Startside ] Op ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] [ Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


I dag er Schlüter på vej ind fra højre
Kronik om den aktuelle politiske situation
Information den 28. oktober 1987


I dag er Schlüter på vej ind fra højre - og på vej til at køre fast omtrent, hvor Anker slap i 1982. Yuppie-ungdommen har fået flere cafeer at vælge imellem og investeringssekskaber kan sætte danskernes opsparing i arbejde så langt væk som Hong Kong og Tokio. Danmarks balanceproblemer skyldes ikke en høj levefod - men at produktionsgrundlaget ligger i Vesttyskland, Japan og USA.

I et halvt århundrede har borgerlige regeringer aldrig udgjort andet end en parantes i dansk politik. Efter to år med Schlüter herskede der imidlertid i arbejderbevægelsen en begrundet frygt for, at firkløverregeringen skulle få held til at bryde den "lovmæssighed". Men med det netop overståede valg, som ikke blot fik den pæne firkløverfacade til at krakelere, men som også har efterladt det borgerlige alternativ som visionsløst laden-stå-til, er frygten unægtelig aftaget noget.

Det kan ikke længere skjules, at det i virkeligheden er gået ufattelig skidt for Schlüters politik. Det ultra-liberale blad Finanstidende har ganske ret i, at borgerlige kernevælgere har grund til at være dybt skuffede over regeringens resultater.

For hvad har regeringen opnået i forhold til dens egne målsætninger? Over for den økonomiske krises særlige fremtrædelse i Danmark med samtidig stor arbejdsløshed og underskud på betalingsbalancen var det regeringens erklærede mål, som den højst prioriterede opgave, at løse dette dobbelte balanceproblem gennem en stærk forbedring af konkurrenceevnen. Faktisk lovede regeringen betalingsbalanceunderskuddet bragt ud af verden allerede i indeværende år. Men hvad er der sket?

Betalingsbalanceunderskuddet har slået alle rekorder, og er på tre år (1983-86) blevet tredoblet. Udlandsgælden har aldrig været større. Det rige Danmakr er i dag verdens mest forgældede land (målt pr. indbygger).Bedre er det ikke gået med konkurrenceevnen, som på trods af store investeringer er blevet forværret med tyve procent.

På denne baggrund er de 200.000 nye arbejdspladser, som er skabt siden 82, alt andet end et bevis på, at regeringen har styr på landets samlede balanceproblem. For selv om merbeskæftigelsen først og fremmest er opnået i den private sektor, så må det forblive et skår i den borgerlige glæde, at kun en fjerdedel af de nye arbejdspladser er skabt i eksportorienterede virksomheder, ja Danmark har direkte tabt markedsandele på de internationale økonomiske vækstområder.

Yuppie-ungdommen har fået flere cafeer at vælge imellem, ligesom en syndflod af nye investeringsselskaber i dag kan sætte danskernes opsparing i arbejde på så fjerne lokaliteter som Hongkongs og Tokios børser - men det løser alt sammen ikke noget dansk betalingsbalanceproblem.

Regeringen anden højt prioriterede målsætning - fjernelsen af statsunderskuddet - er derimod lykkedes. Det er blot - ifølge borgerlige holdninger - sket på den helt forkerte måde. Budgetforbedringen er ikke primært sket gennem en reduktion af de offentlige udgifter, men gennem en i omfanget aldrig tidligere set skattemæssig flåning af den danske befolkning.

Fem år med Schlüter har efterladt Danmarks økonomiske balanceproblemer lige så uløste som i 1982. Og hvad angår det stort anlagte nedskærings- og privatiseringsfelttog, så vandt arbejderbevægelsen dette slag allerede i 1984/85. Schlüter kan ikke engang gå over i historien, som den regeringsleder, der gennemførte omfattende hjerteløse nedskæringer. Aldrig har det offentlige forbrug været større. På hospitalerne er der ansat flere læger og sygeplejersker end nogen sinde. På pleje- og daghjem for ældre er personalet siden 82 vokset med 10 pct. Hjemmehjælpernes antal er vokset med 13 pct. I vuggestuerne er der i dag plads til 44 pct. af de 0-2 årige mod 39 1/2 pct. i 82. I skolerne er der siden 82/83 blevet 54.000 færre elever, men lærerantallet er stort set bevaret. Osv.

Vel hed statsministeren Schlüter, da den asociale karensdag blev indført, men navnet var også Schlüter, da den igen blev afskaffet. Selv over for Venstre er det i dag vanskeligt at skjule, at regeringens oprindelige, gammelliberalistiske mørksyn er uden folkelig opbakning.

Vi står måske her ved regeringens største dilemma. Hvad angår fordelingspolitikken er de borgerlige vælgere slet ikke borgerlige. På spørgsmålet om nødvendigheden af en social afbalanceret politik rækker de socialistiske holdninger langt ind i de borgerlige rækker. Dette er klart fremgået af Jørgen Goul Andersens mange vælgeranalyser. Såvel blandt arbejdere som offentligt og privatansatte funktionærer mener færre end 10 pct., at der bruges for mange penge på sundhedssektoren, på daginstitutioner, arbejdsløshedsunderstøttelse og bistandshjælp (Det fri Aktuelt, 27.8.87).

På fordelingspolitikkens område er det store vælgerflertal allerede vundet for arbejderklassens solidariske holdninger. Det røde arbejderflertal skabes imidlertid ikke alene endsige primært i den sociale genopretnings navn.

Omvendt består arbejderpartiernes store dilemma i, at borgerlige holdninger, på spørgsmålet om den økonomiske politik, rækker langt ind i arbejderbevægelsens rækker. Også denne sammenhæng er fremdraget af Goul Andersen. På det helt centrale spørgsmål om, hvem der er bedst til at sikre landet en moderne industri, så Danmark kan forblive én af verdens rigeste lande, peger kun 11 pct. på en S-SF-regering, men hele  48 pct. peger på den borgerlige regering. (Det fri Aktuelt, 31.8.87). Arbejderflertallet udebliver, fordi S og SF mangler troværdighed i forhold til at løse landets økonomiske problemer.

I 1982 slap Anker Jørgensen regeringstøjlerne. Den socialdemokratiske krisepolitik med skiftende samarbejdskonstellationer hen-over-midten var ganske enkelt kørt fast. Indtrykket af en regering, som gav op over for landets økonomiske problemer, kunne ikke bortforklares. Socialdemokratiets problem var, at dén økonomiske politik, der kunne skabes flertal for hen-over-midten , slet ikke tilsvarede en løsning af dansk økonomis virkelige problemer.

Danmarks balanceproblemer skyldes ikke, at danskerne har en høj levefod, men at produktionsgrundlaget for denne levefod befinder sig i Vesttyskland, Japan og USA. Dansk industri producerer for lidt og langt hen af vejen det forkerte (prisfølsomme forbrugsvarer). Skal denne situation ændres, må der - som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd allerede udtrykte det i 1978 - føres "en aktiv statslig strukturforvandlende erhvervspolitik". Det vil bl.a. sige omfattende satsning på forskning og uddannelse, offentlig produktion, fjernelse af de kollektive  fondes investeringsbegrænsninger, gennemførelse af ØD.

Dette er det virkelige valg i 80'ernes kriseramte Danmark. Et valg som blev aktuelt i 1982, da Anker kørte fast i lønindkomstpolitik og kronedevalueringer. Til Thomas Nielsens store vrede tog Socialdemokratiet ikke dengang et valg på den økonomiske politik. Anker Jørgensen traf valget på vælgernes vegne, idet Schlüter ikke vandt med fik overdraget regeringsmagten.

I dag er samme Schlüter på vej ind fra højre og på vej til at køre fast omtrent det samme sted, hvor Anker slap i '82. Schlüter er gået i tomgang - og tak for det. Regeringen forsøger med radikal hjælp at forlænge sit politiske liv ved at kaste lunser af friskt rødt kød ud til de sultne socialdemokratiske løver. (Jvf. Niels Wilhjelms industripolitiske åbninger, Information 12.10.87). Disse (løverne) skal blot stille deres sult, så længe der er mad på bordet, men vel vidende at Schlüters pragmatiske udsalg ikke er og aldrig bliver svaret på den nødvendige omstrukturering af dansk erhvervsliv. Ethvert udsalg får sin ende - også Schlüters.

Spørgsmålet er så, om vælgerne denne gang får lov til at vælge. Dét er ikke alene Schlüters afgørelse. Det er først og fremmest S og SF's afgørelse.

Det virkelige valg i 80'ernes kriseramte Danmark bliver først overladt til vælgerne den dag S og SF i fællesskab vil og tør alternativet; i fællesskab vil og tør give vælgerne recepten på den alternative økonomiske politik, som alene kan sikre landet en moderne industri, så Danmark kan forblive et rigt land. Skaber S og SF troværdighed på dette centrale punkt, så ikke blot lurer det røde flertal lige om hjørnet, det kan slet ikke holdes tilbage.

Vil eksempelvis Socialdemokratiet ikke være med, så er udviklingen allerede afstukket. Så skal vi for tredje gang på selve valgaftenen opleve, hvorledes de socialdemokratiske ledere under stor jubelstemning tager afsked med yderligere titusinder af vælgere (færre end profeteret i meningsmålingerne), og hvorledes der fortsat er plads til mange flere lyserøde vælgere i det, som en lederskribent  på dette blad har kaldt verdenshistoriens længste hængekøje.

Tilbage til top