Startside ] Op ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] [ Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Myter om sundhedssektoren
Kommentar. Medforfatter Lensa Gjedde Olsen
Socialistisk Weekend den 18. november 1988


Stik mod den almindelige opfattelse har udgifterne til sundhedssektoren været relativt faldende.

Det er en udbredt opfattelse i befolkningen, at udgifterne til sundhedssektoren er eksploderet. Denne "sikre folkeviden" bygger Bjarke Møller og Michael Cubbin (SFU) også på i deres allerede meget kritiserede kronik: På vej mod et oprør (SW nr. 33). De skriver, at vi i sundhedssektoren må "privatisere store dele af udgifterne til virksomhederne", da "den offentlige sektor jo er alt for stor på det område, hvor udgifterne er eksploderet pga. udbytningen af mennesker i arbejde".

Fremfører propagandaen en løgn tilstrækkelig mange gange, forvandles den til en sandhed. Åbenbart også i SFU. I virkelighedens verden har udgifterne til sundhedssektoren været relativt faldende i mere end ti år. Hvor de i 1976 udgjorde 12.6 % af de funktionsopdelte offentlige udgifter, er de i 1985 faldet til 10.4 %.

De udgifter i den offentlige sektor, som for alvor er eksploderet, er de såkaldte overførselsindkomster (bistandshjælp, arbejdsløshedsunderstøttelse m.m.). De tilsvarende tal for arbejdsløshedsunderstøttelse er 4.9 % i 1976 og 8.9 % i 1985, dvs udgifterne til de arbejdsløse er efterhånden tæt på at koste samfundet det samme som hele sundhedssektoren.

Men denne eksplosionsstigning udtrykker alene en i virkeligheden syg men sorgløs; en i virkeligheden uduelig men her-går-det-godt privat sektor, som ved den mindste modgang sparker alle udgifterne over i den offentlige sektor - som herefter kritiseres for at være for dyr.

Når SFU'erne endvidere ønsker en arbejdsgiverfinansieret sundhedssektor, så indebærer en sådan model ikke nødvendigvis besparelser for samfundet som sådan. SFU's model findes allerede i Vesttyskland og Frankrig - den såkaldte Bismarck-model. Her finansieres sundhedssektoren først og fremmest gennem arbejdsgivernes indbetaling til non-profit forsikringsfonde.

OECD  har for en række velstående lande sammenlignet sundhedsudgifternes totale andel af bruttonationalproduktet, og for f.eks. Frankrig udgjorde de i 1984 9.4 %. I Danmark, hvor vi har den såkaldte Beveridge-model med gratisydelser finansieret gennem omfordeling over indkomstskatterne, udgjorde sundhedsudgifterne samme år kun 6.3 %. Dyrest er sundhedssektoren i USA, hvor man har den såkaldte Privat-forsikringsmodel. Det tilsvarende tal er her 10.7 %. De rige har intet imod en dyr sundhedssektor - blot den er forbeholdt dem selv. 

SFU'ernes ønske om at "nedbryde" velfærdsstaten må afvises. Samtidig med at arbejderbevægelsen ser i øjnene, at meget i velfærdssamfundet har taget en form, som ikke var indeholdt i intentionerne.

Eksempelvis er det såkaldte gratisprincip hverken et socialistisk princip endsige altid et solidarisk princip. At gøre en vare gratis for den enkelte, er at gøre den gratis for såvel rig som fattig. Det kan være solidarisk, men det kan også være en uigennemsigtig måde, hvorpå den fattige betaler til den riges forbrug. Gratis hjemmehjælp til de rige er blot et eksempel på en "omvendt Robin Hood". Solidariteten med de svageste i samfundet, som den oprindeligt er udtænkt i arbejderbevægelsens tanker om "velfærdsstaten", har de velbjergede på A-holdet langt hen af vejen fået omdannet til en systematisk begunstigelse af dem selv.

I følge en undersøgelse fra Danmarks Statistik modtager husstande med en indtægt på over 300.000 kr. offentligt tilskud på 25.359 kr. (på udvalgte områder som læge- og tandlægebesøg, hospitalsophold, hjemmepleje, børnepasning og undervisning).

Er husstandsindtægten mellem 100.000 og 150.000 kr er de offentlige ydelser på 12.449 kr., hvorefter de falder til godt 8.000 kr. for husstandsindtægter under 50.000 kr. Men var dette hensigten med "velfærdsstatens" indbyggede solidaritet?

Eller når helt unge i dag under de givne vilkår "vælger" en fremtid som førtidspensionist, var det så det, vi ønskede velfærdssamfundet skulle bruges til? Nytænkning er godt, og i arbejderbevægelsen er der brug for nytænkning i forhold til "velfærdsstaten" (den offentlige sektor), men om arbejderbevægelsen også har brug for SFU'ernes nytænkning, det synes mere end tvivlsomt.

Tilbage til top