Folkesocialisme - katalysator eller
bremseklods
Artikel om SF's rolle i kampen om
Økonomisk Demokrati
Information den 9. december 1983. Medforfatter: Lensa
Gjedde Olsen.
Tredje
gang er lykkens gang. Om dette mundheld lover godt for et nyt
arbejderflertal, skal være usagt. Men modsat tidligere arbejderflertal
synes de politiske muligheder for et samarbejde ”hen over midten”,
som et alternativ til et samarbejde arbejderpartierne imellem, at
forsvinde i samme takt, som vi bevæger os længere ind i den
kapitalistiske krise.
Socialdemokratiet
er med andre ord mere end før henvist til et arbejderflertal for at
virkeliggøre partiets politik. Og modsat tidligere arbejderflertal
synes SF mere enig og mere afklaret om at være den politiske
katalysator for dannelsen af et nyt arbejderflertal. Om end SF
sandsynligvis vil spille denne rolle på et venstre-reformistisk
grundlag, lover det godt for et nyt arbejderflertal, da blot en offensiv
formulering af en venstre-reformistisk politik udgør den største fare
for den borgerlige regering.
SF’s
aktuelle taktik over for Socialdemokratiet er meget medvirkende til, at
”det røde flertal lurer lige om hjørnet”. Tidligere
arbejderflertal har imidlertid blotlagt nogle af grænserne for SF’s
progressive rolle i dansk politik.
At
vinde Socialdemokratiet!
Det
hele startede tilbage i 60’erne, da SF erobrede en plads i dansk
politik som talerør for de socialdemokrater, som ønskede at få
Socialdemokratiet til at føre socialdemokratisk politik. Denne måske
for SF meget selvudslettende politik var Aksel Larsens geniale
opfindelse. Gennem dannelsen af et arbejderflertal skulle
Socialdemokratiets ”bal i den borgerlige” ophøre og ”en politisk
fornyelse i dansk politik” indledes. Med SF som katalysator skulle
Socialdemokratiet vindes for partiets eget program – som det første
store mål.
Som
Aksel Larsen formulerede det på SF’s kongres i juni 1967. ”Dette
samarbejde (mellem S og SF) forudsætter ikke at nogen af partierne sælger
ud af sine principper eller mister ansigt (…) Der er kun én vej frem
i Danmark. At vinde Socialdemokratiet”.
Selv
om der internt i SF ikke var 100% dækning for denne ”larsenisme”, så
var det dog vanskeligt for SF at overse den kendsgerning, at i relation
til arbejderklassen var det netop denne ”larsenisme”, som hentede
stemmerne hjem til partiet. Det var den venstre-reformistiske politik,
som lød tillokkende for de mange normalt socialdemokratisk sindede
arbejdere. For Aksel Larsen var det problemfrit, at lade SF fungere i
rollen som stemmedepot for utilfredse socialdemokratiske vælgere - men
anderledes for partiet som helhed. Frustreret blev der peget på nødvendigheden
af at markere en mere selvstændig politisk profil. Dilemmaet i
kombinationen ”socialdemokratisk vælgerdepot – med socialistisk
sigte” skulle blive den til stadighed tilbagevendende diskussion i
Socialistisk Folkeparti.
Under
det første arbejderflertal (1966-67) havde hele problemet den særlige
og yderst komplicerede dimension, at Socialdemokratiets kongresvedtagne
program rent faktisk ikke havde ”socialistisk sigte”. I
partiprogrammet Vejen frem fra 1961 indskrænkede
Socialdemokratiet sig til alene at rejse særlige arbejderkrav til borgerskabets
klasseherredømme. De kapitalistiske ejendomsforhold skulle i bedste
fald reguleres, men på ingen måde ophæves.
I
forhold til en politik med socialistisk sigte må forskellen siges at være
afgørende. Grundlaget for den aktionsenhed, som SF under det første
arbejderflertal kunne etablere med Socialdemokratiet, måtte på denne
baggrund forblive inden for rammerne af en række demokratiske
reformer, hvis Socialdemokratiet da ellers ikke skulle forlade
”principperne” fra Vejen frem.
ØD-forslaget
Denne
afgørende hindring for dannelsen af en socialistisk enhed i
arbejderklassen – også omfattende Socialdemokratiet – var
imidlertid fjernet under det andet arbejderflertal (1971-73). I løbet
af oppositionsårene mellem de to arbejderflertal havde
Socialdemokratiet undergået en
radikal politisk fornyelse, som i sit indhold brød med partiprogrammet Vejen
frem.
Flagskibet
i denne fornyelse var kravet om ”økonomisk demokrati”. Karakteren
af Socialdemokratiets ØD-forslag fra 1973 var ikke en regulering
af privatejendommen, men en ophævelse af privatejendommen.
Meningen var over en årrække at lade ejendommen til halvdelen af dansk
industris produktionsapparat kollektivt overgå til lønmodtagerne –
politisk forvaltet af fagbevægelsen.
Med
ØD-forslaget havde Socialdemokratiet formuleret et konkret bud på en løsning
af det spørgsmål, som Marx og Engels i ”Manifestet”
karakteriserede som arbejderbevægelsens grundspørgsmål: ejendomsspørgsmålet.
Som Anker Jørgensen udtalte til Aktuelt (25.1.73): ”For første
gang i arbejderbevægelsens 100-årige historie, er her et forslag, der
angriber ejendomsretten.” Selv om angrebet ikke i formen var
”klassisk”, så pegede det ifølge sit indhold på en omvæltning
af de kapitalistiske ejendomsforhold.
For
første gang i den danske arbejderbevægelses historie kunne en
aktionsenhed med socialistisk sigte omfatte Socialdemokratiet. Hvordan
tacklede SF den situation, at partiets katalysatorrolle rent faktisk
havde sejret; at Socialdemokratiet havde undergået en politisk
fornyelse med socialistisk sigte?
Historiens
ironi ville, at ved indgangen til sejrsporten forvandlede SF sig til
bremseklods for den politiske fornyelse i dansk politik. Flere strømninger
gjorde sig gældende i partiet.
SF’s
”faglige folk” sagde i
princippet ja til ØD, men i den konkrete situation (som var en
overenskomstsituation) sagde man nej. ”Ja til ØD, bare ikke nu!”
Den ”mest omfattende samfundsændring i nyere tid” (Aage Frandsen) måtte
for alt i verden ikke forstyrre det helligste her på Jorden:
fagforeningernes ”frie” overenskomstkamp. Indholdet i de ”faglige
folks” taktik over for ØD-forslaget var økonomistisk, idet
arbejderklassens politiske kamp for en ejendomsreform blev underlagt den
aktuelle overenskomstkamp, lønkamp etc.
Andre
strømninger i SF med et stærkt islæt af småborgerlig socialisme
sagde også ja til ØD, men underlagt en række betingelser af mere
abstrakt karakter. Næsten som et ekko fra den borgerlige lejrs
demagogiske hetz mod ØD elskede denne strømning i SF at kritisere ØD-forslaget
for ikke at være ”nærdemokratisk” nok. For at undgå alle
tendenser til ”bureaukrati” måtte der mere ”direkte demokrati”
ind i ØD-lovforslaget. I virkeligheden prioriterede denne strømning
indfrielsen af forskellige ”nærdemokratiske” principper (under et
kaldet ”arbejdspladsdemokrati”) højere end en ændring af
ejendomsforholdene – dette i modstrid med det marxistiske standpunkt:
at underordne sådanne spørgsmål under grundspørgsmålet, dvs.
ejendomsspørgsmålet.
Endelig
var der den fløj i SF, som mere direkte repræsenterede arven fra Aksel
Larsen - SF’s politiske fløj. Men med erfaringerne fra det første
arbejderflertal i bitter erindring, stod denne fløj meget tøvende og
usikker over for det Socialdemokrati, som nu gav den i rollen som
venstre-reformistisk parti. Politisk havde denne fløj brug for at vinde
tid, hvorfor man bestræbte sig for at forhale ØD-reformens gennemførelse.
Med utrættelig energi brolagde SF vejen foran Socialdemokratiet med dårlige
argumenter for, hvorfor ØD-reformen burde udskydes. Således var SF med
til at udskyde ØD-reformens ikrafttrædelsestidspunkt med et år –
officielt af ”sparehensyn”.
Decemberpakken
1979
Samme
bremseeffekt demonstrerede SF under forhandlingerne om
”decemberpakken” i 1979. Med ”decemberpakken” havde
Socialdemokratiet konstrueret det store ”historiske kompromis”. For
en pris af lidt løntilbageholdenhed, lidt dyrtidsrøveri m.m., skulle
de borgerlige bringes til at acceptere, at de første af Thomas Nielsens
”hegnspæle” blev flyttet ind på borgerskabets mark gennem en
OD-reform (OD = overskudsdeling).
Med
OD skulle fagbevægelsen ”tage hul på fremtiden”, dvs. de første
skridt til gennemførelsen af en ejendomsreform skulle iværksættes.
En
leder i Arbejdsgiveren (5.10.79) gav denne kommentar til
Socialdemokratiets ”retfærdige kriseløsning”. ”Sagen er, at fra
at være partiet, der først og fremmest fandt pragmatiske løsninger,
har Socialdemokratiet ladet sig fange i sin ideologi – nu hedder løsningen
på al dårligdom ØD. Kald det ”indbygget fremtid”, kald det fællesfond,
solidarisk og beskæftigelsesfremmende. Folketinget og vælgerne er ikke
i tvivl: Målet er, at LO skal overtage den økonomiske, den faglige og
den politiske magt.” Arbejdsgivernes svar herpå var et stort,
entydigt NEJ.
Som
så mange gange før havde SF en tunge med på vægtskålen. Og som så
mange gange før, talte denne tunge med flere stemmer. Afgørelsen faldt
den 12. december, da SF’s hovedbestyrelse besluttede at sige nej til
OD nu. Ikke sådan at forstå, at man var modstander af OD, men
netop i december måned, hvor Folketinget også skulle stemme om
indkomstpolitiske forslag, måtte SF afvise en OD-reform.
I
Information (14.12.79) forsøgte Gert Petersen at vikle trådene
ud. ”Jeg tror ikke, at hovedbestyrelsens flertal vil reagere på samme
måde, når overskudsdelingen ikke er koblet sammen med lønpolitik, og
det er baggrunden for, at flertallet ikke kan støtte et forslag på nuværende
tidspunkt. Under andre vilkår vil de forholde sig på en anden måde.”
Med
andre ord. Hvis måneden hed februar, og hvis regeringen i denne måned
lovede ikke at fremsætte lovforslag, som kunne ophidse gemytterne i
SF’s hovedbestyrelse, så ville SF kunne støtte en OD-reform. Det var
denne ”strudsetaktik”, som fik den iltre Thomas Nielsen til at kalde
SF for et ”krysterparti”.
Således
lykkedes det for SF endnu engang at fremstå som den ansvarlige for, at
Socialdemokratiet måtte ”bide i græsset” på spørgsmålet om en
ændring af ejendomsforholdene.
Tilsyneladende
ser det ud til, at SF i valget af taktik over for Socialdemokratiet
tager mere hensyn til de ”røde køer”, enkelte SF’ere måtte
opfatte at sluge, end til de erfaringer, som over en million
LO-arbejdere måtte drage afhængig af den ene eller anden taktik.
En
stillingtagen til socialdemokratiske ”pakker”, som den i december
1979 må altid komme an på en helhedsvurdering af dybden,
omfanget og retningen af reformerne, samt af hvilken politisk erfaring
den ene eller anden taktik vil fremme blandt arbejderklassens flertal.
Ønsker vi, som Lenin siger i ”Venstre”-kommunismen, at være
mere en ”skrålhalse” i arbejderklassen, ønsker vi, at være klassens
parti, så stiller opgaven sig, at ”hjælpe arbejderklassens
flertal til gennem egen erfaring at overbevise sig om, at det er os, der
har ret”. Gennem egen erfaring.
Men
hvilken erfaring har arbejderklassens flertal kunnet drage af SF’s
”strudsetaktik”? At borgerskabet er reaktionært; at det til enhver
tid vil sabotere gennemførelsen af en ejendomsreform; at
arbejderklassens kriseløsning kun kan sættes igennem på trods af
borgerskabet? At Socialdemokratiets ØD-strategi er underlagt en række
reformistiske illusioner, hvor partiet konstant appellerer til en
demokratisk vilje hos borgerskabet, en vilje, som ikke eksisterer, og
som det er yderst farligt for arbejderklassen at have illusioner om? At
Socialdemokratiet på grund af disse reformistiske illusioner står uden
svar på, hvordan ØD gennemføres i virkelighedens verden? Har SF’s
taktik fremmet sådanne erfaringer blandt arbejderklassens flertal?
Svaret
er et entydigt og klart nej. SF’s taktik har blandt arbejderklassens
flertal skabt forvirring med vælgertab og desillusionering til følge.
Optimisme
trods alt
Men
midt i denne elendighed er der måske grund til begrænset optimisme.
SF’s stillingtagen til den socialdemokratiske ”martspakke” fra
1982 mod ungdomsarbejdsløsheden bryder det her skitserede billede. På
trods af en uenighed på enkelte punkter, stemte SF ja til
”martspakken” ud fra en helhedsvurdering. Men derudover
indgik det også i SF’s overvejelser, at den socialdemokratiske
regering havde annonceret en skattereform til vedtagelse senere på året.
Skattereformen blev aldrig til noget, men havde SF placeret sig i en
situation, hvor ansvaret herfor kunne tilfalde SF, så havde partiet
igen påkaldt sig den reformistisk sindede arbejderklasses vrede på et
grundlag, som kun kunne desillusionere denne.
Men
også en HB-udtalelse fra september 1983 antyder, at taktikken fra
december 1979 er ændret. Hovedbestyrelsen udtaler, at et nyt
arbejderflertal må fremlægge en ”helhedsplan”, hvor også løn- og
arbejdsforhold kan indgå. Tilsyneladende er SF i dag rede til at lade lønkampen
underlægge den politiske kamp for arbejderklassens kriseløsning.
Alt
er relativt, men dette er et skridt på vejen. Fremtiden må vise, om SF
under et tredje arbejderflertal er rede til at tage de næste skridt
lige så hurtigt som udviklingen kræver det. Gennemfører et tredje
arbejderflertal således en række af arbejderklassens centrale kriseløsningsforslag
(en ejendomsreform, en skattereform, en finansieringsreform for
boligbyggeriet og for landbruget, en uddannelsesreform m.m.), så vil de
næste nødvendige skridt samle sig om, at kontrollen med
reformernes praktiske virkeliggørelse fuldstændig fjernes fra
borgerskabets indflydelse, da denne klasse ellers med sikkerhed vil
sabotere og miskreditere reformerne over for arbejderflertallets vælgere.
I
sidste instans drejer det sig om at erkende, at en omvæltning af de
borgerlige ejendomsforhold, det være sig i ØD-udgavens form eller i en
mere klassisk form, ikke kan gennemføres uden at arbejderklassens løser
magtspørgsmålet gennem erobringen af den politiske magt.
|