Startside ] Op ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] [ Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Edinburgh - endnu engang
Brev til partiforeningen (SF-Sundby 2) i anledning af EF-afstemningen den 18. maj 1993 - samt i anledning af partiforeningsmedlem Arne Mortensen, der ønske kredsens folketingskandidat udskiftet.
Ikke publiceret - juni 1993.


Når man i den politiske debat skyder med skarpt, er det ret afgørende, at man er præcis i sine affyringer. Denne kunst har Arne Mortensen endnu ikke lært. Derfor er det nødvendigt for mig, at fremsende til partiforeningen følgende korrigerende bemærkninger til Arne Mortensens udlægninger.

1. Arne Mortensen skriver, at det er "min opfattelse, at Anders (...) både før og efter folkeafstemningen klart går ind for en videreudvikling af Europas Forenede Stater med etablering af en central regering".

Dette har jeg på intet tidspunkt givet udtryk for. Spørgsmålet om Europas Forenede Stater er for det første slet ikke på dagsordenen - og kommer det næppe i min levetid. For det andet er Europas Forenede Stater slet ikke et relevant svar på karakteren af de europæiske forhold og aktuelle problemer. Nationalstaterne vil fortsat være den grundlæggende ramme for det europæiske demokrati og for løsningen af - ikke blot de nationale anliggender, men også af de fælleseuropæiske anliggender.

Det, som den aktuelle politiske kamp efter Maastricht handler om, er: a) en bestemmelse af, hvad der overhovedet er europæiske fællesanliggender og b) en bestemmelse af samarbejdsformen for disse anliggender - skal samarbejdet være af ren mellemstatslig karakter eller underlagt EF's institutioner og i så fald: hvilke afstemningsregler skal da konkret gælde (almindeligt flertal, kvalificeret flertal, enstemmighed osv). Men dette er jo ikke identisk med en central regering.

Arne Mortensen skyder hus forbi med sine beskyldninger, hvilket jeg beklager, da det altid er mere konstruktivt at diskutere reelle uenigheder end opdigtede. Arne Mortensens opdigt sker dog ikke kun på bekostning af min ringe person, men også på bekostning af virkeligheden selv.  Arne Mortensens EF-paranoia er så veludviklet, at han taler om "en videreudvikling" af Europas Forende Stater (stater som i parentes bemærket ikke eksisterer og af samme grund ikke kan videreudvikles). Sundby 2's folketingskandidat går imidlertid - ifølge Arne Mortensen - ikke blot ind for en videreudvikling af disse ikke-eksisterende stater, nej han går "klart" ind for det. 

Til spørgsmålet om en central europæisk regering følgende. Det er min opfattelse, at der ikke findes lette løsninger på et velfungerende europæisk demokrati. Det er imidlertid let nok, at påpege det demokratiske underskud i EF. For at presse "nej-sigerne" frem til stregen i denne diskussion har jeg ind imellem på møder fremført følgende argumentation: Vi anklager EF for manglende demokrati. Jeg har et enkelt svar herpå. Vi nedlægger Kommissionen, Ministerrådet og giver Europa-parlamentet direkte lovgivningsmagt på de fælles anliggender. Bureaukratiet vil da være erstattet med et europæisk demokrati! Men ønsker vi i virkeligheden dette - har jeg spurgt nej-sigerne om. Selv har jeg altid svaret, at Europa endnu er for broget og mangfoldigt til, at vi kan udstyre Europaparlamentet med direkte lovgivningsmagt. Endvidere har jeg svaret, at man kunne overveje i større grad at underlægge Kommissionen Europaparlamentet, men rigtignok bevare Ministerrådet.

Når Arne Mortensen skriver, at jeg går ind for en "central regering" - så er det desværre skrevet mod bedre vidende.

2. Arne Mortensen skriver, at "Anders Laubjerg tilsyneladende er fuldstændig ligeglad med om Edinburghafgørelsen får nogen indvirkning på den videre Unionsudvikling. Jeg har forstået, at Anders vælger at se bort fra Edinburghafgørelsen".

Med disse ord lever Arne Mortensen fuldkommen op til min forudsigelse (fremført på mødet d. 25. maj) af, hvordan nej-sigerne vil argumentere efter vedtagelsen af Edinburgh-aftalen. Efter at denne aftale af nej-sigerne er blevet udskældt for værende mindre værd end ingenting; efter parolen om at et nej er et nej og vi stemmer om det samme (lort) igen; efter at Holger med denne aftale er blevet udskældt for at være forræder; efter hele denne omgang - fremførte jeg på mødet den 25. maj - vil vi nu kunne se frem til, at nej-sigerne for anden gang vil råbe forræder, men nu mod dem, der måtte nedtone værdien af Edinburgh-aftalen. Denne argumentation er et udtryk for nej-sigernes egen glidebane. Min pointe på mødet havde dog en langt mere alvorlig karakter end blot at beskrive nej-sigernes glidebane.

Min argumentation var følgende: Med parolen om "Et helt andet Ja" skød SF langt over målet. Under hele valgkampen havde jeg det dårligt med denne parole, hvad jeg også gav udtryk for. Når 43 % af befolkningen og 80 % af SF-vælgerne ikke købte Edinburgh-aftalens 4 undtagelser, så skyldes det, at disse 4 undtagelser ikke udgør selve forskellen, som får EF-skeptikerne til at se anderledes på EF-samarbejdet. På mødet sagde jeg, at hvis SF gør disse 4 undtagelser til platformen for partiets EF-politik dette årti ud, så fastholder SF blot EF-splittelsen i partiet. I virkeligheden tager jeg nej-sigernes kritik dybt alvorligt - om end min konklusion på kritikken ikke er Norden eller lignende som alternativet. Når Arne Mortensen bliver fortørnet over, at jeg giver ham og nej-sigerne ret i deres kritik af de 4 undtagelser, så har Arne Mortensen et argumentationsproblem - ikke jeg.

For en ordens skyld bliver jeg også nødt til at gøre opmærksom på, at jeg aldrig har fremført, at SF skulle løbe fra Edinburgh-aftalens 4 undtagelser. Det kan vi lade Uffe Ellemann om. Men for SF skal der mere til, end at partiet blot klamrer sig til disse undtagelser. Derfor fremførte jeg på mødet, at hvis SF skal gøre sig forhåbninger om at overvinde EF-splittelsen i partiet, så skal SF (sammen med andre socialistiske kræfter) i årene fremover fremvise konkrete resultater af EF-samarbejdet, som vore vælgere kan se det fornuftige i. Konkrete resultater opnår man nu engang bedst omkring forhold, som man kæmper for, og ikke omkring forhold, der blot fritaget os fra at deltage i andres udvikling.

Som platform for partiets offensive EF-politik dette årti ud fremførte jeg 5 punkter - 2 med oprindelse i Edinburgh-aftalen (blot nævnt til Arne Mortensens orientering). 

Nærhedsprincippet. SF skal gennem konkrete sager dokumentere værdien af dette princip.

Åbenhedsprincippet. Som et eksempel nævnte jeg en ændring af Markedsudvalgets arbejdsform.

Miljøet. Fra Maastricht-traktaten nævnte jeg, at SF skal dokumentere gennem konkrete resultater, at traktatens bestemmelser om miljø og bestemmelserne om

Den sociale dimension Har værdi for SF's kærnevælgere.

Østeuropa. Endeligt som det 5. punkt nævnte jeg nødvendigheden af en "Marshall-plan" for Østeuropa.

3. Arne Mortensen skriver, at "Anders Laubjerg ser ikke nogen fremtid for 'den skandinaviske velfærdsmodel". "En videre udbygning og konsolidering af folkestyret, velfærdsstaten og 'den skandinaviske model' var efter hans mening ikke noget troværdigt alternativ".

Arne Mortensen har fra denne del af debatten forstået "noget" - men ikke selve alvoren i det, som fra min side alene var ment som et forsøg på at forklare nej-sigernes problemer med et troværdigt alternativ.

Hvis vi ser bort fra alle store og velmenende ord om internationalisme og samarbejde med jordklodens fjerneste lokaliteter er det mit indtryk, at danskernes alternativ til et tættere europæisk samarbejde i sidste instans retter sig ind efter en bevarelse af det, vi kender, dvs en bevarelse af det samfund, som vi har fået opbygget i Danmark og som de teoretisk afklarede kalder "den skandinaviske velfærdsmodel".

Problemet er (og problemet er større i dag end i 1972),  at denne model er i krise. For så vidt som nej-sigernes alternativ i sidste instans identificeres med denne model, så har nej-sigerne et tillægsproblem, når de taler om et andet Europa.

I anden sammenhæng deler alle socialister dette problem med nej-sigerne. For SF, for Socialdemokratiet, for fagbevægelsen, for velfærdssamfundet og for Sundby 2's folketingskandidat er det et problem, at den socialdemokratiske velfærdsstat er i krise. Arne Mortensen får det imidlertid til at fremstå, som om det er "min politik", der skyder den socialdemokratiske velfærdsstat i sænk - og at jeg nærmest finder det ønskeligt, at modellen afvikles, da "Anders Laubjerg som politiker ligger langt til højre". 

Dem, som imidlertid har bragt den socialdemokratiske velfærdsstat ud i en krise, er det brede udsnit af den danske befolkning, som allerede i 70'erne fik gevaldigt ondt i skatten, og som var villige til at stå på hovedet for at undgå at betale 72 % i marginalskat - til finansiering af modellen. Det er dem, som allerede i 60'erne med den ene hånd uddelte ros til folkepensionsmodellen med dens lighed i alderdommen og med den anden hånd opbyggede fede arbejdsmarkedspensioner for deres egen "stand" eller fede kapitalpensioner for deres egen familie. Modellen er i krise, fordi for mange danskere undsiger modellen i praksis og fordi modellen reelt ikke har kunnet skabe lige muligheder for alle og solidaritet i samfundet. 2/3-dels samfundet er ikke en skræk-vision for morgendagen. 2/3-dels samfundet er allerede midt iblandt os - og den socialdemokratiske velfærdsstat har ikke kunnet forhindre denne sørgelige udvikling.

Som politiker må man forholde sig til denne udvikling - og jeg må gøre Arne Mortensen opmærksom på, at mit eget udgangspunkt for at forholde mig til modellens krise ligger til venstre i dansk politik. Kort fortalt: hvordan opbygger vi modeller, som er solidariske og som befolkningens store flertal i praksis accepterer - det er spørgsmålet, og det er ikke givet, at svaret blot består i at tænke som socialdemokraterne gjorde i 30'erne.

Arne Mortensen er "en lille mand", når han skriver, at mit alternativ til den skandinaviske velfærdsmodel er, at "den må afløses. Og dét den skal afløses af, er Maastrichtraktatens monetaristiske økonomiske paradigme (udviklet i Chicago af Milton Friedman og Fridrich van Hayec) og kendt verden over (specielt i U-landene) som midlet der sikrer de rige en højere velstand, ved at støde de forarmede længere ud i marginalisering og elendighed".

Denne del af Arne Mortensens argumentation er så ringe, at jeg vil lade den stå for sig selv. Blot skal jeg bemærke følgende til den monetarisme, som i dag præger EF's økonomiske samarbejde og som også har sat sig præg på Maastricht-traktatens økonomiske politik. I 80'erne blev monetarismen den store modebølge i lande som USA (Reagan), England (Thatcher) og lille Danmark (Schlüter). Og selv i Frankrig og efter de første år med en "socialistisk" regering vandt monetarismen indpas. For Den tyske Forbundsbank er monetarismen heller ikke ukendt. Kort sagt har monetarismen i større eller mindre grad sat sit præg på de europæiske regeringers politik i 80'erne. At den også har sat sit præg på dén økonomiske politik, som de samme regeringer i fællesskab er blevet enige om i Maastrichtraktaten, kommer egentlig ikke bag på mig.  Men lige så lidt som jeg nogen sinde har følt mig forpligtet af visdommen i Schlüter-regeringens økonomiske politik, lige så lidt føler jeg mig forpligtet af visdommen i dén økonomiske politik, som EF-regeringerne mener, der skal føres på europæisk plan. EF er en politisk slagmark, og på denne slagmark skal vi gøre vores til at bekæmpe monetarismen som økonomisk doktrin.

Det ved Arne Mortensen godt, at jeg mener. Men igen argumenterer han mod bedre vidende.

Afslutningsvis en kommentar til den bemærkning, hvor Arne Mortensen skriver, at man i Sundby 2 bør vælge en folketingskandidat, "hvis politiske visioner er i overensstemmelse med SF's idégrundlag". Den "ja-kampagne" (udtrykket er næsten for stærkt eftersom den omfattede 3 personer i Sundby 2 og kostede partiforeningen 47,75 kr), dvs den afmagrede skygge af en ja-kampagne, som jeg som folketingskandidat deltog i var ganske i overensstemmelse med partiets vedtagne politik; den var ganske i overensstemmelse med afdelingens indstilling til det ekstraordinære landsmøde, og den blev efter valget fra min side fulgt op af en åben og ærlig vurdering af valgkampens forskellige standpunkter. Endvidere blev valgets resultat fulgt op af et ønske fra min side om at fortsætte debatten men uden at grave unødige grøfter, samt et ønske om, at vi (SF) samledes om de mål, som såvel ja-sigere som nej-sigere kan slutte op om, jvf. mine 5 punkter til en platform. Det finder jeg ikke er i uoverensstemmelse med SF's idégrundlag, hverken i indholdet eller i formen (måden at arbejde politisk på).

Arne Mortensen foreslår nu sig selv og konen som nye folketingskandidater, dvs han foreslår personer, som i den aktuelle sag er mindre i overensstemmelse med partiets vedtagne politik end undertegnede; ydermere foreslår han personer, som så sent som på mødet den 25. maj stærkt overvejede at melde sig ud af partiet.

Selv har jeg ingen overvejelser om noget sådan. Hvis nogen i partiforeningen ønsker en ny folketingskandidat (og det forstår jeg, der er), synes jeg på det foreliggende grundlag, at det mest rimelige ville være (uden at være specielt sippet), at disse personer opstiller en modkandidat til mig ved næste ordinære opstillingsmøde.*

* Anmærkning

(På et senere indkaldt møde i partiforeningen med punktet: partiforeningens folketingskandidat på dagsordenen led Arne Mortensen nederlag på sin mistillid til Anders Laubjerg. Arne Mortensen udmeldte sig senere af partiet. Et halvt år senere trak AL sig som folketingskandidat for SF-Sundby).

Tilbage til top