Startside ] Op ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] [ Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Når man står i vejen for sig selv
Kommentar til kravet om 30 timers arbejdsuge
Folkesocialisten nr. 1, 1995


Om du "hugger" mange gange eller få gange...! Når træet først falder, er forskellen den samme. En reduktion i arbejdstiden adskiller sig ikke herfra. Resultatet er hver gang - uafhængig af fremgangsmåden - større velfærd. Kravet om nedsat arbejdstid er et krav om mere fri tid - mere tid til samfundet, til kultur og sport, mere tid til venner, familie og børn, mere tid til aftenskole, en god bog osv. Kortere arbejdstid er et krav om mere overskud i hverdagen.

Under indtryk af de sidste to årtiers massearbejdsløshed er argumentationen for nedsat arbejdstid undergået en drejning. Nu kræves der nedsat arbejdstid i solidaritet med de arbejdsløse. Nedsat arbejdstid er blevet et særligt arbejdsløshedskrav; et centralt beskæftigelseskrav.

Hermed kan vi rykke to felter frem og tre tilbage. To felter frem fordi det altid er rart at kunne formulere et krav, der forener de arbejdende med de arbejdsløse. To felter frem fordi det altid giver pænt genlyd blandt pæne mennesker, hvis man kan holde de arbejdsløse frem foran sig, når der kræves ind. Tre felter tilbage fordi argumentationen er falsk; den hviler på forkerte præmisser, og den bringer os i den paradoksale situation, at vi kommer til at stå i vejen for os selv. Vi bliver selv den umiddelbare forhindring for en yderligere nedsættelse af arbejdstiden.

Alle genkender følgende argumenter. "Hvis arbejdstiden blot nedsættes med en halv time, kan det hele være lige meget". Eller denne. "Det afgørende ved kravet om 35 timers arbejdsuge er, at reduktionen sker i ét hug". Eller denne helt ekstreme argumentation. "Arbejdsmarkedets parter skal inden for 2 overenskomstperioder sætte den ugentlige arbejdstid ned til 30 timer i et eller højst to hug". Ergo: Vi skal ingen arbejdstidsnedsættelse have. Det er virkelighedens konklusion.

Ovennvænte argumentation bygger på to præmisser. a) Nedsat arbejdstid er et arbejdsløshedskrav. b) Effekten af dette krav er størst, når det enkelte "hug" er størst. b er afledt af a, men da argumantationen i a er al for tynd, bliver b en spekulation blandt eksperter omkring ingenting.

Kendetegnende for situationen i dag er, at den brede opbakning bag kravet om nedsat arbejdstid er væk. Hjulpet med hertil er ovennvænte argumentation. Den må overvindes som én af forudsætninger for at skabe ny opbakning til det fornuftige krav om nedsat arbejdstid.

Vi skal argumentere for følgende: Enhver arbejdstidsnedsættelse - stor eller lille - er et fremskridt. Enhver arbejdstidsnedsættelse - stor eller lille - udvider velfærden, den frie tid. En halv times nedsættelse af arbejdstiden i det kommende overenskomstår er en halv time nærmere de 35 timer (eller de 30 timer); det er en halv time mindre "udbytning i kapitalens lønkammer", det er en halv time til mere overskud i hverdagen.

En arbejdstidsnedsættelse på 1/2 time eller 1 time er helt i tradition med den måde, hvorpå samtlige arbejdstidsnedsættelser er sket på i efterkrigsårene, jvf. Fig. 1. Det placerer samtidig spørgsmålet, hvor det høre hjemme: som overenskomststof mellem arbejdsmarkedets parter.

Landets såkaldte økonomiske eksperter fremfører, at en times nedsættelse af arbejdstiden har en beskæftigelseseffekt på ca. 35.000 jobs. En effekt, der er uafhængig af "huggets" størrelse. Jammen, det er da positivt! Det faktiske arbejdsløshedstal er imidlertid afhængig af så mange andre samfundsmæssige faktorer, at ovennævnte "rensede" sammenhæng ikke eksisterer som levende menneskers erfaringer på samfundets fordrejde overflade. Siden 1958, altså ved indgangen til 60'ernes fulde beskæftigelse, er årsnormen reduceret med 25 %, dvs i snit med 3/4 % om året. Det faktiske arbejdsløshedstal har som bekendt fulgt et helt andet mønster.

Det er en stor politisk fejlbedømmelse, at lade kravet om nedsat arbejdstid være betinget af denne diskussion blandt økonomer. Som det også fremgår af Fig. 1 har vi kun erfaringer med én stor arbejdstidsnedsættelse i et "hug". 8 timers dagens indførelse i 1919. (Fra 1920 til '21 blev arbejdsløsheden tredoblet). Baggrunden var 30 års argumentation herfor samt mere afgørende en afsluttet verdenskrig, en sejrrig Oktoberrevolution samt revolutionære tilstande i Tyskland, Ungarn m.m. Hvorfor basere kravet om nedsat arbejdstid (30 timer i et eller højst to hug) på udbruddet af en ny Oktoberrevolution, når sandsynligheden herfor er minimal. Vi står i vejen for os selv.

Endelig skal der argumenteres for, at det er noget vrøvl morgen, middag og aften, at nedsat arbejdstid fører til et intensiveret arbejdstempo. Jeg er udmærket klar over, at det var klagesangen, da vi fik nedsat arbejdstiden til 58 timer i 1907; til 48 timer i 1919 og til 37 timer i 1990. I dag høres argumentationen isæt blandt bestemte faggrupper inden for den offentlige sektor (sygeplejersker, hjemmehjælpere, pædagoger m.fl.), som en reaktion på arbejdstidnedsættelsen fra 40 til 37 i sidste halvdel af 80'erne. "Det eneste vi har fået ud af den nedsatte arbejdstid er, at vi skal løbe hurtigere" - lyder argumentationen. Men den skal vi ikke købe.

For der første: I de tre timer, som arbejdstiden er blevet nedsat med, kan de pågældende personer umuligt løbe hurtigere på arbejde, for i de tre timer har de fået mere velfærd, mere fri tid. For det andet: Hvem siger, at de pågældende faggrupper i den givne politiske konjunktur (Schlüter-regering, besparelser i den offentlige sektor m.m.) ikke var kommet til at løbe hurtigere i 40 timer, hvis ikke arbejdstiden var blevet nedsat til 37 timer. For det tredje: Kampen om arbejdsdagens intensitet foregår uophørligt - om der arbejdes 40 timer, 30 timer eller 50 timer. En tilbagevenden til 40 timer er ingen garanti for, at der så skal løbes langsommere. For det fjerde: Arbejdsdagens intensitet er nok påvirket af arbejdsdagens længde, men primært bestemt af historiske forhold (klassekampen) samt af den teknologiske udvikling.

Den ugentlige arbejdstid skal bringes ned, og det skal ske via overenskomsterne. Vore politikere på Christiansborg behøver ikke at gå med hænderne i lommen af den grund. Der er et stort behov for en nedbringelse af arbejdstiden på specifikke områder, som bedst løses gennem politisk lovgivning. Selv om den årlige arbejdstid inden for godt én generation er reduceret med 1/4 (og det er jo i grunden fantastisk), så arbejder bestemte samfundsgrupper som aldrig før. Småbørnsfamilier er den "samfundsgruppe", der arbejder mest. På 20 år er den ugentlige arbejdstid for småbørnsfamilier steget fra 55 timer til lidt over 75 timer pr. uge. En forbedring af barselsorloven må have stor prioritet. Ligeledes arbejder de over 50-årige for meget. Hovedparten af den 1/4 million førtidspensionister er nedslidte kvinder over 50 år. Ret til delefterløn fra 55 års alderen må være et andet højt prioriteret område, når der politisk skal lovgives med en reduktion af arbejdstiden tilfølge.

Tilbage til top