Startside ] Op ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] [ Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Hardy finder hår i suppen
Kommentar til karteller
Information den 28. - 29. maj 1994


Bedømt på avisoverskrifter og på Hardy Hansens reaktioner har LO påny placeret sig helt fremme i front i fagbevægelsens karteludvikling. Og gamle tilhængere af fagforbundenes omdannelse til industriforbund synes nu at frygte deres egen skygge, hvis målet skal realiseres som en paladsrevolution fra oven og med en solid klassekæmper som Hardy Hansen i opposition til karteludviklingen. Debatten har skudt langt over målet - desværre, for på tusindvis af landets arbejdspladser har vi hårdt brug for en hurtigere karteludvikling.

Fagbevægelsens struktur skabes ikke i et tomrum - som et internt anliggende. Fagbevægelsens struktur, dvs lønmodtagernes måde at organisere sig på har altid udviklet sig som et modspil til arbejdsgivernes måde at organisere sig på og som et modspil til andre (og konkurrerende) lønmodtageres organisationsmåde.

Dansk fagbevægelse blev født som fagenes bevægelse. I modsætning til de faglærte dannede de ufaglærte deres fagforeninger og i modsætning til de ufaglærte mænd dannede ufaglærte kvinder deres fagforeninger. De fleste er vel enige om, at alt dette forlængst burde være historie. De sidste ti års strukturdebat i fagbevægelsen er imidlertid ikke udsprunget af bevægelsens historiske selverkendelse på dette spørgsmål men i et aktuelt forsøg på at matche arbejdsgivernes ændrede holdopstilling.

Gennem de sidste ti år har (de private) arbejdsgivere forfulgt tre mål, som alle har trukket strukturændringer med sig.

  • indflydelsen er flyttet fra DA til nogle få men stærke branche- eller sektororganisationer.

  • Sanering af den omfattende mængde af overenskomster i retning af nogle få brancheoverenskomster, som i større grad antager rammekarakter.

  • Overenskomsterne skal "fyldes op" lokalt i et forsøg på at opnå maksimal fleksibilitet i forhold til en udvikling, som synes at indebære hurtigere og hurtigere forandringer.

På LO's kongres i 1991 skød SiD med Hardy Hansen i spidsen LO's karteludspil i sænk.

Kun tre år efter forsøger LO at give karteludviklingen en ny saltvandsindsprøjtning, og igen forsøger Hardy Hansen at skyde udspillet i sænk - men nu med mindre held.

Én af årsagerne hertil er vel, at de to SiD-gruppeformænd (Willy Strube - CO-Industri og Poul Erik Skov Christensen - BAT-kartellet) i mellemtiden med rimelig succes har engageret deres grupper i karteludviklingen.

Jeg tilhører dem, som altid med stor interesse lytter til Hardy Hansens udtalelser - for Hardy er i reglen talerør for de svageste grupper i samfundet. Men i den aktuelle karteldebat har det været svært at finde substansen i Hardy Hansens modvilje mod LO's karteludspil. Kritikken af kartellernes finansiering via LO og i den forbindelse debatten om demokrati i fagbevægelsen har Hardy Hansen jo evig ret i, men kritikken forekommer mig at være det "hår i suppen", som med usvigelig sikkerhed altid indfinder sig, når fagbevægelsens struktur skal ændres. Er det overhovedet realistisk at forestille sig opbygningen af en tidssvarende struktur i fagbevægelsen, som ikke vil afstedkomme hår nok til en hel paryk?

Karteludviklingen vil til sidst flå SiD i stumper og stykker! Denne ofte udtalte frygt er der såvel myte som realiteter i. Realiteten består i, at det ganske givet er rigtigt. Myten består i, at denne situation på ingen måde er et specielt SiD-forhold. Udvikler kartellerne sig til at blive de nye (industri)forbund, forvandles alle de nuværende forbund til ukendelighed.  Eksempelvis vil Metal komme til at aflevere over 1/3 af forbundets medlemmer til karteller uden for CO-Industri. Hvis vi en dag ser en SiD'er som formand for CO-Industri, bør det ikke komme bag på nogen.

Karteludviklingen er en trussel mod de svageste grupper på arbejdsmarkedet, idet SiD er disse gruppers eneste garant! Også bag denne ofte fremførte frygt gemmer der sig såvel myte som realiteter. Realiteten bag denne frygt består i, at SiD (samt andre forbund) i dag organiserer forskellige grupper, som vil få en marginaliseret placering i den aktuelle kartelstruktur, hvis de da overhovedet er omfattet af strukturen. Her synes der at ligge et reelt problem for eksempelvis SiD's transportgruppe samt for Gartneri-, Skov- og Landbrugsgruppen. Men det er heldigvis en myte, at ufaglærtes løn- og uddannelsesmæssige interesser udelukkende eller bedst kan varetages af et forbund af såkaldte ufaglærte. Vel især inden for CO-Industri findes der i hundredevis af arbejdspladser (Grundfos, Danfoss, de store værfter m.fl.), hvor faglærte og ufaglærte samarbejder solidarisk, dvs på en måde, som reelt fremmer de ufaglærtes løn- og uddannelsesmæssige interesser. Derfor er det heldigvis ingen naturlov, at ufaglærte kun har dårlige erfaringer med samarbejdet med de faglærte.

Men desværre er der endnu langt fra LO's karteludspil til en virkelighed med "én virksomhed - én fagforening". Det er her debatten skyder langt over målet. LO's udspil indebærer primært, at LO overfører alle tidligere LO-brancheorienterede aktiviteter til kartellerne (branchernes særlige erhvervsvilkår, spørgsmål omkring A/S-bestyrelsesmedlemmer, SU-anliggender m.m.). Dette i virkeligheden ganske beskedne initiativ kan være med til at puste lidt mere liv i de karteller, som i dag først og fremmest eksisterer på papiret og som mangler kompetence, beslutningsdygtighed og noget så elementært som - ansatte.

Nøglen til en egentlig styrkelse af kartellerne befinder sig slet ikke i LO's hænder. Denne nøgle sidder forbundene inde med. Nøglen hedder forhandlingsret til kartellerne. Kun to karteller, CO-Industri og Statskartellet har forhandlingsretten til indgåelse af nye overenskomster. En forudsætning for at blive optaget i CO-Industri er således, at den ansøgende organisation afleverer organisationens overenskomster til CO-Industris forhandlere, hvilket Teknisk Landsforbund netop har måttet gøre.

Uden overenskomstret vil kartellerne ikke blive "en levende realitet" for medlemmerne. Kommer CO-Industri på dette område til at danne model for karteludviklingen, vil vi i årene fremover i stigende grad opleve, at det enkelte forbundsmedlem føler sig knyttet til kartellet i kraft af overenskomsten og til forbundet i kraft af uddannelsen. Mangelen på større én-strengethed i arbejdsmarkedsuddannelserne ligger forude som en ny hurdle på kartellernes forvandling til at være de nye forbund.

Sålænge vi ikke skal sluge kameler men kan nøjes med lidt hår i suppen, går det nok. Og det haster med en ændring af fagbevægelsens struktur. Vi flotter os i utrolig grad, når vi tillader at fastholde en struktur, som på mange arbejdspladser - ikke på alle men på mange - af medlemmerne opleves som en barriere for en fornuftig udvikling af arbejdet. Fagbevægelsen har ikke blot behov for at matche arbejdsgivernes nye holdopstilling; fagbevægelsen har i alvorlig grad behov for at matche medlemmernes ændrede holdning til "det udviklende arbejde" samt til de faglige opgaver, som knytter sig til en tilrettelæggelse af hver enkelt medarbejders udvikling i virksomheden herunder medarbejdernes inddragelse i og medansvar for virksomhedens udvikling. En åbning af den faglige kamp på dette område har dårlige udviklingsmuligheder inden for de nuværende faggrænser.

Tilbage til top