Startside ] Op ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] [ Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Arbejdsmarkedspension eller flaskeindsamling!
Artikel om arbejdsmarkedspension
Land og Folk den 27. - 28. oktober 1990


Konfliktspørgsmålet er nyt. Årstallet er nyt. De stridende personer er til dels nye. Men det politiske indhold i fagbevægelsens aktuelle strid om arbejdsmarkedspension er lige så gammel som arbejderbevægelsen selv.

En politisk, reformsøgende arbejderbevægelse har i over hundrede år haft syndikalismens snævre lønarbejderbevidsthed som modspiller inden for egne rækker. Denne bevidsthed har aldrig stillet sig selv større opgaver end at sælge arbejdskraften så dyrt som muligt, i så kort tid som muligt og i så ideologisk uberørt form som muligt. Først efter omvæltningens store dag trækker vi i arbejdstøjet. Måske!

Folkepension er en rar ting. Min bedstefar nåede lige at opleve den. Personligt sikrede han sig mod alderdommen ved endnu i arbejde at købe sig en ny overfrakke og et par sko. Og det slog til. Skoene fik han aldrig slidt op.

Siden dengang er der gået 30 år. Også i dag sikrer mange sig mod alderdommen. Men nu er spørgsmålet om køleskabet, fryseren, bilen og fjernsynet kan holde alderdommen ud, eller om økonomien skal kunne bære til en udskiftning. Og her slår folkepensionen ikke til. Den oprindelige målsætning fra 1957 med en dækningsgrad på 2/3 af befolkningens gennemsnitsindtægt blev aldrig opnået. I dag er den reelle dækningsgrad ca. 1/3.

Om tyve år er hver fjerde dansker over 60 år. Alene en fastholdelse af folkepensionens nuværende værdi vil kræve en skattestigning på tre procentpoint for at imødekomme ændringen i befolkningens aldersfordeling. Skal folkepensionens dækningsgrad yderligere sættes op til den oprindelige målsætning, skal tiden skrues tilbage til før velfærdsstaten gik af lave og den bedrestillede LO-arbejder fik permanent "ondt-i-skatten".

Udsigten til at tiden skrues tilbage anses af mange for ret ringe. Det store befolkningsflertal nærer ingen forhåbninger til en fremtidig skattefinansieret folkepension, der er økonomisk acceptabel. Og hvem kan fortænke dem i det! Men når den kollektive løsning svigter, tager andre initiativer over.

Som instrumentet, der skulle skabe lighed i alderdommen, har folkepensionen spillet fallit. Siden midten af 60'erne er der sket en eksplosiv vækst i andre pensionsformer, således at udbetalingerne fra disse i dag udgør ca. 25 % af al udbetalt pension. Hurtigt nærmer vi os en situation, hvor halvdelen af befolkningen kun har folkepensionen og ATP som indkomstkilder i alderdommen, medens en bedrestillet halvdel herudover har enten en arbejdsmarkedspension, en tjenestemandspension, en ratepension eller kapitalpension tegnet i et forsikringsselskab eller pengeinstitut. Frem mod år 2000 vil kløften mellem rige og fattige pensionister vokse eksplosivt.

Realrenteafgiften fra 1984 har taget toppen af den yderst favorable skattefrie pensionsopsparing. Men virkningen af de gode opsparingsår fra midten af 60'erne til midten af 80'erne har vi fortsat til gode. Som et eksempel på en stand, der nåede at sikre sig i tide, og derfor kommer til at score kassen, kan nævnes de gymnasielærere, der går på pension omkring år 2000. Beregninger i bogen Fordelingen af private pensioner af Henriksen, Rasmussen og Kampmann viser, at denne faggruppe har al mulig udsigt til at stige i indkomst ved overgangen til pensionsalderen (s. 202).

I et læserbrev i Land og Folk (12.10.90) fremfører gymnasielærer og VS-chefideolog Søren Kolstrup, at "AL og hans folk" er usolidariske, når de kræver arbejdsmarkedspensioner til alle, dvs kræver til arbejderne, hvad akademikerne forlængst har sikret sig. I stedet skal vi sætte vores lid til en fordobling af folkepensionen (til alle). Et rødt flertal skal blot udbetale 60 mia. kr. i folkepension istedet for de nuværende 30 mia. kr., og dette kan - ifølge Enhedslistens sidste årsmødeudtalelse - "uden videre" og "i ét hug" ske "indenfor rammer-ne af de midler som staten pt. udbetaler til pensionsformål".

Regnestykket er interessant. For tilsyneladende bruger Enhedslisten de samme penge to gange. I dag er indbetalinger til pension i hovedreglen skattefritaget, hvorimod pensionsudbetalinger beskattes som almindelig indkomst med undtagelse af kapitalpensioner, som begunstiges (urimeligt) med en beskatning på 40 %. Enhedslisten ønsker alt dette ændret. Al pensionsopsparing bør beskattes i det øjeblik pengene opspares, og ikke når de forbruges. I en overgangs-periode vil dette give staten et betydeligt merprovenu. Men herefter vil den skattemæssige gevinst alene bestå i forskellen mellem en høj marginalskatteprocent i optjeningsårene og en lavere beskatning i udbetalingssårene. Denne forskel vil næppe kunne bære en fordobling af folkepensionen "i et hug". Ser vi på de nøgne tal, blev der eksempelvis i 1988 til arbejdsmarkedets pensionskasser indbetalt 5 mia. skattefrie kroner. Kasserne udbetalte samme år 2 mia. beskattede kroner i pension til medlemmerne. Denne betydelige forskel vil dog i årene fremover indsnævres, idet den afspejler, at de fleste pensionskasser endnu er i en opbygningsfase. Kassernes renteindtægt var i 1988 på 10 mia. kr. Realrentebeskatningen af denne værdistig-ning er derfor dét afgørende instrument, som skal forhindre en begunstigelse af denne form for opsparing i forhold til andre former.

Enhedslisten brug af skatteydernes penge to gange er dog en detalje i pensionsdebatten. Det interessante spørgsmål er: Hvorfor brød folkepensionen, som dét solidariske princip, der skulle sikre ligestilling i alderdommen, i praksis sammen op igennem 70'erne og 80'erne? "Den virkeliggjorte socialismes" sammenbrud udgør i denne forbindelse en guldgrube af relevante erfaringer. Lighed kan kun skabes i samspil med markedets kræfter og ikke løsrevet fra disse. Folkepensionen proklamerede en lighed, der ignorerede markedets eksistens. Paradokset var og er, at et stort befolkningsflertal er modstandere af at betale mere i indkomstskat (til dækning af pensionsudgifter) samtidig med at de samme mennesker indbetaler større og større beløb til pension. En solidarisk pensionspolitik kan kun overleve, hvis den eksisterer i samspil med disse markedskræfter. Lærer danske socialister (inkl. socialdemokrater) ikke at udnytte markedets kræfter til opbygning af solidariske systemer, kommer de til at dele skæbnefællesskab med Erich Honecker, Tudor Sjikov og de andre af østens store vejvisere.

Alternativet er ikke folkepension kontra opsparingspension. Virkelighedens alternativ er individuelle pensionsordningen udbudt til salg af forsikringsselskaber og pengeinstitutter kontra kollektive arbejdsmarkedspensioner. Disse ordninger konkurrerer på det samme marked og appellerer til den enkeltes livssituation, ansvar og initiativ. I dette system vil gruppen uden eller med minimal tilknytning til arbejdsmarkedet blive tabere, hvis ikke der politisk gribes ind. Derfor må et fremtidigt solidarisk og bæredygtigt pensionssystem omfatte arbejdsmarkedspensioner som hovedhjørnestenen samt en indkomstreguleret folkepension. En skattefinansieret folkepension har ulige lettere ved at samle restgruppens pensionskrav op end at tilgodese de velbjergedes pensionsbehov. I mange år endnu vil folkepensionen dog fortsat udgøre hovedgrundlaget for befolkningens pensioner. Men det er et spørgsmål om folkepensionen ikke allerede nu burde indtægtsreguleres. Spørgsmålet er om vi i solidaritetens navn kan forsvare at udbetale folkepension til eksempelvis Søren Kolstrup og hans fagbrødre, når disse allerede nu er sikret pensioner i privilegieklassen 200.000 kr. om året og derover?

Arbejdsmarkedspensioner til alle er en pensionsmodel, som midt i markedets private ordninger åbner op for solidariske løsninger. Men arbejdsmarkedspensionen har også en anden begrundelse. For ganske  uafhængig af de forskellige pensionsmodeller vil det altid være samtidens produktionsformåen, som bestemmer pensionernes reelle værdi. Netop derfor har vi brug for en udbygning af arbejdsmarkeds-pensionerne til LO-området. Gennem pensionskassernes investeringer i nye arbejdspladser skal produktionsgrundlaget for fremtidens pensioner sikres. Lønarbejderne er nødt til at tage hånd om produktionens opgaver, for at sikre deres fremtid og alderdom. Denne opgave indeholder klare socialistiske perspektiver, som Enhedslistens socialister undsiger sig. Netop i pensionsspørgsmålet fremstår den sandhed, at kapitalisterne ikke magter produktionens opgaver, konkret. Dette er en foræring, der skal udnyttes. Enhedslistens opfordringer til større skatteindbetalinger til Henning Dyremose kan arbejderbevægelsen intet lære af. Søren Kolstrups officielle kamp mod arbejdsmarkedspensioner til LO-arbejderne kan vi heller intet lære af. Derimod er det en sand glæde at læse i gymnasielærernes fagblad (oktober 1990), at Søren Kolstrup ser store og "langsigtede" investeringsperspektiver i Magisternes Pensionskasse. Denne pensionskasses "overvejelser om og erfaringer med at investere i miljøvenlig produktion" med "udsigt til at give varige miljøforbedringer" hilser Søren Kolstrup meget "velkommen". Kolstrups fortsatte overvejelser på dette område bør vi alle afvente med stor spænding.

Ved OK-91 har mange LO-arbejdere en chance for også at komme igang med de langsigtede investeringer, der kan sikre dem en tryg alderdom. Søren Kolstrups erfaringer som investor er en meget mere dyrebar skat for arbejderbevægelsen end hans politiske Enhedsliste-råd til LO-arbejderne: Nej til pension, ja til mere i løn. Med andre ord: Arbejder - drik dine bajere nu, så kan du samle flaskerne ind som pensionist.

Tilbage til top