Startside ] Op ] St.Bededag ] Fuld pakke ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] [ Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Lenin og korset deler scene
Artikel
Ikke publiceret - november 1989


Mellem skiftende fagforeninger på Leninværftet i Gdansk og Arbejdernes Fællesklub på B&W Skibsværft har det eksisteret et mangeårigt samarbejde. Som deltager i en delegation fra B&W besøgte jeg for nylig det politisk stormomsuste værft ved Gdanskbugten – værftet som indtil flere gange i efterkrigsårene har været fremme i forreste række og her sat den politiske dagsorden i det kriseplagede Polen.

Denne gang var besøget imødeset med særlige forventninger.  Dén elektriker, som året før af den officielle OPZZ-fagforening var blevet omtalt som en almindelig værftsarbejder – nærmest ukendt i Polen, men med en vis publicity i Vesten – var igen formand for et legaliseret Solidaritet på værftet. Og samtidig havde kommunistpartiet ved det nyligt afholdte parlamentsvalg til Sejmen lidt et ydmygende, ja noget nær tilintetgørende nederlag. Hvordan klarede vores samarbejdspartner i OPZZ sig i denne situation?

Til vores store overraskelse tilsyneladende ganske godt. På Solidaritets højborg organiserer OPZZ de fleste af værftets arbejdere: 3.500 arbejdere over for Solidaritets 3.000. Hertil skal tilføjes 2.000 uorganiserede. Forholdet svarer ganske godt til situationen på landsplan. Tallene fik vi senere bekræftet af Solidaritet.

Men hvorfor smider polakkerne kommunistpartiet på porten, men ikke den trods alt kommunistdominerede fagforening OPZZ?

Svaret kan være, at med OPZZ har Polen for første gang i 40 år fået en fagbevægelse som i egentlig forstand forsøger at være en fagorganisation for polske arbejdere, dvs. reelt forsøger at varetage de særlige interesser, som polske arbejdere har i modsætning til andre samfundsgrupper herunder samfundet som sådan, regeringen, kommunistpartiet, virksomhedslederne m.m. OPZZ synes at have erkendt, at også under socialismen eksisterer der interessemodsætninger, hvis løsning eller varetagelse kræver en klasseorganisering af arbejderne, dvs. en fagbevægelse, som hverken leger parti eller lænkehund for partiet - men fagbevægelse slet og ret. Hvis dette er tilfældet, er de polske arbejdere, som de første i Østeuropa, ved at overvinde den skæbnesvangre fejltagelse, som det sovjetiske kommunistparti begik i 20’erne, da det reducerede fagbevægelsen til partiets lydige organ af velvillige efterplaprere med særligt ansvar for feriehusudlejning, fordeling af lejligheder samt eksklusiv uddeling af mangelvarer.

Under vort besøg på Leninværftet omtalte OPZZ-ledelsen den gamle fagbevægelse som en ren ”attrap”, som det tjente Solidaritet til ære at have likvideret. Forholdet til kommunistpartiet blev med stor ivrighed fremhævet som værende ”uafhængigt”, og netop i denne uafhængighed til partier og regeringer lå OPZZ’s chance blandt de polske arbejdere, ja fagbevægelsens eksistensberettigelse overhovedet.

Ikke blot fra de faglige ledere på Leninværftet men også fra vore samarbejdspartnere i Sovjetunionen og Ungarn møder vi i disse år konstant spørgsmålene. Hvordan laver I fagforeningsarbejde på lokalt arbejdspladsniveau? Hvori består egentligt dette arbejde? Hvilke spørgsmål tager I Jer af? Hvad er Jeres forhold til de politiske partier? Hvordan er I i stand til at blive genvalgt ved almindelig urafstemning? Osv. Osv. De gamle skolemestre er pludseligt blevet spørgelystne elever.

Efter i flere dage at have indtaget vores måltider i Leninværftets direktionskantine – med en direktør på højre side og en tillidsmand på venstre side – svarede vi bl.a. OPZZ-lederne. Start med at smide virksomhedsledelsen ud af Jeres fagforening, og hold op med at spise middag i direktionskantinen. Det bedste samarbejde opnår man, når de reelle interessemodsætninger anerkendes.

Angående Solidaritet synes denne fagforenings aktuelle dilemma at være, at organisationen hverken er parti eller fagforening, men en bred politisk bevægelse som pludselig har fået regeringsansvaret. På værftet i Szczecin er opdelingen i ”Walesas Solidaritet” og ”Det kæmpende Solidaritet” allerede en realitet. På Leninværftet i Gdansk, hvor ”Walesas Solidaritet” er eneherskende, er de to fagforeninger enige om, at vejen frem går over et samarbejde mellem Solidaritet og OPZZ – som fagforeninger. Denne forbrødring er muligvis fremtvunget af, at den polsk-amerikanske fru Johnson, som betingelse for at hælde dollars i det likviderede værft, har krævet ”ordnede forhold” – også på det fagforeningsmæssige område.

Samarbejdet mellem Solidaritet og OPZZ kom som en overraskelse for os. På et fællesmøde havde lederne af de respektive fagforeninger kun anerkendende og venlige bemærkninger af hæfte på hinanden. Intet krav blev fremført over for ledelsen, uden at der først var opnået enighed herom fagforeningerne indbyrdes. Sammen besøgte vi Birgitta kirken – Solidaritets ukrænkelige tilflugtssted under illegaliteten og i dag endnu et symbol i rækken af symboler i Polens lange lidelseshistorie.

Bag samarbejdets tillidsvækkende facade kunne ingen af parterne dog skjule den gamle mistro og den reelle kamp om de samme medlemmer. Konkurrencen om medlemmerne går helt ned i sammensætningen af sjakkene på værftet. Her et Solidaritets-sjak og her et OPZZ-sjak. Nye folk bliver tvunget til at bekende kulør. Enten må man skifte fagforening, eller man bliver frosset ude.

Denne kamp havde også sine mere morsomme sider. I den historiske konferencesal på Leninværftet, hvor Walesa og daværende vicepremiereminister Jaruzelski i august 1980 underskrev den aftale, som legaliserede Solidaritet, har Lenin i skikkelse af en mægtig hvid statue på scenens midte altid med sit faderlige, på samme tid milde og myndige blik skuet ned på de troende og i de fleste sammenhænge umulige polakker. Denne ”afgud” krævede Solidaritet i dette efterår fjernet fra, hvad de med rette kunne betragte som selve bevægelsens hjertekammer. Men dette krav var OPZZ for meget. At fjerne Lenin fra Leninværftet! Det kunne man ikke. Her gik grænsen. Svære forhandlinger mellem de to fagforeninger tog sin begyndelse. Og et kompromis blev fundet.

Under indtryk af en vis højtidelig stemning blev vi ført over i konferencesalen for med egne øjne at se den i sandhed salomoniske løsning på denne alvorlige konflikt i Polens nyere historie. Væk var Lenin fra scenens midte. I stedet var ophængt et kors – ikke prangende men alligevel i sin enkle figur iøjnefaldende. Og ude til venstre på scenen prydede Solidaritets banner henover et stort rullende stativ. Men Lenin? Hvor var Lenin – spurgte vi med en vis overraskelse i stemmen. Vore værter grinede. Trumfkortet havde vi fortsat til gode. Stativet med solidaritetsbanneret blev rullet til side. Og frem fra mørkets skjul strålede Lenin os i møde i sin marmorhvide glans. Det nye polske kompromis!

Lenin eller korset. Nej på Lech Walesas Leninværft har Solidaritet og OPZZ valgt Lenin og korset. I samarbejdets ånd.

Lykkes det OPZZ i samarbejde med Solidaritet at opbygge en egentlig fagbevægelse i Polen, en fagbevægelse der er rede til som fagbevægelse at kæmpe for arbejderklassens umiddelbare interesser, kan det blive den organisatoriske og stabiliserende kraft, som ikke blot er savnet i dagens Polen, men hvis tilsvarende sidestykke en Michael Gorbatjov og en Egon Krenz bitterligt må savne som rygstød i den turbulens, som aktuelt omgiver de kommunistiske partier i Østeuropa.

Tilbage til top