Startside ] Op ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] [ OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Så er OD tilbage i dansk politik - for tredje gang
Artikel om overskudsdeling
Tidsskriftet Praksis nr. 4, 1985. Medforfatter: Lensa Gjedde Olsen


Allerede i Manifestet skriver Marx og Engels, at arbejderbevægelsens grundspørgsmål er ejendomsspørgsmålet, og svaret herpå er privatejendommens ophævelse. Spørgsmålets aktuelle tilbagevenden i dansk politik afspejler imidlertid, at en  løsning af ejendomsspørgsmålet er blevet selve krumtappen i arbejderbevægelsens svar på krisen.

For de hjemlige medier lykkedes det i lang tid at fremstille  Schlüterregeringen som en folkelig succes. Dette til trods for at regeringen ved valget i januar 1984 kun opnåede 43% af stemmerne og den borgerlige lejr samlet 53%.

Snarere end en beundring af Schlüter har situationen i arbejderbevægelsen de sidste tre år været  kendetegnet ved en vis afventende usikkerhed over for alternativet. Ikke  i egentlig forstand alternativet til Schlüter, men alternativet til den hen-over-midten-politik som arbejderbevægelsen under Anker Jørgensens ledelse - og med de radikale som samarbejdets mangeårige "våde håndsæbe" - op igennem kriseårene kørte mere og mere tomt for indhold. Én af arbejderbevægelsens strategier udtømte sine hidtidige muligheder uden at blive erstattet af en anden. Dét var Schlüters succes og arbejderbevægelsens dilemma. Spørgsmålet "Efter Schlüter - hvad så?" var pludseligt blevet vanskeligt at besvare, fordi dette spørgsmål efter sit indhold lød: Efter klassesamarbejdet - hvad så?

Efter Schlüter - hvad så?

Socialdemokratiet kastede sig først ud i denne diskussion efter at Schlüterregeringen havde indkasseret sig to pyrrhussejre - HT-konflikten i maj 1984 og OK-indgrebet i foråret 1985. Det var "sejre", som satte spørgsmålstegn ved regeringens fortsatte liv, og som ændrede grundlaget for dens eksistens. Udadtil indledte Socialdemokratiet denne diskussion med en offentlig debat om arbejderflertal og grundlaget for en aktuel enhed i arbejderklassen (S-SF-samarbejdets muligheder og former). Og indadtil med beslutningen om for tredje gang at gøre kravet om en ejendomsreform til partiets aktuelle politik.

Socialdemokratiets nye udgave af en OD-reform foreligger ikke i skrivende stund, men så meget synes sikkert. Forslaget bygger på det gamle forslag fra 1979, og fastholder den obligatoriske deltagelsespligt samt opbygningen af én eller flere fællesfonde ejet kollektivt af lønmodtagerne. OD i Socialdemokratiets udgave indebærer en koncentration af ejendom på kollektive hænder, dvs sigtet er en ophævelse af privatejendom. Selv om ambitionsniveauet klart er faldet siden lovforslaget om ØD i 1973, så kan en socialistisk enhed i arbejderklassen på selve grundspørgsmålet fortsat omfatte Socialdemokratiet. Der er stadigvæk et stort spring til de borgerliges forslag om OD-ordninger, som alene - om overhovedet noget - indebærer en spredning af ejendom. 

Det borgerlige Danmark kan således se hen til en snarlig tredje offensiv fra arbejderbevægelsens side på spørgsmålet om privatejendommens såkaldte ukrænkelighed. Men har det borgerlige Danmark noget at frygte? To gange tidligere har det været arbejderbevægelsen selv, som ikke har kunnet stå distancen. Stiller denne situation sig anderledes i dag? Vi vil til dette spørgsmål - med behersket optimisme - svare ja - og det af følgende grunde.

Krisen har bragt ØD i centrum

Krisen har ændret den samfundsmæssige sammenhæng, som en ejendomsreform i dag indgår i. Midt under kampen om ØD under det andet arbejderflertal i 1973 kunne Berlingske Tidende genere den socialdemokratiske regering ved at skrive, at denne "bør ikke få held til at lulle offentligheden ind i en forestilling om, at økonomisk demokrati er det næste naturlige skridt i udviklingen af velfærdssamfundet". Bemærkninger som denne generede Socialdemokratiet, fordi den afslørede, at borgerskabet på ingen måde ville "købe" ØD som en traditionel "velfærdsreform", dvs. en reform, som lå inden for rammerne af efterkrigstidens klassesamarbejde. ØD var ikke en reform, som udtrykte et særligt arbejderkrav til privatejendommens herredømme, det var omvendt et renlivet angreb på samme. Og yderligere et problem stødte til. Hele det politiske postyr, storkonflikten m.m. kom uforberedt for bevægelsen og blev ikke forklaret. Og hvorfor indlade sig på risikable samfundseksperimenter, når højkonjunkturen larmer i gaderne, og "medindflydelse", "nærdemokrati" og "større andel i kagen" er noget, man selv skaffer sig i den enkelte virksomhed.

Anderledes i dag. Industriens helt utilstrækkelige selvfinansieringsgrad, som allerede i 70'ernes begyndelse var en alvorlig trussel mod "den fulde beskæftigelse", har i dag taget form af massearbejdsløshed. At nedbringe arbejdsløsheden afgørende er en investeringsopgave i størrelsesordenen ti til femten Storebælts broer. Men hvem tilfalder denne opgave? Hvem magter denne opgave? Schlüter-regeringen peger på de nuværende kapitalejere, men disse dementerer dagligt rigtigheden heraf. Når lønmodtagernes andel i virksomhedernes indtjening på fem år er faldet fra 67% til under 55%, og når virksomhedernes overskud i perioden 1980-84 er steget rekordstort med 240%, og investeringerne i samme periode kun er steget med 41%, så har kapitalejerne selv bedre end nogen marxistisk forelæsning anskueliggjort, at det er de borgerlige ejendomsforhold, som står blokerende i vejen for de nødvendige investeringer.

Den investeringsopgave, som er nøglen til en drastisk reduktion af arbejdsløsheden, tilfalder i dag arbejderklassen. For den danske arbejderklasse er dette en ny situation, men elleve år inde i krisen er det ikke en situation, som det er umuligt at vinde bred forståelse for. Såvel arbejderbevægelsens nuværende fonde som en kommende OD-reform vil stå som helt centrale elementer til en løsning af de produktionsopgaver, som tungt påhviler et kommende arbejderflertal. At markedsføre OD i "de glade 60'ers ånd" som en "nærdemokratisk" reform vil måske vinde gehør på landets højskoler. I arbejderklassen vil det veje tungere, at fremføre en ejendomsreform som en nødvendig økonomisk reform til løsning af de produktionsopgaver, som i vor epoke tilfalder arbejderklassen. Det vil ikke være demagogi men fakta.

Socialdemokratiets erfaringer

Men det er ikke blot den objektive situation, som er en anden i dag. Undervejs har arbejderbevægelsen indhøstet flere lærerige erfaringer. Såvel Anker Jørgensen som Svend Auken har på det seneste peget på, at en ejendomsreform ikke kan gennemføres sammen med de borgerlige. Således skriver Auken i LO-bladet (nr. 15/85), at "sigtet er at forberede (OD)forslaget og øge tilslutningen til OD, så det kan gennemføres i et folketing med et nyt flertal. I det nuværende folketing er der ingen chancer for at komme igennem med en OD-reform med et virkeligt perspektiv". Auken kredser her omkring roden til de tidligere nederlag. Det vil sige omkring Socialdemokratiets illusioner om et demokratisk borgerskab, der enten kan overtales til at acceptere ØD/OD (gennem gode argumenter, en bedre tilrettelagt oplysningskampagne osv), eller købes til at forlige sig med et ØD-samfund (gennem løntilbageholdenhed m.m.).

Om ØD-kampagnen i 1973 skrev daværende DSU-formand Niels Enevoldsen, at "vi har selv en meget stor del af skylden for, at folk er forvirrede". Som så ofte før har vi ikke "turde sige tingenen ved deres rette navn" - af hensyn til det borgerskab, som alligevel ikke lod sig narre ind i en ØD-ordning. Om Enevoldsen tænkte på smedenes formand Paulus Andersen skal være usagt, men til ØD-spørgsmålet havde Paulus Andersen denne "klare" udredning. "Økonomisk demokrati er ikke socialisme, men vi tager hul på socialismen. Det er bare ikke den socialisme, de borgerlige frygter, og som de sikkert vil slå på op til en eventuel folkeafstemning. Det er ikke socialisme i renkultur. Kun et meget vigtigt skridt frem mod socialismen". Sådanne forsikringer om at Socialdemokratiet, hvad socialismen angår, kun er en ganske lille smule gravid, gjorde ikke indtryk på de borgerlige - det skabte alene forvirring i arbejderklassen.

Hegnspælene blev stående

Under OD-offensiven i 1979 tog illusionerne om det demokratiske borgerskab form af en "pakkeløsning", et konstrueret "historisk kompromis". De borgerlige skulle acceptere, at Thomas Nielsens berømte "hegnspæle" blev rykket ind på privatejendommens mark til en pris af nogle dyrtidsportioner og lidt løntilbageholdenhed. "Vi kræver ikke en krone", sagde Thomas Nielsen flot. Men den gik ikke. De borgerlige strateger replicerede - "nej tak - kun halvdelen af magten!". Dyrtidsindgrebet blev vedtaget, men ikke "ØD ad køkkentrappen" og det "uanset hvad regeringen så måtte tilbyde", som Uffe Ellemann-Jensen sagde i Folketinget.

Siden  sidste dyst omkring ejendomsspørgsmålet er det danske borgerskab nået adskilligt længere i flugten bort fra klassesamarbejdet. Alligevel står det næppe klart for mange i Socialdemokratiet, at store dele af partiets krisesvar i dag er henvist til et nyt arbejderflertal. Svend Aukens udtalelser afspejler imidlertid en vigtig erfaring, hvis de for alvor udtrykker en forståelse for, at en ejendomsreform med perspektiv i alene kan gennemføres af et kommende arbejderflertal. Så kan kræfterne og argumentationen til en fornyelse rettes ind efter ikke at "sælge" borgerskabet en ejendomsreform, men at vinde arbejderklassens menige medlemmer for nødvendigheden af denne reform.

SF's erfaringer

Også SF har gjort vigtige erfaringer. Senest har det manifesteret sig på landsmødet i maj i år, hvor ØD og VD blev afkoblet hinanden. Gert Petersen har fremhævet  (Information 13. maj 1985), at SF hermed er blevet mere operationsdygtigt, hvilket formanden utvivlsomt har ret i. Rollen som katalysator kan med landsmødets beslutning spilles mere aktivt. Men skal landsmødets beslutning kunne "bære" i en konkret situation, er det afgørende, at beslutningen udtrykker mere end blot en "operativ adskillelse".

Når SF i tidernes morgen lod ØD og VD kæde sammen som to siamesiske tvillinger, afspejler det med stor sikkerhed en nøje afstemt partimæssig hensyntagen til de strømninger i SF (syndikalistiske og småborgerlig socialistiske), som bortset fra retorikken er mere end lunken over for kravet om "økonomisk demokrati". VD har her forsødet den sure, visionsløse, tørt økonomiske og centralistiske pille ved navn ØD. I 1973 og 1979 resulterede dette i en meget henholdende taktik over for ØD/OD - ja Thomas Nielsen har kaldt SF's holdning direkte "krysteragtig". Det retoriske i taktikken sagde dengang ja til ØD i morgen, men konkret var svaret et nej til ØD i dag. Begrundelsen bag det konkrete nej lå i hensynet til de vidtgående betingelser til en ejendomsreform, som ovennævnte strømninger stiller. Betingelser i retning af større lokal indflydelse og betingelser som reelt indebærer, at reformen underlægges den faglige kamp.

Ti-øren vigtigere end ØD

SF har set partiets store opgave i at bringe "nærdemokratiske" elementer ind i en ØD-reform. I den ideologiske kamp om ØD har SF ofte placeret sig bemærkelsesværdigt tæt på den borgerlige lejrs kritik af de socialdemokratiske ØD-udspil. Det synes dog at være "de faglige folk", som i såvel '73 som i '79 har tvunget et nej til ØD/OD igennem. Således måtte ØD i 1973 udskydes og forhales, fordi Socialdemokratiet havde tilladt sig at fremsætte forslaget midt i en overenskomstsituation. Den "trods alt mest omfattende samfundsændring i nyere tid" (Aage Frandsen) måtte for alt i verden ikke forstyrre arbejdspladsernes overenskomstkamp omkring akkordtariffer, ti-ører og overarbejdstillæg. De "faglige folk" krævede derfor ØD-lovforslaget udskudt.

Denne syndikalistiske forkærlighed for at underlægge arbejderklassens politiske kamp under den faglige kamp kom også til udtryk i SF's stillingtagen i 1979. Et spinkelt HB-flertal begrundede sit nej til OD med den sammenhæng, som reformforslaget indgik i (decemberpakkens indkomstpolitiske del). "Jeg tror ikke", udtalte Gert Petersen til Informantion (14.12.79), "at hovedbestyrelsens flertal vil reagere på samme måde, når overskudsdelingen ikke er koblet sammen med lønpolitik, og det er baggrunden for, at et flertal ikke kan støtte et forslag på nuværende tidspunkt. Under andre vilkår vil de forholde sig på en anden måde."

Gert Petersen tager dog hermed ikke stilling til, om det overhovedet er sandsynligt at forestille sig et Socialdemokrati, som ikke vil kæde en aktiv erhvervspolitik omfattende en ejendomsreform sammen med lønpolitik. Socialdemokraterne siger selv, at dette er deres politik. De "andre vilkår", som Gert Petersen henviser til, og som formodes at ville formidle bestemte SF-kredse, får på denne baggrund en ganske anden dimension. I realiteten henviser de "andre vilkår" nu til en situation, hvor enheden bag et nyt arbejderflertal ikke er domineret af Socialdemokratiet.

Enhed med et stort Socialdemokrati

Den "enhed mod højre", som alle i arbejderbevægelsen tilsyneladende er enige i, kan man for de socialistiske og småborgerlige socialistiske strømningers vedkommende (i og uden for SF) alvorligt tvivle på også omfatter Socialdemokratiet i de situationer, hvor det er Socialdemokratiet, som præger enheden. Det er udtryk for ønsketænkning, at forestille sig arbejderklassen gå til angreb på krisen uden inddragelse af arbejderbevægelsens hovedstrøm - den socialdemokratiske bevægelse. Denne ønsketænkning overser, at enhver bevægelse altid starter med det næste skridt. Enhver kamp for enhed i arbejderbevægelsen, som nægter at anerkende Socialdemokratiet - repræsenterende hovedstrømmen i arbejderbevægelsen - en dominerende plads i denne enhed, er ikke reel og ærlig ment. Hermed være ikke sagt, at udviklingen af denne enhed ikke er en modsigelsesfyldt proces, og at der ikke nødvendigvis vil foregå en kamp om enhedens grundlag. Det afgørende i denne sammenhæng er, at SF's på tiende år henholdende taktik over for ØD/OD stikker dybere end Gert Petersen lader forstå. Den bunder efter vores opfattelse i, at ovennævnte strømninger reelt ikke anerkender Socialdemokratiet som et legitimt udtryk for hovedstrømmen i arbejderbevægelsen - et standpunkt, som udelukker disse strømninger fra at kunne medregnes i enhedsgrundlaget for et tredje arbejderflertal.

For så vidt som der i landsmødets beslutning blot ligger en "operativ adskillelse" af ØD og VD, så kan man alvorligt frygte, at SF også under "andre vilkår" vil blokere for, at bevægelsen, som den nu engang forefindes elleve år inde i krisen, kan begynde at tage "hul på fremtiden" og gøre egne erfaringer. Men ligger der derimod i landsmødets "operative adskillelse" en egentlig anerkendelse af "økonomisk demokrati" som selvstændig reform, dvs i "krisens ånd" som det ejendomsmæssige aspekt ved de produktionsopgaver, som påhviler et kommende arbejderflertal; og har Gert Petersen og HB-udtalelsen fra september 1983 "baglandet" med sig, når de taler om et nyt arbejderflertal, som må fremlægge en "helhedsplan" omfattende "prispolitikken og løndannelsen"; og har man langt om længe i Socialdemokratiet begyndt at forstå, at intet mindre end kravet om "økonomisk demokrati" er Socialdemokratiets eget gravmæle over det klassesamarbejde, hvis forlis volder så mange kvaler at acceptere, så får det danske borgerskab måske noget at frygte "tredje gang", der, som mundheldet siger, er lykkens gang.

Tilbage til top