Startside ] Op ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] [ Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


I orkanens øje
Kronik om EF
Folkesocialisten nr. 10, 1992.


Med nej'et den 2. juni er SF placeret i orkanens øje. At opholde sig i dette helt specielle øje er lige så centralt, som det er risikabelt. Med deltagelsen i "det nationale kompromis" har partiets ledelse valgt at forblive i orkanens øje - og tusind tak for det. Med Holger ved roret har partiet valgt at tage ansvaret for det nej, som SF var med til at skabe den 2. juni. Et ansvar som indebærer, at Danmark forbliver fuldgyldigt medlem af EF, men på et grundlag, som friholder os fra dele af Maastricht-traktatens unionsudvikling.

Jeg skriver "dele af" unionsudviklingen, og dette er ingen skrivefejl. Den platform i europæisk politik, som SF i de kommende år skal præcisere, kan ikke rummes inden for den forenklede paroleverden: For eller imod union. Erkendelsen heraf kan vi lige så godt tage i dag som om ti år.

Ved at reducere Europas fremtid til spørgsmålet om "for eller imod EF" har "Folkebevægelsen mod EF" på 20 år kørt sig selv så langt ud på et sidespor, at bevægelsens folkelighed nu støbes i beton af gammelkommunister. "2. juni-bevægelsen" risikerer at gentage denne fejltagelse ved al for abstrakt at reducere Europas fremtid til spørgsmålet "for eller imod Union". Hvis dette virkeligt er hele problemstillingen, så sælger Pia Kjærsgaard meget bedre den rene vare.

Men for SF er dette heller ikke hele problemstillingen. Vi har blot svært ved at få det sagt. Det er faktisk én af de bedst bevarede hemmeligheder i nyere dansk politik, at SF ikke er et 100% rent unionsmodstanderparti. Med partiets deltagelse i "det nationale kompromis" er det blevet en presserende opgave at få forklaret partiets vælgere baggrunden herfor. 

For nyligt skrev Hans Steffensen i Folkesocialisten, at nej'et til Unionen er et nej til en bestemt politisk struktur, som ikke kan emnedifferentieres. Nej'et må f.eks. også være et nej til den sociale dimension. At dette ikke er partiets politik, fremgår ganske klart af principprogrammet. Her kan man iøvrigt læse, at "EF er en realitet, som også i de kommende år vil danne udgangspunkt for politiske og økonomiske samarbejdsstrukturer" i Europa. Gennem en demokratisering af beslutningsstrukturen i EF ønsker SF, at "der også på EF-plan kan føres en politisk kamp mellem højre og venstre". For socialister er dette jo lige sagen: politisk kamp mellem højre og venstre - også i Europa. Kampen mellem Danmark og Europa kan så udkæmpes - for dem der har lyst - på grønsværen. Men hvor tydeligt har partiet forklaret, at forudsætningen for, at der på EF-plan kan føres kamp mellem højre og venstre, er etableringen af demokratiske beslutningsstrukturer, som i sidste instans overskrider nationalstatens ældgamle rammer?

Hvor tydeligt har vi forklaret, at de himmelhøje standarder på det nordiske velfærdsliv, som danskerne ikke et øjeblik betvivler eksisterer på alt fra miljø til pensioner og løn, inden for de sidste par årtier har fået en europæisk dimension? Hvor tydeligt har vi forklaret, at forsvaret for den nordiske velfærdsmodel (også) skal føres i Centraleuropa (dvs i EF)?

Partiet har nok bedst forklaret denne sammenhæng på miljøområdet. Fordi der eksisterer en europæisk dimension på det danske miljø, kræver SF i dag EF-flertalsafgørelser i miljøspørgsmål. Men sammenhængen eksisterer også på det økonomiske område - og i stigende grad.

Flertalsafgørelser er imidlertid ikke "Fædrelandenes Europa". Det er heller ikke et mellemstatsligt samarbejde mellem suveræne nationer. Det er som "politisk struktur" union. Det er et forpligtende politisk samarbejde på et overnationalt grundlag, hvor enkelte nationer må se den mulighed i øjnene, at de bliver nedstemt af flertallet.

Principprogrammet er fyldt med sådanne unionstanker, dvs fyldt med krav til en politisk overbygning til Det indre Marked. "Det skal gøres muligt ved flertalsafgørelser (!) at vedtage høje minimumsregler, når det drejer sig om beskyttelse af ydre miljø, arbejdsmiljø, sociale rettigheder og virksomhedsdemokrati (...) Endvidere skal det gøres muligt ved flertalsafgørelser (!) at vedtage minimumssatser for beskatning af kapital og virksomheder". Altså skal et flertal af EF-lande kunne bestemme kapitalbeskatningsreglerne i Danmark. Men er dette ikke (også) union - og er det ikke i virkeligheden en forudsætning for at der kan føres politisk kamp mellem højre og venstre på europæisk plan? 

SF's principprogram sprænger den forenklede frontopstilling: for eller imod Union. Det er godt og rigtigt. Men behovet for bedre at forklare, hvorfor det er rigtigt, vil vokse i månederne fremover. At SF ikke ønsker Union i Danmark er forklaret. Nu skal vi positivt ha' forklaret, hvorfor vi ønsker at være med i det selskab, der indfører unionen for 330 mill. borgere ud af 335 mill.

Forbliver SF i orkanens øje helt frem til folkeafstemningen næste år, kan vi med stor sikkerhed regne med, at "Folkebevægelsen mod EF", Enhedslisten og måske også "2. juni-bevægelsen" vil ånde os i nakken - og det vil for SF's vedkommende være tale om en dårlig ånde.

Mit råd til partiet er i denne situation: offensiv politisk ærlighed, dvs nul populisme i stil med - 'da et flertal i den danske befolkning går ind for EF, går vi i dag i SF også ind for EF, men helst havde vi jo set et nordisk samarbejde' osv.

SF accepterer i dag ØMU'ens 2. fase, men siger nej til den 3. fase med fælles mønt og fælles centralbank. (ØMU står for Økonomisk Monetær Union). "Folkebevægelsen" m.fl. vil med en forudsigelighed stærkere end tyngdeloven anklage SF for at åbne unionsdøren på vid gab ved at acceptere ØMU'ens 2. fase. Populisme vil i dette spørgsmål være en argumentation, der ser det som opgaven at renvaske 2. fase for enhver unionstanke og sværte 3. fase til som UNIONEN selv = Ondskabets Imperium. Offensiv politisk ærlighed på dette spørgsmål indebærer en argumentation, som ikke benægter, at 2. fase indebærer en samordning af den økonomiske politik, men som fremhæver, at denne samordning i dagens åbne europæiske økonomier under alle omstændigheder er uomgængelig, hvorfor det gælder om - ikke for Danmark - men for lønmodtagerne i EF at få indflydelse på indholdet i den samordnede økonomiske politik, herunder grundlaget for den pengepolitik, som skal føres i EF. 

Hvis vi er rigtig offensive siger vi, at sidste gang danskerne oplevede kronens selvstændighed var i 1982, da Ivar Nørgaard lå i fast pendulfart til Bruxelles for at få devalueret kronen. I årene fremover lader kronens selvstændighed sig kun opbygge bag en ny "Berlin-mur". Som socialister ønsker vi ikke en sådan udvikling. Vi er ikke modstandere af åbne økonomier, men som socialistisk parti er vi modstandere af, at ØMU'en alene prioriterer inflationsbekæmpelse og ikke arbejdsløshedsbekæmpelse.

Tilbage til top