Startside ] Op ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] [ Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Lov om markedsføring
Ordførertale
Folketinget den 22. november 1991


Forslag til lov om ændring af lov om markedsføring.

Ordførertale for SF ved første behandling af lovforslag nr. L 102 fremsat for Fremskridtspartiet af Michael Kock,  Folketinget 22. november 1991.

Som det allerede er fremgået af debatten, var et lignende forslag til behandling i dette høje Ting så sent som i foråret 1990, så om ikke andet kan forslagets genfremsættelse i dag give os anledning til at repetere vore argumenter fra den gang. Man kan så håbe, at repetitionen kan bringe nye synsvinkler frem - selv om jeg har mine stærke tvivl herom.

Jeg vil medgive Fremskridtspartiet og Hr. Michael Kock så meget, at vi med disse 4 forbudsparagraffer i markedsføringsloven er ude i en grå zone, hvor de handlende ofte bryder loven uden at det afføder højlydte forbrugerprotester.

Et opkald til forbrugerombudsmanden overbevidste mig dog om, at bemærkningen til lovforslaget om, at "loven brydes dagligt uden væsentlige indsigelser" ikke holder stik i virkelighedens verden. I Forbrugerstyrelsen får man så mange klager - i reglen fra andre handlende - at man dårlig nok har tid til at behandle de mange sager med evt. indgivelse af politianmeldelse med mere.

Men det at loven brydes, og det at de administrerende myndigheder tilsyneladende ikke har ressourcer til at sikre lovens overholdelse, det kan aldrig for os blive et argument for, at så kan vi lige så godt ophæve loven.

Det reelle spørgsmål er for os, om forbudsbestemmelser er med til at sikre forbrugerens interesser. Det mener vi i SF, at de er, og derfor går vi fortsat ind for at de 4 konkrete forbud bevares, idet vi ikke føler os tilstrækkeligt dækker ind af den generelle bestemmelse om "god markedsføringsskik".

Heroverfor lyder så modargumenterne, at forbrugeren nok selv kan administrere sit forbrugsvalg, at forbrugeren nok er klog nok til at gennemskue reklametilbudene, at forbrugeren ikke behøver nogen formynderisk reklamebeskyttelse. Vi skal give forbrugeren den fulde frihed; vi skal have tillid til forbrugerne.

Nu er vi jo alle forbrugere, og når jeg som forbruger ikke er interesseret i  hverken tilgift eller modgift, rabatmærker, præmiekonkurrencer eller rentefrie konti, så er det ikke, fordi jeg mangler tillid til mig selv, men fordi mine interesser som forbruger ikke herved bliver varetaget.

Som forbruger er jeg interesseret i en reklame, der giver reel forbrugeroplysning om varens kvalitet og pris. Jeg har ikke brug for prisslørende foranstaltninger, og jeg har ikke interesse i at betale for en reklame, som ikke er forbrugeroplysende.

Alle de omtalte forbud er rettet mod markedsføringstilbud, der skal få mig til at tro, at jeg får noget forærende; at noget er gratis - og det tænder jo julelysene i enhver forbrugers øjne. Men det er og forbliver et bedrag - for det er forbrugeren selv, der i sidste instans kommer til at betale.

Danskerens næsten ufattelige spillelidenskab skal tilfredsstilles - ingen tvivl om det. Men det forhold, at vi er en nation af lykkelige Lotto-jægere behøver jo ikke at udfolde sig, når den daglige indkøbskurv skal fyldes op. Hvorfor skal jeg betale for at deltage i en konkurrence om en smart sportsvogn, når jeg kun var interesseret i at købe en pose vaskepulver?

Til slut argumentet om, at dansk erhvervsliv vil tabe markedsandele til udenlandske konkurrenter, hvis porten ikke åbnes for tilgift og lodtrækninger.

Argumentet er ikke ubetinget velbegrundet. Det danske forbud på området kunne jo omvendt tilskynde reklamebureauernes og marketingsafdelingernes kreativitet til at gå en anden retning: i retning af en konkurrence på reel forbrugeroplysning, beskrivelse af varens kvalitative data, miljøprofil m.m.

En sådan konkurrence ville nok i større grad være i forbrugernes interesse.

Tilbage til top