25 års "neja" til EU
Kronik om EU
Politiken den 29. juli 1996
Arbejderbevægelsens
erklærede internationalisme er så ædel en bekendelse, at den har
dannet grundlag for adskillige sange. Men ét er højtidens idealer,
noget andet er hverdagens virkelighed.
For
så vidt som det er lykkedes dansk arbejderbevægelse at udvikle sig til
en virkelig folkebevægelse, så er det sket omkring dén historiske
opgave at tilkæmpe sig
demokratiet. I denne over hundredårige kamp har sejrene været
mangfoldige. Bevægelsen har i dag klart mere end sine lænker at tabe.
Den har en virkeliggjort samfundsmodel at tabe: den såkaldte
skandinaviske velfærdsmodel.
Kampen
for det demokratiske velfærdssamfund var i sin form en national
kamp. Derfor er dansk demokrati samt dansk arbejderbevægelses
politiske kultur i al væsentlighed - herunder også institutionelt -
knyttet til nationalstaten.
Men
i disse år kører demokratiet i nationalstaterne mere og mere i
underskud. Som forfatning kan demokratiet tilkæmpes "en gang for
alle", men ikke som levende realitet. I dag må demokratiet omformes,
hvis det skal bevares.
Årsagen
hertil er, at økonomi og politik med rivende fart forskydes i forhold
til hinanden. I takt med økonomiens globalisering tiltager folkestyrets
afmagt inden for nationalstatens rammer.
Hvor
den nationale platform tidligere udgjorde afsættet til løsningen af
internationale problemer, er situationen i dag på så afgørende områder
som økonomi og økologi den direkte omvendte. En international platform
udgør i stigende grad afsættet for løsningen af nationale problemer.
I denne omvending af forholdet mellem det nationale og internationale
udvikler der sig et frit fald, hvor folkestyret bag Christiansborgs
tykke mure mere og mere tager sig ud som verdens sødeste sogneråd.
Det
er et problem! Og problemet er størst hos dem, der i hundrede år mest
har sunget om internationalismen som et stemningsfuldt indslag mellem skåltalerne.
Først
i vor tid er vi blevet globalt afhængige af hinanden. Økonomisk og økologisk.
En bæredygtig fornyelse i arbejderbevægelsen er derfor knyttet til den
politik, som sætter svarene på den globale udfordring øverst på
dagsordenen. Paradoksalt nok er den globale orientering størst hos
"de grønne", hvorimod "de røde" trækker mere i
retning af det nationale.
Et
tilbageblik på udmeldingerne fra arbejderpartierne de sidste årtier sætter
ikke fokus på fornyelsens budskab. Når det gælder morgendagens mål
er billedet præget af usikkerhed, flimmer og forvirring. Parolerne, som
har kunnet skabe "alle-mand-af-huse-stemning", har ofte
omhandlet kampen for at bevare
- bevare velfærdssamfundet, bevare
den nationale selvstændighed og den kendte politiske kultur i bred
forstand. Det er et problem. Problemet har de sidste 25 år udviklet sig
omkring spørgsmålet. Hvilken historisk skæbne er "den
skandinaviske velfærdsmodel" mon i sidste instans tildelt inden
for rammerne af Det europæiske Fællesskab?
Dette
spørgsmål indleder vor tids store
folkebedrag. EF/EU udgør ikke en trussel mod den skandinaviske velfærdsmodel!
Dette løfte til folket fra landets politiske elite udgør dansk
europapolitiks store folkebedrag.
Aflivningen
af den skandinaviske velfærdsmodel blev i Danmark indledt i 1972. Med
et ja til EF i 1972 sagde Socialdemokratiet - måske uden at være klar
over det - farvel til den skandinaviske velfærdsmodel i sin hidtil
kendte form.
Som
på en anden stumfilm og i al sin larmende tavshed udåndede den
skandinaviske velfærdsmodel som en dynamisk udviklingsform for
samfundet med godkendelsen af EF-pakken i 1986.
Nekrologen
over den skandinaviske velfærdsmodel er ti år efter vedtagelsen af
EF-pakken endnu ikke skrevet, hvilket afspejler et manglende mod hos den
politiske elite. Døden er bortløjet. Døden holdes skjult for
befolkningen, som ikke desto mindre fornemmer sandheden. Derfor
eksisterer der i dag en afgrundsdyb tillidskløft mellem befolkning og
det officielle Danmarks europapolitik.
Den
skandinaviske velfærdsmodel blev opbygget over et "historisk
kompromis" af national karakter. Parterne bag kompromis'et var de
nationale borgerskaber og de socialdemokratisk dominerede arbejderbevægelser
i Norden. I de enkelte lande forenede kompromis'et fastholdelsen af et
frit erhvervsliv med en omfattende nationalstatslig styring af
finanspolitikken samt valuta- og pengepolitikken med et velfærdsmål
for øje. Visionen i den skandinaviske velfærdsmodel er at knægte markedet
som samfundets herre
for i stedet at gøre markedet til tjener
for opnåelsen af villede velfærdsmål.
Den
skandinaviske velfærdsmodel nyder i dag stor folkelig opbakning. Et
solidt befolkningsflertal står bag den grundholdning, at økonomien
skal formes som en drivkraft for velstand og velfærd til alle.
Men
modellen er i krise. Det
historiske kompromis' aktører er blevet ulige parter. Et transnationalt
erhvervsliv står over for arbejderbevægelser, hvis strategier fortsat
er nationale. En international økonomi står over for demokratier,
folkestyrer og politiske kulturer i bred forstand, som endnu er knyttet
til nationalstaterne.
I
den skandinaviske velfærdsmodel var økonomi og politik analoge størrelser.
De havde samme virkelighed som genstand - nationalstaten. Modellens
krise er i dag karakteriseret ved, at gamle forbindelseslinier mellem økonomi
og politik er kappet over, og nye er endnu ikke etableret. Vi udnævner
fortsat en dansk økonomiminister, selv om dansk
økonomi er ophørt med at eksistere. Vi lader fortsat embedsmænd
udregne handelstallene mellem Danmark og Tyskland, selv om det reelt
giver lige så meget mening, som at udregne handelstallene mellem
Ringsted og Roskilde. Det samlede resultatet heraf er politisk afmagt i nationalstaterne
og en dyb folkelig fremmedgørelse over for den globale økonomis
udvikling.
Med
Socialdemokratiets "Neja" til EF-pakken i 1986 affyrer partiet
det kraftigste skud nogen sinde mod egen fod. At Dansk Metal anbefaler
et ja samtidig med, at Ritt Bjerregaard anbefaler et nej til
"Pakken", afspejler de ekstremt hårfine balancer i det
socialdemokratiske "Neja".
Det
taktiske Christiansborgspil omkring afstemningen i 1986 kan ikke skjule,
at Socialdemokratiet i disse år stiltiende accepterer Schlüter-regeringens
indførelse af "fast-kronekurs-politikken", én af de mest
epokegørende omvæltninger i dansk økonomisk politik i efterkrigsårene.
Stiltiende accepterer Socialdemokratiet en liberalisering af
pengeverdenen, som effektivt skal forhindre fremtidige
socialdemokratiske regeringer i blot at lege med tanken om at vende
tilbage til dén økonomiske politik, som Anker Jørgensen i 80'ernes
begyndelse slipper tøjlerne fra.
Socialdemokratiet
afskriver sig et væsentligt element i efterkrigstidens "historiske
kompromis" - den nationalstatslige styringskontrol af rente- og
pengepolitikken (og finanspolitikken!) - uden at der bliver sat andre politiske
styringsmuligheder i stedet. Dette er skuddet i egen fod.
Skulle
denne begivenhed nogen sinde blive fremstillet i multi-medie form, ville
det være oplagt at supplere teksten med en filmstrimmel om den
homeriske Odusseus, der lod sin besætnings øren tilstoppe med voks og
sig selv binde til masten, for ikke at lade sig lokke af sirenernes
tillokkende sang under passagen forbi de farlige skær.
Socialdemokratiet står fortsat bundet til masten. Men med en naturlovs
nødvendighed vil det forsøge at komme fri.
Men
forudsætningen for at komme fri kræver et opgør med det store
folkebedrag. Og hvad der er endnu mere politisk betændt. Det kræver en
overvindelse af folkeflertallets europæiske utopi.
Fire
folkeafstemninger om for eller imod EF/EU inden for et kvart århundrede
har hver gang givet det samme resultat. Uafhængig af ja/nej fordelingen
har danskerne i overraskende grad stemt ens alle fire gange. Danskernes
europæiske udsyn er kun på overfladen ophængt i en nødbremse, der trækker
i forbehold og undtagelser. Et stort folkeflertal vil altid være rede
til at stemme ja til en yderligere EU-integration - blot det sker for økonomiens
skyld og såfremt den nationalstatslige selvstændighed efterlades
uantastet. Men netop denne kobling udgør folkeflertallets EU-dilemma.
En
karakteristisk parole fra 1972 lød: "Stem ja for husholdningsøkonomiens
skyld", dvs. i praksis ja for det eksportorienterende landbrugs
skyld, og det gjorde befolkningsflertallet så.
I
1986 stemte befolkningsflertallet igen ja til en yderligere integration,
og igen ud fra samme købmandsfilosofiske grundholdning. I 1986 var
hensynet blot rettet mod den eksportorienterende industri. Den
dominerende JA-parole lød: "Et NEJ til EF vil knuse
velstanden" (Schlüter).
I
1992 stemte befolkningsflertallet nej til en yderligere integration,
fordi valgtemaet i hovedsagen blev opfattet som et politisk
valg (Maastricht-traktaten). Uden oplagte muligheder for at male den økønomiske
afgrund på væggen bevægede landets politiske elite sig ind i
minefeltet for politiske euro-paroler - og tabte! Med hovedparolen
"Det ærlige Ja" formåede Socialdemokratiet bedst blandt alle
at parodiere partiets egen EF-politik gennem 20 år.
Hvis
den europæiske integration sker for
økonomiens skyld, er flertallet hjemme.
Hvis
den europæiske integration i sin karakter er politisk og sker på
bekostning af den nationale selvstændighed, så er flertallet fraværende.
I
1972 stemte danskerne ja til lavere flæskepriser; i 1986 stemte de ja
til verdens vildeste velstandsmarked. I 1992 stemte danskerne nej til en
europæisk politisk kultur, som de ikke identificerer sig med. I 1993
stemte danskerne akkurat på samme måde, som de tre gange tidligere
havde stemt. Neja! Dvs. afvejningen
- skal der træffes et økonomisk eller politisk valg - faldt med
forbeholdene i Edinburgh-nødbremsen ud til fordel for et økonomisk
valg, og EU-flertallet var igen i hus.
Dansk
europapolitiks største problem er ikke den afgrundsdybe tillidskløft
mellem den politiske elite og befolkningsflertallet. En tillidskløft
som i brede befolkningslag opleves som elitens sammensværgelse
mod befolkningen (jvf. Dansk Industri og CO-Industris fælles
EU-kampagner). Når konsensus opfattes som sammensværgelse har
folkestyret i almindelighed og den politiske elite i særdeleshed et
problem.
Dansk
europapolitiks største problem stikker dybere. Kun på overfladen er
befolkningen opdelt i to lige store for og imod lejre. Under overfladen
er et stort befolkningsflertal for
den økonomiske integration, blot den ikke underminerer den
skandinaviske velfærdsmodel og en politisk kultur, som klart antager
nationalstatslig karakter. Dette er den vedvarende pinefulde "sten
i skoen" på danskernes europapolitik, som af samme grund bliver
fodslæbende. Standpunktet er nemlig i splid med sig selv. Et
befolkningsflertal vil forene
en økonomi uden grænser med
et politisk demokrati med grænser.
Et befolkningsflertal vil bevare penthouse lejligheden på kvisten,
samtidig med at den transnationale økonomi løber med hele stueetagen.
Konstruktionen af et europæisk hus som ovennævnt er for evigt dømt
til utopiens drømmeverden.
Den
politiske elite kender sandheden om folkeflertallets europæiske utopi.
Alligevel indrettes agitationen efter, at utopien bliver holdt i live.
Spillet er lige så uværdigt som det efterhånden er trivielt - og det
afspejler politikernes manglende mod. Den politiske elites folkebedrag får
imidlertid ingen parlamentariske konsekvenser, da bedraget netop understøtter
folkeflertallets utopiske tro på, at man samtidigt kan stemme ja til
billigere flæskepriser og dansk selvstændighed.
Endnu
engang: Det er afvejningen af spørgsmålet, som afgør udfaldet på
danskernes sisyfos-afstemninger om for eller imod EF/EU.
Eksempel.
Skal kronen udskiftes med euroen?
Det
vil danskerne stemme ja til, hvis flertallet kan overbevises om, at de
er i gang med at træffe et økonomisk valg. Som lille valuta for en økonomi,
der alligevel ikke er dansk, vil bevarelsen af en selvstændig dansk
krone indebære en "politisk" pris i form af en dansk
overrente til skade for beskæftigelsen; indebære en pengeverden, som
vil reagere hysterisk og overfølsomt over for det mindste udsving i den
økonomiske politik, hvorfor også finanspolitikken vil være dømt til
spændetrøjen - til skade for en konjunkturudlignende beskæftigelsespolitik
osv. Ergo: Euroen vil give en lavere rente, større beskæftigelse,
billigere varer - stem ja!
Men
bliver befolkningen overbevist om, at den er igang med at træffe et
politisk valg, vil flertallet stemme nej. Fælles mønt er et storstilet
politisk projekt, som ikke kun involverer rente- og pengepolitikken. Det
involverer i sidste instans en samkøring af hele den europæiske økonomi.
Skal projektet lykkes vil alle væsentlige politikområder efterhånden
blive EU-politik. Ergo: Euroen vil underminere den nationale selvstændighed;
euroen vil reducere Folketinget til et sogneråd - stem nej!
Og
sandheden? Ja, sandheden gemmer sig bag begge typer af argumenter. Og så
i et lag dybere den demagogiske ensidighed. Lader flertallet sig fange på
det politiske ben (dvs. et flertal stemmer nej for at bevare den
politiske selvstændighed), så uddybes den politiske afmagt i den
danske nationalstat blot yderligere. Lader flertallet sig fange på det
økonomiske ben (dvs. et flertal stemmer ja for at indhøste euro'ens økonomiske
fordele), så uddybes nødvendigheden af en økonomisk politik på europæisk
plan blot yderligere, hvis ikke demokratiet helt skal køre i minus.
I
virkeligheden er situationen omkring ØMU'en allerede fuldkommen
grotesk. Som det eneste EU-land siger Danmark på forhånd nej til ØMU'ens
3. fase, og som et af de første lande kommer Danmark i hus, hvad angår
en opfyldelse af ØMU'ens beskæftigelsesfjendtlige konvergenskrav. Står
Nørrebro i bål og brand af den grund? Overhovedet ikke. ØMU'ens
stramme økonomiske politik gennemføres jo af danske politikere i
selvstændighedens navn - og så stemmer danskerne som de plejer.
Hinsides
befolkningsflertallets europæiske utopi træder det virkelige
alternativ frem: Enten må den politiske kamp bestå i at gøre dansk økonomi
mere dansk (som grundlaget for danskernes politiske selvstændighed)
eller også må opgaven bestå i at lade den transnationale økonomi
blive indhentet af et transnationalt demokrati (som grundlaget for en
politisk formning af den globale økonomi). Enten må der satses på de
nedrullede gardiners politiske økonomi eller på det grænseløse
demokrati. Sammenblandinger af alternativets elementer er muligvis populære
men med sikkerhed populistiske.
"Det
nationale kompromis", som i 1993 fik folkeflertallet til at stemme
ja til "Maastricht med forbehold", led af to afgørende
skavanker. Det var nationalt samtidig med, at det ikke afspejlede noget
kompromis.
Med
"det nationale kompromis" forsøgte SF at være katalysator
for en overvindelse af den store tillidskløft mellem politisk elite og
befolkning. Prisværdigt! For SF var de fire undtagelser udtryk for en
ny og langsigtet dansk EF-politik.
Men
SF-projektet er allerede
mislykket. Undtagelserne blev i befolkningen ikke opfattet som ny europapolitik
men som traditionel dansk nødbremsepolitik. Og med rette blev
Venstres og CD's tilslutning til Edinburgh-forbeholdene opfattet som en
ren taktisk fidus. Socialdemokratiets tilslutning kan opfattes som
lurpasseri på højt plan. I modsætning til velfærdssamfundets
"historiske kompromis", som var et kompromis mellem de to
hovedklassers politiske aktører, afspejler Edinburgh-aftalen på ingen
måde et nyt historisk kompromis på europæisk plan. Sandheden er, at
kun et parti (SF) står bag de fire forbehold, hvorfor Edinburgh-aftalen
hverken afspejler et nationalt kompromis endsige et europæisk
kompromis.
Edinburgh-aftalen
punkterede ikke det danske folkeflertals europæiske utopi, og aftalen
giver ikke svar på, hvordan demokratiet kan indhente den transnationale
økonomi. Den del af de danske forbehold, som vil forhindre Fællesskabet
i at formulere elementære demokratiske borgerrettigheder, som danskerne
iøvrigt som nationale krav er helt enige i, har blikket solidt rettet
ind i fortiden. "Vi er modstandere af europæiske
borgerrettigheder, fordi vi er tilhængere af danske
borgerrettigheder". Argumentationen er svær, fordi den balancerer
mellem ren sofisteri og det, der er endnu værre - ren nationalisme.
Danskerne kommer ikke uden om selve udfordringen
- på den europæiske scene at forvandle 1/2 milliard menneskers økonomiske
afhængighed af hinanden til et folkestyre. I sidste instans er
demokratiet i dag en global udfordring til 5-6 milliarder mennesker, som
skal løfte den opgave, at forvandle deres globale afhængighed
af hinanden til deres egen frie association.
Socialdemokratiets
tilslutning til de fire forbehold fremstår lige så ærligt, som ærligheden
hos årets ærligste hestepranger på Hjallerup marked. Og det ved hele
befolkningen. Også dette er et problem.
Før
eller siden må vi forvente, at Socialdemokratiet vil forsøge at vende
tilbage til det sted, hvor Anker Jørgensen i 1982 slap efterkrigstidens
"historiske kompromis". Men det vil ske i en ny form. Ingen må
lade sig overraske, hvis netop en Økonomisk monetær union (med stort
Ø) bliver selve omdrejningspunktet for en ny socialdemokratisk europæisk
velfærdsstrategi. Netop ØMU'en vil i socialdemokratiske hænder blive
det politiske håndtag, hvormed "velfærdskompromisset" skal
genetableres - men nu på europæisk plan.
Og
ingen må lade sig overraske, hvis det yderste venstre vil forsøge at
puste nyt liv i kravet om økonomisk demokrati (som det yderste venstre
indædt bekæmpede, da ØD i 70'erne var på dagsordenen), men som det
nu vil indplacere som det svære rytteri i dét nationale korstog, der
skal gøre dansk økonomi mere dansk.
Den
folkelige erkendelse af udfordringernes globale karakter er størst i
forhold til miljøet. Miljøet har mennesket påvirket i århundreder,
men det er først vores egen generation, som er blevet i stand til at påvirke
miljøet i global skala - og dermed også skabe globale miljøproblemer
såsom ozonlagets nedbrydning, global opvarmning og forurening af atmosfæren,
fraværet af rent drikkevand, globale affaldsproblemer m.m.
Men
ligesom vi er blevet afhængige af et miljø, som ikke kender til grænser,
er vi blevet afhængige af en økonomi uden grænser; vores økonomiske
nabo er blevet en global nabo. "Tyngdekraften" i
samfundsudviklingen er tendensen til økonomisk globalisering. Den
transnationale økonomi er en økonomi uden grænser; virksomheder uden
fædreland; global identitet som forudsætning for lokalisering.
Som
strømmen i floden kan tendensen til økonomisk globalisering formes
- men stoppes kan den ikke. Ethvert forsøg herpå er ren utopi - og som
sådan bagstræberisk. Globaliseringens formning udfolder sig på den
politiske slagmark, hvorfor det er en politisk
afgørelse, om den økonomiske globalisering skal tjene mennesket eller
om mennesket skal tjene den økonomiske globalisering.
Vor
tids største (socialistiske) udfordring er, at konfrontere en økonomi
uden grænser med et demokrati og en social orden uden grænser.
Og
trods alt er der midt i arbejderbevægelsens strategiske krise
lyspunkter forude. På mange niveauer efterspørger den globale økonomi
allerede "en global social pagt".
Det
afspejler sig eksempelvis i den eksplosionsagtige vækst af globale græsrodsbevægelser.
Antallet af såkaldte NGO'er med aktiviteter i mere end tre lande er på
30 år steget fra noget nær nul til omkring 30.000.
Det
afspejler sig i fremkomsten af helt nye krav til verdensmarkedets
funktionsmåde. Når økologiens frontkæmpere i tidens markedsånd
foreslår, at regeringer og internationale organer som EU begynder at
stille økologiske og sociale deklarationskrav til alle varer, dvs. kræver,
at den globale økonomis virksomheder skal redegøre for varernes miljøbelastning
"fra vugge til grav", så afspejler det et forsøg på, at
koble verdensmarkedet for en politisk bestemt formning af
samfundsudviklingen.
Det
afspejler sig i en stigende erkendelse af, at i den globale økonomi kan
vores velfærd ikke overleve med et dansk skattesystem, som har valgt
som hovedkilde at beskatte den menneskelige arbejdskraft og ikke
varefremstillingens reelle ressourceforbrug i forhold til natur og
samfund. Det har ført til en uheldig arbejdsdeling mellem det private
og offentlige samt til en uhensigtsmæssig adfærd, idet markedets
prisdannelse alene afspejler den nøgne fremstillingspris adskilt fra de
reelle ressourceomkostninger skjult som offentlige udgifter til miljø-,
affald og nedslidningsproblemer. En ændring af dette forhold har dog
ingen chancer, hvis ikke det til en begyndelse antager europæiske
dimensioner.
Og
det afspejler sig også i den "kætterske" nytænkning, som
kommer til udtryk, når LO i tidens ØMU-ånd drømmer om et femte
konvergenskrav, som forpligtiger de enkelte lande og fællesskabet til
ikke at tillade ledighedsprocenten i noget land at ligge afgørende over
det europæiske gennemsnit. Her formulerer LO intet mindre end et
hovedkrav på den ønskeliste, som skal virkeliggøre et nyt
"historisk kompromis", som nu i sin karakter er europæisk, og
som mål har at koble økonomien for et europæisk velfærdsprojekt.
Tidens
udfordring for arbejderbevægelsen er enorm. Efter at have sejret, skal
bevægelsen til at kæmpe sejren hjem på ny for at bevare de gamle
landvindinger. Fører denne kamp en dag til rejsningen af nye
sejrsmonumenter, vil disse monumenter næppe blive rejst ved Dannevirke
endsige i Maastricht. Men nok et sted i Centraleuropa. Når sangene
bliver til virkelighed.
|