Startside ] Op ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] [ Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Magtens midte er under forandring
Kronik
Information den 2. maj 2008


Debat
Asger Baunsbak-Jensen: Radikale er ikke midten

Information den 6. maj 2008


Debat
Anders Laubjerg: Underdanmark

Information den 14. maj 2008

 

Magtens midte er under forandring

Der har tilsyneladende været dømt klumpspil i midten af dansk politik i en årrække. Alle stjæler hinandens politik, og hvad der i de gode gamle dage var højre og venstre fremstår mere og mere udflydende.

Det kan minde om amerikansk rugby, hvor alle ligger i en klump over hinanden. Set fra min hverdag i LO-fagbevægelsen befinder bolden sig imidlertid ikke under klumpspillerne.

I 90’erne satte dansk politik en epokegørende ny kurs. I industrisamfundet var de politiske fronter polære, i dagens informationssamfund er fronterne blevet triangulære. Samtidig har midten af dansk politik flyttet sig. Vejen til regeringsmagten går fortsat hen over midten, men midten er i dag et forandret midten repræsenterende en ny alliance i samfundet. I dag har midten af dansk politik fjernet sig fra De Radikale. SF er ikke længere borte fra regeringsmagten end Socialdemokratiet, og Dansk Folkeparti er i virkelighedens verden meget tæt på midten af dansk politik. Vejen til regeringsmagten har som sit centrale politikområde svaret på modsætningen mellem de såkaldte globaliseringsvindere og de såkaldte modernitetstabere. De partier, der kan skabe en alliance mellem disse to store vælgergrupper, favner fremtiden. VKO er i forhold hertil kommet først fra start. Valg vindes på hverdagsnære spørgsmål omkring bolig, skole, integration og tryghed i hverdagen.

Karakteristisk for det nye samfund er en poldrejning af fronterne i dansk politik. I det gamle industrisamfund, der ophørte med Den kolde Krig og kommunismens sammenbrud, lå de polære fronter i dansk politik på en ret linie mellem liberalisme og socialisme og med De Radikale i midten omgivet af to store samfundsprojekter. Til højre befandt der sig et markedsorienteret koldkrigsprojekt og til venstre et fordelingsorienteret velfærdsprojekt.

Figur 1: De politiske poler i efterkrigstidens industrisamfund var polære kendetegnet ved kampen mellem to samfundsprojekter: et fordelingsorienteret velfærdsprojekt til venstre og et markedsorienteret koldkrigsprojekt til højre. Projekterne befandt sig ideologisk på en akse mellem liberalisme og socialisme.  

Nøglen til statsministeriet blev udleveret til det parti, der formåede at etablere en politisk alliance mellem de to samfundsprojekter. Det gjorde VK(R) og S(R). Efterkrigstidens historiske alliance forenede kampen mod verdenskommunismen med et nationalt velfærdsprojekt. Udenrigspolitisk sluttede S op omkring USA’s koldkrigsprojekt og indenrigspolitisk sluttede V og K op om et nationalt velfærdsprojekt. De Radikale lå som smørklatten i risengrøden, lige midt i centrum af dansk politik.

Ved udgangen af 80’erne forsvandt det samfundsmæssige grundlag for denne alliance. Fronterne i dansk politik undergik en polvandring kendetegnet ved fremkomsten af to nye, relativt homogene vælgermasser, der dannede pol til hinanden i forhold til globaliseringen og informationssamfundets nye udfordringer. Dansk politik fik nu fire verdenshjørner, idet de nye poler ved deres respektive samfundsprojekter lå på en diagonal akse til den gamle. Jeg vil kalde de to projekter for henholdsvis et globaliseringsprojekt og et stammeprojekt. Magten tilhører de partier, der kan etablere en alliance mellem disse to samfundsprojekter. 

Figur 2: I informationssamfundet er to nye samfundsprojekter vokset frem i en fire dimensional politisk verden, hvor de nye poler nu ligget diagonalt på polerne i det tidligere industrisamfund. De to samfundsprojekter er et globaliseringsprojekt og et stammeprojekt.  

Stammeprojekter har hjemsøgt menneskeheden i årtusinder. I vor tid kendetegnes de ved at være en re-aktion mod et ydre tryk. Al identitet består af en enhed af identitet og forskel. I stammeprojekterne kammer forskellen til de andre over, når egen identitet skal formes. Retorikken har en fremtrædende plads og bliver ofte til sandheden selv. Offerrollen er den foretrukne – jf. Pia Kjærsgaard efter 8 år i magtens centrum. Drivremmen i stammeprojekterne består i at sætte skel. Vel er der en væsentlig forskel mellem danskhed, kanonkultur, nationalisme, fremmedhad, rejs-hjem-politik, etnisk udrensning, pogromer og Auschwitz. Men der er også en fællesnævner. Den hedder stammelogik. I min abegrotte er vi alle aber - og det er kulturen, der binder os sammen.

Venstrefløjen har for længe ladet sig skræmme af retorikken hos stammetilhængerne, da denne forbindes med højrepolitik. Bag retorikken findes imidlertid en ressourcesvag position, som det er venstrefløjens opgave at skabe en alliance til. Nøglen til regeringsmagten for S og SF ligger i en ny alliance til den store vælgergruppe, som spontant tænker i stammeprojekter, men som i virkeligheden efterlyser tryghed i en ressourcesvag hverdag. Denne vælgergruppes hverdagsbekymringer skal politisk tages alvorligt. I stedet for at høre halvracistisk retorik og se kultur mig her og der, skal venstrefløjen forstå fænomenet som en ny underklasse, der føler sig presset af fremskridtets frembrusende lokomotiv.

På dagens ”politiske triangel” ligger Dansk Folkeparti tæt på midten af dansk politik. Midten er en levende realitet og ikke en ahistorisk bestemmelse. Det er ikke overraskende, at Enhedslisten befinder sig langt væk fra midten af dansk politik, men det er overraskende, at De Radikale gør partiet selskab. Den sidste valgkamps langt fra overbevisende dans mellem S og R fremstår i det nye politiske landskab som et ekko fra en tid, hvor De Radikale var Socialdemokratiets adgangskort til regeringsmagten. Socialdemokratiets samtidige forsøg på at bygge rettigheder for den enkelte ind i det gamle velfærdsprojekt fremstår yderligere som et fortænkt forsøg på at spille omkamp i de kampe, partiet vandt i det gamle industrisamfund. Når Mette Frederiksen et halvt år efter, at 29 rettigheder var vejen frem for S, nu udtrykker en teseagtig dybsindighed ved at fastslå, at pligter går forud for rettigheder, så udstiller S afmagtens desperation. S og SF’s vedvarende bejlen til De Radikale har blikket rettet ind i fortiden.

Figur 3: Den politiske triangel. Magtens midte har på den politiske triangel bevæget sig bort fra De radikale og nærmet sig Dansk Folkeparti. De radikale sidder ikke længere inde med nøglen til statsministeriets, da Dansk Folkeparti har erobret de afgørende midterstemmer.

Nøglen til et regeringsskifte ligger i, at S og SF formulerer en politik, der udgør et alternativ til den alliance, som VKO reelt repræsenterer. Som liberale globaliseringstilhængere fik V og K nøglen til statsministeriet, da de påtog sig den opgave at gøre Pia Kjærsgaard stueren. Mere end noget andet parti er DF eksponent for klanernes Danmark. Og tag ikke fejl. Stammetilhængernes reelle antal er to til tre gange større end DF’s vælgermæssige tilslutning på 10-13 %.

For så vidt som S og SF tænker, at politikken må rykke til højre for at tiltrække vælgere fra højre, så er tankegangen forfejlet. Fokus skal bort fra De Radikale og i stedet rettes ind mod stammetilhængernes reelle samfundsproblemer. Det vil på samme tid indebære en social radikalisering af politikken og en håndfast holdning til almindelige borgeres krav på tryghed i hverdagen.

En ny alliancepolitik skal møde ”den nye fattigdom” med en oprigtig social indignation. Lad Claus Hjort være alene om at mene, at de ledige nok er ledige, fordi de synes, det er sjovt at være ledig; at de katastrofalt mange syge på arbejdsmarkedet nok i virkeligheden slet ikke er syge; at de rige kun kan motiveres til at arbejde mere gennem skattelettelser, hvorimod de fattige kun kan motiveres til overhovedet at arbejde gennem en forringelse af deres indkomst. 

Figur 4: På den politiske triangel træder tre forskellige menneskesyn frem. Jeg’ets menneskesyn med rod i liberale frihedsværdier, hvor det enkelte menneske uanset hudfarve, religion og politisk ståsted har retten til en række menneskerettigheder. Vi’ets menneskesyn med rod i socialistiske lighedsværdier, hvor det enkelte menneske ved hjælp af solidariske fællesskabsrammer skal sikres lige muligheder for at realisere et frit liv. Os-Dem menneskesynet med rod i stammeværdier, hvor det enkelte menneske med rod i stammemæssige fællestræk skal sikres en fortrinsstilling i forhold til ”de andre” – dvs Dem der ikke tilhører stammefællesskabet. En RUC-afhandling har dokumenteret, hvordan ”Os-Dem” i 90’erne trængte ”Jeg” og ”Vi” tilbage i politikernes sprogbrug jf. http://www.mpk.ruc.dk/tekster/2007_modul2_menneskesyn.pdf  

En ny alliancepolitik skal imidlertid også turde se hverdagen i fattigdommens ghetto i øjnene. Al kultur er ikke lige god. I konfliktskyhedens og kulturrelativismens navn er det ikke lige meget, om Darwin i kristendommens navn skal ud af biologiundervisningen og kvinder skal bære burka i islams navn. Men at møde den nye underklasse med det udgangspunkt, at det er kulturen, der gør en forskel, er forfejlet. Ønsker SF nytænkning på dette område, burde partiet snarere se i øjnene, at kvantiteten gør en forskel, når kvaliteten skal forbedres. I skolerne gør antallet af elever i klasserne en forskel for undervisningens kvalitet. I boligkvartererne gør antallet af ressourcesvage en forskel i forhold til ghettodannelse. I udlændingepolitikken gør indvandringens antal en forskel i forhold til en vellykket integration.

En ny alliancepolitik skal bæres oppe af en social tilgang til problemerne kombineret med en håndfast sikring af tryghed i hverdagen. Afbrænding af skoler er ikke samfundets skyld. Her gælder nul tolerance og ingen forståelse.

S og SF higer efter et regeringsskifte. Hvis partierne én gang til vil sætte det gamle industrisamfunds velfærdsprojekt på replay, så udebliver magtskiftet. Vejen til magten går over en ny alliance til de vælgere, som Dansk Folkeparti for tiden har det bedste tag i. Det kan være vanskeligt at forestille sig en S-SF-regering med parlamentarisk støtte fra DF. Det er imidlertid endnu vanskeligere at forestille sig, at oppositionen skulle vinde regeringsmagten uden vælgertilslutning fra den tredjedel af befolkningen, som spontant ser verden gennem stammeprojektets briller.

Tilbage til top


Radikale er ikke midten
Debat
Asger Baunsbak-Jensen


De radikale udgør slet ikke midten og har på store områder aldrig gjort det. Anders Laubjerg overser i sin kronik (2. maj) 'Magtens midte er under forandring' en helt fundamental problemstilling, nemlig den, der har med åndsfrihed og frisind at gøre.

Det Radikale Venstre er nemlig et idé-parti. Skellet går mellem dem, der sætter mennesket i frihed, og dem, der båser folk inde.

Frisind betyder, at jeg ved, hvor jeg står med min holdning og tro, og derfor kan jeg sætte den, der står et helt andet sted i frihed.

Da det radikale parti blev stiftet i 1905, var der både grundtvigianere og missionsfolk, jøder og ateister til stede. De var bundet til et fælles syn på samfundsudviklingen - og dér kom åndsfrihed ind først.

Senere var de radikale i front, da det gjaldt homoseksuelles rettigheder. Nu drejer det sig om et muslimsk mindretal, som skal sikres frihed og rummelighed. Her er de radikale kompormisløse.

Anders Laubjerg skriver: "Dansk Folkeparti er i virkeligheden meget tæt på midten af dansk politik." Jamen hvad måler han udfra?

Når man nu læser, at Henrik Dam Kristensen vil forbyde politifolk, læger, socialrådgivere og andre at bære tørklæde - 'og andre store, stærke religiøse symboler' og henviser til, at nu er Indre Mission heldigvis ude af det offentlige rum, og herefter skal al religion holdes ude, må jeg mildest talt forbløffes.

Bodil Kochs, K.B. Andersens, Knud Heinesens, Dorthe Bennedsens gamle parti har altså nu fuldstændig mistet den folkelige dimension, som handlede om at sikre personlig frihed på det kulturelle, religiøse, nationale og seksuelle område.

Hvis midten nu skal udgøres af folk, som har det som bannermærke at føre hetz mod alle muslimer og håne og true anderledes tænkende, så er Anders Laubjerg ude i et destruktivt ærinde.

Tilbage til top


Underdanmark
Debat
Anders Laubjerg


Når jeg i kronikken her i avisen (2.5.) hævder, at Dansk Folkeparti har et godt tag i dagens midtervælger, så spørger Asger Baunsbak-Jensen (6.5.) ganske relevant, ”hvad jeg måler udfra”.

Mit svar er: Jeg måler udfra det vælgersegment, der afgør farven på den næste regering. Disse vælgere kalder jeg midtervælgere. De vakler mellem rød og blå stue.

I de gode gamle dage havde De Radikale et godt tag i datidens midtervælgere. Prototypen på sådan en karl kunne være en lærer fra Krogerup Højskole, hvis første forstander hed Hal Koch. Liberalt frisind og samtaledemokrati blandet med lidt social retfærdighed.

Prototypen på dagens midtervælger er en ganske anden. Det kunne være en tillært procesoperatør fra Hvidovre. Han vakler mellem, om han skal give den i rollen som patriotpessimist eller som globaliseringsoptimist. Han vakler mellem, om han skal leve sig ind i modernitetstabernes offerrolle, hvor han næste gang han møder en burka-klædt muslim på Nørrebrogade skal tænke: Satans også - der går der en kommende højesteretsdommer. Eller om han skal fastholde sit fagforeningsmedlemskab, hvor man løfter i flok, sikrer livslang læring og afviser den nye fattigdom i Danmark, selv om den er designet til i første omgang ”kun” at ramme ikke-danskere.

Socialdemokratiets gamle kernevælgere er blevet midtervælgere. Skal oppositionen til magten, skal disse vælgere erobres tilbage, og det gøres ikke ved at efterplapre Pia men gennem en social opgradering af livsbetingelserne i Underdanmark.

Tilbage til top