Startside ] Op ] Skal Sohn sone ] [ Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Når politik er en klaphat og fagforeningen en forretning, så er Danmark en nation på vej ned
Oplæg til et seminar for faglige i Enhedslisten: Fagforeningerne og de politiske partier.
Februar 2010


I de gode gamle dage, hvor København var en industriby og rygende skorstene et udtryk for fremskridtet selv, var politik billedlig talt en endimensional streg mellem venstre og højre, mellem socialisme og liberalisme. Fagbevægelsen var samtidig det klassemæssige grundlag for arbejderpartiernes nationale velfærdsprojekt.

På forunderlig vis vandt begge disse projekter. De opløste sig i hinanden og ophørte med at besidde nogen særskilt fortællekraft.

Med Den kolde Krigs afslutning, Sovjetunionens sammenbrud, informationsteknologiens gennembrud og alles afhængighed af alle inden for rammerne af en mere og mere globaliseret økonomi, træder vi ud af én verden og ind i en anden. Det skete i 1990’erne.

Den nye verden tilføjer en ny dimension til den gamle verden. Dimensionen skaber et nyt politisk rum med fire ”verdenshjørner” og to nye projekter: et globaliseringsprojekt og et stammeprojekt.

Globaliseringsprojektet er endnu ikke kommet ud over rampen. Det mangler fortællekraft. 

Stammeprojektet er kommet bedst fra start. Det trækker på afprøvede politiske redskaber, hvor egen identitet opbygges på modsætningen til ”de andre”. Projektet limes sammen af den ældgamle stammelogik:

I min abegrotte er vi alle aber – og det er kulturen, der binder os sammen.

Opbruddets tid

Vor tid er et opbruddets tid, hvor den gamle verden ikke eksisterer mere, og hvor vi endnu ikke som parti og fagbevægelse har fundet rollerne i et nyt partnerskab.

Opbruddets og snublekysernes tid er karakteriseret ved, at fagbevægelsens ikke ved, om den skal være en forening eller en forretning – om den skal være et fællesskab forankret i identitetsskabende værdier omkring fag, uddannelse, og overenskomster, eller om den skal være en forretning med de rigtige varer på hylderne, der kan trække kunder ind til dagens gode tilbud.

De gule forretningers kopiering af LO-fagbevægelsen er tragedien. I den udstrækning som gamle LO-forbund vågner op og forskræmt begynder at kopiere kopien med dyre annoncer i aviserne og tidskrævende stande på Ullerup Marked er tragedien allerede afløst af farsen. Når mennesket gennem seksualiteten forplanter sig, kommer der ud af genernes kopiering en ny original. Når LO-forbund kopierer kopien kommer der alene en sammensat fejltagelse ud af det.


(Tekst fra KRIFA's hjemmeside)

Tilbud til kunder

Se alle de spændende tilbud der kun gælder kunder i Kristelig Fagbevægelse.

Fagforening for alle

Fagforening for kun 155 kr/md. Vi arbejder for at give dig bedre løn, arbejdsforhold og at sikre dine rettigheder. De første 2 mdr. i fagforeningen er gratis.

I løbet af de seneste 3 år har vi skaffet 1 mia. kr. i erstatninger til vores kunder. Det betyder, at for hver krone vores kunder betaler i fagforeningskontingent, henter vi det dobbelte hjem igen!
BLIV KUNDE   Få to måneder gratis!
Bliv kunde i dag og få de første 2 måneder gratis i fagforeningen.


Opbruddets og snublekysernes tid er endvidere karakteriseret ved, at de politiske partier vakler mellem at være talerør for et samfundsforandrende projekt eller at overgive sig til Poul Schlüters gamle fyndord: ideologi er noget bras. Hvis den ude fra kommende ”Udvikling” med stort U er lyset, så er Christiansborgspolitikerne belysningsvæsenet.  Som den franske sociolog Pierre Bourdieu mener at vide det, så skubbes partierne i denne opbruddets tid rundt på scenen af to modsatrettede tendenser: På den ene side tilstræber de at udviske alle fundamentale forskelle til hinanden, på den anden side søger de at finde en stil, en leder med medietække, en tidsånd, et mærke og en brand, der kan spinde en forskel, og som formår at sælge den samme vare som en verden til forskel.

I denne verden bliver også borgeren en kunde i politikernes servicebutik. Den politiske shopping mellem forskellige partier må i denne verden ikke ændre på, at uafhængig af det konkrete valg, modtager kunden – dvs. vælgeren - grundlæggende set den samme vare, der blot i stil, image og personlighed er branded forskelligt. Er du til Nokia eller til Ericsson, så må kunden ikke være i tvivl om, at vedkommende har købt en …. mobiltelefon!

Er vælgeren til Lars Lykke eller til Helle Thorning, så må ”midtervælgerne” ikke være i tvivl om, at denne får den samme skattepolitik, den samme boligpolitik, den samme retspolitik, den samme indvandrerpolitik – samt en verden til forskel i ”branded”.

Denne virkelighed vil politikerne naturligvis benægte morgen, middag og aften. Her er gengivelsen af virkeligheden trukket skarpt op, og den favner ikke hele paletten. Men den favner det aspekt af vor tids designpolitik, som jeg vil kalde dansk klaphat-politik uden reference til nogen speciel politiker.

 

 

 

 

”Vi har ikke diskuteret socialisme i Danmark, fordi vi de sidste ti år har været så hunderædde for den diskussion oven på Murens fald (…) Vi har aldrig i min tid diskuteret socialisme…”

Medlem af Enhedslisten. Pernille Rosenkranz-Theil til tidsskriftet Salt i 2001.


Dansk politik anno 2010

Uden sentimentalitet og hang til politisk ønsketænkning består dansk politik af ovennævnte grunde derfor i dag at fem partier, der er lige tæt på ”det politiske midte”. Partierne er Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, SF og Socialdemokratiet. Uden for disse ”midterpartier” befinder sig Enhedslisten og Radikale Venstre.

I forhold til det der i de gamle dage hed arbejderpartierne, og som i dag ikke given nogen mening anden en erindring om gamle dage, vil vi fremover opleve et forhold mellem Socialdemokratiet og SF, der kan mindre om forholdet mellem Venstre og Konservative.  Det vil være tale om to sider af samme sag, to socialdemokratier, hvor det ikke giver mening af tale om ”højre” og ”venstre”. I Hvidovre vil Socialdemokratiet klart være det største parti i mange år endnu. I Allerød blev SF det største parti ved sidste kommunevalg. I samme grad som de to partier blot bliver to sider af samme sag (som venstre og konservative) vil man fremover ikke kvalificeret kunne sige noget om disse partiers ”naturlige” størrelse. Det vil nok for begge partiers vedkommende ligge mellem 15 og 25 %. Partierne er lige tæt på midten, og begge partier kan i lige høj grad trække vælgere ”over midten”. Det radikale Venstre har udspillet sin historiske rolle, og lever i dag et liv på lånt tid.

Globaliseringen som politisk kampplads

Begge partier (S og SF) er klare kandidater til morgendagens store nye projekt, som kan sammenfattes i sætningen: Globaliseringen skal gøres til en politisk kampplads mellem ”os” og ”de andre”. Fra denne kamp skal der suges stof til at give det nye samfundsprojekt ny fortællekraft. Samfundsprojektet skal vel og mærke være samfundsforandrende.

  At gøre globaliseringen til en politisk kampplads kræver:

  • ”Venstrefløjen” må endegyldigt erkende, at parolen ”Giv os Danmark tilbage” er en højrefløjsparole.

  • EU er en politisk kampplads for den danske venstrefløj.

  • Enhver politisk kampplads kræver en modpart (”de andre”). Venstrefløjen må udpege ”de andre” i globaliseringskampen i forhold til klima, finansverden, sociale forhold, menneskerettigheder, fastholdelse af arbejdspladser m.m.

  • Venstrefløjen må formulere politikker på disse områder.

Fagbevægelsens rolle

”Partiet” med stort P døde med Berlinmurens fald. Fagbevægelsen må skabe sig sin egen identitet uden at være et bestemt partis ”faglige blindtarm”. Fagbevægelsen er en faglig interesseorganisation med politiske interesser. Forholdet til partierne må være gennemsyret af professionalisme og fælles definerede interesser (partnerskab).

Fagbevægelsen må formulere sit eget ideologiske grundlag – mere end nogen sinde tidligere. Opgaven er for vigtig til, at det kan overlades til andre og slet ikke til "designpartier".

Fagbevægelsens historiske samhørighed med ”treenigheden” (parti-fagbevægelse-kooperation) samt ejerskabet til de faglige A-kasser må snarest bevæge sig ”fra ejerskab til partnerskab”.

Efter ”Partiets” død må fagbevægelsen i et partnerskab med de politiske partier selvstændigt bidrage til at løfte det politiske projekt.

·        Ved kommunalvalg at formulere et politisk program som betingelse for politisk støtte.

·        Aktivt at stille krav til regeringsgrundlaget for en ny regering

·       Søsætte selvstændige politiske projekter: ”F.eks. ”Danmark som produktionsland”, ”50.000 arbejdspladser i ny energipolitik”, ”Hold på varmen – byg energi-plus huse”, ”Intelligent trafik frem for 12 spor på motorvejen”.

·        Europæisk kamp mod ”social dumping”. Kamp i EU for at ”det sociale kapitel” vejer tungere end de fire frihedsrettigheder (Kapitalens og arbejdskraftens etc. frie bevægelighed)

·        Formulering af et europæisk beskæftigelsesprogram i en globaliseret verden.

·        ”Globaliseringens slagsand” skal skrives til afløsning af ”Internationalen”, der var en solidaritetserklæring fra nationalstaternes storhedstid.

Tilbage til top