Startside ] Op ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] [ Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Borgerløn eller arbejdets frigørelse
Oplæg til SF's borgerlønsgruppe
Januar 1994


Dette er et politisk debatoplæg til borgerlønsgruppen om et alternativ ydelsessystem i forhold til det nuværende system: dagpengesystemet og det sociale system. Indledningsvis argumenteres der i omrids for det samfundssyn, som ligger til grund for de mere konkrete forslag. 

Samfundssynet

Industrialiseringens måde at udvikle arbejdets produktivkraft har sat sit tydelige præg på "lønarbejdets frihedsbegreb". Frihed og fritid bliver identificeret. Med "fordismen" som produktionsprincip når arbejdsdelingen sin yderste skranke. Samfundets rigdom bliver i ekstrem grad udviklet på bekostning af udviklingen af den umiddelbare producents almene evner og kreativitet. Uddannelse bliver reduceret til minutters jobtræning. I industrisamfundet bliver arbejdet en forbandelse.

I industrisamfundet vokser den opfattelse frem, at frihed er identisk med en frihed fra arbejdet. Hverdagen bliver en endeløs venten på friheden i weekenden. Året bliver en endeløs venten på friheden i ferien. Arbejdslivet bliver en endeløs venten på friheden i pensionsalderen. Livet selv bliver forvandlet til et ophold i dødens venteværelse.

Dødsklokkerne for dette samfund ringer allerede med større og større styrke. I de moderne produktionssystemer er nøgleordet ikke arbejdsdeling men integration. Integration på grundlag af 1) videnskabens direkte inddragelse i produktionen (datamatunderstøttede automatiske produktionsssystemer) og 2) udviklingen af den umiddelbare producents almene evner og kreativitet (det udviklende arbejde). I dag er det ikke en socialistisk utopi men en begyndende praktisk produktionserfaring, at rigdommens udvikling er knyttet til den rigeste udvikling af mennesket selv.

Med industrisamfundets forsvinden vil et nyt frihedsbegreb blive virkelighed for flere og flere mennesker. Friheden vil findes i den måde, vi udvikler arbejdet på. Friheden i arbejdet vil udvikle sig på de områder, hvor maskinerne ikke kan overtage arbejdet, fordi arbejdets udvikling kræver en udvikling af mennesket selv. Socialisme tilsvarer en udviklingsform af samfundet, hvor rigdommen er gjort almen - ikke i form af et eller andet voluntaristisk projekt, men i form af en udvikling af arbejdet, hvor den rigeste udvikling af mennesket selv er blevet samfundets vigtigste produktionsbetingelse.

Selv under industrisamfundets udhuling af arbejdet som noget specifikt menneskeligt var menneskets "samfundsværd" i udpræget grad knyttet til (løn)arbejdet. I årene fremover vil dette forhold mellem menneskeværd og arbejde ikke aftage men vokse voldsomt i omfang samt få et mere reelt indhold. Mennesket vil i stigende grad udvikle sig i kraft af sit arbejdsforhold. Industrisamfundets gamle "lønarbejderbevidsthed" (hvor det egentlige liv blev levet uden for "de andres" samfund) er på retur. Den enkeltes krav til sin egen udvikling vil i stigende grad blive knyttet til arbejdets udvikling og dermed til et arbejdsforhold.

Hvis dette udviklingsperspektiv ikke afspejler sig i de offentlige og halvoffentlige ydelsessystemer, som opbygges i årene fremover, har samfundet (og dets politiske agenter) på afgørende måde taget fejl af sin egen fremtid.

Tidens løsningsmodeller

Borgerlønsidéen (og til dels også mange orlovsmodeller) opfatter jeg på denne baggrund ikke som forskud på fremtiden men som en røst fra industrisamfundets grav.

Bag os har vi her i landet godt 100 års industrisamfund - og senest 20 års massearbejdsløshed. Sidstnævnte forhold har i alvorlig grad forstærket opbakningen til nogle "løsningsmodeller", som afspejler en kortsigtet reaktion på industrisamfundets aktuelle problemer. Friheden fra arbejdet markedsføres som vor tids største frigørelsesprojekt. Retten til arbejde er i dette frigørelsesprojekt forvandlet til retten til at fravælge arbejdet. Den sociale deroute eller udstødning, dvs den forkastelige ødslen med menneskelig arbejdskraft, som er og har været fast følgesvend i industrisamfundets udvikling, bliver i dette frigørelsesprojekt ophøjet til et ukrænkeligt retsprincip for den enkelte. Retten til "udfald" er det blevet kaldt.

Disse rettigheder afskaffer ikke 2/3-delssamfundet - omvendt lokker disse rettigheder 2/3-delssamfundets svageste trediedel til at afprøve "friheden uden for samfundet". De vil her opdage, at brugen af disse rettigheder kun dekvalificerer dem endnu mere som aktive samfundsborgere.

Nogle eksempler på tidens løsningsmodeller

Sabbat: Tankegangen bag sabbat er, at du gennem lønarbejde kan opspare til længerevarende frihedsperioder helt uden for samfundet og dets traditionelle pligter. Bag sabbattankegangen skimtes industrisamfundets frihedsbegreb samt borgerlønstanken solgt på anpartsbasis. Som et andet klippekortsystem skal f.eks. 7 års "tvangsarbejde" i nogle modeller give ret til 1 års sabbat på fulde dagpenge - eller 2 1/2 år på 80 %'s dagpenge eller 7 år på 60 %'s dagpenge.

Problemet med den person, som måtte vælge 7 års sabbat på 60 %'s dagpenge er ikke, at denne person tydeligvis ikke har brug for samfundet på anden måde end i form af en check; det virkelige problem er, at samfundet heller ikke har brug for denne person efter 7 års sabbat. Personen har udnyttet en bedragerisk ret - idet han/hun har dekvalificeret sig som aktiv samfundsborger.

Da Holger Foss var boss for to store københavnske industriarbejdspladser kunne en arbejder godt stå af ræset et par år, realiserer sig i Nepal eller et andet eksotisk sted og stadigvæk vende tilbage som "kvalificeret medarbejder". På Carlsberg ansætter man i dag ikke folk, der har mindre end en studentereksamen som almen uddannelse. På en sådan virksomhed tilsvarer retten til sabbat slet ikke virkeligheden. På en sådan virksomhed har orlovstanken alene noget med virkeligheden at gøre, hvis det er kædet sammen med uddannelse, dvs kædet sammen med at den enkelte kvalificerer sig til samfundet af imorgen.

Retten til sabbat henvender sig reelt til de grupper på arbejdsmarkedet, som i forvejen er mest udsatte for arbejdsløshed samt (måske) til ansatte på offentlige kuvøsearbejdspladser. Sabbat vil nok kunne røre rundt i gryden med arbejdsløse - og ingen kritik af det. Men ellers må ambitionsniveauet med denne ordning siges at være på højde med en nedtrampet græsplæne.

Prematurepension: Under "den virkeliggjorte socialisme" blev de mest perverterede modeller for "prematurepension" markedsført som progressive eksempler på socialismens overlegenhed. "Bliv minearbejder - og gå på pension som 50 årig!" I stigende grad er vi igang med at virkeliggøre det samme herhjemme. Før pensionen har vi nu efterlønnen, overgangsydelsen, førtidspensionen evt. med en opstartsfase på 7 års almindelige dagpenge. 43 år og du står ved indgangsporten til friheden fra arbejdet! Også i dette system fastfryses de svageste som samfundets tabere. Det groteske er, at det sker som en epokegørende rettighed for den enkelte! 

Dagpenge fra vugge til grav: Jeg er modstander af borgerløn, fordi det alene er en "løsning" for to bestemte samfundsgrupper: det er en "løsning" for en lille gruppe af utilpassede og miskendte genier, som mindst har ti uindfriede livsprojekter liggende på lager uden at glemme de tre, som allerede er under realisering. Og så er det en "parkeringsløsning" for samfundets svageste. Men en "holdkæftcheck" skaber ikke menneskeværd. Dagpenge fra vugge til grav er ikke borgerløn, men en samfundsindkomst som lider af borgerlønnens asociale skyggeside: de svageste bliver befriet for samfundet og samfundets bliver befriet for de svageste. Også i "dagpenge fra vugge til grav" er ambitionsniveauet lavt, selv om den sociale udstødning i dette system selv for en polsk slagtermester vil tage sig ud som et gyldent håndtryk.

Generelle krav til arbejdet samt til dagpengesystemet og det sociale system

Det er omkring arbejdets udvikling, at vi skal udvikle mennesket. Derfor skal langt flere uddannelsesinitiativer, sociale og selv sundhedsmæssige initiativer relateres direkte til arbejdets udvikling, til virksomhedernes udvikling. Samfundet skal forpligte virksomhederne på disse områder. Vi er godt igang med at lære virksomhederne at tage hensyn til miljøet. Økologisk balance er ved på virksomhedsplan at blive en produktionsbetingelse. Det er sket ved, at samfundet har forpligtet virksomhederne på dette område. Det samme skal nu ske uddannelsesmæssigt, socialt og til dels sundhedsmæssigt. Gennem at samfundet forpligter virksomhederne, skal virksomhederne uafhængig af ejendomsformen lære fremtidens afgørende produktionsbetingelse: miljømæssig foruering, uddannelsesmæssig forurening, social og sundhedsmæssig forurening er en samfundsmæssig uting. En løsning på disse forhold vil blive en produktionsbetingelse - og ikke blot et efterfølgende samfundsmæssigt problem. Jacques Delors hvidbog er på dette område ganske visionær.

Dette betyder omvendt, at dagpengesystemet og det sociale system skal indrettes efter, at det også - udover at være et ydelsessystem - skal kvalificere mennesket til arbejdet og ikke dekvalificere det bort fra arbejdet. Producenternes fritid (og fritid har vi alle brug for af mange grunde - og også i større omfang end idag) skal finde former, som ikke dekvalificerer dem som samfundsborgere.

Konkrete bud på et andet ydelsessystem

  • Et uddannelsessystem for unge under 25 år

For unge under 25 år skal samfundet kræve, at de enten er i arbejde eller under uddannelse. Finder den unges erhvervskompetencegivende uddannelse sted i offentligt regi skal den enkelte være sikret en ungdomsuddannelsesydelse på eksempelvis 60 % af max. dagpenge. Er der tale om en mellem- eller en højere uddannelse (over 2 år) skal dele af uddannelsesydelsen bestå af statslån. Opfylder unge under 25 år retten til dagpenge, gælder reglerne for dagpenge.

  • Et dagpengesystem for tilknyttede til arbejdsmarkedet

Retten til dagpenge skal som idag forudsætte en reel tilknytning til arbejdsmarkedet i form af enten arbejde eller en afsluttet erhversuddannelse.

Ved ledighed har alle ret til max. dagpenge i 8 uger. Først herefter foretages der en individuel beregning. De fleste ledige vil da allerede være ude af sytemet igen, hvorfor der ligger en voldsom administrativ forenkling i denne ordning. Samt en bureaukratisk lettelse for den ledige, som ikke på sin første arbejdsløshedsdag skal stille med et halv års lønsedler og redegøre for sygedage, gået tidligt, kommet for sent osv.

Rådighedsvurderingen af den ledige skal ændres fra den nuværende ordning, hvor rådighedspligten ligger som en positiv bevisbyrde hos den ledige til fremover at ligge som en negativ bevisbyrde hos kontrolinstansen. Dvs udgangspunktet er, at alle ledige står til rådighed for arbejdsmarkedet - indtil andet er bevist.

Reglerne for selvforskyldt ledighed (som idag giver dagpengekarantæne) skal ændres således at alene selvønsket afgang (og ikke samarbejdsvanskeligheder m.m.) kan give karantæne.

Alle dagpengemodtagere har ret og pligt til at modtage arbejds- og uddannelsestilbud, som reelt kvalificeret dem til bedre at opnå "fast arbejde".

26-ugers reglen afskaffes.

Retten til dagpenge er tidsbegrænset - f.eks. 7 år. Efter dette antal år skal der foretages en rådighedsvurdering, som kan føre til, at den ledige må overgå til en anden ydelsesform. Afgørelsen må bero på en vurdering af, om der til ledighedsproblemet er tilstødt andre afgørende problemer af f.eks. social eller udannelsesmæssig art. Er den lediges problem i al væsentlighed et ledighedsproblem kan dagpenge ydes udover de nævnte 7 år. Der eksisterer med andre ord ikke en automatik i systemet, som giver den ledige ret til dagpenge til det fyldte 67 år. Hvis muligheden for at falde ud af systemet ikke reelt er tilstede, forvandler vi blot dp-systemet til et borgerlønssystem. Men til forskel for borgerløn skal dagpengesystemet være et system, hvor begge parter (den ledige og samfundet) har pligter

Heller ikke dagpengesystemet skal vi forvandle til et system, hvor vi langtidsparkerer store befolkningsgrupper på en check uden for samfundet.

  • Et uddannelsessystem på dagpenge for voksne over 24 år

Allerede i dag er grænsen mellem arbejde og uddannelse flydende på tusindvis af danske virksomheder. Af samme grund betales uddannelse og arbejde ens. Og sådan skal det også¨være i et samfund, hvor producenterne er tvunget til at uddanne sig livet igennem som en del af arbejdets udvikling. (Aktuelt skal vi forhindre, at muligheden for uddannelsesorlov ikke udvikler sig til en bombe under denne gode tradition).

I forhold til ledighed bør uddannelse belønnes. For alle ledige over 24 år og med mere end 1 års ledighed skal der indføres uddannelsesdagpenge på f.eks. 120% af max. dagpenge. Er der tale om en mellem- eller en højere uddannelse (over 2 år) skal dele af uddannelsesydelsen bestå af statslån.

Retten til uddannelsesdagpenge skal også eksistere for beskæftigede over 24 år, som ønsker mere almenuddannelse eller uddannelse nr. 2.

Alle virksomheder skal forpligtes til at udarbejde uddannelsesplaner for deres ansatte (f.eks. to uger/år). I perioder med høj ledighed kan denne forpligtelse antage et større omfang afspejlende et arbejdsfordelingsmæssigt ønske. Er det sidste tilfældet kan aflønningen ske i form af uddannelsesdagpenge.

  • Et socialt system for de over 24-årige

Alle over 24 år, som ikke kan forsørge sig selv, som ikke bliver forsørget af en ægtefælde og som ikke er dagpengeberettiget har krav på en betinget ydelse på 60, 80 eller 100% af max. dagpenge fra det offentlige sociale system.

Personer, som alene har et ledighedsproblem, bør i princippet være i dagpengesystemet. Dette skal tilstræbes ved, at 1) kassetænkningen mellem det sociale system og dp-systemet fjernes ved at ingen offentlige kasser kan "tjene" på at "svinge" folk fra det ene system til det andet og 2) at der findes et økonomisk incitament for ledige til at være i dp-systemet.

Alle virksomheder skal forpligtes til at oprette "sociale jobs", hvor personer med sociale (eller sundhedsmæssige) problemer får en mulighed for at "arbejde sig tilbage på arbejdsmarkedet". "Sociale jobs" er almindelige jobs, som der imidlertid ikke stilles de samme effektivitetskrav til.

Der skal findes en ordning, som åbner mulighed for, at bestemte virksomheder, som ikke er egnede for "sociale jobs", kan betale sig fra denne sociale omkostning.

  • Et ydelsessystem for børnefamilier

Retten til barselsorlov skal øges til 1 år. Det sidste halve år skal deles mellem begge forældre - enten ved at de begge går på barselsorlov i 3 måneder eller ved at de begge går på deltid.

Alle med børn under den skolesøgende alder skal tilsikres en ret til deltid og en ret til supplerende dagpenge. Personer på børnefamiliedeltid kan ikke afskediges med henvisning til denne deltidsordning.

  • En tilbagetrækningsordning for de over 54-årige

Den nuværende efterlønsordning, overgangsydelsesordning samt deltids- og førtidspensionsordning køres sammen til et system for alle over 54-årige til et nyt udvidet og mere fleksibelt efterlønssystem, som åbner op for en gradvis tilbagetræning fra arbejdsmarkedet.

Efterlønsordningen - som er én af de sidste årtiers mest populære ordninger - udvides, så det bliver en ret for alle. Ingen skal dog kunne stige i ydelsesbeløb ved overgang til efterløn. Satsen er max. dagpenge med en nedtrapning til 82%'s satsen, således at den enkelte inden det 67. år er lige mange år på begge satser. Der skal med andre ord - i modsætning til den nuværende 63 års regel som afskaffes - ikke i ordningen eksistere et økonomisk incitament til at udskyde overgangen til efterløn.

Derimod skal der skabes mulighed for at gå på deltidsefterløn som en ret. Eksempelvis skal to efterlønsmodtagere kunne dele et fuldtidsjob og begge oppebære halv efterløn. Ingen på deltidsefterløn skal kunne afskediges med henvisning til denne ordning.

 

Alle ovennævnte forslag - som på ingen måde er afpudsede - skulle gerne afspejle et samfundssyn, hvor produktionssektoren i større grad bliver en integreret del af samfundets liv. Den skandinaviske model var i socialistisk sammenhæng atypisk ved i ekstrem grad at opbygge "velfærdssystemet" løsrevet fra produktionssektoren og arbejdslivet i det hele taget. Dansk erhvervsliv er underlagt ét af Europas mest liberale lovgivningssystemer. Dette system vil måske på kort sigt bryde sammen på grund af den europæiske integration i EU-regi. Men bryder det ikke sammen p.g.a. denne integration, vil det på langt sigt bryde sammen, fordi det er ude af trit med arbejdets og produktionens udvikling. I industrisamfundets storhedstid lød industribaronernes parole: "Produktionen frem for alt - naturen og samfundet tager skraldet". Vi nærmer os hastigt den grænse, hvor hverken naturen eller samfundet længere kan tage skraldet. På en mere direkte måde end vi på noget tidspunkt oplevede det under den skandinaviske velfærdsmodels storhedstid tvinges vi til at udvikle et erhvervsliv, hvor det at tage medansvar for natur og samfund er blevet en produktionsbetingelse.

(Oplægget nød på ingen måde fremme, men da opsvinget satte ind netop omkring 1994 døde borgerlønstanken hen).

Tilbage til top