&W. Men så kommer krigen, hvor fatter bliver taget sammen med de andre kommunister i '41. Og han kommer til at tage hele turen med. Først Horserød og så ryger han til Tyskland, hvor han sidder i Stutthof. Så under krigen, i mine læreår på B&W er jeg alene med min mor og min søster. Det var svært. Det kan jeg godt sige dig. Det var godt nok svært. Jo, far var rød, og det blev jeg også.

    Hvordan oplevede du den tyske besættelse af værftet?

    Nu skal jeg fortælle dig om en episode. Kedelsmedene havde dengang omklædningsrum i en gammel hestestald, ja, det var "fine" forhold. Lige ved siden af var der en villa, hvor tyskerne holdt til. Så en dag mod krigens slutning stod der en flok kedelsmede i hestestalden og fik sig nogle bajere. Mange af tyskerne på det tidspunkt var ganske unge; de var vel knap nok fyldt 18 år, de gik i store uniformer, som de slet ikke kunne fylde ud. Så kom der sådan en knægt hen til kedelsmedene og spurgte, om han kunne købe noget "Bier". "Bier", råbte én af kedelsmedene, "I skal ha' mælk i smårollinger", og så luskede han slukøret af igen.

    Men ellers var forholdet til tyskerne mange gange spændt. Arbejdsmoralen var jo den, at der skulle laves så lidt som muligt, og det blev faktisk accepteret af værkstedsledelsen. Men derudover foregik der også en regulær sabotage på værftet, som en skibsbygger på afslagningsloftet, Harry Svensson var én af hovedmændene bag. Men når snakken gik på tyskerne, så blev vi lærlinge holdt udenfor.

    Var der noget, der hed velfærdsforhold under krigen?

    Lad mig fortælle dig om toiletforholdene. Ved indgangen til toiletterne, sad der en lokumsvagt. Til ham opgav man sit arbejdsnummer, og så stemplede han sedlen i uret. Så fik man 5 stykker papir. Toiletbesøg var tilladt to gange om dagen i et bestemt antal minutter. Blev tiden overskredet blev der trukket et kvarter for svendene og en time for lærlingene. Men vi havde jo nogle strenge vintre under krigen og folk havde en forfærdelig masse klude på. Der var jo ingen varme i værkstederne. Så inden man passerede lokumsvagten tog folk det meste af tøjet af uden for - for ellers kunne det være svært af overholde tiden. Det var en værre gang afklædning og påklædning. En i virkeligheden besynderlig forestilling. I de strenge vintre var der folk, der nærmest græd af kulde. De var ikke mennesker igen, før de om aftenen havde ligget et par timer i sengen.

    Hvordan var lærlingenes forhold til svendene?

    Ja omgangsformen - det var med at tage kasketten af om morgenen, og hvis man glemte det, så fik man en øretæve. Og så sagde man jo De til svendene, alle svendene, også dem, der lige var blevet udlærte, og som man umiddelbart forinden havde lavet unoder sammen med. At kalde svendene ved deres øgenavne var også strengt forbudt for os lærlinge. Engang kom jeg uforvarende til at omtale en svend ved navnet Esbjerg, da jeg troede han hed Esbjerg, ligesom en anden hed Kolding og en tredje Stockholm. Så fik jeg en øretæve, så jeg røg i gulvet. Manden hed nemlig Jensen, men det havde jeg aldrig hørt. Ellers bestod en stor del af læretiden i, at man slog kørneprikker og hentede øl til svendene.

    Hvor hentede I øl henne?

    Ser du, kedelsmeden hørte under Christianshavn, så vi havde direkte leverancer fra Stjernen. Hver dag kom der friske forsyninger fra Stjernen - de kørte direkte ind i hestestalden, hvor vi havde et ølskur. Ryge måtte vi ikke - men drikke! Ja, i dag når man tænker tilbage, så kan man jo godt sidde og grine af meget af det. Men det var en kedelig tid - faktisk en meget kedelig tid.

    Tilbage til top


    Reno Sandstrøm  (50'erne).  "den første sikkerhedsrepræsentant"

    Reno Sandstrøm, født i Indre By i 1926, er søn af en kusk ved bryggeriet Stjernen. Under krigen arbejder Reno hos en skomager, bliver mod krigens slutning frihedskæmper. Efter krigen arbejder RS som havnearbejder i Københavns Havn for derefter i 1947 at få arbejde på B&W som boremand - organiseret i det daværende Specialarbejderforbundet, som optages i Smedeforbundet i 1957. Efter denne overflytning kan Reno kalde sig skibsbygger, og fra 1961-68 er RS tillidsmand for den store skibsbyggerklub på B&W (klub 10). I 1970 ansættes Reno som den første af slagsen som sikkerhedstillidsmand - et job som RS bestrider frem til sin afgang fra B&W i 1986. I dag er Reno formand for afdelingens seniorklub.


    Den helt store faglige begivenhed i 50'erne er storkonflikten i '56. Hvordan oplevede du denne konflikt?

    Det var jo en fantastisk manifestation fra arbejdernes side. Jeg var selv med på Slotspladsen. Det var her Aksel Larsen holdt en tale, hvor han opfordrede til dannelse af "Situationens generalstab". Denne "generalstab" holdt efterfølgende møde i Grundtvigshus. Som bestyrelsesmedlem var jeg også med til dette møde, men det viste sig jo snart, at bukserne ikke rigtig kunne holde. Jeg husker fra mødet, at der var en stor diskussion mellem formanden for Lager- og Pakhusarbejderne Anker Jørgensen og så Øens fællestillidsmand Svend Nielsen. De tog en ordentlig tørn på mødet.

    Men selv om "bukserne ikke kunne holde", så førte storkonflikten dog til store udskiftninger i fagbevægelsen.

    Ja på efterårets generalforsamlinger bliver der skiftet voldsomt ud i mange fagforeningsbestyrelser. Overalt bliver der valgt folk ind fra venstrefløjen - også i afdeling 5. Selv bliver jeg valgt ind i afdelingsbestyrelsen i 1963.

    50'erne forbindes vel først og fremmest med "den kolde krig". Prægede "den kolde krig" også det faglige arbejde?

    Ja, så absolut. Der eksisterede jo det, der hed AIC, Arbejdernes Informations Central, som også arbejdede på B&W. I nogle klubber førte modsætningsforholdet mellem socialdemokrater og kommunister til en del splittelse. Men som årene gik respekterede man i større grad de venstreorienterede talsmænd, for de skabte resultater, gode resultater. Selv meldte jeg mig ind i Det kommunistiske Parti i 1954, altså midt under Den kolde Krig. Og det skyldtes min dygtige tillidsmand, Henry Nebelong, som var kommunist, og som prægede mig meget i mine unge år. Det blev til 31 år i DKP, og jeg vil sige 31 dejlige år.

    Hvad fandtes der af velfærdsgoder i 50'erne?

    For Marshallpenge fik vi i slutningen af 40'erne bygget nye omklædningsrum med både brusebad og dampbad. Det var nye tider.

    Hvordan var arbejdsforholdene?

    Arbejdsdagen var stadigvæk lang. 8 timer alle ugens 6 hverdage. Vi mødte kl. 6.45. Ved middagstid kunne mester så komme og sige: "Du bliver her i aften", altså ikke "kan du blive her i aften"? Når man så arbejdede over, blev man der til kl. 10.45. Det var en lang arbejdsdag. Dengang var der ikke noget, der hed 11-timers reglen. Og overarbejdsreglerne blev der ikke rigtig ført kontrol med. De faglige diskussioner gik altid på, at vi fik for lidt i løn. Det var lønnen, som stod i centrum for den faglige kamp. Og vi har nok fået for lidt i løn, for meget blev købt på afbetaling. Når man købte koks på arbejdspladsen, så var det altid på afbetaling. Og i marketenderiet blev der også "klodset" - selv om det var til en ågerrente på 10% frem til næste lønudbetaling.

    Brugen af øgenavne har kendetegnet de københavnske skibssmede. Hvorfor bliver du kaldt "pastoren"?

    Mit øgenavn fik jeg først, da jeg blev tillidsmand, og overfor klubbens godt 500 medlemmer skulle forelægge en ny bonusaftale. Ved en tavle forklarede jeg med høj røst og ganske langsomt, hvilke perspektiver bonusaftalen indeholdte - og så var der én fra salen, som pludseligt råbte: Han taler dæl'ma som en anden pastor! - og så hang den der.

    Var B&W en god arbejdsplads?

    Ja, det var en dejlig arbejdsplads. Barsk og dejlig. Sammenholdet gjorde det til en dejlig arbejdsplads. Når man kom om morgenen, trykkede man hinanden i næven. Godmorgen kammerater. Op med humøret. Hvordan går det. Og så på med vanten. Engang B&W - altid B&W. Enten bliver man der i 8 dage eller også er det for hele livet. Jo, det var en dejlig arbejdsplads.

    Tilbage til top


    Helge Larsen (60'erne).   Velfærden opleves

    Helge Larsen er født 1945 på Frederiksberg og opvokset i Hellerup, hvor faderen er montør. Efter endt skolegang er Helge i et år arbejdsdreng forskellige steder - bl.a. hos en slagter og på en cigarkassefabrik, men det er dog på B&W, at det i 1960 lykkes at få en læreplads som kleinsmed. Efter endt militærtjeneste er Helge tilbage på B&W. Da fodboldkarrieren er overstået begynder den faglige i begyndelsen af 70'erne. Og den starter fra bunden af som revisorsuppleant og fanebærer. Senere bliver Helge sikkerhedsrepræsentant, bonusfører og klubbestyrelsesmedlem. I 1980 indvælges HL i B&W's aktieselskabsbestyrelse og er i dag den i bestyrelsen med den længste anciennitet. Siden 1978 har Helge Larsen været tillidsmand for klub 1 og er i dag tillige næstformand i Fællesklubben og i afdeling 5.

     

    60'erne har eftertiden kaldt "de glade 60'ere". Hvorfor var I så glade dengang?

    Generelt set var det en god tid. For os på B&W kan man sige, at det var en god tid frem til 1967, hvor værftet kommer ind i en alvorlig krise. Men 60'erne var også årtiet med de store ungdomsårgange. Derfor var det ikke "bare lige" at få en læreplads. For mig gik der et års tid, hvor jeg var arbejdsdreng, før det lykkedes at få en læreplads på B&W. Lærlingeskolen på B&W var netop blevet bygget. Her startede man på fileskolen, senere lærte man at svejse m.m. Selv om B&W tog 30-40 lærlinge ind hver 4. måned, så skulle man alligevel helst kende nogen for at få en læreplads.

    Hvordan var det at være lærling i 60'erne?

    For lærlingene er det en opbrudstid. Nogle svende accepterede, at man sagde du til dem. Andre gjorde det ikke, og kom man så alligevel til at sige du til sådan en svend, så var det bedst at holde sikkerhedsafstanden. Men det var de færreste. I midten af 60'erne siges der du over hele linien - altså til svendene, ikke til mestrene. Lærlingenes grå arbejdstøj bliver også udskiftet til samme farve som svendenes.

    Krisen i '67 fører til store klubsammenlægninger, hvor de første "områdeklubber" ser dagens lys. Var man begejstrede for det dengang?

    Nu kan det jo godt være, at man i dag ser tilbage på det med lidt andre øjne. Men de gutter, som jeg gik sammen med i den Gl. Svejsehal, syntes at det var en god ting. Svejsere, skibsbyggere, nittere og stemmere i området blev samlet i den samme klub. Nogle reddede sig jo også lidt lønforhøjelse ved den lejlighed. Folkene tog det ret afslappet, selv om der selvfølgelig var kampafstemning til mange af de nye tillidsposter.

    Sommerhus og bil kom inden for rækkevidde for almindelige lønmodtagere i 60'erne. Hvordan oplevede du det?

    Det var jo en tid med den store selvbyggerdille. I begyndelsen af 70'erne byggede jeg selv sommerhus i Nordsjælland, men det var der faktisk flere kolleger, der gjorde. Jeg kan tydeligt huske, da vi skulle optage vores første lån: 17.000 kr. Det var en stor beslutning. Men tænker jeg tilbage på dengang, hvor man ikke var andet end en snottet knægt i begyndelsen af 60'erne, så havde jeg aldrig drømt om både at få bil og sommerhus. Og så sker det hele alligevel inden for ca. ti år. Ja, drømt om det havde man vel nok. Når man som knægt skrev bilnumre ned ude på Strandvejen, så drømte man vel nok om det. Men at opnå det, forbandt man med den store tipsgevinst. Ikke at det skulle være muligt at arbejde sig til så store forbrugsgoder som bil og sommerhus. På den måde har der jo været tale om en fantastisk ændring af forholdene.

    I 60'erne går man også over til 14-dages løn!

    Ja, det lyder vel i dag ikke som den store omvæltning. Men det var det faktisk. Vi taler om B&W-kriser, men i virkeligheden oplevede vi dengang "to revolutioner" på B&W. Da vi fik lørdagsfrihed, som én af de sidste arbejdspladser i landet, og da vi gik over til 14-dages løn. Det var der meget diskussion om. Det handlede jo ikke blot om én ugeløn eller to. Pengene blev jo nu sat ind på en lønkonto. Der var mange, som ved den lejlighed fik deres første lønkonto. Samtidig så man ikke pengene mere. Tidligere gik man på lønningsdagen over i tutten og købte mærker til fagforeningen. Det var lidt af en festdag, hvor man også kunne købe ekstra godt smørrebrød og hygge sig lidt med kollegerne. Så med lønkontoen forsvandt også noget - hvad skal man sige - kultur, et helt bestemt liv. Og samtidig forsvandt også de koner, som stod uden for tutten, for at fange manden, inden han kom for godt igang med ugelønnen. Jeg tror, at der var mange, som faktisk fik en betydelig bedre økonomi, da vi gik over til 14-dages løn. Og efterhånden forsvandt så nogle, at de "festlige fyre". I 60'erne var der stadigvæk plads til sådan lidt "skæve personer". Jeg husker en svejser på over 60 år, som gik fast på 2. hold. Han kunne på en god aften, hvor der var blevet drukket et par bajere, slå flikflak ned igennem den Gl. Svejsehal. Manden var gammel gymnast. I dag må vi nok se i øjnene, at det er begrænset, hvor meget flikflak, der bliver slået på B&W.

    Tilbage til top


    Jens Stokbæk (70'erne).   - "en rigtig sønderjyde"

    Jens W. Stokbæk, født 1943 er sønderjyde fra Ribe­egnen, faderen var landmand. Efter at have arbejdet nogle år som svejser, kommer JS i 1964 i lære som skibsbygger på Helsingør Skibsværft. I læretiden bliver Jens valgt som lærlingerepræsentant og sidder i en periode i afdelingsbestyrelsen sammen med SF'eren Georg Poulsen. Den faglige uddannelse følges op med 2 1/2 år på Københavns Teknikum. JS fuldender dog ikke teknikumuddannelsen, men får arbejde som skibsbygger på B&W, hvor Jens har været lige siden med undtagelse af årene 1985-1989, hvor JS forsøger at drive "den fædrende gård" videre. På B&W opnår Jens tillidsposter som sikkerhedsrepræsentant, bonusfører og som redaktør af ét af de første klubblade på arbejdspladsen.

     

    70'erne huskes bl.a. for en række langvarige strejker: Uniprint, Nilfisk, Storno, Plattedamerne, Skråen m.fl. Og med i den pulje hører jo også klub 4-strejken på B&W.

    Ja, i klub 4 valgte man i forbindelse med en bonusforhandling at stå fast på kravene. Men det egentlige nye ved mange af de strejker, du henviser til er, at der bliver taget helt nye aktionsformer i brug. For klub 4's vedkommende lukkede man for gas- og ilttilførslen til værftet. Et skilt blev sat op ved hovedporten med ordlyden. "Vi har lukket for gassen, til de åbner for kassen". Blokaden af værftet resulterede hurtigt i, at en masse folk blev sendt hjem. Jeg var selv én af de hjemsendte. Men der blev så også svaret igen med nye midler. Klub 4 blev truet med, at arbejdet ville blive fritstillet, og det var én af de første gange, vi så det. Og så blev de af Metalarbejderforbundet truet med at blive ekskluderet af Forbundet. Så situationen var yderst tilspidset.

    Der blev dengang talt meget om, at strejken var styret af "kinesere".

    Jamen, det kan man ikke sige. Under klub 4's strejke sad jeg selv som medlem af afdelingsbestyrelsen sammen med Peter Arctander fra klub 4. Og Peter gik faktisk ind for, at man på én eller anden måde skulle finde en forhandlingsløsning. Men medlemmerne var blevet godt sure.

    I foråret 1975 bliver du valgt ind i afdelingsbestyrelsen på en lidt urolig generalforsamling. Hvad var baggrunden herfor?

    Samme dag, som der er generalforsamling i afdelingen, er et forslag til ny lønaftale blevet forkastet på et arbejdermøde. Et flertal af tillidsmændene med fællestillidsmanden Erik Hansen i spidsen gik ind for aftalen, som indebar lønnedgang. Så der var varmet godt op - uden at der var mobiliseret til noget overhovedet. Bare almindelig surhed og utilfredshed. Så efter et par brandtaler fra bl.a. Kildevang og Jørgen Mortensen var der lagt op til udskiftning af de 3 personer, der var på valg. På den måde kom Peter Arctander, Palle Hansen og jeg selv ind i bestyrelsen, hvor vi sad i én valgperiode. Så blev der mobiliseret, og vi røg ud igen.

    I blev alle 3 kaldt "kinesere". Var du "kineser"?

    Nej, overhovedet ikke. Jeg var med til at stifte VS, men alle aktive til venstre for SF og DKP blev dengang kaldt "kinesere", og på den konto blev jeg to gange truet med fyring af Øens fællestillidsmand Erik Hansen.

    Hvori bestod din "forbrydelse"?

    Dengang blev der uddelt et hav af løbesedler på bordene. Venstrefløjen kæmpede for at få indført urafstemningsprincippet. Kommunisterne strittede imod. Men mange løbesedler var ikke navngivne, og det blev så forbudt. DKP'erne havde deres Dok og Bedding med en vis Jens Larsen som ansvarshavende. Han har dog aldrig eksisteret. De aktive på venstrefløjen havde også deres blade, og på et tidspunkt blev man i denne kreds af meget forskellige politiske personer enige om, at jeg skulle stå som ansvarlig for de løbesedler, de udsendte. Så skytset blev rettet mod mig.

    To gange blev jeg kaldt over til Erik Hansen, hvor han ville have mig fyret, fordi disse løbesedler spredte "falske rygter på arbejdspladsen". Men min egen tillidsmand Svend Åge Jacobsen forhindrede det. Med Svend Åge havde jeg et godt samarbejde omkring sikkerhed og arbejdsmiljø. Det var jo Svend Åge, der var primus motor bag svejserapporten (Rapport fra et Skibsværft), som jo gjorde at vi fik lokaludsugning ved svejsning. Jeg arbejdede selv i profilværkstedet, og her tog det 10 år at få indført punktudsugning ved profilbrænding. På miljøområdet var punktudsugning ved svejsning vel årtiets vigtigste landvinding.

    Du fortæller, at du nær var blevet fyret af "dine egne". Men du har så også oplevet den modsatte situation!

    Ja, og det var igen de mange løbesedler fra 70'erne med mit navn under, der spillede ind. Da jeg vender tilbage fra Sønderjylland i 1989, forsøger jeg igen at komme ind på B&W. Min gamle mester ville gerne tage mig ind, men længere oppe i systemet, blev der sagt nej. Ledelsen ville ikke have mig ind p.g.a. mine tidligere aktiviteter. Efter sigende skulle de have haft en hel skrivebordsskuffe med gamle løbesedler med mit navn under. Sagen endte helt på topplan, hvor både direktør Sverdrup, fællestillidsmand John Hansen og min egen tillidsmand Helge Larsen var indblandet. Tillidsmændene skulle så at sige love, at de stod inde for mig, og at jeg skulle køre med "lav profil". Jeg ved ikke, hvad de lovede, men jeg blev i hvert fald ansat på ny, uden at de skrev under på noget som helst. Men altså ikke uden, at 15 års gamle aktiviteter skulle trækkes frem af skrivebordsskuffen.

    Tilbage til top


    Luis Navarro (80'erne).  En sømand går i land

    Luis Navarro er født i 1954 i Chiles hovedstad, Santiago. Luis opvokser som enebarn hos sin moder. Efter 9 års skolegang kommer LN i lære som dieselmekaniker på skibsværftet i Valparaiso, og bliver her udlært i foråret 1973 - samme år som Pinochet leder militærets kup mod Chiles lovligt valgte socialistiske regering. Året efter rejser LN til Argentina, og er der i 9 måneder. Efter et kort ophold tilbage i Chile prøver LN lykken som sømand, hvilket i 1976 bringer Luis Navarro til Ålborg, hvor han året efter bliver dansk gift. I 1983 bliver LN ansat som svejser på B&W. I dag er Luis Navarro medlem af bestyrelsen for klub 1 samt formand for dykkerklubben på værftet.

     

    I afdeling 5 hedder medlemmerne ikke alene Nielsen, Hansen og Jensen. De kan også hedde Liban, Jovanovic, Zumberi og Osmani. Et medlem hedder Luis Navarro. Hvordan er du havnet på Refshaleøen?

    Det startede på den anden side af jordkloden - i Santiago, Chile. I februar 1973 bliver jeg udlært som dieselmekaniker fra værftet i Valparaiso. Dette værft har både en civil og en militær afdeling. Så en dag - og det er allerede før kuppet mod Allende den 11. september 1973 - bliver jeg kaldt ind til min chef, som siger, at jeg skal passe på. Han giver mig en masse oplysninger om mig selv og min mor samt en række familiemedlemmer, som er stærkt engagerede i det politiske liv på socialisternes side. Jeg bliver udspurgt om en masse mærkelige ting.

    Var du selv politisk engageret?

    Dengang havde jeg ingen interesse i politik. Som alle andre havde jeg mine holdninger, men jeg var ikke indblandet i politik. Alligevel skulle jeg passe på, og af min mor fik jeg at vide, at jeg nok skulle tage det alvorligt. Efter denne samtale med min chef begyndte det hele at gå forkert for mig. Jeg mistede interessen for værftet, så nogle måneder efter kuppet fik jeg orlov, hvorefter jeg rejste til Argentina. Jeg havde hørt, at der var nogle muligheder der. Det var nu så som så. Jeg fik arbejde ind imellem som tallerkenvasker. Men i Argentina mødte jeg en masse politiske flygtninge fra Chile, som fortalte mig, at situationen i Chile nu var helt anderledes. Alligevel rejser jeg tilbage til Chile i 1975, og opdager så selv, at der ingen muligheder er tilbage der. Og selv om jeg ingenting havde gjort, var jeg faktisk bange. Jeg fortæller så min mor, at jeg har besluttet mig for at forlade Chile. Og det lykkes også. Jeg kommer igen til Argentina, senere til Brasilien, og herfra kommer jeg ud at sejle. Bl.a. får jeg i Brasilien kontakt til det danske rederi Kosangas. Gennem Kosangas får jeg nogle venner fra Ålborg, og hertil kommer jeg selv første gang i 1976. Året efter går jeg i land, bliver gift med en dansk pige. Chile ser jeg først igen i 1987, hvor jeg besøger landet i 5 uger.

    Da du kommer til B&W i 1983 mødte du da andre landsmænd på værftet?

    Ja, men ikke så mange. Dengang var der 7-8 kolleger fra Chile. I dag er vi kun 3 tilbage. Men faktisk var det svært for mig at få kontakt til de andre chilenere på værftet. Og det skyldes igen politik. Når man som jeg kom og præsenterede mig som sømand, så blev de andre, som var politiske flygtninge, i begyndelsen lidt bange. De troede, at jeg måske var udsendt "derfra", og var kommet for at sende oplysninger tilbage. Men efterhånden forsvandt mistroen.

    Hvordan har det været at falde til på en dansk og så alligevel international arbejdsplads som B&W?

    Faktisk har det været sværest at få kontakt med udlændingene. Der er ofte en sprogbarriere, og så er udlændingene jo en meget sammensat flok. Jeg har haft meget lettere ved at få kontakt med danskerne. Når jeg sagde, at jeg kom fra Chile, så var der mange, der kendte til situationen i Chile, og på den baggrund mødte jeg megen sympati. Så er der også det, at B&W adskiller sig fra alle de andre arbejdspladser, jeg har været på, ved det sammenhold, der er her.  Man kan ikke lade være med at være med, blive engageret. Selv kom jeg f.eks. med i dykkerklubben, hvor jeg fik mange venner. Jeg havde nogle idéer til, hvordan vi kunne få mere interesse for klubben, hvordan vi kunne få en bedre uddannelse osv. Så en dag sagde jeg ja til at blive formand for klubben. Vi har i dag omkring 30 medlemmer. Arbejdet med dykkerklubben har givet mig et skub fremad til i det hele taget at være mere aktiv.

    Var det så baggrunden for, at du lod dig opstille til klubbestyrelsen?

    Det kan man godt sige. Men jeg må ærligt sige, at klubarbejdet har skuffet mig på den måde, at det her er svært at engagere folk. Jeg mener, at så mange som muligt skal være med, hvis vi skal gå den rigtige vej. Men det er svært at få kollegerne med i det faglige. Jeg synes, at det er en skam, at flertallet blot lader andre tage beslutningerne for sig.

    Nu har du været i Danmark i snart 20 år. Er du blevet "en rigtig dansker"?

    Jeg tænker ikke på mig selv som "udlænding". Jeg føler ikke, at jeg er nødt til at tænke på mig selv som en fremmed. Naturligvis har jeg min barndom og Chile liggende et eller andet sted inde i min krop, men jeg føler mig ikke som chilener. Men jeg kan heller ikke sige, at jeg er dansker. Jeg bliver aldrig 100 % dansker. Hvordan skal jeg sige det: Jeg lever mit liv, min dagligdag som dansker. Muren mellem de to nationaliteter ser andre måske, men jeg føler ikke selv nogen mur. Jeg har ikke plads til den modsætning i mit liv.

    Tilbage til top


    Helmer Kylbo (Københavns Havn).   Her er tillidsmanden også formand

    Helmer Kylbo er født i 1926 på Østerbro. Faderen er tømrer. Efter de obligatoriske 7 år i skolen kommer Helmer i en alder af 14 år (tre uger efter besættelsens start) i lære som skibsbygger på B&W. Som skibsbygger dengang lærer man bl.a. at nitte, stemme og svejse. Sommeren 1946 forlader Helmer B&W og efter et års tid på Svanemølleværftet prøver Helmer lykken på forskellige københavnske arbejdspladser de næste fem år. I 1952 får Helmer Kylbo arbejde på Lynettepladsen inden for Københavns Havn, og er her uafbrudt de næste 34 år. Helmer bliver hurtigt medlem af bestyrelsen i smedenes klub 214 med posten som sekretær. Som Helmer siger: "Når man ikke kan holde sin kæft, så bliver man hurtigt valgt og gjort til sekretær". I 1967 vælges Helmer til tillidsmand og bliver samtidig medlem af afdelingsbestyrelsen - på begge poster frem til 1977. De sidste 7 år som tillidsmand er Helmer Kylbo også havnens fællestillidsmand. Helmer går på efterløn i 1986 og er i dag formand for seniorklubben i Københavns Havn.

     

    I de "gode gamle dage" må Københavns Havn ha' været enhver fagforeningsformands drøm. I klarede alle problemer selv. Hvad var baggrunden herfor?

    Det er rigtigt. Vi løste problemerne selv. I de 10 år, hvor jeg var tillidsmand, tror jeg, at vi havde Bent Fjellerad ude én gang i forbindelse med en faglig konflikt. Som tillidsmand ønskede jeg, at vi løste problemerne selv. Det lå der en styrke i. At få afdeling og forbund indblandet var sjældent en fordel. For det var jo sådan, at mange af vore forhold i havnen var afgørende bedre end det, Forbundet normalt blev kaldt ud til. Så det var en fordel for os, når tillidsmændene kunne køre det alene.

    Forholdene i Havnen var bedre, siger du. Skyldes det dygtige tillidsmænd eller en svag ledelse?

    Nej, nej. Jeg vil sige det på den måde, at der i Havnen eksisterede noget i retning af et familieforhold. Vi følte, at havnevæsenet var noget særligt - og havnevæsenet, det var os. Ledelsen betragtede os som repræsentanter for havnevæsenet. Det gav grobund for et godt samarbejde. Som tillidsmand var der altid én eller anden indenfor havneledelsen, som man kunne gå til og få løst sit problem.

    Flere af klub 214's tillidsmænd har samtidig været formænd. Jeg tænker på Flemming Becker, Kurt Christoffersen, Olaf Ytting. Fandt klubbens medlemmer det helt naturligt, at deres tillidsmand samtidig var deres arbejdsleder?

    Det lyder måske mærkeligt. Men det fungerede meget fint. Som tillidsmand var jeg også selv ind imellem formand. Men det var ikke altid, at jeg fik lov. Det var for dyrt for havnevæsenet. Jeg husker en episode, hvor vi havde en mand ude på Slusen. Jeg skrev så hans dagssedler. Da ugen var gået, hev han fat i mig og sagde. "Hvad i alverden er det, du har skrevet. Jeg har jo fået meget mere i løn, end jeg plejer". Så måtte jeg sige til ham. "Hør her, du har fået lige nøjagtig, hvad du skal ha'. Hverken mere eller mindre". Som tillidsmand kendte jeg jo overenskomsten i detaljer. Samt alle andre lokalaftaler. Vi havde jo selv forhandlet overenskomsten sammen med repræsentanter for de involverede fagforeninger. Så folkene fik alt det i løn og tillæg, som tilkom dem. Også når der skulle udskrives værktøj, var det en fordel, at formanden var tillidsmanden.

    Og der lød aldrig kritik fra kollegernes side, at nu var du for meget formand og for lidt tillidsmand?

    En sådan kritik har jeg aldrig hørt. Der er overhovedet ingen tvivl om, at det var os, der havde fordel af denne ordning.

    Det har du nok ret i. Jeg kan fortælle dig, at ordningen i dag er ophørt efter krav fra havneledelsen. I bestræbelserne på, at gøre Københavns Havn til en "moderne" virksomhed, er de familiære forhold på retur. Noget andet jeg gerne vil spørge dig om er, hvordan det har været som "den lille arbejdsplads" at være med i en afdeling, som helt blev domineret af en stor arbejdsplads, nemlig B&W?

    Vi er altid blevet behandlet pænt - også meget pænt. Jeg har altid oplevet det på den måde, at B&W-folkene har været positive over for mig. Men nu har min egen faglige og politiske overbevisning også passet fint ind i "B&W-ånden". Jeg har altid råbt op og haft det godt med det. Traditionen med at de små arbejdspladser er repræsenteret i afdelingsbestyrelsen har været god.

    Hvordan var Havnen som arbejdsplads?

    Arbejdet var meget varierende. Vi skulle kunne alt. Vi reparerede kajer. I min tid havde Københavns Havn 42 km kajanlæg. Vi lavede fortøjringer, vi reparerede traktorer og "skibe" dvs. flydekraner, gravemaskiner, pramme, ekskavatorer; vi reparerede huse; vi lagde vand ind. Knippels Bro har vi renoveret. Jo vi skulle kunne alt, svejse, smede, lodde. Når du mødte om morgenen, viste du aldrig, hvad du skulle lave, og hvor du skulle være. Og mange gange arbejdede du til fyraften med noget andet end det, som du var blevet sat til om morgenen. Københavns Havn var Danmarks bedste arbejdsplads - og som jeg altid tilføjede som tillidsmand: Danmarks bedste arbejdsplads - med Danmarks bedste håndværkere.

    B&W's port
    Danmarks mest fotograferede fabriksport: Øens folk på vej til frokost.

    Tilbage til top