|
Myter om sundhedssektoren
Kommentar. Medforfatter Lensa
Gjedde Olsen
Socialistisk Weekend den 18. november 1988
Stik
mod den almindelige opfattelse har udgifterne til sundhedssektoren
været relativt faldende. Det
er en udbredt opfattelse i befolkningen, at udgifterne til
sundhedssektoren er eksploderet. Denne "sikre folkeviden"
bygger Bjarke Møller og Michael Cubbin (SFU) også på i deres allerede
meget kritiserede kronik: På vej mod et oprør (SW nr. 33). De
skriver, at vi i sundhedssektoren må "privatisere store dele af
udgifterne til virksomhederne", da "den offentlige sektor jo
er alt for stor på det område, hvor udgifterne er eksploderet pga.
udbytningen af mennesker i arbejde". Fremfører
propagandaen en løgn tilstrækkelig mange gange, forvandles den til en
sandhed. Åbenbart også i SFU. I virkelighedens verden har udgifterne
til sundhedssektoren været relativt faldende i mere end ti år. Hvor de
i 1976 udgjorde 12.6 % af de funktionsopdelte offentlige udgifter, er de
i 1985 faldet til 10.4 %. De
udgifter i den offentlige sektor, som for alvor er eksploderet, er de
såkaldte overførselsindkomster (bistandshjælp,
arbejdsløshedsunderstøttelse m.m.). De tilsvarende tal for
arbejdsløshedsunderstøttelse er 4.9 % i 1976 og 8.9 % i 1985, dvs
udgifterne til de arbejdsløse er efterhånden tæt på at koste
samfundet det samme som hele sundhedssektoren. Men
denne eksplosionsstigning udtrykker alene en i virkeligheden syg men
sorgløs; en i virkeligheden uduelig men her-går-det-godt privat
sektor, som ved den mindste modgang sparker alle udgifterne over i den
offentlige sektor - som herefter kritiseres for at være for dyr. Når
SFU'erne endvidere ønsker en arbejdsgiverfinansieret sundhedssektor,
så indebærer en sådan model ikke nødvendigvis besparelser for
samfundet som sådan. SFU's model findes allerede i Vesttyskland og
Frankrig - den såkaldte Bismarck-model. Her finansieres
sundhedssektoren først og fremmest gennem arbejdsgivernes indbetaling
til non-profit forsikringsfonde. OECD
har for en række velstående lande sammenlignet sundhedsudgifternes
totale andel af bruttonationalproduktet, og for f.eks. Frankrig udgjorde
de i 1984 9.4 %. I Danmark, hvor vi har den såkaldte Beveridge-model
med gratisydelser finansieret gennem omfordeling over indkomstskatterne,
udgjorde sundhedsudgifterne samme år kun 6.3 %. Dyrest er
sundhedssektoren i USA, hvor man har den såkaldte Privat-forsikringsmodel.
Det tilsvarende tal er her 10.7 %. De rige har intet imod en dyr
sundhedssektor - blot den er forbeholdt dem selv. SFU'ernes
ønske om at "nedbryde" velfærdsstaten må afvises. Samtidig
med at arbejderbevægelsen ser i øjnene, at meget i velfærdssamfundet
har taget en form, som ikke var indeholdt i intentionerne. Eksempelvis
er det såkaldte gratisprincip hverken et socialistisk princip endsige
altid et solidarisk princip. At gøre en vare gratis for den enkelte, er
at gøre den gratis for såvel rig som fattig. Det kan være solidarisk,
men det kan også være en uigennemsigtig måde, hvorpå den fattige
betaler til den riges forbrug. Gratis hjemmehjælp til de rige er blot
et eksempel på en "omvendt Robin Hood". Solidariteten med de
svageste i samfundet, som den oprindeligt er udtænkt i
arbejderbevægelsens tanker om "velfærdsstaten", har de
velbjergede på A-holdet langt hen af vejen fået omdannet til en
systematisk begunstigelse af dem selv. I
følge en undersøgelse fra Danmarks Statistik modtager husstande med en
indtægt på over 300.000 kr. offentligt tilskud på 25.359 kr. (på
udvalgte områder som læge- og tandlægebesøg, hospitalsophold,
hjemmepleje, børnepasning og undervisning). Er
husstandsindtægten mellem 100.000 og 150.000 kr er de offentlige
ydelser på 12.449 kr., hvorefter de falder til godt 8.000 kr. for
husstandsindtægter under 50.000 kr. Men var dette hensigten med
"velfærdsstatens" indbyggede solidaritet? Eller
når helt unge i dag under de givne vilkår "vælger" en
fremtid som førtidspensionist, var det så det, vi ønskede
velfærdssamfundet skulle bruges til? Nytænkning er godt, og i
arbejderbevægelsen er der brug for nytænkning i forhold til
"velfærdsstaten" (den offentlige sektor), men om
arbejderbevægelsen også har brug for SFU'ernes nytænkning, det synes
mere end tvivlsomt.
|