Startside ] Op ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] [ ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


ØD - den socialdemokratiske vej til socialisme
Artikel om Socialdemokratiets forslag om Økonomisk Demokrati
Land og Folk den 11. april 1984. Medforfatter: Lensa Gjedde Olsen


Da Socialdemokratiet den 31. januar 1973 i det danske Folketing fremlagde et lovforslag om ”økonomisk demokrati”, begrænsede den borgerlige lejrs reaktion sig ikke blot til kompromisløst at afvise forslaget i Folketinget. På arbejdsmarkedet fremprovokerede arbejdsgiverne en konflikt (efterkrigstidens største) med det formål for øje at tvinge LO og regeringen til at opgive kravet om ØD. I massemedierne blev der først en veltilrettelagt demagogisk hetz mod fagbevægelsen og dets ØD-forslag, og trusler om økonomisk sabotage i form af investeringsstop og kapitalflugt undgik regeringen heller ikke.

Hvor det borgerlige Danmark således reagerede med en for tiden uhørt kompromisløs voldsomhed, der affødte kravet om ”økonomisk demokrati” i arbejderklassen en reaktion, der var langt mere reserveret – grænsende til det ligegyldige om ikke direkte modvillige.

Hvad angår de socialistiske strømninger i arbejderklassen kan denne reaktion synes mærkelig. Formuleringen af ØD-kravet inden for den socialdemokratiske bevægelse i slutningen af 60’erne markerede nemlig intet mindre end et radikalt brud med årtiers borgerlig socialdemokratisk politik.

Kommunisternes stilling til enhed

I ”Det kommunistiske Partis Manifest” kan man i det afsluttende afsnit læse om kommunisternes stilling til andre arbejderpartier. Marx og Engels gennemgår forskellige af datidens europæiske arbejderpartier for til sidst generelt at konkludere. ”Kort sagt, kommunisterne støtter overalt enhver revolutionær bevægelse mod de bestående sociale og politiske tilstande. I alle disse bevægelser fremhæver de, at bevægelsens grundspørgsmål er ejendomsspørgsmålet, uden hensyn til den udviklingsgrad, det har nået.”

Bevægelsens grundspørgsmål er ejendomsspørgsmålet! I det partiprogram (1913-programmet), som var gældende i Socialdemokratiet helt frem til 1961, fremhæves ejendomsspørgsmålet som det centrale spørgsmål, hvorfor ”Socialdemokratiet kræver produktionsmidlernes overgang til samfundsejendom – socialismen”. Denne stillingtagen forblev dog i 20’erne og 30’erne kun en tom programmatisk proklamation, idet ejendomsspørgsmålet rent faktisk ikke blev sat i centrum for partiets reformarbejde.

Efter krigen og under indtryk af de ”velfærdsstater”, som den svækkede imperialisme accepterede opbygget i en række europæiske lande, tog socialdemokratierne imidlertid skridt til at få luget de sidste elementer af marxistisk teori ud af partiprogrammerne. Således skrev J. O. Krag i 1954 i bogen ”Tidehverv og samfundsorden”, at ”ejendomsretten” var blevet ”et relativt og regulerbart begreb”. ”Den private ejendomsret til produktionsmidlerne opfattes næppe af nogen betydende kreds i landet som noget absolut og urokkeligt, men tværtimod som en social funktion, hvis grænser og beføjelser kan reguleres…”.

Og som en kommentar til Socialdemokratiets nye partiprogram fra 1961 (Vejen frem), udtalte socialdemokraten Jørgen Paldam: ”Ejendomsretten er fra den piedestal Stauning anbragte den på, blevet flyttet ned på linie med valgret og alderdomsunderstøttelse.”

Således Socialdemokratiet i efterkrigstidens ”afideologiserede” industrisamfund, hvor kapitalismen var gjort krisefri, klasseforskellene overvundet, ideologierne døde, marxismen forældet og arbejderklassen integreret i systemet. Det karakteristiske for programrevisionen var, at reguleringen af privatejendommen blev sat i stedet for ophævelsen af privatejendommen. Forskellen er afgørende. Partiprogrammet brød med andre ord med reformismen som socialistisk strategi for i stedet at stille sig på et borgerligt socialreformistisk grundlag, hvor man alene indskrænkede sig til at rejse særlige arbejderkrav til borgerskabets klasseherredømme.

Social-liberalismens illusioner brister

I løbet af kun et årti brød hele dette korthus sammen. Mod 60’ernes slutning var symptomerne på en kommende krise umiskendelige. Den borgerlige socialreformisme var for Socialdemokratiet ved at ende i en blindgyde. Som et svar herpå, som et svar på de bristede illusioner, som et svar på, at kapitalismens modsætninger alligevel ikke lod sig løse ved hjælp af ”nye ledelsesformer” og ”reguleringer af privatejendomsretten”, formulerede Socialdemokratiet kravet om ”økonomisk demokrati”.

Med kravet om ØD satte Socialdemokratiet igen ophævelsen af privatejendommen i centrum, selv om selve formen for denne ophævelse ikke var traditionel ”klassisk”. Med ØD-reformens fremsættelse som lovforslag i 1973 havde Socialdemokratiet i virkeligheden for første gang i arbejderbevægelsens et hundrede års historie proklameret en omvæltning af de borgerlige ejendomsforhold som partiets aktuelle mål. Meningen var gradvis at kollektivisere halvdelen af ejendommen til dansk industris produktionsmidler og underlægge denne kollektive ejendom fagbevægelsens politiske indflydelse – et indgreb over for privatejendommen som ville sikre fagbevægelsen den dominerende indflydelse på industriens videre udvikling.

For første gang siden splittelsen i den danske arbejderbevægelse mellem socialdemokrater og kommunister var forudsætningen hermed til stede for, at arbejderbevægelsen forskellige socialistiske partier inklusiv det store socialdemokrati kunne indgå i en aktionsenhed på selve grundspørgsmålet, ejendomsspørgsmålet. For arbejderklassen var dette en historisk chance ved indgangen til den i dag på tiende år vedvarende verdenskrise.

De reformistiske illusioner bevares

Men skal en sådan aktionsenhed etableres, må taktikken over for ØD undlade at stirre sig blind på forslagets form som det afgørende, da dette vil umuliggøre enhver aktionsenhed. Vægten i en marxistisk kritik af ØD skal ikke lægges på selve forslaget, men på de reformistiske illusioner, som forslaget udspringer af.

Den sovjetiske marxist Jurij Krasin har i bogen Den socialistiske revolutions teori (findes på tysk) og senest i en artikel i tidsskriftet Verden rundt (nr. 3, 1983) på udmærket vis understreget, at den marxistiske teori om den socialistiske revolution på ingen måde fremfører, at overgangen til den socialistiske revolution skal antage en ganske bestemt form. Overgangens form er ikke givet på forhånd. Denne er netop historisk – betinget af en række foranderlige faktorer. Den marxistiske teori om den socialistiske revolution udelukker således ikke, at formen for modningen og udviklingen af den revolutionære situation kan finde sted inden for rammerne af en kamp for ”økonomisk demokrati” i den ene eller anden aktionsenhedsudgave. Ifølge Engels talte Marx således mange gange om, at arbejderklassens ville ”slippe billigst fra det, hvis (den) kunne købe hele banden ud”. Hele sagens kerne ligger gemt et andet sted.

Magtspørgsmålet

Overgangen til den socialistiske revolution kan antage mange former, men uafhængig af hvilken form den måtte antage, så vil enhver socialistisk revolutions indhold være bestemt ved, at på et eller andet tidspunkt vil en yderligere fremgang for arbejderklassen, en yderligere modning af den revolutionære situation forudsætte et revolutionært brud, hvor den politiske magt, statsmagten i fuldt omfang overgår til arbejderklassen. At løse magtspørgsmålet er den socialistiske revolutions egentlige indhold. Reformismen – og dermed også ØD-strategien – er netop kendetegnet ved, at den underkender magtspørgsmålet; den underkender, at en løsning af ejendomsspørgsmålet forudsætter en løsning på magtspørgsmålet. En fredelig opbygning af ”økonomisk demokrati” i Danmark forudsætter, at magtspørgsmålet på et eller andet tidspunkt under denne opbygning løses. Det er her de reformistiske illusioner bag ØD-forslaget ligger gemt. Det er her, kommunisternes taktik over for ØD-strategien skal koncentrere hele sin vægt.

I det føromtalte nummer af Verden rundt skriver Krasin med en god portion realitetssans om etableringen af en sådan aktionsenhed, der rejser spørgsmålet om magten i samfundet. ”Man må altså være forberedt på overgangsformer, der er præget en hel del af det forgangne, og som ikke altid passer os eller svarer til vore ønsker. Når man for eksempel taler om perspektiverne for et antimonopolistisk demokrati, må man på forhånd være klar over, at Socialdemokratiet, når det først kommer med i denne proces, kommer til at sætte sit stempel både på etableringen af det antimonopolistiske demokrati og på des udvikling. Man har selvfølgelig lov at løbe an på, at Socialdemokratiet ændrer sig undervejs, men man kan vanskeligt forestille sig, at denne ændring kommer til at foregå meget hurtigt. Derfor er det antimonopolistiske demokrati ikke en jævn, asfalteret landevej, der straks fører til de socialistiske mål. Det antimonopolistiske demokrati er en kamp for kommunisternes mål, men ikke realiseringen af disse mål.” Realiseringen af disse mål, fremhæver Krasin, kan alene ske gennem arbejderklassens erobring af statsmagten.

Den måske paradoksale konklusion lyder derfor. Kun arbejderklassens erobring af den politiske magt, kun etableringen af proletariatets diktatur kan virkeliggøre Socialdemokratiets forslag til ”økonomisk demokrati”. Det er præcis reformisternes dilemma, men kommunisternes styrke. Hvorfor udnytter vi ikke denne styrke?

Tilbage til top