Startside ] Op ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] [ 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


1. maj tale
1. maj tale holdt på Blågårds Plads 1992
Ikke publiceret.


Det gamle Ægyptens mange plager varede i nogle få uger. Nu har Schlüter siddet ved magten i over 10 år. Hvad har vi dog gjort - siden vi i den grad skal straffes?

Kammerater, det er 1. maj - og for mange lønmodtagere er 1. maj en fridag - som Skærtorsdag og St. Bededag er fridage. Ingen ved rigtig hvorfor. Det er bare blevet en tradition.

Men det er forkert, hvis nogen tror vi afholder 1. maj, fordi Tivoli er åbnet.

1. maj er heller ikke opfundet af hverken Tuborg eller Carlsberg endsige af Dansk Kolonihaveforbund.

1. maj som demonstrationsdag er opfundet af amerikanske arbejdere i kamp for en kortere arbejdsuge.

Men det er mere end 100 år siden - og 1. maj er ikke længere i egentlig forstand en arbejderklassens kampdag.

1 maj er blevet en fridag og en festdag. En dag, hvor vi går i parken, møder gamle bekendte og venner, hører på talere og musik.  De tider er forbi, hvor 1. maj skabte frygt og bæven i borgerskabets rækker.

Men sig mig. Er det ensbetydende med, at vi som arbejderbevægelse ikke fortsat har masse at kæmpe for?  

Ta' nu blot forholdene i denne by - København.

Er I klar over, at næsten hver femte voksne indbygger her på Indre Nørrebro er arbejdsløs!

Er I klar over, at der er flere hjemløse i København end i Oslo, Stockholm og Helsinki tilsammen!

Er I klar over, at den gennemsnitlige bruttoindkomst her på Nørrebro ligger 30.000 kr. under den maksimale arbejdsløshedsunderstøttelse!

Skulle arbejderbevægelsen i denne by ikke fortsat ha' noget at kæmpe for?

Vi lever i et samfund, hvor pæne mennesker siger, at familien er samfundets hjørnesten, at børnene er vores fælles fremtid, at vore ældre har krav på en tryg alderdom under rimelige økonomiske forhold.

Men er I klar over, at 79 % - jeg gentar' 79 % af Københavns voksne befolkning er enlige!

Er I klar over, at ventetiden til en vuggestueplads mange steder i kommunen nu er over 1 år; at 2.000 børn i denne by er anbragt uden for hjemmet

Og er I klar over, at uligheden i alderdommen aldrig har været større end i dag

Skulle arbejderbevægelsen i denne by ikke fortsat ha' noget at kæmpe for?

Jeg er sikker på, at vi kan blive enige om svaret.

Enigheden har det straks sværere, når det gælder holdningen til flygtninge og indvandrere.

Vi er på vej til at blive en nation med flere kulturer. Hudfarven har fået flere nuancer.

Her på Nørrebro er næsten hver tredje barn i folkeskolen et barn af indvandrere.

På min egen arbejdsplads, B&W Skibsværft, arbejder over 30 forskellige nationaliteter sammen. Det har de i øvrigt gjort i over 20 år. Og det er sket i fordragelighed.

Men denne udvikling kræver mange ressourcer; den kræver mere tolerance, og frem for alt en mere bevidst holdning til integrationen af de nye danskere iblandt os. Den kræver en indvandrerpolitik, som kan fremme borgernes respekt for hinanden - og ikke underminere den.

Men hvad er det, som vi alle er vidner til i disse år? I ganske forstærket grad er der dukket kræfter op i det danske samfund, som forsøger at puste til ilden, som opmuntrer til fremmedhad og splid. Kræfter som ikke holder sig tilbage for morgen, middag og aften at sprede racistiske fordomme. 

Men disse kræfter spiller et dødens farligt spil. De efterlever de ekstreme højrekræfters gamle taktik. Peg' en synlig og sårbar minoritetsgruppe ud, og gi' den skylden for alle samfundets problemer og dårligdomme.

Det er kun et par måneder siden, at en kammerat her på Nørrebro blev offer for den racistiske terror. En forbrydelse som endnu er uopklaret.

Vi begår en dumhed, hvis vi underkender disse kræfters farlige spil. Det er vores alles opgave, at bekæmpe fremmedhadet overalt, hvor vi møder den - på arbejdspladsen, i skolerne, blandt venner og bekendte.

Arbejderbevægelsen og de demokratiske kræfter skal vide, at vi skyder os selv i foden, hvis vi gi'r fremmedhadet indpas iblandt os.

1. maj er arbejderklassens internationale solidaritetsdag. Også her har vi fortsat meget at kæmpe for - og meget at lære.

Europa finder tættere sammen i disse år, dvs kapitalen finder tættere sammen. Men hvor står arbejderklassen? Hvad er arbejderbevægelsens krav til Europas fremtid? Hvilke visioner gør vi os om et mere samarbejdende Europa, et mere åbent og demokratisk Europa? Det er vi desværre alt for dårlige til at formulere.

Den 2. juni skal vi stemme om Unionen, om aftalen fra Maastricht.

Før denne aftale blev indgået led EF af et stort demokratisk underskud. Vi har et Europaparlament i Strassburg. Det er Europas eneste folkevalgte parlament, som lovgivningsmæssigt intet må beslutte. Vi har en kommission i Bryssel. Det er Europas eneste forsamling af embedsmænd, som sidder på hele det politiske initiativ i forhold til at lovgive. Jeg kan love Jer for, at mindre udløste en forfatningsstrid i det forrige århundrede. Men det bør ske igen.

Maastricht-aftalen retter desværre ikke op på EF's demokratiske underskud. Snarere tværtimod. Hele konstruktionen mangler åbenhed og folkelighed. Ingen på denne plads kan redegøre for, hvilke direktivområder, som kræver enstemmighed, hvilke direktivområder, som kan vedtages ved kvalificeret flertal, hvilke direktivområder, som Europaparlamentet har høringsret overfor, hvilke det kan blokere osv. osv. Måske er dette ikke et problem for Uffe Ellemann-Jensen, men det er et problem for folkestyret, for demokratiet, for 340 millioner europæere i EF.

Det Nej til Unionen den 2. juni, som SF opfordrer til, skal ikke bruges til nationalistisk lovprisning af Schlüters borgerlige Danmark. Kan vi ikke sige andet end Nej, så taber vi. Det skal bruges til opbygningen af et mere socialt sammenhængende Europa, hvor demokratiet på europæisk plan fortsat er en folkelig sag. Hele EF's beslutningsprocedure skal forenkles. Det skal gøres mere direkte, mere gennemskueligt og dermed mere folkeligt.

Kampen mod arbejdsløsheden må ha' en mere central placering. Vi må bruge EF-samarbejdet til at sikre minimumsregler på hele det sociale område, så vi forhindrer social dumping. Vi må bruge EF-samarbejdet til en international kamp for et bedre miljø, for løsningen af de globale miljøproblemer.

På denne 1. majdag må vi kunne sige til hinanden, at vi har mere tilfælles med socialisterne i det øvrige Europa end med Pia Kjærsgaard og de kristeliges Jens Suuersen.

Fagbevægelsen for et demokratisk og socialistisk Europa. Det er det, vi har brug for.

Og til sidst en bemærkning om, hvad vi ikke har brug for. En statsminister, som opholder sig mere i retssalen end i folketingssalen, en sådan statsminister har vi ikke brug for. En regering, som regerer ulovligt, en sådan regering skal smides ad helvede til.

Kan I fortsat ha' en god 1. maj - og huske på, at vi har ufatteligt meget at kæmpe for.

Tilbage til top