Startside ] Op ] [ Det største Håb ] Den store Bølge ] Skibssmede ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Det største håb
Erindringer fra rejser bag Jerntæppet
ALLGOpress. November 2009.
ISBN: 978-87-993411-0-8 


Anmeldelser og omtale

Lektørudtalelse, Bergske blade, ModkraftWeekendavisenDagbladet Arbejderen


Pioner i Sovjet        Murspætter i Berlin       Kig ind til den virkeliggjorte socialisme      En dæmning i Zaparosje

Indledning  (Sancti Spiritus)

 

Den 9. november 1989 sluttede en epoke. Den dag gik der hul i Berlinmuren. Få dage forinden havde 1 million østtyskere demonstreret på Alexander Platz i Berlin under slagordet ”Vi er folket”. Stemningen var euforisk, og i tusindvis strømmede østberlinerne til grænseovergangene, hvor champagnepropperne sprang, trabierne osede og tidligere fjender omfavnede hinanden i en rus af håb til en ny og bedre verden. Den kolde Krig var ophørt.

Det største håb er forfatterens erindringer fra rejser i det gamle Østeuropa - fra midten af 70’erne og frem til Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Rejserne fandt sted som arbejderdelegationer, hvor øst og vest mødte hinanden som ”manden på gulvet” og bekræftede hinanden i, at Den kolde Krig og dens fjendebilleder var en bedre verden værd.

Rejserne bringer læseren til Leninværftet i Gdansk, arnestedet for Solidarnosc, hvor værftsarbejdere i 80’erne skrev verdenshistorie, da de brød kommunisternes magtmonopol og skabte et nyt Europa.

Rejserne bringer læseren til ”den lukkede værftsby” Nikolajev ved Sortehavet, hvor 90.000 værftsarbejdere med Gorbatjovs reformer pludseligt skulle lære åbenhed og demokrati.

Det største håb fortæller også historien om Erich Honecker, der i 1959 besøgte København – på diplomatpas og i lodret strid med officiel dansk politik over for DDR.

Det største håb er historien om, hvad der bragte de kommunistiske østlande til fald. Da undtagelsestilstan-dene ophørte, og hverdagen tog over, brød landene bag Jerntæppet sammen. Et genforenet Europa lå forude.

 

Indledning

Sancti Spiritus

Vi havde sejlet i mere end en time. Vandet var blågrønt og krystalklart. Solen bagte ned på os med sine intense stråler, men takket være en svalende brise og havet omkring os mærkede vi ikke tropevarmen. Nu stoppede båden op, og da lyden fra motoren døde hen, hørte vi den først som den lyd, der ikke længere var. Vi blev alle indhyllet i en stilhed, der næsten fik tiden til at stå stille.

Dette øjeblik ville jeg huske.

Vi kastede anker på fire-fem meters dybde på en lokalitet, hvor de lokale fiskere vidste, at vi kunne fange hummere nede på den sandede havbund. Et særligt netværk var indrettet på havbunden, og her søgte hummerne hen. En mindre tropeø med kridhvid sandstrand og svajende palmetræer befandt sig nogle hundrede meter fra båden som eneste land i umiddelbar sigte. Mellem båden og tropeøen kunne vi se vraget af en båd, der var gået på grund her for mange år siden, og hvor kun enkelte af bådens spanter endnu ragede op over havoverfladen. En kunstnerisk skulptur formet af naturen selv. Det hele var smukkere end et billede og skønnere end en drøm, for vi var selv levende personer midt i drømmen, midt i billedet og den oplevelse, vi havde rejst så langt for at nå.

Fra vores båd sprang flere direkte på hovedet i vandet. Rigger-Jan var én af dem. Med en alder tæt på de 70 år fandt vi det ret imponerende. Sammen med de lokalt hyrede fiskere jagtede Jan hummere på havbunden. Mindst femten hummere skulle der fanges for at bespise selskabet på godt 30 personer. Når Jan dukkede op til overfladen og trak dykkerbrillerne op i panden, samtidig med at han stolt fremviste en hummer fastholdt i én hånd, klappede kollegerne taktfast fra bådens ræling. Jan Andersen var gammel sømand, og da han efter mange år som tillidsmand gik på efterløn, virkeliggjorde han en mangeårig drøm. Alene sejlede han sin båd ned til De Kanariske Øer. Her tog han et enkelt besætningsmedlem ombord, og sammen sejlede de over Atlanterhavet til Caribien. Rigger-Jan havde ingen motor i sin sejlbåd. Lugten af benzin og lyden fra en motor forstyrrede dén uspolerede natur, som Rigger-Jan søgte på havet. Mange gange havde jeg sejlet med Jan på Sundet. Han var et dejligt menneske.

En jolle blev sat i vandet, og ombord roede fire personer ind til den nærliggende tropeø afventende tilberedningen af dagens senere festmåltid. De fire personer i båden var alle gode kolleger og gamle venner. Svensker-Ole, Cykelstyret, Jernhovedet og Palle. Sidstnævnte skulle få dage senere få tilnavnet Manden med leen. Næsten alle havde kælenavne, for sådan var det bare, og hvem formåede at sejle op imod en hundredårig tradition, når den var både fantasifuld og underholdende.

Tropeøen tiltrak også mig. Jeg havde brug for at være alene. En løbetur på den hvide sandstrand måtte være sagen. Med lidt motion kunne jeg samle appetit til maden og samtidig være alene – alene med de tanker som ikke lod sig fortrænge! Jeg sprang på hovedet i vandet og nåede hurtigt skibsvraget. Min kondition efter ti dage sammen med gutterne var måske alligevel ikke, som jeg havde troet, for et lille hvil ved et af skibsvragets spanter gjorde godt. Jeg kom dog uden problemer ind til øen og begyndte straks at småløbe ned langs stranden.

Mine tanker blev holdt fast ved den begivenhed, der ventede mig forude. Begivenheden lå som en mørk og tung skygge i det fjerne og dannede en ubehagelig kontrast til dagens paradisiske sejltur mellem tropeøer i Caribien. Jeg kiggede mod nord, ind mod fastlandet, hvor jeg svagt kunne skimte en række bjergtoppe. Fastlandet var Cuba. Et sted inde på dette fastland - på et hospital i provinshovedstaden Sancti Spiritus (den hellige ånd) - lå John Hansen, B&W’s mangeårige fællestillidsmand. Dagen i forvejen var han i bevidstløs tilstand blevet overført fra det lokale hospital i Trinidad til et større hospital i Sancti Spiritus. Jeg havde fået at vide, at John skulle dø. Kun en øjeblikkelig levertransplantation kunne redde vores kammerats liv, og en sådan transplantation lod sig ikke gennemføre. På hospitalet i Trinidad havde lægerne konstateret, at leveren havde sat ud. Efter nogen tid ville det samme ske med nyrerne, og til sidst ville hjertet ikke kunne klare mere. Det var kun et spørgsmål om tid – 18 timer, 24 timer, 36 timer alt afhængig af Johns fysiske styrke.

Under store besværligheder havde jeg samme morgen på et nærliggende hotel fået en international telefonforbindelse igennem og talt med Johns kone. Jeg havde dog kun meddelt, at John var meget syg; at han lå på et hospital i Trinidad, og at vi håbede på det bedste. Jeg ville ringe samme tid næste dag, og da ville jeg foreslå, at hun havde sine børn eller anden familie i nærheden. Den værst tænkelige udgang på livet kræver tid – tid for de tanker, der i en situation som denne endeløst kredser i deres egen ring og kun modstræbende nærmer sig mødet med det uundgåelige, den sidste rejse - døden.

John Hansen gav op mandag morgen den 20. januar. Ugen efter ville han være fyldt 60 år. Vi skriver 1997 - året efter lukningen af B&W Skibsværft. Dagen efter skulle vores B&W-delegation returnere til Havanna. Vi var 40, der var rejst over til Cuba. Nu var vi 38 tilbage, idet en anden kollega allerede var død i Madrids lufthavn. Turen var planlagt som B&W-smedenes sidste rejse.

Det blev den sidste rejse.

John Hansen havde jeg lært at kende tyve år tidligere. Da var han netop blevet valgt som tillidsmand på B&W. I årenes løb havde vi haft meget med hinanden at gøre – kollegialt, fagligt og politisk. Ikke mindst havde vi rejst sammen på et utal af ture til alverdens skibsværfter – men mest til værfter bag Jerntæppet.

John Hansen havde jeg meget at takke for. Nørrebrodreng fra Rantzausgade. En rigtig proletar i ordets gode betydning. John var ud af god socialdemokratisk arbejderfamilie, men selv valgte han at blive lidt mere rød i sit politiske ståsted. Hele sit voksne liv viede han til B&W Skibsværft. Han kæmpede for dets fremtid, udvikling og overlevelse. Men selv kom John til at dø med værftet.

Syv år tidligere havde jeg over en halv nat og en hel flaske vodka på et hotelværelse i Moskva lagt fremtidsplaner med John Hansen – eller også var det John, der havde lagt fremtidsplaner med mig. Hotellet hed Sputnik, og planerne handlede netop om at se langt ud i rum og tid. John var fællestillidsmand, og jeg var næstformand i min faglige klub og derudover formand for Den socialistiske Klub – den nok største og stærkeste partifraktion på nogen dansk arbejdsplads. John elskede at tænke langt – meget langt og mindst et træk eller to længere end alle andre. Om tre år ville formandsposten for De københavnske Skibssmede blive ledig. Skulle John lægge billet ind på denne post? Tanken tiltalte ham - men mest i de situationer, hvor han var træt af det opslidende job som fællestillidsmand på en stor arbejdsplads, hvis overlevelse ikke var nogen selvfølge. På den anden side ville nogle måske anse det for lidt af en retrætepost, idet John på dette tidspunkt ville være tæt på de 60 år. Andre personer blev også bragt på bane – herunder min egen tillidsmand Helge Larsen, Knortekæppen alias Kødtyven, der var et respekteret medlem af A/S-bestyrelsen. Eller skulle jeg selv som den yngste køres i stilling? Jeg var, da samtalen fandt sted, 37 år, og spørgsmålet var, om man nu også kunne regne med en Benjamin som mig. Fordele og ulemper ved alle holdopstillinger blev endevendt. Ikke én gang men mange gange. I enighed nåede vi frem til, at John skulle forblive på værftet, hvor posten som fællestillidsmand var en betydningsfuld tillidspost. Jeg skulle være personen, der skulle forlade B&W med henblik på at blive skibssmedenes fagforeningsformand.

Ingen siger, at tingene går som præsten prædiker, og i sådanne spørgsmål er mange personer inddraget i den uformelle beslutningsproces. I dette tilfælde gik det, som vi havde talt om det. John var i sit es, når der således blev lagt planer for fremtiden. Det handlede om magt og magtens spil, og det spil havde John af én eller anden grund næse for. Cuba-turen var også Johns idé. Cuba var det eneste kommunistiske land, som John gennem årene for alvor havde fattet sympati for. Det var anden gang, han besøgte landet, og netop dette gensyn havde han imødeset med store forventninger, da turen nu skulle gennemføres sammen med gamle arbejdskolleger. Det var for John ikke så meget en rejse til kommunismens indre; det var en rejse ind i egne socialistiske ungdomsdrømme; ind til håbet om at der fandtes et alternativ til den triumferende og selvglade kapitalmagt. Allerede i 1996 var der samlet et hold på ca. 40 personer, som stod klar til afrejse. Men værftets lukning i februar samme år umuliggjorde rejsen. Et år senere blev planerne imidlertid virkeliggjort i regi af Skibssmedenes Fagforening, som jeg selv nu var formand for. Netop denne rejse skulle med format og i en klasse helt for sig sætte punktum for B&W-smedenes mangeårige og omfattende rejseaktiviteter. Det skete også - men denne gang gik det anderledes, end vi havde planlagt.

Nu løb jeg motionsløb på en lille cubansk palmeø, medens John inden længe skulle dø i et fremmed land. Det var mærkeligt at tænke på, og ikke mindst var det meget mærkeligt at vide, at det ville ske. Vi kunne intet gøre. I glimt passerede tyve års rejser med John revy for mit indre blik. Rejsen til Cuba havde for John været drømmerejsen til troen på og håbet om en anden samfundsudvikling baseret på socialistiske idéer. Sovjetunionen og de folkedemokratiske lande i Østeuropa var brudt sammen, hvad vi begge havde oplevet på nært hold, men socialismen var fortsat en levende realitet – på Cuba! Trods embargo, invasioner og mordforsøg på Fidel Castro havde cubanerne i næsten 30 år nægtet at underlægge sig den amerikanske orden. Rejsen til Cuba var imidlertid indledt med et dødsfald og skulle nu afsluttes med endnu ét. Skulle dette mon opfattes som virkelighedens dom over B&W-Fællesklubbens omfattende kontaktnet til primært kommunistiske lande? Havde socialismens virkeliggørelse slet ingen gang her på Jorden? På Cuba-turen gjorde jeg mange iagttagelser, som tvang dette spørgsmål frem i mine tanker. Det var ikke første gang, at jeg på rejser – ofte sammen med John - var blevet konfronteret med modsætningen mellem den virkeliggjorte socialisme og den socialistiske virkelighed; modsætningen mellem ”sandhedens virkeliggørelse” og den virkelige sandhed. Det var sket på rigtig mange af de rejser til kommunismens indre, som jeg mest i kraft af tillidsposter på B&W Skibsværft havde været på gennem de sidste tyve år.

Mine første erfaringer med ”den virkeliggjorte socialisme” høstede jeg, da jeg i april 1972 - til fods og med en billig rygsæk som eneste bagage - rejste fra Tyrkiet ind i Bulgarien og videre op gennem hele Østeuropa til Berlin – Haupstadt der DDR. Det var på denne rejse min historie om livet bag Jerntæppet tog sin begyndelse. Jeg skulle komme til sammenlagt at tilbringe over et år bag Jerntæppet på 53 forskellige rejser.  


Anmeldelser og omtale

 

Lektørudtalelse

Af Flemming Faarup

Anvendelse/målgruppe/niveau

Meget passende i forbindelse med fejringen af 20-års dagen for murens og jerntæppets fald udkommer disse erindringer om forbindelser mellem danske og østeuropæiske arbejdere og om fagforeningsbesøg her og der. De, der interesserer sig for industriarbejderes forhold i Øst og Vest vil have gavn af denne bog. Den beskriver virkeligheden, som den var, mere end som den blev fremstillet, og så er den spækket med mange sjove anekdoter.

Beskrivelse

Forfatteren har været skibsbygger på B&W, og det er hans egne oplevelser, han fortæller om. Sproget er letlæst, og bogen er rigtholdigt illustreret med fotografier. De mange personlige oplevelser bliver fortalt ind i den kolde krigs historie, bogen giver dermed sin egen synsvinkel på den historiske udvikling i forrige århundredes sidste halvdel. Der er et register over mere end 200 omtalte personer.

Sammenligning

Forfatteren har udgivet et internetdokument Tilblivelsens dialetik, der er en kritik af den udvikling af marxismen, der skete i Østblokken. Han har også skrevet Den store bølge, der er en beskrivelse af arbejdslivet på store industrivirksomheder i forrige århundrede.

Samlet konklusion

Et interessant stykke arbejderhistorie.


 

Bergske blade 

Anders hakkede i Berlin-muren

Berlin-murens fald var for Anders Laubjerg det største håb, og det har han nu skrevet en bog om.

"Bogen hedder »Det største håb«, fordi murens fald var den endelige afslutning på 2. Verdenskrig, og er den største historiske begivenhed i mit liv. Det gav håb om en hverdag med et almindeligt liv uden militær i et Europa, der ikke længere var delt i to", siger Anders Laubjerg. Anders Laubjerg har et indgående kendskab til livet bag jerntæppet og i det forenede Europa, for han blev skibsbygger på B&W, gik ind i fagligt arbejde og er i dag brancheformand for Metal Hovedstaden. Han fortæller i sin bog om erindringer fra rejser i det gamle Østeuropa fra midten af 1970'erne og frem til Sovjetunionens sammenbrud i 1991.  De 53 rejser strakte sig sammenlagt over et helt år og fandt sted som arbejderdelegationer, hvor øst og vest mødte hinanden som »manden på gulvet«. Anders Laubjerg var i Gdansk, arnestedet for Solidaritet, hvor arbejderne skrev verdenshistorie ved at bryde kommunisternes monopol, og han var i den lukkede værftsby Nikolajev ved Sortehavet med B&W's Fællesklub for at lære 80.000 værftsarbejdere åbenhed og demokrati for penge fra Demokratifonden. »Det er tankevækkende, at det, vi havde lavet i 20 år, pludselig kom på finansloven,« siger Anders Laubjerg . Han har skrevet sin bog i fritiden og fornøjet sig med at berette om over 200 personer, han har mødt, heraf mange med historisk betydning. »Det største håb« er hans tredje bog, men udgivet på et nyt forlag. Anders Laubjerg har sammen med andre stiftet forlaget ALLGOpress, som vil udgive bøger om autentisk historie.

(11.11.2009)


Modkraft  

Modkraft.dk 

Bogens kapitel 9 "Lenin og korset" findes på internetportalen Modkraft. Kapitlet omhandler en rejse til Leninværftet i Gdansk i ugen efter Berlinmurens fald.


Weekendavisen

Pilgrim: Arbejderdiplomaten

Anders Laubjerg fra B&W tog på 53 rejser bag jerntæppet over tyve år. Til sidst for at lære dem noget.  

Af Pernille Stensgaard

Kommunister kan komme i tvivl på mange måder. For eksempel foran et tag-selv-morgenbord, hvor man må spise, hvad man vil for ti kroner: wienerbrød, rundstykker, kaffe, te, yoghurt, ost, marmelade, pølse, smør.

Ideen er god - nærmest socialistisk. Derfor indførte Arbejdernes kooperative Marketenderi et tag-selv-morgenbord på B&W engang i 1980erne. Arbejderne på Refshaleøen tog imod det generøse morgenbord med glæde.

Der opstod kun ét problem: prisen var kunstig. Morgenmadens værdi var ikke kun 10 kroner, men 15. Efter et stykke tid blev prisen hævet til 15, hvilket lå langt over, hvad en kop kaffe og et rundstykke kostede, så alle de, der plejede at nøjes med det, forlod det fælles bord og gik tilbage til deres oprindelige morgenmad. Kun de sultne var tilbage ved buffeten, og de spiste! Nogle kompenserede for prisforhøjelsen ved at smøre ekstra rundstykker med spegepølse, tage dem med sig og springe frokosten over. Andre tog morgenmad med til sidemanden, som til gengæld gav en øl til frokost.

Morgenmaden blev et politisk problem. Over højtalerne lød belærende instrukser om den rette måde at spise morgenmad på. Skiftende tillidsmænd blev stillet for enden af bordet for at holde øje med, at ingen tog mere end hvad »naturligt« og »rimeligt« var. De spisende overfusede dem og vrængede »politiske kommissærer«.

Efter to måneder blev ordningen afskaffet, og marketenderiet gik tilbage til det gamle prøvede system, hvor enhver købte og betalte, hvad han havde brug for.

»Jeg elsker dette eksempel, fordi det for mig forklarer, hvorfor de østeuropæiske systemer brød sammen,« siger Anders Laubjerg , skibsbygger, morgenmadsspiser på værftet fra 1974 til 1993, i dag brancheformand i Metal Hovedstaden og forfatter til Det største håb. Erindringer fra rejser bag jerntæppet, som netop er udkommet.

»De socialistiske lande undertrykte markedet, planlagde i blinde og fjernede dynamikken i samfundet,« siger han og mener ikke, at det var Ronald Reagans hårde linje og missilprogram, der fik hele denne østverden til at gå under og efterlade sig overraskende få spor, men det kunstige marked, hverdagens idiotiske mangler og det daglige pres på befolkningen. I sidste instans brød systemet ned på grund af en økonomi, der ikke var kapitalismen overlegen:

»Hotel Sputnik. Alt ved det gamle. Telefonen virker ikke. Radiatorerne er rødglødende. Har sat vinduet på klem med en tøjklemme. Farve-tv'et er af uhyre ringe kvalitet. Der sidder stadigvæk en babushka på hver etage - i treholdsskift!« noterer han i 1987 på en rejse til Moskva.

Bogen begynder med Laubjergs første rejse til kommunismens indre i 1972, hvor den unge rygsækrejsende på et tidspunkt befinder sig i en slikbutik i Prag som den eneste kunde. Alligevel blev han ignoreret af de to småsludrende piger bag disken. Han rømmede sig diskret. De kiggede undrende på ham og talte videre. En overgang overvejede han at gå igen, men så forsvandt den ene af pigerne ud i baglokalet og frigjorde den anden, der endte med at sælge ham et stykke chokolade.

Indsigt hos den daværende kommunist: »Tilsyneladende eksisterede der for de to ekspedienter ingen økonomiske incitamenter for arbejdets udførelse.«

Oplevelsen lå lysår fra Anders Laubjergs opvækst på den jyske vestkyst, hvor hans farbror i Løkken hver sommer rykkede ud af sit eget soveværelse for at give plads til tyske turister.

Langsomt meldte Laubjerg sig ud af kommunismen, men ikke socialismen og fortsatte med at lede efter alternativer bag jerntæppet til »den triumferende og selvglade kapitalmagt«. Intet sted i hans erindringer fra rejser bag jerntæppet findes glæden og den absolutte overbevisning om, at Polen fungerer, eller DDR, Sovjetunionen, Tjekkoslovakiet. De danske værftsarbejdere falder konstant ned i systemets dybe huller, snubler over den virkelige virkelighed, ikke den officielle.

»Det gode var ideen om at sætte mennesket over markedet. Det er trods alt os, der skal leve,« siger han.

»Den tanke har den globale økonomi også brug for i dag, men læren er, at hvis man vil sætte mennesket foran markedet, men kun kan gøre det bag pigtråd, mure og indgreb i folks frihed, så glem det.«

Moskva som markør

På værftet skulle man ikke blot arbejde, men også have en mening om samfundet. Folk fordelte sig i politiske fraktioner med navne som RSF, KF, KFml, MLE, KAml, FS og IS, hvoraf flere var paranoide og ikke ville ses i hinandens selskab. Også KAK med Gotfred Appel som sektleder uddelte løbesedler på Øen.

Den store markør var holdningen til Moskva, og dernæst bevægede man sig et lag ned til Lenin mod Stalin, Trotsky mod Stalin, Mao mod Stalin, Enver Hoxha mod Mao. Hvis det ikke var nok, kunne man også afgrænse sig ved at tage stilling til forskellige befrielsesbevægelser i Mellemøsten og Den tredje Verden.

De diskuterede hjemme på øen, og de diskuterede på rejserne: Hvad var det egentlig de så? En heroisk kamp mod kapitalismen eller grov undertrykkelse?

Laubjerg tog af sted på 53 rejser over de næste tyve år, hvor han havde forskellige tillidsposter på den store røde arbejdsplads. Sammen med skibssmede og andre værftsfolk ledte de efter den gode socialisme på Cuba og i DDR, i Polen og Sovjet, i Ungarn og Tjekkoslovakiet, men de fandt den aldrig, synes han.

I bogen er det de danske arbejdere - Jesusbarnet, Sølvræven, Inderkreds, Jernhovedet, Cykelstyret, Den Hvide Neger, Smørleif, Sorte-Lars, Svensker-Ole og alle de andre - der leverer det sjove, ikke deres kolleger i idealstaterne, hvor folk er tvunget til at tale med to tunger, belægge deres ord, se sig over skulderen og fedte for højerestående kammerater.

Danskernes sammenstød med grænsevagter og officielle guider, med politi, ludere og lommetyve, med vodka, med korruption, med fanger i stribet tøj på tvangsarbejde på venskabsværftet, med beskyttelsesmuren for fred er dybt underholdende, hvis det ikke var så sørgeligt, at millioner af mennesker boede i det absurde eksperimentarium, hvor B&Ws smede kørte i limousiner og lod sig hylde af ungpionerer, opholdt sig på 14 dages sanatorieophold med alt betalt og sad i kongeloger til cirkusforestillinger. Rejserne foregik ikke på diplomatpas, alligevel var de officielle og godkendt på højeste sted som et led i østblokkens branding. Landene ville have noget ud af danskerne: anerkendelse, omtale, et blåt stempel.

- Var I ikke nyttige idioter på det punkt?

»Selvfølgelig var det sjovt at blive promoveret lidt, men vi kunne også føle stærkt ubehag ved forskelsbehandlingen. Jeg har rejst sammen med pilgrimsrejsende, der var underlagt troens blindhed, men vi var ikke alle sådan. Vi spurgte til straffefangerne, vi spurgte til alt det uforståelige, vi så. Vi fik sagt ting, rykket dem, vi var i en dialog. Men da vi sad på Leninværftet i november 1989 og deres tillidsmand spurgte os, hvordan vi bar os ad med at blive valgt år efter år ved frie valg, gik det op for mig, at de skulle lære af os på helt fundamentale områder, ikke omvendt.«

Bjarne Jensen, kaldet Sølvræven, var formand for den socialistiske klub på værftet og nådesløs over for værtslandene. Som frafalden kommunist og medstifter af SF gned han sig i hænderne, når noget ikke fungerede på hotellet i DDR og bad receptionen ringe først til direktøren, dernæst til formanden for particellen på hotellet og til sidst til Erich Honecker - den største blandt alle lige kammerater! Han belærte sine værter om alt fra forkert placerede hjul på trillebøre til hele kabelkrananlægget på værftet i Warnemünde, som Bjarne Jensen med hovedrysten henviste til historiens losseplads, hvorefter rettroende kommunister blandt hans medrejsende roste det. Dermed blev kranen i de næste 25 år et stridsemne på samme niveau som holdningen til Moskva: Hvem var tilhænger, og hvem var modstander af dette krananlæg?

(Efter Murens fald blev værftet solgt for 1 DM til en norsk koncern, som moderniserede krananlægget væk.)  

 

 

 

 

 

Billedtekst: 

Anders Laubjerg mener, at det ikke var Ronald Reagans hårde linje og missilprogram, der »væltede muren«, men det kunstige marked, hverdagens idiotiske mangler og det daglige pres på befolkningen. I sidste instans brød systemet ned på grund af en økonomi, der ikke var kapitalismen overlegen. 

På en tur til Prag i 1983 stod holdet på banegården og skulle med toget hjem. En person manglede.

»Hvem mangler,« spurgte Bjarne. Han var trods alt rejseleder.

»Søren Søndergaard,« blev der svaret. Han fandt en billig frisør på banegården og sidder fortsat i frisørstolen.

»Er han ikke trotskist,« spurgte Bjarne.

»Jo,« blev der svaret.

»Så lad ham sidde.« Med den kommentar steg Bjarne Jensen om bord i toget.

Selvfølgelig var det et kvarter forsinket, og det senere folketingsmedlem nåede det.

Fatale rejser

På en tur til havnebyen Szczecin i Polen i 1977 gik det allerede galt på grænsen mellem DDR og Polen, da paskontrolløren forbød selskabet at stå ud af bussen, før toldmyndighederne havde været om bord. Næsten to timer gik. De øldrikkende mænd skulle mere og mere på toilettet, deres autoritetstro chauffør nægtede at åbne døren, mytteri opstod, og 30-40 mænd fór ud ad bussen og tissede op ad toldernes barak. Som skudt op af jorden stod nu fire polske pistolbevæbnede autoriteter og råbte og skreg, og som straf blev bussen beordret over på en rasteplads, hvor de ventede en time på tolderen, der blot meddelte dem, at de kunne køre videre. Stemningen var under nul, men skulle blive værre. De blev snydt, så det drev, af gadens sortbørshajer. Flere blev rullet i mørke porte, andre måtte slippe store beløb til militsfolk - blandt andet for at overtræde forbuddet mod at betræde græsset på byens store boulevarder. En blev arresteret og kørt væk af politiet. Han fortalte senere, at politiet havde været ganske flinke. Mod lidt betaling kørte de ham direkte til værtshuset. Anders Laubjerg ville komme en anholdt kollega til undsætning og fik et slag over armen med politistav. Da studiekredsen havde opholdt sig seks-syv timer i byen, gjorde han tabene op. Tre tillidsmænd var arresteret efter et restaurationsbesøg i den socialistiske arbejderstat, herunder Bjarne Jensen, som var helt høj over nattens begivenheder og de groteske ting, han havde været udsat for. På stationen blev de anmodet om at tage alt deres tøj af, selv om der var kvinder til stede, og selvom Bjarne Jensen truede med den danske ambassade. Først da stavene blev trukket, tog de underbukserne af. Da den sidste af de tre blev løsladt, spurgte betjentene, om de skulle køre ham hjem - mod betaling.

Uden forklaring blev danskerne forment adgang til værftet, de var kommet rejsende for at besøge, og Jørgen Inderkreds fik stjålet sin tykke tegnebog med partikort til Danmarks Kommunistiske Parti af en smuk kvinde, der bad om ild. Til gengæld smuglede han 12 hele flasker spiritus gennem den danske told i en lædertaske fra Dansk Metal, som han havde stående mellem sine ben i bussen.

Da Anders Laubjerg året efter værftets lukning i 1996 var leder af B&W-smedenes sidste og symbolske afslutningsrejse, tog 40 mand af sted, men kun 38 kom hjem. En udåndede i flyet på vej ud, en anden blev syg på Cuba og døde.

I alle årene havde rejserne til DDR slagside, så danskerne besøgte landet, men ikke omvendt. Da en østtysk tillidsmand efter berlinmurens fald endelig slap ud af arbejderstaten og rejste den anden vej - til Danmark en kold januardag i 1990 - besøgte han og konen Gedser og Nykøbing Falster. Det havde været helt fantastisk. Gedser en søndag. Friheden til at kunne rejse og til at se hvad der befandt sig på den anden side af havet og horisonten. Friheden til at starte bilen og bare køre af sted! Det var indfrielsen af det største håb. Kun pølsemanden i Nykøbing holdt åben denne dag, men Bernd Heydrich fra Warnowværftet havde iagttaget den sirlighed, der prægede et dansk parcelhuskvarter - samt meget andet, der var anderledes.

Efter Murens fald søgte Anders Laubjerg og hans gruppe penge i Uffe Ellemann-Jensens demokratifond til mellemfolkelig udveksling mellem øst og vest.

»Det var netop udveksling, vi havde lavet i alle årene. Vi skulle bare genopfinde os selv.«

Han ringede til Nina Bondar, international sekretær for en million arbejdere i Rusland og bad hende skaffe ham en arbejdsplads i det gamle Sovjet, der aldrig havde haft med Vesten at gøre, så danskerne kunne invitere den anden vej. Og for første gang efter 40 års rejser og relationer til arbejdere bag jerntæppet, kom helt almindelige værftsarbejdere fra en tidligere lukket by i Sovjetunionen til Danmark.

(27.11. 2009)


På rejse med en metalarbejder

Har man ikke rejst i de gamle østlande, er Anders Laubjergs bog en fornem guide med mange informationer, fine iagttagelser og refleksioner. Har man rejst der, er det en herlig genopfriskning

af Bjarne Nielsen.  Dagbladet Arbejderen, 9. december 2009.

Et utal af rejser til de socialistiske lande, enten som enkeltperson, som deltager i en delegation eller med B&W`s Fællesklub, er baggrunden for denne bog af den gamle metalarbejder Anders Laubjerg, nuværende brancheformand for Industri i Metal Hovedstaden.

Det største håb hedder bogen, som dramatisk starter med fællestillidsmanden på B&W, John Hansens, dødsfald på Cuba året efter B&W`s lukning. Ellers starter Anders Laubjergs første af hele 54 rejser 'bag jerntæppet' i 1972.

Med Laubjerg som guide rejser vi til Bulgarien, DDR, Polen, nogle Sovjetrepublikker og Cuba med flere. Laubjerg er en god guide, der både mestrer det informative, det historiske med blik for også de små ting, underholdende anekdoter og de mange politiske spil.

Det hele er holdt i en frisk arbejderjargon med befriende værkstedshumor. Man får utroligt meget at vide om de tidligere lande bag jerntæppet, især Polen, Sovjetunionen og DDR.

Laubjerg selv meldte sig ind i DKU i 1972, trods uenighed med partiets EF-politik, som ellers var årsagen til partiets store fremgang den gang. Han kom i metallære på værftet, hvor 'man ikke blot skulle arbejde, man skulle også have en mening om samfundet'.

Værftsliv i Danmark og Polen

Bogen har et fint afsnit om livet på værftet, dog med en unødig og lidt nedladende holdning til datidens mange politiske grupper på 'fløjen', samt en slet skjult hengivenhed for den gamle fællestillidsmand, SF`eren Bjarne 'Sølvræven' Jensen.

Det er interessant at høre om, hvorledes Solidarnosc og kommunistpartiet i Polen kæmpede om magten, om Ewald, der i DDR-tiden var 'medlem af partiet, det var mest praktisk, når dagen og vejen skulle klares. Han var som mange andre SED-medlemmer, ikke partimedlem af ideologiske grunde'. Det klassiske problem under socialismen, når stat og parti er et. Efter Murens fald røg alle SED`s medlemmer af værftsbestyrelsen, minus en, da også ud.

Interessant er det også, hvorledes de bliver påduttet en historie om, at nazisterne sprang Dnepr Elektricitetsværket og dæmningen i luften i 1944, medens Laubjergs senere research viste det var særlige sovjetiske ødelæggelsesbataljoner, der havde gjort det.

Eller om da Solidarnosc besatte Leninværftet og deres krav blev accepteret og Solidarnosc anerkendt. Et halvt år efter fik de magten og værftet blev lukket. Afsnittene 'Lenin og korset' om Polen samt 'Murens fald' er rigtigt gode.

Med B&W på tur

Undertegnede hyggede sig ved citaterne fra den konservative Schlüter om, at han anså DDR for teknologisk, økonomisk og forskningsmæssigt 'utroligt fremskreden'. Men han mente jo også, at 'ideologi var noget bras'.

Fællesklubben og Laubjerg oplevede gennem masser af samtaler at 'socialismen skulle bevares, men i en ny form'. Her er det nok SF`eren Laubjerg, der taler. Hans forklaring på sammenbruddet i øst er ikke, at det var oprustningen og USA`s militære overlegenhed eller manglende menneskerettigheder.

Tværtimod mener han, at den kolde krig forlængede sovjetkommunismens levetid. Han mener at den brød sammen indefra, fordi økonomien var kapitalismens underlegen.

En ting i bogen fik dog undertegnede op i det røde felt. I kapitlet 'Nye tider' beskriver han, hvorledes Fællesklubben på opfordring af B&W`s direktør tog til Szczetin-værftet i Polen 'med henblik på, at de danske tillidsmænd fortalte deres polske kollegaer lidt om, hvordan de skulle agere som fagforening. Derudover skulle der udarbejdes en rapport'. B&W finansierede turen og fik en rapport!

Fornem guide

Bogen har to gode og yderst interessante tilbageblik.

Det første er en fremragende gennemgang af Fællesklubbens historie, krydret med historier om de mange kampe mellem socialdemokraterne og DKP`erne, kampen for retten til at agere politisk og fine portrættet af blandt andet Ingmar 'Laksko' Wagner, der, hvis DKP havde været en sektion af 'USSR-International', ifølge Laubjerg var blevet DKP`s formand.

Det andet er en yderst kritisk gennemgang af Land og Folks dækning af forholdene i Østeuropa samt hug til de 'pilgrimme' der intet så. En hård, men berettiget kritik vi kan og må lære af.

Har man ikke rejst i de gamle østlande, er bogen fornem guide med mange informationer, fine iagttagelser og refleksioner, krydret med Laubjergs amatør- og feriefotos. Har man rejst der, er det en herlig genopfriskning.

Det er ikke erindringer på samme måde som Arvid Rundbergs populære om den tyske, svenske, engelske og russiske arbejder, men mindre kan også gøre det. Denne anmelder følte sig i godt selskab og fik frisket mange minder op, ligesom nogle af forfatterens refleksioner om modsætningsforholdene mellem det talte og praksis er interessante.

En god og inspirerende bog.


 

 

 

Tilbage til top