Startside ] Op ] [ EU og Danske Model ] 12 minutter ] St.Bededag ] Fuld pakke ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Mellem EU og Den danske Model
Annemdelse af Jens Jørgen Nielsen: EU og arbejdsmarkedet, Frydenlund 2012. 
I Arbejderhistorie nr. 3, december 2012.


Denne kommentar skrives umiddelbart efter, at EU har modtaget Nobels fredspris. Begivenheden genopfrisker for mig en vigtig erkendelse. Det europæiske fælleskab blev fra første færd født som et politisk projekt – og politikken har været projektets røde tråd lige frem til i dag. På trods af dette har projektet gennem alle årene været markedsført som et økonomisk projekt, et handelssamarbejde, et fællesmarked. Tilhængerne har ført ja-kampagner på økonomi. Modstanderne har ført nej-kampagner på politik.

Dette paradoks kan føres direkte tilbage til de ideologiske grundlæggere (Jean Monnet og Robert Schuman), som nøgternt vurderede, at den europæiske fred kun kunne vindes som et økonomisk skæbnefællesskab – som ”konkrete resultater, der i første omgang skaber en faktisk solidaritet” (Schuman, 1950). Masterplanen skulle udfolde sig som en naturlig knopskydning af praktiske tiltag – der i sin virkelighed fuldbyrdede en europæisk integration med tilblivelsen af en stærkere suverænitet end summen af de enkelte staters suverænitet.

Spørgsmålet om suverænitet og national identitet er omdrejningspunktet i Jens Jørgens Nielsen bog om ”EU og arbejdsmarkedet”. Bogens stærkeste del er gennemgangen af en række arbejdsmarkedsrelaterede direktiver og ikke mindst den juridiske praksis på området i form af EU-Domstolens kendelser i sagerne om Viking Line, Waxholm, Rüffert, Luxembourg og tyske pensionsordninger. JJN dokumenterer klart spændingsfeltet mellem traktatfæstede rettigheder og den juridiske praksis på området. I alle ovennævnte domme har ”den frie etableringsret” vejet tungere end den traktatfæstede ret til indgåelse af aftalebaserede, kollektive overenskomster (inklusiv konfliktret), hvilket uomtvisteligt har sat eksempelvis Den danske Model under et yderligere pres - foruden de i forvejen faldende organisationsgrader, tværfaglige a-kasser, øst arbejdere og tab af danske produktionsarbejdspladser.

Bogens anden del består af en gennemgang af Fællesskabets historie, som dog ikke føjer væsentligt nyt til den eksisterende litteratur.

I relation til Den danske Model vil der altid eksistere en modsætning mellem en lov, der gælder for alle (erga omnes-princippet) og en overenskomst, der gælder for nogle. Med faldende overenskomstdækningsgrader er det en objektiv eksisterende svaghed ved systemet i Danmark – EU eller ej! Skal et arbejdsmarked reguleres efter den aftalebaserede model, kræver det politisk forståelse og velvilje. Hverken ovennævnte EU-domme endsige det af Venstre netop genfremsatte ”Vejlegaards-lovforslag” til begrænsning af kollektive kampskridt afspejler en sådan politisk forståelse. VK-regeringens lov om tværfaglige a-kasser fra 2001 udgør i denne sammenhæng vor tids største politiske tiltag til underminering af Den danske Model.

Med denne bemærkning når jeg frem til bagsiden af JJN’s historiske og på mange måder dokumentarisk oplysende gennemgang af EU’s forhold til arbejdsmarkedsområdet. Bogens undertitel hedder ganske sigende ”Social og demokratisk garant eller blålys?” Kunne læseren forestille sig en bog om det danske velfærdssamfund med titlen: ”Det danske monarki: Garant eller blålys for velfærd?” De fleste ville nok mene, at svaret i sandhed var betinget af det politiske styrkeforhold i monarkiet – dvs. betinget af Christiansborg som politisk kampplads mellem liberalister og socialister.

Idet JJN politisk har fravalgt at se EU som en politisk kampplads, tenderer EU i JJN’s gennemgang til vedvarende at være et selvstændiggjort og overhistorisk subjekt; et fra det politiske liv løsrevet væsen, hvis sande ansigt – skjult bag teknokrati og snørklet lovtekst – i bemærkelsesværdig grad dog minder mig om den liberalisme, vi dagligt møder i dansk politik.

Dermed overvinder JJN ikke et halvt århundredes dansk EF/EU-debat præget af en ensidighed, hvor tilhængerne ønsker det bedste og modstanderne frygter det værste. I denne kamp mellem det onde og det gode, stiller JJN sig på de godes side, den side der frygter det værste. Det hele er EU’s skyld - og det er noget skidt!

Således fortæller JJN om de gode gamle dage i Tivoli, hvor sæsonarbejdere kunne give den fuld skrue sommeren igennem og så holde fri hele vinteren. Så kom EU’s arbejdstidsdirektiv i 90’erne, og satte en øvre gennemsnitlig arbejdstid på 48 timer ugentligt. I JJN’s optik indeholdt denne tiltænkte ”beskyttelse af arbejderne” imidlertid ”et kim” i sig ”til at svække fagbevægelsens rolle på arbejdspladsen”. Som fagforeningsmand må jeg sige: Fortænkt vrøvl. Det var en dansk ændring af a-kassereglerne, der satte en stopper for først at arbejde vildt over for efterfølgende at hæve dagpenge finansieret af skatteyderne.

Samme vinkel anlægges der på EU’s direktiv mod børnearbejde. ”Et sådan børneforbud er formentlig en fornuftig idé i Sydeuropa, men i Danmark er børnearbejde ikke et reelt eksisterende problem, og det førte her til en vis irritation for avisbude under 13 år.” Denne vinkel på en regulering af arbejde for børn og unge skrives i en kontekst, hvor unge under uddannelse i Danmark efterhånden har fortrængt alt voksent lønarbejde bag de fleste kasseapparater i døgnkiosker, bagerier og fødevarebutikker.

EU’s direktiver og lovpraksis på ligestillingens område får samme medfart. De lovmæssige initiativer på europæisk plan er dybest set en uting, idet et fremme af ligestillingen på europæisk plan kan føre til en svækkelse af den nationale vilje til engagement og til nationalt at ”håndhæve sejre”.   

Kan læseren abstrahere fra, at ”det hele er EU’s skyld”; at danskerne er fællesskabets ofre, så påpeger Jens Jørgens Nielsen en berettiget kritik af EU-Domstolens politisk tilvalgte, liberalistiske domspraksis. Skulle Den danske Model i årene fremover bryde sammen, så kan vi dog ”takke” danske lønmodtagere herfor, idet disse i hundredetusindvis i praksis har vendt modellen ryggen og valgt som uorganiserede og ”gule” at køre gratis med bussen som deres egen ulykkes smed. 

 

Tilbage til top