Startside ] Op ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] [ Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Parti og fagbevægelse - og den enkeltes identitet
Debatindlæg
Arbejderhistorie nr. 2, 2003


I midten af 90’erne brød Socialdemokratiet og LO hundrede års ægteskab bestående i en gensidig repræsentation i hinandens ledelser. 8 år senere nægter LO at fortsætte betalingen af hustrubidrag til Socialdemokratiet. Navlestrengen skal skæres over. I denne artikel argumenteres der for, at skilsmissen er uomgængelig. Ikke fordi fagbevægelsen bør isolere sig som en ”trade unionistisk” bevægelse, men fordi det i dag gør en forskel, om fagbevægelsen er til for ”Partiets” skyld eller for medlemmernes skyld.

Med mellemrum – men ikke så ofte – må jeg som fagforeningsformand acceptere, at et medlem ønsker at udmelde sig af fagforeningen, fordi medlemmet ikke bryder sig om Socialdemokratiet. Så udmeld dig af Socialdemokratiet – har jeg til tider indsparket humoristisk. Men så let er det endnu ikke gået.

To mulige udgange foreligger normalt. En halv times samtale med lige dele faktuelle oplysninger og ideologisk brandtale om sammenhold og fællesskabets styrke ender med, at medlemmet nu helt opstemt tager afsked og undskylder, at en så sindssyg tanke overhovedet havde taget bolig i hans hjerne. Eller også er samtalen slut efter få minutter, idet medlemmet standhaftigt fastholder, at han mentalt opholder sig uden for overtalelsens rækkevidde.

Sådanne oplevelser giver altid anledning til eftertanke. Mange fagforeningsmedlemmer tror, at den økonomiske støtte til Socialdemokratiet svarer til en mindre bondegård. Det er på ingen måde tilfældet. Ifølge Socialdemokratiets regnskab for 2000 modtog partiet dette år 16 millioner kr. fra faglige organisationer. Fordelt på hver enkelt LO-medlem svarer det til mindre end prisen på 10 cigaretter. Det forekommer derfor ikke specielt rationelt, at man opsiger et fagligt medlemskab til en pris a ca. 5.000 kr. årligt, fordi man er utilfreds med anvendelsen af de 15 kr. heraf. Men rationelt eller ej – fagbevægelsen skyder sig selv i foden, hvis den sidder irritationen overhørig.

Dybest set handler spørgsmålet dog ikke om faglige kontingentkroner, der bliver anvendt til økonomisk partistøtte. Af samme grund er loven om bidrag til politiske partier udtryk for politisk håndværk, når det på Christiansborg er værst. Tilsyneladende bekymrer loven sig for, at den enkelte borger skal have mulighed for at framelde sig uønsket partistøtte. Vel at mærke framelde sig partistøtte, når det gælder faglige kontingentkroner og ikke, når det eksempelvis gælder det daglige indkøb af mælk, ost og smør fra Arla Foods, som gennem Mejeriforeningen yder økonomisk støtte til Venstre. Hvis politikerne vil opstille regler for økonomisk partistøtte, hvilket er en god ide, så bør lovgivningen indrettes på partierne selv og ikke på ulige grupper i samfundet. Hvis bekymringen virkelig gælder den enkelte borger, som ikke skal franarres 15 kr. om året til uønsket partistøtte, så forbyd enhver form for økonomisk støtte til de politiske partier fra andre end partimedlemmerne selv samt statskassen. Men Christiansborg-hykleri eller ej – fagbevægelsen skyder sig selv i foden, hvis den ikke selv løser problemet.

Indviklede samfundsforhold er naturligvis lettere at diskutere, hvis de kan reduceres til værdien af 15 kr. Derfor fylder de 15 kr. meget i den folkelige debat. Men i udviklingen af forholdet mellem parti og fagbevægelse står der mere på spil. Nåleøjet, som fagbevægelsen i de kommende år skal igennem, består i, at dansk fagbevægelse fastholder, at det er en bevægelse med klare politiske interesser, klare samfundsmæssige interesser, klare historiske interesser – men uden at LO-bevægelsen fremstår som Socialdemokratiets faglige blindtarm. Dansk fagbevægelse er en politisk bevægelse men ikke en partipolitisk bevægelse. Dansk fagbevægelse er en bevægelse af faglige interesseorganisationer, hvor 130 års arbejderhistorie dagligt har belært bevægelsen om, at den økonomiske fordelingskamp uafladeligt genererer politiske spørgsmål og politiske interesser. Men den fælles vej for parti og fagbevægelse tvedeler sig i disse år, idet det ikke længere i medlemmernes øjne er legitimt, at fagbevægelsen overlader det programmatiske arbejde til Socialdemokratiet. Fagbevægelsen må udvikle sit eget selvstændige værdigrundlag. Det er nødvendigt, hvis fagbevægelsen vil ha’ fat i fremtiden og ikke blot tale til fortiden.

Det historiske udgangspunkt

Den faglige arbejderbevægelse i Danmark blev født som en politisk bevægelse. Det skete dels i modsætning til tidligere tiders borgerlige arbejderforeninger, som med vægt på oplysning og velgørenhed forsøgte at højne arbejdernes sociale forhold, og dels i modsætning til lavsvæsenets standsprægede organisationer. Da den danske sektion af Internationalen blev oprettet den 15. oktober 1871 var denne organisering af arbejderklassen tænkt som en partimæssig organisering opdelt i faglige sektioner – murere, tømrere, skræddere osv. Da Louis Pio endvidere efter næsten tre års fængselsophold den 25. juli 1875 blev valgt som formand for ”fagforeningernes centralbestyrelse” var det på én gang som arbejderbevægelsens faglige og politiske leder. Da Det socialdemokratiske Arbejderparti endvidere på sin første kongres i 1876 vedtog Gimle-programmet – teoretisk inspireret af Karl Marx, Ferdinand Lasalle samt andre forbipasserende – repræsenterede de 75 delegerede 41 fagforeninger. Ved 1800-tallets afslutning, på Socialdemokratisk Forbunds 7. kongres, bestod partiet af 239 politiske foreninger og 713 faglige foreninger.

Tilføjer vi kooperationen, er dansk arbejderbevægelse fra sin tidligste begyndelse blevet flettet af tre strenge: en politisk, en faglig og en kooperativ. Men det var én bevægelse. Mange i arbejderbevægelsen er opvokset med denne ”hellige treenighed”, og mange har den dag i dag ufatteligt svært ved at forestille sig, at det nogen sinde kan være anderledes.

Glemmer vi igen kooperationen, er der imidlertid grund til at fastholde en vigtig teoretisk erkendelse fra ”treenighedsepoken”. Lønmodtagernes rent økonomiske modsætningsforhold til arbejdsgiverne peger som tendens frem mod en politisk bevægelse. Et fagligt forsøg på i en enkel virksomhed eller i et enkelt fag at tvinge eksempelvis arbejdstiden ned er at betragte som en ren økonomisk bevægelse. Et fagligt forsøg på i en enkel virksomhed eller i et fag at tvinge en pensionsordning igennem er at betragte som en ren økonomisk bevægelse. Men forsøger fagbevægelsen at gøre tilkæmpede faglige goder i enkelte virksomheder eller brancher almene – enten som love eller som landsdækkende overenskomster – er den økonomiske fordelingskamp allerede vokset over i en politisk bevægelse, dvs. en bevægelse af ”klassen” for at gøre dens interesser gældende i almengyldig form, i en form, der har almengyldig tvingende kraft i samfundet.

Den faglige kamp genererer vedvarende politiske spørgsmål, og af samme grund har fagbevægelsen politiske interesser. Jeg møder vedvarende fagforeningsmedlemmer, som siger: Fagforeningerne er gode nok - bare de ikke blander sig i politik. Jeg er lodret uenig. Synspunktet er og bliver borgerligt og dansk arbejderbevægelse fremmed. Det er fagbevægelsens opgave, at gøre medlemmernes faglige interesser gældende i almengyldig form i samfundet, som love eller som landsdækkende overenskomster, og her er fagbevægelsen allerede en politisk bevægelse. Fagbevægelsen er og skal være en politisk bevægelse, men den ødelægger sig selv, hvis den fastholder at fremstå som en partipolitisk bevægelse. Fagbevægelsen skal være politisk talerør i samfundet for de interesser, der vokser ud af medlemmernes hverdag i modsætningsforholdet til arbejdsgiverne. I dette modsætningsforhold skal fagbevægelsen som organisation samtidig begrænse lønmodtagernes indbyrdes konkurrence.

Skilsmissen - den cuttede navlestreng til partiet - er ikke et farvel til politik, men en opsigelse af abonnementet på Socialdemokratiets politiske program. Det er muligt, at fagbevægelsens eget fagpolitiske program på mange spørgsmål vil overlappe med Socialdemokratiets politiske program, men faktisk er det i dag meget mindre givet end for blot et kvart århundrede siden. Og det af følgende grunde.

”Treenighedens arbejderkultur” har sejret ad helvede til – godt!

Det sikreste tegn på, at arbejderkulturen har sejret i det danske samfund er, at ingen længere vil kaldes arbejder. En gudbenådet maskinarbejder hedder i dag en industritekniker. På de tekniske skoler luges ordet ”arbejder” ud i alle uddannelsesbetegnelser, idet ingen vil uddannes til arbejder. Den forsvundne arbejder i dagens Danmark behøver ikke at tilslutte sig en ”modkultur” i samfundet for at leve og overleve. Om det er arbejdernes eller borgerskabets kultur, der har sejret eller en symbiose af begge, kan andre strides om. Men den gode, gamle arbejderkultur, hvor arbejderbevægelsens treenighed sørgede for dig fra vugge til grav, er væk. Som et fagforeningsmedlem (Ib Arne Rahr) skrev i fagbladet 1’eren for nylig.

”Vi opbyggede vor egen arbejderkultur med solidaritet og fællesskab. Fra vugge til grav organiserede vi os i egne foreninger. Vi oprettede egne børneinstitutioner. Vi meldte os ind i DUI, DSU eller DKU. Far var med i arbejdersangkoret ”Vulkan”. Vi handlede i Brugsen, købte brændsel i Arbejdernes Brændselsforretning, kød og pålæg købte vi i Arbejdernes Kødforsyning. Ved middagsbordet eller i kolonihaven drak vi Stjernlager eller sødmælk fra ”Enigheden”. Til det forestående bryllup på Rådhuset blev vi ekviperet hos ”Tilskærerne”. Vi blev klippet i den kooperative salon ”Figaro” osv. osv. Vi fik ferie og Dansk Folkeferie; vi fik bank og Arbejdernes Landsbank; vi fik sunde boliger og kooperative boligselskaber; vi fik teater med ARTE; oplysning med AOF og Arbejderhøjskolerne, og når det hele var slut, satte Arbejdernes Ligkistemagasin ild til kisten. Denne arbejderkultur eksisterer ikke mere og kommer aldrig igen. For denne arbejderkultur har sejret.

Af samme grund er det ikke længere en naturlov, det er ikke længere kulturbestemt, at en nyudlært multimedie designer, en nyudlært digital integrator eller en nyudlært multimedie animator melder sig i fagforening og stemmer på Socialdemokratiet, selv om vedkommende i bund og grund ikke er ”andet” end en håndværker i det postindustrielle informationssamfund. Ved folketingsvalget i november 2001 stemte 54% af Dansk Metals medlemmer på et borgerligt parti. På fagbevægelsens skoler bliver det mere og mere normalt, at der dukker borgerlige tillidsmænd op for at kvalificere sig til jobbet som tillidsmand. I 50’erne var en ¼ million danskere medlem af Socialdemokratiet. I 70’erne var tallet faldet til 150.000. I dag er tallet yderligere faldet til ca. 50.000 medlemmer. Medlemskab af en faglig organisation hviler ikke som tidligere på et ideologisk fællesskab fra vugge til grav. Fremover skal fagbevægelsen lære at forstå, at medlemskab af en faglig organisation alene hviler på et interessefællesskab, hvor lønarbejdet og lønarbejdets umiddelbare vilkår i form af tryghed på den ene side og udviklingsmuligheder på den anden side danner grundlaget for medlemskabet. Opfanger fagbevægelsen ikke denne ændring i tiden, risikerer den at føre hvervekampagner rettet mod fortidens lønmodtagere og ikke mod morgendagens. Opfanger fagbevægelsen ikke denne ændring i tiden, behøver den ikke at få aktiv dødshjælp af borgerlige regeringer. Så klarer fagbevægelsen opgaven selv.

Står jeg som fagforeningsformand ude på ”fabriksgulvet” og skal vinde 15 ansatte for, at arbejdspladsen bliver overenskomstdækket, så er jeg i realiteten ude og sælge et politisk budskab. Et budskab, som ikke udelukker individet, men som forsøger at skabe en kollektiv ramme, en fællesskabsramme for individets tryghed og udvikling. Over for mig har jeg fagforeningsmedlemmer, som ifølge alverdens opinionsundersøgelser ved valgene stemmer på SF, Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. Skal enigheden bære hjem, må jeg meget gerne ”skabe mig politisk” – så længe politikken er brændemærket af, at den respekterer og hviler på medlemmernes interesser, som disse vokser ud af lønarbejdets vilkår. Kæden springer af i samme øjeblik, nogle af de tilstedeværende medlemmer måtte få det indtryk, at jeg eller toppen i min organisation reelt er fagbevægelse for et bestemt politisk parti. Mit faglige engagement må ikke kunne drages i tvivl eller beklikkes.

Rigtig mange i fagbevægelsen har svært ved at forstå, hvad dette i virkeligheden handler om. Er det blot en kosmetisk fornyelse, som fagbevægelsen har brug for? Skal fagbevægelsen fremover blot gå lidt mere stille med dørene, hvad angår de tætte bånd mellem parti og fagbevægelse? Svaret er, at fagbevægelsen ikke har brug for kosmetik. Fagbevægelsen har brug for substans. 

Intet behov for kosmetisk fornyelse

I min tid som skibsbygger på B&W Skibsværft varetog jeg i mange år som sekretær Fællesklubbens internationale kontakter. Og de var mange, og mange af kontakterne gik østover – til arbejdspladser i de tidligere kommunistiske lande. I 70’erne og 80’erne gjorde vi f.eks. fællesklubberne på de østtyske værfter opmærksomme på, at svejserøg er yderst sundhedsskadelig. Vi oplyste dem om, at spørgsmålet optog meget plads i den faglige kamp hos os. At værfterne i Vesten i disse år blev presset til milliondyre investeringer i punktudsugning i forbindelse med svejsning. Tillidsmændene i DDR lyttede til os, men årene gik, og der skete alligevel ikke noget. I Partiet med stort P mente man, at andre spørgsmål havde en højere prioritet. Når der var grønt lys fra Partiets side, dvs. når der var politisk vilje til økonomisk at imødekomme dette ønske, skulle fagforeningerne naturligvis nok få lov til forinden med stor succes at føre kravet frem og løbe den nu åbne ladeport ind. Men indtil da var det fagforeningernes opgave, at tage hensyn til helheden og de politiske venner. Og sidstnævnte var i dette tilfælde venner, som sad på den uindskrænkede politiske magt. 

Problemet for den østtyske fagbevægelse FDGB var imidlertid, at da de politiske venner i SED (Det østtyske Kommunistparti) mistede magten, da mistede lønmodtagerne i samme splitsekund også interessen for FDGB. Uden support fra de magtfulde politiske venner er de gamle østeuropæiske fagforeninger de færreste steder i stand til at organisere mere end 10 % af lønmodtagerne. I DDR var ingen i tvivl om, at FDGB var fagbevægelse for kommunistpartiet og kun for medlemmerne i den udstrækning, at medlemmernes interessevaretagelse ikke kom i modsætning til partiets vilje.

Spørgsmålet er, om man i dansk fagbevægelse helt kan sige sig fri for nogle af de samme mekanismer. Nu har Socialdemokratiet aldrig her i landet siddet på den totale politiske magt – og det er der i denne sammenhæng måske grund til at glæde sig over. Alligevel har Socialdemokratiet i et halvt århundrede – fra afslutningen af 2. verdenskrig og århundredet ud – haft en så omfattende politisk indflydelse, at partiet reelt var en slags politisk garant for sikringen af fagbevægelsens vitale interesser i samfundet. Socialdemokratiet havde magten til, at partiet så at sige kunne fungere som ”atomparaply” hængt ud over fagbevægelsen. Trods årtiers flertal i det danske folketing for afskaffelse af eksklusivaftaler, er de frem til i år alligevel ikke afskaffet. Trods årtiers flertal i det danske folketing for såkaldt ”demokratisering” af de forskellige lønmodtagerfonde er intet sket indtil dato. Socialdemokratiet var fagbevægelsens politiske garant på Christiansborg i forhold til, at der ikke blev lovgivet mod fagbevægelsens vitale interesser og fundamentale magtgrundlag. Set med fagbevægelsens øjne var det vel nok et par millioner værd i tilbagevendende partistøtte.

Men spørgsmålet er, om det fortsat forholder sig sådan. Hvor mange politiske garantier er Socialdemokratiet i dagens Danmark overhovedet i stand til at udstede? Efterlønsgarantien er velkendt. Og spillet omkring eksklusivaftaler er et udmærket eksempel på, at en epoke er ved at rinde ud. Og Socialdemokratiet selv er et forandret parti. Partiets vælgeropbakning har i dag en anden sammensætning end i Thorvald Stauning og H.C. Hansens tid. Socialdemokratiet selv kan i mindre og mindre grad holde til at være ”fagbevægelsens parti”. Men omvendt kan fagbevægelsen heller ikke holde til at være ”Partiets fagbevægelse”. De faglige ledere, der vælger at bygge deres magt og indflydelse på, at de i større grad trykker Mogens Lykketoft end medlemmerne i hånden, de risikerer at stå ved udgangsdøren, når de sælger billetter til fagbevægelsen.  

Overvindelse af ”et-parti-systemet”

Hvis man har sit daglige arbejde i dansk fagbevægelse, skal man enten være hjernelam eller fattesvag, for ikke at være vidende om, at vil du i bevægelsen frem, så tæller partibogen til Socialdemokratiet mindst lige så meget som dine reelle, faglige kvalifikationer. Men hvilket image er det, fagbevægelsen udsender her? Svaret er, at for hver gang dette indtryk efterlades hos et medlem, så har fagbevægelsen efterladt sig det image, at den er fagbevægelse for Socialdemokratiets og ikke for medlemmernes skyld.  Og et sådan image kan skade mere end resultaterne af års godt tillidsmandsarbejde.

For nogle år siden nedlukkede LO et særligt sekretariat ved navn Arbejderbevægelsens Faglige og Politiske sekretariat – afløseren for Arbejdernes Informations Central, LO’s svar på CIA. Det skete efter, at sekretariatets leder Henning Blok Madsen i et sjældent åbenhjertigt interview hen over en hel side i Politiken udtalte. ’Vi kæmper for demokratiet – Socialdemokratiet’. Pris ca. 4 millioner kr. om året. En så åbenhjertig udtalelse fandt man i LO var for voldsom for medlemmerne. Henning Blok Madsen – hvis socialdemokratiske sindelag ingen i bevægelsen nogen sinde har betvivlet - blev herefter sendt tilbage til Dansk Metal, og sekretariatet blev officielt lukket.

Som nyvalgt fagforeningsformand havde jeg selv den udsøgte fornøjelse at besøge sekretariatet i 1993 som led i at lære ”hele bevægelsen” at kende. Daværende leder af sekretariatet Willy Stig Andersen, senere partisekretær i Socialdemokratiet, forklarede os nye formænd, at vi altid i sekretariatet kunne få hjælp til at få skrevet et læserbrev til pressen; et nyhedsbrev kunne vi også abonnere på, og et kursus i agitation og propaganda kunne også organiseres. Nå ja, altså lige med undtagelse af ”stakkels mig” for en samkøring af partiets medlemskartotek og de ti tilstedeværende nye fagforeningsformænd afslørede, at jeg ikke var medlem af det ”rigtige” parti. Med andre ord var jeg overladt til at tænke selv, og det kan være svært.

Hvor udbredt sammenblandingen af fagbevægelsens interesser og Socialdemokratiets eller DSU’s interesser fortsat er, kan være svært at vurdere. Men min vurdering er, at det står langt værre til, end det almindeligvis vurderes af personer uden for fagbevægelsen. Mit synspunkt er ikke, at Socialdemokratiet og fagbevægelsen ikke har eller kan have fælles interesser; at det ikke er legitimt i fællesskab at forfølge disse interesser. Mit synspunkt er alene, at denne fælles interessekamp skal forfølges på et professionelt grundlag, der respekterer, at dansk fagbevægelse er en enhedsfagbevægelse. Hvis man i enhedsfagbevægelsens navn stiller midler til rådighed, som er forbeholdt medlemmer af et bestemt politisk parti, finder der et misbrug af enhedsfagbevægelsen sted.

I mit eget forbund handler et bilag til lovene om Forbundets erklærede socialdemokratiske sindelag samt medlemmernes lovbestemte ret til at framelde sig partistøtte. Ordvalget er yderst gennemtænkt, men bringer ubehagelige associationer frem. Der står, at Forbundet tager til efterretning, at nogen kan have ”en afvigende holdning”. ”En afvigende holdning” –  det er sprogbruget 13 år efter Murens fald! Sådan har de politisk korrekte vedtaget det på en kongres, men den samme kongresvedtagelse kunne ikke forhindre, at 54% af medlemmerne ved sidste valg stemte borgerligt. Jeg viger ikke tilbage for at skrive, at en sådan formulering udviser en manglende respekt for medlemmerne. Formuleringen taler direkte ind i fortiden. En sådan formulering organiserer ikke en eneste yderligere lønmodtager i fagbevægelsen.  Og formuleringen frelser ikke engang de frelste. Det kræver politisk intuition at opfange, hvornår man legitimt er en del af en bevægelse, og hvornår man blot er en menighed. I dansk fagbevægelse er der for mange, som i ramme alvor taler om ”Partiet”. Man mener Socialdemokratiet, men i det indforståede sprog siger ”vi” ”partiet” og sender hermed et signal til ”de andre” om, at der findes ”dem” og ”os”. Det er hver gang forstemmende at være tilskuer til, og det får mig altid til at tænke på den beskrivelse af Indre Mission, som findes i Fiskerne af Hans Kirk.

I dag er ”et-parti-systemet” i dansk fagbevægelse på ingen måde overvundet – LO’s ekstraordinære kongres upåagtet. Min personlige erfaring med dette system er, at det er ineffektivt og ressourcekrævende. Det indsnævrer rekrutteringsgrundlaget til tillidsposter i organisationen; det fremmer persontyper, som sætter karriere højere end egen overbevisning; det fremmer dobbelte beslutningsstrukturer, hvor den reelle beslutningsproces skjuler sig i uformelle kontaktnet hinsides de officielt valgte organer, og endelig er ”et-parti-systemet” med til at fastholde forældede strukturer, som alt andet lige koster medlemmerne et overkontingent hver måned.

For nogle år siden talte jeg med en SF’er, som var blevet valgt til en forbundspost i et såkaldt socialdemokratisk forbund. Et halvt års tid efter valget meldte han sig ind i Socialdemokratiet. Som begrundelse for den politiske konvertering fortalte han mig, at han ganske enkelt ikke kunne udføre sit faglige job ordentligt uden at være medlem af Socialdemokratiet.  For uden dette medlemskab var han som valgt person i Forbundet reelt ikke med der, hvor det sner. Han kunne ikke fungere med, at underordnede i organisationen reelt var bedre orienteret end ham selv – i kraft af medlemskab af den politiske fraktion. Han erfarede, at det gjorde en forskel at være fagbevægelse for Socialdemokratiet og være fagbevægelse for medlemmerne. Problemet er, at når medlemmerne erfarer det samme, så stemmer de med fødderne.

Men nu skal det være slut?

Men nu skal det være slut – har LO vedtaget på en ekstraordinær kongres den 8. februar 2003. LO har fået nye love, et nyt selvstændigt værdigrundlag samt et nyt fagpolitisk grundlag. Det er mærkeligt, men faktisk springer det i øjnene, at Socialdemokratiet ikke er omtalt et eneste sted i de mange kongrespapirer. Man skal lige vænne sig til det.

LO’s fornyelse er uundgåelig, og en samlet fagbevægelse bør bakke fornyelsen op.

Blankochecken til Socialdemokratiet skal høre fortiden til. Men dermed være ikke sagt, at fagbevægelsen op til et folketingsvalg ikke skal bruge økonomiske midler på over for medlemmerne og offentligheden at agitere for fagbevægelsens værdigrundlag samt fagbevægelsens holdning til de spørgsmål i tiden, som har betydning for almindelige lønmodtagere. Som politisk bevægelse skal fagbevægelsen naturligvis forholde sig til de temaer, som en valgkamp indeholder. Forskellen til tidligere tider skal bestå i, at denne forholden sig til tidens spørgsmål morgen, middag og aften skal være brændemærket af, at det er fagbevægelsen, der forholder sig til tidens spørgsmål, og ikke en politisk stedfortræder, som man på medlemmernes vegne har sponsoreret. Mange af fagbevægelsens valgkampkroner er givet uendelig dårligt ud. Blev nogle af disse midler fortsat stillet til rådighed, måtte opgaven bestå i på en konkret måde at engagere fagbevægelsens egne medlemmer for det værdigrundlag, som nu er bevægelsens eget. Det ville gøre illegitime kontingentkroner legitime.

Al begyndelse er svær. LO’s værdigrundlag forsøger tydeligvis at ramme nogle tendenser i tiden, som alle er enige om at være enige i. ”Den enkelte skal have mulighed for at tage ansvar for sin egen situation og medansvar for helheden”. Grundlaget for denne frisættelse af det enkelte menneske skal ”skabes gennem solidaritet og fællesskab”. Det er jo hørt før, og så alment formuleret kan det være svært at finde nogen, der gider at erklære sig uenige. Som historikeren Søren Mørch har formuleret det. ”Værdigrundlaget minder om en krydsning mellem Johannesåbenbaringen og Junigrundloven”.

Når man nu ved, at den danske arbejderbevægelse programmatisk gennem tiderne har flirtet med socialistiske ideer, og at LO senest under Thomas Nielsens formandstid reelt brugte mange kræfter på kravet om ”økonomisk demokrati”, så bør det i forbifarten nævnes, at LO’s nye værdigrundlag på intet sted bevæger sig ud over rammerne af et rent socialt-liberalt grundlag. Programmatisk formulerer det sig til højre for Socialdemokratiet, hvilket muligvis afspejler de faktiske forhold. Men det er lidt ærgerligt, at fagbevægelsens mange erfaringer med en demokratisering af selve det økonomiske liv, ganske enkelt er røget i glemmebogen i det nye værdigrundlag.

Bemærkes bør det også, at vel nævnes det, at solidariteten er global, men den økonomiske globaliserings ændrede vilkår for fagbevægelsens kamp, får alligevel ikke den fremtrædende plads, som ændringen burde give anledning til. Også læbebekendelserne til internationalismen har i fagbevægelsens historie været mange, men det forhold, at den faglige kamp i dag reelt internationaliseres som følge af arbejdsgivernes globale organisering af arbejdet, træder ikke specielt tydeligt frem i det fagpolitiske grundlag.

Derimod siges det, at ”fagbevægelsen skal være et rummeligt fællesskab med plads til forskellighed og mangfoldighed, og det skal afspejle sig i de demokratiske organer”. Tiden vil vise, om der i disse formuleringer ligger et opgør med ”et-parti-systemet” i dansk fagbevægelse.

Endvidere omtaler værdigrundlaget, at ”vores fællesskab omfatter også udsatte grupper uden for medlemskredsen, der har vanskeligt ved at få plads på arbejdsmarkedet og i samfundet”. Jeg kunne have ønsket, at et sådant punkt i det fagpolitiske grundlag havde fyldt mere. Rigtig mange af programpunkterne fremstår meget forudsigelige. Punkterne kaster ikke meget spræl af sig. Man kunne fristes til at spørge. Hvorfor nu alt dette postyr med et nyt værdigrundlag, når man ikke har mere på hjertet? Vel er enhver henvisning til Socialdemokratiet luget bort, men hvorfor profilere ”selvstændighed” hvis selvstændigheden ikke skal bruges til at sige noget nyt? 

Fordelen ved et selvstændigt værdigrundlag for fagbevægelsen er vel netop, at lønarbejdets vilkår, medlemmernes hverdag her kan fylde mere end i et partiprogram, der skal mene noget om alting – fra udviklingen i det globale klima til refleksernes størrelse og placering på en damecykel.

Arbejdets vilkår måtte gerne ha’ fyldt noget mere. Det fagpolitiske program måtte gerne i større grad have ramt nogle af de tendenser i tiden, som fylder og tager plads i en lønmodtagers hverdag anno 2003. Det er eksempelvis et paradoks, at i takt med at den ugentlige arbejdstid i 90’erne er blevet sat ned, arbejder mange lønmodtagergrupper reelt mere og mere. Det er et paradoks, at i takt med, at selve arbejdet indtager en større plads i ”meningen med livet”, så vokser problemerne med det psykiske arbejdsmiljø herunder stress. Det er et paradoks, at i takt med at hver eneste arbejdsmarkedsreform i forstærket grad tager udgangspunkt i den enkelte lediges muligheder, kompetencer og ressourcer, så fortsætter den ledige med at opleve fuldkommen meningsløse aktiveringsforløb. Det er et paradoks, at i takt med at indvandringen af arbejdskraft til Danmark – legalt som illegalt – reelt har karakter af økonomiske flygtninge, som søger hertil med henblik på arbejde og selvforsørgelse, så er Danmarks officielle strudsepolitik på området reguleret af en lov om indvandrerstop fra 1973. Det er et paradoks, at i takt med at mange lønmodtagere gerne vil have større indflydelse på tilrettelæggelsen af egen arbejdstid og i mange overenskomster er imødekommet på dette spørgsmål, så oplever flere og flere lønmodtagere, at de presses til ubekvemme arbejdstider.

Det er på sådanne spørgsmål, at fagbevægelsen skal gøre en forskel - at fagbevægelsens politiske markeringer skal gøre en forskel. Fagbevægelsens politiske markeringer bliver først rigtig spændende, når det lykkes at formulere politiske mål, som rykker så tæt på medlemmernes hverdag, at målene engageret og aktivt bakkes op af de medlemmer, som på valgdagen troløst skifter parti, som var de på shopping i det lokale storcenter – på jagt efter dagens slagtilbud.

Tilbage til top