Startside ] Op ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] [ ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Folkesocialisme - katalysator eller bremseklods
Artikel om SF's rolle i kampen om Økonomisk Demokrati
Information den 9. december 1983. Medforfatter: Lensa Gjedde Olsen


Tredje gang er lykkens gang. Om dette mundheld lover godt for et nyt arbejderflertal, skal være usagt. Men modsat tidligere arbejderflertal synes de politiske muligheder for et samarbejde ”hen over midten”, som et alternativ til et samarbejde arbejderpartierne imellem, at forsvinde i samme takt, som vi bevæger os længere ind i den kapitalistiske krise.

Socialdemokratiet er med andre ord mere end før henvist til et arbejderflertal for at virkeliggøre partiets politik. Og modsat tidligere arbejderflertal synes SF mere enig og mere afklaret om at være den politiske katalysator for dannelsen af et nyt arbejderflertal. Om end SF sandsynligvis vil spille denne rolle på et venstre-reformistisk grundlag, lover det godt for et nyt arbejderflertal, da blot en offensiv formulering af en venstre-reformistisk politik udgør den største fare for den borgerlige regering.

SF’s aktuelle taktik over for Socialdemokratiet er meget medvirkende til, at ”det røde flertal lurer lige om hjørnet”. Tidligere arbejderflertal har imidlertid blotlagt nogle af grænserne for SF’s progressive rolle i dansk politik.

At vinde Socialdemokratiet!

Det hele startede tilbage i 60’erne, da SF erobrede en plads i dansk politik som talerør for de socialdemokrater, som ønskede at få Socialdemokratiet til at føre socialdemokratisk politik. Denne måske for SF meget selvudslettende politik var Aksel Larsens geniale opfindelse. Gennem dannelsen af et arbejderflertal skulle Socialdemokratiets ”bal i den borgerlige” ophøre og ”en politisk fornyelse i dansk politik” indledes. Med SF som katalysator skulle Socialdemokratiet vindes for partiets eget program – som det første store mål.

Som Aksel Larsen formulerede det på SF’s kongres i juni 1967. ”Dette samarbejde (mellem S og SF) forudsætter ikke at nogen af partierne sælger ud af sine principper eller mister ansigt (…) Der er kun én vej frem i Danmark. At vinde Socialdemokratiet”.

Selv om der internt i SF ikke var 100% dækning for denne ”larsenisme”, så var det dog vanskeligt for SF at overse den kendsgerning, at i relation til arbejderklassen var det netop denne ”larsenisme”, som hentede stemmerne hjem til partiet. Det var den venstre-reformistiske politik, som lød tillokkende for de mange normalt socialdemokratisk sindede arbejdere. For Aksel Larsen var det problemfrit, at lade SF fungere i rollen som stemmedepot for utilfredse socialdemokratiske vælgere - men anderledes for partiet som helhed. Frustreret blev der peget på nødvendigheden af at markere en mere selvstændig politisk profil. Dilemmaet i kombinationen ”socialdemokratisk vælgerdepot – med socialistisk sigte” skulle blive den til stadighed tilbagevendende diskussion i Socialistisk Folkeparti.

Under det første arbejderflertal (1966-67) havde hele problemet den særlige og yderst komplicerede dimension, at Socialdemokratiets kongresvedtagne program rent faktisk ikke havde ”socialistisk sigte”. I partiprogrammet Vejen frem fra 1961 indskrænkede Socialdemokratiet sig til alene at rejse særlige arbejderkrav til borgerskabets klasseherredømme. De kapitalistiske ejendomsforhold skulle i bedste fald reguleres, men på ingen måde ophæves.

I forhold til en politik med socialistisk sigte må forskellen siges at være afgørende. Grundlaget for den aktionsenhed, som SF under det første arbejderflertal kunne etablere med Socialdemokratiet, måtte på denne baggrund forblive inden for rammerne af en række demokratiske reformer, hvis Socialdemokratiet da ellers ikke skulle forlade ”principperne” fra Vejen frem.

ØD-forslaget

Denne afgørende hindring for dannelsen af en socialistisk enhed i arbejderklassen – også omfattende Socialdemokratiet – var imidlertid fjernet under det andet arbejderflertal (1971-73). I løbet af oppositionsårene mellem de to arbejderflertal havde Socialdemokratiet undergået  en radikal politisk fornyelse, som i sit indhold brød med partiprogrammet Vejen frem.

Flagskibet i denne fornyelse var kravet om ”økonomisk demokrati”. Karakteren af Socialdemokratiets ØD-forslag fra 1973 var ikke en regulering af privatejendommen, men en ophævelse af privatejendommen. Meningen var over en årrække at lade ejendommen til halvdelen af dansk industris produktionsapparat kollektivt overgå til lønmodtagerne – politisk forvaltet af fagbevægelsen.

Med ØD-forslaget havde Socialdemokratiet formuleret et konkret bud på en løsning af det spørgsmål, som Marx og Engels i ”Manifestet” karakteriserede som arbejderbevægelsens grundspørgsmål: ejendomsspørgsmålet. Som Anker Jørgensen udtalte til Aktuelt (25.1.73): ”For første gang i arbejderbevægelsens 100-årige historie, er her et forslag, der angriber ejendomsretten.” Selv om angrebet ikke i formen var ”klassisk”, så pegede det ifølge sit indhold på en omvæltning af de kapitalistiske ejendomsforhold.

For første gang i den danske arbejderbevægelses historie kunne en aktionsenhed med socialistisk sigte omfatte Socialdemokratiet. Hvordan tacklede SF den situation, at partiets katalysatorrolle rent faktisk havde sejret; at Socialdemokratiet havde undergået en politisk fornyelse med socialistisk sigte?

Historiens ironi ville, at ved indgangen til sejrsporten forvandlede SF sig til bremseklods for den politiske fornyelse i dansk politik. Flere strømninger gjorde sig gældende i partiet.

SF’s ”faglige folk”  sagde i princippet ja til ØD, men i den konkrete situation (som var en overenskomstsituation) sagde man nej. ”Ja til ØD, bare ikke nu!” Den ”mest omfattende samfundsændring i nyere tid” (Aage Frandsen) måtte for alt i verden ikke forstyrre det helligste her på Jorden: fagforeningernes ”frie” overenskomstkamp. Indholdet i de ”faglige folks” taktik over for ØD-forslaget var økonomistisk, idet arbejderklassens politiske kamp for en ejendomsreform blev underlagt den aktuelle overenskomstkamp, lønkamp etc.

Andre strømninger i SF med et stærkt islæt af småborgerlig socialisme sagde også ja til ØD, men underlagt en række betingelser af mere abstrakt karakter. Næsten som et ekko fra den borgerlige lejrs demagogiske hetz mod ØD elskede denne strømning i SF at kritisere ØD-forslaget for ikke at være ”nærdemokratisk” nok. For at undgå alle tendenser til ”bureaukrati” måtte der mere ”direkte demokrati” ind i ØD-lovforslaget. I virkeligheden prioriterede denne strømning indfrielsen af forskellige ”nærdemokratiske” principper (under et kaldet ”arbejdspladsdemokrati”) højere end en ændring af ejendomsforholdene – dette i modstrid med det marxistiske standpunkt: at underordne sådanne spørgsmål under grundspørgsmålet, dvs. ejendomsspørgsmålet.

Endelig var der den fløj i SF, som mere direkte repræsenterede arven fra Aksel Larsen - SF’s politiske fløj. Men med erfaringerne fra det første arbejderflertal i bitter erindring, stod denne fløj meget tøvende og usikker over for det Socialdemokrati, som nu gav den i rollen som venstre-reformistisk parti. Politisk havde denne fløj brug for at vinde tid, hvorfor man bestræbte sig for at forhale ØD-reformens gennemførelse. Med utrættelig energi brolagde SF vejen foran Socialdemokratiet med dårlige argumenter for, hvorfor ØD-reformen burde udskydes. Således var SF med til at udskyde ØD-reformens ikrafttrædelsestidspunkt med et år – officielt af ”sparehensyn”.

Decemberpakken 1979

Samme bremseeffekt demonstrerede SF under forhandlingerne om ”decemberpakken” i 1979. Med ”decemberpakken” havde Socialdemokratiet konstrueret det store ”historiske kompromis”. For en pris af lidt løntilbageholdenhed, lidt dyrtidsrøveri m.m., skulle de borgerlige bringes til at acceptere, at de første af Thomas Nielsens ”hegnspæle” blev flyttet ind på borgerskabets mark gennem en OD-reform (OD = overskudsdeling).

Med OD skulle fagbevægelsen ”tage hul på fremtiden”, dvs. de første skridt til gennemførelsen af en ejendomsreform skulle iværksættes.

En leder i Arbejdsgiveren (5.10.79) gav denne kommentar til Socialdemokratiets ”retfærdige kriseløsning”. ”Sagen er, at fra at være partiet, der først og fremmest fandt pragmatiske løsninger, har Socialdemokratiet ladet sig fange i sin ideologi – nu hedder løsningen på al dårligdom ØD. Kald det ”indbygget fremtid”, kald det fællesfond, solidarisk og beskæftigelsesfremmende. Folketinget og vælgerne er ikke i tvivl: Målet er, at LO skal overtage den økonomiske, den faglige og den politiske magt.” Arbejdsgivernes svar herpå var et stort, entydigt NEJ.

Som så mange gange før havde SF en tunge med på vægtskålen. Og som så mange gange før, talte denne tunge med flere stemmer. Afgørelsen faldt den 12. december, da SF’s hovedbestyrelse besluttede at sige nej til OD nu. Ikke sådan at forstå, at man var modstander af OD, men netop i december måned, hvor Folketinget også skulle stemme om indkomstpolitiske forslag, måtte SF afvise en OD-reform.

I Information (14.12.79) forsøgte Gert Petersen at vikle trådene ud. ”Jeg tror ikke, at hovedbestyrelsens flertal vil reagere på samme måde, når overskudsdelingen ikke er koblet sammen med lønpolitik, og det er baggrunden for, at flertallet ikke kan støtte et forslag på nuværende tidspunkt. Under andre vilkår vil de forholde sig på en anden måde.”

Med andre ord. Hvis måneden hed februar, og hvis regeringen i denne måned lovede ikke at fremsætte lovforslag, som kunne ophidse gemytterne i SF’s hovedbestyrelse, så ville SF kunne støtte en OD-reform. Det var denne ”strudsetaktik”, som fik den iltre Thomas Nielsen til at kalde SF for et ”krysterparti”.

Således lykkedes det for SF endnu engang at fremstå som den ansvarlige for, at Socialdemokratiet måtte ”bide i græsset” på spørgsmålet om en ændring af ejendomsforholdene.

Tilsyneladende ser det ud til, at SF i valget af taktik over for Socialdemokratiet tager mere hensyn til de ”røde køer”, enkelte SF’ere måtte opfatte at sluge, end til de erfaringer, som over en million LO-arbejdere måtte drage afhængig af den ene eller anden taktik.

En stillingtagen til socialdemokratiske ”pakker”, som den i december 1979 må altid komme an på en helhedsvurdering af dybden, omfanget og retningen af reformerne, samt af hvilken politisk erfaring den ene eller anden taktik vil fremme blandt arbejderklassens flertal. Ønsker vi, som Lenin siger i ”Venstre”-kommunismen, at være mere en ”skrålhalse” i arbejderklassen, ønsker vi, at være klassens parti, så stiller opgaven sig, at ”hjælpe arbejderklassens flertal til gennem egen erfaring at overbevise sig om, at det er os, der har ret”. Gennem egen erfaring.

Men hvilken erfaring har arbejderklassens flertal kunnet drage af SF’s ”strudsetaktik”? At borgerskabet er reaktionært; at det til enhver tid vil sabotere gennemførelsen af en ejendomsreform; at arbejderklassens kriseløsning kun kan sættes igennem på trods af borgerskabet? At Socialdemokratiets ØD-strategi er underlagt en række reformistiske illusioner, hvor partiet konstant appellerer til en demokratisk vilje hos borgerskabet, en vilje, som ikke eksisterer, og som det er yderst farligt for arbejderklassen at have illusioner om? At Socialdemokratiet på grund af disse reformistiske illusioner står uden svar på, hvordan ØD gennemføres i virkelighedens verden? Har SF’s taktik fremmet sådanne erfaringer blandt arbejderklassens flertal?

Svaret er et entydigt og klart nej. SF’s taktik har blandt arbejderklassens flertal skabt forvirring med vælgertab og desillusionering til følge.

Optimisme trods alt

Men midt i denne elendighed er der måske grund til begrænset optimisme. SF’s stillingtagen til den socialdemokratiske ”martspakke” fra 1982 mod ungdomsarbejdsløsheden bryder det her skitserede billede. På trods af en uenighed på enkelte punkter, stemte SF ja til ”martspakken” ud fra en helhedsvurdering. Men derudover indgik det også i SF’s overvejelser, at den socialdemokratiske regering havde annonceret en skattereform til vedtagelse senere på året. Skattereformen blev aldrig til noget, men havde SF placeret sig i en situation, hvor ansvaret herfor kunne tilfalde SF, så havde partiet igen påkaldt sig den reformistisk sindede arbejderklasses vrede på et grundlag, som kun kunne desillusionere denne.

Men også en HB-udtalelse fra september 1983 antyder, at taktikken fra december 1979 er ændret. Hovedbestyrelsen udtaler, at et nyt arbejderflertal må fremlægge en ”helhedsplan”, hvor også løn- og arbejdsforhold kan indgå. Tilsyneladende er SF i dag rede til at lade lønkampen underlægge den politiske kamp for arbejderklassens kriseløsning.

Alt er relativt, men dette er et skridt på vejen. Fremtiden må vise, om SF under et tredje arbejderflertal er rede til at tage de næste skridt lige så hurtigt som udviklingen kræver det. Gennemfører et tredje arbejderflertal således en række af arbejderklassens centrale kriseløsningsforslag (en ejendomsreform, en skattereform, en finansieringsreform for boligbyggeriet og for landbruget, en uddannelsesreform m.m.), så vil de næste nødvendige skridt samle sig om, at kontrollen med reformernes praktiske virkeliggørelse fuldstændig fjernes fra borgerskabets indflydelse, da denne klasse ellers med sikkerhed vil sabotere og miskreditere reformerne over for arbejderflertallets vælgere.

I sidste instans drejer det sig om at erkende, at en omvæltning af de borgerlige ejendomsforhold, det være sig i ØD-udgavens form eller i en mere klassisk form, ikke kan gennemføres uden at arbejderklassens løser magtspørgsmålet gennem erobringen af den politiske magt.

Tilbage til top