Startside ] Op ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] [ Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Kravet om 30 timers arbejdsuge er helt forfejlet
Kronik om "Rød vækst"
Socialistisk Weekend den 17. november 1987


Ældre såvel som nyere meningsmålinger viser, at Socialdemokratiets og SF’s troværdighed i vælgernes øjne er helt i top på sociale, sundhedsmæssige og miljømæssige spørgsmål. Anderledes forholder det sig med troværdigheden i forhold til økonomiske og produktionsmæssige forhold. Således er kun 11% af vælgerne overbeviste om, at S og SF vil være de bedste til at sikre landet en moderne industri, så Danmark kan forblive et af verdens rigeste lande (Det fri Aktuelt 31.8.87).

Hvor skal årsagerne til den manglende økonomiske troværdighed søges? Og hvordan overvindes den?

Mit bud på et svar går ikke i retning af, at vi i arbejderbevægelsen har overset et eller andet socialistisk mirakelsvar, en patentløsning som blot endnu ikke er blevet udtænkt af et kvikt hoved. Ej heller at vi i fremførelsen af økonomiske løsninger ikke er konkrete nok, pædagogiske nok, at idéerne ikke er kommunikeret godt nok ud osv.

Hvis kun 11% mener, at et nyt arbejderflertal er bedst til at sikre landet en bæredygtig industri, så skyldes det måske, at kun 11% af vælgerne i virkeligheden tror på et reformistisk/socialistisk svar på krisen. I så fald er problemets kerne ikke den konkrete udformning af de velkendte strukturforvandlende reformforslag fra selektiv erhvervsstøtte og investeringsstyring til ØD endsige markedsføringen af disse reformer. Problemets kerne er, at arbejderbefolkningens flertal slet ikke er overbevidst om, at arbejderklassen har produktionsmæssige opgaver at løse i forhold til krisen. 

Alternativet i dansk politik står ikke klart: At lade de multinationale delvis afindustrialisere Danmark og skævvride strukturen i den industri, de lader tilbage, eller at opbygge en i omfang og struktur bæredygtig industri med ejendomsmæssig rod i arbejderklassen. F.eks. producerer Danmark kun 5% af landets forbrug af EDB-udstyr. Kun arbejderklassens økonomiske alternativ kan ændre dette – og skal ændre dette, hvis danskernes levefod skal bevares. Arbejderklassens aktuelle økonomiske og produktionsmæssige opgaver står ikke klart for bevægelsen selv. Det står ikke klart, at det påhviler arbejderklassen at fremskaffe de nødvendige 200.000 nye konkurrencedygtige industriarbejdspladser frem til år 2000.

Spørgsmålet om S og SF’s manglende økonomiske troværdighed handler om, hvorfor disse partiers egne vælgere ikke engang er vundet for et reformistisk/socialistisk angreb på krisen. Det har sin forklaring.

I efterkrigstidens korte men glansfulde årrække med fuld beskæftigelse og ”krisefri kapitalisme” borede følgende livserfaring sig fast i danskernes bevidsthed: Produktionens opgaver løses bedst af det private erhvervslivs strømlinede dynamodrenge, hvorimod den sociale retfærdighed (omfordelingspolitikken m.m.) bedst løses af samfundet i sin helhed.

Selv om den nuværende krise har fjernet det objektive grundlag for dette efterkrigstidens største bedrag, og selv om det danske Socialdemokrati i 1977 igen fjernede denne borgerlige samfundsopfattelse fra partiprogrammet, så lever troen på, at det private erhvervsliv bedst klarer produktionens opgaver ubekymret videre i arbejderbefolkningen. Denne kendsgerning bunder i flere forhold.

For det første har Socialdemokratiet selv i en hel epoke tærsket løs på alle, som formastede sig til at betvivle privatejendommens evige ukrænkelighed.

For det andet befinder de fleste centrumdemokrater sig fortsat i Socialdemokratiet. Den socialdemokratiske højrefløjs største problem er, at de borgerlige partier i mange år har satset på at gå enegang uden om Socialdemokratiet. Det har efterladt denne højrefløj i et tomrum, men fraværet af påviselige resultater er ikke ensbetydende med aktiv tilslutning til den socialdemokratiske venstrefløjs ønsker om dybtgående strukturreformer. Socialdemokratiet er ikke et konsekvent talerør for de kræfter i arbejderbevægelsen, som ønsker at afprøve et reformistisk svar på krisen. Partiet udsender modstridende signaler (Anker var ekspert i dette), hvilket skaber usikkerhed i arbejderbefolkningen om de centrale opgavers art og karakter.

For det tredje har småborgerligt socialistiske strømninger indlevet sig så meget i det socialdemokratiske 60’er maleri, at deres forskellige kriseløsningsforslag indirekte indeholder datidens store budskab: arbejderklassen har ingen produktionsopgaver.

Kravet om en drastisk arbejdstidsreduktion er et eksempel herpå. Som et hovedsvar på krisen, som vejen til fuld beskæftigelse er kravet om f.eks. 30 timers arbejdsuge udtryk for den rene selvrealiserende kaffebrødssocialisme. Det er jo en henrivende idyl, man fremstiller for os. ”En time mere under dynen om morgenen – og du er ikke blot solidarisk med de arbejdsløse, du er med til at løse selve krisen”. Budskabet er: 60’erne varer evigt, borgerskabet klarer produktionen, omfordelingen skal blot i dag udstrækkes til også at omfatte arbejdet.

Det måtte også undre mange, at SF’s introduktionsfilm til partiets valgudsendelse af alle emner ikke indeholdt et ord om økonomi (krisesvar). Da TV-journalisterne under debatten forsøgte at rette op på denne mangel, kørte udsendelsen over i sort tale. Gert Petersen satte punktum for forplumringen med ordene. ”Dette valg drejer sig ikke udelukkende om kuglerammer og computere. Der er andet end økonomi i dette valg”. Ganske korrekt. Men det er blot i økonomien, at det røde svendestykke skal aflægges, at prøven skal bestås og vælgernes vindes.

Således er heller ikke SF et entydigt talerør for de kræfter i arbejderbevægelsen, som mener, at svaret på 80’ernes krise er ”rød vækst”. Socialistisk Weekend har her fundet et godt udtryk for det, landet har skrigende behov for. Problemet er blot, at SW måske om to måneder starter en ny serie op under sloganet ”grøn vækst” eller ”nulvækst”. Signalerne er ikke entydige, og det skaber usikkerhed om, hvilke opgaver der er de centrale.

LO’s reformoffensiv fra 1975 til december 1979 er denne krises eneste eksempel på, hvorledes arbejderbefolkningens forståelse af de centrale opgaver systematisk blev præget. (Det skete på reformistisk grundlag og med diverse illusioner, men alligevel). Thomas Nielsens hegnspæle, som skulle flyttes ind på privatejendommens mark for at give plads for lønmodtagernes industripolitik, indeholdt det klare signal, at landets dobbelte balanceproblem kun kunne løses gennem strukturreformer, som arbejderklassen var bærer af. LO var i denne periode det politiske centrum for de kræfter, som ønskede at afprøve et reformistisk/socialistisk svar på krisen. Dette centrum er i dag ikke-eksisterende. Et tredje arbejderflertal vil være tvunget til at genskabe det.

Det er her afgørende at gøre sig klart, at arbejderklassens enhed ikke skabes uden en forståelse af arbejderklassens centrale opgaver. En ”enhed” om 5 kr. mere i timen eller en ”enhed” om 30 timers arbejdsuge har intet med arbejderklassens enhed at gøre. Enheden har arbejderklassens svar på krisen som indhold. Fremføres dette svar konsekvent, og uden at blive suppleret med et ta’selv bord af modstridende signaler, så er arbejderpartierne i gang med at opbygge deres økonomiske troværdighed. Og det haster. For i det ”grumsede” folketing er valgkampen allerede indledt.

Tilbage til top