Startside ] Op ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] [ Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Højt spil, Holger!
Kronik om EU
Aktuelt den 1. september 1997


Forleden var jeg til partiforeningsmøde i SF Indre By. På dagsordenen stod valg af delegerede til landsmødet om Amsterdam-traktaten. Det blev et tæt løb mellem "ja" og "nej". I kredsen af ca. 20 fremmødte medlemmer klarede nej-fløjen sig lige netop hjem med én stemmes flertal.

Diskussionen var god, men afspejlede lidt af samme ejendommelighed, som John Iversen var først til at sætte ord på, da han længe før traktaten var forhandlet færdig kunne udmelde, at den traktat kunne han stemme ja til. Forargelsen var stor - også blandt dem, der lige så klart kunne udmelde, at de på det foreliggende grundlag kunne stemme nej.

På mødet i Indre By fulgte kun et enkelt medlem partiformandens argumentation for et nej. De andres "nej" stak dybere i modstand og skepsis mod EU som sådan. De var ikke overvældende begejstrede for SF's europolitiske kursskifte fra begyndelsen af 90'erne.

I denne væsentlige forskel på et nej gemmer grundlaget sig for en ny anklage om "svigt" og "forræderi", hvis Holger og SF endnu engang skulle få folkeflertallet med sig.

For ganske i tråd med Maastricht-afstemningen i 1992 lover Holgers hovedbestyrelsesflertal, at "efter et dansk nej vil SF, som i 1992, være sit ansvar bevidst og gå i samarbejde med regeringen med henblik på at opnå et acceptabelt resultat", som SF så kan anbefale befolkningen sit ja til.

5 krav er formuleret: Ud af Schengen, ja til hele Østeuropa her og nu, bedre miljøgaranti, mere demokrati og skærpelse af det retlige forbehold.

Men spørgsmålet er, hvor mange af de SF vælgere, som Holger for tiden går i takt med, vil ændre deres nej til et ja ved en ny afstemning om endnu et nyt nationalt kompromis indgået med en regering, som de samme SF-vælgere i forvejen ingen tillid har til?

Min bud er ganske få, måske 10-15%, hvis det overhovedet vil være så mange. For resultatet kan også være, at hele balladen fremkalder en folkelig lede og modvilje mod, at befolkningen åbenbart skal plages med nye EU-afstemninger lige indtil den stemmer, som politikerne vil.

Holgerflertallets strategi er højt spil. I forhold til eget bagland risikerer den at gøre regning uden vært. Den risikerer ikke at kunne levere varen, hvis den sejrer. Et folkeflertal mod Amsterdam-traktaten vil snarere for SF indlede anden halvleg af de store trængslers tid, når zig skal gøres til zag, nej til ja, Nyrup til frontkæmper for forhandlinger, han og regeringen ikke selv tror på.

Men betyder denne tingenes elendighed så, at der kun kan stemmes ja til traktaten? Svaret er nej. Naturligvis kan danskerne stemme nej til Amsterdam-traktaten - blot vil et nej ikke bringe Holger K. på banen, men Frank Dalgaard og Pia Kjærsgård. De vil kunne levere varen. Netop varen. Den fri vare, det indre marked, EØS-medlemskabet som den endelige udgang på, at danskerne heller ikke denne gang vil opnå nogen genforhandling af nogen traktat.

Set fra et socialistisk synspunkt er vi hermed endt i den værst tænkelige situation. I ydmygende afhængighed til markedet ligesom nordmændene. Vi er endt i de firkantede skilte og de krumme agurkers fællesskab. I grunden har jeg intet imod krumme agurker, blot går min vision om fællesskab i Europa langt videre end fælles standardiseringsmål på agurker.

Den her fremførte analyse kan være forkert, men da jeg ikke tror på, at Holger-flertallet kan levere varen, og da jeg anser Amsterdam-traktaten for lidt mindre ringe end Maastricht-traktaten, så bliver det for mit vedkommende et ja allerede i første afstemning. Et ja som fremover skal bruges i den fortsatte kamp for at forvandle vores europæiske afhængighed til et europæisk velfærdsprojekt.

I dette velfærdsprojekt er skillelinien ikke mere eller mindre union, men hvilken union på hvilke spørgsmål. På præcist hvilke områder skal suveræne stater forsøge at løse fælles problemer overstatsligt, mellemstatsligt eller i nationalt regi. Klare udmeldinger herpå vil fremme EU-debatten.

At vi på de områder, hvor afhængigheden i dag er størst, økonomien og miljøet, åbner op for overnationale løsninger, indebærer ikke et Europa på vej frem mod Europas forenede Stater.

Dette angivelige uhyre er en ren papirtiger, idet den virkelige udvikling går i den diametralt modsatte retning. I årene fremover får Europa ikke færre lande, men flere lande. Antallet af selvstændige lande i FN er nu rundet 200 - en fordobling siden 60'erne. Jo mere ens vi bliver økonomisk, jo mere forskellige ønsker vi at være. Jo mere nationalstaten mister sin økonomiske selvstændighed, jo flere bliver der af dem. Sandsynligheden for Skåne som selvstændigt land er langt større end sandsynligheden for Europas forenede Stater.

Denne virkelige udvikling har den transnationale kapital det ganske godt med. Vi andre behøver nødvendigvis ikke at ha' det dårligt hermed. Ønsket om en stærkere identitet i sprog og kultur, historie og nationale rødder køber jeg på stedet i en tid, hvor millioner af mennesker jordkloden rundt går rundt i enslignende tøj fra Lewis og Benetton, spisende de samme enssmagende Big Mac's fra ensindrettede, smagløse butikker og fra husaltre af samme fabrikat TV-kiggende på The Wheel of Fortune, La roue de fortune, på dansk Lykkehjulet, hvis det da ikke er på film om den amerikanske drøm, hvor Hollywood i endnu en episode genfortæller historien om den enkelte person, der kan gøre en forskel.

Ønsket om identitet og selvstændighed på dette kulturelle område er kommet for at blive i samme udstrækning som økonomiens globalisering er kommet for at blive. Det er to sider af samme sag. Men den efterhånden meget nationale venstrefløj i Danmark går forkert i byen, hvis den i EU-spørgsmålet blot hægter sig på medaljens bagside uden at tage kampen op på medaljens forside, som omhandler økonomiens globalisering, nationalstaternes magtesløshed i økonomiske anliggender.

Det er venstrefløjens ansvar at give globaliseringen et folkeligt, demokratisk og socialt modspil. EU er et dårligt redskab i denne kamp, men trods alt et redskab - som skal forbedres. Dette er også Holgers projekt, men det er endnu langtfra SF-vælgernes projekt.

Derfor opstår de store trængsler tid for SF i samme øjeblik, som et befolkningsflertal stemmer Amsterdam-traktaten ned. Holger-flertallets ønskescenario er og må være et forløb, hvor et befolkningsflertal stemmer ja til Amsterdam, for da kan partiet med formanden i spidsen se frem til et godt folketingsvalg i efteråret 1998. Prisen, som må betales for at stille sig i spidsen for de mange SF'ere, som aldrig helhjertet har bakket op bag partiets Europapolitik, er i sagens natur, at samme Europapolitik i dag ligger i ruiner.

Tilbage til top