Startside ] Op ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] [ Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


De marginaliserede - og arbejdsmarkedets parter
Kommentar
Folkesocialisten nr. 2, marts 1999


Forleden gik jeg undtagelsesvis til et møde i min lokale partiforening. Emnet og én af gæsterne lokkede. Efterlønnen og Mogens Lykketoft. Som et andet budget i Excel regneark berettede Lykketoft om den allerede virkeliggjorte vision: den krisefri kapitalisme med fuld beskæftigelse. 182.000 ledige + 66.000 i aktivering er fuld beskæftigelse - sådan stort set!

I modsætning til myten - fortalte Lykketoft - var efterlønnen i 1978 ikke vedtaget af hensyn til de nedslidte - SiD'erne og KAD'erne, men som et konjukturregulerende indgreb mod den store ledighed. Eller som man sagde dengang - massearbejdsløsheden. Nu er der beskæftigelse til alle - og så må der sættes prop i tilgangen til efterlønnen.

Massearbejdsløsheden i 1978 var 190.000! Vor tids fulde beskæftigelse skyldes ikke en forskydning i arbejdsløshedstallet men en forskydning i mentalitet. Og hvilken fatal forskydning! Siden 1978 er antallet af førtidspensionister steget med 130.000 til 280.000, og nærmer sig nu 10% af den arbejdsdygtige befolkning. I løbet af arbejdslivet udstøder det danske arbejdsmarked mere end hver 5. i arbejdsstyrken.

I regeringens mange økonomiske pralepjecer udgør 3/4 million arbejdsudskudte danskere i den erhvervsaktive alder i ordets egentlige forstand kun et marginaliseret problem. Men problemet vokser politisk - og det kan blive et problem for Lykketoft. Parlamentarisk udgør 3/4 million vælgere tre gange SF's nuværende repræsentation i Folketinget - eller måske mere relevant en lille fordobling af Venstres repræsentation.

De marginaliserede og de marginaliseringstruede er i disse år mindre og mindre sikre på, at arbejderbevægelsens velfærdsstat også vil og kan sikre dem. De afkobles de nye arbejdsmarkedspensioner, den nye efterløn og ikke mindst relevant uddannelse, som kan fastholde dem på arbejdsmarkedet. I en valgkamp bliver de vanskeligere og vanskeligere at mobilisere på myten om velfærdssamfundet.

Det gode Samfund overser, at prisen, der betales ved marginalisering, er blevet meget større inden for de sidste tyve år. Hvor graden af økonomisk lighed, hvad indkomsterne angår, ikke er ændret afgørende, der er den sociale polarisering mellem danskerne alligevel forøget.

Den gode stat trækker sig tilbage, og alt bliver mere arbejdsmarkedsrelateret. Problemet er "blot", at det danske arbejdsmarked (og dets parter) ikke har tradition for og ikke er indrettet på at tage et socialt ansvar. For nyligt ville Dansk Metal lave en reportage over industrivirksomheder med en formuleret og eksemplarisk seniorpolitik. Reportagen udeblev, for en sådan dansk industrivirksomhed findes ikke. Nævnes kan også, at sygdom er en privat sag, der ligger hinsides ethvert arbejdsgiveransvar. - Og antallet af førtidspensionister stiger! Nævnes kan også, at arbejdsgiverne i dagens morgenradioavis harmes over, at 20.000 indberetninger på bistandsmodtagere, som ikke er fremmødt til samtale hos AF, ikke har medført væsentlige økonomiske sanktioner. Bistandsmodtagere, som de samme arbejdsgivere intet ansvar føler over for. Nævnes kan også, at arbejdsmarkedets parter samt enhver politiker, der ønsker at vide, udmærket ved, at 66.000 personer i aktivering ikke er 66.000 personer, som på et dynamisk arbejdsmarked gennem om- og opkvalificering er på vej tilbage til arbejdsmarkedet. Alle, der ønsker at vide det, ved, at aktivering kan bestå i et besøg på Zoologisk Museum, en tur i byen, et opkald om morgenen med meddelelse om udeblivelse p.g.a. et "vigtig møde" mig her eller der, kort sagt bestå i meningsløse dage, som blot skal overstås efter krav fra Det gode Samfund.

At få arbejdsmarkedets parter til at tage socialt ansvar kræver incitamenter, som stikker dybere i Det gode Samfunds indretning end et indtagende smil fra Karen Jespersen. Problemet er ikke, at modernisterne i arbejderbevælgelsen vil reformere den danske velfærdsstat. Problemet er, at deres reformer afkobler arbejdsmarkedets svageste fra solidaritetens gamle former, før de har opbygget endsige udtænkt nye arbejdsmarkedsrelaterede solidaritetsformer, som kan gøre de svage stærke.

I Danmark indretter og tilpasser vi os - og det gør de marginaliserede også. Betalingsformen veksler mellem krone og plat. Men i Det gode Samfund hader man plat livsform - og jeg skal komme efter dig! Så når de marginaliserede - som et eksempel - bosætter sig helårs i et sommerhusområde, så kommer Svend Auken efter dem, medens Anders Fogh Rasmussen udmelder, at nu skal vi heller ikke tage alle livsglæderne fra de marginaliserede. En sikker stemme til højre i dansk politik er blevet skabt - ikke p.g.a. nogen nødvendighed, men fordi dagens danske centrum-venstre samfundsreformatorer nedbryder solidariteten i det gamle samfund før nye solidaritetsformer er udviklet i det nye samfund.

At udvikle disse nye solidaritetsformer - et arbejdsmarked med socialt ansvar - haster, da vi dagligt kan se, at de marginaliseringstruede er ved at miste tålmodigheden med såvel fagbevægelsen som de gamle arbejderpartier.

Tilbage til top