Startside ] Op ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] [ Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Hverdag i karrierecenteret
Fagbladet Metal Hovedstaden nr. 3, 2009
September 2009


Ledigheden stiger. Men der er håb forude. Bor du i København, kan du nu som ny-ledig få tilbudt et 28 ugers intensivt ”kontaktforløb” hos private aktører. 

Meningen er ganske givet velment – men bag det hele lurer en ”klientgørelse”, som chokerer den nyledige. Klientgørelsen opleves, når det at søge job kræver en sagsbehandler og ugelange vejledningsforløb. 

I min verden med daglig kontakt til mange arbejdsgivere foregår jobformidling via netværk, personlige anbefalinger og det personlige fremmøde. Det, der tæller, er den lediges faktiske kvalifikationer, og at du som ledig kan opkvalificere dig.

Én af ovennævnte private aktører er Job Vision – Center for karriererådgivning. Job Vision er en lokal aktør i samarbejde med Krifa – Kristelig Fagbevægelse.

Søren Jensen er 55 år og uddannet guldsmed fra Georg Jensen. Gennem de sidste 19 år har Søren ikke været ledig, men blev det sidste år. Af jobcenteret blev Søren i maj 2009 sendt på et intensivt jobsøgningskursus á 6 ugers varighed hos Job Vision.

Daglig mødetid lå mellem kl. 9 og 15 med en times frokost. Den første 1 ½ uge foregik der dagligt en times holdundervisning i opsætning af et CV, beskrivelse af jobønsker og udformning af uopfordrede jobansøgninger. 

”Den første uge lærte jeg faktisk noget. Men siden har jeg bare kedet mig. At kalde undervisningen intensiv er fuldkommen til grin”, fortæller Søren mig en dag, hvor han opsøgte mig i Dansk Metal for at blive rådgivet i, hvordan han skulle stå den sidste uge igennem.

”Når jeg møder i morgen, så vil min dag forløbe på denne måde. Kl. 9 starter jeg min pc op. Jeg klikker ind på www.jobnet.dk for at finde ud af, at ingen arbejdsgivere har efterspurgt min arbejdskraft siden i går. Så søger jeg selv på forskellige job-portaler. Længere end til 9.30 kan jeg ikke trække den. Jobannoncer i dagblade kigger jeg også igennem. Kl. 10 drikker vi kaffe. Vi sludrer lidt sammen, og på et tidspunkt bliver vi jaget tilbage til computerne. Tiden går nu med at surfe lidt på nettet, se TV 2 News og måske lægge en enkelt 7-kabale. Jeg checker også min private mail. Kl. 12 er der frokost, og den varer normalt 1 ½ time. Om eftermiddagen vil jeg nok sende en uopfordret jobansøgning af sted. Men hurtigt begynder det at tynde ud på holdet. Nogle tager på ”jobbesøg” på vejen hjem. Kl. 14 er ude ad døren. Kl. 15 ophører det intensive kursusforløb.”

Efter godt en uges tid havde underviseren sagt, hvad siges kunne. Da ingen længere kunne få en hel dag til at gå med jobsøgning, tog den negative stemning over.

”En dag gik det så også ud over mig. En jobannonce søgte en medarbejder til et job med handicappede. Jeg blev bedt om at søge jobbet. Jeg sagde, at det ikke var noget for mig. Det var det bare ikke. Så blev jeg spurgt, om jeg havde noget imod handicappede. Det var et meningsfuldt job. Hvorfor havde jeg det dårligt med handicappede? Til sidst måtte jeg sige stop!  Hvorfor vil du ikke svare, spurgte læreren så. Den dag gik jeg hjem – ikke bare med et ledighedsproblem men også som en medborger, der havde et problem med handicappede.” 

Som fagforeningsmand med daglige kontakter til arbejdsgivere og ledige har jeg lært værdien i at finde den rigtige person til det rigtige job. Det kommer der arbejdsglæde og produktivitet ud af. Søren Jensen oplevede efter 5 ugers jobsøgning ved anden aktør, at jobsøgningen i sig selv var gjort til en større videnskab end selve jobbet, der ansøgtes.

”Vejledningen ved de uopfordrede jobansøgninger gik hele tiden på, at vi skulle smøre godt på. Der skulle ’flere ord’ på ansøgningerne. Mit problem var, at jeg ikke kunne genkende mig selv i mine egne ansøgninger. Jeg er håndværker, men i mine egne ansøgninger tog jeg mig ud som en bogholder. Tænk hvis jeg skulle skrive: ’Har altid haft lyst til at arbejde med handicappede’, når det er guldsmedefaget, jeg har evner og lyst til. Nu må jeg se, hvordan jeg genvinder gejsten til at søge jobs.”

I en rapport fra SFI fra i år om ”Udlicitering af sagsbehandling” konkluderes det, at anvendelsen af andre aktører ”ikke har medført en billigere, men tværtimod en betydelig dyrere opgaveløsning. Markedsekspansionen synes således at have medført klart større offentlige udgifter og mindre produktivitet”. De offentlige merudgifter til private aktører siden ordningens opstart i 2003 anslås til over en milliard kr.

Der er penge i de ledige. Med kommunaliseringen af jobindsatsen over for ledige den 1. august har staten fralagt sig ansvaret over for de ledige. Staten vil nu kunne straffe kommunerne. Det skal der nok også være penge i – for staten!

Tilbage til top