Startside ] Op ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] [ Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


SF og Det nationale Kompromis
SF'ere for Europa. Nyhedsbrev november 1997
Nyt Europas hjemmeside sommeren 1998.


Frisk blæsevejrsøkonomi eller læhegnsøkonomi

Forleden kom jeg forbi den store parkeringsplads på Refshaleøen, hvor københavnske arbejdere tidligere parkerede deres biler, når de skulle på arbejde på værftet - B&W Skibsværft, grundlagt 1843. Nu bygges skibene i Syd-Korea, og parkeringspladsen er omdannet til en arbejdscamp for 200-300 udenlandske arbejdere, hvis opgave det er at bygge noget så københavnsk som Københavns nye metro.

Møde med en gammel bekendt

På Mini-Metroens personalekontor møder jeg en tidligere B&W-arbejder på jagt efter arbejde. Efter B&W's lukning - fortæller han mig - har han haft lidt smedearbejde på Øresundsforbindelsen sammen med spaniere og andet godtfolk; arbejdet for en svensk underleverandør på et værft i Landskrona og sidst været en tur oppe under polarcirklen i den norske byg Mosjöen for som indlejet arbejdskraft at samle jerndragere til Øresundsbroens jernbanedel.

De sidste job-skift rundt i Norden har tynget ham til jorden. Ikke på grund af selve arbejdet, men på grund af den papirmængde, som offentlige myndigheder kaster i nakken på ham, hver gang års A-kasseoplysninger, jobforhold m.m. skal sendes frem og tilbage mellem Danmark, Sverige og Norge med en ekspeditionstid på 2-3 måneder i hvert land.

Efter den obligatoriske forbandelse over det omsiggribende kontrolsystem i den danske A-kasselovgivning (DDR har ikke eksisteret forgæves), må jeg naturligvis overfor netop denne gamle B&W-bekendt, som i 70'erne var på en pilgrimsfart til Kina for at hylde Mao Zedong's store bonderevolution og dennes bekendelse til egne kræfter og egne ressourcer, afslutningsvis i samtalen udæske ham hans stillingtagen til Amsterdam-traktaten.

"Jeg stemmer ja", svarer han. "Verdenen er blevet en anden. Den er blevet meget mindre. I 70'erne trængte jeg mig på verdenen, nu er det den, der trænger sig på mig".

I november 1989 var jeg i Berlin. Grebet af den euforiske stemning hugger også jeg et lille stykke af muren sammen med nogle af mine kommunistiske venner fra DDR. I grunden grotesk souvenir - denne DDR-beton.

En "murspætter" i Berlin

Alle fornemmer vi, at vi står midt i netop dén enkeltstående begivenhed, som markerer en epokes afslutning. Når tænksomnme mennesker fornemmer, at døden er indtrådt, men endnu ikke fornemmer noget liv efter døden, så er tiden for disse tænksomme blevet post-et-eller-andet. Post-industriel, post-moderne osv. Som "murspættere" i Berlin i november 1989 har vi hørt til de tænksomme, for vi fornemmer alle meget stærkt, at tiden for os er blevet post. Nærmere bestemt post-den-nationale-vej-til-socialisme; post-den-nationale-vej-til-protektionistisk-velstand og velfærd.

Man kan diskutere, hvem der tabte og hvorfor. Men man kan ikke diskutere, hvem der vandt. Det gjorde verdensmarkedet, den globaliserede kapitalisme, som med IT-revolutionen i ryggen besidder en global produktionsformåen.

Økonomisk nationalisme

Frem til november 1989 har ingen socialistiske arbejderbevægelser nogen sinde forfulgt andet end nationale strategier for forandring og udvikling. Strategien, der førte til selve den store Oktoberrevolution, i hvis skygge vi trods alt har levet fra 1917 til 1989, var i bund og grund en national strategi, hvilket Lenin forstod med hjernen og Stalin med de dybestliggende instinkter. Rygterne om socialisternes såkaldte internationalisme er stærkt overdrevne, idet jeg ikke henregner godgørenhed/solidaritet til en international strategi for socialisme. Det er først i vor tid, at demokratiske og socialistiske kræfter på den globale kapitals dagsorden er blevet tvunget til at formulere internationale strategier for udvikling og forandring. Det er det, som har gjort vores tid til en anden tid.

I vor epoke er spørgsmålet om nationale eller internationale strategier blevet den vigtigste skillelinie blandt socialister. Valget står mellem et nationalt vi-kan-selv-projekt, som før eller siden må føre til Danevirkes genopbygning, men nu i tre-dobbelt højde og et internationalt vi-skal-i-fællesskab-projekt, som før eller siden vil tvinge demokratiet og det politiske engagement ud over landegrænserne. Læhegnsøkonomi eller frisk blæsevejrsøkonomi er alternativerne, som vi har at vælge imellem.

Da tiden blev post for socialdemokraterne

At tiden er blevet post opdager man i den socialdemokratiske bevægelse i 1973/74. I disse år med bilfrie søndage, efter oliekrisen og jordskredsvalget til højre fornemmer mange af datidens socialdemokrater, at tiden er blevet post-gør-gode-tider-bedre. Men der skal gå 25 år før de første socialdemokrater igen begynder at se lyset. Det nye liv! Det sker, da Mogens Lykketoft en morgen for ikke så længe siden efter en god nats søvn vågner op, og ser EU træde frem fra uklarhedens mørke for at åbenbare sig som "et socialdemokratisk projekt".

Da tiden blev post for folkesocialisterne

At tiden er blevet post opdager man i Socialistisk Folkeparti, da man i 1991/92 opgiver den gamle EF-modstand, hvor idealet stadigvæk er de gamle paroler fra plakaterne i 1972. Jeg husker bl.a. denne: "Vi kan selv - ude af EF" - illustreret med et billede af en sortbroget ko, et dannebrogsflag og en rigtig arbejder i arbejdstøj.

SF's ændrede europastrategi fra 90'ernes begyndelse placerer igen SF centralt på landkortet. For første gang i partiets historie siger man, at nærværende problemer - altså ikke den endegyldige socialistiske sejr på verdensplan - men nærværende her-og-nu-problemer i forhold til miljø, økonomi og velfærd kræver en international strategi for at blive løst. Det er et brud med 100 års praktisk socialistisk tænkning, og naturligvis vendes dén skude ikke "over-night".

Tilbage til kursændringen og så fremad igen

Min gamle B&W-bekendt, ham med pilgrimsfarten til Kina, stemmer ja til Amsterdam-traktaten - ikke fordi han har vejet traktakteksten på en guldvægt, men fordi dagsordenen på nærværende problemer er blevet internationale, og den dagsorden sætter Amsterdam-traktaten nogle relevante fodaftryk på.

En ja-kampagne for Amsterdam-traktaten skal naturligvis redegøre sagligt for de forbedringer traktaten indeholder, men det skal gøres på en måde og i en kontekst, som følger op på kursændringen fra begyndelsen af 90'erne: Den kursændring, som peger på nødvendigheden af en international strategi for at sikre og udvikle velfærdssamfundet.

 

Holger K. Nielsen har ikke erklæret sig uenig i SF's nye europakurs fra begyndelsen af 90'erne. Men tingene har ofte sin egen logik. I en nej-kampagne mod Amsterdam-traktaten, markedsført side om side med Folkebevægelsen, Enhedslisten osv, og som bæres oppe af dem, som også stemte nej til Edinburg og Det nationale Kompromis, må enhver forhåbning om, at SF's nye europakurs fra 90'ernes begyndelse går ind på lystavlen hos vælgerne forekomme mere end naivt. Et er hvad der siges - det hele er ikke ambitiøst nok, resultatet burde være bedre, om igen, genforhandling osv - noget andet er, hvad der høres og forstås, og det er: Stem nej til EU, stem nej til mere union og dem der nede i Bruxelles. Fasthold forbeholdene - der må være en grænse!

Mere eller mindre union

Derfor har den aktuelle uenighed i SF i virkelighen udløst en ny, intern dagsorden. Kursændringen fra 90'ernes begyndelse skal generobres påny. På det sidste landsmøde opnåede SF's europapolitik 1/3 af de delegeredes stemmer. Det er sandheden bag bragesnakken. Derfor ligger SF's europapolitik i dag i ruiner. I forbindelse med generobringen vil det være gavnligt om kursændringen blev gennemtænkt klarere og på dette grundlag præciseret og konkretiseret.

Gennemtænkt klarere i forhold til problemstillingen: "Mere eller mindre union".

Rækkefølgen er denne: Globaliseringen sætter en ny dagsorden. Nærværende her og nu problemer kræver en international strategi for at blive løst. Målet er at få de formulerede problemer løst. Det er det primære. Midlet kan være mellemstatslige aftaler; midlet kan være overstatslige aftaler indgået mellem principielt suværene nationalstater; midlet kan være politisk support til diverse NGO'er m.m., men hvor i socialismens ABC står det nedskrevet, at vi i dette spørgsmål har med en hellig ko at gøre. Intet steds. Det står imidlertid nedskrevet i nationalismens ABC. For at fremme målet på miljøområdet har SF allerede accepteret overstatslige aftaler, fordi dette middel er mere effektivt til indfrielsen af netop dette mål.

Skillelinien er altså ikke "mere eller mindre union", men hvilken union på hvilke spørgsmål - altså samarbejde om hvad og på hvilket samarbejdsgrundlag. Amsterdam-traktaten markerer her et begyndende skift i retning af, at det er principielt suveræne nationalstater, som på forskellige niveauer forpligtiger hinanden til samarbejde på specifikke samfundsområder. Schlüter har ret. Unionen forstået som Europas forenede Stater er stendød.

National suverænitet kontra politisk suverænitet

Gennemtænkt klarere i forhold til problemstillingen: National suverænitet kontra politisk suverænitet.

EU-modstandernes stærkeste trumfkort kommer i spil, når det lykkes dem, at spille på danskernes sunde frygt for at miste suverænitet. Deres svar er en fastholdelse af den nationale suverænitet, jvf. Grundlovssagen, parolen "der må være en grænse" osv. Som altid går populisme og nationalisme hånd i hånd.

Det kan være svært på en folkelig måde at kommunikere "reel suverænitet" ud, men historien er forlængst løbet fra den danske grundlovs suverænitetsbegreb (§ 20, stk. 1). Når 361 "danske" virksomheder svarende til 63.000 "danske" arbejdspladser siden 1993 er overtaget af udenlandsk kapital, så afgiver Danmark ikke suverænitet i Grundlovens forstand. Men når Amsterdam-traktaten i artikel 129A og artikel 153 påbyder, at EU fremover i sine direktiver m.m. skal inddrage forbrugerbeskyttelseshensyn, så afgiver Danmark suverænitet. Hvis danske borgere gennem en internationalisering af politikken opnår øget suverænitet over for de truende miljøkatastrofer samt øget suverænitet over for den fædrelandsløse kapitals umættede hunger efter maksimal profit, så risikerer de samme borgere i Grundlovens forstand at have mistet suverænitet. Det er grotesk.

At puste nyt liv og handlekraft i nationalstaternes politik og demokrati er i dag betinget af, at der skabes de nødvendige internationale betingelser herfor. At der skabes politisk handlekraft for global styring, hvor global styring er påtrængende. Det er suverænitet.

Suverænitet er handlekraft

Over for modstandernes krav om "national suverænitet", må venstrekræfterne fremholde perspektivet om "politisk suverænitet". Politikkens suverænitet skal netop genskabes. Vi efterlyser politikere, som reelt besidder handlekraft. Politikere som besidder evnen til at regere; som ikke blot besidder legitimiteten til at regere men også magten til at regere. Nationalstaternes politikere vil i årtier frem udgøre omdrejningspunktet i den politiske beslutningsproces, fordi de mere end nogen andre besidder den demokratiske legitimitet til at regere. Det er blot folkestyrets store problem og centertunge opgave, at tilvejebringe de nødvendige internationale betingelser for, at de nationale politikere også reelt er suveræne i deres handlekraft.

Jeg er ikke i tvivl om, at nationalstaten fortsat har en stor fremtid foran sig - blot der skabes de nødvendige internationale rammer for dens handlekraft. Det er vor epokes store udfordring. Det er det europæiske centrum-venstres udfordring.

Haves: Fire undtagelser. Ønskes: Nationalt kompromis

SF har virkelig grund til at tænke denne problemstilling klarere igennem, idet SF-barnet, de fire forbehold og det såkaldte "Nationale kompromis" uhjælpeligt hænger fast i et forældet suverænitetsbegreb.

Forbeholdene formår ikke, formuleret som et kompromis, at trække en fremsynet skillelinie mellem liberalister og socialister, mellem marked og regulering i en mere åben verden. Forbeholdene forsøger at trække historien tilbage i en national fastholdelse af modsætningen mellem gode, gamle Danmark og dem der nede i Bruxelles.

Forbeholdet over for den fælles mønt trækker eksempelvis skillelinien et helt forkert sted, som aldrig kan forblive holdbart. De liberalistiske konvergenskrav i ØMU'ens 2. fase siger "kompromisset" ja til, men selve mønten og indflydelsen på mønten siger det nej til. Kompromisset siger ja til liberalismen, men nej til indflydelsen. Et sådan kompromis indgået i det socialt indstillede danske kongerige bør alene føre frem til historiens mødding. Konvergenskravene har på 3 år øget arbejdsløsheden i EU med 5 millioner. Disse 5 millioner politisk skabte ofre foran ØMU-alterets konvergenskrav klapper næppe i hænderne for dette projekt, men lægger snarere øre til Jean-Marie Le Pens m. fl.'s populisme.

Hvor er kompromisset mellem marked og regulering i dette forbehold? Det er der ikke. Danmark sidder alene tilbage med sin nationale suverænitet og en forsamling afmagtspolitikere, som retteligt burde indrykke denne annonce i den Blå Avis: Haves: Fire undtagelser. Ønskes: Et nationalt kompromis.

Danmarks plads i den internationale arbejdsdeling

Kursændringen i SF fra 90'ernes begyndelse bør også gennemtænkes klarere i forhold til problemstillingen: Danmarks plads i den internationale arbejdsdeling.

En international strategi for at sikre og udvikle velfærdssamfundet er ikke blot et spørgsmål om at komme børnearbejdet i Pakistan til livs; at komme det illegale immigrantarbejde i Syditalienske gartnerier til livs osv, men lige så meget et spørgsmål om at udvikle de nationale potentialer, som i sidste instans skal skabe plads til 2.5- 3.0 million danske højtlønsarbejdspladser i en åben og global økonomi.

Unge på tekniske skoler, som mangler elementære læsefærdigheder, udgør en større trussel mod det danske velfærdssamfund end de polske timelønninger på 2-3 $. Det er netop den globale kapitals vilkår, som anskueliggør for os, at den største trussel mod det danske velfærdssamfund, befinder sig i Danmark.

Truslen består bl.a. i den 1/3 ungdomsårgang, som aldrig får en kompetencegivende uddannelse. De er i kraft af den globale kapitalisme truet som aldrig før. Det gode ved denne trussel er, at vi umiddelbart kan gøre noget ved den, hvis vi vil. Svaret hedder en erhvervskompetencegivende uddannelse til alle vedligeholdt livet igennem. Nåede vi så langt (plus et par initiativer til), så kunne det godt blæse op til frisk kuling fra sydøst, og de højtlønnede arbejdspladser ville bare vælte ind over landegrænsen.

Den såkaldte trussel fra Østeuropa

Et par tal til denne problemstilling skal her gengives, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har udarbejdet for Dansk Metalarbejderforbund. Påstand: Vi taber arbejdspladser til de østeuropæiske lavtlønslande. Korrekt, men den fulde sandhed er, at den øgede samhandel med Østeuropa siden 1990 har skabt flere arbejdspladser i Danmark end det antal, som er tabt.

Danske eksportarbejdspladser, som direkte kan henføres til Central- og Østeuropa samt Rusland er i dag på 30.000 - en stigning på 20.000 siden 80'erne. Hvor importen siden slutningen af 80'erne er steget med 140% til denne region, er eksporten steget med 375%. Samlet set har Danmark et pænt overskud på handelsbalancen med lavtlønslandene. Danmarks investeringer i lavtlønslandene udgør 0.3% af BNP i forhold til et samlet udenlandsk investeringsniveau på 2 % af BNP.

"Udviklingen" og ikke mindst udfordringen skjuler sig i følgende tal. I perioden fra '82 til '92 tabte Danmark ca. 56.000 eksportarbejdspladser (273.000 til 217.000) besat med personer uden nogen erhvervskompetencegivende uddannelse. I samme periode vandt Danmark 59.000 eksportarbejdspladser (152.000 til 211.000) besat med personer med en erhvervskompetencegivende uddannelse. Indregnes personer med en videregående uddannelse gav eksporten i 1992 arbejde til 83.000 flere personer end i 1982.

Det samme forhold gør sig gældende på hjemmemarkedet, hvor det er arbejdspladserne besat med personer uden nogen erhvervskompetencegivende uddannelse, som er truet. I tiåret fra 82' til '92 er hjemmemarkedsarbejdspladser med ringe udddannelsesindhold faldet fra 42% til 33.6% af den danske beskæftigelse, og arbejdspladser med uddannelsesindhold steget tilsvarende. En international strategi handler også om, at vi finder vores plads i den internationale arbejdsdeling.

I forhold til en generobring af kursændringen fra 90'ernes begyndelse bør SF også helt anderledes og tydeliggørende konkretisere de politikområder, som i dag efterspørger en international strategi. Her følger nogle strøtanker.

  • EU skal være et socialt velfærdsprojekt

- Sikring af ordentlige løn- og arbejdsforhold herunder et godt arbejdsmiljø har klart i dag en international dimension, som omfatter gennemførelsen af minimumskrav på området inden for EU. Allerede i dag fungerer EU-samarbejdet reelt som en løftestand på miljønormer, lønniveauet m.m. for hele det Østeuropa, som er på vej ind i samarbejdet.

Men ville det være en farbar vej frem, at få EU til at stille sociale deklarationskrav til varerne på verdensmarkedet! Deklarationskrav som eksempelvis omfatter forbud mod varer fremstillet af børn, fanger m.m. Eller kravet kunne rettes mod de transnationale selskaber i forhold til deres mange underleverandører - f.eks. af lønmodtagerne i De europæiske Samarbejdsudvalg. I USA er det blevet populært, at store virksomheder indgår en "Code of Conduct", et sæt etiske normer, som også udenlandske underleverandører skal overholde. Men EU kunne pålægge De europæiske Samarbejdsudvalg at udarbejde en virksomhedsetik, som eksempelvis som minimum omfatter en opfyldelse af EU's arbejdstidsdirektiv, arbejdsmiljøbestemmelser m.m. i alle produktionsled jordkloden rundt.

Eller vil det være en farbar vej frem, at de europæiske lønmodtagere organiserer sig direkte på europæisk plan for direkte at indgå europæiske aftaler om løn- og arbejdsforhold. Overvejelser som er langt fremme i EMF (Europæisk MetalarbejderFøderation).

  • Et EU i miljøets tegn

- Sikring af økologisk bæredygtighed. Elementer i en international strategi kunne være, at EU begynder at stille økologiske deklarationskrav til de varer, som får adgang til Det indre Marked. Økologiske deklarationskrav, som skal redegøre for varens miljøbelastning fra vugge til grav, fra fremstilling til forbrug/genbrug/bortskaffelse.

  • Skat på det reelle ressourceforbrug

- Omlægning af skatten til at være en skat på de ressourcer, som vi ønsker at økonomisere med. En virkelig omlægning af skatten bort fra beskatningen af den menneskelige arbejdskraft, kan kun indfries ved en international strategi. I forhold til den private sektors varefremstilling er markedet i dag formet på en sådan måde, at markedets prisdannelse alene afspejler omkostningerne ved den nøgne fremstilling af produkterne. De til denne fremstilling forbundne miljøomkostninger herunder arbejdsmiljøomkostninger samt sociale omkostninger i det hele taget er overladt til den offentlige sektor. Denne arbejdsdeling skaber på mange måder en uhensigtsmæssig adfærd, som animerer til ressourcespil, miljøforurening, nedslidning af den menneskelige arbejdskraft samtidig med at det virker hæmmende for genbrug og fremstilling af holdbare kvalitetsprodukter.

Problemet i dag er, at miljøforurening, energisvineri, nedslidning af arbejdskraften m.m. ikke er en adfærdsregulerende faktor på markedet, men alene en skattefaktor overfor borgerne. Den danske CO2-afgift er som foregangsmodel lige så flot, som dens reelle miljøpåvirkning inden for rammerne af den nationale selvstændigheds muligheder er uden udslagsgivende betydning.

Det hele bliver ondt være, når finansieringen af den offentlige sektor i udstrakt grad bæres oppe af en beskatning af den menneskelige arbejdskraft. Hvis beskatningen derimod blev målrettet mod produktionssektorens reelle ressourceforbrug i forhold til natur og samfund, så kunne markedet formes på en sådan måde, at markedets prisdannelse i større grad blev bærer af en ægte og sand information om samfundet. Men overhovedet at tænke i sådanne baner som en nationalt projekt er ren utopi.

  • Et EU til kamp mod de globale skatteunddragere

De transnationale virksomhederes legen kispus med de nationale skattelovgivninger må stoppes. Et europæisk fællesskab, som i den nationale suverænitets navn accepterer skattefrie øer og lande, er ikke noget fællesskab. Siden Reagan i 1986 nedsatte selskabsbeskatningen med 12 procentpoint har alverdens nationer forsøgt at tillokke udenlandsk kapital ved hjælp af de højeste etableringstilskud og de laveste sekskabsskatter. Her er ingen kvaler, skatteyderne betaler: Denne devise er i afmagtens navn blevet de nationale statteministres naive udbudsslogan - med velfærdssamfundet som indsats. Et mere ensartet europæisk beskatningsgrundlag er ikke en del af problemet, men en del af løsningen.

  • Et EU i beskæftigelsens tegn

- Sikring af en høj beskæftigelsesgrad. Kampen om den økonomiske politik skal generobres. I dag eksisterer der en konsensus om "den nødvendige økonomiske politik", som vi aldrig tidligere har set. Det skyldes, at den økonomiske politik er ophørt med at være et selvstændigt nationalt anliggende. Og hvorfor slås om noget, som vi alligevel ikke kan ændre på - tænker den pragmatiske politiker. En tilbageerobring af den politiske kamp på økonomiens område kan kun ske på internationalt niveau - eksempelvis i EU. Hvilken økonomisk politik skal euro'en afspejle? Det vil vi under alle omstændigheder være afhængige af. Her savner Europa et fremsynet kompromis mellem marked og plan, som bygger videre på de europæiske traditioner for socialt partnerskab. Står vi uden for, vil den danske indflydelse alene blive fremført af lobyister fra de største danske kapitalgruppers side (typisk Norges situation i dag). Er vi med, vil indflydelsen også kunne fremføres af folkevalgte politikere.

Afhængigheden kan ikke fravælges

Hvad er socialisme? Det er der givet mange definitioner på. Her følger én til: Socialisme er afhængighedens forvandling til fri virksomhed. Socialisme er en bestemt måde at indrette afhængigheden på, det være sig vores afhængighed til det globale miljø, den globale økonomi osv. Vi kan ikke ophæve vores afhængighed af hinanden, den vil i fremtiden alene blive uddybet. Derimod kan vi forsøge at indrette afhængigheden på en sådan måde, at den ligefrem efterlyser en almen og alsidig udvikling af det enkelte individ. Det er socialisme.

Om igen

Det nationale kompromis fra oktober 1992 - indgået mellem SF, Socialdemokratiet og De radikale - "forenede" ikke "befolkningen om Danmarks deltagelse i det fortsatte EF-samarbejde". Kompromisset banede vejen for, at et nej til Maastricht blev forvandlet til et forbeholdent ja til Maastricht. Hvis gamle EF-modstandere føler, at de blev snydt for en sejr, er det vel i grunde forståeligt.

Nyrups, Jelveds og Holger K's forbehold er i dag mere politik for EU-modstandere end "udgangspunktet" for "en mere fremadrettet europapolitik". I 1992 brugte Nyrup m.fl. kompromisset til at stemme "om igen".

Sels år senere, dvs i dag har vi brug for, at Det nationale Kompromis aktører gør deres dårlige politiske håndværk "om igen". Forbeholdene udtrykker ikke politiske forbehold over for den nyliberalistiske bølge, den omsiggribende deregulering, de frie markedskræfter, som samfundets regulator. Tværtimod. Maastrichttraktatens liberalistiske elementer tages der ikke forbehold over for, derimod er forbeholdene rettet mod traktatens ønske om mere politisk overbygning til markedets kræfter.

De fire forbehold kæmper en ikke-socialistisk kamp for nationalstaten. Det er dygt beklageligt - for netop i vor globale tidsalder er det alene en centrum-venstre kamp for internationale politiske fællesskaber og samarbejdsfora, der kan gengive nationalstaterne deres handlekraft.

Tilbage til top