Startside ] Op ] [ Fuld pakke ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


A-kassernes udfordringer – og svaret herpå!
Debatoplæg i SF om forholdet mellem fagbevægelse og a-kasser som optakt til trepartsforhandlingerne i foråret 2012 og ønsket om en modernisering af den danske model.
December 2011. Ikke publiceret.


Regeringens oplæg til trepartsaftale

Det fremgår af regeringsgrundlaget "Et Danmark, der står sammen" fra oktober 2011, at regeringens oplæg til de kommende trepartsforhandlinger omhandler tiltag, der kan medvirke til "et øget arbejdskraftudbud". Formuleringen kan vel tolkes som det nærmeste vi kommer baggrundsstrålingen fra "De tolv minutter" som "løsningen", der kunne bevare såvel efterlønnen som frelse fagbevægelsen fra at nytænke grundlæggende arbejdsmarkedsreformer. Af regeringsgrundlaget fremgår det, at

"Udgangspunktet for trepartsforhandlingerne er, at det er en fælles opgave for regeringen, Folketinget og arbejdsmarkedets parter at øge den danske konkurrenceevne, gøre uddannelse til en drivkraft for vækst, øge beskæftigelsen og modernisere den danske model."

Hvad angår moderniseringen af den danske model indeholder regeringsgrundlaget intet konkret. Heller ikke fra fagbevægelsens side er idérigdommen overvældende, hvad angår nytænkning af modellen, selv om alle er enige om, at den er presset af vigende organisationsgrader.

Denne kommentar skal opfattes som et nytænkende oplæg til debat med fokus på de faglige a-kassers historisk tætte forhold til den overenskomstbærende fagbevægelse. Forholdet har været en sokkelsten i den danske model, og oppebærer fortsat en nærmest hellig og tabubelagt status i store dele af fagbevægesen.

Den historiske arv

Fra vugge til grav tog fagbevægelsen hånd om medlemmerne. Ledigheden blev tacklet gennem medlemskab af faglige a-kasser administreret af fagforeningerne i regi af den danske model, dvs. med staten som positiv medaktør i kulissen. Jobformidling fandt også sted i fagforeningen. Det hed "fuld pakke" – tre-i-én: Fagforening, a-kasse og jobformidling. "Tre-i-én" bankede organisationsgraden på det danske arbejdsmarked op til himmelske højder. Kloge arbejdsmarkedsforskere talte om "Gent-effekten": "fuld pakke" havde ansvaret for plus 20-25 % af de himmelske organisationsgrader. De toppede efter fattig-firserne på et niveau omkring 80 %.

Fra slutningen af 90’erne istemte en hærskare af pessimistiske fagforeningsfolk – og nu sekunderet af vigende organisationsgrader – en grædekonesang på den gammelkendte melodi: Ulven kommer. Ulven bestod i truslen om en statsliggørelse af de faglige a-kasser. Så stor var fokus på statsliggørelsen som angrebets form, at da ulven faktisk ankom i 2001 i form af loven om tværfaglige a-kasser, da opdagede hærskarens kvikkeste frontløbere det overhovedet ikke. De fortsatte klagesangen, og den synges med stor alvor den dag i dag.

Den danske model under pres

Ulven kom i 2001. Ulven hedder "Fuld pakke" i regi af de gule kopiforretninger. Med statsunderstøttet økonomisk volumen i dagpengesystemets historiske forankring i "kassesystemet" agiterer tværfaglige a-kasser dagligt i gratisaviserne, i radio- og Tv-spot mod den overenskomstbærende fagbevægelse. Den er dyr. Den er en røst fra fortiden. Det statsunderstøttede angreb har fået det vellykkede resultat til følge, at LO reelt i dag er svækket i en sådan grad, at LO-fagbevægelsens legitimitet som repræsentant for den danske lønmodtager allerede bygger på en pæn portion politisk velvilje. LO-fagbevægelsen gør regning uden vært for så vidt som den måtte tage denne politiske velvilje for evigt givet. Med en faglig organisationsgrad i dag på ca. 68 % og med udsigten til et fortsat fald er et aftalebaseret arbejdsmarked ikke længere naturgivet i Danmark. Alene derfor forekommer en modernisering af den danske model at være en påtrængende politisk opgave for en centrum-venstre regering. Den danske model står på tre bærende ben. I forhold til modellens levedygtighed er benene bærer af en forskellig vægt: I modsætning til manges opfattelse er modellens vigtigste ben den til enhver tid sidende regering. Næst vigtigste ben er fagbevægelsen og dens evne til med legitimitet på medlemmernes vegne af tage ansvar for samfundsudviklingen. Det tyndeste ben i modellen er repræsenteret ved arbejdsgiverne. De tilpasser sig med stor dygtighed den melodi, som klaveret nu engang spiller.

De overenskomstbærende fagforeninger under pres af a-kasserne

I de (alt for mange) små fagforeningsafdelinger med formand, kasserer og én eller to sekretærer inden for LO-fagbevægelse er det en "naturgroet" oplevelse, at kontakten til medlemmerne langt hen af vejen sker via a-kassen. Dette opfattes som en styrke, men reelt er det et udtryk for tidens mest udfordrende faglige svaghed.

Allerede i dag går Udviklingen med stort U i retning af, at den lokale fagforeningsafdeling ikke ser medlemmerne ved ny-ledighed. Den digitale a-kasse vil inden længe have overtaget den ny-lediges "personlige fremmøde i kassen". De krøllede lønsedler, hvor faglige sager blev opfanget af en a-kassemedarbejder, tilhører allerede i dag en svungen tid afløst af NemID, elektroniske lønsedler, E-bokse m.m., dvs. af en informationsverden, hvor alle oplysninger hentes elektronisk. Inden længe kan vi forvente et pres på de faglige a-kasser gående på, at udbetalingen skal ske via det nyoprettede Udbetaling Danmark.

27 statsanerkendte a-kasser brugte i 2010 3.1 mia. medlemsfinansierede kroner på at administrere kasserne. Det var ifølge AK-Samvirke ekstremt billigt og under alle omstændigheder billigere end for 10 år siden. Men sandheden er, at der fortsat er plads til forbedringer. Den teknologiske udvikling vil fjerne grundlaget for LO-fagbevægelsens (alt for mange) a-kassebaserede fagforeninger. Spørgsmålet er alene, om LO-fagforeningerne evner med rettidig omhu at formulere fremtidsrettede svar på denne udfordring - eller om den skal indhentes af "Udviklingen".

Hvordan bringer LO-fagbevægelsen sig på forkant af udviklingen

LO-fagbevægelsen bringer sig ikke på forkant med udviklingen, hvis den anser den nye regering som redskabet, der skal skrue arbejdsmarkedet tilbage til før 2001. Trygheden skal findes i fremtiden og ikke i fortiden.

Den overenskomstbærende fagbevægelses trygge fremtid ligger i at fokusere på dens egne kærnekompetencer. I forhold til dagpengesystemet ligger kærnekompetencerne i tre forhold: a) kendskab til den ledige, b) faglig netværk med kendskab til virksomheder og jobmuligheder og c) kendskab til efteruddannelse og opkvalificeringsmuligheder. Det er en historisk misforståelse, at der ligger en faglig udfordring i, at udbetale dén ledige penge samt at administrere samfundets kontrol med den ledige.

En modernisering af den danske model i forhold til a-kasserne kunne derfor omfatte følgende hjørnesten:

  1. Al lønarbejde i Danmark skal være forbundet med tilmelding til statslige eller kommunale beskæftigelsescentre, som under bestemte betingelser og mod betaling af et forsikringskontingent kan udløse en ret til dagpenge.

  2. Al ledighed meddeles digitalt til det offentlige beskæftigelsescenter. Samtidig med ledighedserklæringen meddeler den ledige navnet på den ønskede "vejlednings- og jobaktør".

  3. Beskæftigelsescenteret tilmelder efterfølgende den nyledige til den valgte (og godkendte) "vejlednings- og jobaktør". Denne aktør er den ledige "coach" i et aftalt antal måneder, hvor den ledige må formodes ene og alene at have et jobformidlingsproblem inklusiv et evt. opkvalificeringsbehov.

  4. "Vejledning- og jobaktøren" modtager betaling fra det offentlige for enhver ydelse den ledige modtager.

I ovennævnte model vil LO-fagforeningerne naturligvis have en interesse i, at et fagligt medlemskab inkluderer medlemmets tilvalg af organisationen som "vejlednings- og jobaktør" ved ledighed.

Den faglige organisations succes med vejledningssamtaler, CV-hjælp, uddannelsesløft og sidst med ikke mindst succes med at finde et job til den ledige vil være helt afhængig af omfanget og kvaliteten i organisationens faglige netværk, kontakt til og synlighed i virksomhederne, jobformidlingsaftaler som led i lokale overenskomster m.m. Systemet vil optimere de faglige organisationer på deres spidskompetencer i et åbent system, hvor de faglige organisationer (eller en hvilken som helst anden aktør) enten leverer varen - eller pakker sydfrugterne sammen.

Ovennævnte model vil revitalisere den danske model, idet de overenskomstbærende fagforeninger vil komme tilbage på sporet i forhold til jobformidling og uddannelsesmæssig opkvalificering af den ledige samtidig med at "kontrolsystemet" og pengeudbetalingen vil blive overladt til det offentlige og den teknologiske udvikling.

Ovennævnte revitalisering af den danske model vil have to tabere: De ca. 30 % danske lønmodtagere, der kan gå på vandet, og som har undladt at forsikre sig mod ledighed, dvs. den tredjedel som usolidarisk satser på, at det offentlige nok træder til med kontanthjælp, hvis uheldet skulle være ude. Samtidig trænger mine krokodilletårer sig frem, når der skal sættes navn på den anden taber: Den største taber vil sandsynligvis blive de tværfaglige a-kasser, som nu på tiende år sælger omvendt "fuld pakke", hvor fagligheden i pakken består i "råd og vejledning" i tilknytning til et a-kassemedlemskab. Denne skævvridning har aldrig været meningen med modellen. Den nye regering tænker nyt, hvis den tør at rette op på denne skævvridning.

Tilbage til top