Når
man i den politiske debat skyder med skarpt, er det ret afgørende,
at man er præcis i sine affyringer. Denne kunst har Arne
Mortensen endnu ikke lært. Derfor er det nødvendigt for mig, at
fremsende til partiforeningen følgende korrigerende bemærkninger
til Arne Mortensens udlægninger.
1.
Arne Mortensen skriver, at det er "min opfattelse, at
Anders (...) både før og efter folkeafstemningen klart går ind
for en videreudvikling af Europas Forenede Stater med etablering
af en central regering".
Dette
har jeg på intet tidspunkt givet udtryk for. Spørgsmålet om
Europas Forenede Stater er for det første slet ikke på
dagsordenen - og kommer det næppe i min levetid. For det andet er
Europas Forenede Stater slet ikke et relevant svar på karakteren
af de europæiske forhold og aktuelle problemer. Nationalstaterne
vil fortsat være den grundlæggende ramme for det europæiske
demokrati og for løsningen af - ikke blot de nationale
anliggender, men også af de fælleseuropæiske anliggender.
Det,
som den aktuelle politiske kamp efter Maastricht handler om, er:
a) en bestemmelse af, hvad der overhovedet er europæiske fællesanliggender
og b) en bestemmelse af samarbejdsformen for disse anliggender -
skal samarbejdet være af ren mellemstatslig karakter eller
underlagt EF's institutioner og i så fald: hvilke
afstemningsregler skal da konkret gælde (almindeligt flertal,
kvalificeret flertal, enstemmighed osv). Men dette er jo ikke
identisk med en central regering.
Arne
Mortensen skyder hus forbi med sine beskyldninger, hvilket jeg
beklager, da det altid er mere konstruktivt at diskutere reelle
uenigheder end opdigtede. Arne Mortensens opdigt sker dog ikke kun
på bekostning af min ringe person, men også på bekostning af
virkeligheden selv. Arne
Mortensens EF-paranoia er så veludviklet, at han taler om "en
videreudvikling" af Europas Forende Stater (stater som i
parentes bemærket ikke eksisterer og af samme grund ikke kan
videreudvikles). Sundby 2's folketingskandidat går imidlertid -
ifølge Arne Mortensen - ikke blot ind for en videreudvikling af
disse ikke-eksisterende stater, nej han går "klart"
ind for det.
Til
spørgsmålet om en central europæisk regering følgende. Det er
min opfattelse, at der ikke findes lette
løsninger på et velfungerende europæisk demokrati. Det er
imidlertid let nok, at påpege det demokratiske underskud i EF.
For at presse "nej-sigerne" frem til stregen i denne
diskussion har jeg ind imellem på møder fremført følgende
argumentation: Vi anklager EF for manglende demokrati. Jeg har et
enkelt svar herpå. Vi nedlægger Kommissionen, Ministerrådet og
giver Europa-parlamentet direkte lovgivningsmagt på de fælles
anliggender. Bureaukratiet vil da være erstattet med et europæisk
demokrati! Men ønsker vi i virkeligheden dette - har jeg spurgt
nej-sigerne om. Selv har jeg altid svaret, at Europa endnu er for
broget og mangfoldigt til, at vi kan udstyre Europaparlamentet med
direkte lovgivningsmagt. Endvidere har jeg svaret, at man kunne
overveje i større grad at underlægge Kommissionen
Europaparlamentet, men rigtignok bevare Ministerrådet.
Når
Arne Mortensen skriver, at jeg går ind for en "central
regering" - så er det desværre skrevet mod bedre vidende.
2.
Arne Mortensen skriver, at "Anders Laubjerg
tilsyneladende er fuldstændig ligeglad med om Edinburghafgørelsen
får nogen indvirkning på den videre Unionsudvikling. Jeg har
forstået, at Anders vælger at se bort fra Edinburghafgørelsen".
Med
disse ord lever Arne Mortensen fuldkommen op til min forudsigelse
(fremført på mødet d. 25. maj) af, hvordan nej-sigerne vil
argumentere efter vedtagelsen af Edinburgh-aftalen. Efter at denne
aftale af nej-sigerne er blevet udskældt for værende mindre værd
end ingenting; efter parolen om at et nej er et nej og vi stemmer
om det samme (lort) igen; efter at Holger med denne aftale er
blevet udskældt for at være forræder; efter hele denne omgang -
fremførte jeg på mødet den 25. maj - vil vi nu kunne se frem
til, at nej-sigerne for anden gang vil råbe forræder, men nu mod
dem, der måtte nedtone værdien af Edinburgh-aftalen. Denne
argumentation er et udtryk for nej-sigernes egen glidebane. Min
pointe på mødet havde dog en langt mere alvorlig karakter end
blot at beskrive nej-sigernes glidebane.
Min
argumentation var følgende: Med parolen om "Et helt andet
Ja" skød SF langt over målet. Under hele valgkampen havde
jeg det dårligt med denne parole, hvad jeg også gav udtryk for.
Når 43 % af befolkningen og 80 % af SF-vælgerne ikke købte
Edinburgh-aftalens 4 undtagelser, så skyldes det, at disse
4 undtagelser ikke udgør selve forskellen, som får
EF-skeptikerne til at se anderledes på EF-samarbejdet. På mødet
sagde jeg, at hvis SF gør disse 4 undtagelser til platformen
for partiets EF-politik dette årti ud, så fastholder SF blot
EF-splittelsen i partiet. I virkeligheden tager jeg nej-sigernes
kritik dybt alvorligt - om end min konklusion på kritikken ikke
er Norden eller lignende som alternativet. Når Arne Mortensen
bliver fortørnet over, at jeg giver ham og nej-sigerne ret i
deres kritik af de 4 undtagelser, så har Arne Mortensen et
argumentationsproblem - ikke jeg.
For
en ordens skyld bliver jeg også nødt til at gøre opmærksom på,
at jeg aldrig har fremført, at SF skulle løbe fra
Edinburgh-aftalens 4 undtagelser. Det kan vi lade Uffe Ellemann
om. Men for SF skal der mere til, end at partiet blot klamrer sig
til disse undtagelser. Derfor fremførte jeg på mødet, at hvis
SF skal gøre sig forhåbninger om at overvinde EF-splittelsen i
partiet, så skal SF (sammen med andre socialistiske kræfter) i
årene fremover fremvise konkrete
resultater af EF-samarbejdet, som vore vælgere kan se det
fornuftige i. Konkrete resultater opnår man nu engang bedst
omkring forhold, som man kæmper for,
og ikke omkring forhold, der blot fritaget os fra at deltage i
andres udvikling.
Som
platform for partiets offensive EF-politik dette årti ud fremførte
jeg 5 punkter - 2 med oprindelse i Edinburgh-aftalen (blot nævnt
til Arne Mortensens orientering).
 |
Nærhedsprincippet.
SF skal gennem konkrete sager dokumentere værdien af dette
princip.
|
 |
Åbenhedsprincippet.
Som et eksempel nævnte jeg en ændring af Markedsudvalgets
arbejdsform.
|
 |
Miljøet.
Fra Maastricht-traktaten nævnte jeg, at SF skal dokumentere
gennem konkrete resultater, at traktatens bestemmelser om miljø
og bestemmelserne om
|
 |
Den
sociale dimension.
Har værdi for SF's kærnevælgere.
|
 |
Østeuropa.
Endeligt
som det 5. punkt nævnte jeg nødvendigheden af en "Marshall-plan"
for Østeuropa.
|
3.
Arne Mortensen skriver, at "Anders Laubjerg ser ikke nogen
fremtid for 'den skandinaviske velfærdsmodel". "En
videre udbygning og konsolidering af folkestyret, velfærdsstaten
og 'den skandinaviske model' var efter hans mening ikke noget troværdigt
alternativ".
Arne
Mortensen har fra denne del af debatten forstået
"noget" - men ikke selve alvoren i det, som fra min side
alene var ment som et forsøg
på at forklare nej-sigernes problemer med et troværdigt
alternativ.
Hvis
vi ser bort fra alle store og velmenende ord om internationalisme
og samarbejde med jordklodens fjerneste lokaliteter er det mit
indtryk, at danskernes alternativ til et tættere europæisk
samarbejde i sidste instans retter sig ind efter en
bevarelse af det, vi kender, dvs en bevarelse af det samfund,
som vi har fået opbygget i Danmark og som de teoretisk afklarede
kalder "den skandinaviske velfærdsmodel".
Problemet
er (og problemet er større i dag end i 1972),
at denne model er
i krise. For så vidt som nej-sigernes alternativ i sidste instans
identificeres med denne model, så har nej-sigerne et tillægsproblem,
når de taler om et andet Europa.
I
anden sammenhæng deler alle socialister dette problem med
nej-sigerne. For SF, for Socialdemokratiet, for fagbevægelsen,
for velfærdssamfundet og for Sundby 2's folketingskandidat er det
et problem, at den socialdemokratiske velfærdsstat er i krise.
Arne Mortensen får det imidlertid til at fremstå, som om det er
"min politik", der skyder den socialdemokratiske velfærdsstat
i sænk - og at jeg nærmest finder det ønskeligt, at modellen
afvikles, da "Anders Laubjerg som politiker ligger langt til
højre".
Dem,
som imidlertid har bragt den socialdemokratiske velfærdsstat ud i
en krise, er det brede udsnit af den danske befolkning, som
allerede i 70'erne fik gevaldigt ondt i skatten, og som var
villige til at stå på hovedet for at undgå at betale 72 % i
marginalskat - til finansiering af modellen. Det er dem, som
allerede i 60'erne med den ene hånd uddelte ros til
folkepensionsmodellen med dens lighed i alderdommen og med den
anden hånd opbyggede fede arbejdsmarkedspensioner for deres egen
"stand" eller fede kapitalpensioner for deres egen
familie. Modellen er i krise, fordi for mange danskere undsiger
modellen i praksis og fordi modellen reelt ikke har kunnet skabe
lige muligheder for alle og solidaritet i samfundet. 2/3-dels
samfundet er ikke en skræk-vision for morgendagen. 2/3-dels
samfundet er allerede midt iblandt os - og den socialdemokratiske
velfærdsstat har ikke kunnet forhindre denne sørgelige
udvikling.
Som
politiker må man forholde sig til denne udvikling - og jeg må gøre
Arne Mortensen opmærksom på, at mit eget udgangspunkt for at
forholde mig til modellens krise ligger til venstre i dansk
politik. Kort fortalt: hvordan opbygger vi modeller, som er
solidariske og som befolkningens store flertal i praksis
accepterer - det er spørgsmålet, og det er ikke givet, at svaret
blot består i at tænke som socialdemokraterne gjorde i 30'erne.
Arne
Mortensen er "en lille mand", når han skriver, at mit
alternativ til den skandinaviske velfærdsmodel er, at "den må
afløses. Og dét den skal afløses af, er Maastrichtraktatens
monetaristiske økonomiske paradigme (udviklet i Chicago af Milton
Friedman og Fridrich van Hayec) og kendt verden over (specielt i
U-landene) som midlet der sikrer de rige en højere velstand, ved
at støde de forarmede længere ud i marginalisering og
elendighed".
Denne
del af Arne Mortensens argumentation er så ringe, at jeg vil lade
den stå for sig selv. Blot skal jeg bemærke følgende til den
monetarisme, som i dag præger EF's økonomiske samarbejde og som
også har sat sig præg på Maastricht-traktatens økonomiske
politik. I 80'erne blev monetarismen den store modebølge i lande
som USA (Reagan), England (Thatcher) og lille Danmark (Schlüter).
Og selv i Frankrig og efter de første år med en
"socialistisk" regering vandt monetarismen indpas. For
Den tyske Forbundsbank er monetarismen heller ikke ukendt. Kort
sagt har monetarismen i større eller mindre grad sat sit præg på
de europæiske regeringers politik i 80'erne. At den også har sat
sit præg på dén økonomiske politik, som de samme regeringer i
fællesskab er blevet enige om i Maastrichtraktaten, kommer
egentlig ikke bag på mig. Men
lige så lidt som jeg nogen sinde har følt mig forpligtet af
visdommen i Schlüter-regeringens økonomiske politik, lige så
lidt føler jeg mig forpligtet af visdommen i dén økonomiske
politik, som EF-regeringerne mener, der skal føres på europæisk
plan. EF er en politisk slagmark, og på denne slagmark skal vi gøre
vores til at bekæmpe monetarismen som økonomisk doktrin.
Det
ved Arne Mortensen godt, at jeg mener. Men igen argumenterer han
mod bedre vidende.
Afslutningsvis
en kommentar til den bemærkning, hvor Arne Mortensen skriver, at
man i Sundby 2 bør vælge en folketingskandidat, "hvis
politiske visioner er i overensstemmelse med SF's idégrundlag".
Den "ja-kampagne" (udtrykket er næsten for stærkt
eftersom den omfattede 3 personer i Sundby 2 og kostede
partiforeningen 47,75 kr), dvs den afmagrede skygge af en
ja-kampagne, som jeg som folketingskandidat deltog i var ganske i
overensstemmelse med partiets vedtagne politik; den var ganske i
overensstemmelse med afdelingens indstilling til det ekstraordinære
landsmøde, og den blev efter valget fra min side fulgt op af en
åben og ærlig vurdering af valgkampens forskellige standpunkter.
Endvidere blev valgets resultat fulgt op af et ønske fra min side
om at fortsætte debatten men uden at grave unødige grøfter,
samt et ønske om, at vi (SF) samledes om de mål, som såvel
ja-sigere som nej-sigere kan slutte op om, jvf. mine 5 punkter til
en platform. Det finder jeg ikke er i uoverensstemmelse med SF's
idégrundlag, hverken i indholdet eller i formen (måden at
arbejde politisk på).
Arne
Mortensen foreslår nu sig selv og konen som nye
folketingskandidater, dvs han foreslår personer, som i den
aktuelle sag er mindre i overensstemmelse med partiets vedtagne
politik end undertegnede; ydermere foreslår han personer, som så
sent som på mødet den 25. maj stærkt overvejede at melde sig ud
af partiet.
Selv
har jeg ingen overvejelser om noget sådan. Hvis nogen i
partiforeningen ønsker en ny folketingskandidat (og det forstår
jeg, der er), synes jeg på det foreliggende grundlag, at det mest
rimelige ville være (uden at være specielt sippet), at disse
personer opstiller en modkandidat til mig ved næste ordinære
opstillingsmøde.*
*
Anmærkning
(På
et senere indkaldt møde i partiforeningen med punktet:
partiforeningens folketingskandidat på dagsordenen led Arne
Mortensen nederlag på sin mistillid til Anders Laubjerg. Arne
Mortensen udmeldte sig senere af partiet. Et halvt år senere trak
AL sig som folketingskandidat for SF-Sundby).
|