Startside ] Op ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] [ ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


ØD - klasseforsoning eller klasseopgør?
Kronik om økonomisk demokrati. Medforfatter Lensa Gjedde Olsen
Klassekampen nr. 24, juni 1984


Med Socialdemokratiets forslag til ”Økonomisk Demokrati” er den afgørende anstødssten for etableringen af en enhed mellem arbejderbevægelsens revolutionære og reformistiske fløje overvundet. Men ikke ifølge ”venstrefløjen”, som anser kravet om ØD som et angreb på arbejderklassen.

Der findes mange særstandpunkter på ”venstrefløjen”, mange små platforme som på særlige områder forsøger at fremvise en særlig forskellighed. KAP kan opbygge en særlig identitet omkring sig ved at kræve 38 timers arbejdsuge i stedet for 35 timer og således tro, at KAP derved har sagt noget nyt osv. Men gennem de mange særlige platforme går der lighedspunkter og samhørighedsbånd, der er stærkere end forskellighederne. ”Det nye venstres” bindemiddel, arven bag dette broderskab hedder anti-sovjetisme, afstandtagen til de socialistiske lande og marxismen-leninismen, som denne udvikles og forsvares i disse lande. Forlader man denne afstandtagen, forlader man ”Det nye venstre”.

Men også mellem ”Det nye venstre” og DKP samt et pænt stykke ind i SF findes der samhørighedsbånd, der er stærkere end forskellighederne. Bindemidlet i dette broderskab kommer særligt til udfoldelse i dansk politik i forholdet til Socialdemokratiet. Grundlaget for dette broderskab består i, at den socialdemokratiske reformisme tackles ud fra et økonomisk standpunkt. Økonomismen er kendetegnet ved, at arbejderklassens politiske kamp, f.eks. kampen for arbejderklassens kriseløsning bevidst underlægges den snævre faglige kamp omkring lønspørgsmål, overenskomstfornyelser, krav om 35 timers arbejdsuge osv.

Økonomismen i arbejderklassen

DKP’s ”erfaring” fra sidste folketingsvalg er symptomatisk for strømningen. Fra det CK-møde, hvor valget blev ”analyseret” og færdigdiskuteret, citerer Land & Folk (31.1.1984) formanden Jørgen Jensen for følgende opsummerende lære. ”Som de vigtigste opgaver nu i DKP’s arbejde er det lønkampen og forberedelse af kravene til næste overenskomst, man skal koncentrere sig om.” På dette grundlag maner Centralkomiteen til enhed i arbejderklassen. ”Arbejderklassens aktivitet må udvikles gennem aktionsenhed om konkrete opgaver. Arbejdspladserne må samles om …”, og i overskriftsform nævner udtalelsen herefter ”lønaktioner på alle arbejdspladser”, ”forberedelse af overenskomstsituationen 1985” herunder ”hovedkravene om 35 timers arbejdsuge” og ”dyrtidsreguleringens genindførelse”, ”sikring af beskæftigelsen” og ”af lærepladser”, ”støtte og solidaritet med ungdommens kamp”, ”Afskaffelse af Arbejdsretten” – og ikke at glemme støtte til ”fredsbevægelsen og Folkebevægelsen mod EF”. Ti år inde i kapitalismens krise og ikke et ord om, hvad der er arbejderklassens svar på denne krise. En ”enhed” om 5 kr. mere i timen mod ”Schluters lønpolitik” har intet med arbejderklassens enhed at gøre.

Reformismen i arbejderklassen

Reformismen i arbejderklassen fremfører her over for (jf. Gert Petersens argumentation for et tredje arbejderflertal i en række dagbladsartikler på det seneste), at arbejderklassen kun kan bekæmpe den borgerlige krisepolitik på grundlag af kampen for arbejderklassens egen kriseløsning – et grundlæggende korrekt standpunkt, som man med andre ord ikke behøver at være revolutionær for at erkende. I kampen mod den borgerlige krisepolitik er det altafgørende, at arbejderklassen udvikler en forståelse af, hvad der er denne klasses opgaver. De reformkrav, der klarest peger på indholdet i arbejderklassens kriseløsning, må konkretiseres og indgå i grundlaget for udviklingen af arbejderklassens enhed. DKP og omtalte broderskabs standpunkt er, at arbejderklassens enhed kan skabes uden forståelse af klassens opgaver. Men dette er en enhed uden indhold. Dansk arbejderbevægelse havde for længst været revolutionær, hvis det forholdt sig så enkelt, at massernes revolutionære bevidsthed voksede ud af kampen for arbejderklassens umiddelbare interesser.

Revolutionær enhedstaktik

Modsat økonomismen forholder reformismen sig i det mindste til arbejderklassens opgaver og formulerer mulige bud på en løsning af disse opgaver. Det er revolutionær politik ikke blot selvstændigt at fremhæve arbejderklassens svar på krisen (nationaliseringer i forhold til ejendomsspørgsmålet), men tillige at forholde sig til reformismens bud på arbejderklassens krisesvar ud fra en enhedstaktik. At kalde til ”enhed” i arbejderklassen uden at forholde sig til reformismens kriseløsningsforslag, ja uden at overhovedet at forholde sig til klassens historiske opgaver, det er at kalde til ”enhed” ganske og aldeles på skrømt.

Ved indgangen til den nuværende krise blev en afgørende anstødssten for etableringen af arbejderklassens enhed overvundet. Med vedtagelsen af forslaget til ”Økonomisk Demokrati” fra begyndelsen af 70’erne formulerede Socialdemokratiet igen en reformistisk vej til socialisme. Som vi har dokumenteret i vores bog ØD – den socialdemokratiske vej til socialisme brød efterkrigstidens klassesamarbejde reelt sammen i slutningen af 60’erne, da de første symptomer på en forestående krise viste sig. Såvel borgerskabet som Socialdemokratiet brød da op fra efterkrigstidens klassesamarbejde og søgte nye veje – forskellige og modsatrettede. Dansk politik i de efterfølgende femten år har grundlæggende drejet sig om afprøvningen af disse nye veje bort fra klassesamarbejdet. Socialdemokratiets vej bort fra klassesamarbejdet har præget perioden i betydelig grad.

Perioden er således først og fremmest karakteriseret ved, at Socialdemokratiet med ØD som aktuelt krav flere gange har forsøgt at gå en reformistisk vej (reformisme her forstået som socialistisk strategi) ud af det sammenbrudte klassesamarbejde; at Socialdemokratiet af den øvrige arbejderbevægelse har fået lov til at gå vejen alene og at Socialdemokratiets reformistiske offensiv af borgerskabet er blevet slået tilbage med det resultat til følge, at borgerlige regeringer har kunnet efterfølge de fejlslagne reformistiske offensiver (Hartling- og Schlüterregeringerne).

Opbrud fra efterkrigstidens klassesamarbejde

ØD er Socialdemokratiets gravmæle over efterkrigstidens klassesamarbejde. Dette klassesamarbejde havde om arbejderklassens grundlag postuleret, at i det ”moderne” og ”afideologiserede” industrisamfund var ejendomsspørgsmålet forvandlet til et ”ledelsesspørgsmål” på de enkelte virksomheder (”demokrati på arbejdspladsen”). Privatejendommen var et ”relativt og regulerbart begreb”, som Jens Otto Krag formulerede det i bogen Tidehverv og samfundsorden fra 1854.

Og videre hedder det i denne bog. ”Den private ejendomsret til produktionsmidlerne opfattes næppe mere af nogen betydende kraft i landet som noget absolut og urokkeligt, men tværtimod som en social funktion, hvis grænser og beføjelser kan reguleres ved direkte og indirekte samfundsmæssige indgreb efter, hvad situationen og udviklingen kræver. Om dette i det lande løb vil være tilstrækkeligt til at skabe den sociale sikkerhed og voksende produktion herunder fuld beskæftigelse, som den moderne arbejderbevægelse kræver det, kan kun fremtiden vise.”

Og fremtiden viste, at ”reguleringer” og ”nye ledelsesformer” ikke var tilstrækkelige. Fremtiden viste, at den borgerlige reformvej, som Socialdemokratiet i efterkrigstidens klassesamarbejdssystem havde anvist arbejderklassen, ved indgangen til 70’erne var om ikke blind så udtømt for sine hidtidige muligheder.

Arbejderklassen må gøre egne erfaringer

Med udarbejdelsen af kravet om ”Økonomisk Demokrati” formulerede Socialdemokratiet et bud på ejendomsspørgsmålets løsning, som ikke sigtede på en regulering af ejendomsretten, men på en ophævelse af privatejendommen (til halvdelen af dansk industris produktionsapparat). Dette mål – privatejendommens ophævelse – kan arbejderbevægelsens revolutionære fløj kun være enig i, da det er hovedpunktet i arbejderklassens kriseløsning. For første gang siden splittelsen i arbejderbevægelsen mellem en reformistisk og en revolutionær fløj er betingelserne hermed til stede for, at disse to fløje kan formulere et enhedsgrundlag på selve grundspørgsmålet om de borgerlige ejendomsforhold.

Men hermed er aktionsenhedens problemer på ingen måde overstået – de er først i virkeligheden begyndt. Etableres der en enhed i arbejderklassen på grundspørgsmålet, hvilket vil stille kampen for et tredje arbejderflertal uhyre stærkere, vil det være realistisk at formode, at Socialdemokratiet ikke blot kommer til at præge etableringen af denne enhed, men også enhedens udvikling længere frem end blot til de indledende faser. For arbejderbevægelsens revolutionære fløj gælder det da om at gøre sig klart, at udviklingen af denne enhed er en modsigelsesfyldt proces, på samme tid en læreproces for arbejderklassens flertal som det er en kamp mellem enhedens to fløje om hegemonitet over enheden. En afgørende prøve for enheden vil opstå i det øjeblik, at arbejderklassen under reformistisk lederskab – og andet vil næppe komme på tale – ledes frem til et angreb på de borgerlige ejendomsforhold, og det så viser sig, at den vej frem, som enhedens reformistiske hegemoni har anvist arbejderklassen, ikke er fremkommelig, ikke eksisterer som anvist. I denne situation vil ingen arbejderklasse kunne stå stille. Den vil enten tage yderlige skridt fremad, i sidste instans overskride reformismens grundlag, eller den vælger retræten. Under alle omstændigheder vil arbejderklassens flertal altid drage en lære – spørgsmålet er hvilken lære! Hvem skal høste frugterne, når reformismens anvisninger i praksis kommer i krise? Målet for de revolutionæres enhedstaktik er gennem et alvorligt ment tilbud om enhed – og arbejderklassen skal nok vide af at gennemskue dem, der kun taler om enhed på skrømt – at hjælpe arbejderklassens flertal til at gøre egne erfaringer med reformismens begrænsninger og derigennem at erobre lederskabet i arbejderklassens enhed.

Det karakteriserer store dele af danske ”venstrefløj”, at den har gennemdiskuteret og skrevet mere om arbejderklassens enhed og ovennævnte problemstillinger i forhold til Chile, Frankrig under 30’ernes folkefront og nu under Mitterrand end i forhold til den danske arbejderklasse under den nuværende krise.

To gange siden klassesamarbejdets reelle sammenbrud har Socialdemokratiet ledt arbejderklassen frem til et angreb på de borgerlige ejendomsforhold. Første gang under det andet arbejderflertal i 1971/73 (på grundlag af lovforslaget om ”økonomisk demokrati” fra januar 1973), og anden gang under krisen med klimaks i december 1979 (på grundlag af et OD-forslag med et noget lavere ambitionsniveau). Med undtagelse af en usikker og omskiftelig enhedstaktik fra SF’s side, har Socialdemokratiet fået lov til at angribe privatejendommen alene, ja med ”venstrefløjen” som direkte modstander.

”Venstrefløjens” analyse eller mangel på samme

Denne modstand er fra den økonomistisk prægede ”venstrefløj” forsøgt underbygget med en analyse af ØD-reformen, som placerer denne som en ”statsmonopolistisk reform” (DKP) inden for de politiske rammer af efterkrigstidens klassesamarbejde. ØD ”vil ikke føre til nogen styrkelse af arbejdernes stilling overfor storkapitalen” (DKP), omvendt vil ”storkapitalen opleve en gylden tid” med ”mere magt” og arbejderne en tid med ”forstærket udbytning” (DKP), en tid med et ”forstærket klassesamarbejde”, der ”skal undergrave fagforeningernes og lønmodtagernes aktionsmuligheder” (VS). Det hele er ganske enkelt ”et bedrag, som det fuldstændig borgerlige socialdemokrati har opfundet for at forhindre arbejderklassen i at vælge den revolutionære vej ud af krisen” (DKP/ml), det er – for at slutte med DKP’s ”rammende” karakteristik – ”en forfuskning af arbejdernes stærke og bevidste stræben efter at overvinde kapitalen”.

Med andre ord: ØD er et socialdemokratisk frontalangreb på arbejderklassen. Denne luftige analyse har tidligere omtalte broderskab med få nuancer som fælles arvegods – fra VS til KAP, fra DKP til ditto plus ML.

I vores bog om Socialdemokratiets ØD-reform underkaster vi DKP’s ØD-analyse – som er en værdig repræsentant for strømningen – en grundig kritik. Det bedste, som vi her – med få ord – kan sige om analysen er, at den er forkert.

Tilbage til top