Startside ] Op ] [ Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Skal Sohn sone?
Debatoplæg til kritikken af Ole Sohn som formand for Danmarks kommunistiske Parti i perioden 1987-1991.
Oktober 2010. Ikke publiceret.


BT - blandt aviser ”den klogeste kone i kæret efter Maren” - har netop været en tur over åen efter vand, for i Berlin at finde et ”ukendt brev” frem af den slags, som partiet DKP helt officielt og med offentliggørelse i avisen Land og Folk sendte til broderpartier i øst og vest ved festlige lejligheder, og hvori man klappede hinanden på skulderen og bekræftede hinanden i ”kampen for freden” og ”socialismens sejr”.

  BT’s ”afsløring” bringer intet nyt for dagen. Alligevel er en efterlysning af Ole Sohns erindringer fra de epokegørende år, hvor det delte Europa igen blev forenet, kærkomment. Selv om Sohn tilhørte den reformvenlige fløj i DKP, kan ingen af Vesteuropas kommunistpartier tage æren for reformprocessen i Østeuropa. Det var ikke deres ”kammeratlige kritik” endsige forsvar for ”basale menneskerettigheder”, der skabte forandringerne i øst.

Sandheden er, at frem til dagen efter Berlin-murens fald havde rigtig mange det rigtig godt med det delte Europa.

Således Francois Mitterand der før Murens fald udtalte: ”Jeg elsker Tyskland så meget, at jeg foretrækker at have to af dem.”

Således Margaret Thatcher der før Murens fald udtalte: ”Vi vil ikke et genforenet Tyskland. Det vil underminere hele den internationale situation og vores sikkerhed.”

Således Poul Schlüter, der under sit ”venskabsbesøg” i DDR i 1988 udtalte følgende til østtysk TV: Danmark anser DDR for ”at være teknologisk, økonomisk og forskningsmæssigt utroligt fremskredent.”

Og således Danmarks udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, hvis udenrigstjeneste sørgede for, at 18 frihedshungrende østtyskere, der havde søgt tilflugt på den danske ambassade, på under 24 timer blev udleveret til Stasis grundige forhørsmetoder og middelalderlige fængsler.

Kære borgerlige Danmark! Stop dette let gennemskuelige hykleri. Skal Sohn sone, hvad skal vi så mene om Ellemann-Jensens statsinvitation til ”kammerat Honecker” et halvt år før Murens fald? Skal Sohn sone, hvad skal vi så mene om tildelingen af Elefantordenen til Nicolai Ceauşescu, lederen af Østeuropas mest stalinistiske regime?

Den østeuropæiske kommunisme brød ikke sammen på grund af Vestens store befriende, frelsermænd. DDR og Sovjetunionen brød sammen indefra og under vægten af systemernes egne åbenlyse mangler - båret frem af befolkningernes krav om forandringer.

Til de åbenlyse mangler bør alle men især venstrefløjen skrive sig to forhold bag ørerne.

 

-   De planøkonomiske regimer i Østeuropa var ikke kapitalismen overlegne.

-   De basale menneskerettigheder herunder retten til at forsamle sig, retten til at tale og skrive frit samt retten til at rejse frit blev systematisk undertrykt.

Berlin-murens fald efterlader en lære for os alle. Den socialisme, der vil indfri de store idealer om frihed, lighed og broderskab med ryggen til det globaliserede verdensmarked, bag mure og pigtråd, bag økonomisk protektionisme, bag fortidens nationalstater med idealet om ”et Dannevirke i hver mands bryst”, har intet lært af kommunismens sammenbrud.

Tilbage til top