Startside ] Op ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] [ Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Den nye underklasse

Kronik af Anders Laubjerg, Karsten Hønge og Simon Tøgern
Politiken den 7. april 2005


Debat
Fornyere eller splittelsesmagere?
Chefredaktør Tøger Seidenfaden
Politiken den 10. april 2005


Debat
Integrationens hovedfjender
Formand for DSU Jacob Bjerregaard
Politiken den 18. april 2005


Debat
Er "kvoter" politisk ukorrekt?
Svar af Anders Laubjerg, Karsten Hønge og Simon Tøgern
Politiken den 21. april 2005

 

Den nye underklasse

Folketingsvalget den 8. februar cementerer, at privatansatte lønmodtagere fortsat i stort antal fravælger de klassiske arbejderpartier, samtidig med at disse partier udfordres på vitale samfundsspørgsmål, hvor den politiske dagsorden sættes af de borgerlige.  

Tallene taler deres eget tydelige sprog. På 15 år er de klassiske arbejderpartiers vælgeropbakning i befolkningen faldet fra 50 til 35%. I samme periode er disse partiers opbakning blandt LO’s medlemmer faldet fra 71 til 40%, og blandt privatansatte lønmodtagere endnu mere. Arbejdertilslutningen nærmer sig dermed den almindelige vælgeropbakning som sådan. Med andre ord er arbejderpartierne ophørt med i speciel grad at være arbejdernes partier. Folketingsvalget understregede, at ”katastrofevalget” i 2001, hvor ”højre” i dansk politik fik magten alene og uden om ”midten”, ikke var udslag af tilfældig vælgerlune.

Det karakteristiske for denne udvikling er – ifølge vores opfattelse - opkomsten af en ”ny underklasse”, som bemærkelsesværdig nok for alvor tog form under 90’ernes økonomiske velstandsstigning, hvor Mogens Lykketoft som finansminister havde svært ved at holde armene nede i bar begejstring over den bundsolide samfundsøkonomi, han var minister for.

Formandsvalgene i Socialdemokratiet og i SF er i denne sammenhæng interessante derved, at de har trukket parallelle og identiske skillelinier op i de to partier. I begge partier er den klassiske venstrefløj repræsenteret ved en mand. Mærkevaren er social indignation, så det kan høres og forstås blandt de gamle, trofaste partimedlemmer, der ikke har glemt, at bevægelsen er rundet af socialismens idéverden. Den anden fløj er i begge partier repræsenteret ved en kvinde, og det er i sig selv en god fornyelse. Og når nu mandesiden er blevet døbt ”venstrefløjen”, så er det nærliggende at døbe kvindesiden som ”højrefløjen”. Hvilket da også er sket, men med den yderligere tilføjelse, at den nødvendige fornyelse tilsyneladende tilhører de kvindelige formandskandidater.  

Vi kan tilslutte os nødvendigheden af fornyelse, men er samtidig overbeviste om, at den fornyelsesproblematik, som vi straks skal omtale, vil blive enhver ny partiledelses afgørende svendestykke. (Som medlemmer af SF deltager vi naturligvis i formandsvalget, men vi stemmer ikke på den samme kandidat). Den nødvendige fornyelse befinder sig nemlig i traditionel forstand hverken til højre eller til venstre. De to partiers parallelle fornyelse skal udvikles ved, at partierne rykker tilbage til rødderne, tilbage til de tabte vælgere, og dér sætter en ny dagsorden, der er mere social og kulturel end i egentlig forstand økonomisk (som bl.a. påpeget af journalist ved Ugebrevet A 4, Lars Olsen). Fornyelsen vil være centreret omkring tre bærende søjler i det danske samfund: Skole, bolig og arbejdsmarked.

Vores påstand er, at bygningen, som arbejderbevægelsen rejste, og som blev elsket af folket, i dag befinder sig i en livstruende krise. Situationen er karakteriseret ved, at opkomsten af en ny underklasse er i gang med at flå tidligere tiders sammenhængskraft i arbejderbevægelsen i stykker. Dermed er velfærdssamfundets sammenhængskraft sat under pres.

Klassiske kærnevælgere irriteres over arbejderpartiernes ”laden-stå-til-holdning”, og det er ikke forbigået disse vælgeres opmærksomhed, at det er de borgerlige partier, som tilsyneladende ønsker problemerne frem i lyset. Når eksempelvis Kamal Qureshi, folketingsmedlem for SF, udtaler, at han hellere vil samle på en progressiv lektor end en reaktionær arbejder, så tolker vi denne isoleret set fantastisk fine udmelding ud i politisk korrekthed, som en bekvem måde for et socialistisk parti at skyde problemet med den ny underklasse fra sig.

Til bygningens kriseramte konstruktioner kommer folkeskolen ind på en sørgelig førsteplads. Folkeskolen er ikke længere en skole for folket. Og det tror vi på, at et stort flertal af danskere oplever som et stort og smerteligt tab. Folkeskolen har bidraget til at binde danskerne sammen uafhængig af sociale tilhørsforhold. Den har bidraget til at skabe den sammenhængskraft i samfundet, som trods alt har gjort Danmark til et land med relativ stor lighed. Men når 1/3 af Københavns skolebørn går i privatskole, så er vi ikke længere i gang med at løfte en glorværdig friskoletradition i den Grundtvig-Kold’ske ånd endsige i nogen andens ånd. Så er vi i gang med at skabe et opsplittet samfund, hvor 9 års enhedsskole er en indholdstom proklamation. Engang delte man i 5. klasse børnene i en faglig og i en boglig linie. I enhedens navn blev dette system afskaffet, men virkeligheden i dag er langt værre. Med København som skræmmebillede foregår der i dag et gigantisk udskillelsesløb i folkeskolen, hvor de ressourcestærke forældre løbende gennem alle 9 skoleår med fødderne stemmer den lokale folkeskole fra – ikke som fritænkere, men i frustration over manglende faglighed i skolen. Medens eksperter og politikere diskuterer PISA-undersøgelsernes resultater, har alle almindelige borgere i årevis været vidende om, at den er galt fat med folkets skole. Man skal være skoleborgmester i København for ikke at kunne se problemet. I Thisted har fagforbundet 3F sat fokus på problemet ved på et medlems vegne at stævne kommunen for ansvarsforflygtigelse ved ikke at sørge for at den lokale folkeskole lærte medlemmets barn at læse. Vi ønsker forældrene og 3F held og lykke med sagen!

Den udvikling, som vi i dag stærkest oplever i København, vil i de kommende år accelerere i omfang og dybde, hvis der ikke politisk gøres noget nu. Et samfund, hvor de ressourcestærke stemmer med fødderne, burde være et samfund, som de klassiske arbejderpartier gik i kødet på.  Men kærnevælgerne har ikke oplevet, at det er tilfældet. Og hvorfor er det så ikke tilfældet? Skyldes det, at de klassiske arbejderpartiers politikere i dag selv savner en arbejder-baggrund? Eller skyldes det konfliktskyhed over for den storm, som ganske givet vil rejse sig, hvis folkets skole skal genrejses? For hvordan kan det ske uden et opgør med hele dette lands friskoletradition  og uden en politisk bestemt opbremsning af tilgangen til privatskolerne?

Og efter folkets skole er den gal fat med de erhvervsfaglige ungdomsuddannelser, hvor alt for mange har problemer med elementære læsefærdigheder. Igen stemmes der med fødderne, idet de svageste dropper ud og ender i den i størrelse stigende ”restgruppe” på ¼ af befolkningen. At så stor en del af en ungdomsårgang  i morgendagens videnssamfund står uden den nødvendige viden er en katastrofe. Det er et stort problem, at så mange påbegynder en ungdomsuddannelse uden nogen sinde af gennemføre den. Det skal der gøres en særskilt indsats over for. Mesterlærens genindførelse er Bertel Haarders ”visionære” svar herpå. Men det er ikke vores. Danmark har absolut ikke brug for flere discount-uddannelser. Derimod har vi brug for, at de faglige ungdomsuddannelser får et løft. De skal omorganiseres og tilføres ressourcer, så de både bliver i stand til at uddanne fremtidens håndværkere og samtidigt tage hånd om dem, der har brug for et lidt længere tilløb for at klare kravene.

I gamle dage ville den såkaldte ”restgruppe” gå ud til et økonomisk dårligt betalt arbejdsliv i samfundet – et arbejdsliv som fagbevægelse og arbejderpartier efterfølgende kunne kæmpe fordelingskamp omkring. I dag er problemet meget mere komplekst. At forstå dette og efterfølgende få problemerne afdækket og modsvaret politisk, er det springende punkt. For hvem er denne restgruppe?

I dag er unge med indvandrerbaggrund stærkt overrepræsenteret som fødekilde til ”restgruppen”. Nyere undersøgelser viser også, at ”restgruppen” går i arv, og det i større grad i dag end for en generation siden. I løbet af de næste 10 år vil unge mellem 16-19 år med indvandrerbaggrund tredobles. Fra 6.000 til 18.000 unge. Mange af disse unge vil socialt og kulturelt leve i en ghetto med adresse i en af den gamle bygnings andre kriseramte konstruktioner - det almennyttige boligbyggeri.

Det sociale boligbyggeri var arbejderbevægelsens pryd. Det synlige bevis på et arbejderliv, der var rykket fra baggårdens mørke og usle korridorlejligheder ud i lyse, sunde og gode boliger af en kvalitet, der satte en standard for fremtiden. Men også her stemmes der i dag med fødderne. De ressourcestærke rykker ud i samme takt, som svage indvandrergrupper rykker ind, og kommunen løbende fylder op med socialt belastede personer, psykisk syge, narkomaner og alkoholikere. Et historisk løft i livskvalitet, som socialdemokratiske borgmestre med stolthed lancerede som ”planer” opkaldt efter dem selv (f.eks. Urban-planen), nærmer sig faretruende en status som rene ghettoer med butikscentre, hvor fredelige borgere ikke tør at bevæge sig efter lukketid.  At sunde boliger til en overkommelig husleje for almindelige lønmodtagere mange steder i landet har forvandlet sig til kommunale dumpingpladser for en mislykket integrations- og socialpolitik, er et af de største nederlag, dansk arbejderbevægelse har påført sig selv i nyere tid.

En tredje af den gamle bygnings kriseramte samfundssøjler vedrører den aktive arbejdsmarkedspolitik. De tider, hvor den enkelte lønmodtager oplevede, at ”bevægelsen” tog vare om én ved ledighed, opkvalificering og jobsøgning, er mere og mere en saga blot. A-kasserne, som for mange er identisk med de faglige organisationer, er gennem en årrække blevet underlagt et dyrt og rigidt regel-tyranni, hvor ressourcerne i mindre grad anvendes på at bringe medlemmerne i arbejde, som at kontrollere, at misbrug af offentlige midler ikke finder sted. Dertil kommer hele det store aktiveringscirkus, som i dag er udliciteret til en hærskare af private aktører – men med uændret resultat. Store dele af indsatsen har bibeholdt sit skær af kafkask uvirkelighed, og man fristes til at tro, at det dyre system lige så meget holdes i live for at skatteplagede danskere ikke skal få det indtryk, at ledige bare kan gå og drive den af for offentlige midler.

Hertil kommer, at selve overenskomstdækningen, som er en grundpille i ”den danske model”, er på hastig retur – ikke mindst blandt nye lønmodtagergrupper. Også dette medvirker til, at sammenhængskraften blandt lønmodtagere er aftagende.

Fælles for krisen i ovennævnte samfundsinstitutioner – folkeskolen og ungdomsuddannelserne, det almennyttige boligbyggeri og ghettodannelsen, AF og aktiverings-mølleindustrien, er en katastrofal mangelfuld integration af borgere med indvandrerbaggrund. Dette problem er i sig selv meget kompleks, men det er en fælles problemstilling for alle nævnte institutioner. I dybet af denne Bermudatrekant vokser i disse år en ny underklasse frem - et nyt proletariat - som inden længe vil udgøre 10-15 % af befolkningen.

Vores påstand er, at de klassiske arbejderpartiers vælgermæssige nedtur er sket i takt med, at denne ny underklasse har fået lov til at vokse frem og dermed sat tidligere tiders sammenhængskraft i arbejderbevægelsen på en prøve. Brede lønmodtagergrupper – især blandt privatansatte arbejdere – oplever, at disse partier udviser en svigtende evne til at ”tage hånd om” dem, som det ellers har været disse partiers historiske rolle at forsvare.

Vores påstand er yderligere, at der i de klassiske arbejderpartier befinder sig en betydelig modvilje mod at erkende problemets omfang og dybde. Ved alt for længe at lade stå til over for opkomsten af dette nye proletariat, har de traditionelle arbejderpartier bragt de borgerlige politikere i spil på egen banehalvdel.

Det er samtidig vores opfattelse, at den gamle og traditionelle modstilling mellem en venstre- og en højrefløj i såvel Socialdemokratiet som i SF, udgør en særdeles ufrugtbar modstilling, som fraholder begge fløje fra klart at melde ud med politiske svar på ovennævnte sociale og kulturelle krise. 

Det nemmeste i denne verden er at kritisere. Det er straks vanskeligere at komme med gode løsningsforslag. Godt nok har den borgerlige regering fokuseret meget på integration, ghettoisering og uddannelsesløft, men vi frygter, at regeringens konkrete tiltag blot vil føre os videre frem mod totredjedelssamfundet, hvor befolkningen lever som to adskilte befolkninger. Skal den ny underklasse integreres i morgendagens videnssamfund, tror vi på, at de gode løsninger skal findes inden for bl.a. disse overskrifter – og vi vil kun fremhæve de politisk kontroversielle.

- Folkeskolen skal gøres til folkets skole. Politisk og økonomisk skal flugten til privatskolerne stoppes, og friskoleloven skal ikke kunne bruges som svaret på manglende faglighed i folkeskolen. Historisk har kirke og skole i Danmark en række fælles rødder, men tiden er for længst overmoden til, at skole og religion adskilles. Med Danmarks forvandling til et multikulturelt samfund med stigende islamisk tilsnit har adskillelsen fået fornyet aktualitet.

- Fagligheden i folkeskolen skal styrkes. Gode gamle dyder som lektier, hjemmeopgaver, pligtopfyldenhed og almindelig respekt over for andre mennesker må gerne genintroduceres. Samtidig skal den tid, hvor børnene reelt befinder sig i en undervisningssituation, øges.

- Alle unge skal have en uddannelse efter folkeskolen. Specielt de faglige ungdomsuddannelser skal udvikles. De skal være rummelige, og pædagogikken skal udvikles, så alle bliver i stand til at gennemføre en uddannelse.

- Fagbevægelsens højst prioriterede opgave de næste 10 år skal være at bygge retten til livslang læring ind i overenskomsterne.

- De almene boligselskaber skal gives muligheder for selv at styre udviklingen i deres byggerier sammen med beboerne, og samtidig skal de ”asociale kommuner” pålægges at bygge en bestemt mængde af almennyttige boliger.

- Fiskekvoter er sjældent populære blandt fiskere. Men kvoter kan være nødvendige, når kræfternes frie spil spiller fallit. Vi kan lære af Albertslund Kommune. Det gælder ikke blot i forhold til skolevalg men også i tildeling af boliger. 

- A-kassernes ressourcer skal fjernes fra regel-tyranniet og målrettes mod opkvalificering af medlemmernes kompetencer og vej tilbage til jobs i videnssamfundet. De faglige A-kasser samlet i A-kassernes Samvirke bør komme i offensiven med bud på en billigere administration.

- De kræfter i fagbevægelsen, som modarbejder ”Det nye LO”, og som ønsker en tilbagevenden til tidligere tiders tætte bånd mellem parti og fagbevægelse, skal forblive en røst fra graven.

Overskrifterne er flere og de konkrete tiltag mangfoldige. Det første skridt består i en erkendelse af vælgerkrisens karakter, omfang og dybde.

Tilbage til top


Fornyere eller splittelsesmagere?
Redaktør Tøger Seidenfaden
Politiken den 10. april 2005


DET VAR en markant Kronik, vi bragte i torsdag. Tre yngre fagforeningsformænd tog kontant fat om venstrefløjens åbenlyse krise (fra 50 procent af vælgerne før til 35 procent af vælgerne nu). Og de kom med gode svar. For eksempel var deres udsagn om skolepolitik en sand fornøjelse af skarphed og klarhed. Også pointerne om ungdomsuddannelserne, om sociale ghettoer og om den aktive arbejdsmarkedspolitik var svære at være uenig i.

Alligevel sad jeg tilbage med en lurende usikkerhed. Kronikørerne er tænksomme og engagerede fornyere. Men er de ikke også - for nu at blive i den klassiske venstrefløjsretorik - latente splittelsesmagere, der ligger under for den nye, nationale ortodoksi herhjemme? DERES UDGANGSPUNKT er påstanden om, at Danmark rummer en ny underklasse. Det er desværre ikke forkert. Underklassen skabes, når uddannelsessystemet efterlader en stor restgruppe, når boligpolitikken forstærker uligheden, og når arbejdsmarkedet lukker sig for de svageste. En stor del af denne underklasse består af nydanskere - indvandrere og deres efterkommere. Mit første spørgsmål til de tre kronikører er enkelt: Er de ude på at samle denne ny underklasse, der består af både gammel- og nydanskere, eller er de ude på at splitte den? Er deres projekt solidarisk med den del af underklassen, der har en anden hudfarve og baggrund, eller er de tværtimod ude på at samle den hvide underklasse uden om eller ligefrem imod de etniske minoriteter? Deres vage bemærkninger om højrefløjens mod til at »tale i dybden« om problemerne og deres flirt med boligpolitiske midler (kvoter), der prøver at sprede, men ikke løse, problemerne, bekymrer mig. For højrefløjen udmærker sig ved grød ikke ved at tale »i dybden« om Brians problemer. Den nøjes altid med Muhammeds. Og vel at mærke ikke fordi den vil løse Muhammeds problemer (Dansk Folkeparti hævder typisk, at de slet ikke kan løses). Men fordi den vil gøre Muhammed til årsag og syndebuk for Brians og alle andres problemer. Kroniken havde positive ord om en stærkere integration. Men de havde alene indvandrerne i rollen som objekt, ikke som allierede. Og der var ikke et eneste ord om diskrimination eller om de specifikke barrierer, der er med til at holde nydanskere ude af arbejdsmarkedet.

Hvis min mistanke er rigtig, er dette splittelsesmageri både et moralsk og et politisk problem. Moralsk, fordi man svigter de allersvageste. Politisk, fordi man ikke opsamler de ressourcer, der ligger i de etniske minoriteter, der burde være oplagte venstrefløjsvælgere. MEN DET er ikke kun blandt de svageste, at en politisk strategi, der gør indvandrerne til den implicitte skurk i en fortælling om, hvordan det nationale fællesskab er gået i opløsning, er splittelsesmageri.

Hvis venstrefløjen igen skal komme til magten, må den nødvendigvis alliere sig med alle de veluddannede middelklassedanskere, der ønsker, at Danmark skal være et åbent og dynamisk samfund, samtidig med at det bevarer en høj grad af lighed og en stærk velfærdsstat. Denne store gruppe er ikke bange for globaliseringen, og den har ligeværdighed og mangfoldighed som selvfølgelige idealer. Alt for mange Lars Olsener har for tiden travlt med at mistænkeliggøre disse mennesker, fordi de 'har råd' til deres idealer. De bor på Østerbro og så videre og så videre (jeg minder endnu en gang om, at Pia Kjærsgaard bor i Gentofte). Denne mistænkeliggørelse er ikke bare usympatisk, den er også politisk ubegavet. Hvis 'arbejderklassen' stadig udgjorde halvdelen af befolkningen, kunne venstrefløjen måske bilde sig ind, at den kan undvære disse allierede. Historisk lod det sig dog ikke engang gøre i midten af det 20. århundrede, da arbejderklassen var allerstørst. I dag lever vi faktisk i et samfund, hvor middelklassen dominerer, og hvor de uddannede er et voksende flertal, ikke en 'elite'.

Venstrefløjens fremtid afhænger af, at den både kan samle og mobilisere de svageste og samarbejde med den frisindede, relativt egalitære og internationalt orienterede middelklasse. Splittelsesmageri på begge disse fronter er ikke en opskrift på succes.

Tilbage til top


Integrationens hovedfjender
DSU-formand Jacob Bjerregaard
Politiken den 18. april 2005


Det ærgrede mig meget at læse Tøger Seidenfadens angreb på blandt andre Lars Olsen her i avisen 10.4. under overskriften 'Fornyere eller splittelsesmagere'. Seidenfaden mener, at Lars Olsens såkaldte mistænkeliggørelse af den velmenende middelklasse er ubegavet, fordi den skaber en opsplitning imellem denne del af middelklassen og de danske arbejdere.

Sagen er bare den, at Seidenfaden med sit indlæg netop gør sig til en del af det problem, som det er Lars Olsens ærinde at løse.

Indvandrere er nemlig uenige med Seidenfaden. Det er bemærkelsesværdigt, at over halvdelen af de danske indvandrere går ind for spredning af børn med udenlandsk baggrund i folkeskolen, og at 60 procent foretrækker at bo i et område, hvor mindst halvdelen af beboerne har dansk baggrund. Indvandrerne selv kan udmærket se både problemer og løsninger. Men Tøger Seidenfaden ved åbenbart bedre.

For mig at se har den danske integrationspolitik i øjeblikket to hovedfjender, som blokerer for, at der kan komme ordentligt gang i integrationen, således at vi kan redde indvandrerne fra for alvor at blive til en ny underklasse i det danske samfund.

Den første fjende lader sig glimrende repræsentere ved Pia Kjærsgaard og det fremmedhad, som hun står for. Dette problem behøver ikke mange ord med på vejen herfra lige nu.

Til gengæld gør Tøger Seidenfaden sig med sit indlæg til en lige så glimrende repræsentant for integrationspolitikkens anden store hovedfjende, nemlig den totale problemfornægtelse, som desværre finder sted på store dele af venstrefløjen og i den velmenende middelklasse.

Sagen er bare den, at der er al mulig grund til at dunke den velmenende middelklasse oven i hovedet, så nogle af dem forhåbentlig vågner op. Vi hjælper ingen, og mindst af alt indvandrerne, ved ikke at turde se problemerne i øjnene.

Seidenfaden udspyer anklager om splittelsesmageri, alt imens hans egen problemfornægtelse bidrager til den opsplitning af det danske samfund, som er i fuld gang. Sandheden er, at der i dag eksisterer en uheldig alliance imellem en højrefløj, som er ligeglad med indvandrernes problemer, og en venstrefløj, som går mere op i sin egen frelsthed end i at hjælpe indvandrerne til at blive en del af fællesskabet. Måske var det her, man skulle sætte ind med lidt splittelsesmageri?

Tilbage til top


Er "kvoter" politisk ukorrekt?
Svar til Tøger Sidenfaden fra Anders Laubjerg, Karsten Hønge og Simon Tøgern
Politiken den 21. april 2005


Når Tøger Seidenfaden, som kommentar på vores kronik ”Den nye underklasse” (7.5.05), spørger, om vi ”er ude på at samle den hvide underklasse uden om eller ligefrem imod de etniske minoriteter” (10.4.05), så er overraskelsen på vores side. TS må da også bygge sit spørgsmål op på et fejlcitat. Vi har aldrig givet udtryk for, at ’højrefløjen taler i dybden om problemerne’. Den nationale højrepopulisme vendt mod ”de fremmede” og ”det fremmede” (EU m.v.) er for Danmark en katastrofekurs. Økonomien er globaliseret, og det kræver et politisk modspil, som ikke vender ryggen til verden. Omvendt ”flirter” vi ikke med ”kvoter” men mener oprigtigt, at samfundslivet er fyldt med eksempler på, at ”mængden gør en forskel”, hvorfor ”kvoter” kan være et politisk redskab mod ulighed. 

Er Muhammed en allieret i kampen for et velfærdssamfund båret oppe af under- og middelklasse, spørger TS. Det korte svar er JA. Det lange svar følger her.

Den nye underklasse er præget af en overrepræsentation af personer med indvandrerbaggrund, men det er ikke indvandringen, der har skabt den nye underklasse. At forstå dette udgangspunkt er afgørende. Den nye underklasse skabes i en frakobling til arbejdsmarkedet med samfundsmæssig rod i mangelfuld uddannelse, boligmæssig ghettoisering og en arbejdsmarkedspolitik, som ikke formår at samle de udstødte op. De underliggende samfundskræfter er ”farveløse” – de rammer sort som hvid.

En løsning af problemerne kræver tilførsel af ressourcer, og på det spørgsmål hykler de borgerlige. Men den ofte hørte udmelding fra venstrefløjen ”send flere penge” er ikke godt nok. Ta’ nu folkeskolen. Efter krigen skrev Storm P. ”Så fik vi da endelig fred! Ja, nu mangler vi bare at få ro”. Dette citat kunne passende ophænges på mange danske skoler. ”Ro i klassen” koster ingen penge - men en halv kulturrevolution. Skal den negative sociale arv brydes, er skolen det centrale omdrejningspunkt. Og problemerne her er i lige så høj grad politiske og sociale som økonomiske, jf. Ritt Bjerregaards seneste udmelding om friskoleloven.

Når ordet ”kvote” aktiverer hele TS’s politiske korrekthed, forstår vi det ikke. Alle vil deres børn det bedste. Længere er den ikke. For deres børns bedste ser et flertal af indvandrere gerne sprogtest i dansk og om nødvendigt en efterfølgende spredning på skoler uden for ghettoen, fordi det bidrager til deres børns integration. (Undersøgelse i Ugebrevet A-4, nr. 13). Er det et problem? Der er ganske enkelt ikke belæg for, at ”spredning” nødvendigvis blot ”spreder problemet”.

Vi har heller ikke problemer med, at kommunerne indsætter socialt svage personer i det almene boligbyggeri. For så vidt som boligkvarteret er præget af velfungerende og stærke samfundsborgere, så kan indplaceringen være endnu en lille solstrålehistorie om fællesskabet, der løfter i flok. Men er boligkvarteret en ghetto af socialt svage personer, kan samme fremgangsmåde i dag som for 20 år siden være ren benzin på bålet. Hvorfor? Fordi ”mængden gør en forskel”.

Denne almindelige indsigt i samfundslivets hverdagssociologi bør ikke udløse nogen doktorgrad. Vi har jo ikke hermed udtrykt nogen større viden, end hvad enhver alkoholiker har kendt til i århundreder. ”Mængden gør en forskel”.

Tilbage til top