Startside ] Op ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] [ Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Borgerløn
Artikel
SF's Faglige Nyhedsbrev nr. 7, 1993.


Borgerlønsdebatten går her i landet tilbage til bogen Oprør fra midten fra 1978. Massearbejdsløsheden har fået mange til at tage debatten op igen – også af folk på venstrefløjen. Således har SF besluttet, at partiet skal have en vedtaget holdning til spørgsmålet. En ”borgerlønsgruppe” har i denne forbindelse udarbejdet et oplæg til HB, som skal danne grundlag for den videre stillingtagen. Nedenstående plukker frit fra dette oplæg.

Hvad er borgerløn?

Borgerløn er (…) som man definerer det. Her følger én af mange definitioner.

Borgerløn er en grundydelse, som uden nogen modkrav, udbetales til alle borgere i alderen 18 – 66.

Er du i arbejde, er du hjemmegående, er du arbejdsløs – alle voksne borgere har ifølge denne definition ret til borgerløn.

Ifølge denne definition har vi ikke borgerløn i dag – selv om samfundet sikrer alle dem et eksistensminimum, som ikke kan ”klare sig selv”. Dels er alle ikke berettiget til ydelser fra det sociale system, og dels er stort set alle ydelser betingede, dvs der er knyttet pligter til rettighederne. F.eks. skal de ledige stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Borgerlønsmodeller

Den samme definition på borgerløn kan naturligvis udformes i forskellige modeller. SF’s borgerlønsgruppe har regnet på en model, som sætter grundydelsen til 5.000 skattefri kr. om måneden. Det svarer til folkepensionen for en enlig og til værdien efter skat af 70% af max. dagpenge.

Skal en borgerløn på dette ”eksistensminimum” finansieres via indkomstskatten kræver det, at al indkomst beskattes med 70% (alle personfradrag og alle rentefradrag er i denne model afskaffet).

Argumenter for borgerløn

Borgerløn vil gøre op med lønarbejdersamfundet og skabe et socialt medborgersamfund, hvor man ikke spørger ”hvad laver du, lønarbejder” men ”hvem er du, medborger”. Klientgørelsen af store befolkningsgrupper vil ophøre. Borgerløn kan gøre op med sagsbehandlersamfundet.

Borgerløn gør op med selve arbejdsbegrebet, dvs arbejde = lønarbejde. Med borgerløn vil husligt arbejde, socialt arbejde, miljøvenligt arbejde m.m. blive værdsat. Værdier skabes ikke blot gennem lønarbejdet.

Borgerløn vil gøre borgerne frie. Grundydelsen til alle skaber nye valgmuligheder, som indebærer, at den enkelte reelt kan vælge lønarbejdet fra,. Borgerløn er friheden til at vælge. Borgerløn fjerner tvangselementet under lønarbejdet. Borgerløn vil måske ikke fjerne arbejdsløsheden, men mange arbejdsløse vil med borgerlønnen ophøre med at identificere sig selv som arbejdsløse.

Borgerløn vil mindske bureaukratiet i det statslige og kommunale arbejds- og socialsystem. Opdelingen af store befolkningsgrupper i efterlønnere, dagpenge- og bistandsgrupper, førtidspensionister på højeste, mellemste og laveste trin, udeboende og hjemmeboende SU-modtagere osv, osv, vil kunne forenkles ligesom kontrollen, som kendes fra disse systemer, vil forsvinde. Tusindvis af sagsbehandlere i det offentlige system vil kunne ”frigøres”. Borgerløn er det frigørelsesprojekt, som endegyldigt kan få bugt med formynderstaten.

Borgerløn vil fjerne ”kassetænkningen” mellem de offentlige systemer, hvor forskellige ”aktiveringstilbud” bliver brugt som ”svikmølle” til at skubbe ”klienter” fra et system til et andet system. Borgerløn til alle vil endvidere fjerne ”fattigdomsfælden” i det sociale system, hvor det ikke kan betale sig at arbejde.

Borgerløn er overskriften på en helt ny verdensorden, hvor frihed og fællesskab, nærmiljø og global miljø har fortrængt industrisamfundets vækstvanvid. Borgerløn er dét postindustrielle frigørelsesprojekt, som vil kunne samle græsrødder på tværs af det traditionelle politiske spektrum.

Argumenter mod borgerløn

De samfundsmæssige virkninger af borgerløn afhænger helt og holdent af grundydelsens størrelse. En ”sulteløn” på 60.000 kr. om året vil befolkningens store flertal ikke acceptere som tilfredsstillende sikkerhedsnet ved arbejdsløshed, invaliditet, alderdom m.m. Med en borgerløn på 60.000 kr. slipper samfundet ikke for supplerende forsikringssystemer (dagpengesystemet, efterlønssystemet, arbejdsmarkedspensionssystemet m.m.). Men hermed går et afgørende argument for borgerløn tabt. Ingen har imidlertid fantasi til, at en borgerløn på max. dagpenge kan finansieres over skattesystemet.

I den politiske virkelighed vil borgerløn være en tidsindstillet bombe under alle de hel- og halvoffentlige ydelser, som ligger over borgerlønsniveauet – herunder dagpengene. En indkomstskat på 70% vil skabe endnu mere grobund for dét liberale synspunkt, at dagpengesystemet skal deles op i et offentligt grundydelsessystem og en privat forsikringsoverbygning. I stedet for at styrke den skandinaviske velfærdsmodel kan borgerløn i virkelighedens politiske verden nem få den direkte modsatte virkning.

Borgerlønstilhængerne kræver rettigheder uden pligter. I grunden et asocialt synspunkt. Ægte solidaritet kræver mere end en check. Det kræver, at samfundets borgere giver hinanden rettigheder, såvel som de forpligter hinanden. Borgerløn gør forsørgelse kollektiv, men indretningen af livet til et ekstremt individualistisk anliggende. Som socialister er det borgerlønsmodstandernes ambition at indrette samfundet solidarisk og demokratisk, og ikke blot gøre det til et ideal, som den enkelte kan vælge som sit eget private projekt uden for samfundet.

Borgerlønssamfundets menneskeideal er ressource- og viljestærke individer, som brænder for at realisere et nærradioprojekt, et nyt økologisk netværk i boligområdet osv. Det er absolut ikke de unge, som samfundet kraftigt skal stimulere til at tage en uddannelse, og for hvem 60.000 kr. på baglommen lige netop udgør forskellen mellem at ”komme i gang” eller at fjolle videre med de lokale rødder. Borgerløn er ikke vejen ud af 2/3-samfundet, men dette samfunds kroning som selve idealet.

Borgerløn var, er og vil fortsat være et oprør fra midten. Ydermere et utopisk oprør. Hvis alle de samfundsproblemer, som borgerlønnen skulle være et svar på, sammenholdes, så fremstår idéen let som en universalløsning. Men universalløsninger har det med før eller siden at miste aktualitet og interesse.

Borgerlønsmodstanderne er dog enige i, at argumentationen for borgerløn reelt – efter 20 års massearbejdsløshed – har fat i nogle reelle samfundsproblemer. Det sociale system og dagpengesystemet er på mange måder blevet konkurrerende systemer på en uhensigtsmæssig måde. ”Kassetænkningen” er et reelt problem. Rådighedsbegrebet bør med den nuværende massearbejdsløshed helt ændres. Men de påtrængende reformer på dette område bliver nødt til at medtage lønarbejdet som en realitet. SF skal stille samfundsmæssige krav til lønarbejet – eksempelvis en bedre fordeling af det eksisterende arbejde, betalt frihed til uddannelse, flere jobtilbud med kvalitet i, nedsat arbejdstid. Angående rådighedspligten for de ledige bør bevisbyrden alene påhvile kontrolinstansen og ikke den ledige. Vi trænger fortsat til en arbejdsmarkedsreform. Ikke i miraklernes verden men i Danmark

Tilbage til top