Startside ] Op ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] [ ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Socialdemokratiet og ejendomsspørgsmålet
Artikel om SD's vej til kravet om ØD
Tidsskriftet Ny Politik nr. 12 - 1983. Medforfatter: Lensa Gjedde Olsen


I Det kommunistiske Partis Manifest skriver Marx og Engels, at ”kommunisterne kan sammenfatte deres teori i det ene udtryk: ophævelse af privatejendommen”. Og i Manifestets afsluttende kapitel, der omhandler kommunisternes stilling til andre arbejderpartier, slutter Marx og Engels med generelt at konkludere: ”Kort sagt, kommunisterne støtter overalt enhver revolutionær bevægelse mod de bestående sociale og politiske tilstande. I alle disse bevægelser fremhæver de, at bevægelsens grundspørgsmål er ejendomsspørgsmålet, uden hensyn til den udviklingsgrad, det har nået”.[1]

Arbejderbevægelsens grundspørgsmål er ejendomsspørgsmålet, og svaret på spørgsmålet er privatejendommens ophævelse. I programmatisk henseende bekendte Socialdemokratiet sig i adskillige år til dette fundamentale marxistiske standpunkt. Allerede i Gimle-programmet (1876) siges det således, at forudsætningen for ”at befri arbejderstanden” er, at ”arbejdsmidlerne bliver fælles ejendom”. I 1913-programmet er den marxistiske påvirkning endnu tydeligere. Her siges det, at ”Socialdemokratiet (…) kræver produktionsmidlernes overgang til samfundsejendom – socialismen. Ud fra denne grundopfattelse er det Socialdemokratiets mål at samle hele arbejderklassen i et klassebevidst, socialistisk arbejderparti, at erobre magten i samfundet, at afskaffe det kapitalistiske privateje til produktionsmidlerne, at omdanne det til socialistisk fælleseje og at organisere det arbejdende folk til at overtage og drive produktionen i det socialistiske samfund”.[2]

Med vedtagelsen af disse formuleringer optog Socialdemokratiet grundlæggende marxistiske standpunkter i partiets program. Standpunkter som først blev fjernet så sent som i 1961 med vedtagelsen af partiprogrammet Vejen frem. Men det må siges, at i 20’erne og 30’erne, hvor Socialdemokratiet for alvor fik politisk indflydelse, forblev denne stillingtagen til grundspørgsmålet aldrig andet end en tom programmatisk proklamation. For rent faktisk satte Socialdemokratiet ikke ejendomsspørgsmålet i centrum for partiets ellers store reformarbejde i denne periode. I den socialdemokratiske selvforståelse blev et konkret bud på en løsning af ejendomsspørgsmålet pragmatisk henvist til den dag, hvor Socialdemokratiet rådede over et flertal i Folketinget. Men endnu i mellemkrigsårene blev det marxistiske standpunkt på ejendomsspørgsmålet ikke teoretisk antastet.

Historisk kompromis

Først med fascismens nederlag i Anden Verdenskrig kom en revision af ejendomsspørgsmålet i støbeskeen. Sammenhængen er kompliceret og mangesidig, men i store træk denne. Tysklands nederlag svækkede ikke blot fascismen på det europæiske kontinent, men det samlede internationale borgerskab over for de demokratiske og socialistiske kræfter. En imperialistisk nyordning i Europa var nødvendig. Som modtræk over for ”den kommunistiske trussel” valgte det imperialistiske borgerskab at gå på kompromis med de moderate kræfter i den europæiske arbejderklasse. Bag kompromisset lå den velkendte metode at give indrømmelser i det uvigtige for at bevare det vigtige. Indrømmelserne placerede de europæiske socialdemokratier centralt i efterkrigstidens politiske system og dermed disse partiers tanker om ”fuld beskæftigelse” og social lighed. Som Labour-lederen Harold J. Laski udtrykte det i 1944, så stod borgerskabet over for valget mellem socialisme a la Sovjetunionen eller ”selv (at) gennemføre reformer”, det vil sige selv at ”indlede historiens sælsomste fænomen: revolution efter overenskomst”.[3]

Tilsyneladende var det internationale borgerskab blevet demokratisk indstillet. Der blev talt om et epokegørende ”ryk til venstre”. Optimismen i socialdemokratierne var stor. Som Hans Hedtoft udtrykte det i maj 1945, så er det ”vore demokratiske, socialistiske ideer, der er rykket i forgrunden verden over”.[4]

Hele dette ”ryk til venstre” førte dog socialdemokraterne ideologisk langt til højre. Under indtryk af den relative succes med opbygningen af efterkrigstidens nye ”velfærdsstater” og under indtryk af de nye borgerlige ideologier om ”det moderne industrisamfund” som et afideologiseret samfund, hvor klasseforskellene var overvundet, marxismen forældet, arbejderklassens integreret i systemet og kapitalisterne fortrængt fra magten af ”managernes revolution” tog socialdemokratierne efterhånden konkrete skridt til at få renset partiprogrammerne for den sidste marxistiske påvirkning. Revisionen koncentrerede sig om grundspørgsmålet: ejendomsspørgsmålet. Fra Karl Czernitz i Østrig, Kurt Schumacher i Vesttyskland, Ernst Wigforss i Sverige til vor hjemlige Jens Otto Krag blev der skrevet bøger og artikler om privatejendommens ændrede karakter i ”det moderne industrisamfund”. I Tidehverv og samfundsorden skrev Krag i 1954, at ”ejendomsretten” var blevet et ”relativt og regulerbart begreb. Den private ejendomsret til produktionsmidlerne opfattes næppe mere af nogen betydende kreds i landet som noget absolut og urokkeligt, men tværtimod som en social funktion, hvis grænser og beføjelser kan reguleres…”.[5] Meget karakteristisk for programrevisionen var også Jørgen Paldams kommentar til Vejen frem. ”Ejendomsretten er fra den piedestal, Stauning anbragte den på, blevet flyttet ned på linje med valgret og alderdomsunderstøttelse”.[6]

Illusionerne

Med vedtagelsen af partiprogrammet Vejen frem i 1961 satte Socialdemokratiet reguleringen af privatejendommen i stedet for ophævelsen af privatejendommen. Set fra et marxistisk synspunkt er forskellen afgørende. Hermed brød Socialdemokratiet programmatisk ikke blot med en bestemt socialistisk strategi men med enhver socialistisk strategi overhovedet.

Men Vejen frem skulle knap nok blive et årti gammelt, før illusionerne om ”velfærdssamfundet”, den krisefri kapitalisme, klassekampens ophør etc. åbenlyst stod for fald. I slutningen af 60’erne var symptomerne på en kommende krise umiskendelige. Kapitalismens modsætninger lod sig alligevel ikke løse ved hjælp af nye ”ledelsesformer”, ”demokrati på arbejdspladsen”, ”regulering af privatejendommen” m.m., dvs. med Vejen frem som politisk grundlag. Og selv hvad angik en øget lighed i samfundet, dokumenterede Bent Hansen i 1969 i bogen Velstand uden velfærd, at ”vi er ikke kommet nærmere et lighedens samfund i den tid, der er gået, siden Danmark betrådte industrialiseringens vej i slutningen af sidste århundrede. Dette til trods for 100 års arbejderbevægelse”.[7]

Socialdemokratiets svar på hele denne udvikling blev formuleringen af et stort reformkrav – kravet om ”økonomisk demokrati”. Med dette reformkrav er vi tilbage, hvor de socialdemokratiske principprogrammer startede, men nu som resultat af bitre erfaringer gjort af bevægelsens selv i den levende klassekamp. Karakteren af forslaget til ”økonomisk demokrati” er ikke en regulering af  privatejendommen men en ophævelse af privatejendommen. Anker Jørgensen havde ret, da han til Aktuelt (25.2.1973) udtalte, at med Socialdemokratiets lovforslag til ”økonomisk demokrati” så forelå der her ”for første gang i arbejderbevægelsens 100-årige historie (…) et forslag, der angriber ejendomsretten”. Med fremsættelsen af ØD-kravet som lovforslag i Folketinget havde Socialdemokratiet gjort en ændring af de borgerlige ejendomsforhold til partiets aktuelle mål – for første gang i partiets historie. Det danske Socialdemokrati har aldrig været mere radikal socialistisk end efter, at kampen for ”økonomisk demokrati” blev partiets aktuelle mål.

”Kun halvdelen af magten”

Set fra et marxistisk synspunkt er problemet med forslaget til ”økonomisk demokrati” ikke selve forslaget, selv om det på en del områder kunne være mere konsekvent udformet, problemets hele kerne er de reformistiske illusioner, som knytter sig til forslaget, og som forslaget i sidste instans selv er udsprunget af. Illusioner som først og fremmest er rettet mod en forankret tro på borgerskabet som værende demokratisk og progressivt, ja så progressivt, at det kan bringes til at acceptere en opbygning af ”økonomisk demokrati”. I kampen for ØD under det andet arbejderflertal gav disse illusioner sig udtryk i forsøget på at ”sælge” ØD-forslaget til de borgerlige som en ”velfærdsreform” blandt mange andre. Men som en leder i Berlingske Tidende (5.1.1973) skrev. ”Regeringen bør ikke få held til at lulle offentligheden ind i en forestilling om, at økonomisk demokrati er det næste naturlige skridt i udviklingen af velfærdssamfundet”.

Og på samme måde under den nuværende krise. Karakteren af oplægget til ”decemberpakken” i 1979 var et konstrueret ”kompromis”, hvor de borgerlige skulle acceptere at få de første af Thomas Nielsens ”hegnspæle” flyttet ind på deres mark (OD-reformen) til en pris af lidt løntilbageholdenhed, bortfald af nogle dyrtidsportioner m.m. ”Vi kræver ikke en krone” – sagde Thomas Nielsen – kun halvdelen af magten!

Men hverken i 1973 eller i 1979 gik borgerskabet med planer om at abdicere endsige at købslå om de borgerlige ejendomsforhold. Førstefødselsretten var ikke til salg for en ret linser. I et tilbageblik over 70’erne kunne daværende DA-direktør Leif Hartwell (Aktuelt, 22.1.1983) derfor slå fast, at under det andet arbejderflertal var der i kampen om ØD ”ikke nogen eftergivenhed fra DA, og Thomas Nielsen måtte på det punkt i alt fald bide i græsset”. Ifølge Hartwell var kampen om ØD – med storkonflikten i 1973 som kampens klimaks – 70’ernes store sejr for de borgerlige.

Resignationen

Den bitre lære fra ti års kamp for ØD er derfor, at selv det danske Socialdemokratis bud på en løsning af ejendomsspørgsmålet ikke kan gennemføres i forståelse med de borgerlige – men kun på trods af de borgerlige. Stående over for denne historiske kendsgerning kan man selvfølgelig gøre som smedenes formand Georg Poulsen i Aktuelt (12.11.1983) anbefaler. ”Når man (arbejdsgiverne) ikke vil være med til overskudsdeling, så må det være rimeligt, at vi får vores andel i form af en kortere arbejdstid”, dvs. den socialdemokratiske bevægelse bør resignere og søge tilbage til det politiske grundlag for Vejen frem, hvor bevægelsen indskrænker sig til alene at rejse særlige arbejderkrav til borgerskabets klasseherredømme. Men spørgsmålet er, om det løser det danske samfunds dybtgående krise. Selvfølgelig ikke. En gentagelse af et nyt samarbejde ”hen over midten” vil med usvigelig sikkerhed igen spille fallit, fordi et sådant samarbejde ikke vil kunne røre ved de store reformer i arbejderklassens kriseløsning - en ejendomsreform, en skattereform, en finansieringsreform af boligbyggeriet og landbruget, en uddannelsesreform m.m. Et nyt samarbejde ”hen over midten” vil kun være sikker i en af sine virkninger. Ideologisk vil det slide på arbejderbevægelsen og derved bane vejen for en ny borgerlig regering, der vil være mere målbevidst og handlekraftig end den nuværende.

En anden vej

Men tilbage findes der også en anden vej. Skal ØD bringes tilbage i dansk politik, sker der ikke uden kampen for og dannelsen af et nyt arbejderflertal. Men arbejderflertallet kommer ikke af sig selv. Det første skabte SF ved i 15 år åbent og offensivt at kæmpe for det (langt hen af vejen på trods af Socialdemokratiet), og noget lignende er måske i dag ved at gentage sig. Forskellen er blot denne, at i dag har et samarbejde ”hen over midten” på en helt anden måde udtømt sine muligheder, end tilfældet var det i 1966. Objektivt set er Socialdemokratiets politik på en helt anden måde end før krisen henvist til etableringen af et tredje arbejderflertal.

En politisk fornuftig konsekvens heraf vil være, at Socialdemokratiet sammen med Socialistisk Folkeparti (som et minimum) indgår i en aktionsenhed på de afgørende spørgsmål i arbejderklassens kriseløsning, dvs. på blandt andet ejendomsspørgsmålet. Det er en historisk erfaring, at dannelsen af en enhedsfront i arbejderklassen udvikler, modner og mobiliserer nye og hidtil usete kræfter i arbejderklassen. Formuleringen af et klart politisk alternativ til den borgerlige Schlüter-regering - et alternativ som der på forhånd er skabt enhed om i arbejderbevægelsen og som indeholder denne enheds bud på de centrale krav i arbejderklassens kriseløsning - vil netop udgøre den kraft i arbejderklassen, som er nødvendig for at afløse Schlüter-regeringen af et nyt arbejderflertal.

Kampen mod den borgerlige krisepolitik kan kun med succes føres som en kamp for arbejderklassens kriseløsning. Socialdemokratiets generobring af en plads i dansk politik går over kampen for et tredje arbejderflertal på et grundlag, som på forhånd har gjort det klart, at første punkt på den nye regerings program er gennemførelsen af en dybtgående ejendomsreform på trods af det danske borgerskab.

 

[1] Marx/Engels: Det kommunistiske Partis Manifest, i Udvalgte Skrifter bd. 1, København 1976, p. 40 og p. 59

[2] Citeret efter Gerd Callesen og Hans-Norbert Lahme: Den danske arbejderbevægelses programmatiske dokumenter og love (1871-1913), Odense 1978, p. 50 og p. 93f.

[3] H.J. Laski: Vor tids revolution, København 1946, p. 29.

[4] Citeret efter DKP: Den store fallit, København 1949, p. 5.

[5] J.O. Krag (red): Tidehverv og samfundsorden, København 1954, p. 16f.

[6] J. Paldam: ”Ejendomsret – privilegium eller forpligtigelse” i K.B. Andersen m.fl.: Ide og hverdag, København 1961, p. 53.

[7] Bent Hansen: Velstand uden velfærd, København 1969, p. 56.

Tilbage til top