Startside ] Op ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] [ Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Maastricht, Edinburgh og dommerdag
Kommentar til Danmarks forhold til EF
Christianshavneren nr. 3, 1993.


Nedtællingen til Dommedag er indledt. Stakkels vælgere. For de politiske dommedagsprofetter vil vælgerne frem til den 18. maj være fredløse. Alle metoder vil blive taget i brug. Sort vil blive erklæret for hvidt, og hvidt vil blive erklæret for sort. Tilhængerne vil endnu engang redde os fra den økonomiske afgrund, og modstanderne vil endnu engang fastholde "den sidste rest af Danmarks selvstændíghed"(Bo Mouritzen i Christianshavneren 1/93).

Hvis vælgerne i denne situation bliver immune over for yderligere argumenter, kan jeg (næsten) forstå dem. Immuniteten må dog ikke føre til, at man den 18. maj bliver liggende på sofaen. Det valg, som et flertal måske finder let, vil den 18. maj blive afgjort af dem, der tvivler.

Og mon ikke de fleste i et øjebliks svaghed kan føle, at overblikket forsvinder i den for tiden alt for juridiske og formalistiske EF-debat. Den hjemlige europadebat minder efterhånden om en eksamensaflæggelse i jura eller sammenlignende litteratur. Såkaldte eksperter beder vælgerne om at sammenholde teksten i Det nationale Kompromis med teksten i Edinburgh-aftalen, som igen skal sammenholdes med teksten i Maastricht-traktaten, som igen skal sammenholdes med teksten i Rom-traktaten. Det endelige resultat af disse sammenligninger skal så holdes op mod det, som vi hver især vil med Danmark og Europa.

Over for den følelse af afmagt, som i dag har grebet mange europæere, ser jeg tre mulige reaktioner.

1. 

Vi lader Europa fortsætte som hidtil. Vi skruer hverken tiden tilbage eller kaster os ud i nye projekter. Det indre Marked skal blot køre videre. Niels I. Meyer (Juni-bevægelsen) har givet udtryk for dette synspunkt. Ja, selv i Folkebevægelsen mod EF synes man at være ganske godt tilfredse med EF, som det er i dag. Enhver forknyt ytring om, at et nyt nej må føre til Danmarks udmeldelse af EF, afvises af alle traditionelle EF-modstandere som den værste gang skrækkampagne.

Således skriver Folkebevægelsen mod EF i en ny lille folder, at "danskerne har nøglen til at fælde Maastricht (...) Hvis danskerne siger NEJ, så er Maastricht død, og EF-medlemskabet fortsætter som hidtil".

Men er det Folkebevægelsens inderste ønske? Inde i folderen skriver man, at et "kommende underleverandør-direktiv" udgør en trussel for danske overenskomster. Derfor skal man stemme nej til Edinburgh-aftalen. Nu er problemet blot, at dette underleverandør-direktiv er en følge af Det indre Marked - som Folkebevægelsen ønsker skal fortsætte som hidtil!  Taktik eller dumhed?

Mit fremtidseuropa er ikke en fortsættelse af det Europa, vi kender i dag. At lade vort EF-medlemskab fortsætte som hidtil nærmer sig den værst tænkelige situation. EF i dag er Det indre Marked; det er varernes, tjenesteydelsernes og arbejdskraftens frie bevægelighed; det er rendyrket liberalisme. Det er den ukontrollerede og uregulerede rå kapitalisme, som sætter kapitalens frie bevægelighed over mennesker og miljø. 

Det er følgerne af afstemningen i 1986 (Det indre Marked), som på mange måder irriterer danskerne. Fra den latterlige afdeling med de krumme agurker til den alvorlige afdeling med den totale liberalisering af olieudvindingen i Nordsøen. Det indre Marked er Fremskridtspartiets og de engelske konservatives EF. Hvordan er det kommet så vidt, at gamle EF-modstandere i dag elsker dette EF?

2. 

Den politiske afmagtsfølelse over for de store europæiske problemer (miljøet, beskæftigelsen, valutauroen, flygtningene m.m.) danner i disse år også grobund for nationalisme og økonomisk protektionisme, for fremmedhad og i værste fald for fascisme. Det er en anden mulig reaktion på Europas problemer, som det vil være farligt ganske at ignorere.  

Mit fremtidseuropa er heller ikke en tilbagevenden til den tid, hvor Europa reelt var Fædrelandenes Europa. Umiddelbart lyder det måske tillokkende at tænke i nationale forholdsregler over for den mere og mere internationale kapital. Christiansborg er os trods alt nærmere end Bruxelles. Men også den nationale selvstændighed har en pris. Skal Christiansborg alene og selvstændigt lovgive mod spekulationen i den danske krone, mod liberaliseringen af olieudvindingen i Nordsøen, mod SAS's fusionsplaner med KLM etc, så kan Danmark ikke gøre dette effektivt på Det indre markeds grundlag. Er fremtiden en tilbagevenden til gamle metoder, så skal Danmark melde sig ud af EF. 

 Jeg har dog svært ved at forlige mig med den tanke, at fremtidens Europa skal opbygges ved hjælp af metoder og politiker, som havde deres storhedstid i 30'erne (økonomisk nationalisme og protektionisme). Og jeg har svært ved at forlige mig med, at de fremmeste fortalere for Fædrelandenes Europa er fremmedhadere og ærkereaktionære folk som Le Pen og Franz Schönhuber.

3. 

Den sidste mulige reaktion på afmagtsfølelsen over for Europas problemer er opbygningen af et nyt samarbejdende Europa på et demokratisk og socialt grundlag. Det vil koste os en masse bøvl og besvær - samt suverænitetsafgivelse - men det er det eneste demokratiske svar på en verden, hvor problemerne er vokset ud over nationalstatens rammer.

Danmark kan ikke selv løse miljøproblemerne - fordi de er globale. Danmark kan ikke selv sætte skub i økonomien - fordi vores økonomi er internationaliseret. Danske virksomheder kan ikke selv bære den nyeste teknologis udviklingsomkostninger - fordi nye produkter i stigende grad er knyttet til udviklingsprojekter i bl.a. EF-regi. Danmark kan ikke selv forhindre spekulationen i kronen - fordi kronen alene kan opnå sikkerhed inden for et forpligtigende valutasamarbejde. Danmark kan ikke selv løse problemerne med tidens flygtningestrømme - fordi flygtningeproblemet er det nye Europas fælles problem. Osv. Osv.

Mit fremtidseuropa er et samarbejdende Europa, hvor et lille land ved navn Danmark godt kan spille en stor og progressiv rolle ved at tilføre dette samarbejde en demokratisk og social dimension.

Maastricht og Edinburgh indebærer hverken verdens undergang endsige Europas frelse. Tolv lande har nu gennem et par år revet og flået i den samme traktat. Danmark har ikke mindst kæmpet helt frem til stregen og lidt over. Og fået væsentlige indrømmelser i såvel selve Maastricht-traktaten som i Edinburgh-aftalen. Men nu er forhandlingsfasen overstået. Vi har kæmpet og opnået - i denne omgang - hvad vi kunne. I fagbevægelsen plejer vi herefter at acceptere der opnåede resultat. Det skal vi også gøre med Edinburgh-aftalen, hvis vi ellers mener, at vi er fælles om Europas problemer, og at disse problemer alene kan løses i samarbejde med de andre EF-lande.

Rom-traktaten bliver ikke demokratiseret på én dag.

Tilbage til top