|
Så er OD tilbage i dansk politik -
for tredje gang
Artikel om overskudsdeling
Tidsskriftet Praksis nr. 4, 1985. Medforfatter: Lensa
Gjedde Olsen.
Allerede
i Manifestet skriver Marx og Engels, at arbejderbevægelsens grundspørgsmål
er ejendomsspørgsmålet, og svaret herpå er privatejendommens ophævelse.
Spørgsmålets aktuelle tilbagevenden i dansk politik afspejler
imidlertid, at en løsning af ejendomsspørgsmålet er blevet
selve krumtappen i arbejderbevægelsens svar på krisen.
For
de hjemlige medier lykkedes det i lang tid at fremstille Schlüterregeringen
som en folkelig succes. Dette til trods for at regeringen ved valget i
januar 1984 kun opnåede 43% af stemmerne og den borgerlige lejr samlet
53%.
Snarere
end en beundring af Schlüter har situationen i arbejderbevægelsen de
sidste tre år været kendetegnet ved en vis afventende usikkerhed
over for alternativet. Ikke i egentlig forstand alternativet til
Schlüter, men alternativet til den hen-over-midten-politik som
arbejderbevægelsen under Anker Jørgensens ledelse - og med de radikale
som samarbejdets mangeårige "våde håndsæbe" - op igennem
kriseårene kørte mere og mere tomt for indhold. Én af arbejderbevægelsens
strategier udtømte sine hidtidige muligheder uden at blive erstattet af
en anden. Dét var Schlüters succes og arbejderbevægelsens dilemma. Spørgsmålet
"Efter Schlüter - hvad så?" var pludseligt blevet vanskeligt
at besvare, fordi dette spørgsmål efter sit indhold lød: Efter
klassesamarbejdet - hvad så?
Efter
Schlüter - hvad så?
Socialdemokratiet
kastede sig først ud i denne diskussion efter at Schlüterregeringen
havde indkasseret sig to pyrrhussejre - HT-konflikten i maj 1984 og
OK-indgrebet i foråret 1985. Det var "sejre", som satte spørgsmålstegn
ved regeringens fortsatte liv, og som ændrede grundlaget for dens
eksistens. Udadtil indledte Socialdemokratiet denne diskussion med en
offentlig debat om arbejderflertal og grundlaget for en aktuel enhed i
arbejderklassen (S-SF-samarbejdets muligheder og former). Og indadtil
med beslutningen om for tredje gang at gøre kravet om en ejendomsreform
til partiets aktuelle politik.
Socialdemokratiets
nye udgave af en OD-reform foreligger ikke i skrivende stund, men så
meget synes sikkert. Forslaget bygger på det gamle forslag fra 1979, og
fastholder den obligatoriske deltagelsespligt samt opbygningen af én
eller flere fællesfonde ejet kollektivt af lønmodtagerne. OD i
Socialdemokratiets udgave indebærer en koncentration af ejendom på
kollektive hænder, dvs sigtet er en ophævelse af privatejendom. Selv
om ambitionsniveauet klart er faldet siden lovforslaget om ØD i 1973, så
kan en socialistisk enhed i arbejderklassen på selve grundspørgsmålet
fortsat omfatte Socialdemokratiet. Der er stadigvæk et stort spring til
de borgerliges forslag om OD-ordninger, som alene - om overhovedet noget
- indebærer en spredning af ejendom.
Det
borgerlige Danmark kan således se hen til en snarlig tredje offensiv
fra arbejderbevægelsens side på spørgsmålet om privatejendommens såkaldte
ukrænkelighed. Men har det borgerlige Danmark noget at frygte? To gange
tidligere har det været arbejderbevægelsen selv, som ikke har kunnet
stå distancen. Stiller denne situation sig anderledes i dag? Vi vil til
dette spørgsmål - med behersket optimisme - svare ja - og det af følgende
grunde.
Krisen
har bragt ØD i centrum
Krisen
har ændret den samfundsmæssige sammenhæng, som en ejendomsreform i
dag indgår i. Midt under kampen om ØD under det andet arbejderflertal
i 1973 kunne Berlingske Tidende genere den socialdemokratiske regering
ved at skrive, at denne "bør ikke få held til at lulle
offentligheden ind i en forestilling om, at økonomisk demokrati er det
næste naturlige skridt i udviklingen af velfærdssamfundet". Bemærkninger
som denne generede Socialdemokratiet, fordi den afslørede, at
borgerskabet på ingen måde ville "købe" ØD som en
traditionel "velfærdsreform", dvs. en reform, som lå inden
for rammerne af efterkrigstidens klassesamarbejde. ØD var ikke en
reform, som udtrykte et særligt arbejderkrav til privatejendommens
herredømme, det var omvendt et renlivet angreb på samme. Og yderligere
et problem stødte til. Hele det politiske postyr, storkonflikten m.m.
kom uforberedt for bevægelsen og blev ikke forklaret. Og hvorfor
indlade sig på risikable samfundseksperimenter, når højkonjunkturen
larmer i gaderne, og "medindflydelse", "nærdemokrati"
og "større andel i kagen" er noget, man selv skaffer sig i
den enkelte virksomhed.
Anderledes
i dag. Industriens helt utilstrækkelige selvfinansieringsgrad, som
allerede i 70'ernes begyndelse var en alvorlig trussel mod "den
fulde beskæftigelse", har i dag taget form af massearbejdsløshed.
At nedbringe arbejdsløsheden afgørende er en investeringsopgave i størrelsesordenen
ti til femten Storebælts broer. Men hvem tilfalder denne opgave? Hvem
magter denne opgave? Schlüter-regeringen peger på de nuværende
kapitalejere, men disse dementerer dagligt rigtigheden heraf. Når lønmodtagernes
andel i virksomhedernes indtjening på fem år er faldet fra 67% til
under 55%, og når virksomhedernes overskud i perioden 1980-84 er steget
rekordstort med 240%, og investeringerne i samme periode kun er steget
med 41%, så har kapitalejerne selv bedre end nogen marxistisk forelæsning
anskueliggjort, at det er de borgerlige ejendomsforhold, som står
blokerende i vejen for de nødvendige investeringer.
Den
investeringsopgave, som er nøglen til en drastisk reduktion af arbejdsløsheden,
tilfalder i dag arbejderklassen. For den danske arbejderklasse er dette
en ny situation, men elleve år inde i krisen er det ikke en situation,
som det er umuligt at vinde bred forståelse for. Såvel arbejderbevægelsens
nuværende fonde som en kommende OD-reform vil stå som helt centrale
elementer til en løsning af de produktionsopgaver, som tungt påhviler
et kommende arbejderflertal. At markedsføre OD i "de glade 60'ers
ånd" som en "nærdemokratisk" reform vil måske vinde
gehør på landets højskoler. I arbejderklassen vil det veje tungere,
at fremføre en ejendomsreform som en nødvendig økonomisk reform til løsning
af de produktionsopgaver, som i vor epoke tilfalder arbejderklassen. Det
vil ikke være demagogi men fakta.
Socialdemokratiets
erfaringer
Men
det er ikke blot den objektive situation, som er en anden i dag.
Undervejs har arbejderbevægelsen indhøstet flere lærerige erfaringer.
Såvel Anker Jørgensen som Svend Auken har på det seneste peget på,
at en ejendomsreform ikke kan gennemføres sammen med de borgerlige. Således
skriver Auken i LO-bladet (nr. 15/85), at "sigtet er at forberede (OD)forslaget
og øge tilslutningen til OD, så det kan gennemføres i et folketing
med et nyt flertal. I det nuværende folketing er der ingen chancer for
at komme igennem med en OD-reform med et virkeligt perspektiv".
Auken kredser her omkring roden til de tidligere nederlag. Det vil sige
omkring Socialdemokratiets illusioner om et demokratisk borgerskab, der
enten kan overtales til at acceptere ØD/OD (gennem gode argumenter, en
bedre tilrettelagt oplysningskampagne osv), eller købes til at forlige
sig med et ØD-samfund (gennem løntilbageholdenhed m.m.).
Om
ØD-kampagnen i 1973 skrev daværende DSU-formand Niels Enevoldsen, at
"vi har selv en meget stor del af skylden for, at folk er
forvirrede". Som så ofte før har vi ikke "turde sige
tingenen ved deres rette navn" - af hensyn til det borgerskab, som
alligevel ikke lod sig narre ind i en ØD-ordning. Om Enevoldsen tænkte
på smedenes formand Paulus Andersen skal være usagt, men til ØD-spørgsmålet
havde Paulus Andersen denne "klare" udredning. "Økonomisk
demokrati er ikke socialisme, men vi tager hul på socialismen. Det er
bare ikke den socialisme, de borgerlige frygter, og som de sikkert vil
slå på op til en eventuel folkeafstemning. Det er ikke socialisme i
renkultur. Kun et meget vigtigt skridt frem mod socialismen". Sådanne
forsikringer om at Socialdemokratiet, hvad socialismen angår, kun er en
ganske lille smule gravid, gjorde ikke indtryk på de borgerlige - det
skabte alene forvirring i arbejderklassen.
Hegnspælene
blev stående
Under
OD-offensiven i 1979 tog illusionerne om det demokratiske borgerskab
form af en "pakkeløsning", et konstrueret "historisk
kompromis". De borgerlige skulle acceptere, at Thomas Nielsens berømte
"hegnspæle" blev rykket ind på privatejendommens mark til en
pris af nogle dyrtidsportioner og lidt løntilbageholdenhed. "Vi kræver
ikke en krone", sagde Thomas Nielsen flot. Men den gik ikke. De
borgerlige strateger replicerede - "nej tak - kun halvdelen af
magten!". Dyrtidsindgrebet blev vedtaget, men ikke "ØD ad køkkentrappen"
og det "uanset hvad regeringen så måtte tilbyde", som Uffe
Ellemann-Jensen sagde i Folketinget.
Siden
sidste dyst omkring ejendomsspørgsmålet er det danske borgerskab nået
adskilligt længere i flugten bort fra klassesamarbejdet. Alligevel står
det næppe klart for mange i Socialdemokratiet, at store dele af
partiets krisesvar i dag er henvist til et nyt arbejderflertal. Svend
Aukens udtalelser afspejler imidlertid en vigtig erfaring, hvis de for
alvor udtrykker en forståelse for, at en ejendomsreform med perspektiv
i alene kan gennemføres af et kommende arbejderflertal. Så kan kræfterne
og argumentationen til en fornyelse rettes ind efter ikke at "sælge"
borgerskabet en ejendomsreform, men at vinde arbejderklassens menige
medlemmer for nødvendigheden af denne reform.
SF's
erfaringer
Også
SF har gjort vigtige erfaringer. Senest har det manifesteret sig på
landsmødet i maj i år, hvor ØD og VD blev afkoblet hinanden. Gert
Petersen har fremhævet (Information 13. maj 1985), at SF hermed
er blevet mere operationsdygtigt, hvilket formanden utvivlsomt har ret
i. Rollen som katalysator kan med landsmødets beslutning spilles mere
aktivt. Men skal landsmødets beslutning kunne "bære" i en
konkret situation, er det afgørende, at beslutningen udtrykker mere end
blot en "operativ adskillelse".
Når
SF i tidernes morgen lod ØD og VD kæde sammen som to siamesiske
tvillinger, afspejler det med stor sikkerhed en nøje afstemt partimæssig
hensyntagen til de strømninger i SF (syndikalistiske og småborgerlig
socialistiske), som bortset fra retorikken er mere end lunken over for
kravet om "økonomisk demokrati". VD har her forsødet den
sure, visionsløse, tørt økonomiske og centralistiske pille ved navn
ØD. I 1973 og 1979 resulterede dette i en meget henholdende taktik over
for ØD/OD - ja Thomas Nielsen har kaldt SF's holdning direkte
"krysteragtig". Det retoriske i taktikken sagde dengang ja til
ØD i morgen, men konkret var svaret et nej til ØD i dag. Begrundelsen
bag det konkrete nej lå i hensynet til de vidtgående betingelser til
en ejendomsreform, som ovennævnte strømninger stiller. Betingelser i
retning af større lokal indflydelse og betingelser som reelt indebærer,
at reformen underlægges den faglige kamp.
Ti-øren
vigtigere end ØD
SF
har set partiets store opgave i at bringe "nærdemokratiske"
elementer ind i en ØD-reform. I den ideologiske kamp om ØD har SF ofte
placeret sig bemærkelsesværdigt tæt på den borgerlige lejrs kritik
af de socialdemokratiske ØD-udspil. Det synes dog at være "de
faglige folk", som i såvel '73 som i '79 har tvunget et nej til ØD/OD
igennem. Således måtte ØD i 1973 udskydes og forhales, fordi
Socialdemokratiet havde tilladt sig at fremsætte forslaget midt i en
overenskomstsituation. Den "trods alt mest omfattende samfundsændring
i nyere tid" (Aage Frandsen) måtte for alt i verden ikke forstyrre
arbejdspladsernes overenskomstkamp omkring akkordtariffer, ti-ører og
overarbejdstillæg. De "faglige folk" krævede derfor ØD-lovforslaget
udskudt.
Denne
syndikalistiske forkærlighed for at underlægge arbejderklassens
politiske kamp under den faglige kamp kom også til udtryk i SF's
stillingtagen i 1979. Et spinkelt HB-flertal begrundede sit nej til OD
med den sammenhæng, som reformforslaget indgik i (decemberpakkens
indkomstpolitiske del). "Jeg tror ikke", udtalte Gert Petersen
til Informantion (14.12.79), "at hovedbestyrelsens flertal vil
reagere på samme måde, når overskudsdelingen ikke er koblet sammen
med lønpolitik, og det er baggrunden for, at et flertal ikke kan støtte
et forslag på nuværende tidspunkt. Under andre vilkår vil de forholde
sig på en anden måde."
Gert
Petersen tager dog hermed ikke stilling til, om det overhovedet er
sandsynligt at forestille sig et Socialdemokrati, som ikke vil kæde en
aktiv erhvervspolitik omfattende en ejendomsreform sammen med lønpolitik.
Socialdemokraterne siger selv, at dette er deres politik. De "andre
vilkår", som Gert Petersen henviser til, og som formodes at ville
formidle bestemte SF-kredse, får på denne baggrund en ganske anden
dimension. I realiteten henviser de "andre vilkår" nu til en
situation, hvor enheden bag et nyt arbejderflertal ikke er domineret af
Socialdemokratiet.
Enhed
med et stort Socialdemokrati
Den
"enhed mod højre", som alle i arbejderbevægelsen
tilsyneladende er enige i, kan man for de socialistiske og småborgerlige
socialistiske strømningers vedkommende (i og uden for SF) alvorligt
tvivle på også omfatter Socialdemokratiet i de situationer, hvor det
er Socialdemokratiet, som præger enheden. Det er udtryk for ønsketænkning,
at forestille sig arbejderklassen gå til angreb på krisen uden inddragelse
af arbejderbevægelsens hovedstrøm - den socialdemokratiske bevægelse.
Denne ønsketænkning overser, at enhver bevægelse altid starter med
det næste skridt. Enhver kamp for enhed i arbejderbevægelsen, som nægter
at anerkende Socialdemokratiet - repræsenterende hovedstrømmen i
arbejderbevægelsen - en dominerende plads i denne enhed, er ikke reel
og ærlig ment. Hermed være ikke sagt, at udviklingen af denne enhed
ikke er en modsigelsesfyldt proces, og at der ikke nødvendigvis vil
foregå en kamp om enhedens grundlag. Det afgørende i denne sammenhæng
er, at SF's på tiende år henholdende taktik over for ØD/OD stikker
dybere end Gert Petersen lader forstå. Den bunder efter vores
opfattelse i, at ovennævnte strømninger reelt ikke anerkender
Socialdemokratiet som et legitimt udtryk for hovedstrømmen i
arbejderbevægelsen - et standpunkt, som udelukker disse strømninger
fra at kunne medregnes i enhedsgrundlaget for et tredje arbejderflertal.
For
så vidt som der i landsmødets beslutning blot ligger en "operativ
adskillelse" af ØD og VD, så kan man alvorligt frygte, at SF også
under "andre vilkår" vil blokere for, at bevægelsen, som den
nu engang forefindes elleve år inde i krisen, kan begynde at tage
"hul på fremtiden" og gøre egne erfaringer. Men ligger der
derimod i landsmødets "operative adskillelse" en egentlig
anerkendelse af "økonomisk demokrati" som selvstændig
reform, dvs i "krisens ånd" som det ejendomsmæssige aspekt
ved de produktionsopgaver, som påhviler et kommende arbejderflertal; og
har Gert Petersen og HB-udtalelsen fra september 1983
"baglandet" med sig, når de taler om et nyt arbejderflertal,
som må fremlægge en "helhedsplan" omfattende
"prispolitikken og løndannelsen"; og har man langt om længe
i Socialdemokratiet begyndt at forstå, at intet mindre end kravet om
"økonomisk demokrati" er Socialdemokratiets eget gravmæle
over det klassesamarbejde, hvis forlis volder så mange kvaler at
acceptere, så får det danske borgerskab måske noget at frygte
"tredje gang", der, som mundheldet siger, er lykkens gang.
|