Startside ] Op ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] [ S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Modernistiske løsninger søges. Fornyelse i S og SF
Kommentar til valget 2005
Politiken 1. marts 2005


Det er ganske vist. Pressen har skrevet det flere gange: Såvel S som SF har behov for at genopfinde sig selv. I Socialistisk Folkeparti er der for lidt Socialistisk Fornyelse og i Socialdemokratiet er ”Firebandens” gamle fløjkrig historien uden ende.

Hvad nu SF angår, så forekommer det givet, at tretten år efter kommunismens sammenbrud er der ikke længere stemmer i, at SF i 1958 skabte fornyelse i den kommunistiske bevægelse. Og givet er det, at i dag, hvor man fornærmer en industriteknikker, hvis man tiltaler ham som maskinarbejder, er der ikke længere stemmer i, at SF i 1966 blev katalysator for Danmarks første arbejderflertal. 

Og hvad Socialdemokratiet angår, stikker det næppe dybt nok at agere den forfulgte uskyldighed uden penge og medieadgang. Dagen før valget havde oppositionen 10 helsiders valgannoncer i Metro Express – heraf var de 3 indrykket af forbundet 3F. Det dobbelt antal havde næppe gjort nogen forskel. Uden LO’s partistøtte mistede S denne gang 5 mandater. Med LO’s partistøtte mistede S ved forrige valg 11 mandater! Vel findes der meget menighed i dansk fagbevægelse, men katolsk er den ikke, så i nederlagets stund er det værd at huske på, at ikke alt i denne verden kan man betale sig fra. Mens dagspressen dissekerer formandskandidater, har de to partier behov for en substantiel debat om selve projektet.

Siden valgnederlaget i 2001 har Socialdemokratiet brugt mange kræfter på, at få lukket flanken til traditionalismen - Dansk Folkeparti som arbejderparti. Det lykkedes ikke. Men værre er det, at prisen for det konkrete forsøg var katastrofal høj. Manøvren har skabt en åben ladeport til moderniteten – p.t. repræsenteret ved Det radikale Venstre. Den socialistiske bevægelse er i dag presset af et knivtangsangreb på flankerne samtidig med, at bevægelsen midt i luksusbugen er angrebet af Venstre som et moderne folkeparti. Personudskiftninger gør det ikke alene. Selve projektet skal genvitaliseres.

Projektet er det samme for såvel Socialdemokratiet som SF. Kun i rollefordelingen er partiernes situation forskellig. Den socialistiske bevægelses nye projekt skal finde modernistiske løsninger på traditionalisternes bekymringer. Opdelingen af det politiske landskabsbillede i et socialistisk venstre og et liberalistisk højre har forsat objektiv relevans i forhold til de sociale klassetilhørsforhold. Men det er ikke i forhold til denne klassiske akse i dansk politik, at de to partier skal genopfinde sig selv. De skal genopfinde sig selv ved som klassiske centrum-venstre-partier at finde modernistiske løsninger på de faktiske problemer, som findes i ”traditionalismens Danmark”. Det betyder, at partierne her og nu skal finde reelle modernistiske løsninger på integrationens problemer i arbejdslivet, i skolen og i boligkvartererne – problemer som dagligt giver næring til traditionalisternes frygt for fremtiden og det fremmede. Og det betyder, at partierne skal finde modernistiske løsninger på uddannelsesproblemerne i Danmark.

Pointen er her, at knivtangsangrebet på flankerne og velfærdsangrebet i luksusbugen ikke kræver to eller tre forskellige svar – løsningerne skal findes i det samme svar. Og svaret er ikke flere populære checks til rige børnefamilier eller rige pensionister. Svaret er ikke flere penge kastet i hovedet på middelstanden. Omvendt er svaret heller ikke en social nyprofilering med forstærket fokus på samfundets virkeligt udstødte og fattige. Disse svar er alt for lette og helt inden for rækkevidde af et moderne folkeparti som Venstre. Og vælgerne vil næppe honorere S og SF for en forstærket indsats på disse områder.

Svaret er, at ”den gamle bevægelse” skal rejse sig ved det træ, den styrtede ved. Eller ved de to træer, den styrtede ved: Integration og uddannelse.

S og SF skal formulere modernistiske svar på integrationens og uddannelsens problemer, så svarene brænder igennem i medierne og i befolkningen. Det vil blive honoreret af middelstanden og af samfundets svageste. Samtidig vil reelle løsninger på disse to områder løfte hele det danske samfund. Og bremse de såkaldte arbejderpartiers nu 15-årige vigende vælgeropbakning blandt arbejdere.

Hvis vælgerne måtte få det indtryk, at S og SF i debatten om ”de fremmede” ikke rigtig er til noget, så er det vel forståeligt. Først var Pia Kjærsgaard ikke stueren. Derefter kopierede S store dele af DF’s politik, hvorefter vælgerne drog konklusionen: Socialdemokratiet ønsker blot at lægge låg på debatten – vi vælger den rene vare! Det image skal væk. S og SF skal brænde for dusinvis af tiltag til en bedre integration – i arbejdslivet, i skolerne og i boligkvartererne.

Eksperter må sætte tal på problemernes omfang. Men lag mig antyde problemerne, som jeg selv møder dem. Som fagforeningsmand er jeg vedvarende bekendt med etnisk diskrimination på arbejdsmarkedet. Alle ved, at det finder sted – og selv ind i statsadministrationen accepteres det stiltiende. Som lejer i almennyttigt boligbyggeri gør jeg og andre den erfaring, at vejen fra vellykkede, gode og sunde boliger til slumboliger i forfald ofte er overraskende kort. Kommunen har indstillingsret til 1/3 af boligerne. Men hvor er stopklodserne, når brugen af denne ret i det konkrete boligbyggeri øger en igangværende ghettodannelse? For nyligt besøgte jeg et ældre fagforeningsmedlem i Tingbjerg. Hele livet havde han været en aktiv kæmper for ”arbejderbevægelsens sag”. Stemt S eller SF. Lejlighed i Arbejdernes Kooperative Boligselskab. Nu stemte han på hende, vi i ”bevægelsen” ikke taler om. Han følte sig som en fremmed i det ”folkehjem”, han hele sit liv havde kæmpet for.

En gang havde den københavnske folkeskole noget at prale af. Men det må være mange år siden. For 40 år siden blev jeg selv undervist under mere moderne forhold i en Venstre-kommune i det mørkeste Vestjylland, end min datter bliver i dag i en københavnsk folkeskole. Dengang var der noget, der hed 3. real. Det var noget meget fint. I dag hedder det 10. klasse. På de fleste skoler et år, som må betegnes som ren spild af tid – et skod-år for fortrinsvis to-sprogede elever, der venter på, at de snart kan bidrage til den statistik, der fortæller, at hver fjerde, der forlader københavnske skoler, er mere eller mindre uden funktionelle læsefærdigheder. Medens de lærte strides om PISA-undersøgelsen og Københavns uddannelsesborgmester Per Bregengaard udtaler, at her ”går det faktisk rigtig godt”, og de middelmådige læsefærdigheder er ”ingen katastrofe”, så fortæller slutresultatet, at 24,8% af en ungdomsårgang er uden en erhvervskompetencegivende uddannelse. Jeg begriber ikke, at nogen kan mene, at det er godt.

På uddannelsesområdet hober problemerne sig imidlertid ikke kun op i ”bunden”. Antallet af personer med en videregående uddannelse ligger i dag i lande som Syd-Korea, Irland og Finland niveauer højere end i Danmark. At min generation omkring de 50 år er bedre uddannede end generationen efter, er det største selvmål, der er begået i Danmark i nyere tid.

Hvis S og SF hertil svarer, at det hele er ”stenaldermanden” Anders Fogh Rasmussens skyld, så kræver projekt genopfindelse givet vis en ekstra omgang i opposition. København har i 100 år været regeret af ”bevægelsen”. To store træer har slået rod i asfalten – lige der hvor S og SF står, og hvor det gamle velfærdsprojekt mistede sin fortællekraft. Integration og uddannelse er projektets substans – omgærdet af et klarere globalt udsyn, hvor partierne skal finde reelle globale løsninger på nationernes afmagt. 

Kom så i gang!

Tilbage til top