Anders Laubjergs hjemmeside

25 års "neja" til EU
Kronik om EU
Politiken den 29. juli 1996

Arbejderbevægelsens erklærede internationalisme er så ædel en bekendelse, at den har dannet grundlag for adskillige sange. Men ét er højtidens idealer, noget andet er hverdagens virkelighed.

For så vidt som det er lykkedes dansk arbejderbevægelse at udvikle sig til en virkelig folkebevægelse, så er det sket omkring dén historiske opgave at tilkæmpe sig demokratiet. I denne over hundredårige kamp har sejrene været mangfoldige. Bevægelsen har i dag klart mere end sine lænker at tabe. Den har en virkeliggjort samfundsmodel at tabe: den såkaldte skandinaviske velfærdsmodel.

Kampen for det demokratiske velfærdssamfund var i sin form en national kamp. Derfor er dansk demokrati samt dansk arbejderbevægelses politiske kultur i al væsentlighed - herunder også institutionelt - knyttet til nationalstaten.

Men i disse år kører demokratiet i nationalstaterne mere og mere i underskud. Som forfatning kan demokratiet tilkæmpes "en gang for alle", men ikke som levende realitet. I dag må demokratiet omformes, hvis det skal bevares.

Årsagen hertil er, at økonomi og politik med rivende fart forskydes i forhold til hinanden. I takt med økonomiens globalisering tiltager folkestyrets afmagt inden for nationalstatens rammer.

Hvor den nationale platform tidligere udgjorde afsættet til løsningen af internationale problemer, er situationen i dag på så afgørende områder som økonomi og økologi den direkte omvendte. En international platform udgør i stigende grad afsættet for løsningen af nationale problemer. I denne omvending af forholdet mellem det nationale og internationale udvikler der sig et frit fald, hvor folkestyret bag Christiansborgs tykke mure mere og mere tager sig ud som verdens sødeste sogneråd.

Det er et problem! Og problemet er størst hos dem, der i hundrede år mest har sunget om internationalismen som et stemningsfuldt indslag mellem skåltalerne.

Først i vor tid er vi blevet globalt afhængige af hinanden. Økonomisk og økologisk. En bæredygtig fornyelse i arbejderbevægelsen er derfor knyttet til den politik, som sætter svarene på den globale udfordring øverst på dagsordenen. Paradoksalt nok er den globale orientering størst hos "de grønne", hvorimod "de røde" trækker mere i retning af det nationale.

Et tilbageblik på udmeldingerne fra arbejderpartierne de sidste årtier sætter ikke fokus på fornyelsens budskab. Når det gælder morgendagens mål er billedet præget af usikkerhed, flimmer og forvirring. Parolerne, som har kunnet skabe "alle-mand-af-huse-stemning", har ofte omhandlet kampen for at bevare - bevare velfærdssamfundet, bevare den nationale selvstændighed og den kendte politiske kultur i bred forstand. Det er et problem. Problemet har de sidste 25 år udviklet sig omkring spørgsmålet. Hvilken historisk skæbne er "den skandinaviske velfærdsmodel" mon i sidste instans tildelt inden for rammerne af Det europæiske Fællesskab?

Dette spørgsmål indleder vor tids store folkebedrag. EF/EU udgør ikke en trussel mod den skandinaviske velfærdsmodel! Dette løfte til folket fra landets politiske elite udgør dansk europapolitiks store folkebedrag.

Aflivningen af den skandinaviske velfærdsmodel blev i Danmark indledt i 1972. Med et ja til EF i 1972 sagde Socialdemokratiet - måske uden at være klar over det - farvel til den skandinaviske velfærdsmodel i sin hidtil kendte form.

Som på en anden stumfilm og i al sin larmende tavshed udåndede den skandinaviske velfærdsmodel som en dynamisk udviklingsform for samfundet med godkendelsen af EF-pakken i 1986.

Nekrologen over den skandinaviske velfærdsmodel er ti år efter vedtagelsen af EF-pakken endnu ikke skrevet, hvilket afspejler et manglende mod hos den politiske elite. Døden er bortløjet. Døden holdes skjult for befolkningen, som ikke desto mindre fornemmer sandheden. Derfor eksisterer der i dag en afgrundsdyb tillidskløft mellem befolkning og det officielle Danmarks europapolitik.

Den skandinaviske velfærdsmodel blev opbygget over et "historisk kompromis" af national karakter. Parterne bag kompromis'et var de nationale borgerskaber og de socialdemokratisk dominerede arbejderbevægelser i Norden. I de enkelte lande forenede kompromis'et fastholdelsen af et frit erhvervsliv med en omfattende nationalstatslig styring af finanspolitikken samt valuta- og pengepolitikken med et velfærdsmål for øje. Visionen i den skandinaviske velfærdsmodel er at knægte markedet  som samfundets herre for i stedet at gøre markedet til tjener for opnåelsen af villede velfærdsmål.

Den skandinaviske velfærdsmodel nyder i dag stor folkelig opbakning. Et solidt befolkningsflertal står bag den grundholdning, at økonomien skal formes som en drivkraft for velstand og velfærd til alle.

Men modellen er i krise. Det historiske kompromis' aktører er blevet ulige parter. Et transnationalt erhvervsliv står over for arbejderbevægelser, hvis strategier fortsat er nationale. En international økonomi står over for demokratier, folkestyrer og politiske kulturer i bred forstand, som endnu er knyttet til nationalstaterne.

I den skandinaviske velfærdsmodel var økonomi og politik analoge størrelser. De havde samme virkelighed som genstand - nationalstaten. Modellens krise er i dag karakteriseret ved, at gamle forbindelseslinier mellem økonomi og politik er kappet over, og nye er endnu ikke etableret. Vi udnævner fortsat en dansk økonomiminister, selv om dansk økonomi er ophørt med at eksistere. Vi lader fortsat embedsmænd udregne handelstallene mellem Danmark og Tyskland, selv om det reelt giver lige så meget mening, som at udregne handelstallene mellem Ringsted og Roskilde. Det samlede resultatet heraf er politisk afmagt i nationalstaterne og en dyb folkelig fremmedgørelse over for den globale økonomis udvikling.

Med Socialdemokratiets "Neja" til EF-pakken i 1986 affyrer partiet det kraftigste skud nogen sinde mod egen fod. At Dansk Metal anbefaler et ja samtidig med, at Ritt Bjerregaard anbefaler et nej til "Pakken", afspejler de ekstremt hårfine balancer i det socialdemokratiske "Neja".

Det taktiske Christiansborgspil omkring afstemningen i 1986 kan ikke skjule, at Socialdemokratiet i disse år stiltiende accepterer Schlüter-regeringens indførelse af "fast-kronekurs-politikken", én af de mest epokegørende omvæltninger i dansk økonomisk politik i efterkrigsårene. Stiltiende accepterer Socialdemokratiet en liberalisering af pengeverdenen, som effektivt skal forhindre fremtidige socialdemokratiske regeringer i blot at lege med tanken om at vende tilbage til dén økonomiske politik, som Anker Jørgensen i 80'ernes begyndelse slipper tøjlerne fra.

Socialdemokratiet afskriver sig et væsentligt element i efterkrigstidens "historiske kompromis" - den nationalstatslige styringskontrol af rente- og pengepolitikken (og finanspolitikken!) - uden at der bliver sat andre politiske styringsmuligheder i stedet. Dette er skuddet i egen fod.

Skulle denne begivenhed nogen sinde blive fremstillet i multi-medie form, ville det være oplagt at supplere teksten med en filmstrimmel om den homeriske Odusseus, der lod sin besætnings øren tilstoppe med voks og sig selv binde til masten, for ikke at lade sig lokke af sirenernes tillokkende sang under passagen forbi de farlige skær. Socialdemokratiet står fortsat bundet til masten. Men med en naturlovs nødvendighed vil det forsøge at komme fri.

Men forudsætningen for at komme fri kræver et opgør med det store folkebedrag. Og hvad der er endnu mere politisk betændt. Det kræver en overvindelse af folkeflertallets europæiske utopi.

Fire folkeafstemninger om for eller imod EF/EU inden for et kvart århundrede har hver gang givet det samme resultat. Uafhængig af ja/nej fordelingen har danskerne i overraskende grad stemt ens alle fire gange. Danskernes europæiske udsyn er kun på overfladen ophængt i en nødbremse, der trækker i forbehold og undtagelser. Et stort folkeflertal vil altid være rede til at stemme ja til en yderligere EU-integration - blot det sker for økonomiens skyld og såfremt den nationalstatslige selvstændighed efterlades uantastet. Men netop denne kobling udgør folkeflertallets EU-dilemma.

En karakteristisk parole fra 1972 lød: "Stem ja for husholdningsøkonomiens skyld", dvs. i praksis ja for det eksportorienterende landbrugs skyld, og det gjorde befolkningsflertallet så.

I 1986 stemte befolkningsflertallet igen ja til en yderligere integration, og igen ud fra samme købmandsfilosofiske grundholdning. I 1986 var hensynet blot rettet mod den eksportorienterende industri. Den dominerende JA-parole lød: "Et NEJ til EF vil knuse velstanden" (Schlüter).

I 1992 stemte befolkningsflertallet nej til en yderligere integration, fordi valgtemaet i hovedsagen blev opfattet som et politisk valg (Maastricht-traktaten). Uden oplagte muligheder for at male den økønomiske afgrund på væggen bevægede landets politiske elite sig ind i minefeltet for politiske euro-paroler - og tabte! Med hovedparolen "Det ærlige Ja" formåede Socialdemokratiet bedst blandt alle at parodiere partiets egen EF-politik gennem 20 år.

Hvis den europæiske integration sker for økonomiens skyld, er flertallet hjemme.

Hvis den europæiske integration i sin karakter er politisk og sker på bekostning af den nationale selvstændighed, så er flertallet fraværende.

I 1972 stemte danskerne ja til lavere flæskepriser; i 1986 stemte de ja til verdens vildeste velstandsmarked. I 1992 stemte danskerne nej til en europæisk politisk kultur, som de ikke identificerer sig med. I 1993 stemte danskerne akkurat på samme måde, som de tre gange tidligere havde stemt. Neja! Dvs. afvejningen - skal der træffes et økonomisk eller politisk valg - faldt med forbeholdene i Edinburgh-nødbremsen ud til fordel for et økonomisk valg, og EU-flertallet var igen i hus.

Dansk europapolitiks største problem er ikke den afgrundsdybe tillidskløft mellem den politiske elite og befolkningsflertallet. En tillidskløft som i brede befolkningslag opleves som elitens sammensværgelse mod befolkningen (jvf. Dansk Industri og CO-Industris fælles EU-kampagner). Når konsensus opfattes som sammensværgelse har folkestyret i almindelighed og den politiske elite i særdeleshed et problem.

Dansk europapolitiks største problem stikker dybere. Kun på overfladen er befolkningen opdelt i to lige store for og imod lejre. Under overfladen er et stort befolkningsflertal for den økonomiske integration, blot den ikke underminerer den skandinaviske velfærdsmodel og en politisk kultur, som klart antager nationalstatslig karakter. Dette er den vedvarende pinefulde "sten i skoen" på danskernes europapolitik, som af samme grund bliver fodslæbende. Standpunktet er nemlig i splid med sig selv. Et befolkningsflertal vil forene en økonomi uden grænser med et politisk demokrati med grænser. Et befolkningsflertal vil bevare penthouse lejligheden på kvisten, samtidig med at den transnationale økonomi løber med hele stueetagen. Konstruktionen af et europæisk hus som ovennævnt er for evigt dømt til utopiens drømmeverden.

Den politiske elite kender sandheden om folkeflertallets europæiske utopi. Alligevel indrettes agitationen efter, at utopien bliver holdt i live. Spillet er lige så uværdigt som det efterhånden er trivielt - og det afspejler politikernes manglende mod. Den politiske elites folkebedrag får imidlertid ingen parlamentariske konsekvenser, da bedraget netop understøtter folkeflertallets utopiske tro på, at man samtidigt kan stemme ja til billigere flæskepriser og dansk selvstændighed.

Endnu engang: Det er afvejningen af spørgsmålet, som afgør udfaldet på danskernes sisyfos-afstemninger om for eller imod EF/EU.

Eksempel. Skal kronen udskiftes med euroen?

Det vil danskerne stemme ja til, hvis flertallet kan overbevises om, at de er i gang med at træffe et økonomisk valg. Som lille valuta for en økonomi, der alligevel ikke er dansk, vil bevarelsen af en selvstændig dansk krone indebære en "politisk" pris i form af en dansk overrente til skade for beskæftigelsen; indebære en pengeverden, som vil reagere hysterisk og overfølsomt over for det mindste udsving i den økonomiske politik, hvorfor også finanspolitikken vil være dømt til spændetrøjen - til skade for en konjunkturudlignende beskæftigelsespolitik osv. Ergo: Euroen vil give en lavere rente, større beskæftigelse, billigere varer - stem ja!

Men bliver befolkningen overbevist om, at den er igang med at træffe et politisk valg, vil flertallet stemme nej. Fælles mønt er et storstilet politisk projekt, som ikke kun involverer rente- og pengepolitikken. Det involverer i sidste instans en samkøring af hele den europæiske økonomi. Skal projektet lykkes vil alle væsentlige politikområder efterhånden blive EU-politik. Ergo: Euroen vil underminere den nationale selvstændighed; euroen vil reducere Folketinget til et sogneråd - stem nej!

Og sandheden? Ja, sandheden gemmer sig bag begge typer af argumenter. Og så i et lag dybere den demagogiske ensidighed. Lader flertallet sig fange på det politiske ben (dvs. et flertal stemmer nej for at bevare den politiske selvstændighed), så uddybes den politiske afmagt i den danske nationalstat blot yderligere. Lader flertallet sig fange på det økonomiske ben (dvs. et flertal stemmer ja for at indhøste euro'ens økonomiske fordele), så uddybes nødvendigheden af en økonomisk politik på europæisk plan blot yderligere, hvis ikke demokratiet helt skal køre i minus.

I virkeligheden er situationen omkring ØMU'en allerede fuldkommen grotesk. Som det eneste EU-land siger Danmark på forhånd nej til ØMU'ens 3. fase, og som et af de første lande kommer Danmark i hus, hvad angår en opfyldelse af ØMU'ens beskæftigelsesfjendtlige konvergenskrav. Står Nørrebro i bål og brand af den grund? Overhovedet ikke. ØMU'ens stramme økonomiske politik gennemføres jo af danske politikere i selvstændighedens navn - og så stemmer danskerne som de plejer.

Hinsides befolkningsflertallets europæiske utopi træder det virkelige alternativ frem: Enten må den politiske kamp bestå i at gøre dansk økonomi mere dansk (som grundlaget for danskernes politiske selvstændighed) eller også må opgaven bestå i at lade den transnationale økonomi blive indhentet af et transnationalt demokrati (som grundlaget for en politisk formning af den globale økonomi). Enten må der satses på de nedrullede gardiners politiske økonomi eller på det grænseløse demokrati. Sammenblandinger af alternativets elementer er muligvis populære men med sikkerhed populistiske.

"Det nationale kompromis", som i 1993 fik folkeflertallet til at stemme ja til "Maastricht med forbehold", led af to afgørende skavanker. Det var nationalt samtidig med, at det ikke afspejlede noget kompromis.

Med "det nationale kompromis" forsøgte SF at være katalysator for en overvindelse af den store tillidskløft mellem politisk elite og befolkning. Prisværdigt! For SF var de fire undtagelser udtryk for en ny og langsigtet dansk EF-politik.

Men SF-projektet er allerede mislykket. Undtagelserne blev i befolkningen ikke opfattet som ny europapolitik men som traditionel dansk nød­bremsepolitik. Og med rette blev Venstres og CD's tilslutning til Edinburgh-forbeholdene opfattet som en ren taktisk fidus. Socialdemokratiets tilslutning kan opfattes som lurpasseri på højt plan. I modsætning til velfærdssamfundets "historiske kompromis", som var et kompromis mellem de to hovedklassers politiske aktører, afspejler Edinburgh-aftalen på ingen måde et nyt historisk kompromis på europæisk plan. Sandheden er, at kun et parti (SF) står bag de fire forbehold, hvorfor Edinburgh-aftalen hverken afspejler et nationalt kompromis endsige et europæisk kompromis. 

Edinburgh-aftalen punkterede ikke det danske folkeflertals europæiske utopi, og aftalen giver ikke svar på, hvordan demokratiet kan indhente den transnationale økonomi. Den del af de danske forbehold, som vil forhindre Fællesskabet i at formulere elementære demokratiske borgerrettigheder, som danskerne iøvrigt som nationale krav er helt enige i, har blikket solidt rettet ind i fortiden. "Vi er modstandere af europæiske borgerrettigheder, fordi vi er tilhængere af danske borgerrettigheder". Argumentationen er svær, fordi den balancerer mellem ren sofisteri og det, der er endnu værre - ren nationalisme. Danskerne kommer ikke uden om selve udfordringen - på den europæiske scene at forvandle 1/2 milliard menneskers økonomiske afhængighed af hinanden til et folkestyre. I sidste instans er demokratiet i dag en global udfordring til 5-6 milliarder mennesker, som skal løfte den opgave, at forvandle deres globale afhængighed af hinanden til deres egen frie association.

Socialdemokratiets tilslutning til de fire forbehold fremstår lige så ærligt, som ærligheden hos årets ærligste hestepranger på Hjallerup marked. Og det ved hele befolkningen. Også dette er et problem.

Før eller siden må vi forvente, at Socialdemokratiet vil forsøge at vende tilbage til det sted, hvor Anker Jørgensen i 1982 slap efterkrigstidens "historiske kompromis". Men det vil ske i en ny form. Ingen må lade sig overraske, hvis netop en Økonomisk monetær union (med stort Ø) bliver selve omdrejningspunktet for en ny socialdemokratisk europæisk velfærdsstrategi. Netop ØMU'en vil i socialdemokratiske hænder blive det politiske håndtag, hvormed "velfærdskompromisset" skal genetableres - men nu på europæisk plan.

Og ingen må lade sig overraske, hvis det yderste venstre vil forsøge at puste nyt liv i kravet om økonomisk demokrati (som det yderste venstre indædt bekæmpede, da ØD i 70'erne var på dagsordenen), men som det nu vil indplacere som det svære rytteri i dét nationale korstog, der skal gøre dansk økonomi mere dansk.

Den folkelige erkendelse af udfordringernes globale karakter er størst i forhold til miljøet. Miljøet har mennesket påvirket i århundreder, men det er først vores egen generation, som er blevet i stand til at påvirke miljøet i global skala - og dermed også skabe globale miljøproblemer såsom ozonlagets nedbrydning, global opvarmning og forurening af atmosfæren, fraværet af rent drikkevand, globale affaldsproblemer m.m.

Men ligesom vi er blevet afhængige af et miljø, som ikke kender til grænser, er vi blevet afhængige af en økonomi uden grænser; vores økonomiske nabo er blevet en global nabo. "Tyngdekraften" i samfundsudviklingen er tendensen til økonomisk globalisering. Den transnationale økonomi er en økonomi uden grænser; virksomheder uden fædreland; global identitet som forudsætning for lokalisering.

Som strømmen i floden kan tendensen til økonomisk globalisering formes - men stoppes kan den ikke. Ethvert forsøg herpå er ren utopi - og som sådan bagstræberisk. Globaliseringens formning udfolder sig på den politiske slagmark, hvorfor det er en politisk afgørelse, om den økonomiske globalisering skal tjene mennesket eller om mennesket skal tjene den økonomiske globalisering.

Vor tids største (socialistiske) udfordring er, at konfrontere en økonomi uden grænser med et demokrati og en social orden uden grænser. 

Og trods alt er der midt i arbejderbevægelsens strategiske krise lyspunkter forude. På mange niveauer efterspørger den globale økonomi allerede "en global social pagt".

Det afspejler sig eksempelvis i den eksplosionsagtige vækst af globale græsrodsbevægelser. Antallet af såkaldte NGO'er med aktiviteter i mere end tre lande er på 30 år steget fra noget nær nul til omkring 30.000.

Det afspejler sig i fremkomsten af helt nye krav til verdensmarkedets funktionsmåde. Når økologiens frontkæmpere i tidens markedsånd foreslår, at regeringer og internationale organer som EU begynder at stille økologiske og sociale deklarationskrav til alle varer, dvs. kræver, at den globale økonomis virksomheder skal redegøre for varernes miljøbelastning "fra vugge til grav", så afspejler det et forsøg på, at koble verdensmarkedet for en politisk bestemt formning af samfundsudviklingen.

Det afspejler sig i en stigende erkendelse af, at i den globale økonomi kan vores velfærd ikke overleve med et dansk skattesystem, som har valgt som hovedkilde at beskatte den menneskelige arbejdskraft og ikke varefremstillingens reelle ressourceforbrug i forhold til natur og samfund. Det har ført til en uheldig arbejdsdeling mellem det private og offentlige samt til en uhensigtsmæssig adfærd, idet markedets prisdannelse alene afspejler den nøgne fremstillingspris adskilt fra de reelle ressourceomkostninger skjult som offentlige udgifter til miljø-, affald og nedslidningsproblemer. En ændring af dette forhold har dog ingen chancer, hvis ikke det til en begyndelse antager europæiske dimensioner.

Og det afspejler sig også i den "kætterske" nytænkning, som kommer til udtryk, når LO i tidens ØMU-ånd drømmer om et femte konvergenskrav, som forpligtiger de enkelte lande og fællesskabet til ikke at tillade ledighedsprocenten i noget land at ligge afgørende over det europæiske gennemsnit. Her formulerer LO intet mindre end et hovedkrav på den ønskeliste, som skal virkeliggøre et nyt "historisk kompromis", som nu i sin karakter er europæisk, og som mål har at koble økonomien for et europæisk velfærdsprojekt.

Tidens udfordring for arbejderbevægelsen er enorm. Efter at have sejret, skal bevægelsen til at kæmpe sejren hjem på ny for at bevare de gamle landvindinger. Fører denne kamp en dag til rejsningen af nye sejrsmonumenter, vil disse monumenter næppe blive rejst ved Dannevirke endsige i Maastricht. Men nok et sted i Centraleuropa. Når sangene bliver til virkelighed.