Startside ] Op ] [ 12 minutter ] St.Bededag ] Fuld pakke ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Skal vi arbejde eller reformere os ud af krisen?
Debatindlæg til e-bog "FOPA's Nytårsskrift" 2012 med bidrag af Peter Hummelgaard, Annette Vilhelsen, Palle Dragsted, Jens Jonatan Steen m.fl. ISBN: 978-87-995831-0-2
December 2012. FoPa: Forum for Politisk analyse.


Det skete i maj 2010. Jeg var lige stået op, havde gnedet den sidste søvn ud af øjenkrogene, sat mobilen på nyheder og med et gik morgenstundens faste rutiner i stå. Min umiddelbare tanke var denne: Det er løgn! Er Erich Honecker genopstået på dansk jord? Det er ikke muligt!

Det var muligt. ”Har du 12 minutter mere, så har vi en løsning”. Så enkelt. Så ligetil. Så tilsyneladende frisk og moderne - men ikke desto mindre så fremmed og – med et passende tysk ord – så ”altmodisch”. I forskellige varianter havde dette glade budskab om at arbejde sig ud af alverdens problemer været de østtyske kommunisters foretrukne svar på ethvert reformforslag lige frem til Murens fald.

I mands minde havde det aldrig været den samlede, danske arbejderbevægelses svar på tidens udfordringer. Tværtimod. Det historiske svar - som havde bragt bevægelsen så langt - havde altid sat reformer frem for merarbejde.

Efter min overraskelse hin morgen indfandt irritationen sig. Efter 40 år i ”bevægelsen” skulle jeg ha’ denne nye – og i sandhed kontroversielle - fortælling meddelt over radioen. I løbet af samme dag fandt jeg ud af, at de ”12 minutter” var et kernepunkt i Fair forandring – forhandlet på topplan mellem S og SF og efter sigende ”godkendt” af LO – min egen ”græsrodsorganisation”.

Jeg var – og er – en meget stor tilhænger af S-SF samarbejdet og den regeringsovertagelse, som samarbejdet førte frem til. SF’s historiske fortjeneste i dansk politik havde anno 2010 fire store sejre bag sig: SF havde formuleret et socialistisk og demokratisk alternativ til kommunismen. SF havde opsuget (givet plads til) den grønne bevægelse under socialistiske faner. SF havde opsuget (givet plads til) kvindebevægelsen under socialistiske faner. SF havde opsuget (givet plads til) den nationale EF-modstand under socialistiske faner. Nu kom den femte historiske fortjeneste. Modstanden og oppositionsrollen skulle omsættes til et regeringsansvar. Jeg var helt enig.

Men med historien som sandhedsvidne skal og bør det også siges, at parolen om at vi skal arbejde og ikke reformere os ud af krisen, aldrig har været en del af den samlede, danske arbejderbevægelses store fortælling. Hin morgen frygtede jeg det værste. Min frygt skulle blive indfriet.   

I Fair forandring fra maj 2010 hedder det: ”Selv et begrænset løft af den samlede arbejdstid har meget stor effekt. Det vil være en solidarisk løsning på Danmarks økonomiske udfordringer, der kan træde i stedet for forringelser af bl.a. dagpenge og efterløn.”

Midt i den hidtil største økonomiske krise siden 30’erne pegede S og SF på tiltag til øget arbejdskraftudbud som tidens langsigtede og holdbare løsning. De arbejdsomme danskeres praktiske vilje til at give den ”en skalle”, når behovet herfor var til stede (som i 2006-07), blev nu og midt i en arbejdsløshedstid ophøjet til politik, til holdning og til en ny samfundsfortælling. Det kunne kun gå galt. Det gik galt.

Arbejdsløsningen skulle virkeliggøres i en historisk trepartsforhandling: ”Som led i en trepartsaftale skal Folketinget bekræfte, at velfærdsaftalen om efterløns- og pensionsalder står ved magt. Samtidig tiltræder SF velfærdsaftalen (…) Efterlønnen fastholdes uden forringelser (…) Den danske model skal styrkes gennem styrkelse af parternes rolle på arbejdsmarkedet. Det betyder bl.a. en styrkelse af arbejdsmarkedets parters organisationer og a-kasserne samt en modernisering af dagpengesystemet.”

Fair forandring var bemærkelsesværdig præcis og konkret i formuleringerne omkring øget arbejdskraftudbud gennem øget arbejdstid. Samme præcision var imidlertid ganske fraværende i forhold til konkrete bud på en styrkelse af Den danske Model; en styrkelse af parternes rolle på arbejdsmarkedet og ikke mindst af a-kassernes rolle. Det lignede en tanke. Viljen til reformer på dette afgørende område var måske mest båret af varm luft!

Skal vi arbejde eller reformere os ud af krisen, svarede de radikale klart og tydeligt på, da partiet i maj 2011 indgik det forlig med VK-regeringen, som er kendt som tilbagetrækningsreformen – efter valget i 2011 vedtaget af den nye regering i december samme år. Med dette forlig valgte de radikale reformvejen – dvs. at skyde efterlønnen i sænk og lade ”de 12 minutter” blive siddende som fugle på taget. Med dette – set med radikale øjne – geniale strategiske tiltag generobrede de radikale pladsen som partiet i midten af dansk politik. En plads som partiet ikke havde haft i ti år, hvilket i virkelighedens verden var indgået som politisk kontekst for det tættere samarbejde mellem S-SF.

I maj 2011 opdaterede S og SF samtidig Fair Forandring, som nu blev til Fair Løsning. Arbejdssvaret forblev uforandret, og blev nu kørt i stilling som et valgoplæg: ”Alternativet til en trepartsaftale, der skaffer 15 mia. kr., er tilbagetrækningsforligets (de radikales forlig med VK) voldsomme forringelser af danskernes tilbagetrækningsvilkår. (…) Det er en urimelig og forkert løsning på Danmarks økonomiske udfordringer. Arbejdsvejen er langt mere ansvarlig, robust og solidarisk (…) Der er ingen tvivl om, at det vil være bedst for dansk økonomi, hvis vi arbejder os ud af krisen.” Og videre: ”Derfor skal Danmark først og fremmest arbejde sig ud af krisen” (Min understregning). Og videre: ”Kun hvis flere arbejder mere, kan vi få råd til at bevare og udbygge velfærden”.  Og videre: ”En realiseret stigning i den ugentlige arbejdstid på en time vil i sig selv kunne indfri målet med trepartsforhandlingerne. På den baggrund er det en forudsætning for at nå målet, at øget arbejdstid indgår som en væsentlig del af løsningen i en samlet trepartsaftale” (Min understregning). Honecker spøgte forsat. Også efter at et reklamebureau havde omformuleret en times merarbejde om ugen til uskyldige ”12 minutter”.

Med direkte adresse til det kommende valg, lød regeringsalternativet som følger: ”Socialdemokraterne og SF vil imidlertid bruge den kommende valgkamp til at forhindre, at en sådan situation opstår. (De radikales reformvej, AL) Socialdemokraterne og SF’s mål i valgkampen er at sikre et flertal for en ny regering og samtidig få vælgernes mandat til at bevare folkepensionen og efterlønnen, som vi kender den.”

Valget i oktober 2011 flyttede imidlertid ikke så meget som ét mandat i forhold til de partier (S, SF og Enhedslisten), som ville bevare efterlønnen, dvs. vælgerne tilsluttede sig ikke hovedtanken i Fair Løsning – at vi skal arbejde os ud af krisen frem for at reformere os ud af samme.

Med udsigten til ministerposter reflekterede strategerne i S og SF imidlertid ikke alvorligt nok over denne gevaldige vælgerlussing. Det skal de kritiseres for.

Da den nye, socialdemokratisk ledede regering kravlede ned fra Det sorte Tårn i Ørestaden i oktober 2011 fremgik det af regeringsgrundlaget, at ”udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”. Det var ikke blot de radikales vilkår, det var mere præcist et folkeligt vilkår, efter som det var vælgernes vilkår. Partierne i tårnet – SF inklusive – gjorde det rigtige i at gribe regeringsmagten, men tilsyneladende forstod S og SF ikke dybden i, at den store fortælling om ”de 12 minutter” allerede var en forpjusket fugl, der dårligt nok kunne holde sig oprejst på tagryggen.

Selv om det siges, at man ofte skal stå med ryggen mod muren, før man ser skriften på væggen, så gjorde dette sig ikke gældende, da trepartsforhandlingerne langt om længe blev løbet i gang. Selv om arbejdsløsningen allerede var skudt i sænk af de radikale og af vælgerne ved et folketingsvalg, så lykkedes det regeringen mediemæssigt at få hele trepartssagen til at handle om lønmodtagernes frasigelse af helligdage, ferie- eller feriefridage. Konkrete bud på dybtgående reformer til ”en styrkelse af arbejdsmarkedets parters organisationer og a-kasserne samt en modernisering af dagpengesystemet” var fuldkommen fraværende i trepartens set-up.

Et hovedbestyrelsesmøde i Dansk Metal den 7. juni 2012 – som jeg selv deltog i - blev den tilfældige krusning på overfladen, som fik finansminister Bjarne Corydon til langt om længe at se skriften på væggen. Finansministeren trak stikket ud på trepartsforhandlingerne og bragte dermed regeringen i overensstemmelse med såvel de radikale som vælgernes dom. Set i det store bakspejl og ikke mindst i trepartens set-up kunne Bjarne Corydon næppe have gjort det anderledes. Intet tyder på, at den nuværende regering vil reformvejen i forhold til Den danske Model, og derfor vil vi næppe se en genoptagelse af trepartsforhandlingerne i denne regerings levetid. Vi vil se ”folkeskolereformer” – men ikke trepart!

Hvad kan vi så lære af disse begivenheder, som på en god dag giver S og SF en vælgertilslutning på godt 25 %? Kan vi lære, at et centrum-venstre svar på den europæiske beskæftigelseskrise ikke indledes med denne sætning? ”Der er ingen tvivl om, at det vil være bedst for dansk økonomi, hvis vi arbejder os ud af krisen.”  

I mands minde har den samlede, danske arbejderbevægelse altid sat reformer foran merarbejde. Dette har altid været bevægelsens store fortælling. Fortællingen er så dybt forankret i bevægelsens sjæl, at en flok spindoktorer, lidt smart populisme og to i situationen topstyrede partier ikke formåede at ændre herpå. Danske lønmodtagere arbejder som en praktisk foranstaltning gerne 12 minutter mere om dagen, hvis det giver mening for den enkelte, for min virksomhed og for vores samfund – men det skal ske som et element i den store reform-fortælling. Det var her kæden sprang af.

Da LO’s medlemmer i slutfirserne skulle tilslutte sig en arbejdsmarkedspension frem for løn her og nu for at finansiere velfærdssamfundet, kostede det to års indædt debat og politisk kamp blandt LO-medlemmerne. Debatten var en fornuftig investering. Hurtigt bakkede de fleste op om reformen, da den først blev løbet i gang. Da LO’s medlemmer i 2012 skulle tilslutte sig længere arbejdstid i en krisetid for på langt sigt at finansiere velfærdssamfundet, bad førende politikere i bevægelsen et reklamebureau om at ordne den sag over for baglandet. At det mislykkedes var en gevaldig ørefigen til de pågældende politikere, men dybest set et sundhedstegn for bevægelsen.

Danmark skal reformere sig ud af krisen. Konkurrenceevnen skal genskabes gennem et betydeligt produktivitetsløft. Snævert i relation til arbejdsmarkedet består den største udfordring i, at den såkaldte Danske Model meget snart af en centrum-venstre regering skal ha’ tilført politisk medvind – ellers bukker modellen under, og så kan S og SF vinke farvel til regeringskontorerne for de næste mange år.

Tre vigtige reformer på arbejdsmarkedet har trængt sig på gennem de sidste ti år: 1) Det er usolidarisk og uholdbart, at ca. 30 % af danske lønmodtagere har vendt A-kassesystemet ryggen. Netop på dette spørgsmål burde S og SF kunne finde et svar sammen med de radikale. 2) Tværfaglige A-kasser (indført ved lov i 2001) med ”fagligt råd og vejledning” som en discountet medgift er og bliver et statsunderstøttet system til underminering af et aftalebaseret arbejdsmarked reguleret i overenskomster. Såvel udfordringen i punkt 1 og 2 kunne finde et svar i et alment, offentligt a-kassesystem. 3) De faglige interesseorganisationer burde mod betaling i en moderne udbudsmodel tildeles en job- og vejledningsfunktion for alle ny-ledige med op til ¾ års ledighed. Med de faglige organisationers kendskab til virksomhederne, til efteruddannelse og til den enkelte lediges situation afspejler det et samfundsmæssigt spild af ressourcer, at denne tredobbelte kompetence ikke i større grad bruges til målrettet og statsunderstøttet jobformidling.

Jeg er overbevist om, at fagbevægelsen gerne stiller op til fornyede trepartsforhandlinger. Men skal disse overhovedet have en gang her på jorden, så skal regeringen klart melde ud (lige som de radikale gjorde i 2011), at den sætter reformer før merarbejde.

 

Tilbage til top