Startside ] Op ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] [ EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Europæisk offentlighed må tilvælges
Debatindlæg om EU
Folkesocialisten nr. 4, 2000.


For nyligt blev Holger K. Nielsen i Politiken (12.2.00) citeret for den opfattelse, at ”vi hverken har et europæisk demokrati eller en europæisk offentlighed”. Udtalelsen fik mig til at tænke på den engelske samfundsteoretiker Paul Hirst, som i flere bøger har påpeget, at midt i en mere og mere globaliseret verden er demokratiets legitimitet i form af politiske partier, folkevalgte politikere og tilstedeværelsen af en fælles offentlighed fortsat knyttet til nationalstaterne.

Den manglende tilstedeværelse af en europæisk offentlighed kan diskuteres. Den politiske hensigt bag opfattelsen skal ingen dog være i tvivl om. Opfattelsen er i årevis blevet brugt til at legitimere, at Demokratiet med stort D er bundet til nationalstatens institutioner. Er du rigtig venstreorienteret, må du gerne iklæde denne opfattelse et rødt sørgebånd med påskriften: BEKLAGELIGVIS. 

Opfattelsen afspejler den historiske sandhed, at bydelsborgmester Jesper Langebæk for fru Nielsen i Blågårdsgade er en mere nærværende offentlig person end Kommisionsformand Romani Prodi. Og sådan vil det altid være. Den enkelte borgers oplevelse af offentligheden som en ”fælles offentlighed”, vil til enhver tid tage sig forskelligt ud afhængig af om samfundsforholdene er lokale, nationale eller internationale.

Men tilhører fru Nielsen i Blågårdsgade den del af den danske befolkning, som læser aviser, som ser nyhedsudsendelser på TV, som evt. arbejder i et transnationalt selskab, som jævnligt rejser i udlandet, som færdes hjemmevandt på Internettet, dvs tilhører fru Nielsen gruppen af gennemsnitsborgere i Danmark, så vil fru Nielsen også yde sit lille bidrag til den europæiske offentlighed. 

Hun vil ha’ en mening om 14 europæiske regeringschefer, der sætter et Haider-Østrig uden for de europæiske værdier. Måske vil hun aflyse en planlagt ferie til Haiders smukke Kärnten eller skrive et læserbrev om sagen – som tusindvis af andre europæere. Hun vil ha’ en mening om 175.000 tilfælde af kogalskab i England, og som forbruger boykotte livsfarlige fødevarer. Hun vil ha’ en mening om jerntæppets fald, Østeuropas situation, immigrationen til Europa, globale miljøproblemer m.v. Og i forhold til ”vores historie” vil hun ha’ en mening om to verdenskrige, hvor fædrelandenes Europa slog et halvt hundrede millioner europæere ihjel inden for 31 år. Og hun vil ha’ gjort historiske erfaringer med Danmark og den rolle fædrelandet valgte at spille, dengang Europa stod i flammer.

Dummere er vi og fru Nielsen i Blågårdsgade heller ikke, Holger!

Vel findes der en særlig, europæisk offentlighed. SF går galt i byen, hvis agitationen indrettes efter ”Maren i kæret” og ikke efter almindelige, oplyste mennesker, som ikke nødvendigvis tilhører Overdanmark, blot fordi de forholder sig til Europas udvikling.

Men lad det så være. Lad os bare sige, at der ikke findes nogen europæisk offentlighed. Men skal det trække konklusionen med sig, at demokratiet af samme grund er stavnsbundet til nationalstaten? Mit svar er nej. Offentligheden skal skabes. Selv om sagnet siger, at vi fik Dannebrog ned fra himlen, så vil det være letsindigt at tro, at det kan gå på samme måde med den europæiske offentlighed. Offentligheden skal tilvælges. Politikernes opgave er ikke at rende bag efter offentligheden – bag efter gårdsdagens TV-avis, (som de elsker så meget). Som mundheldet siger. Den, der går i andres fodspor, kommer aldrig foran! 14 europæiske regeringschefer skabte europæisk offentlighed, da de politisk handlede som europæere.

De progressive politikeres opgave er at skabe en ny politisk suverænitet, som i dag overhovedet ikke eksisterer – hverken i København, Berlin eller Bruxelles. Udfordringen består i at skabe et nyt råderum for politisk handlekraft, som kan matche de magtfulde, transnationale økonomiske kræfter. Dynamikken i den virkelige udvikling er denne: En økonomi uden grænser vil trække en politik og social orden uden grænser med sig – og begge dele vil skabe en ny grænseoverskridende offentlighed.

I alt for mange år har venstrefløjen i Danmark valgt at gemme sig bag ”det virkeliggjorte demokrati” i nationalstaten, som er blevet identificeret med begrebet suverænitet. Som nu de 36 progressive unionsmodstandere (Pernille Frahm m.fl.), som i deres ”modappel” (Politiken 12.2.00) skriver: ”Vi må fastholde, at demokratiet er baseret på dialog og folkelig deltagelse. Det er her udfordringen ligger i dag”. ”Vi tager udgangspunkt i bevarelsen og udbygningen af et reelt folkestyre”. Demokrati kræver ”en fælles offentlighed” - og den findes i nationalstaterne. Vel, vel – som gamle internationalister må den folkelige dialog gerne være grænseoverskridende. ”Åbenhed, udveksling, Internet, møder på tværs af landegrænser og på tværs af sociale og etniske skel – det er her, håbet ligger”.

Jeg blev fuldkommen rørt til tårer, da jeg læste om dette jomfruelige håb. I en verden, hvor tre amerikanere er rigere end 48 udviklingslande; hvor den internationale handel med værdipapirer er 50 gange større end den reelle varehandel; hvor værdien af udenlandske investeringer fordobles hver femte år; i en verden, hvor globalisering tidlige er social polarisering; hvor 1.2 milliarder lider af fedme og lige så mange af sult; hvor alt fra livsvigtig AIDS-medicin til højtydende sorter til såsæd kan patenteres i New York; hvor 250 millioner børn lever som børnearbejdere; hvor der vedvarende oprettes fagforeningsfrie eksportforarbejdsningszoner, der træder basale arbejdstagerrettigheder under fode osv, osv – i en sådan verden, som er vores afhængige verden, fremfører 36 progressive unionsmodstandere, at der er fremtidshåb i Internettet og lidt grænseoverskridende mødevirksomhed – og gerne med oversøiske deltagere af anden etnisk herkomst! Det er dog en tossegod underdrivelse, der vil noget.

Hvor holdningen til ”den virkeliggjorte socialisme” tidligere skabte skellet på venstrefløjen, er det i dag holdningen til ”det virkeliggjorte demokrati”, som skaber skellet. Den gamle venstrefløj (fra restDKP til SF) fastholder, at folkeligheden og offentligheden og derfor suveræniteten og demokratiet er fastlåst til nationalstaten.

Det er over for denne tankegang, at fornyelsen skal sætte ind. En socialistisk fornyelse - båret af en global social indignation, som sætter sig som mål at konfrontere en økonomi uden grænser med et demokrati og en social orden uden grænser. Og denne opgave stikker meget dybere end et politisk chat-forum på Internettet. Opgaven indebærer tilkæmpelsen af en ny folkets suverænitet, som i sidste led vil kræve forfatningsændringer. For at antyde retningen. Vi er ikke på vej mod Europas forenede Stater, for Europas forende Stater er på sin vis allerede en realitet. Denne statsdannelse er blot endnu uden forfatning, idet ledende politikere i en række europæiske lande vedvarende vedligeholder myten om, at demokratiet er virkeliggjort – i nationalstaten! Dette er formelt fakta – men reelt og i stigende grad fup og gamle aviser.

Tilbage til top