Startside ] Op ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] [ EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Lederskab og resultater
Lørdagskronik på SF's hjemmeside www.sf.dk 
November 2005


Det europæiske projekt har lige fra sin begyndelse været båret oppe af lederskab og resultater. Sådan vil det også være fremover. Hermed være indirekte sagt, at det europæiske projekt aldrig har eksisteret som nogen folkelig bevægelse. Sådan vil det heller ikke være fremover.

Lederskabet har med dyrebare erfaringer i to europæiske verdenskrige haft tyngde i ”europæiske statsmænd” centreret omkring ”den fransk-tyske akse”. Sådan vil det næppe blive fremover. Resultaterne har især taget form af en enestående succeshistorie udmøntet i projektets freds- og stabilitetskarakter samt i projektets vedvarende evne til udvidelse - lige frem til i dag, hvor næsten hele Europa er med. Sådan vil det næppe blive fremover.

Hermed være indirekte sagt, at det europæiske projekt i en global sammenhæng aldrig har eksisteret som en enestående økonomisk succeshistorie endsige eksisteret som en succeshistorie i forhold til udviklingen af en ny demokratisk hybrid tilsvarende vor tids internationale økonomi. Men sådan skulle det gerne blive fremover.

Forfatningstraktaten er i sin nuværende form død og lad den forblive sådan. Allerede i et særnummer af Folkesocialisten gav jeg op til SF's interne afstemning om traktaten udtryk for, at forfatningstraktaten var ønskelig men næppe i stand til at blive vedtaget. Det skulle jeg desværre få ret i.

I dagens Europa er ”demokratiet” en folkekær fange lænket til nationalstaterne. Hvor den europæiske borger søger og finder sin identitet i nationalstaten, søger og finder kapitalen sin suverænitet i en global økonomi. Her ligger vor tids demokratiske underskud begravet.

Jeg ved godt, hvad der er muligt, men siges skal det alligevel. En afstemning om forfatningstraktaten delt op i 25 særskilte afstemninger spredt over 2 år er uden demokratisk substans. Det er chancesejlads med alle odds for at ende som et forlis.

Forrige år sad jeg som delegeret fra Dansk Metal på en LO-kongres og stemte for ”Nyt LO”. LO består af 19 forbund, som på klart definerede områder har overladt suverænitet til LO. Når der skal stemmes om udformningen af denne suverænitet, stemmes der demokratisk, dvs. i én pulje, hvor flertallet starter ved én mere end halvdelen. Der foretages ikke 19 særskilte afstemninger, og havde det været tilfældet, havde ”Nyt LO” aldrig set dagens lys. Afstemningsformen finder alle lige så naturligt som faldet af tunge legemer, og ingen oplever, at deres eget forbund mister suverænitet i kraft af afstemningsformen på LO-kongressen.

Jeg synes, at det skal siges, at med 25 særskilte afstemninger i Europa bliver Tyrkiet aldrig optaget i Unionen. Her gælder Murphis lov. Alt, hvad der kan gå galt, går galt. En afstemningsform, der strækker sig over 2-3 år, hvor ingen har styr på, hvad der i virkeligheden stemmes om i de enkelte lande; hvor tilfældige begivenheder, særlige forhold, pludselige hændelser, et ”æresdrab” i en lejlighed i Salzburg, et terrordrab i London, et TV-indslag med Oskar Bent Larsen, Torabjergene, kælderen til højre, Afghanistan er mediebegivenheden, der uden lederskab flytter fokus - en sådan afstemningsform er dømt til at forfejle sit mål. Det er ikke blot muligt. Det er helt sikkert.

Et skridt i den rigtige retning ville være, at når ”forfatningstraktaten” på et tidspunkt i en ny form - og givet opsplittet i flere dele - igen skal ud til folkets dom; når landet - som udgjorde stedet for den europæiske kulturs vugge - Tyrkiet og dets fremtid skal ud til det folkelige Europas afgørelse, så bør slaget stå på samme tid, på samme dag, overalt i Europa om end juraen forhindrer, at der stemmes i en og samme pulje. Det vil maksimere tilstedeværelsen af ”en europæisk offentlighed” omkring afstemningen. Det vil maksimere muligheden for, at vi stemmer om det samme og kan drage kollektive erfaringer af afstemningsresultatet.

Den demokratiske hybrid er ikke skabt endnu. Medens den globale afhængighed tiltager, mister demokratiet mere og mere saft og kraft hjemme i de europæiske stammefællesskabers folkelige sogneråd. Men alle bør vide, at det er et centrum-venstre projekt i samme grad og i samme omfang, som den økonomiske suverænitet undslipper nationalstaten, da i samme grad og i samme omfang at indfange den igen af en ny demokratisk orden. Suveræniteten skal underlægges en demokratisk orden, der hvor suveræniteten faktisk befinder sig. I denne sammenhæng er EU ikke en del af problemet men en afgørende del af svaret.

Jeg kan i denne sammenhæng - og blot som et lille eksempel - pege på, at tusindvis af europæiske tillidsfolk i disse år gør mange lærerige erfaringer i ESU (Europæiske SamarbejdsUdvalg). ESU-direktivet har længe skulle revideres, men arbejdet står i stampe.

De tilbagemeldinger, som jeg får, er enslydende. Informationsretten er god men mangelfuld. Tillidsfolkene mangler redskaber og beføjelser, rettigheder, der bedre kan matche dem med deres europæiske modpart. Skridtet videre ville bestå i, at give lønmodtagersiden i ESU forhandlings- og aftaleret på afgrænsede områder som f.eks. personalepolitik, koncernpolitik i forbindelse med afskedigelser mv. Et sådan skridt ville mange ”glødende europæere” i dansk fagbevægelse være meget betænkelige ved. Og for mig afspejler det, at vi ikke rigtig tør at slippe demokratiet fri. Arbejdsmarkedets parter er i dag blevet to meget mere ulige parter. Men vi skal lære at finde former, hvor vi tager afsæt i arbejdsgivernes globale tilstedeværelse og identitet til selv at komme i samme omgangshøjde. Generelt er det min opfattelse, at man ikke skal frygte, at lade demokratiet og ”en social orden” udfolde sig der, hvor den økonomiske suverænitet reelt befinder sig. Ja det er vel egentlig det nytænkningen skal bestå i, og som jeg blot her har givet et eksempel på fra min egen verden.

Den globale afhængighed kan vi ikke undslippe. Vi kan vælge, om vi vil være ”maskinstormere” eller rigtige frihedskæmpere. Selv om ”maskinstormerne” er dømt til at tabe, er frihedskæmperne ikke dømt til at vinde.

Jeg skal slutte, hvor jeg startede. Det europæiske projekt har brug for lederskab og resultater. Morgendagens resultater skal uden for enhver tvivl leveres i form af en social orden, som er synlig og mærkbar for millioner af europæere i form af beskæftigelse og uddannelse. Den fælles mønt har reelt ikke været nogen succes til dato. Om skurken er konvergenskravene kan jeg være i tvivl om, idet Danmark med én af Europas for tiden bedste økonomier også er det land, der mest ihærdigt overholder konvergenskravene - det manglende euro-medlemskab på trods. Skurken er snarere fraværet af en samlet europæisk beskæftigelsespolitik.

Skal Europa hævde sig i det globale spil - med storaktører som USA, Kina, Japan, Rusland, Indien - skal Europa blive bedre til det, det i forvejen er god til. Og historisk har Europa i dette selskab udskilt sig ved opbygningen af en perlekæde af velfungerende velfærdssamfund politisk båret oppe af ”nationale kompromisser” (Skandinavien, Tyskland, Østrig, Holland, England, Frankrig).

I sidste instans kommer det europæiske projekt til at afhænge af, om det lykkes at etablere et ”europæisk kompromis”, der er bærer af en ny social orden inden for rammerne af et handlekraftigt demokrati.

Det er nok sagt før. Men det er fortsat sagens kerne.

Tilbage til top