Startside ] Op ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] [ Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Nok uenige - men ikke om målet
Oplæg holdt som folketingskandidat i SF-Sundby den 25. maj over emnet: SF efter Edinburgh-afstemningen den 18. maj 1993 (om de danske forbehold).
Ikke publiceret - maj 1993.


Den fjerde EF-afstemning i Danmark er nu overstået. Tilbage står en nation lige så splittet i EF-spørgsmålet som i 1972. I sig selv er det ingen katastrofe, at EF-spørgsmål kan trække dybe skel i dansk politik. Alligevel har man i Socialdemokratiet og SF grund til bekymring. For skellet i dansk EF-politik følger ikke den almindelige opdeling mellem højre og venstre. Det unaturlige EF-skel i dansk politik befinder sig et sted mellem ledelserne i Socialdemokratiet og SF og så disse partiers kærnevælgere.

Edinburgh-aftalen formåede ikke at nedbryde dette skel. Ved folkeafstemningen den 18. maj stemte 45 % af Socialdemokratiets vælgere nej og blandt SF's vælgere hele 81%. SF's hovedargumentation under valgkampen - "Kære vælgere. I skal stemme ja, fordi vi har fået opfyldt 90% af vore krav" - gik ikke hjem hos vælgerne. SF's hovedparole om "Et helt andet Ja" skød langt over målet.

Hvor 1.653.000 danskere stemte nej til Maastricht i juni 1992, stemte 1.471.000 nej til Maastricht plus Edinburgh i maj 1993. Edinburgh-aftalens "4 undtagelser" har personligt aldrig sagt mig ret meget, og i dag må jeg konkludere, at de heller ikke har sagt den 1 1/2 million danskere noget, som igen stemte nej den 18. maj.

Hvis SF gør en fastholdelse af de fire undtagelser til krumtappen i partiets EF-politik dette årti ud, så cementerer vi blot den aktuelle EF-frustration i partiet. Vel har SF lagt hjerteblod i de fire undtagelser, men 80 % af vore vælgere har svaret, at disse undtagelser på ingen måde er svaret på deres bekymringer angående Danmarks mere og mere tætte integration i EF.

Med de fire undtagelser forsøgte en række ledende "unionsmodstandere" at konkretisere mange danskeres skepsis overfor EF-samarbejdet. Men forsøget var ikke vellykket.

Ta' blot hele farcen omkring unionsborgerskabet. Jo, et stort flertal af danskere er imod Europas Forende Stater, men jeg nægter at tro på, at danskerne også er imod at få udvidet deres borgerrettigheder. Hvis vi kan acceptere FN's menneskerettigheder, må vi også kunne acceptere, at arbejdskraften i Det indre Marked ikke blot er en vare, men også en borger, som på dette marked er tildelt visse rettigheder. Uden at det skal erstatte statsborgerskabet burde borgerne i EF tildeles langt flere rettigheder end fastlagt i Maastricht-aftalen. Med Det indre Marked har vi i EF fået brug for en ny borgerrettighedsbevægelse, som kan føre os ind i det 21. århundrede og ikke tilbage til 1800-tallet. I Danmark nøjes vi med råbe vagt i gevær, og for at understrege alvoren, skyder vi os selv i foden.

Dagens Europa har faktisk stærk brug for nye borgerrettighedsbevægelser. Og jeg nægter at tro på, at danskerne ikke skulle kunne forstå, at hverken FN's menneskerettigheder eller EF’s borgerrettigheder, udgør en trussel mod danskernes statsborgerskab. 

Nej-sigernes nej til Edinburgh-aftalen bør ikke få os andre til at konkludere, at nu gælder det for alt i verden om at holde fast i Edinburgh-aftalen - selv om denne konklusion kan være nærliggende. 

Nej-sigernes nej til Edinburgh-aftalen bør derimod få os andre til at forstå, at ”det nationale kompromis” ikke overvandt ret mange danskeres EF-skepsis. De fire forbehold peger ikke fremad mod et nyt Europa, som sikrer borgerne mere demokrati og flere sociale rettigheder. Efter den 18. maj er vi lige så splittede i EF-spørgsmålet, som vi hele tiden har været. Det bør være vores udgangspunkt, når vi nu sætter til debat, hvordan vi kommer videre.

Hvis nej-sigerne ved ”om-afstemningen” den 18. maj føler, at ”røven er taget på dem”, så kan jeg godt forstå dem. Reelt er der ikke indgået noget ”nationalt kompromis” i EF-spørgsmålet her i landet. Det siger jeg ud fra den overbevisning, at i politik varer ærlighed varer længst.

Tilbage til top