Startside ] Op ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] [ Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


De arbejdsløse er helt til grin
Kommentar til regeringens jobtilbudsordning
Aktuelt den 2. november 1993.


Det mindst overraskende i LO's undersøgelse "Medlemmer i bevægelse" er vel dokumentationen af den beskedne opbakning bag fagbevægelsens medievirksomhed og den tætte binding til Socialdemokratiet. Det er ærgerligt, at denne gamle nyhed har fået den største pressedækning.

Blandt undersøgelsens ellers mange interessante data er holdningen til arbejdsløsheden som samfundsproblem og holdningen til de arbejdsløse som dagpengemodtagere. Holdningen er ikke den samme.

Undersøgelsen viser klart, at LO's medlemmer frygter arbejdsløsheden; at arbejdsløsheden opfattes som samfundets største problem, som en tikkende bombe under velfærdssamfundet, og at arbejdsløshedens bekæmpelse er dén politiske målsætning, som kan samle den største tilslutning blandt LO's medlemmer (97%).

Holdningen til de arbejdsløse er imidlertid præget af, at her skal der ikke gives ved dørene. Overraskende mange er enige i, at det ikke skal gøres nemmere at få dagpenge (39%); at der ikke føres for meget kontrol med de ledige (46%) og at de ledige burde udføre samfundsnyttigt arbejde for pengene (58%).

Det arbejdende Danmarks holdning synes at være: Arbejdsløsheden er måske nok samfundsskabt, men alligevel -  vi vil ikke være til grin for de arbejdsløse; det skal kunne betale sig at arbejde; de skal ikke udnytte systemet; tillid er godt, men kontrol er bedre.

På et eller andet niveau om samfundet kan jeg godt forstå holdningen. Alligevel forekommer det mig, at holdningen ikke passer til den virkelighed, som den vedvarende massearbejdsløshed har skabt.

Som fagforeningsformand oplever jeg dagligt, hvorledes det er de arbejdsløse, som reelt er til grin i systemet. Med 350.000 arbejdsløse har rådighedspligten på arbejdsmarkedet i mange situationer forvandlet sig til en bureaukratisk paragrafpligt efterfulgt af et middelalderligt bodssystem, som de arbejdsløse skal gøre honnør for - ikke for reelt at forbedre deres jobmuligheder, men for at bevare retten til dagpenge. Rådighedspligten er i mange situationer uden et reelt samfundsmæssigt indhold. En pligt uden anden rettighed end retten til ikke at gå helt til grunde. Systemets virkelige funktionsmåde er ikke indrettet på retten til arbejde, uddannelse og udvikling men på retten til dagpenge. 

Lad mig nævne et par eksempler.

De 7 måneders jobtilbud inden for det offentlige har reelt ikke været lagt an på, at den ledige skulle i arbejde. Har en offentlig arbejdsgiver ønsket at beholde en ledig ud over jobtilbudsperioden, har alarmklokkerne straks lydt. Tilbage i arbejdsløshedsgryden med dig, kammerat. Vi har allerede en ny ledig klar. Det her drejer sig ikke om arbejde, men om at få rørt rundt i gryden med arbejdsløse - for sådan har det arbejdende Danmark det bedst med.

Fra 1. januar er dette system afskaffet, dvs navnet jobtilbud er afskaffet. Men spørgsmålet er, om navneforandringen også dækker over en afskaffelse af selve systemet? Jeg har mine tvivl.

Et eksempel på overflødig bureaukratisk kontrol af den ledige kunne være ordningen med den lediges pligt til på første ledighedsdag at medbringe dokumentation for de sidste 962 arbejdstimer (gået tidligt 7. maj, syg 10. juli, overarbejde 1. august osv). I langt de fleste tilfælde handler det hele om absolut ingen ting: bortset fra en masse besvær for den ledige og arbejdskrævende beregningsarbejde for A-kassen. Men budskabet til den ledige er klar nok: Os skal du ikke ta' røven på.

"Samfundets" behov for hele denne kontrol kan undre, når langt de fleste ledige faktisk kun er i dagpengesystemet få dage eller uger. Max. dagpenge til alle de første 3 måneder (og først derefter individuel beregning) ville fjerne 3/4 af alle ledighedsperioder for beregningsarbejde. Men tør det arbejdende Danmark dette? Som LO's undersøgelse dokumenterer, stikker den holdning dybt, at vi jo nødig skulle blive til grin for de arbejdsløse.

Men den holdning har vendt tingene på hovedet. En overbevisning, som jeg har fået, efter at have lyttet til medlemmerne - altså de arbejdsløse medlemmer.

Tilbage til top